Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Frelsens tilegnelse

Kaldet og Helligåndens gerning

Kaldet er Helligåndens gerning, hvorved Gud ved evangeliet i ord og sakramente forkynder alle, der hører det, den nåde, Kristus har erhvervet, alvorligt indbyder dem til at tage imod den og ved det samme ord virker troen.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Luthers Lille Katekismus siger i forklaringen til tredje trosartikel: Jeg kan ikke af egen fornuft eller kraft tro på Jesus Kristus eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet. Kaldet er det første led i det, dogmatikken kalder frelsesordenen, rækken af Helligåndens gerninger: kaldet, oplysningen, genfødslen og omvendelsen, foreningen med Gud og helliggørelsen (Jacobs). At kalde vil sige, at Guds nådige vilje og det, han har gjort for os ved Kristus, bliver forkyndt med indbydelsen til at tage imod det ved troen. Pieper gør opmærksom på, at Skriften bruger ordet på to måder: om tilbuddet til alle, der hører evangeliet (Matt 22,14), og oftest om selve overflytningen til troen, så «de kaldede» er de troende (Rom 8,30).

Helligånden kalder ikke ved syner eller indre stemmer, men ved det ydre ord og sakramenterne. Ånden er altid virksom i Ordet, også når man ikke mærker det. Med det samme evangelium, som Gud tilbyder nåden ved, virker han også troen (Rom 10,17).

Kaldet er alvorligt og gælder alle, der hører det. Konkordieformlen afviser tanken om, at Gud udvortes kalder alle, men i sit hjerte kun mener det med nogle få; det ville tillægge Gud modstridende viljer. At ikke alle kaldede kommer til tro, skyldes menneskets forvendte vilje, der står Helligånden imod. Deri ligger trøsten: Den, der hører evangeliet, kan ud fra det ord, Gud kalder ham med, slutte, hvad Guds vilje over for ham er, og behøver ikke granske Guds skjulte råd.

Skriften

  • Matt 22,14 – Mange er kaldede, men få udvalgte: kaldet ved Ordet går ud til mange, også til dem, der afviser det.
  • Matt 23,37 – Kristus ville samle Jerusalems børn, men de ville ikke: kaldet er alvorligt, og årsagen til fortabelsen er menneskets modstand.
  • Rom 10,14–17 – Troen kommer af det, som høres: Helligånden kalder og virker troen ved det prædikede ord.
  • Joh 6,44 – Ingen kommer til Kristus, uden at Faderen drager ham; ifølge Konkordieformlen drager han ved Ordet og sakramenterne.
  • 1 Kor 12,3 – Ingen kan sige «Jesus er Herre» uden ved Helligånden: troen er Åndens gerning, ikke menneskets.
  • ApG 7,51 – I står altid Helligånden imod: mennesket kan modstå Åndens kald, men kan ikke af sig selv tage imod det.
  • Rom 8,30 – Dem han har kaldet, har han også erklæret retfærdige: her betyder kaldet den virkelige overflytning til troen.
  • 1 Pet 2,9 – Gud har kaldt jer ud af mørket til sit forunderlige lys: kaldet fører fra vantroens rige til nådens rige.

