Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Frelsens tilegnelse

Lovens tre brug

Lovens tre brug er de tre måder, Gud bruger sin uforanderlige lov på: til at holde ydre tugt og orden, til at føre mennesker til erkendelse af synden og som rettesnor for de genfødte.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Loven er én og den samme, nemlig Guds uforanderlige vilje, men den har flere opgaver. Konkordieformlen nævner tre «brug» (latin usus): Loven skal for det første opretholde ydre tugt og orden over for vilde og ulydige mennesker. Det kaldes den politiske brug, og Jacobs finder den i 1 Tim 1,9–10, hvor lovens trusler om straf holder de ugudelige i ave. For det andet skal loven føre mennesker til erkendelse af deres synder (Rom 3,20). Det er ifølge Luther Moses’ egentlige mening: loven viser, hvad man skal gøre, men giver ikke kraften, og den gør al tillid til egen evne til skamme. På den måde bliver loven en tugtemester til Kristus (Gal 3,24), så de forfærdede hjerter hungrer efter den retfærdighed, evangeliet giver. Men som Pieper understreger, fører loven ikke i sig selv til Kristus; alene fører den kun til fortvivlelse. Det er Helligånden, der bruger den sådan.

Om den tredje brug opstod der strid blandt nogle få teologer: skal loven også prædikes for de genfødte kristne? Konkordieformlen svarer ja. De troende er befriet fra lovens forbandelse, men de er ikke uden lov. Fordi den gamle Adam hænger ved dem til døden, har de brug for loven som et spejl og en rettesnor, så de ikke finder på selvvalgt gudsdyrkelse, og som tugt for kødet. Pieper siger det sådan: Efter det nye menneske behøver den kristne slet ingen lov, men efter det gamle menneske har han brug for den i alle dens brug.

Loven giver dog aldrig kraften til det nye liv. Helligånden fornyer hjertet ved evangeliet og bruger derefter loven til at vise, hvad Guds gode vilje er. Når de troende snubler, straffer Ånden dem ud fra loven og rejser dem op igen med evangeliets trøst. Derfor må kirken blive ved med at prædike både loven og evangeliet.

Skriften

  • 1 Tim 1,8–10 – Loven er givet de lovløse og ugudelige; Jacobs bruger stedet om lovens politiske brug, der holder det onde i ave.
  • Rom 3,20 – Ved loven kommer erkendelse af synd: lovens anden brug, som ikke retfærdiggør, men afslører synden.
  • Rom 4,15 – Loven virker vrede; Helligånden bruger den til at fordømme og forfærde for syndens skyld.
  • Gal 3,24 – Loven er tugtemester til Kristus; den driver indirekte synderen hen til ham (den pædagogiske brug).
  • Joh 16,8 – Ånden overbeviser verden om synd; Konkordieformlen regner også den gamle Adam i de troende med til «verden».
  • Sl 1,2 – Den troende har lyst til Herrens lov og taler om den dag og nat; bekendelsens bevis for den tredje brug.
  • Ef 2,10 – Ånden viser de genfødte i budene, hvilke gode gerninger Gud forud har beredt, for at de skal vandre i dem.
  • Rom 7,22–23 – Den kristne glæder sig over Guds lov efter det indre menneske, men kødet strider imod; derfor har han stadig brug for loven.

