Luk 4,16–30

Teksten i sammenhæng

Teksten er Jesu første prædiken i Lukasevangeliet. Han er netop vendt tilbage til Galilæa «i Åndens kraft» efter dåben og fristelsen (Luk 4,14), og nu kommer han til Nazaret, hvor han er vokset op. Ved sabbatsgudstjenesten i synagogen læser han op af Esajas og siger, at skriftordet er opfyldt «i dag». Lukas har stillet scenen forrest som en programerklæring: her siger Jesus selv, hvad han er salvet og sendt til. Begejstringen over de nådefulde ord slår hurtigt om. Tilhørerne vil have under at se, og da Jesus minder dem om, at Gud i Elias’ og Elisas dage sendte sin hjælp til en enke i Sidons land og til en syrisk officer, bliver de rasende og vil styrte ham ud over skrænten. Allerede ved begyndelsen af hans gerning tegnes forkastelsen, som ender på korset. I Alterbogen 1992 er teksten evangelium på 1. søndag i advent i 2. tekstrække: kirkeåret begynder med, at Herren kommer med nådeåret og spørger, om vi vil tage imod ham.

Opbygning

1. 4,16 Jesus i synagogen i Nazaret
2. 4,18 Esajas-ordet om den salvede
3. 4,20 «I dag er dette skriftord gået i opfyldelse»
4. 4,22 Undren og tvivl: «Er det ikke Josefs søn?»
5. 4,24 Ingen profet er velkommen hjemme: Elias og Elisa
6. 4,28 Vreden og forkastelsen

Græske nøgleord

• χρίω (G5548, v. 4,18) – χρίω, salve. Aorist: salvelsen er sket, nemlig ved dåben, hvor Ånden kom over ham (Luk 3,22; ApG 10,38). Ordet ligger bag titlen Kristus/Messias, «den Salvede». Jesus læser altså Esajas-ordet som en beskrivelse af sig selv: han er ikke en profet blandt andre, men den, Gud har indsat i embedet som profet, præst og konge.
• εὐαγγελίζω (G2097, v. 4,18) – εὐαγγελίζομαι, bringe godt nyt, forkynde evangeliet. Det er det første, den Salvede er sendt til, og det er rettet til «fattige» (πτωχοί), dem, der intet har at komme med. Hos Lukas er ordet næsten et fast udtryk for Jesu og apostlenes forkyndelse. Prædikenen selv er altså en del af frelsesgerningen: gaven kommer gennem det talte ord.
• ἄφεσις (G859, v. 4,18) – ἄφεσις, frihed, løsladelse; samme ord som Lukas ellers bruger om syndernes forladelse (Luk 1,77; 24,47; ApG 2,38). Ordet står to gange i verset: frihed for fanger og frihed for de undertrykte. Teksten holder ikke befrielse og tilgivelse ude fra hinanden: det dybeste fangenskab er syndens, og løsladelsen er tilgivelsen.
• δεκτός (G1184, v. 4,19) – δεκτός, velbehagelig, antagelig; «et nådeår fra Herren» er ordret «Herrens velbehagelige år», et år, hvor Gud tager imod. Samme ord står i v. 24: ingen profet er «velkommen» (δεκτός) i sin hjemby. Ordspillet er tekstens brod: Gud byder syndere velkommen, men Nazaret vil ikke tage imod ham, der bringer nådeåret.
• σήμερον (G4594, v. 4,21) – σήμερον, i dag. Ordet står forrest og har eftertryk. Hos Lukas er «i dag» frelsens tid (Luk 2,11; 19,9; 23,43). Løftet hører ikke en fjern fremtid til; det sker nu, hvor Jesus taler, og hvor hans ord lyder. Derfor kan prædikenen også i dag sige: nu er nådeåret.
• πληρόω (G4137, v. 4,21) – πληρόω, opfylde. Perfektum (πεπλήρωται): skriftordet er blevet opfyldt og står nu opfyldt. Opfyldelsen sker «i jeres ører», mens de hører, dvs. gennem forkyndelsen. Esajas’ ord er ikke kun et forbillede; det er gået i opfyldelse i Jesu person, og det rækkes til tilhørerne ved Ordet.
• χάρις (G5485, v. 4,22) – χάρις, nåde. «De nådefulde ord» er ordret «nådens ord». Det kan betyde ord, der er fulde af ynde og kraft, men i sammenhængen er det ord, der forkynder Guds nåde: nådeåret. Tilhørerne undrer sig over dem, men undren er endnu ikke tro; i næste øjeblik spørger de, hvem han tror, han er.

