Om Kristi første og ringe komme til denne verden, om hans jævne liv på jorden, og om hvornår dette komme skulle ske

Urbanus: Der afhænger sandelig meget af denne artikel. For havde jøderne forstået og troet den ret, var de ikke faldet så frygteligt; og forstod og troede de den endnu, ville de ikke tage så stor forargelse af Kristus, og de ville heller ikke blive ved så længe i deres blindhed. Før og på Kristi tid roste de sig af at forstå Skriften bedre end alle andre mennesker på jorden. Men om det vigtigste og allerstørste stykke i Skriften vidste de slet intet, nemlig om Kristus: hvordan, i hvilken skikkelse og hvorfor han skulle komme. De mente i deres kødelige sind, at Messias skulle komme til verden med en stor hærmagt som en mægtig, uovervindelig kejser og udfolde en herlig, verdslig pragt. Han skulle med magt underkue gojim, det vil sige hedningerne, og kaste dem under jødernes fødder, skaffe jøderne rigdom, ære, fred og gode dage på jorden og holde hof i Jerusalem i Kana'an. Så lidt forstod de de herlige forjættelser om evige goder i Kristus; alt forstod de kun om ydre, forgængelige ting. Netop sådanne og endnu tåbeligere tanker om Messias har jøderne også nu. Jeg har ofte disputeret med dem om Messias' rige i Regensburg og andre steder, men jeg har altid kun hørt rene kødelige drømme og urimelige fabler fra dem. Hieronymus skriver meget om jødernes vildfarelse, hvordan de søger et verdsligt rige i Kristus, og han fortæller ofte om så grove og tåbelige fantasier hos jøderne, at jeg ikke ville have troet ham, hvis jeg ikke selv mange gange havde hørt det fra dem. Men hvad under er det? Jøderne er ikke i den kristne kirke, hvor Helligånden alene åbenbarer Skriftens sandhed. Derfor har de ingen ret forståelse af Bibelen. For hvor Guds Ånd ikke er, dér forstås den hellige Skrifts hemmeligheder heller ikke. Jøderne har kun deres forjættede land i tankerne. Men Skriften taler om meget højere ting end om et Jerusalem af perler eller guld. Profeterne ser langt ud over denne verden, ind i et evigt rige, hvor vi hverken skal bruge perler eller guld, hverken mad eller andre legemlige fornødenheder, men skal have evig salighed. Sådan siger også Petrus, at profeterne skriver om vores salighed. Nuvel, lad os høre Helligåndens ord hos profeten Zakarias i Zak 9:

«Du Zions datter, fryd dig meget, og du Jerusalems datter, råb af glæde! Se, din konge kommer til dig, en retfærdig og en hjælper, fattig, og han rider på et æsel, på et ungt føl af en æselhoppe. For jeg vil skaffe vognene bort fra Efraim og hestene fra Jerusalem, og stridsbuen skal brydes. For han skal lære fred blandt hedningerne, og hans herredømme skal nå fra hav til hav og fra vandet til verdens ende. Også du lader ved din pagts blod dine fanger gå fri fra graven, hvor der ikke er vand.»

Anna: Forklar mig denne profeti ord for ord.

Urbanus: Læg først mærke til, at Helligånden gennem Zakarias vil forkynde den allerstørste glæde, vi kan få, nemlig at vores eneste nødhjælper, Messias, som var lovet så længe forinden, vil komme til os. Derfor vækker han os, så vi bliver vågne og betænker, hvilke store ting der skal ske her, og siger: «Du Zions og Jerusalems datter», det vil sige folket i byen. Og fordi Zion og Jerusalem var et forbillede på kristenheden, og fordi den store glæde ikke alene skulle blive jøderne til del, men også os hedninger, vil jeg anvende ordene på hele kristenheden, som samles af jøder og hedninger. «Fryd dig», siger han, «og råb af glæde.» Det må sandelig være en overvældende stor ting, siden Helligånden taler om så stor en glæde. «Se», det vil sige: Kære, sov dig ikke fra det! Vær vågen, giv nøje agt på det, for det gælder din evige frelse. «Din konge kommer til dig.» Det er nu grunden til så stor en glæde: Vores konge kommer til os og opsøger sit fortabte folk, som af den onde ånd var ført bort som fange til helvedes mørke rige, hvor det skulle dø for evigt. Og dog var det i sin jammer endnu ikke så forstandigt, at det erkendte sin egen elendighed og råbte om hjælp; nej, det ville være blevet i Djævelens fængsel i sin blindhed og være gået til grunde. Men vores konge forbarmede sig over os. Han så, at vi ikke selv kunne hjælpe os ud af dette syndens og dødens rige, og at Djævelen var alt for stærk for os og sad i fred i sin sal eller borg. Da kom han selv til os af lutter nåde og godhed for at forløse os. Vi tænkte ikke på ham, og vi begærede ham heller ikke, så blinde var vi. Derfor ville vi i al evighed ikke være kommet til ham af os selv; ja, det var os også umuligt. Derfor kommer han til os.

Nu viser profeten grunden til, at han kommer, og hvad han udretter hos os, og siger: «Han kommer til dig som en retfærdig og en frelser.» Det er nu den store glæde: For vores synders skyld var vi som uretfærdige og ugerningsmænd dømt til den evige død og fordømmelse, og vi kunne ikke selv hjælpe os ud. Men Kristus, vores konge, kommer og gør os retfærdige og hjælper os ud af al nød. For han er ikke alene retfærdig og uskyldig i sin egen person, men giver os del i sin retfærdighed, så vi for hans skyld også regnes for retfærdige for Gud, når vi tror på ham. Sådan kalder Paulus ham i Rom 3: at han alene er retfærdig og også gør de andre retfærdige.

Ordet «retfærdig» skal du her ikke forstå om den strenge retfærdighed, hvormed han dømmer og straffer de onde. Den strenge retfærdighed forskrækker os stakkels syndere og bringer sorg og modløshed og ingen glæde. Men Skriften plejer at kalde Kristus den Retfærdige til trøst, både i Det Gamle og i Det Nye Testamente. For han er den eneste blandt alle mennesker, der er retfærdig og uskyldig, og ved ham bliver også vi retfærdige og uskyldige for Gud. Sådan kalder Esajas ham i Es 53 i Faderens person og siger: «Min tjener, den Retfærdige.» Og sådan Zakarias i dette skriftord, ligeledes Stefanus i ApG 7 og Johannes i 1 Joh 2. Derfor siger Paulus i Rom 5: «Ligesom mange er blevet syndere ved ét menneskes (det vil sige Adams) ulydighed, sådan bliver også mange retfærdige ved éns lydighed, det vil sige Kristi.» Ved os selv og vores gerninger kan vi ikke blive fri af synden og blive retfærdige, men ved Kristi nåde og troen på ham, som i Skriften kaldes Guds retfærdighed, det vil sige den, ved hvilken vi bliver retfærdige for Gud, og som Gud selv virker i os, når han selv ved sin Ånd gør os retfærdige.

Videre kalder han Kristus en frelser, en hjælper eller en, der gør salig. For først gør han os retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, gør han også salige og giver dem det evige liv, Rom 8. Det er ordenen i hans gerninger i os: Ved evangeliet kalder han os, gør os retfærdige og til sidst salige.

Videre siger han: «Han er fattig.» Det hebraiske ord ani betyder det samme som dybt bedrøvet i hjertet og ydmyget, hvor der ingen stolthed eller hovmod er, men lutter ydmyghed, sagtmodighed og hjertelig medlidenhed. Derfor bruger Matthæus også i denne profeti «sagtmodig» i stedet for ordet «fattig». Det ser man tydeligt ved hans indtog i Jerusalem. Jerusalem var Herrens bitre fjende og søgte anledning til at slå ham ihjel. Men Kristus glemmer sin egen død og bekymrer sig så inderligt over byens elendighed, at han græder bitterligt, Luk 19. Og hvor der er et så godt og medlidende hjerte, dér bryder man sig hverken om pragt eller rigdom, sådan som Kristus fuldbragte sin pilgrimsvandring på jorden i fattig skikkelse. Som han også selv siger: «Rævene har huler, men Menneskesønnen har ikke noget sted, hvor han kan lægge sit hoved.» Også indtoget viser denne hans fattigdom meget smukt. For Zakarias siger ikke, at han red prægtigt og skrækindjagende ind på en kæk, veludrustet hingst som en panserrytter eller en stridbar helt, men ydmygt på et fattigt æsel. Det gik i opfyldelse på palmesøndag, da Kristus lod sine disciple hente æselhoppen med føllet til sig i Betfage ved Oliebjerget og red derpå ind i Jerusalem, sådan som Matthæus beskriver opfyldelsen af denne profeti i Matt 21.

Videre: «For jeg vil skaffe vognene bort fra Efraim» osv. Med disse ord beskriver profeten, hvad Kristi rige er for et rige. For eftersom han havde kaldt Kristus en konge, som kommer til sit folk, må han jo også have et kongerige. Hør nu, hvad det er for et kongerige. Det er ikke verdsligt eller legemligt, og det regeres eller opretholdes heller ikke som verdslige kongeriger med legemlige våben og menneskelig magt. Derfor siger han, at han vil skaffe vogne, heste og buer bort fra det, alt sammen noget, man i denne verden bruger til at beskytte rigerne mod fjenderne. Sådan beskriver også Esajas Kristi kongerige i Es 2 og siger: Når loven går ud fra Zion og Guds ord fra Jerusalem, så skal de smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til segle, og intet folk skal løfte sværd mod et andet, og de skal ikke mere lære at føre krig.

Ved Efraim forstår han Israels ti stammer, som under Rehabeam faldt fra Davids hus til Jeroboam og blev et særskilt kongerige. Og profeten giver at forstå, at når Kristus kommer, skal de to kongeriger, Juda og Israel, ikke længere være splittet sådan, men forenes under deres rette konge, Kristus. Det er også sket, da Kristus og apostlene prædikede overalt i landet fra Galilæa til Jerusalem, og da Kristus, den rette fyrste i Israel, ved evangeliet samlede sit folk i den kristne tros enhed. Videre følger:

«Han skal lære fred» osv. Det vil sige: Kristus vil ikke opretholde sit rige med våben. For hans navn er Fredsfyrste (Es 9). Han skal regere og føre sit rige, ikke på verdslig vis, men åndeligt med sit ord. I det forkyndes der lutter fred og sikkerhed, ikke alene blandt jøderne, men i hele verden for alle hedninger. Denne fred overgår også langt al verdslig fred, for det er den rette fred med Gud, den allerhøjeste Herre. Den, der har fred med Gud, sidder sandelig glad og tryg. Nu har vi fred med Gud ved Kristus, vores eneste forsoner og mellemmand, som Paulus siger i Rom 5: «Vi er forsonet med Gud ved hans søns død.» Og i Ef 2: «Kristus er vores fred, han som har gjort de to (det vil sige jøder og hedninger) til ét og har revet det gærde ned, som stod imellem, idet han ved sit kød tog fjendskabet bort, nemlig loven, som var udtrykt i bud, for at han kunne skabe de to til ét nyt menneske i sig selv og stifte fred, og for at han kunne forsone dem begge med Gud i ét legeme ved korset. Og han har dræbt fjendskabet ved sig selv og er kommet og har i evangeliet forkyndt fred for jer, som var langt borte, og for dem, som var nær. For ved ham har vi alle adgang i én ånd til Faderen.»

Det har Esajas også smukt vist i Es 52, nemlig at Kristus og apostlene er glade og yndige fredsbudbringere. Han siger: «Hvor skønne er fødderne på bjergene af de budbringere, som forkynder fred, prædiker godt, forkynder frelse, og som siger til Zion: Din Gud er konge.» Apostlene prædiker den rette fred og bringer et godt budskab i evangeliet: at Gud nu ikke længere er vred på os, men vil være vores Fader for Kristi skyld, som har stillet Guds vrede for os og stiftet fred. Sådan siger også Paulus i Kol 1, at Kristus har stiftet fred ved blodet på sit kors, ved sig selv. Denne fred lader han forkynde for os i evangeliet, og den taler Skriften om overalt. I Es 9 siger profeten, at freden i Kristi rige ingen ende skal have. Og i Joh 14 siger Kristus til sine disciple: «Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.» Og for at man ikke skal forstå det om en kødelig fred, siger han: «Ikke som verden giver, giver jeg jer. I verden skal I have trængsel eller angst, men i mig fred. Dog, vær frimodige, jeg har overvundet verden.»

Videre: «Og hans herredømme skal nå fra hav til hav.» Her beskriver han, hvor stort og vidt Kristi rige skal være. Kristus skal ikke alene være Herre over jøderne, men også over hedningerne, så hele jorden er Kristus underlagt, sådan som også Sl 24 siger: «Jorden er Herrens og alt, hvad der er på den, jordkredsen og de, der bor på den.» Og ifølge Targums udlægning siger Obadias, at Kristi kongerige skal strække sig over alle jordens indbyggere. Ved vandet forstår vi Jordan, som er en kendt flod i Kanaans land [dvs. «vandet» i Zak 9,10: «og fra vandet (floden) til jordens ender», som ikke er citeret her].

«Du sætter også dine fanger fri ved din pagts blod» osv. Profeten har i de foregående ord vist, at Kristi rige skal være åndeligt, i en fattig, jammerlig og foragtet skikkelse for verdens øjne. Og alligevel skal dette riges konge gøre sit folk sandt retfærdigt og saligt, og det skal være en så rig hjælp, at både jøder og hedninger i hele verden skal nyde godt af den og derved blive forenet med hinanden, ja, at de skal have fred med Gud selv. Alt dette er store ting. Og eftersom Kristi rige er åndeligt og ikke består i verdslig pragt og legemlige ting, kunne nogen tænke: Ved hvilke midler og hvordan vil Kristus dog udføre så forunderlige ting? Det viser profeten med disse ord, når han siger, at det hele skal ske ved blod. Det skal koste denne konge meget, nemlig hans dyrebare blod. Det skal han udgyde til det formål og dermed hjælpe os og rense os fra alle synder, som Johannes siger (1 Joh 1), og forløse os helt (1 Pet 1).

Men når han siger: «Du sætter dine fanger fri ved blodet» osv., ser han tilbage på Moses. Også han havde med blod at gøre i Den Gamle Pagt og førte folket ud af Egypten ved den gamle pagts blod.

Det er, som om han ville sige: Du fører også dit folk ud af et fangenskab, sådan som Moses gjorde i et forbillede, men langt herligere end Moses. For blodet i Den Gamle Pagt var kun et forbillede på dit blod. Du har oprettet en ny pagt, en ny nådepagt, ikke ved dyrs blod, men ved dit eget blod. Ved det fører du ikke så få ud som Moses, men alle troende kristne i hele verden, ud af det mørke Egypten, ud af Djævelens fangenskab. Det fangenskab er en grube uden vand, det vil sige uden nogen vederkvægelse. For når den arme synder ligger fanget i syndens lænker under loven til fordømmelse, er der slet ingen trøst, men lutter skræk, skælven, mismod og fortvivlelse, indtil han bliver bestænket med Den Nye Pagts blod, så han tror, som evangeliet lærer, at Kristus har udgydt sit blod for at betale for vores synder. Så bliver han ført op af gruben. For ved denne tro, at Kristus har udgydt sit blod for vores skyld, får samvittigheden fred og glæde [kilden har «freunde» (venner), formentlig for «freude» (glæde)] i Gud (Rom 5).

Denne profeti giver også tydeligt at forstå, at denne konge, Kristus, skulle dø. For han måtte ved sit blod forløse sine fanger og erhverve retfærdighed og evigt liv. Skulle han nu forløse dem fra døden, så måtte han ikke selv blive i døden, men kvæle døden og opstå igen. Det forstod de to disciple, der gik til Emmaus, ikke. Derfor tog de så voldsomt anstød af Kristi død, at de mente, at alt deres håb om Israels forløsning ved Kristus var helt forgæves og intet værd.

Så ser du i denne profeti, at Kristi liv på jorden, da han kom første gang, ikke skulle være prægtigt, men helt ydmygt. Det var ikke andet end lutter jammer, forfølgelse og lidelse og til sidst den allerskændigste død, som han led for vores skyld.

Og Zak 3: «Og jeg fik vist ypperstepræsten Josva, som stod foran Herrens engel, og Satan stod ved hans højre side for at stå ham imod. Og Herren sagde til Satan: Herren true dig, du Satan! Og Josva havde urene klæder på og stod foran engelen. Han tog til orde og sagde til dem, der stod foran ham: Tag de urene klæder af ham» osv.

I denne profeti fremstilles ypperstepræsten under loven, som hed Jehoshua eller Jesus [i Bibelen 1992 Josva], i urene klæder. Han er et forbillede på Kristus, den sande ypperstepræst, som er sand Gud og alligevel har nedladt sig og iklædt sig vores menneskelige kød. Han har båret vores synder i sit legeme op på træet, skønt han selv ingen synd har gjort. Men vores synder og svaghed bar han (Es 53) i den allerdybeste ydmyghed. Han vandrede for vores skyld i en ringe skikkelse og blev foragtet i højeste grad, som han siger i Sl 22: «Jeg er en orm og ikke et menneske, til spot for mennesker og foragtet af folket. Alle, der ser mig, spotter mig, de spærrer munden op og ryster på hovedet.»

Anna: Hvad siger de andre profeter om Kristi ringe og fattige liv i tjenerskikkelse på jorden?

Urbanus: Det ville blive for langt at fortælle det hele. Vi vil blot løbe nogle skriftsteder igennem:

I Jer 14 viser Jeremias, hvordan jøderne bekender deres misgerninger for Gud, misgerninger, som de også måtte lide al slags angst og nød for. Blandt andet siger han:

«Ak, Herre, vores ulydighed, hvormed vi har syndet imod dig, er stor. Du er Israels trøst og deres hjælper i nøden. Hvorfor er du som en gæst i landet og som en fremmed, der kun bliver der natten over? Hvorfor er du som en helt, der har mistet modet, og som en kæmpe, der ikke kan hjælpe? Du er jo midt iblandt os, Herre, og vi er kaldt efter dit navn. Forlad os ikke!»

I denne profeti klager jøderne over, at de er i stor nød, og at Gud stiller sig an over for dem, som om han ikke længere tager sig af dem. Ellers havde de den trøst, at Gud var i Zion eller i Israel, og at Israel var hans ejendom. For han beskyttede dem mod deres fjender og boede iblandt dem, sådan som han havde lovet dem i 3 Mos 26: «Jeg vil have min bolig iblandt jer, og min sjæl skal ikke forkaste jer. Og jeg vil vandre iblandt jer og være jeres Gud, og I skal være mit folk.» Men nu var de forladt, og Gud stillede sig an, som om han aldrig mere ville bo iblandt dem, og som om han kun havde taget ind på et herberg på gennemrejse. Sådan forstår jøderne profetens ord. Men som Hieronymus skriver, forstod den gamle kristenhed allerede for tusind år siden disse ord om Kristus og troede, at profeten forudsagde Kristi kommende dispensatio, det vil sige hans tjeneste og embede: at han en bestemt tid skulle vandre på jorden i menneskelig natur, skønt han var i guddommelig skikkelse, som Paulus siger i Fil 2: «Men han regnede det ikke for et rov at være Gud lig, men udtømte sig selv og tog en tjeners skikkelse på sig, blev som et andet menneske og blev i sin fremtræden fundet som et menneske.» Ja, han ydmygede sig selv, så han vandrede på jorden som en fremmed eller pilgrim, der ikke havde noget blivende sted. Sådan fortæller Lukas i kapitel 9, at man ikke ville lukke ham ind i en samaritansk landsby. Og da nogen ville følge ham, sagde han: «Rævene har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted, hvor han kan hvile sit hoved.» Og i Matt 8 ville gergesenerne [i Bibelen 1992 gadarenerne] ikke tåle ham inden for deres grænser. Derfor bliver han i denne profeti kaldt ger og nidham, det vil sige en pilgrim og en omflakkende, som intet sted har en fast bolig og ikke bliver nogen steder. For snart var han i Galilæa, snart i Judæa. Og skønt hele jorden var hans egen, drog han dog frem og tilbage i landet som en pilgrim eller fremmed, der kun tager ind et sted for en enkelt nat og intet ejer selv. Og skønt han er en helt, som Esajas kalder ham i kapitel 9, og kunne hjælpe både sig selv og andre ud af al nød, ville han dog i sin pilgrimstid på jorden ikke bruge sin styrke og magt, men ville være fattig og svag for vores skyld, sådan som jøderne hånede ham på korset, Matt 27, og sagde: «Han har hjulpet andre, men sig selv kan han ikke hjælpe. Er han Israels konge, så lad ham stige ned fra korset, så vil vi tro på ham.»