Bekendelsen

  • Luthers Lille Katekismus, tredje trosartikel: Mennesket kan ikke af egen fornuft eller kraft tro på Kristus eller komme til ham. Helligånden har kaldet, oplyst, helliget og bevaret det i troen, sådan som han gør med hele kristenheden på jorden.
    «Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham; men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD II: Gud lader evangeliet forkynde offentligt og samler sig derved en kirke. Ved dette middel og ikke på anden måde, Ordet hørt eller læst og sakramenterne brugt efter hans ord, vil han kalde, drage, omvende, genføde og hellige menneskene.
    «ved sit hellige ord – når man hører det prædiket eller læser det – og ved sakramenterne, når de bruges efter hans ord, vil Gud kalde menneskene til den evige frelse» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD II: Uden Helligåndens kraft ville både prædikantens og tilhørerens arbejde være forgæves. Men man skal ikke dømme om Åndens nærvær ud fra sine følelser; i kraft af løftet er det prædikede og hørte ord hans værk.
    «skal vi ud fra og i kraft af løftet være sikre på, at det prædikede og hørte Guds ord er Helligåndens embede og værk» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD XI: At mange er kaldede og få udvalgte, betyder ikke, at Gud udvortes kalder alle, men i hjertet kun mener det med få. Det ville tillægge Gud modstridende viljer og tage trøsten fra os, at vi kender hans vilje af det ord, han kalder os med.
    «at vi alene ud fra Guds ord, som han handler med os og kalder os ved, skal lære og slutte, hvad hans vilje over for os er» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 6. søndag efter påske: Luther forklarer, hvorfor Kristus kalder Ånden et vidne: Helligånden virker inde i hjertet, men efter sin almindelige orden kun gennem det mundtlige ord, som apostlene og prædikanterne forkynder.
    «For det er sandt: Helligånden virker inde i hjertet. Men den virkning vil han efter sin almindelige orden ikke udrette på anden måde end gennem det mundtlige ord.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om udvælgelsen: Gud kalder sine gæster ved sine udsendte tjenere, hver til sin tid. Når han kalder ved sit ord, mener han det alvorligt: Han vil frelse dem og ved Ordet virke, at de bliver oplyst, omvendt og frelst.
    «For Guds kald er ikke spøg eller skinfægteri. Hvad Guds vilje over for os er, må og skal vi lære af hans ord og dømme efter det.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 2. forelæsning: Evangeliet kræver troen, men giver den i selve kravet. Den, der ikke med vilje sætter sig imod, får troen; det er dog ikke ordets ydre lyd, men dets indhold, der virker.
    «Den første består i, at evangeliet kræver troen, men i selve kravet skænker og giver den. Når vi prædiker: «Tro dog på Herren Jesus Kristus!», så giver Gud gennem os folk troen.» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. IX: Mennesket kan gå derhen, hvor Ordet prædikes, men det er Ånden, der genføder gennem midlerne. Forskellen mellem to tilhørere er ikke, at den ene genføder sig selv, men at den ene lader Ånden virke, mens den anden står ham imod; og selv den evne kommer af, at nåden og dens midler er til stede.
    «Det er sådan, at den ene lader Helligånden genføde sig gennem Ordet, og den anden nægter at tillade ham det.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 19: Helligånden er altid til stede med Ordet, hvor det forkyndes. At udfaldet bliver forskelligt, skyldes ikke en forskel i Guds vilje eller et uimodståeligt kald hos nogle, men menneskets holdning til kaldet.
    «Ordets og kaldets virkekraft er altid den samme; forskellen i udfaldet bestemmes af en forskel i menneskets holdning til kaldet.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om omvendelsen: Skriften bruger ordet kald på to måder: om forkyndelsen af evangeliet for alle, der hører det, og oftest om selve overflytningen til troens rige. I den sidste betydning er kaldet et andet ord for omvendelsen.
    «Det betegner for det første den blotte forkyndelse af evangeliet, og at syndernes forladelse dermed tilbydes, og Helligånden virker for at frembringe troen.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Tilegnelsen af frelsen: Troen er helt og holdent Guds virkning, og han virker den ved selve evangeliet, hvor Helligånden er virksom. Nådemidlerne både tilbyder nåden og virker den tro, der tager imod den.
    «Ved at Gud tilbyder nåden eller syndernes forladelse ved evangeliet, virker han også ved det samme evangelium troen på evangeliet i menneskenes hjerte.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Calvinisme: kaldet som fordømmelsesmiddel. Fordi nåden efter calvinistisk lære kun gælder de udvalgte, bliver Ordet og sakramenterne fordømmelsesmidler for de andre: Calvin taler om et almindeligt kald, hvor Gud også indbyder dem, for hvem det skal være en lugt til død og grund til en hårdere fordømmelse. Pieper svarer, at der så slet ingen nådemidler findes for dem, og at det er selvmodsigende, når Calvin alligevel siger, at de foragter nåden.
  • Reformert lære: Åndens umiddelbare, indre kald. Calvin lærer de troende ikke at dømme om deres udvælgelse ud fra det almindelige kald ved det ydre ord, men ud fra et særligt kald, Åndens indre oplysning, og nyere reformerte som Hodge lærer, at Ånden genføder umiddelbart, uden Ordet som middel. Pieper svarer, at den konsekvente calvinisme dermed heller ikke har nådemidler for de udvalgte.
  • Entusiasterne (sværmerne). Müntzer og andre roste sig af at have Ånden uden og før Ordet og dømte derefter Skriften efter deres egen ånd. De Schmalkaldiske Artikler fastholder, at Gud ikke giver nogen sin Ånd uden ved det forudgående ydre ord, og kalder også pavedømmet entusiasme.