Eksegetiske noter

• v. 4,16–17 Ved sabbatsgudstjenesten blev der læst fra Loven og fra Profeterne, og en voksen mand kunne opfordres til at læse og tale. Jesus gik «som sædvanlig» i synagogen: han holder sig til Guds hus og Ordets gudstjeneste. Om han selv valgte stedet i Esajas, eller om det var dagens læsning, siger teksten ikke; «fandt» kan pege på, at han selv søgte det.
• v. 4,18–19 Citatet er Es 61,1–2 efter den græske oversættelse (LXX), med en linje fra Es 58,6 («sætte undertrykte i frihed»). Jesus stopper midt i Es 61,2 før ordene om Guds hævnens dag. Nådeåret hentyder til jubelåret (3 Mos 25,10), hvor slaver blev sat fri og gæld eftergivet. Nu er det ikke et kalenderår, men den nådetid, som begynder med Jesus.
• v. 4,18 Tekstkritik: RP (flertalsteksten) har efter «godt nyt til fattige» også «han har sendt mig for at helbrede dem, hvis hjerte er knust» (fra Es 61,1). Linjen mangler i de ældste håndskrifter og derfor i den kritiske tekst, og Den Frie Bibel har den ikke. Indholdet står under alle omstændigheder i Esajas-teksten, så den kan godt nævnes i prædikenen.
• v. 4,22 «Er det ikke Josefs søn?» Spørgsmålet lyder venligt, men skjuler tvivlen: han er jo en af vores egne. Lukas har allerede sagt, at Jesus var søn af Josef, «som man mente» (Luk 3,23), og læseren ved, at han er Guds Søn (Luk 1,35; 3,22). Tilhørerne ser kun tømrerens søn og snubler over hans ringhed.
• v. 4,23–24 «Læge, helbred dig selv» er et kendt ordsprog. Her betyder det: vis os tegn, og gør det her hjemme. Gerningerne i Kapernaum er endnu ikke fortalt (Luk 4,31 ff.); Lukas har altså stillet Nazaret-scenen frem som indledning til hele Jesu gerning. Jesus nægter at gøre under på bestilling. Nazaret vil have mirakler, men han giver dem Ordet.
• v. 4,25–27 De to eksempler er 1 Kong 17,8–24 (enken i Sarepta) og 2 Kong 5 (den syriske hærfører Na’aman). Begge var hedninger, og begge fik hjælp, mens Israel gik tomhændet. De tre år og seks måneder står også i Jak 5,17. Pointen er ikke, at Israel er udelukket, men at Guds nåde ikke kan kræves af nogen, heller ikke af dem, der føler sig nærmest.
• v. 4,29–30 Nazaret ligger på en bjergskråning. Forsøget på at styrte Jesus ud over skrænten peger frem mod forkastelsen i Jerusalem, hvor han føres ud af byen for at dø (Luk 23,26.33). Her går han «midt igennem» flokken; hans time er endnu ikke kommet. Lukas fortæller det uden forklaring: ingen tager hans liv, før han selv giver det.

Lov og evangelium

Loven: Loven rammer i Nazaret de fromme kirkegængere, ikke de åbenlyse syndere. De sidder i synagogen og roser prædikanten, men de vil bestemme, hvordan Gud skal hjælpe og hvem han skal hjælpe først. Da Jesus minder dem om enken i Sarepta og Na’aman, afsløres det: de regner med at have krav på Guds gaver, og når nåden går til andre, bliver de rasende. Det er os i dag, når vi vil have en Jesus, der bekræfter os og gør, hvad vi beder om, men ikke en, der kalder os fattige, fangne og blinde. Den, der ikke vil være fattig, vil heller ikke have nådeåret, og så går Herren videre.

Evangeliet: Evangeliet er Jesu egen prædiken: «I dag er dette skriftord gået i opfyldelse.» Han er den Salvede, sendt med godt nyt til fattige, med frihed for fanger og syn for blinde. Han stopper ved nådeåret og læser ikke hævnens dag; han kommer først for at give, ikke for at dømme. Gaven er ikke betinget af, hvem man er; enken i Sarepta og Na’aman havde intet krav, og netop derfor fik de. Det gode nyt til den, der hører, er, at nådeåret er nu, i Ordet, der lyder her. Og da de stødte ham ud, gik han ikke under, men gik videre mod korset, hvor nådeåret blev købt.