Hør nu, hvad Esajas siger i kapitel 42 om Kristi første komme, og hvor ydmygt han skulle færdes:

«Se, det er min tjener, jeg holder ham oppe, og min udvalgte, i hvem min sjæl har velbehag. Jeg har givet ham min Ånd; han skal bringe retten ud til hedningerne. Han skal ikke skrige eller råbe, og man skal ikke høre hans røst på gaderne. Det knækkede rør skal han ikke bryde, og den rygende væge skal han ikke slukke. Han skal bringe retten frem med sandhed; han skal ikke være vrissen eller grusom, for at han kan oprette retten på jorden, og øerne skal vente på hans lov.»

Her beskriver Esajas Kristi person, og hvordan hans embede og færd på jorden er i den tid, hvor han udfører sin dispensatio eller tjeneste. Da bærer han vores synder og bøder for dem, og han handler så godt og venligt med os fattige syndere, at ingen behøver at blive bange for ham, men enhver kan vente og bede om trøst og hjælp fra ham. For det første kalder Gud Fader Kristus sin tjener. For det var vor himmelske Faders nådige vilje, at hans enbårne Søn skulle blive menneske, komme til os på jorden og tjene os. Det bekender Kristus i Matt 20: «Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange.» Sådan skriver også Paulus i Fil 2, at han i denne tjenerskikkelse har tjent os og været Faderen lydig indtil døden på korset. Er det ikke en stor ydmyghed og en overvældende trøst for os? Guds sande, naturlige Søn, som dog ikke har brug for os, fornedrer sig så dybt, at han, Herren selv, bliver vores tjener, bærer vores byrde, træder i vores sted og betaler det, som vi selv skulle have betalt. Var han kommet som en herre med stor magt og herlighed, hvor skulle vi fattige syndere så have kunnet bestå for hans ansigt? Men da han kommer i så ringe skikkelse, hvem er så dybt nede i synd, at han ikke kan håbe at få nåde hos ham? For denne tjeneste er uden tvivl dyrebar og kostbar i Faderens øjne, og han sætter den højt. Sådan prædiker også Paulus Kristus: Han fremhæver ikke først hans umådelige magt og herlighed, men prædiker først den korsfæstede Kristus, og hvordan han for vores skyld frivilligt er blevet svag og foragtet. Først derefter viser han, til hvilken herlighed han er blevet ophøjet gennem denne ydmyghed, Fil 2.

Videre: «Jeg holder ham oppe.» Det hebraiske ord asmech betyder at lægge noget under, støtte nedefra, gribe fat. Heri kan vi med rette se, hvordan den menneskelige natur i Kristus er understøttet: Hans menneskelige natur er forenet med den guddommelige i personens enhed. Sådan siger Paulus i Kol 2, at hele guddommens fylde bor legemligt i Kristus. Derfor: Den, der vil komme til Gud, skal ikke søge ham noget andet sted end i denne særlige tjener, ja, i den eneste Herre, Kristus. Dér finder han Gud med sikkerhed og lærer hans faderlige vilje over for sig at kende. Dernæst følger:

«Min udvalgte.» Kristus er jo Guds udvalgte og allerkæreste Søn – så elsket, at også vi, som ikke har fortjent andet end vrede, bliver Gud velbehagelige og elskede af ham for Sønnens skyld, Ef 1.

«I hvem min sjæl har velbehag.» Det siger Faderen også i Matt 3 og 17, for at vi kan være sikre på Guds nåde i Kristus. For når han har velbehag i Kristus, så har han sandelig også velbehag i alle dem, der hører Sønnen og tror på ham, sådan som evangeliet lærer overalt.

«Jeg har givet ham min Ånd.» Sådan står der også i Joh 3, at Gud har givet ham Ånden, og ikke efter mål, for han er salvet langt frem for alle sine fæller, Sl 45. Og i Joh 1 står der, at Guds Ånd steg ned fra himlen i en dues skikkelse over Kristus og blev over ham. Og i Es 61: «Herren Guds Ånd er hos mig, derfor har Herren salvet mig.»

«Han skal bringe retten ud til hedningerne.»

Her beskriver Esajas Kristi person meget kærligt: at han kommer til os, ikke som en stolt og pragtlysten fyrste, der vil have ære og gods af os, men som en venlig lærer, der vil lære os og dele sin ære og sit gods med os. Og her taler han om Kristi lære, om evangeliet: at det ikke alene skal prædikes blandt jøderne, men udbredes blandt hedningerne, så vidt verden er. Men han kalder det en ret, fordi Helligånden dermed straffer verdens synd og forkaster al verdens retfærdighed og alt, hvad vi formår ved den syndige naturs kræfter. Alt dette gælder intet som retfærdighed for Gud. Og han priser og tilbyder os alene Kristi sande retfærdighed: at vi tror på Kristus, for det alene gør retfærdig for Gud. Sådanne skriftsteder om hedningernes kaldelse til evangeliet finder du meget mange af i Skriften, som Sl 2; 18; 19; 22; 46; 57; 65; 66; 67; 72; 86; 96; 102; 107; 117 [kilden har Vulgatas salmenumre: «Psal. 2. 17. 18. 21. 45. 56. 64. 65. 66. 71. 85. 95. 101. 106. 116.»]; Es 2; 9; 11; 27; 42; 49; 51; 54; 55; 60; 65; 66; Jer 3; 16; Hos 1; 2; Mika 4; 5; Sef 2; 3; Zak 2; 8; 9; Matt 2; 21; 28; Luk 2; 13; Joh 10; ApG 2; 10; 11; 13; 14; 15; 18; 22; 26; 28; Rom 3; 4; 9; 10; 11; 15; Ef 2; 3; Kol 1; 1 Thess 2; 1 Pet 2. Dernæst følger:

«Han skal ikke skrige» osv. Det vil sige: Kristus skal ikke komme som en fyrste med ryttere og våben eller som en tyran, der viser sin magt og larmer, men som en god og sagtmodig lærer, der bereder sit rige med sagtmodighed. Sådan skal hans røst heller ikke være grusom, men mild og kærlig, uden den pragt, man ser hos verdslige herrer. Hvor de rider eller går, er der stor tummel, pauker, basuner og trompeter, så alle bliver forfærdede. Men Kristus kommer stille. Og skønt han gjorde mange mennesker raske og rigeligt viste de nødlidende sin magts herlighed, ville han dog ikke, at man skulle råbe det ud om ham, Matt 12.

Det knuste rør osv. Verdslige herrers pragt og magt skræmmer de fattige, ringe mennesker. Men Kristus er en sådan Herre og lærer, som ikke skræmmer nogen. Moses skræmmer de forsagte samvittigheder med sin lov, for hans røst er frygtelig og hans lære hård. Han vil nemlig have, at vi skal gøre meget godt, som vi ikke har gjort og heller ikke selv formår at gøre. Og dermed fælder han en frygtelig forbandelsesdom over os. Men Kristus siger intet andet end lutter venlige og trøstende ting til alle forskrækkede samvittigheder. Hans ord er evangeliet, det vil sige et glædeligt budskab, hvor vi fattige, betrængte syndere ikke hører andet end lutter nåde, trøst, syndernes forladelse og velsignelse. Han forkaster os ikke på grund af vores svaghed, fordi vi har en svag tro og ellers stadig er skrøbelige, men lokker os til sig for at trøste og styrke os. Sådan som han siger i Matt 11: «Kom til mig, alle I, som er trætte og tynget af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er blidt, og min byrde er let.» Og i Matt 9 sammenligner han sig med en læge. For da han spiste med tolderne og synderne, knurrede farisæerne og mente, at han burde foragte sådanne letsindige folk og ikke have noget med dem at gøre. Dertil svarede Kristus: «De raske har ikke brug for læge, men de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.» Og hvad gør han ellers gennem hele evangeliet end at vise sig venlig mod de forsagte, fattige og foragtede mennesker og ikke forkaste dem på grund af deres svaghed? Hvor venligt tager han ikke imod Peter, efter at denne har fornægtet ham! Hvor god er han ikke mod Zakæus, Maria Magdalene og den samaritanske kvinde, mod kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud (Joh 8), mod røveren på korset og andre! Det er sandelig de knuste rør og ulmende væger, som ikke kan tåle at blive slået ned og slukket, men har brug for megen styrkelse og pleje. Det gør Kristus: Han omgås de svage nænsomt, indtil han også styrker dem og tænder dem. Som Salme 72 synger om ham: «Han skal skaffe det elendige folk ret, hjælpe de fattige og knuse spotterne. Han skal redde den fattige, som råber, og den elendige, som ingen hjælper har. Han skal være nådig mod de ringe og hjælpe de fattiges sjæle.» Det gør han stadig hver dag gennem sine tjenere, som prædiker evangeliet for de fattige i ånden. Videre:

Han skal fremføre retten i sandhed. Verden dømmer også, men dens dom er meget vildfarende og falsk, for den ser kun det, der er for øjnene. Men Kristus ser på hjertet. Verden bedømmer mangen en hykler, hvis hjerte er fuldt af bitterhed og gift, og anser ham for en levende helgen. Men Kristus dømmer ikke efter det ydre skin; hans dom er sikker. Og dermed lærer han også sine kristne at dømme ret om sig selv og andre. For i sig selv dømmer de først og fremmest hovedskurken: egenkærligheden, selvklogskaben og hjertets vantro. Når disse hovedlaster er dømt og kuet, har man snart fået drevet de ydre onde gerninger bort. Videre:

Han skal ikke være vrissen osv. Han skal gå venligt og nænsomt frem, så han kan oprette retten på jorden, det vil sige udføre sit værk og oprette ret og retfærdighed på jorden, som Jeremias siger i kapitel 23. Det vil sige: Han straffer og afskaffer det onde og opretter retskaffenhed, så man holder op med det onde og gør det gode. Videre:

Og øerne skal vente på hans lov. Det vil sige: Hans lære skal nå længere end Moses' lære, for hedningerne skal sætte deres håb til den. Det hebraiske ord tora kan også oversættes med «lære», og denne Kristi lære er det glædesrige evangelium. Matthæus anfører dette skriftord i kapitel 12 og siger til sidst: «Hedningerne skal sætte deres håb til hans navn», sådan som de 72 oversættere [dvs. Septuaginta] har gengivet disse ord på græsk, og det er også rigtigt. For i evangeliet bliver Kristi navn udråbt som den sande hjælper i nøden, sådan som Peter prædiker for hedningen Kornelius, hvor han siger: «Alle profeterne vidner om Kristus, at alle, som tror på ham, får syndernes forladelse ved hans navn» (ApG 10). Vi får nemlig ikke syndernes forladelse ved noget andet navn end Jesu navn. For vores egen fortjenestes skyld opnår vi ingen tilgivelse for synderne; det udretter Kristi fortjeneste alene. Kristus og ingen anden er vores retfærdighed (1 Kor 1). Videre siger Esajas om Kristus i kapitel 42:

Så siger Gud Herren, som skaber himlen og udbreder den, som har gjort jorden og det, der gror på den, som giver ånde til folket på den og ånd til dem, der vandrer på den: Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærdighed og grebet dig ved hånden og beskyttet dig. Jeg har givet dig som pagt for folket, som lys for hedningerne, så du skal åbne de blindes øjne og føre de fangne ud af fængslet og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet osv.

Se, hvor fint og yndigt Gud Fader her tegner sin Søn Kristus for os – ikke som en vred Moses eller en stolt herre og fyrste, men som en trofast lærer, der ikke gør andet end at føre de uvidende til sandheden, så de derved bliver frie (Joh 8), trøste de forsagte, give dem vished om Guds nådige vilje og hjælpe dem ud af al nød på legeme og sjæl. Men for at ingen skal tvivle på så store ting, som han her lover ved Kristus, opregner han først sin magt: at han er Herren, som har skabt alt og altid opholder det. Derfor er han også i stand til at udføre alt det, der følger. Det er, som om han ville sige: Så sandt som jeg har skabt himmel og jord, så vist er det også, at jeg vil kalde Kristus.

Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærdighed. Vi var alle uretfærdige og måtte have en retfærdig, som i vores sted gjorde fyldest for Guds retfærdighed, lærte os den rette retfærdighed og gav os den i hjertet. Det er Kristus, den retfærdige, som med rette har forløst os fra Djævelen. Og Gud har kaldet ham til at lære os den sande retfærdighed og også give os den. For uden for ham er der ingen retfærdighed.

Og har grebet dig ved hånden osv. Ganske vist er Kristus en anstødsklippe og et tegn, som bliver modsagt (Luk 2), og Djævelen og verden sætter sig op imod ham med al deres magt, visdom og skinhellighed, så det ser ud, som om evangeliet snart vil blive undertrykt og ikke kan bestå over for så stor og voldsom modstand. Ikke desto mindre skal Kristus, hans ord og de, der tror på det, bestå med al ære, og alle modstandere skal lide skibbrud på det. For her står ikke menneskers kraft mod mennesker – så stod sagen på svage fødder – men her er Gud Faders almægtige hånd, som skaber og opholder alt; den holder og griber Kristus. Derfor bliver han stående fast. Hvem vil rive ham ud af hånden på ham, som har skabt alt og er almægtig og evig? Det er en stor trøst for den foragtede kristenhed. For selv om dens konge og herre kommer ind i verden ringe og uden pragt som en lærer, så verden tror, at der hverken er magt eller beskyttelse, så er den allerstørste magt og beskyttelse dog på vores side, nemlig at Guds egen hånd griber og holder og beskytter Kristus sammen med hans egne.

Og har givet dig som pagt for folket. Lad Kristus og hans kristenhed se så ringe og foragtede ud for verden, som det overhovedet er muligt – her er dog den sande styrke og lutter fast sikkerhed: Gud vil være vores Fader, og vi skal være hans børn. Og for at vi forsagte syndere slet ikke skal tvivle på en så overstrømmende nåde og faderlig vilje, har Gud Fader sat sin Søn Kristus selv som pant og pagt for os. Hvordan kunne vi få større vished om Guds barmhjertighed? Han selv, Kristus, er kommet og er blevet vores forsoning, og ved ham er alle Guds løfter ja og amen (2 Kor 1).

Til lys for hedningerne. Sådan siger Gud også gennem Simeon (Luk 2): «Mine øjne har set din frelser, som du har beredt for alle folk, et lys til at oplyse hedningerne.» Og Joh 1: «Han var det sande lys, som oplyser alle mennesker, der kommer til verden.» Og i kapitel 12 siger Kristus: «Jeg er kommet til verden som et lys, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket.» Læg nu mærke til dette: Hvor Kristus ikke er, dér er der lutter fjendskab mod Gud og mørke.

At du skal åbne de blindes øjne osv. Det har Kristus gjort både legemligt og åndeligt. For han har gjort de blinde seende, og han oplyser stadig alle os, der fødes blinde, uden kendskab til Gud og os selv, med den rette erkendelse af Gud og os selv. Han forløser os også fra Djævelens fangenskab, hvor vi lå fangne og bundne under loven, under synden, døden og Djævelen, og han gør os frie ved sin sandhed, når vi hører og tror hans ord.

Ligeledes læser vi i Es 49, hvor profeten profeterer meget trøsterigt om Kristi kommende rige og beskriver Kristus ikke som en verdslig herre, men som kristenhedens åndelige fyrste og lærer. Og han lader Kristus selv tale:

Hør mig, I øer, og læg mærke til det, I folk i det fjerne! Herren har kaldet mig fra moders liv, han har tænkt på mit navn, da jeg endnu var i moders liv. Og han har gjort min mund som et skarpt sværd, med sin hånds skygge har han dækket mig. Han har gjort mig til en blank pil og stukket mig i sit kogger. Og han siger til mig: Du er min tjener Israel, ved hvem jeg vil prises. Men jeg tænkte: Jeg arbejdede forgæves og brugte min kraft for intet og til ingen nytte. Dog er min sag Herrens og mit embede min Guds.

«Og nu siger Herren, som fra moders liv har gjort mig rede til at være hans tjener, så jeg skal omvende Jakob til ham, for at Israel ikke skal rives bort. Derfor er jeg herlig for Herren, og min Gud er min styrke. Og han siger: Det er for lidt, at du er min tjener for at oprejse Jakobs stammer og føre det tilbage, som er gået tabt i Israel; men jeg har også gjort dig til hedningernes tjener, for at du skal være min frelse til verdens ende» osv.

Her hører vi, at Kristus som en lærer, der er sendt af Faderen, kalder til sig ikke alene jøderne, men også alle hedninger på jorden. Og for at ingen skal tage anstød af hans ringe skikkelse, nævner han sit kald: at Gud Fader har kaldet ham fra moders liv til at være kristenhedens lærer. Derfor siger han, at hans mund er et skarpt sværd. Det vil sige: Han er en lærer, hvis ord er kraftigt og trænger igennem, som Paulus siger i Heb 4: Det ransager meget nøje, trænger gennem marv og ben og ødelægger Djævelens rige. Det farer også hurtigt og sikkert af sted som en god pil, så selv modstanderne ikke kan kny imod det. Sådan blev farisæerne og saddukæerne i Matt 22 stumme over for Kristi mægtige og guddommelige lære. For han lærte ikke som sine tjenere, Moses og præsterne i Den Gamle Pagt eller loven, men som Herren selv, og han talte med myndighed, så det skar og trængte igennem. Derfor sagde de skriftkloges og farisæernes tjenere i Joh 7: «Aldrig har noget menneske talt sådan som dette menneske.» De skulle have grebet ham, men da de hørte hans ord, kunne de ikke gøre ham noget. Herodes ville gerne have kvalt Kristus i vuggen, og jøderne ville gerne have slået ham ihjel hver time, men hans time var endnu ikke kommet; Gud dækkede ham med sin hånds skygge. Han er også Guds tjener i den tjeneste, som han viser os: at han bærer vores synd og soner for den og giver sit liv for os. Sådan siger han selv i Joh 14: «Som Faderen har befalet mig, sådan gør jeg», og i Joh 17: «Fader, jeg har herliggjort dig på jorden og fuldført det værk, som du gav mig.» Og Faderen kalder ham Israel, for han skulle være en sand Israel, bedre end Jakob. For Jakobs børn og efterkommere var for størstedelens vedkommende et kødeligt Israel, som ikke priste Gud. Men Kristus avler sande israelitter, som er stærke med Gud, og ved hvem Guds navn bliver prist.

Nu klager Kristus over, at så få mennesker erkender denne hans tjeneste for os, og at denne hans dyrebare tjeneste er spildt på så mange. Sådan står der også skrevet i Joh 1: «Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.» Sådan klager også apostlene med Es 53: «Hvem tror vores prædiken?» Dog trøster han sig med, at hans sag og hans embede er Gud Faders embede og sag, og han skal nok føre det igennem. Og selv om der er få, der tager imod evangeliet, bliver det alligevel ikke uden frugt. Gud kender sine egne, i hvem evangeliet er kraftigt. Selv om størstedelen går til grunde i vildfarelsen og ikke vil høre mig, bliver nogle dog frelst og bevaret, nemlig de, som tror evangeliet; til dem har Faderen sendt mig, så hele Israel alligevel ikke går til grunde. Og selv om jøderne alle som én ikke vil tage imod mig, har Faderen dog flere mennesker på jorden, blandt hvem han vil gøre mig herlig. For jeg skal også være hedningernes mester, lærer og frelser, så vidt som jorden rækker. Dette skriftsted anfører Paulus og Barnabas i ApG 13 med stor kraft mod de forhærdede jøder i Antiokia i Pisidien, som modsagde Paulus' prædiken. Men Paulus og Barnabas sagde frimodigt: «Til jer jøder måtte Guds ord først forkyndes. Men nu, da I støder det fra jer og ikke anser jer selv for værdige til det evige liv, se, så vender vi os til hedningerne. For sådan har Herren befalet os: Jeg har sat dig til et lys for hedningerne, for at du skal være frelsen til jordens ende.» Om dette kald af hedningerne siger Paulus også i Ef 3: «Hedningerne er medarvinger og indlemmet i legemet og har del i Guds forjættelse i Kristus ved evangeliet.» Og i Es 61 siger Kristus:

«Den Herre Herrens ånd er hos mig, for Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at forkynde for de elendige, for at forbinde de knuste hjerter, for at forkynde frigivelse for de fangne og åbning for de bundne, for at forkynde et velbehageligt år fra Herren og en dag, da vor Gud tager hævn, for at trøste alle sørgende, for at sørge for, at de sørgende i Zion får smykke i stedet for aske, glædens olie i stedet for sorg og smukke klæder i stedet for en bedrøvet ånd, så de skal kaldes retfærdighedens træer, Herrens plantning til hans pris.»