Bekendelsen

  • Konkordieformlen, Epitome VI: Konkordieformlen opregner de tre grunde til, at loven er givet: ydre tugt og orden, erkendelse af synden og en fast regel for de genfødte. Striden gjaldt alene den tredje brug: om loven også skal indskærpes over for de genfødte kristne.
    «for det tredje for at de genfødte, som kødet dog stadig hænger ved, for kødets skyld kan have en bestemt regel, som de skal indrette og styre hele deres liv efter.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VI: De troende er befriet fra lovens forbandelse, men skal alligevel dagligt øve sig i Herrens lov. Loven er et spejl, der viser Guds vilje, og den skal uophørligt holdes frem for de troende.
    «For loven er et spejl, der nøjagtigt afbilder Guds vilje, og hvad der behager ham.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VI: Loven befaler det nye liv, men giver ikke kraften til det; den kraft giver Helligånden ved evangeliet. Derefter bruger Ånden loven til at undervise, formane og straffe de genfødte, og når de snubler, rejser han dem op med evangeliet.
    «For loven siger nok, at det er Guds vilje og befaling, at vi skal vandre i det nye liv, men den giver ikke kraften og evnen til, at vi kan begynde på det og gøre det.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VI: Den gamle Adam må tvinges til lydighed med lovens lære og trusler og ofte med plager, indtil mennesket er fuldkomment fornyet i opstandelsen. Da behøves hverken lovens prædiken eller evangeliet mere.
    «For den gamle Adam, dette uregerlige og genstridige æsel, er også stadig en del af dem.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Det Gamle Testamente: Luther ser lovens egentlige mening i, at den åbenbarer synden og gør al tillid til menneskelig evne til skamme. Den viser, hvad man skal gøre, men giver ikke kraften til at gøre det.
    «For det tredje er dette Moses' egentlige mening: at han ved loven åbenbarer synden og gør al formastelig tillid til menneskelig evne til skamme.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: 18. søndag efter trinitatis: Loven er god og nødvendig og kan få mennesker til at holde en ydre tugt i dette liv. Men til det evige liv hjælper den intet, for den tager ikke synden bort; fordi vi ikke kan holde den fuldkomment, giver den os tværtimod en ond samvittighed.
    «Og det er sandt, at den lære alligevel er nyttig til, at mennesker i dette liv kan holde en fin udvortes tugt i udvortes gerninger og få timelige goder af det.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om de ti buds lov: Loven bereder vejen for Kristus: de sikre og selvretfærdige skal se, at de ligger under Guds vrede, så de bliver sultne og tørstige efter den retfærdighed, evangeliet åbenbarer.
    «Derfor må vejen beredes for Herren Kristus ved loven» Læs teksten
  • Urbanus Rhegius, Formulae: Om loven eller de ti bud: I budene ser vi som i et spejl vor synd og Guds dom og søger Kristus; loven gør ikke retfærdig, men forbereder til retfærdigheden. Kristus giver ved sit ord sin Ånd, så vi begynder at holde budene, men kun svagt, så længe vi lever.
    «for at vi i budene som i et klart spejl skal lære at kende vor syndige, fordærvede natur, vor skrøbelighed, synd og Guds dom, blive ydmyge og søge Kristus» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 25: Den tredje, didaktiske brug er nødvendig, selv om de genfødte har Ånden: deres natur er kun delvis fornyet, så de må prøve deres tilskyndelser på Guds lov.
    «Fordi deres fordærvede natur kun delvis er fornyet, kan de aldrig stole på deres egne tilskyndelser.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne (lov og evangelium): Pieper skelner mellem det nye og det gamle menneske i den kristne. Efter det nye behøves loven slet ikke, efter det gamle behøves den i alle dens brug: til at afsløre synden, vise Guds vilje og holde kødet i tømme.
    «Og i denne henseende, efter det gamle menneske, har den kristne brug for loven i alle de brug, loven har, ligegyldigt hvordan man inddeler eller benævner disse brug.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne (lov og evangelium): Pieper godtager både tre- og firedelingen af lovens brug, når de svarer til Skriften. Den pædagogiske brug kan skelnes fra den overbevisende, fordi loven ikke af sig selv fører til Kristus, men kun når Kristus tager den i sin hånd.
    «I sig selv fører loven kun til fortvivlelse.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Antinomisterne. Antinomisterne ville begynde med at prædike nåden og mente, at loven slet ikke hørte hjemme i kirken, men på rådhuset og ved galgen, for tyve og mordere. Walther viser, at Luther skrev imod dem, og at Paulus i Romerbrevet først viser, at alle er syndere, og først derefter prædiker evangeliet.
  • Fornægtelsen af lovens tredje brug. Nogle teologer lærte, at de genfødte ved Åndens drift af sig selv gør Guds vilje, ligesom solen af sig selv går sit løb, og at loven derfor ikke skal forkyndes for dem, men alene for de vantro og ubodfærdige. Konkordieformlen forkaster det som en skadelig vildfarelse, der undergraver kristen tugt og sand gudsfrygt.

Hænger sammen med

  • Lov og evangelium – Lovens brug kan kun forstås ud fra forskellen mellem lov og evangelium. Luther siger i Huspostillen, at loven er god og nyttig til ydre tugt i dette liv, men at den ikke tager synden bort og ikke hjælper til det evige liv. Derfor må man have en anden lære, evangeliet, som viser, hvordan vi bliver befriet fra synden.
  • Omvendelsen: anger og tro – Lovens anden brug forbereder omvendelsen. Chemnitz skriver, at loven skal vise de sikre og selvretfærdige, at de ligger under Guds vrede, så de bliver sultne og tørstige efter den retfærdighed, evangeliet åbenbarer i Kristus. Den anger, loven virker, er altså omvendelsens første del; troen kommer ved evangeliet.
  • Helliggørelsen – Den tredje brug hører hjemme i de troendes nye liv. Konkordieformlen, artikel VI, siger, at loven befaler det nye liv, men ikke giver kraften til det; den kraft giver Helligånden ved evangeliet. Derefter bruger Ånden loven til at vise de genfødte, hvad Guds gode vilje er, og til at straffe dem, når de snubler.
  • De gode gerninger – Loven er de troendes rettesnor for, hvad der er gode gerninger. Konkordieformlen, artikel VI, siger, at loven foreskriver de gode gerninger og samtidig som et spejl viser, at de i dette liv stadig er ufuldkomne og urene. Den holder også de troende fra at opfinde selvvalgt gudsdyrkelse uden Guds ord og befaling.
  • De to regimenter og øvrigheden – Lovens første, politiske brug udøves især gennem øvrigheden i det verdslige regimente. Den Saksiske Bekendelse siger, at Gud vil have øvrigheden til at lade den moralske lovs røst lyde, hvad den ydre tugt angår, efter de ti bud og naturloven. Sådan holdes de onde i ave, selv om ingen bliver retfærdig for Gud ved det.
  • Gudsbilledet og urtilstanden – Loven kom ikke først til efter syndefaldet. Konkordieformlen, artikel VI, minder om, at det første menneske straks efter skabelsen fik en lov at rette sig efter. Loven udtrykker altså Guds vilje med det menneske, han skabte. Derfor skal de genfødte heller ikke leve uden lov: Den er skrevet i deres hjerte, selv om dens forbandelse og tvang ikke længere tynger dem.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).