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium: 27. aftenforelæsning: Walther bruger Luk 4,18–21 som bevis på, hvad Jesus egentlig er kommet for at prædike: evangeliet. I sin første prædiken nævner han ikke loven, men taler kun til de fattige, syge og fangne.
  «Han havde ikke sagt et ord om loven; han nævner kun den lære, der er givet til de fattige, de syge, dem med knuste hjerter, dem, der lå i syndens og Djævelens fangenskab.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne (lov og evangelium som modsætninger): Pieper henviser til Esajas-ordet i Luk 4,18 som bevis på, at evangeliet har eneret over for de knuste hjerter. Loven skal prædikes fuldt, men kun til den sikre; den forskrækkede skal kun have evangeliet.
  «Det er ikke en kirkelig, men en guddommelig ordning, at der for de forskrækkede hjerter ikke skal prædikes lov, men kun evangelium» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristi person, betydningen af «Kristus»: Jacobs forklarer salvelsen i Luk 4,18 ud fra Det Gamle Testamentes salvelse af profeter, præster og konger: Jesus er salvet til hele det tredobbelte embede.
  «frem for alt Jesus fra Nazaret, der blev salvet frem for alle andre (Es 61,1, som det udlægges i Luk 4,18; Matt 12,18) til at være vores profet, præst og konge» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Reformatorernes skrifter: Om Kristi første og ringe komme: Rhegius læser Nazaret-prædikenen som Herrens egen udlægning af Esajas: Messias kommer ikke som verdslig magthaver, men som den, der tjener de fattige og bedrøvede. Han skal tjene og hjælpe de fattige og bedrøvede.
  «I den bliver han ikke beskrevet som en verdslig, mægtig konge, men som en lærer og tjener, der fører et tjenende liv i verden» Læs teksten

Prædikenspor

I dag er nådeåret

Sporet følger teksten og samler sig om ordet «i dag». Første trin: Jesus læser Esajas og siger, at det sker nu, mens de hører; adventen er ikke kun forventning, men opfyldelse. Andet trin: hvad nådeåret indeholder, godt nyt til fattige, frihed for fanger, syn for blinde, og at Jesus stopper før hævnens dag. Tredje trin: Nazarets nej; man kan høre de nådefulde ord, undre sig og alligevel ikke tage imod. Prædikenen slutter i evangeliet: det samme «i dag» lyder i kirken i dag, ved Ordet og nadveren. Nådeåret begynder ikke med vores nytårsforsætter for kirkeåret; det er Herren selv, der kommer med det.

Fattig, fangen og blind

Et tematisk spor ud fra v. 18. Hovedtanken er, at evangeliet kun er godt nyt for dem, der kender sig selv i ordene fattig, fangen, blind og undertrykt. Første trin: hvad de ord betyder i Esajas og hos Jesus, både den ydre nød og syndens fangenskab (ἄφεσις er også ordet for syndernes forladelse). Andet trin: Nazaret ville ikke være fattig; de ville være «hans egne» med krav på tegn. Det er lovens spejl for os, der er vant til kirken. Tredje trin: den Salvede kommer netop til dem, der intet har, som enken i Sarepta og Na’aman. Evangeliet er, at hans ord sætter fri: «Dine synder er tilgivet» er nådeårets frihedsbrev.

Når Jesus ikke gør, som vi vil

Et sjælesørgerligt spor for den, der er skuffet over Gud. Nazaret ville have, at Jesus gjorde det samme for dem som i Kapernaum: «Læge, helbred dig selv.» Første trin: tag skuffelsen alvorligt; mange beder om hjælp, der ikke kommer, som de ønsker. Andet trin: Jesus nægter at være en undergører på bestilling, men han giver noget større, sit ord om nåde, der gælder også når tegnene udebliver. Elias blev sendt til én enke; Gud så hende, selv om hun intet krav havde. Tredje trin: han gik midt igennem dem og videre mod Jerusalem; korset er hans svar, når vi ikke forstår hans veje. Der ser vi, at han ikke har forladt os, men har båret det hele for os.

Lærepunkter i teksten

• Kristi tredobbelte embede – Jesus er «salvet» (Kristus) og sendt til at forkynde: teksten viser hans profetiske embede, som Jacobs forklarer ud fra salvelsen.
• Lov og evangelium – Jesu første prædiken er rent evangelium til fattige og fangne; Walther og Pieper bruger netop dette sted om evangeliets eneret over for knuste hjerter.
• Ordets kraft – «I dag er skriftordet opfyldt i jeres ører»: frelsen gives gennem det prædikede Ord, ikke gennem tegn på bestilling.
• Guds almene nådevilje – Enken i Sarepta og Na’aman viser, at Guds nåde går til dem, der intet krav har, også til hedningerne.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 74 Vær velkommen, Herrens år – Grundtvigs adventssalme ved kirkeårets begyndelse; «Herrens år» svarer direkte til nådeåret i v. 19.
• 84 Gør døren høj, gør porten vid – Adventssalme om at tage imod kongen, der kommer; modsætningen til Nazaret, der lukkede døren.
• 89 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge – Advent for dem i mørke; passer til løftet om syn for blinde og frihed for fanger.
• 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes – Salme om Ordet; skriftordet opfyldes, mens det høres, og beder om, at det må bære frugt.