Sankt Lukas skriver i kapitel 4, at Kristus engang efter sin vane gik ind i jødernes synagoge i Nazaret på sabbatten og rejste sig for at læse op af Skriften. Da blev profeten Esajas' bog rakt ham, og da han slog op i bogen, fandt han dette skriftsted af Esajas, som vi lige har hørt. Og da han havde læst det, lukkede han bogen igen, gav den til tjeneren og satte sig ned igen. Alle, der var i synagogen, havde øjnene rettet mod ham, og han begyndte at sige til dem: «I dag er denne profeti gået i opfyldelse for jeres ører.» Og de vidnede alle om ham og undrede sig over de nådefulde ord, der kom fra hans mund.

Sådan tyder Herren selv denne profeti om sig selv. I den bliver han ikke beskrevet som en verdslig, mægtig konge, men som en lærer og tjener, der fører et tjenende liv i verden, og som i alt, hvad han gør, alene har det for øje at tjene og hjælpe de fattige, elendige og bedrøvede mennesker.

Anna: Tag denne skønne profeti for dig ord for ord, og tal om den, så vi kan forstå den bedre.

Urbanus: Esajas beskriver her overordentlig skønt, hvem Kristus er, og deraf kan vi øse en meget stor trøst. Først taler profeten i Kristi person og siger:

«Den Herre Herrens ånd er hos mig» osv. Dermed viser han, at han er indviet af Gud, sin himmelske Fader, til præst og lærer, for at vi ikke skal tvivle på, at alt, hvad Kristus siger og gør, er Helligåndens ord og gerninger. Dernæst siger han:

«Derfor har Herren salvet mig.»

Kongerne og præsterne under loven blev indsat i deres embede ved salvning. Men da Kristus nu var den sande og evige konge og ypperstepræst, måtte han også salves – dog ikke med legemlig olie, men med Helligånden, med al nådes fylde, som Sl 45 siger. Og for at vi skal vide, hvad det er for en salvning, og hvad slags konge og præst Kristus skulle være, følger der videre:

«Han har sendt mig for at forkynde for de elendige» osv. Jøderne har, drevet af deres svimmelhedsånd, en tåbelig forestilling om, at Messias skal komme i legemlig, verdslig herlighed, sådan som kongerne på jorden kommer med stor pragt og prunk, og at han skal herske legemligt og give dem timeligt gods nok, så de kan leve i sus og dus og spille store herrer. Det ville være en pæn jødisk Kristus! Denne vildfarelse findes dog ikke alene hos jøderne, men nu også hos dem, der regner sig for kristne. For nu, hvor Kristus igen bliver prædiket, og evangeliet går ud over verden, finder man mange af den slags kødelige hjerter, som ikke søger andet hos Kristus og i evangeliet end timelig hjælp, rolige dage og ære. Og så laver de sig, ligesom jøderne, en jødisk, kødelig Kristus, som skal hjælpe dem timeligt og gøre dem godt på jorden – ligesom dem i Kapernaum i Joh 6, der fulgte efter Kristus, fordi han gav dem brød nok og fyldte deres mave. Troen og de åndelige og evige goder, som Kristus giver, regnede de slet ikke for noget. Sådan gør også vore landstrygere i dag. De spørger ikke efter Guds nåde, sand retskaffenhed og en god samvittighed. Men hvor de ved, at der bor evangeliske folk, tænker de: «Ha, her er der godt at være, her får du penge, for evangeliet lærer broderkærlighed, som altid kommer til hjælp og gør alle mennesker godt» osv. Sådan bryster de sig med urette af evangeliet, som om de var blevet fattige for at bekende det, og under det skin får de mad, drikke, klæder og penge oven i købet. Så er evangeliet et godt evangelium for dem, så længe det giver penge. Jeg ved, hvad jeg taler om, og det ved mange andre også, som har erfaret det til deres skade, og som det har kostet mangen en gylden. Når Djævelen nu ved sine lemmer kan påføre evangeliet denne skam, må man sige det om dem, så man bedre ved at vogte sig for dem. Meget ofte sker det, at en eller anden kommer til retskafne evangeliske folk og klager over, at han for evangeliets skyld er fordrevet fra hus og gård osv. Og så må dette hellige navn hjælpe ham til hans skurkestreger. Så tager han imod penge og penges værdi og alt, hvad han overhovedet kan skrabe sammen. Og når man så forhører sig om ham, er han en landstryger, der ikke bedrager nogen – undtagen alle og enhver. Og af den slags er der nu overordentlig mange. De forstår godt at finde vej til prædikanterne, og de må så hjælpe og samle penge ind i Kristi navn – penge, som de virkelig fattige skulle have haft. Der er næsten ingen landsknægt, ingen landstryger og ingen drukkenbolt, som ikke nu vil klare sig med et sådant falsk skin og ved at bryste sig af evangeliet. Og det er virkelig værd at undre sig over: Karlstadts tilhængere og gendøberne, som ellers foregiver stor tålmodighed og hellighed – når de bliver fordrevet og kommer et eller andet sted hen blandt vore folk, kan ingen skaffe dem penge nok eller sørge godt nok for dem med husly, og ingen mad er god nok til dem. I troen farer de vild, og oven i det er de så uskikkelige i deres liv, at deres levevis er værre end hedningernes. Alligevel vil de overalt i Kristi navn have gratis mad og drikke, penge og klæder uden at arbejde. Sådan søger også de intet andet hos Kristus end timeligt gods og bekvemmelighed, ligesom jøderne, og de mener det ikke ærligt med evangeliet.

Anna: Ja, hvor Kristus er og bliver prædiket, dér må også Judas være, som er med, når Kristus prædiker, men kun tænker på sin pung og på, hvordan han kan få tredive sølvpenge og forråde Kristus. Sådan gør også disse blinde, rasende ånder nu. Og hvad andet har papisterne søgt hos Kristus end timelig ære og gods? Åh jo, de er gode evangeliske, når bare man giver dem penge og rigeligt af dem!

Urbanus: Lad dem være; vi vil gå videre med profetens ord.

Anna: Gerne.

Urbanus: Esajas maler et helt andet billede af Kristus end disse rasende sværmere, nemlig at han skal komme som en apostel eller prædikant, der regerer med ordet og Ånden. Og for at man slet ikke skal se nogen pragt eller hovmod hos ham, siger Esajas, at han skal prædike for de elendige. Verdslige konger og herrer har intet at gøre med krøblinge, lamme, blinde, sørgende og elendige mennesker; de omgås kun de raske, glade, lykkelige og prægtige, som de har hjælp, glæde, morskab og ære af. Men Kristus er kommet for de elendiges skyld for at trøste dem. For han er ikke, som de jordiske konger, en fattig og trængende konge, som man må tjene; han er evigt rig, herlig, mægtig og salig. Derfor har han slet ikke brug for vores tjeneste. Men han er så barmhjertig, at han ikke vil have sin rigdom og herlighed for sig selv alene, men også vil dele den med os. Derfor kommer han til de elendige og til synderne.

Sankt Lukas har i kapitel 4 gengivet det hebraiske ord anavim (de elendige, de ydmyge) med «de fattige», ligesom de halvfjerds oversættere (Septuaginta) også har ordet ptochous (fattige) på græsk. Den hebraiske tekst, som de halvfjerds oversættere brugte, har altså måske haft aniyim, af ani, som Zakarias også bruger i kapitel 9; det betyder fattig, bedrøvet, undertrykt, ydmyg, fornedret, elendig. Men hvad enten det betyder elendig eller fattig, kommer det ud på ét, for ved begge ord forstås netop de fattige, som Kristus i Matt 5 kalder fattige i ånden, og for hvem evangeliet prædikes med frugt, Matt 11. Det er de mennesker, som har et sønderknust hjerte og en ængstet samvittighed, som føler deres synd og Guds vrede og dom og frygter dem forfærdeligt. Deres hjerte sukker uophørligt efter Guds nåde og hjælp, og deres eneste ønske og bøn er at blive fri for deres synd og vinde Guds nåde. Sådanne mennesker er evangeliets rette elever og den gode jord, som bærer frugt, Luk 8. Omvendt er der dem, som ikke kender deres elendighed og synd, ikke frygter Gud og ikke hungrer efter nåde, sådan som de gudløse, forhærdede verdensbørn og de hellige hyklere. De bryder sig ikke om Kristus og evangeliet. Derfor siger Kristus imod dem i Matt 9: «De stærke har ikke brug for læge, men de syge. Jeg er kommet for at kalde syndere til omvendelse, ikke de retfærdige.» Det vil sige: de trygge, stolte ånder, som bilder sig ind, at de allerede er retfærdige. De erkender ikke deres synd og er derfor overmodige; de føler ikke deres egen elendighed og tænker heller ikke på døden, på den yderste dom og på den kommende vrede, som skal gå over verden. De sidder dybt i kødelig tryghed, så de kun har tanker for den forgængelige verden og ikke bryder sig om det kommende liv og den evige salighed. Nu viser profeten videre, hvilken frugt dette evangelium bærer, og hvem disse elendige egentlig er. Han siger:

«At forbinde de knuste hjerter.»

Det er det rene, glædelige og trøsterige budskab. Moses lærer os med sin lov at erkende synden og vores forbandelse. Derved bliver hjerterne forfærdede, for han viser kun synden og lader den blive siddende i hjertet. Så hersker døden, og der er intet andet end skælven og bæven, så længe samvittigheden føler synden og frygter syndens løn, døden. Det er knuste, elendige hjerter, som ser deres jammer og ikke kan hjælpe sig selv. Men når Kristus kommer med sin nåderige prædiken, evangeliet, så kommer der hjælp og trøst. For evangeliet tilbyder og skænker alle troende syndernes forladelse, sand retfærdighed og det evige liv. For det siger: Er du en synder, har du en ond samvittighed, gruer du for døden? Hør, hvad du skal gøre: Løb til Kristus, som alene kan og af hjertet gerne vil hjælpe dig ud, for derfor har hans Fader sendt ham. Tro på ham, så bliver alle dine synder dig forladt for hans skyld. For han har selv båret dine synder og sonet dem. Så får samvittigheden fred og bliver rolig og glad, for den har grebet Kristus ved troen. Han har fjernet den onde samvittigheds skyldbrev, som var imod os og ikke lod os få ro, og naglet det til korset. Derfor behøver den, der tror på Kristus, nu aldrig mere at skælve sådan for sine synders skyld og flygte fra Gud som fra en vred dommer. For Gud er nu blevet ham nådig for Kristi skyld, som han tror på, og har forladt ham hans synder. Og denne kristne tro har givet hjertet fred, så det med vished ved, at Gud fra nu af ikke vil være en frygtindgydende dommer, men en nådig Fader for Kristi skyld.

Sådan bliver det knuste, sårede, elendige hjerte forbundet rigtigt og grundigt, for hjertet finder kun i Kristus sand trøst, retfærdighed, nåde og liv. Videre siger Esajas:

«At forkynde for de fangne frigivelse.»

Ved ulydigheden er vi blevet Djævelens fanger og ville have måttet forblive det i al evighed. Men Kristus er blevet vores løsesum og har ved sin død forløst os fra Djævelens fængsel, som Sl 68 siger: «Han», Kristus, «er faret op i det høje og har ført fangenskabet fanget.» Og Kol 2: «Han har afklædt magterne og myndighederne og stillet dem offentligt til skue og triumferet over dem ved sig selv.» Det vil sige: Kristus har ved egen kraft overvundet og plyndret mørkets herrer og fyrster, som havde ført mennesket ind i syndens, dødens og fordømmelsens rige. Og som Lukas siger i kapitel 11, har han som den stærkere overvundet den stærke, væbnede mand, der vogtede sit palads, og taget hele hans rustning fra ham. Det vil sige: Han har forløst menneskene fra mørkets magt og ført dem ind i sit rige, sådan som du også før har hørt det af Zak 9 og Es 42. Og denne forløsning eller frigivelse har han selv forkyndt i evangeliet og befalet sine apostle og prædikanter at forkynde indtil den yderste dag. For hvad er evangeliet andet end en prædiken om Kristus, der siger, at han selv har kæmpet en kamp med Djævelen og overvundet ham med rette? Derved har han forløst os, som var fanget under synden, døden og Djævelen, og gjort os retfærdige og evigt salige, så vi nu igen har fred med Gud og er ført bort fra helvedes tyran og tilbage til Gud, vores Fader. Hos ham skal vi leve evigt som hans salige børn. Videre siger han:

«For de bundne, at fængslet åbnes.» Ved Guds lov bliver vi stakkels syndere overbevist og ligesom spærret inde i et fængsel, som vi hverken ved alle naturens kræfter eller ved al verdens retskaffenhed kunne befri os fra. Vi burde nok gøre meget godt, og dertil drev loven os, men den syndige natur havde ingen lyst til det gode og levede meget hellere efter sin kødelige vilje og lyst, som er ond fra ungdommen af. Så trænger loven på og holder ikke op, men truer os med døden. Og det går os, som Paulus siger i Gal 3: «Før troen kom, blev vi holdt i forvaring under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares.» Når vi ser ind i vores hjerte og lægger nøje mærke til, hvordan det af medfødt ondskab stiller sig over for Guds lov, så finder vi, at for os alle, som endnu er under loven og endnu ikke er gjort retfærdige ved troen, er den hellige lov som et fængsel, hvor vi modvilligt er spærret inde og holdt i forvaring. For selv om vi i det ydre opfører os pænt og tugtigt, som om vi holdt loven, så er det dog ikke alvor, men det rene hykleri, tvungne og modvillige gerninger fra et urent hjerte. Lovens hårde pres, dens trusler og skræk skræmmer os nok udadtil bort fra den syndige gerning, så vi ikke stjæler, bryder ægteskabet, slår ihjel, vanærer og bander. Men indvendig i hjertet, hvor gerningernes kilde er, raser og stormer det kødelige begær og ville gerne bryde ud i gerning, og jo mere man hindrer det, desto hedere og stærkere bliver det. Det er, som når man med magt stemmer en stor flod op med et stemmeværk eller en dæmning og holder den tilbage: Den svulmer op, bliver stadig stærkere og lader sig ikke gerne holde tilbage og bryder til sidst ud med stor voldsomhed. Netop sådan går det til, når loven med trusler om straf trænger på og tvinger hjertets begær og lyst, så begæret må holde sig tilbage og ikke tør røre sig. Så raser det indvendig og er fjendtligt mod loven som mod sit fangehul eller fængsel og ville hellere være frit.

Når Guds lov på den måde har udrettet sin gerning i mennesket, så forstår mennesket, hvor ilde det står til med det. For det er en ubeskrivelig jammer og elendighed, at vort hjerte ikke alene ikke holder Guds lov, men endda er fjendtligt imod den. Erkendelsen af en sådan ondskab og blindhed i os driver os da til ydmyghed, for vi ser, at vi er fortabte: at vore formodede gode gerninger flyder fra en giftig, stinkende grube, nemlig fra et vantro og uvilligt hjerte, og derfor intet gælder, og at loven ikke lader sig nøje med dem. For den er åndelig, Rom 7. Den vil opfyldes med ånd og hjerte. Så bliver vi grebet af længsel efter nåde og vil gerne være fri for lovens forbandelse og blive retfærdige. Og jo bedre vi erkender vores elendighed og jammer, desto mere brændende og med desto større længsel begærer vi hjælpen. Men der er ingen råd eller hjælp uden i Kristus. Han er lovens opfyldelse for alle, der tror på Kristus, Rom 10. Hjælper han ikke, så forbliver vi indespærret under loven med en ond samvittighed for evigt. Men han er sendt af Faderen netop for at åbne fængslet for de indespærrede og forkynde dem løsladelse, som Esajas siger her. Det gjorde han, da han blev en forbandelse for os på korset for at forløse os fra lovens evige forbandelse, Gal 3, og da han selv forkyndte evangeliet og sagde: «Kom hid til mig, alle I, som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile», Matt 11. Det gjorde han også, da han sagde i Joh 3: «Så højt har Gud elsket verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham. Den, der tror på ham, bliver ikke dømt» osv.

Et nådigt år fra Herren.

Kristus siger i Luk 4, at han er sendt for at forkynde evangeliet, det vil sige for at bringe et glædeligt budskab til verden. Det har Esajas profeteret her og siger, at Kristus skal forkynde et nådigt år. Det betyder: Efter en sorgfuld tid skal der komme en glædelig, nemlig Guds nådes tid, Det Nye Testamente, som Kristus forkynder os, hvor vi ikke skal høre andet end ren nåde og tilgivelse for alle vore synder. Det er vort kære jubelår, hvor der gennem evangeliets horn bliver udråbt en fuld og evigt varende frihed, en forløsning fra al skyld. For det, som Zakarias synger i Luk 1 – at Gud har oprejst et horn, det vil sige et frelsens rige, i Davids hus, sådan som han for længe siden havde lovet ved sine profeters mund, at han ville frelse os fra vore fjender og fra hånden af alle, som hader os, så vi ved Kristus får syndernes forladelse – det er virkelig sket. Og Kristus har selv forkyndt det, og han forkynder det stadig hver dag indtil den yderste dag gennem sine evangelister, sådan som han også udråber det gennem Paulus i 2 Kor 6, hvor han siger: «Som medarbejdere formaner vi jer til ikke at tage imod Guds nåde forgæves. For han siger: I den nådige tid har jeg bønhørt dig, og på frelsens dag har jeg hjulpet dig. Se, nu er den nådige tid, nu er frelsens dag.»

Er det nu ikke en venlig prædiken for de bedrøvede og forskræmte samvittigheder? Der er jo slet ikke ét ord, som gør Kristus skrækindjagende; han fremstilles alene som en kærlig evangelist. Men det, som Esajas siger videre:

Og en hævnens dag fra vor Gud.

Det er ganske vist skrækkeligt, men det angår ikke de kristne. Det er sagt om Kristi modstandere: Når de foragter dette jubelår med den rige nåde og ikke vil have velsignelsen, så skal de i stedet have forbandelsen, så Gud vil støde dem så langt bort fra sig, at de i al evighed ikke skal nyde det nådige år et eneste øjeblik. Kristus vil de hverken høre eller se; så skal de få den lede Djævel og aldrig nogensinde kunne slippe fri af ham.

For at trøste alle sørgende osv. Det er nu frugten af denne Kristi prædiken: Alle de sørgende, som har ligget fanget under loven, synden og døden i usigelig angst, bliver trøstet ved evangeliet. For nu ser de, hvordan de kan blive fri for synderne. Derfor bliver deres kummer og smerte taget fra dem, og glæde og trøst gives i stedet. Og ligesom de, før de tog imod evangeliet, i vantroen var vilde, knudrede uretfærdighedens træer – og som Jeremias siger i kapitel 17: som vilde buske i ørkenen, i denne verdens ufrugtbare jord – sådan bliver de ved troen på evangeliet og ved denne trøst som de smukke, frugtbare træer, der er plantet ved vandet og har slået rod ved bækken, så de ikke frygter, selv om anfægtelsens hede kommer. Deres blade forbliver grønne, og de bekymrer sig ikke, når et tørkeår kommer, men bærer frugt i rette tid. For ligesom de tror med hjertet, sådan bekender de også med munden og priser Guds navn uden ophør.