Hænger sammen med

  • Guds almene nådevilje – Kaldet er den måde, Guds almene nådevilje når frem til det enkelte menneske. Chemnitz skriver, at når Gud kalder ved sit ord, er det hans alvor, at han vil frelse dem og bringe dem til erkendelse af sandheden (1 Tim 2,4). Guds kald er ikke spøg eller skinfægteri, og hans vilje over for os skal vi lære af Ordet.
  • Ordets kraft – Kaldet sker ved Ordets kraft. Luther forklarer i Huspostillen, at Helligånden virker inde i hjertet, men efter sin almindelige orden kun gennem det mundtlige ord, sådan som Paulus siger: Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om (Rom 10,14)? Derfor skal man ikke søge Ånden ved siden af Ordet, men give agt på prædikenen.
  • Nådemidlerne – Kaldet sker ikke uden midler. Konkordieformlen, artikel II, siger, at Gud ved sit ord, prædiket eller læst, og ved sakramenterne og ikke på anden måde vil kalde mennesker til frelse, drage dem til sig, omvende og genføde dem. Ordet og sakramenterne er altså både de midler, Gud kalder ved, og de midler, han virker troen ved.
  • Omvendelsen: anger og tro – Pieper viser, at ordet «kald» bruges på to måder i Skriften: Det kan betyde tilbuddet til alle, der hører evangeliet (Matt 22,14), men oftest betyder det selve overflytningen fra vantroens rige til troens rige. I den betydning er kaldet et andet ord for omvendelse, og de kaldede er de troende (Rom 8,30).
  • Den frie vilje – Kaldet rejser spørgsmålet om, hvad mennesket selv formår. Krauth siger, at mennesket kan gå hen, hvor Ordet prædikes, men at det er Ånden, der genføder gennem midlerne. Mennesket kan stå Ånden imod, men ikke frembringe sin egen tro. Når den ene kommer til tro og den anden ikke, er det altså ikke, fordi den første har genfødt sig selv.
  • Udvælgelsen – Kaldet og udvælgelsen må ikke spilles ud mod hinanden. Konkordieformlen, artikel XI, afviser, at Gud udvortes kalder alle, men i sit hjerte kun mener det med få; det ville tillægge Gud modstridende viljer. Derfor skal den, der spørger om sin udvælgelse, se på det ord, Gud kalder ham med, og ikke granske Guds skjulte råd.
  • Treenigheden – Det fælles led er Helligåndens særlige gerning. Luther siger i Den Store Katekismus, at Kristus har vundet skatten ved sin lidelse, død og opstandelse, men at vi aldrig kunne vide noget om ham eller tro på ham, hvis Helligånden ikke tilbød os det gennem evangeliets prædiken. Treenighedens tredje person bringer altså Sønnens gerning hjem til os ved Ordet.
  • Gerningssynd og synden mod Helligånden – Synden mod Helligånden hænger sammen med kaldet, fordi den er rettet mod netop det, Ånden gør gennem Ordet: at overbevise et menneske om sandheden. Pieper kalder den derfor en synd mod Helligåndens embede. Den, der begår den, er blevet indvortes overbevist om sandheden, men forkaster og bespotter den alligevel.
  • Himmelfarten og sædet ved Faderens højre hånd – Den ophøjede Kristus sender Helligånden. Luther siger i en pinseprædiken, at vi har Åndens gaver alene ved Kristus, som er faret op i det høje og har modtaget gaver for menneskene (Sl 68,19), og han peger på Peters ord: ophøjet ved Guds højre hånd har Kristus udgydt Ånden. Den Ånd kalder nu mennesker til tro ved Ordet.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).