Det ville føre alt for vidt at regne op, hvad alene denne profet Esajas siger om Kristi embede og om hans ydmyghed ved hans første komme; det vises også tilstrækkeligt andre steder og under andre overskrifter. Men er det ikke en stor ydmyghed, at han ville være en konge, hvis herredømme skulle ligge på hans skulder? Det vil sige: Vi stakkels syndere skulle med vore synder lægges på hans skuldre, så han bar dem på korset og ofrede sig for dem og således hentede det fortabte får tilbage og bragte det til rette. Derfor plejer man at male Kristusbarnet med et kors på ryggen. De verdslige herrers kongerige maler man prægtigt med en krone på hovedet, et scepter i højre hånd og et rigsæble i den venstre, for de regerer verdsligt med legemlig pragt. Men Kristus sejrer med korset og regerer sit rige med ordet og Ånden, i en stille og uanselig skikkelse.

Daniel viser i kapitel 9, at Kristus skal være en fyrste og have sit eget folk, men nævner samtidig, at han skal udryddes eller dræbes og fornægtes af jøderne. Joel kalder i kapitel 2 Kristus en retfærdighedens lærer, fordi han er sendt for at lære os den rette retfærdighed, den, som gælder for Gud. Og Malakias kalder i kapitel 3 Kristus pagtens engel eller sendebud, eller, som de 70 oversættere (Septuaginta) har det, retfærdighedens engel. Det samme finder vi overalt hos profeterne, hvor der ikke vises andet end Kristi rene sagtmodighed, tjenersind, ydmyghed og stille vandel ved hans første komme. Jeg kunne også her anføre alle profetierne om Kristi lidelse, om hvordan han ydmygede sig indtil døden på korset, og meget andet, som de hellige profeter har skrevet om Kristi åndelige rige, om hvordan han nu regerer os. Men alle disse skriftsteder vil blive anført og forklaret under en anden overskrift.

Anna: Disse skriftsteder om lidelsen bevidner også alle den ringe skikkelse og vandel, som Kristus førte for vores skyld. Lad os derfor gå videre og undersøge, på hvilken tid Kristi første komme måtte ske.

Urbanus: Først vil jeg anføre Daniels skønne profeti i kapitel 9. Den viser helt sikkert og nøjagtigt den tid, da Kristus skulle komme:

«Halvfjerds uger er fastsat over dit folk og over din hellige by; så skal overtrædelsen standses og synden tildækkes og misgerningen sones og den evige retfærdighed bringes og syn og profeti besegles og den Allerhelligste salves.

Så vid nu og mærk dig: Fra den tid, da befalingen udgår om, at Jerusalem skal genopbygges, indtil Kristus, fyrsten, er der syv uger og toogtres uger. Så skal gaderne og murene genopbygges, skønt i en trængselsfuld tid. Og efter de toogtres uger skal Kristus dræbes, og de vil ikke vide af ham.

Og en fyrstes folk skal komme og ødelægge byen og helligdommen, så den får ende som ved en flod, og efter krigen skal den blive liggende øde.

Men han skal holde pagten med mange i en uge, og midt i ugen skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre, og ved vingerne skal ødelæggelsens vederstyggeligheder stå. Og det er besluttet, at det skal blive liggende øde indtil enden.»

Denne profeti er noget vanskelig og er hidtil blevet udlagt meget forskelligt af jøder og kristne. Derfor må vi beskæftige os desto længere med den. Det skal du ikke blive træt af, for blandt alle profetierne om Kristus er det ikke den mindste og ringeste, eftersom den åbenbarer så mange hemmeligheder om vor Gud Jesus Kristus. Så vil jeg nu samle udlægningen af den i nogle punkter.

For det første skal du mærke dig, at profeten Daniel profeterede i det babyloniske fangenskab, da den babyloniske konge Nebukadnesar førte Judas stamme bort som fanger til Kaldæa, og jøderne måtte være i fangenskab i halvfjerds år, som Jeremias siger i kapitel 25 [trykket har «Jere. cap: 26»]. I dette fangenskab levede jøderne i angst. For det var et stort kors for dem, at de skulle være fanger blandt de gudløse gojim, det vil sige hedninger, hvor de måtte opgive deres gudstjeneste, sådan som Sl 137 viser, hvor jøderne klager således:

«Ved Babels floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion.

Vore harper hængte vi i pilene, som står der. For dér bød de, som holdt os fanget, os at synge og være glade i vor jammer: Kære, syng os en sang om Zion!

Hvordan skulle vi synge Herrens sang i et fremmed land?»

I denne jammer begyndte Daniel at bekende sin og sit folks synd og at bede Gud indtrængende for sit fangne folk: at Gud ville være så barmhjertig at tilgive jøderne de synder, som de var i fangenskab for, og hjælpe dem, så de kunne komme tilbage til deres land og genoprette gudstjenesten, som så længe havde ligget nede. Daniel blev bønhørt, og ærkeenglen Gabriel blev også sendt til ham. Gabriel åbenbarede ham den fastsatte tid, eller tidens fylde, som Paulus kalder den, det vil sige Messias' tid, da Kristus skulle komme og bringe alt godt, og han nævnte for ham det sikre antal år: hvor mange år der endnu skulle gå indtil Messias' første komme, da han skulle komme og begynde sit evige rige.

For det andet skal du mærke dig, at Kristi første komme og tid blev åbenbaret for Daniel på to måder. Først på afstand, nemlig under hvilket monarki eller verdensrige han skulle komme.

For det andet helt sikkert og nøjagtigt, så han også kunne vide det år, hvor Kristus skulle begynde sit rige. For i kapitel 2 tyder Daniel ved Helligåndens indskydelse for kong Nebukadnesar en forunderlig drøm, som han havde haft, om de fire kejserriger på jorden: ét af guld, ét af sølv, ét af kobber og ét af jern. For at forstå det til bunds skal du lægge mærke til, at Gud har åbenbaret for Daniel, at der skal være fire kejserriger på jorden indtil verdens ende, nemlig at den højeste verdslige magt over konger, fyrster, grever og anden øvrighed skulle skifte fire gange og gives til andre lande. Det er de fire kejserriger.

Det første er det assyriske og babyloniske, i Assyrien og Kaldæa.

Det andet er det persiske og mediske, i persernes og medernes land.

Det tredje er det græske eller makedoniske, i Grækenland.

Det fjerde og sidste, som Kristus skulle komme under, og som verden skulle få ende med, er Romerriget.

Disse fire kejserriger bliver også åbenbaret for Daniel i kapitel 7 gennem fire dyr.

Det første var en løve.

Det andet en bjørn.

Det tredje en panter.

Det fjerde var et grufuldt dyr uden navn med tænder af jern. Nu siger Daniel i kapitel 2:

«Men på disse kongerigers tid (eller, som andre oversætter, på disse kongers tid) vil Gud fra himlen oprette et kongerige, som aldrig i evighed skal ødelægges. Og hans kongerige skal ikke gå over til noget andet folk. Det skal knuse og ødelægge alle disse kongeriger, men selv skal det bestå i evighed. Sådan som du så en sten, der uden hænder blev revet løs fra bjerget og knuste jernet, kobberet, leret, sølvet og guldet. Således har den store Gud vist kongen, hvordan det siden skal gå.»

I denne profeti vises Messias' rige, og hvornår det skal begynde: at Kristus selv skal komme og begynde sit rige ved evangeliet og sin Ånd: først i ydmyghed og ringe skikkelse, siden i herlighed ved sit andet komme. For Hieronymus siger her, at ved disse kongerigers ende bliver stenen, nemlig vor Herre og Forløser Kristus, skåret løs fra bjerget uden hænder. Det vil sige: Han er født af Marias jomfruelige legeme uden mands sæd. Heraf er det nu klart, at Messias ikke skulle komme i kødet første gang, i stor ydmyghed, og begynde sit evige rige før under det sidste kejserrige, nemlig romernes. For Daniel siger: «I de dage», det vil sige: Når de første tre kongeriger har fået ende, og det fjerde og sidste, det romerske monarki, nu er i fuld kraft og også bliver uroligt, da skal Kristi rige oprettes og ødelægge det romerske, men selv skal det blive i evighed. Alle andre riger og herredømmer i hele verden har deres fastsatte tid, hvor længe de skal stå, og må blive til intet. Men Kristi store rige skal ikke høre op. Det skal blive stående altid og i evighed. Og det skal ikke alene være på ét sted i verden, som i Europa eller Afrika eller Asien, men i hele verden, sådan som Daniel siger i kapitel 2 om billedet, som Nebukadnesar så, og som Daniel tydede, idet han sagde:

«Det så du, indtil en sten blev revet løs uden hænder. Den ramte billedet på dets fødder, som var af jern og ler, og knuste dem. Da blev jernet, leret, kobberet, sølvet og guldet knust sammen og blev som avner på tærskepladsen om sommeren, og vinden førte dem bort, så de ikke var at finde nogen steder. Men stenen, som ramte billedet, blev til et stort bjerg, så den fyldte hele verden.»

Denne sten er Kristus, som er givet al magt i himlen og på jorden, så han hersker med magt overalt.

Sådan har vi også i Dan 7, hvor de fire kejserriger vises gennem fire dyr, at Kristus skulle komme og regere i det fjerde kejserrige, det vil sige i Romerriget.

Lad os nu ud fra de 70 uger i kapitel 9 regne ud, hvornår tidens fylde skulle begynde, og hvor længe man dengang stadig skulle vente på Messias, før han skulle begynde sit rige. Med denne Daniels åbenbaring bliver jøderne kraftigt overbevist om, at Kristus allerede er kommet for 1500 år siden, sådan som han er lovet i profeterne.

For det første siger englen i kapitel 9, som jeg har anført ordene ovenfor, at Gud har fastsat 70 uger over det jødiske folk og over den hellige by Jerusalem, så det jødiske rige og præstedømme efter 70 uger skal ophøre og da være helt forbi. For efter den tid skulle Jerusalem ødelægges helt, og det jødiske folk dels forblindes, dels slås ihjel.

Men læg mærke til, at englen her ikke taler om uger af dage, hvor 7 dage udgør en uge, for det ville knap være 2 år. Han taler derimod om årsuger, hvor 7 år udgør en uge. Og 70 årsuger giver netop 490 år. For sådan plejer Den Hellige Skrift også at tale andre steder, som vi læser i 3 Mos 25. Sådan har alle i kristenheden, der har haft profetiens gave, også altid forstået det. Men læg nu mærke til ud fra profetens ord, hvor store ting der skal ske på Messias' tid, og hvilken forunderlig kraft hans rige skal have. Hans ord lyder sådan:

«Så skal overtrædelsen standses og synden dækkes og misgerningen sones og den evige retfærdighed bringes og synet og profetien besegles.»

Moses var der før, og der var også mange lovlærere, som havde lært det gode og forbudt det onde, men det hjalp ikke. Ved loven blev synden kun åbenbaret og gjort større. For naturen uden nåde lader sig nok sige og byde meget, men går alligevel altid sin egen vej og bliver kun værre og mere opsat på at synde. Således blev synden stående og blev ikke taget bort ved loven. Men som Paulus siger i Gal 3, blev overtrædelsen kun større og større uden ophør. Derfor måtte Messias selv komme og hjælpe på sagen; ellers var det blevet stadig værre. Sådan prædiker Paulus i ApG 13 og siger: «Kære brødre, I skal nu vide, at der ved denne (Kristus) forkyndes jer syndernes forladelse, også for alt det, som I ikke kunne blive retfærdige fra ved Moses' lov. Men den, der tror på denne (Kristus), er retfærdig.» For Kristus måtte gøre fyldest for al synd og fortjene forladelse for alle synder, Helligånden og det evige liv. Således måtte han bringe den rette retfærdighed, som gælder for Gud, nemlig den kristne tro, som loven og profeterne tidligere havde sagt meget om, Rom 3.

Og således måtte synet og profetien besegles, det vil sige: Nu måtte det opfyldes, som seerne eller profeterne ved Helligåndens oplysning havde set og profeteret om Messias. For alle profeterne og hele loven har profeteret indtil Johannes Døberen, Matt 11.

«Og den Allerhelligste skal (på samme tid) salves.»

Det er Kristus, alle helliges Herre og Konge. Han blev dengang ved Helligånden helliget langt over alle sine fæller, og ved dåben blev han af den himmelske Fader kaldt den elskede Søn. Ham skulle man nu fremover høre som den rette Mester og Herre over alle profeter, tage imod hans ord og blive ved det. Da man altså stadig skulle vente 70 uger, det vil sige 490 år, på Kristus, før han begyndte sit evige rige, må vi her også vide, hvor og hvornår disse 70 uger begynder. Så kan man være sikker i sagen.

Anna: Hvor skal man så begynde de 70 uger?

Urbanus: Læg nøje mærke til englen Gabriels ord. Han siger sådan:

«Fra den tid, da befalingen udgår om, at Jerusalem skal genopbygges» osv. Englen tyder det fint og begynder i det år, da der udgik en befaling om, at byen Jerusalem skulle genopbygges. Her må vi kende tiden og kongerigernes eller kongernes rækkefølge fra historieskriverne; så viser beregningen sig at være sikker.

Så vil vi nu begynde de 70 uger i kong Darius' andet år, ham, man kalder Langhånd. For i samme år kom Guds ord ved profeterne Haggaj og Zakarias og bød Zerubbabel at bygge templet, som man læser i første kapitel hos begge profeter. Det samme befalede den nævnte kejser Darius, og hans befaling herom udgik også, Ezra 6. Og beregningen passer fint. Fra det ord, som udgik ved Haggaj, til Kristi dåb, da han trådte ind i sit embede og begyndte sit rige eller den nye pagt, forløber der nemlig omtrent 483 år. Sådan beskriver englen ham her: som en fyrste, hvis barndom allerede var forbi, og hvis manddom var kommet, så han nu fremover selv skulle tage regeringen på sig som fyrste. De 483 år giver netop 69 af disse årsuger. Det er dem, Gabriel her taler om: «Indtil Kristus, fyrsten, er der 7 uger og 62 uger», det vil sige 69 uger.

Man må altså regne sådan: Fra Darius' andet år til Alexander den Store er der 145 år, som Metasthenes skriver. Fra Alexander til Kristi fødsel er der 311 år. Fra Kristi fødsel til hans dåb er der 30 år, Luk 3. Læg det hele sammen, så finder du 486 år. Det er netop de 69 uger.

Anna: Sådan som jeg forstår beregningen, er der stadig tre år til overs i dette tal. Gør det ikke din beregning forkert?

Urbanus: Nej. I en sådan beregning kan man ikke ramme alle dage og timer så nøjagtigt, at der slet intet mangler eller er til overs. For i den slags historiske beretninger sker det meget ofte, at et halvt år kaldes et helt år. Det må man tage med i beregningen, og det svækker ikke sagen, især ikke her i denne beregning frem til Messias, hvor vi har så sikre skriftsteder og så sikker grund for hovedsagen.

Nogle har ladet disse 70 uger begynde i det 20. og sidste år af Kambyses, Dareios' far. Han lod Nehemias drage af sted for at bygge Jerusalem op igen (Neh 2). Kambyses' 20. år lå nemlig to år før Dareios' andet år. Men når noget betydningsfuldt sker inden for tre år, plejer man jo at regne det sammen som ét år eller én og samme tid og siger så: Det skete omkring den og den tid. Sådan må man også sige her: Guds ord udgik om, at Jerusalem skulle bygges op igen, i Dareios' andet år, omkring den tid, da Nehemias kom fra Kambyses og begyndte at bygge Jerusalem osv. For det var en overordentlig stor sag, som blev påbegyndt af mange og endda drevet frem af englene selv (Zak 1). Men den blev ikke påbegyndt af alle på samme tid, i samme time eller på samme dag.

Nu deler englen Gabriel disse 70 uger i tre dele, og i hver del sker der noget stort og særligt.

I de første 7 uger, siger Gabriel – det vil sige på 49 år – skal Jerusalems mure og gader bygges op igen, men i en tid med trængsel. For deres fjender, samaritanerne, Sanballat, Tobija og andre, som boede rundt om dem, gjorde alt, hvad de kunne, for at hindre byggeriet. Derfor blev byggearbejdet meget tungt for jøderne og fuldt af bekymring og angst. Du ved, hvordan jøderne sagde til Kristus i Joh 2: «Dette tempel er der blevet bygget på i 46 år, og du vil bygge det på tre dage?»

Derefter, efter toogtres uger, siger Gabriel, skal Messias dræbes. Her viser han klart, hvad der skal ske, når disse 69 uger er gået, og Kristus har begyndt sit embede: Der skal ske noget forunderligt og stort. Kristus skal da korsfæstes. Det skete i det fjerde år efter de 69 uger og efter hans begyndelse. Og derfor skal Jerusalem til sidst gå i ruiner og ødelægges helt, og sådan skal jødedommen få sin ende.

Alt dette er da også gået i opfyldelse omkring 40 år efter Kristi himmelfart, da den romerske kejser Titus, Vespasians søn, slog lejr foran Jerusalem og indtog byen. Det havde Kristus med tårer i øjnene profeteret om byen i Luk 19: Det skulle gå den ynkeligt, fordi den ikke havde kendt sin besøgelsestid. For Kristus siger samme sted, at fjenderne skal omgive Jerusalem med en vold, trænge den fra alle sider og jævne den helt med jorden. Det gjorde Titus også, sådan som Flavius Josefus, der selv så det hele, skriver. Titus byggede nemlig en særskilt mur rundt om hele byen, så ingen jøde kunne undslippe. Muren var 39 stadier hele vejen rundt, det vil sige 39 feltlængder, og havde 13 kasteller. Dermed trængte han jøderne så hårdt, at de af bare sult åd gammelt oksemøg, bælter, sko, læderet fra skjoldene og hø. De ledte også i latrinerne efter noget at spise. En kvinde stegte og åd sin egen søn af bare sult. Desuden slog de hinanden ihjel inde i byen. Der var også en så grusom pest, at alle tage, huse og gader lå fulde af lig.

Kort sagt kom der en så frygtelig Guds vrede over denne utaknemmelige by, som ikke ville tage imod Kristus, sin Herre og Gud, at man aldrig har hørt magen. I hele belejringstiden blev ti gange hundredtusind mennesker dræbt eller døde. Sytten tusind blev sendt til Egypten til tvangsarbejde. De, der var under 16 år, blev solgt billigere end hunde, 30 jøder ad gangen for én penning, som Hegesippus skriver. Titus brændte templet og ødelagde byen fuldstændigt. Jøderne blev drevet ud i verden, hvor de nu har vandret omkring i mere end 1500 år som forhærdede, forblindede, stakkels mennesker, der hverken har kongerige eller præstedømme mere. For de har overset den nådefulde tid, da Herren Kristus besøgte dem, og nu venter de forgæves på Kristi første komme, skønt han allerede kom for 1500 år siden, sådan som han var lovet fædrene fra verdens begyndelse. Det er også helt forbi med deres tempel og offer, for Messias er allerede selv til stede, og forbillederne er opfyldt. Jøderne har, som Chrysostomos skriver i sin anden tale mod jøderne, tre gange forsøgt at rejse templet igen og at ofre som før.

Første gang under Hadrian, derefter under Konstantin, som skar ørerne af dem, og tredje gang under Julian den Frafaldne. Han ville hjælpe jøderne for at håne den kristne religion, gav dem penge og skaffede dem håndværkere, så de kunne bygge templet op igen. Men da bygningsfolkene begyndte at grave ud til fundamentet, brød der ild frem af jorden og brændte dem, og så måtte de opgive det. For kort sagt: Guds ord måtte stå fast for evigt. Han har sagt, at Jerusalem og templet skal ødelægges, at ofrene skal ophøre, og at det derefter skal ligge øde. Det er sket for øjnene af os, og alligevel vil de blinde jøder ikke se deres vildfarelse.

Anna: Men hvor bliver den sidste årsuge af?

Urbanus: Den sidste uge, eller de sidste 7 år, er netop den tid, som følger efter de 69 uger, og i den skulle Kristus, som jeg lige har sagt, dræbes. Og sådan er det også gået. Englen siger: «Han skal opfylde pagten for mange i én uge.» For Kristi evangelium blev prædiket med kraft i disse 7 år. Selv prædikede han evangeliet med undere og stor kraft indtil det fjerde år. Derefter prædikede apostlene evangeliet ved Helligåndens kraft og forkyndte Guds evige nådepagt, den nye pagt, som Gud havde lovet: at han vil være os nådig for Kristi skyld, at han vil være vores Fader, og vi skal være hans børn, og at han aldrig mere vil huske på vores synder.

Og midt i samme uge, det vil sige i det fjerde år efter Kristi dåb, blev han udryddet eller dræbt. For de ville ikke have ham og sagde til Pilatus: «Vi har ingen anden konge end kejseren.» Nu var det rette, sande sonoffer og syndoffer selv til stede: Kristus, som Moses og profeterne havde profeteret om, og som også alle forbillederne pegede på. Han sonede én gang ved ét eneste offer hele verdens synd og rensede os ved sit eget dyrebare blod fra alle synder, sådan som Paulus meget smukt viser i Hebræerbrevet. Derfor måtte jødernes forbilledlige offer og den legemlige gudstjeneste i jødedommen ophøre, for nu var han selv til stede, han som de pegede på.

Anna: Men hvad mener Daniel med at sige: «Ødelæggelsens vederstyggeligheder skal stå ved vingerne»?

Urbanus: Disse ord er indtil nu ikke blevet udlagt på én og samme måde, men det skader ikke denne profeti. Nogle forstår ved vingerne keruberne i templet: Dér skal der indføres afgudsdyrkelse. Andre forstår det om templets tinde og omgang og siger, at Pilatus satte den romerske kejsers hærtegn, ørnen, op dér. Men jøderne kan ikke tåle sådanne billeder og kalder dem foragtende en vederstyggelighed, noget man gyser ved som ved et dødt eller stinkende ådsel.

Anna: Er det ikke det, de kalder gillul (afgudsbillede), shikkutz (vederstyggelighed) og sheketz (noget urent og afskyeligt)?

Urbanus: Jo, når en jøde går forbi et billede, spytter han ud over det og siger: «Sheketz!»

Anna: Nu burde de spytte ud over sig selv, for de er selv den sande vederstyggelighed. De hedder jøder, det vil sige bekendere, og alligevel bekender de ikke sandheden. De burde virkelig tænke over, hvordan det kan være, at de nu i mere end 1500 år har vandret omkring i landflygtighed, og at Gud helt har taget sit ord fra dem. For selv når de læser det, hænger sløret for deres hjerte, som Paulus siger, så de ikke forstår det.

Urbanus: Det er i sandhed en ægte profeti mod de forhærdede jøder, og af den burde de have lært tiden for Kristi første komme. Englen har jo tydeligt vist, at Messias skulle komme mellem det babyloniske fangenskab og Jerusalems sidste ødelæggelse. For han regner meget nøje ud, hvor længe Jerusalem og templet endnu skulle stå, og siger, at der endnu er fastsat 490 år. Og med udtrykkelige ord siger han, at i denne tid, næsten ved slutningen af disse år, efter 62 uger, nemlig midt i den sidste årsuge, skal Messias være personligt til stede og udryddes. Og så skal offeret ophøre, ødelæggelsen komme, og det skal blive ved med at ligge øde.

Nu ved jøderne jo, at det babyloniske fangenskab fik en ende for to tusind år siden. De ved også, at templet og byen Jerusalem blev jævnet med jorden og brændt af den romerske kejser Titus og ikke har kunnet bygges op igen siden. Når disse 70 årsuger nu er opfyldt, og de ser ødelæggelsen og forødelsen for deres øjne, som nu har varet i omkring 1500 år, må de altså bekende, at Messias allerede er kommet. Og de kan heller ikke med grund og sandhed bevise om nogen anden end Jesus fra Nazaret, at han blev udryddet eller dræbt i den sidste årsuge – han, den sande Messias, vor eneste Herre og Gud. Derfor er det ren og skær egenrådighed og forhærdelse hos dem, at de stadig venter på Kristi første komme.

Anna: Hvad svarede Rabbi Jizchak Levi dig i Augsburg om denne profeti hos Daniel? Du diskuterede den jo med ham i godt seks timer.

Urbanus: Han kom med en ubegrundet, klodset beregning fra sin Nizzachon [et jødisk stridsskrift mod kristendommen] – det var det rene eventyr. For jøderne er ukyndige i historien og rene børn; derfor klarede han sig dårligt. Og hos ham, som dog regnes for en stor rabbiner, fandt jeg hverken grund eller sandhed. Jeg så, hvilken frygtelig plage det er, når Gud slår sine fjender med blindhed. Så er det sandelig mørkere end selve mørket. Nu behøver jeg ingen yderligere forklaring på Paulus' ord i Rom 11, hvor han skriver sådan om jødernes vantro og blindhed: «Det, Israel søger, opnår det ikke, men de udvalgte opnår det. De andre er forhærdede, som der står skrevet: Gud har givet dem en forbitret ånd, øjne så de ikke ser, og ører så de ikke hører, indtil denne dag.»

Anna: Gud oplyse dem, så de sammen med os kender og bekender Kristus, vor Herre.

Urbanus: Amen. Jeg håber, at mange jøder endnu vil blive omvendt før den yderste dag. Det er jo ikke for ingenting, at Paulus siger i Rom 11: «Blindhed er delvis kommet over Israel, indtil hedningernes fylde er gået ind, og sådan skal hele Israel blive frelst, som der står skrevet i Es 59: Fra Zion skal den komme, der forløser, og han skal vende ugudeligheden bort fra Jakob. Og dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort.»

Anna: Jeg tænker stadig på denne profeti, nemlig på den sidste årsuge. Det er sandelig en salig tid, for i den sendte Gud sin enbårne Søn til os på jorden. Kalder Paulus ikke denne uge for «tidens fylde» i Gal 4?

Urbanus: Jo, netop denne sidste uge er tidens fylde, som Gud havde fastsat til at besøge verden med nåde. I den sendte han sin Søn, født af en kvinde og stillet under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, så vi kunne få barnekår (Gal 4).

Man kan også regne disse 70 årsuger efter ypperstepræsternes embedsår i Jerusalem frem til den tid, da Kristus og hans apostle prædikede. Så må man begynde at regne fra det første år for den ypperstepræst, der hed Jeshua [kilden har «Jhesus», den græske form af navnet], da han var vendt tilbage til landet Juda fra fangenskabet under Ahasverus. For hos profeten Daniel siger Gabriel, at ordet gik ud, da Daniel begyndte sin bøn, dengang han i Dareios den Langhåndedes første år bad for sit folk.

Så regnes de 70 årsuger altså fra Dareios den Langhåndedes første år. Under ham udøvede ypperstepræsten Jeshua sit embede i endnu 20 år, for da han var kommet hjem igen, regerede han i 20 år. Hans søn Jojakim regerede i 48 år, Eljashib i 21 år, Jojada i 24 år, Jonatan ligeledes i 24, Jaddua i 10 år, Onias Priscus i 27 år, Manasse i 27 år, Simon den Retfærdige i 28 år, Simon Priscus i 13 år, Eleazar i 20 år og Onias i 39 år. Derefter kom Judas Makkabæus, som regerede i 5 år, hans bror Jonatan i 19 år, Simon i 8 år, Johannes Hyrkan i 26 år, Aristobul i 1 år, Alexander Jannæus i 27 år, hans hustru Alexandra i 9 år og den sidste Hyrkan i 34 år. Derefter trængte Herodes sig efter befaling fra senatet i Rom ind i det jødiske rige mod jødernes vilje og regerede i 37 år. I det 30. år af hans regering blev Jesus Kristus, vor Frelser, født. Han levede i verden i 33 og et halvt år. Læg så 3 eller 4 år til de år, der er nævnt her – de år, hvor apostlene prædikede Jesu Kristi evangelium, efter at de havde modtaget Helligånden på pinsedag. Så har du netop de 70 årsuger, det vil sige 490 år, som Daniel taler om i Dan 9. Men lad dig ikke forvirre, hvis du finder 7 eller 8 år mere eller mindre i en sådan beregning. For det sker jo, at man i kongernes tidsregning undertiden regner ét år for to eller to for ét. Det hænder nemlig ofte, at en konges sidste år også er hans efterfølgers første år. Derfor sker det, at der i tidsregningen bliver regnet to år ud af ét.

Anna: Nu forstår jeg Peters ord i 1 Pet 1. Han siger, at profeterne har søgt og forsket efter sjælenes frelse og har profeteret om den nåde, der skulle komme til os. De har også forsket efter, hvilken tid og hvilken slags tid Kristi Ånd, som var i dem, pegede på, når han forud vidnede om de lidelser, der er i Kristus, og om herligheden derefter. Det blev åbenbaret for dem.

Urbanus: Ja, her taler Peter sikkert først og fremmest om Daniel. Han profeterer ikke blot om Kristus ligesom de andre profeter, men har noget særligt frem for dem alle. For han tæller også tiden og årene; han bestemmer og fastsætter tidspunktet, da Kristus skulle komme, nemlig hvor længe og hvor mange år der dengang endnu skulle gå. Han beskriver også klart og sikkert, hvordan det skulle gå og stå til i verden på den tid: hvem der da skulle have det øverste herredømme på jorden, eller hvor kejserdømmet skulle være – nemlig at persernes og grækernes rige da skulle være forbi, og at det romerske, som er det sidste på jorden, skulle have magten (Dan 7 og 9). Altså måtte Kristus med sikkerhed komme i det romerske riges tid, da det var allermægtigst. En så sikker profeti om Kristus styrker vor sande kristne tro overordentlig kraftigt og gør os overmåde glade og trygge i samvittigheden. For nu ser vi med egne øjne netop det i verden, som han så smukt, tydeligt og velordnet beskrev og malede for os så lang tid i forvejen i sin profeti.

Anna: Hvis du har mere fra andre profeter om Kristi første komme til denne verden og om hans ydmyge liv og færd, så vil jeg gerne høre det.

Urbanus: Der står endnu meget om disse ting i Salmerne og hos profeterne. Men da det også skal fremhæves andre steder, når vi taler om Kristi lidelse og andet, vil jeg gemme det, til vi når dertil.

Anna: Godt, så fortæl mig: Hvad har profeterne skrevet om Kristi to fødsler, den evige og den timelige, og om Kristi guddom?

Om Kristi to fødsler: den ene, som er evig, af Faderen, og om hans sande guddom; og om den anden, som er timelig, af Maria, den evige jomfru.

Urbanus: Du husker nok, hvordan jeg tidligere udlagde profetien i Mika 5 om Messias' evige og timelige fødsel for dig, så jeg behøver ikke at gentage det nu. Dér hørte du også, at Kristus ikke blot er et sandt menneske, men også den sande Gud, og at to naturer, den guddommelige og den menneskelige, er forenet i Kristus i personens enhed. Sådan taler den retskafne gamle kristne Athanasius ud fra Guds hellige Skrift om Kristi person i sin trosbekendelse (Symbolum), og sådan mener og tror hele kristenheden med ham.

Anna: Hvordan taler Athanasius da om Kristi person? Fortæl mig det, så jeg også kan rette mine tanker om disse store artikler rigtigt og kristeligt efter det.

Urbanus: For det første taler han sådan om Sønnen i guddommen efter hans guddommelige natur og væsen:

Faderen er én person, Sønnen en anden og Helligånden en anden.

Men der er kun én guddom, lige ære og lige evig majestæt hos Faderen og Sønnen og Helligånden.

Faderen er uskabt, Sønnen uskabt, Helligånden uskabt.

Faderen er umålelig, Sønnen er umålelig, Helligånden er umålelig.

Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig. Og dog er der ikke tre evige, men én evig,

ligesom der heller ikke er tre uskabte eller tre umålelige, men kun én uskabt og én umålelig.

På samme måde er Faderen almægtig, Sønnen almægtig, Helligånden almægtig.

Og dog er der ikke tre almægtige, men kun én almægtig.

Således er Faderen Gud, Sønnen Gud, Helligånden Gud.

Og dog er der ikke tre guder, men kun én Gud.

Således er Faderen Herre, Sønnen Herre, Helligånden Herre. Og dog er der ikke tre herrer, men én Herre.

For ligesom vi efter den kristne sandhed må bekende hver person for sig,

sådan forbyder den kristne tro os at tale om tre guder eller tre herrer.

Faderen er hverken gjort, skabt eller født af nogen.

Sønnen er af Faderen alene, ikke gjort eller skabt, men født.

Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen, men han er ikke gjort, skabt eller født af Faderen og Sønnen.

Derfor er der kun én Fader, ikke to fædre; én Søn, ikke to sønner; én Helligånd, ikke to helligånder.

Og i denne treenighed er der intet før eller efter i tid, intet større eller mindre,

men disse tre hele personer er indbyrdes lige evige og lige store,

så vi altså skal ære treenigheden i enheden og enheden i treenigheden.

Og den, der vil blive frelst, må tænke og tro sådan om treenigheden.

Men det er også nødvendigt til frelsen, at enhver trofast tror vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse.

Dette er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske.

Han er Gud, født af Faderens substans eller væsen før tiden, og han er menneske, blevet til eller født af moderens substans i tiden.

Han er sand og fuldkommen Gud og sandt og fuldkomment menneske med en fornuftig sjæl og et menneskeligt legeme eller kød.

Han er lig Faderen efter guddommen, men mindre end Faderen efter menneskeheden.

Og skønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to Kristusser, men kun én Kristus.

Men han er én eneste Kristus, ikke sådan at guddommen er forvandlet til kød eller til menneskehed, men sådan at menneskeheden er blevet optaget i guddommen.

Der er også kun én Kristus, ikke sådan at substansen er blandet sammen og forvansket, men i personens enhed.

For ligesom den fornuftige sjæl og kødet eller legemet er ét menneske, sådan er Gud og menneske én Kristus.

Forstå det sådan: De to naturer, den guddommelige og den menneskelige, går ikke til grunde i deres substans og bliver hverken forandret eller forvansket; hver af dem forbliver hel og uforvansket i sit væsen. Men alligevel er de i Kristus kun én person, ikke to personer.

Altså hører du, at Kristus, Guds naturlige Søn, altid er i Faderen og med Faderen og fødes af Faderen fra evighed. Denne evige fødsel kan hverken fattes med fornuften eller udsiges med ord, men er ufattelig og uudsigelig, som profeten Esajas siger i Es 53: «Hvem kan udsige hans fødsel?» Sådan har de gamle rettroende kristne, som Kyrillos og andre, også forstået Kristi evige fødsel. Og konciliet i Nikæa og konciliet i Konstantinopel har også ud fra Den Hellige Skrift fremlagt, hvad vi skal tro om Kristus: «Vi tror på én Herre Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før al tid, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af ét væsen eller én substans med Faderen, ved hvem alle ting i himlen og på jorden er skabt; som for os mennesker og for vor frelses skyld er steget ned fra himlen og er undfanget ved Helligånden og blevet menneske af Jomfru Maria» osv.

Hør nu det evigt faste grundlag, som den guddommelige Skrift giver for Kristi evige fødsel.

Ved Guds Ånd taler Salomon sådan om den i Ordsprogenes Bog kapitel 8:

«Herren havde mig i begyndelsen af sine veje, før sit værk; allerede dengang var jeg. Jeg er indsat fra evighed, fra begyndelsen, før jorden. Da dybene endnu ikke var til, var jeg allerede rede, da kilderne endnu ikke vældede med vand. Før bjergene var sænket ned, før højene var jeg rede. Han havde endnu ikke gjort jorden og det, der er på den, eller jordens bjerge. Da han beredte himlene, var jeg der, da han omgav dybet med sin grænse, da han fæstnede skyerne deroppe, da han befæstede dybets kilder, da han satte havet dets grænse, så vandene ikke skulle overtræde hans befaling. Da han lagde jordens grundvold, da var jeg bygmesteren hos ham og havde min lyst dag for dag og legede hele tiden for hans ansigt og legede på hans jord, og min lyst var hos menneskenes børn.»

Disse ord har de gamle rettroende kristne til alle tider forstået om Kristus, således Kyrillos (Thesaurus, 1. bog, kap. 5) og Cyprian (Mod jøderne, 2. bog, kap. 12): Kristus er det evige Ord og Gud Faderens evige visdom, som han har skabt alle ting i himlen og på jorden ved. Det siger også Augustin i sin udlægning af Sl 104 om verset: «Du har gjort alle ting med visdom.» Sådan kalder Paulus også Kristus Guds kraft og visdom, 1 Kor 1. Og i Kol 1 siger han, at alle ting er gjort ved Kristus. Og i Hebr 1: «Han har gjort verden ved Sønnen.» Derfor kalder det hellige sprog [hebraisk] ham amon, fordi han, da himlen og jorden blev skabt, har været hos Faderen og virket som en kunstfærdig mester. Ved denne evige visdom har Faderen gjort alt. Men denne visdom er ikke gjort, for den er ingen skabning, men Skaberen selv, dog født af Faderen fra evighed. Og den har en særlig lyst og glæde ved at være hos menneskene, sådan som han har vist det i sin nådefulde menneskevordelses store gerning. Denne overstrømmende nåde kalder Paulus derfor i Tit 3 filanthropia, det vil sige menneskekærlighed: at Guds Søn, skønt han ikke havde brug for os, alligevel har vist sig så venlig mod os mennesker, at han selv også ville være et menneske ligesom vi. Bortset fra synden har han taget vores sande menneskelige natur på sig, for at han kunne leve i os og vi i ham i evighed.

Der kræves ikke meget bevis for Kristi evige fødsel. For hvor Skriften taler om Kristi sande guddom, dér kan man grundigt og sikkert slutte sig til hans evige fødsel. For når han er Gud og dog ikke er Faderen – Skriften skelner jo meget tydeligt mellem personerne med deres egenskaber i det guddommelige væsen – så er han en anden person, og dog ingen ny eller anden Gud. Eftersom der nu er én eneste evig Gud, kan man ikke sige, at Sønnen er yngre end Faderen, sådan som det går til blandt skabningerne, hvor den, der føder, er ældre end den, der bliver født. Men Gud er ikke omfattet af eller indesluttet i tiden; han er evig og uforanderlig. Så må også Sønnen være lige så evig som Faderen, så man ikke kan sige: Der var engang, da Sønnen ikke var, og siden blev han til. Nej, sådan kan man godt tale om en skabning, men ikke om det evige Ord, som var i begyndelsen og var hos Gud, og Gud var dette Ord, og alle ting er gjort ved dette Ord, Joh 1. Derfor er Kristus den enbårne og evigt fødte Gud, Guds naturlige Søn, for han har netop den samme natur som Faderen, der har født ham, som Hilarius siger.

På visse måder kan man hjælpe dig til – så vidt det er muligt – at fatte en smule af så stor en hemmelighed. Hvis denne herlige, synlige sol havde stået på himlens firmament fra evighed, så ville solens herlige, skønne glans, som går ud fra solen over hele verden, også være lige så evig. Solen ville ikke udgå fra glansen, men glansen fra solen, og alligevel ville solen ikke være ældre end sin glans; de ville være lige evige.

Anna: Fortæl mig nu Skriftens vidnesbyrd om Kristi guddom.

Urbanus: Da den store profet Moses i sin første bog ved Helligånden begynder at tale om skabelsen af alle skabninger, nævner han åbenlyst Guds evige Søn og kalder ham Ordet, sådan:

«I begyndelsen skabte Gud himmel og jord. Og Gud sagde: Der skal være lys! Og der blev lys. Og Gud så, at lyset var godt.»

I disse ord har du for det første Faderens person, når Moses siger: «Gud skabte», «Gud sagde». Dernæst har du den anden person, Sønnen, Ordet. For Gud er ikke alene, men taler et Ord, og dette Ord var hos ham i begyndelsen og er den anden person i guddommen. Og eftersom Gud skabte alle skabninger ved denne sin tale eller sit Ord, måtte det Ord, som han talte, jo være hos Gud før alle skabninger. Ordet kunne heller ikke være en skabning, for alle skabninger har Gud i begyndelsen skabt ved Ordet. Ordet er altså ikke en skabning, og det har været hos Gud før tiden og før alle skabninger, dengang der endnu ingen skabning var. Så følger det, at dette Ord er evigt og er sand Gud. For det, som er til og dog ikke er en skabning, ikke er timeligt og ikke har nogen begyndelse, må være sand Gud. Her er der nemlig intet mellemled mellem Gud, Skaberen, og skabningen; alt, hvad der er til, er enten noget uskabt eller noget skabt, enten Skaberen eller en skabning. Det Ord, som Gud talte, er ikke en skabning, for alle skabninger er skabt ved Ordet, og Ordet er altså alle skabningers skaber. Så følger det, at dette Ord er den sande, evige Gud. Og Ordet er Guds Søn, som i tiden er blevet menneske, Joh 1: «Ordet blev kød», det vil sige: Det blev et sandt menneske.

Med udgangspunkt i denne tekst hos Moses begynder evangelisten Johannes sit evangelium om Jesu Kristi højlovede guddom med disse ord:

«I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Gud var Ordet. Det samme var i begyndelsen hos Gud. Alle ting er gjort ved det, og uden det er intet gjort af det, som er gjort.»

Det er et uovervindeligt vidnesbyrd om Kristus, at han er sand, evig Gud. For han er Ordet, som blev kød i tiden.

Anna: Forklar mig disse ord nærmere, for de er alt for høje for mig.

Urbanus: Ja, for fornuften er alle vores kristne troes artikler alt for høje. Men kan du overgive din fornuft til lydighed mod troen, så har det ingen nød. Her går det helt anderledes til end i verdslige sager, hvor man først må forstå og fatte en sag og derefter tro den. Men i Guds ords hemmelighed kommer forståelsen af artiklerne af troen, som Esajas siger, Es 7 [trykket har «am 8. cap.»; citatet står i Es 7,9]: «Hvis I ikke tror, skal I ikke forstå.» Læg så nu mærke til Johannes' ord.

«I begyndelsen», det vil sige: da skabningerne, som før intet var, begyndte at være noget. For før skabningens begyndelse var der ingen begyndelse; der var endnu intet andet end Gud alene, som ikke har begyndt at være, men er evig.

«Ordet var i begyndelsen.» Hør: Han siger ikke, at Ordet begyndte i begyndelsen, men at det allerede var der forud, hos Gud, da alle ting begyndte at være. Dets væsen begyndte ikke først dengang sammen med skabningerne, men det var til stede, da alle tings væsen begyndte, og alle tings væsen begyndte ved Ordet.

«Og Ordet var hos Gud.» Uden for Gud var der intet; altså måtte Ordet jo være hos Gud. Læg mærke til, at Johannes siger så tydeligt: «Ordet var hos Gud.» For dermed skelner han meget fint Ordets eller Sønnens person fra Gud Faderens person. Eftersom der var noget hos Gud før alle skabninger, var Gud ikke alene; Ordet var jo hos ham. At noget er hos Gud, er jo ikke det samme som at være alene eller at være ham selv. Så må dette Ord jo være en anden person end den Gud, som det var hos i begyndelsen. Videre følger:

«Og Gud var dette Ord.» Du ved, at Gud siger i 5 Mos 6: «Hør, Israel, Gud, vores Gud, er én Gud.» Når der altså ikke er mere end én Gud, så følger det, at Gud selv i sit væsen er dette Ord, som var til i begyndelsen før alle skabninger. Ser du, at dette Ord i sit væsen er Gud selv, eller at Gud selv er Ordet? Dér har du Kristi sande, naturlige guddom. For Kristus er Ordet, Joh 1. Og i Joh 8, da jøderne sagde til Kristus: «Hvem er du?», svarede han: «Først og fremmest det, som jeg taler til jer.» Videre:

«Det samme var i begyndelsen hos Gud.» Hører du, at dette Ord var hos Gud i begyndelsen, og dog var Gud dette Ord? Disse ord viser klart, at der er én eneste natur i det guddommelige væsen, men ikke én eneste person, og dog er hver person sand Gud i begyndelsen og i evighed. Videre:

«Alle ting er gjort ved ham.» Disse ord lærer os klart nok, at han, nemlig dette Ord, er Gud og Skaber af alle ting i himlen og på jorden. Eftersom alle skabninger er gjort ved ham, er han sandelig ikke selv gjort og hører ikke med blandt skabningerne, som alle er gjort og har deres begyndelse og væsen ved Ordet. Videre:

«Og uden ham er intet gjort af det, som er gjort.» Sådan læser den hellige Hieronymus denne tekst. Når nu intet er gjort uden ham, hvordan skulle han så selv kunne være gjort, han, uden hvem intet er gjort? Af alt dette er det nu klart, at dette Ord er sand Gud, dog ikke af sig selv, men af Faderen, og ikke i tiden, men evigt og fra evighed, uden for alle skabninger.

Fordi netop det evige Ord, Guds sande, naturlige Søn, har påtaget sig menneskelig natur og er Jesus Kristus fra Nazaret, er Kristus sand Gud. Det er en urokkelig grund over for Sabellius, Arius, Eunomios, Markion, Mani, Valentin, Eutyches, Nestorius, Apollinaris og andre forblindede kættere. De ville tale om og behandle disse høje ting, ikke på grundlag af Guds ord med en ren tro, men ud fra deres naturlige fornufts vildfarne fantasier, og så faldt de i grusom vildfarelse. Derfor må man blive ved Guds ord og ikke følge fornuften her; ellers falder man fra den ene vildfarelse i den anden, indtil man helt mister sandheden.

Dernæst bevises Jesu Kristi sande guddom grundigt ud fra Sl 45, hvor Kristi guddom og menneskelige natur, hans åndelige rige og hans bryllup med kristenheden beskrives. Blandt andet siger David:

Gud, din stol eller trone består i al evighed. Dit riges scepter er et lige scepter.

Du elsker retfærdighed og hader ugudelighed. Derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine fæller.

Her kalder profeten Kristus den sande Gud, sådan som også Paulus i Hebr 1 anfører dette vers for at bevise Jesu Kristi guddom. Du hører, at Jesus er et menneske, som Gud har salvet langt højere – det vil sige: udrustet med Helligånden og hans gaver – end sine fæller, det vil sige de troende kristne. Det skal forstås om hans menneskelige natur. Den er ved Helligånden salvet til det evige kongedømme og præsteembede. Efter sin menneskelige natur har Kristus fæller eller medbrødre, som han i Sl 22 kalder sine brødre. Og Paulus kalder i Rom 8 Kristus den førstefødte blandt mange brødre. Men efter sin guddom har han ingen fælle; han alene er Guds enbårne, evige Søn. Og hans scepter er evangeliet, som Kristus regerer med. Det er et lige eller ret scepter for den evige, sande retfærdighed, som kommer ved evangeliet, nemlig troen på Kristus. Ved den modtager vi også Helligånden, som fører os ret, ikke ad menneskelærdommens vildveje, men ad den lige vej til Gud.

Anna: Kunne jøderne ikke komme med en indvending her og sige, at Kristi guddom ikke kan bevises grundigt ud fra denne salme, fordi ordet Elohim efter sprogbrugen ikke kun betyder Gud, men også bruges om englene og om dommere, som i Sl 8 og 1 Sam 2 [kilden har «1. Reg. 2.» efter Vulgatas bognavne]?

Urbanus: Ganske vist bruges også ordet Eloha (Gud) undertiden om skabninger. Men i denne salme viser sammenhængen klart og sikkert, at Elohim her alene betyder den sande, rette, naturlige, evige Gud. For han siger: «Gud, din trone eller kongestol.» Hører du, at profeten siger «din stol»? Nu tilhører dette evige herredømme og denne kongestol jo ingen skabning, men alene den ene sande Gud, som overalt i Skriften siger: «Jeg er Herren.» Så er Elohim her jo den evige Gud, som har en evig stol. Og Kristi guddom er her bevist med kraft, også over for de hårdnakkede jøder, som mod deres vilje må indrømme, at denne salme taler om Kristus.

Paulus beviser også Kristi guddom ud fra Sl 2, hvor Faderen siger til Sønnen: «Du er min søn, i dag har jeg født dig.» Ganske vist kaldes alle kristne også Guds børn i Skriften, men her kaldes Kristus Guds Søn på en særlig måde. Vi er Guds børn af nåde, ved genfødelsens bad osv., Tit 3. Men Kristus er Guds sande, naturlige Søn, født af det guddommelige væsen fra evighed. Og Paulus peger på denne særlige måde, når han siger: «Til hvilken engel har han nogensinde sagt: Du er min søn?» Har han nu ikke sagt disse ord til nogen engel, så har han endnu mindre sagt dem på denne måde til mennesker. Englene har Gud skabt, os har han også skabt, og os har han genfødt ved ordet og Ånden, så vi er blevet nådens børn. Men til Kristus siger han: «I dag har jeg født dig.» Augustin siger om Sl 2, at ordet «i dag» viser Sønnens evige fødsel. For det betegner det nærværende: at det er et evigt i dag, hvor der hverken er et i går eller et i morgen, for i evigheden er der hverken fortid eller fremtid. Og sådan er dette vers blevet forstået af de gamle rettroende kristne, Arnobius, Hilarius, Kyrillos, Chrysostomos og andre.

Paulus anfører også i Hebr 1 ordet fra 2 Sam 7 [kilden har «2. Reg. 7.» efter Vulgatas bognavne], hvor Gud Fader taler om Kristus:

«Jeg vil være hans far, og han skal være min søn.» Det kan ikke i egentlig forstand være sagt om Salomo, da Gud lovede David en søn af hans eget legeme. For sammenhængen i teksten kræver, at det er sagt om Kristus. Og Paulus vil hermed bevise, at Kristus er en særlig Søn, langt over alle andre sønner, og at Gud ikke har sagt dette til nogen engel, for slet ikke at tale om Salomo. Hvordan kan det da være andet, end at Kristus er Guds naturlige Søn? For barnekåret af nåde bliver også tillagt og givet os troende kristne, som Johannes siger i kapitel 1: «Men alle dem, der tog imod ham (Kristus), gav han magt til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.»

Og fra Sl 97 anfører Paulus verset: «Alle Guds engle skal tilbede ham.» Og han siger: «Og når han (det vil sige Faderen) fører den førstefødte Søn ind i verden, siger han:

Alle Guds engle skal tilbede ham.» Denne salme taler om Kristi rige over alt i himlen og på jorden. Det bliver beredt ved evangeliet. Ved det åbenbares Kristus for verden, og verden tilfalder ham som hans arv, sådan som Faderen har lovet ham i Sl 2.

Og selv om englenes natur er den ædleste og højeste blandt skabningerne, får englene dog befaling til at tilbede denne konge, Kristus. Det er jo en guddommelig ære, som tilkommer Gud og ellers ingen. Se efter i Skriften: Den vidner om, at englene ikke tilbeder nogen anden end den sande Gud alene.

Endvidere beviser Paulus Kristi guddom i Hebr 1 ud fra Sl 102:

«Og du, Gud, har fra begyndelsen grundlagt jorden, og himlene er dine hænders værk.

De skal forgå, men du bliver. De skal alle ældes som et klædebon. De skal forvandles som en klædning, når du forvandler dem.

Men du bliver, som du er, og dine år får ingen ende.»

Se, her lærer Helligånden os gennem sit redskab Paulus, at denne salme taler om Kristus, sådan som man også let kan se af hele salmen og dens indhold. Den siger nemlig, at den konge, som hans tjenere har udråbt og prædiket i hele verden, så hedningerne og alle jordens konger frygter ham, netop er den Gud, som har skabt og grundlagt jorden og himlene. Og selv om skabningerne forgår og forvandles, forbliver denne Gud dog i sig selv, som han er, uforanderlig. Alt dette finder vi jo i Kristus. Så er der ingen tvivl om, at han er den samme sande Gud, som forkyndes og frygtes sådan i hele verden.

Desuden har vi et fast grundlag for at bevise Kristi sande guddom, når vi giver agt på de navne, som Skriften bruger, når den taler om Gud. Hieronymus opregner i brevet til Marcella ti navne, som Skriften plejer at bruge om Gud.

1. El, det vil sige: stærk.

2. Elohim, Elohe, det vil sige: Gud.

3. Zebaot. Det har Septuaginta-oversætterne gengivet med «kræfternes», og en lærd rabbiner ved navn Akvila har oversat det med «hærskarernes». Men Skriften sætter altid det høje navn ved siden af.

4. Adonaj: Herre eller Gud; Adonaj Zebaot: hærskarernes Herre.

5. Eljon. Det betyder: den Allerhøjeste.

6. Ehjeh asher ehjeh, 2 Mos 3: Jeg er den, jeg er.

7. Adonaj, det vil sige: Herre.

8. Jah. 9. JHVH (Guds eget navn, som i danske bibler gengives «Herren»). Disse to betegner alene Gud i hans væsen.

10. Shaddaj, det vil sige: stærk og i sig selv tilstrækkelig til at gøre alle ting, som Hieronymus udlægger det. Sådan kalder Gud sig selv i 1 Mos 17: Ani El Shaddaj. Det har Hieronymus gengivet sådan på latin: «Jeg er den almægtige Gud.» Septuaginta-oversætterne har i stedet for ordet Shaddaj sat theos, det vil sige Gud. For selv om Shaddaj betyder almægtig og ikke egentlig betyder Gud, så er det dog rigtigt oversat, for ingen er almægtig undtagen Gud alene.

Læg nu også mærke til, at Gud siger i Es 42:

«Jeg er JHVH, det er mit navn, og jeg vil ikke give min ære til nogen anden.» Det vil sige: Jeg er den sande Gud; denne ære og dette navn tilhører alene mig og ingen skabning.

Kan man nu bevise ud fra profeterne, at dette høje navn JHVH i egentlig forstand tillægges Kristus, så har man dermed grundigt bevist hans sande guddom; det er sikkert og klart. For dette navn JHVH er Guds egentlige navn, der udtrykker hans væsen. Det betyder ikke andet end den ene sande Gud i hans guddommelige væsen og majestæt. Det gør ingen af de andre blandt de ti navne – kun JHVH og Jah, og dem regner jeg efter betydningen for ét og det samme.

Anna: Hvad er roden i navnet JHVH, siden det har så forunderlig en betydning?

Urbanus: Det kommer oprindelig af ordet hajah eller havah og hoveh. Det betyder hos hebræerne det samme som ordet «er» hos os. Det siger man ikke om nogen ting, medmindre den har et væsen og er noget.

Nu ved du fra Anden Mosebog, at da Gud ville sende Moses til jøderne i Egypten, for at han skulle føre dem ud til Kanaan, sagde Moses til Gud: «Se, når jeg kommer til israelitterne og siger til dem: Jeres fædres Gud har sendt mig til jer, og de så siger til mig: Hvad er hans navn? – hvad skal jeg så sige til dem?» Gud sagde til Moses: «Ehjeh asher ehjeh», det vil sige: «Jeg er den, jeg er.» Og han sagde: «Sådan skal du sige til israelitterne: Ehjeh har sendt mig til jer», det vil sige: Han, som er, har sendt mig til jer.

Her ser du, hvor navnet JHVH kommer fra, nemlig fra ehjeh (jeg er). På hebraisk har det fire bogstaver – jod, he, vav, he – og det betyder «den værende» eller «den, som ER». For egentlig talt er det alene Gud, der er til på den måde, at han ikke har sit væsen fra nogen. Han er et evigt, ubegribeligt, uendeligt væsen i sig selv, som ikke behøver nogen. Også alle skabninger er noget og har et væsen eller en substans, men de har det ikke af sig selv. De har det fra Gud, den almægtige Skaber og Ehjeh, som giver alt væsen og opretholder det. Derfor siger rabbi David Kimchi, at Skriften kalder den almægtige Gud Jah, fordi han er verdens skaber og årsagen til, at verden er til.

Hør nu, at Skriften kalder Kristus netop ved dette navn, JHVH eller Gud. Så vil du forstå, hvorfor Kristus i Joh 8 sagde til jøderne: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Før Abraham var, ER JEG», og kaldte sig sådan, som Gud kaldte sig ehjeh, da han talte med Moses (2 Mos 3).

I Sl 24 kalder David Kristus en Herre Zebaot, på hebraisk JHVH Zebaot, det vil sige hærskarernes Gud – eller, som Hieronymus skriver ved Zak 2, det, som de halvfjerds oversættere (Septuaginta) har gengivet med pantokrator, det vil sige almægtig.

Nu er der i kristenheden ingen tvivl om, at Sl 24 er skrevet om Kristus, og at Kristus kaldes Herren Zebaot. Men da dette navn alene tilkommer den sande, naturlige Gud, har vi her et uovervindeligt vidnesbyrd om, at Kristus er sand, naturlig Gud. Det kan selv de forstokkede jøder ikke med nogen gyldig grund sige imod. Zak 2:

«Så siger JHVH Zebaot: Han har sendt mig til hedningerne.»

Her taler Kristus selv. Han er sendt af Gud Fader ind i denne verden for ved evangeliet at kalde ikke alene jøderne, men også hedningerne ind i sit evige rige. Og han kalder sig JHVH Zebaot, og det betyder jo, som vist ovenfor, almægtig Gud. Zak 14:

«Da skal JHVH, min Gud, komme og alle de hellige med ham, eller med dig.»

Det er sagt om Kristus og hans andet komme til dom, sådan som Hieronymus udlægger det, og som kirken hidtil har forstået det: at Kristus, vor Gud, JHVH, skal komme med sine engle, som i Matt 25: «Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle de hellige engle med ham, da skal han sidde på sin herligheds trone.» Og videre siger profeten Zakarias i Zak 14:

«Den slægt på jorden, som ikke drager op (til Jerusalem) for at tilbede Kongen, JHVH Zebaot, over dem skal det ikke regne.»

Det siger profeten om Kristus, og han truer alle mennesker, som ikke tror på Kristi evangelium og ikke vil tilbede Kristus i kristenheden som deres Konge, Herre og Gud: De skal straffes ved, at regnen af Guds ord tages fra dem, sådan som det er gået jøderne, og så skal de visne og gå til grunde.

Hos denne profet finder du flere steder af den slags, hvor Kristus kaldes sand Gud med navnet JHVH. Også David synger sådan om Kristi himmelfart i Sl 47:

«Gud er faret op under jubel, og JHVH under klar basunlyd.» Er det ikke klare vidnesbyrd om Kristi guddom? Og Sl 68:

«Ban vej for ham, som kommer roligt ridende; han hedder Herre, eller Gud, og glæd jer for hans ansigt.»

I denne salme synger David atter om Kristus, sådan som Helligånden selv ved Paulus i Ef 4 udlægger den om Kristus. Og her står igen Guds væsensnavn, som den hebraiske tekst viser: Sollu larokev baaravot, beJah shemo. Her står Guds væsensnavn Jah, som betyder det samme som JHVH. Es 33:

«JHVH er vor dommer, JHVH er vor lovgiver, JHVH er vor konge; han selv vil frelse os.»

Her kaldes Kristus tre gange Gud. Det kan man ikke se så klart på latin, for dér står Dominus, Herre. Men «herre» er en bred betegnelse, som enhver får, der har noget at regere over; JHVH derimod er alene Guds navn. Profeten havde forinden vist, hvordan det skulle stå til med den kristne kirke, og hvor roligt og trygt den skulle bo under sin konge Kristus. Derefter giver han grunden: Kirken skal have en dommer, lovgiver og konge, som er Gud selv, og som selv vil hjælpe os. Han er vor dommer, men ikke for at fordømme os; han er de ugudeliges dommer, som der står i Sl 2: «Hyld Sønnen, så han ikke bliver vred, og I går til grunde på vejen; for hans vrede blusser snart op.» Men da skal hans dom og vrede alene ramme de vantro. Om os kristne siger han: «Salige er de, som stoler på ham.» Han er også vor lovgiver, men på en helt anden måde end Moses, som gav jøderne Guds lov på stentavler; derved blev de endnu ikke hjulpet til den rette retfærdighed. Men vor lovgiver lærer os at gøre det rette og giver os desuden et nyt hjerte, sin Ånd, som han har lovet ved Ezekiel i Ez 36. For han skriver sin lov i vort hjerte med Guds finger, så vi får lyst til Guds bud (2 Kor 3). Han er vor konge, for han regerer selv over os ved sit ord og sin Ånd og beskytter og værner os i tid og evighed.

Og i Es 54 trøster Helligånden hele kristenheden og siger:

«Frygt ikke, for du skal ikke blive til skamme. For din ægtemand er din skaber, hans navn er JHVH Zebaot, og din forløser, Israels Hellige, skal kaldes hele jordens Gud.»

Det har profeten sagt om Kristus og hans kristenhed. For som Paulus lærer i Ef 5, er Kristus hele kristenhedens ægtemand. Og her kaldes han endnu en gang JHVH Zebaot, hvilket er det samme som almægtig Gud. Derefter kalder profeten ham ved et guddommeligt navn, nemlig Elohe; det betyder også Gud, som vist ovenfor under de ti navne. Denne profeti er gået i opfyldelse siden apostlenes tid og opfyldes stadig hver dag. For så langt verden rækker, bekender alle kristne enstemmigt i én ånd og tro, at Jesus fra Nazaret er Kristus, vor Herre og sande Gud, velsignet i evighed. Amen. Skriften er fuld af den slags vidnesbyrd om navnet JHVH. Men vi vil også høre andre vidnesbyrd. Es 25:

«Se, det er vor Gud, som vi venter på, og han vil hjælpe os, eller frelse os. Det er JHVH, eller Gud; vi vil vente på ham, vi vil juble og glæde os over hans frelse, eller hjælp.»

Profetien gælder Messias eller Kristus, som skal opsluge døden for evigt, sådan som profeten siger lige forinden. Og da, i Det Nye Testamentes tid, skal kristenheden sige: Han – det vil sige Jesus fra Nazaret, Kristus – er vor Gud, som vil hjælpe os. For nu går prædikenen om Kristus ud over hele verden, sådan som Paulus prædiker i 1 Tim 1: «Kristus Jesus er kommet til verden for at frelse syndere.» Og Peter prædiker også sådan i ApG 15: «Vi tror, at vi bliver frelst ved Jesu Kristi nåde, ligesom også vore fædre har troet.» Og Es 35:

«Vær frimodige og frygt ikke! Se, jeres Gud kommer med hævn; Gud, som gengælder, kommer og vil hjælpe os.»

Også denne profeti taler om Kristus, sådan som Cyprian anfører den i sin anden bog mod jøderne, kapitel 6. For lige efter regner profeten de undere op, som Messias skulle gøre i verden. Og her befaler Helligånden alle prædikanter at trøste alle åndeligt fattige syndere, som angrer og sørger over deres synder, og at forkynde evangeliet om Kristus: at Gud selv vil komme for at straffe vore fjender, forløse os og hjælpe os fri af synden. Det skete, da tiden var fuldkommet. Da kom Guds enbårne Søn selv i egen person til os på jorden, tog menneskelig natur på sig, døde på korset for vore synders skyld og opstod igen fra de døde; dermed sonede han vore synder og forløste os fra døden og Djævelen. Det er jo ingen anden end Jesus fra Nazaret, Kristus, Guds sande Søn, som i tiden også blev menneske. Derfor bærer han dette trøsterige navn, som profeterne gav ham forud, og som englen også giver ham i Matt 1: Jehoshua, Jesus. Og det er smukt og trøsterigt, at de profetier, der er nævnt ovenfor, bruger netop den shoresh eller rod, som dette allerhelligste navn, Jesus, kommer af – og det netop dér, hvor de taler om den hjælp, der skal fri os fra synden og døden. Således siger profeten i Es 25 joshienu (han frelser os), og i Es 35 siger han joshaachem (han frelser jer). Alt det kommer af josha og hoshia, det vil sige at blive frelst, at hjælpe og at forløse.

Og i Jer 23 profeterer profeten om Kristi rige, kalder Kristus en retfærdig spire for David og siger:

«Man skal kalde ham: JHVH vor retfærdighed.»

At profeten på dette sted profeterer om Kristus og hans rige, bekender jødernes rabbinere selv, fx rabbi Kimchi og andre. Og Targum, eller den kaldæiske (aramæiske) tekst, siger: Akem le David Meshiach de zadika ja – Jeg vil opvække eller oprejse Messias for David, det vil sige Kristus, den Retfærdige.

Her lover Gud ved profeten – længe efter Davids død – David en spire eller kvist af retfærdighed, som skal oprette den rette retfærdighed; det er Kristus. Og samtidig viser han, hvad denne Davids søn skal kaldes, og kalder ham Gud, for han bruger igen det høje ord JHVH. Dette vidnesbyrd beviser overordentlig klart og grundigt over for alle jøder og fordømte arianere, at Kristus ikke alene er et sandt menneske, født af Davids stamme efter kødet, men også den sande, rette, ene og naturlige Gud.

Anna: Du siger tit, at du ikke kender noget kort skriftsted, der er mere trøsterigt end dette: Kristus, Gud vor retfærdighed. Du kalder det din allerbedste juvel, som du ikke ville bytte for hundrede tusind verdener, hvis der fandtes så mange, for det er den egentlige kerne i hele evangeliet. Så forklar mig dog disse ord, så jeg også kan få glæde af din kæreste juvel. Det, der er dit, skal jo også være mit.

Urbanus: Det er sandt. Skulle jeg ikke også sige med Paulus i Fil 3: «Hvad der var vinding for mig, har jeg for Kristi skyld regnet for tab. For jeg regner alt for tab over for den overvældende erkendelse af Kristus Jesus, min Herre, for hvis skyld jeg har regnet alt for tab og agter det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, så jeg ikke har min egen retfærdighed, den der kommer af loven, men den, der kommer ved troen på Kristus, nemlig den retfærdighed, som Gud tilregner troen, så jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft.»

Jeg har aldrig været så bedrøvet, at dette ord hos Jeremias ikke har vederkvæget mig. For hvilken anfægtelse der end rammer mig på grund af synden, døden og den evige fordømmelse, så har jeg her i dette klenodie én, som kan og vil hjælpe mig ud af al nød. For han er sand Gud, JHVH (Guds eget navn, som i danske bibler gengives «Herren»), og han er også blevet menneske for at bære min synd og give sit uskyldige liv, sin dyrebare død og alt, hvad han har, hen for mig.

Når min samvittighed vender sig imod mig og siger: Hvordan vil du bestå for Gud og undslippe den evige død? Du er en synder, og en synder fortjener ingen anden løn end unåde, vrede, trængsel og angst, timeligt og evigt.

I denne storm flygter jeg til dette ord. Det er mit sværd og min rustning, og jeg siger: Ja, desværre er jeg, hvad min egen person angår, en fattig synder, som fuldt ud har fortjent al straf. Men Gud har givet synderne et løfte: Han vil sende dem en retfærdighedens spire af Davids stamme, og han skal være Gud og tillige vores retfærdighed. Det har Gud allerede gjort; han har sendt sin Søn og givet os ham, for at han skal være vores retfærdighed, sådan som også Paulus lærer ud fra dette ord i 1 Kor 1. Derfor vil jeg ikke fortvivle, selv om jeg har mange og mangfoldige synder på mig. For jeg har også i den hellige dåb iført mig Kristus, Guds frelser, og han er uden tvivl retfærdig nok. Og fordi han er min, så har jeg ganske vist synd i min person, og den angrer jeg; men jeg har også en evig retfærdighed af nåde, nemlig Kristus selv med hans lidelse og opstandelse. Ham kan jeg holde frem imod Guds strenge vrede og skjule mig bag ham som bag den rette nådestol, og jeg kan bestå imod synden, døden og den onde ånd, fordi Kristi uskyld og retfærdighed er uendelig, evig og uovervindelig og alt for stærk for alle synder. Hans liv er alt for mægtigt for døden. Kort sagt: Ingen på jorden kan tilstrækkelig tænke eller udsige, hvilken rigdom det er, at Kristus, Guds sande, naturlige Søn, selv er blevet vores retfærdighed. Hvis han kun var retfærdig for sig selv, hjalp det ikke. Men når han selv bliver min retfærdighed – kære, når jeg tror det fast, hvem kan så skade mig, hvem kan så forskrække mig? Så må jeg jo sige med Paulus i Rom 8: «Er Gud for os, hvem kan så være imod os? Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skulle han ikke skænke os alt med ham? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er her, han som gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus er her, han som er død, ja, meget mere, som også er oprejst, han som er ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.» Se, så frimodig har dette ord gjort Sankt Paulus, at han ikke har frygtet noget. Skulle jeg så ikke med rette glæde mig over dette ord? Er Kristus min retfærdighed, så er mine synder mig forladt. For over for denne uendelige retfærdighed kan ingen synd bestå; den må slukkes, ligesom når en lille gnist ild falder i det store hav.

Er synden nu borte, så er døden også borte, så de kristnes død kun er en søvn og en sikker udgang af det dødelige liv til det udødelige, evige liv. Så har den onde ånd heller ikke længere nogen magt over mig; men jeg er iklædt Kristi retfærdighed som Guds barn og arving og skal nu leve evigt med Kristus. Og hvem kan opregne Kristi uransagelige rigdom? Chrysostomos siger i en af sine prædikener over Johannesevangeliet: «Den, der har Kristus, har al rigdom hos sig.» For han har den rette retfærdighed over for Guds lov og dom, det rette liv imod døden og den rette salighed imod fordømmelsen. Som Paulus siger i Rom 10: «Kristus er lovens opfyldelse; den, der tror på ham, er retfærdig.»

Af dette ord hos Jeremias kommer uden tvivl også Paulus' store frimodighed og trods i 1 Kor 15, hvor han siger: «Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som har givet os sejren ved vores Herre Jesus Kristus.» Se, sådan er Kristus vores retfærdighed; hans retfærdighed og hans sejr over synd, død og helvede er skænket os til eje. Gid alle kristne forstod og troede det!

Anna: Kære Gud, hvor ville vi være salige, hvis vi for alvor kunne tage så dyrebare Guds ord til hjerte! Nu skal dette ord også være mit dyrebare klenodie. Gud give mig tro! Amen. Men hvorfor har du oversat Adonaj tsidkenu med «Gud, vores retfærdighed» og ikke med «vores Retfærdige», som den tyske bibel har?

Urbanus: Nogle har læst «vores Retfærdige». Men da Sankt Hieronymus ud fra den hebraiske tekst også har læst «vores retfærdighed», har jeg bedre kunnet lide det end det andet. For det er fyldigere og stærkere til erkendelsen af Kristus og til vores trøst, sådan som Helligånden også har talt gennem Paulus' mund i 1 Kor 1: «Kristus er af Gud blevet os visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning, for at den, der vil rose sig, skal rose sig af Herren.»

Videre har vi vidnesbyrd om Kristi guddom andre steder, som Es 9. Dér kalder profeten Kristus med ordet El. Af dette navn kommer ordet Immanuel, Es 7. Det udlægger Helligånden selv sådan i Matt 1: «Gud med os.» For El betyder Gud, og selv om det også betyder «stærk», så tyder Esajas det dog i kapitel 7 og 9 på den sande, naturlige Gud, som i sig selv er den allerstærkeste. For de halvfjerds oversættere (Septuaginta) har gengivet ordet med theos ischyros, det vil sige: den stærke Gud. Og Zak 3:

«Og jeg fik ypperstepræsten Josva at se, hvor han stod foran Herrens engel, og Satan stod ved hans højre side for at modstå ham. Og Herren sagde til Satan: Herren true dig!»

Her er Guds engel og JHVH, eller Gud, nemlig Guds enbårne Søn selv, som viste sig for profeten i en engels skikkelse og ofte kaldes en engel, som i Es 9: «Det store råds engel». For han blev sendt til os i verden fra Den Hellige Treenigheds store, evige råd. Og denne engel, Kristus, bliver også her kaldt med den sande, naturlige Guds eneste rette navn, nemlig Adonaj eller JHVH. Så har du med udtrykkelige ord, at Kristus er sand, naturlig Gud.

Flere af den slags vidnesbyrd, hvor Kristus åbenlyst kaldes Gud, ville jeg gerne bringe frem fra den guddommelige Skrift, men du vil selv finde dem dagligt. Nu er der desuden mange vidnesbyrd, hvori Kristi guddom bevises grundigt, selv om ordet Gud ikke altid står der åbenlyst; men talens sammenhæng tvinger med magt til, at den, som Skriften på det sted taler om, er den sande Gud. Som når Gud siger i Es 43:

«Jeg, jeg er JHVH, og der er ingen anden frelser end mig.»

Her siger Gud selv, at der ikke er nogen anden moshia, det vil sige frelser, en der gør salig, end ham alene. Og dette navn, frelser, bliver i Det Gamle og Det Nye Testamente overalt også tillagt Kristi person. Derfor følger det, at Kristus også må være sand Gud eller JHVH. Og et sådant vidnesbyrd fremtvinger og beviser Kristi guddom lige så godt, som når han udtrykkeligt kaldes Gud ved navn. For når jeg vil pege på et lands fyrste, så gælder det lige meget, om jeg siger:

Her står vores naturlige herre og landsfyrste, eller: Her står han, som hele landet tilhører, eller som hele landet efter Guds befaling er underlagt. Når nu hele landet eller fyrstendømmet ikke tilhører nogen anden end landsfyrsten, så betyder de to udsagn det samme. Sådan også her: Er der ingen anden frelser, ingen anden, der gør salig, end den ene Gud, og Skriften kalder Kristus vores frelser, så må Kristus være Gud; det kan ikke slå fejl.

Ligeledes siger Skriften i Jer 17: «Forbandet er den, der stoler på et menneske.»

Og Es 28 og Rom 9: «Enhver, som stoler på ham (Kristus), skal ikke blive til skamme.» Og Joh 3: «Den, der tror på Kristus, har det evige liv.» Hele evangeliet kræver troen på Kristus, og dog er troen en gerning efter det første bud, som ikke tilkommer nogen anden end den ene sande Gud alene. Skal og må man da tro på Kristus, sådan som vi hver dag siger i trosbekendelsen: «Jeg tror på Jesus Kristus», så følger det, at han er sand Gud. For var han ikke sand Gud, så ville Skriften ikke befale os at ære ham med guddommelig ære. Men da den befaler os at ære ham med guddommelig ære, så må han jo være Gud. Som i Joh 5: «Faderen har overgivet hele dommen til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen.» Nu ærer man Faderen med tro, kærlighed, frygt, håb, påkaldelse osv. Det er en guddommelig ære. Så skal man ære Sønnen med netop den samme ære.

Den slags argumenter kan man danne mange af, som vi ser hos Hilarius, Ambrosius og Augustin og især hos Kyrillos i de fjorten smukke bøger, som han kalder Thesaurus, det vil sige «skat», mod arianerne. Ligeledes Es 11:

«Hedningerne skal søge Kristus.»

De halvfjerds oversættere siger: «Hedningerne skal håbe på ham» (forstå: Kristus).

Dér taler han nemlig om Isajs rod, og det er Kristus, som enhver må indrømme. Skal nu hedningerne sætte deres håb til Kristus, og man må ikke håbe på nogen, medmindre han er sand Gud, fordi ingen anden kan eller vil frelse, så følger det med styrke, at Kristus må være sand Gud.

Den slags argumenter er Sankt Johannes' evangelium fuldt af.

Joh 5: «Ligesom Faderen opvækker de døde og gør dem levende, sådan gør også Sønnen levende, hvem han vil.» Heraf følger, at Sønnen er Gud. For at opvække fra døden og gøre levende er en gerning, der kræver en uendelig magt, som ingen har uden den, der selv er den sande Gud.

Ligeledes Joh 5: «Hvad Faderen gør, det gør Sønnen ligeså.» Heraf følger, at de må være af ét væsen og én magt, Faderen og Sønnen. Altså er Sønnen sand Gud og skaber lige så vel som Faderen.

Ligeledes: «Ligesom Faderen har livet i sig selv, sådan har han også givet Sønnen at have livet i sig selv.» Vi skabninger har også et liv, men vi har det ikke af os selv og i os selv; vi har fået det skænket af Gud af nåde. Men Gud Fader har livet i sig selv, sådan at han selv i sit væsen er dette liv, og han har ikke modtaget det fra nogen. Han har heller ikke givet Sønnen livet på samme måde som skabningerne, så Sønnen først skulle have været uden liv ligesom vi skabninger og først bagefter have modtaget livet fra Faderen. Nej, sådan skal det ikke forstås her om Sønnen i guddommen. Faderen har derimod født Sønnen fra evighed af sin substans eller sit væsen, sådan at Faderen ikke har sit væsen fra nogen, mens Sønnen er og har alt, hvad han er, fra Faderen. Faderen, som er livet i sig selv, har født en Søn, som også er livet i sig selv, som Augustin siger. Og Kristus er denne Guds Søn. Derfor er han sand Gud.

Ligeledes siger Kristus i Joh 11: «Jeg er opstandelsen og livet.» Heraf følger, at han er sand Gud. For han er det sande liv og gør levende, og det er ikke skabningens, men Guds egen gerning.

Joh 10: Kristus har magt til at lægge sit liv fra sig og magt til at tage det igen. Det gjorde han jo påskedag, da han ved sin egen guddommelige kraft opstod fra døden. Det er en guddommelig gerning, og han tilskriver sig den selv og siger: «Jeg har magten.» Vi kan og skal også opstå igen, men vi kan ikke selv opvække os, sådan som Kristus opvakte sig selv. Det er Kristus, der ved sin egen magt opvækker os.

Ligeledes: Kristus er almægtig, og ingen er almægtig uden den ene sande Gud. Altså må Kristus jo være sand Gud.

I Fil 3 siger Paulus, at Kristus skal gøre vores ringe legeme lig med sit herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alle ting. Så må han jo være almægtig. I Zak 12 siger Gud:

«Jeg vil udgyde nådens og bønnens ånd over Davids hus og over Jerusalems borgere, for de skal se hen til mig, som de har gennemboret.»

Her taler Gud selv, for at give nådens ånd tilkommer Gud selv. Og samtidig siger netop denne ene Gud, at man har gennemboret ham, og det overgik jo Kristi person på korset, Joh 19: «En af soldaterne gennemborede hans side med et spyd, og straks flød der blod og vand ud.» Da Gud og menneske i Kristus kun er én person, plejer Skriften på grund af denne personlige forening at tale sådan, som i 1 Kor 2: «De har korsfæstet herlighedens Herre.» For man må ikke splitte Kristi person ad og sige: Kristus, mennesket, har lidt for os og er blevet gennemboret. Nej, Gud og menneske, denne ene person, majestætens Herre, er blevet korsfæstet.

På grundlag af Det Gamle Testamente bevises Jesu Kristi guddom overalt i Det Nye Testamente.

ApG 20: «Giv agt på jer selv og på hele den hjord, som Helligånden har sat jer som biskopper over, til at vogte Guds kirke, som han har vundet ved sit eget blod.» Om disse ord siger Beda: Her viger Paulus ikke tilbage for at sige Guds blod, på grund af personens enhed i Herren Jesu Kristi to naturer. Af samme grund siges der også: Menneskesønnen, som er i himlen. Derfor skal kætteren Nestorius holde op med at skille Menneskesønnen fra Guds Søn og gøre to Kristusser for sig selv.

I Joh 1 siger Johannes Døberen om Kristus: «Jeg har set det og har vidnet, at netop han er Guds Søn.» Her siger Kyrillos i sin udlægning af Johannes, at disse ord på græsk med en artikel helt tydeligt viser, at netop denne person, Kristus, er den Guds Søn, nemlig Søn på en særlig måde. Vi er sønner af nåde, antaget til barnekår, men Kristus er Guds rette, eneste, naturlige Søn, født af Gud Faders substans, han, som blev forudbetegnet i forbillederne i Mose lov, og som forkyndes i profeternes skrifter.

Og Joh 3: «Således har Gud elsket verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have det evige liv.»

Herom siger den hellige Kyrillos igen: Med disse ord giver Kristus klart at forstå, at han er den sande, naturlige Gud. For det er jo nødvendigt, at Guds enbårne Søn, som er Faderen lig, er sand Gud, han, som ikke har barnekårets værdighed udefra, men i sandhed er det, han kaldes.

Og i Joh 10 sagde Kristus til jøderne: «Ingen kan rive mine får ud af min Faders hånd. Jeg og Faderen er ét» eller én ting. Og jøderne ville stene ham og sagde: «Du er et menneske og gør dig selv til Gud.» Her har jøderne udmærket forstået, at når Kristus kaldte Gud sin Fader og også sagde: «Jeg og Faderen er ét», så kaldte han sig en sand Gud og Guds Søn, som er Faderen lig. Sådan udlægger Augustin disse ord.

I Joh 20 kalder Thomas med udtrykkelige ord Kristus Gud og siger: «Min Herre og min Gud.» Her minder den hellige Kyrillos os endnu en gang om, at man skal lægge nøje mærke til ordene. For hvert af ordene, Herre og Gud, har sin egen artikel i det græske sprog, som Det Nye Testamente er skrevet på. Deraf kan man til fulde se, at Kristus ikke kaldes Herre og Gud på samme måde, som englene og øvrighederne også kaldes guder, men på en særlig måde og i egentlig forstand, for han er den sande, naturlige Gud.

Læg for kortheds skyld blot mærke til, at hele Johannesevangeliet i næsten alle kapitler og vers ikke er andet end et vidnesbyrd om Kristi guddom.

Paulus siger i Rom 1, at Gud har forjættet evangeliet ved sine profeter i Den Hellige Skrift, om sin Søn. Dér kalder han også Kristus Guds Søn på en særlig måde, som den naturlige Søn.

I Rom 9 siger han: «Af fædrene nedstammer Kristus efter kødet, han som er GUD over alt, lovet i evighed. Amen.»

Tit 2: «Vi venter på det salige håb og åbenbarelsen af den store GUDS og vores frelser Jesu Kristi herlighed.»

Fil 2: «Da Kristus var i guddommelig skikkelse, regnede han det ikke for et rov at være Gud lig, men tømte sig selv og tog en tjeners skikkelse på sig, blev som et andet menneske og blev i sin fremtræden fundet som et menneske.»

Kol 2: «I Kristus bor hele guddommens fylde legemligt.» Det vil sige, som Theofylakt udlægger det: væsensmæssigt, sådan at guddommen er personligt forenet med denne menneskenatur.

Og 1 Joh 5: «Vi er i den Sande, i hans Søn Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv.» Lad dig nu nøjes med disse vidnesbyrd om Kristi sande guddom.

Anna: Det var ikke så få vidnesbyrd, du førte frem. Jeg har også ellers ofte hørt dig bevise Kristi guddom i mange lange prædikener, og når du er kommet til denne artikel, har du aldrig kunnet holde op. Hvad er grunden til det?

Urbanus: En enfoldig kunne mene, at det var forgæves. Men, kære hustru, tag det ikke let, og præg disse skriftsteder, jeg har opregnet, godt ind i dit hjerte. For Jesu Kristi guddom er en høj og nødvendig artikel, som den onde ånd gennem sine lemmer har angrebet lige siden apostlenes tid. Han angreb den, mens evangelisten Sankt Johannes endnu levede, gennem ærkeskurken Kerinth, siden gennem andre forblindede, elendige djævelens lemmer: Arius, Euzoios, Achillas, Eunomios, Paulus af Samosata, og nu gennem de vanvittige gendøbere. Læg derfor mærke til det, og hold fast ved det: Ingen kan blive retfærdig og frelst, medmindre han tror, at Gud selv er blevet menneske – at det evige Ord, som var hos Gud, Guds naturlige Søn, som i tiden har påtaget sig den menneskelige natur, ikke er en skabning, men den evige Skaber selv, sand Gud. Og den, der ikke tror det, må dø og fortabes i sine synder for evigt. For han har ikke det rette, sande liv, som er dette evige Ord, Guds Søn; uden for ham er der intet sandt liv, i ham alene er livet. Hvis Kristus kun var et menneske og ikke også Gud selv, sådan at Kristi menneskenatur var for sig selv alene uden Gud, så kunne han ikke frelse os fra synden, fra døden og fra Djævelen, selv om han var hellig og uden synd. Så ville profetierne heller ikke være opfyldt, som enten skjult, men dog med fast grund, eller med åbne ord viser, at Gud selv skulle blive et sandt menneske.

Se nu den lede, frafaldne ånds list og snedighed! Da Gud ikke vil findes uden for denne Kristi menneskenatur, men alene i Kristi menneskenatur, vil han indføre den vildfarelse, at Kristus ikke er sand Gud. Den, der nu lader sig forføre og tror, at Kristus kun er et menneske og ikke sand Gud, han har ingen Kristus, ingen frelser, ingen forløser, intet liv, kort sagt ingen Gud. For han laver sig selv en Kristus, som ikke findes nogen steder, og som ikke kan hjælpe, og han søger Gud uden for Kristus, hvor Gud ikke vil lade sig finde og gribe. Så følger det jo, at han må blive fordømt. Og det er Djævelens plan. Derfor: Tag dig i agt!

Anna: Gud have evig lov! Nu forstår jeg det godt og vil også indprente vores børn det på samme måde. Kære Gud, hvor er det nødvendigt, at vi tror på Kristi guddom! Man skulle hellere fornægte alle skabninger i himlen og på jorden end tvivle på Kristi sande guddom. Så fortsæt nu og bevis Kristi anden fødsel, den, som skete i tiden, da han blev født som et sandt menneske af Maria, den evige jomfru.

Urbanus: Om Kristi timelige fødsel har du allerede hørt en del ovenfor, da jeg talte om Kristi stamme og om Maria, den højlovede Guds moder, og forklarede verset i Es 7 om, at Marias søn Jesus skulle hedde Immanuel, det vil sige Gud med os, og verset i Mika 5. Nu taler Esajas videre om den i kapitel 9:

Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet er på hans skulder, og hans navn er Underfuld, Råd, Gud, Helt, Evig Fader, Fredsfyrste, for at hans herredømme skal blive stort og freden uden ende på Davids trone og i hans kongerige, så han kan grundfæste og styrke det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Det skal Herren Zebaots nidkærhed gøre.

I denne profeti om Kristi rige stilles ikke blot Kristi timelige fødsel frem for os, men også hans embede, rige og regimente.

For det første siger han, at et barn er født os, og at sønnen er givet os. Det er, for at vi skal vide, at denne Kristi fødsel – og alt, hvad han er, gør og har – efter Guds faderlige vilje skal tjene os stakkels syndere. Vi er født ind i denne verden af kødet, i ulykke, nemlig som vredens børn, stakkels syndere fra moders liv og derfor hjemfaldne til fordømmelse. Men her fødes et barn, hvis fødsel er ren, fuld af velsignelse og frelse, og han fødes for vor skyld og til vor tjeneste, for at vi ved ham kan renses fra urenheden ved vor kødelige fødsel af Adam, fødes på ny og blive retfærdige og frelste. Sådan har kristenheden også fra gammel tid altid sunget ved julen:

Et lille barn så lovelig er født for os i dag af en jomfru ren og fin til trøst for os stakkels mennesker. Var ikke barnet født for os, da var vi alle sammen fortabt. Frelsen er for os alle. Åh, du søde Jesus Krist, som er født som menneske, bevar os fra helvede. [Salmen kendes på dansk som «Et lidet barn så lysteligt».]

Se, hvor fint denne sang med sine letforståelige ord rummer den rette kerne i denne profeti. For det første synger den hellige kristenhed, at et lille barn er født til trøst for os stakkels mennesker, og bekender, at dette barn er født for vor skyld; for sin egen skyld havde han ikke behøvet det.

For det andet bekender kristenheden frugten af denne fødsel, nemlig vor frelse. For var barnet ikke blevet født, var vi blevet ved med at være syndere og havde ikke kunnet hjælpe os selv, men var gået evigt fortabt.

For det tredje bekender den, at denne Frelser er kommet alle mennesker til gode. Det bekender også Simeon i Luk 2, når han siger: Mine øjne har set din Frelser, som du har beredt for alle folkeslags ansigt, et lys til at oplyse hedningerne og til pris for dit folk Israel. Og Paulus siger i 1 Tim 2: Kristus Jesus har givet sig selv som løsesum for alle.

For det fjerde synger kristenheden om Kristi rige og magt. De bekender Jesusbarnets sande menneskelige natur og guddom og beder ham ved hans navn Jesus, det vil sige Frelser, om at bevare os fra den evige fordømmelse. Dermed bekender de, at barnet er en konge og en mægtig Herre over synden, døden og helvede. Derfor må han jo være sand Gud, og det står i hans magt at frelse os og bevare os fra helvedes pine.

Anna: Men hvad betyder det, når profeten siger, at herredømmet er på hans skulder?

Urbanus: Har du aldrig set det malet, hvordan Jesusbarnet farer ned fra himlen til Maria og har et kors på sin skulder?

Anna: Jo, det har jeg set. Men det betyder hans lidelse.

Urbanus: Men hvad andet har han båret på sit kors end os fortabte syndere med byrden af alle vore synder? Sådan siger Peter i 1 Pet 2. Og i Joh 1 står der: Han er Guds lam, som bærer verdens synd. Han er den gode hyrde, som bærer det fortabte får hjem igen på sin skulder, Luk 15. Vi er også Kristi kongerige, for Peter kalder os det kongelige præsteskab og Kristi ejendom. Han er den faste hjørnesten, som bærer alle de andre sten, en åndelig bygning, det vil sige hele kristenheden. Den bygges på ham som på en klippe, Sl 118, Matt 16, Ef 2.

Nu følger seks smukke navne eller titler på barnet.

For det første hedder han Pele, det vil sige Underfuld, eller den, der gør underfulde ting. Han er i sandhed underfuld i sin person og i sine gerninger, og han har et underfuldt rige, som han regerer og beskytter på underfuld vis.

Hans person er underfuld: Han er et sandt menneske, men samtidig også den sande, evige Gud. Han bliver født på underfuld vis, nemlig af en jomfru alene, uden at nogen mand havde del i det. Alle hans gerninger er underfulde. Allerede i barndommen, da han var tolv år gammel, disputerede han i templet i Jerusalem med de lærdeste mestre. Da han var voksen, gjorde han tegn, som ingen anden kan gøre, som Nikodemus siger i Joh 3. Han gør de blinde seende og de døve hørende. Han drev djævlene ud af de besatte, han rensede de spedalske, han fordrev al sygdom, og han opvakte også de døde. Han mættede mange tusind mennesker med lidt brød. Han befalede havet at blive stille, og det adlød og blev stille. Han tilgav synderne og gjorde legeme og sjæl sunde. Og da han for vor skyld frivilligt var død, stod han op fra de døde igen ved egen kraft.

Se nu, hvor underfuldt han bærer sig ad, når han vil frelse os fra Djævelen og føre os ind i sit rige.

Han vil frelse de dødelige mennesker fra døden og give dem det evige liv, og så bliver han selv et dødeligt menneske, går i døden, lader sig begrave og ligger i graven til den tredje dag. Er det ikke underfulde ting? Det er ham, ved hvem vi skal leve evigt, sådan som profeterne forkynder evangeliet, og Paulus kalder i 2 Tim 1 Kristi evangelium et løfte om livet i Kristus. Spørg nu din fornuft, hvordan det hænger sammen: Når vor konge vil begynde sit rige, frelse sine og hjælpe dem fra alt ondt, så går han selv ind i al elendighed. Han vil gøre os rige og bliver selv fattig. Han vil føre os til den højeste ære og giver sig selv hen i den største vanære og lader sig hænge på korset blandt forbryderne.

Han vil give os kraft mod alle fjender og bliver selv svag; han lader fjenderne fange, binde, piske og krone ham og nagle ham til korset og slå ham ihjel. Kort sagt: Han vil hjælpe os, og dog råber han selv på korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Han sagde, at den, der troede på ham, aldrig i evighed skulle smage døden, og selv dør han og lader sig begrave. Se, hvis man her dømte efter fornuften, ville fornuften straks sige som Kleopas og hans ledsager påskedag: Vi troede, at han var Israels forløser, som skulle hjælpe os alle, og så går han selv i døden. Hvordan skal en død hjælpe os eller have et evigt rige?

Ser du, at navnet Pele ikke er givet dette barn forgæves? For som hans navn lyder, Jesus, det vil sige Frelser, sådan er han også i sandhed en Frelser, som hjælper os ud af al nød. Og sådan har det behaget ham, at han ved sin fattigdom skulle gøre os evigt rige, ved den vanære, han led, føre os fra den evige skam til evig ære, ved sin svaghed give os en evig kraft, ved sin død gøre os evigt levende og ved sin død udslette vor død helt og aldeles. Alt det har han gjort, og han gør det dagligt i os, når han gør os lig sig selv. Det vil sige: Han gør os svage i kødet, men stærke i ånden, ringe og foragtede og som en fodklud for verden, men for Gud kar til ære. Han lader os dø hen, så hedningerne mener, at der ikke er nogen forskel på en kristen og en vantro, og dog er vor død dyrebar for ham, og han lader os ikke blive i døden. Det er jo alt sammen store, underfulde gerninger, som langt overgår alle menneskers sanser og forstand og al naturens kraft og virkning.

For det andet hedder han Joetz, det vil sige Råd. For når denne Pele fører og regerer os så underfuldt og ophøjer os til ære gennem kors og vanære, mens vi selv er uvidende og modløse, så er det nødvendigt, at han også på underfuld vis råder os og hjælper os. For af os selv formår vi ikke at holde stand under korset og i efterfølgelsen af Kristus. Hvordan råder han os så? Han råder os helt anderledes, end verden råder. Verden råder til, at man skal flygte fra korset og ulykken, vogte sig for det og værge sig imod det. Men Kristus fører sine kristne ind i lidelse og kors og lader dem dér blive prøvet og lutret som guld i ilden. Men han råder dem med sit trøstende ord, som han siger til apostlene i Joh 16: Vær frimodige, jeg har overvundet verden. Og videre siger han: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. Men jeres sorg skal vendes til glæde, og jeres glæde skal ingen tage fra jer.

Og hvad er hele Den Hellige Skrift andet end et fuldt og rigt apotek, hvor man i al sygdom og nød finder lægedom og trøst nok? Som Paulus siger i Rom 15: Alt, hvad der er skrevet, er skrevet til belæring for os, for at vi ved tålmodigheden og Skriftens trøst skal have håb. Han, som taler i Skriften, er almægtig; han kan og vil altid hjælpe, og hans ord har kraft. Det er Trøsteren, Helligånden, sandhedens Ånd.

Sådan læser vi i Visdommens Bog kapitel 16: Herre, hverken urt eller plaster har hjulpet os eller gjort os raske, men dit ord, som helbreder alle ting. Og i 1 Makk 12 siger ypperstepræsten Jonatan til spartanerne, at jøderne ikke har brug for hedningernes venskab og fællesskab, for de har Skriftens hellige bøger i hænderne, og de trøster dem tilstrækkeligt. Sig mig: Hvilken angst, sorg og nød kan i denne verden være så stor, at Guds ord, det hellige evangelium, ikke har kraftig og overstrømmende trøst nok imod den? For dér loves både timelig og evig hjælp, og løfterne er faste og et Amen ved Kristus. Læs alle hedningernes bøger og skrifter – de har ellers anstrengt sig meget for at finde trøst mod døden – så er al deres kunst mindre end slet intet over for disse to skriftsteder.

Matt 10: Frygt ikke for dem, som slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel. Her har du sjælens udødelighed, som hedningerne taler om, som den blinde taler om farver. Men disse ord er talt af den evige sandhed og det sande liv, Kristus selv.

Joh 6: Enhver, som tror på Guds Søn, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag. Her har du kødets opstandelse, som alle hedninger og hele verden med al sin visdom slet intet har vidst om.

Lad så et menneske allerede ligge i dødsnød, i stor forfølgelse og i samvittighedens rædsel over sin synd: Når han blot griber disse to skriftord ved troen og holder fast ved dem, har han trøst nok. For han har syndernes forladelse og et sikkert håb om det evige liv. Ja, han har det evige liv, for han er i Kristus og Kristus i ham. Det er sandelig et rigtigt råd. For alle menneskers trøst og råd svigter og holder ikke stand, men Herrens råd står fast til evig tid. Og Faderen befaler, at man skal høre denne rådgiver, Matt 17: Ham skal I høre. Septuagintas oversættere giver her i deres tekst Kristus en særlig titel og kalder ham «det store råds engel». For Kristus er udsendingen fra den evige treenigheds store råd og er Faderens evige visdom.

Barnets tredje navn er El. Det betyder kraft eller Gud, sådan som Septuagintas oversættere har gengivet det: theos ischyros, det vil sige: den stærke Gud.

Dette navn er meget trøsterigt, for det viser os, at Kristus ikke alene giver os råd med evangeliets ord, men selv er med og giver det kraft. For han giver Helligånden, som giver os troen og holder os fast ved ordet, så vi står på ordet som på en klippe og får overtaget og sejrer over alle fjender og kan sige med salmisten, Sl 118: Herren eller Gud er min styrke, og med Paulus, Fil 4: Jeg formår alt ved Kristus, som styrker mig.

Det fjerde navn er gibbor: helt.

I de første tre navne ser vi, hvordan Kristus handler med os, når han vil tage os til sig i sit rige. For det første går han forunderligt til værks med os og bærer sig besynderligt ad, når han dræber vores gamle Adam, så vi ikke kan finde os til rette i det. Dernæst trøster han os med sit evangelium. For det tredje er han til stede med sin egen kraft og hjælper os igennem. Men dette fjerde navn viser, hvordan Kristus handler med sine og vores fjender.

Kristus kaldes i Skriften en helt på grund af sin uovervindelige styrke. For da han er en konge og vil bevare sit kongerige i fred, må han undertrykke kongerigets fjender, så de kristne har fred for dem. Det kræver styrke. For Djævelen og verden, synden og døden er sandelig grusomme og stærke fjender. Døden er for stærk for hele verden, og den onde ånd er, som Job siger i kapitel 41, så stærk, at ingen på jorden er hans lige; han er konge over alle hovmodets børn. Og i Luk 11 er han den stærke, væbnede mand, som vogter og bevarer sin gård, så alt er i fred.

Men Kristus er den stærkere, som overvinder den onde ånd, Joh 13; Kol 2, og frelser os fra al mørkets magt. Derom siger Sl 19: Han glæder sig som en helt til at løbe sin bane.

Han har overvundet synden, døden og helvede og bærer nu alene disse høje titler: ApG 10: Kristus er Herre over alle ting. Fil 2: En Herre, som alle knæ bøjer sig for. Rom 14: Han hersker over levende og døde. 1 Joh 3: Kristus, Guds Søn, er kommet til syne for at ødelægge Djævelens gerninger.

Kol 2: Kristus har plyndret magterne og myndighederne, stillet dem offentligt til skue og triumferet over dem ved sig selv.

Es 8: «Snart-rov Hastebytte» [Luthers gengivelse af det hebraiske navn maher shalal hash baz]. Vi var solgt under synden, Djævelens stakkels trælle, Rom 7. Djævelen undertrykte os helt og aldeles med sit tyranni, ganske efter sin vilje, 2 Tim 3. Da kom vores stridbare helt, løven af Judas stamme, Kristus, og kæmpede med mørkets hersker, som havde dødens magt, og overvandt ham, tog hans magt fra ham ved døden og forløste os fra ham, som han siger i Joh 8: Hvis Sønnen gør jer fri, så er I virkelig frie og ubundne.

Det femte navn: abiad, altid Fader eller evig Fader. Af dette navn lærer man barnets barmhjertighed mod os at kende: Han vil ikke være en sådan konge i sit folk, at folket må forfærdes, blive bange og skælve for ham som for en stor majestæt. Nej, han vil have og vise et godt, faderligt hjerte mod os. Og ligesom en far i hjertelig troskab og kærlighed tager sig af sit kære barn og tænker på, hvordan han kan opdrage det ret og godt, give det føde, lære det, tugte det, beskytte det, sørge for det og omhyggeligt forberede det til sin arv, sådan gør Kristus også i sit rige. Der er lutter gunst og kærlighed, lutter omsorg og velgerning, men langt højere og bedre end hos en jordisk far. En jordisk far elsker også sine børn, sørger for dem, giver dem føde og opdrager dem. Men en sådan omsorg og troskab er timelig og kan ikke bestå længe. Undertiden må han, netop når børnene har mest brug for deres fars råd og hjælp, forlade dem og gå bort fra dette liv.

Men Kristus er altid Fader, en evig Fader. For han er kun død én gang for sine børn og dør nu aldrig mere. Han kan og vil heller aldrig forlade sine børn. Han vil give dem føde, sørge for dem og bevare dem her og i evighed. Her bereder han dem til at være hans ejendom og arv, så de efter det timelige liv også lever og hersker med ham i evighed i hans rige.

Dertil passer Septuagintas tekst smukt. Dens oversættere har gengivet ordet abiad, altid Fader, med «den kommende verdens Fader» eller «det kommende livs Fader» for dermed at vise hemmeligheden om alle troende kristnes herlige opstandelse. Ved den skal man da åbenlyst se, hvor herlige de kristne er, og hvor kære og dyrebare de er for Kristus, i hvis varetægt de altid har været. Når en kristen så skal dø, skal han holde dette navn på Kristus fast i hjertet som sin trøst. For han ved, at Kristus ikke alene i denne korte tid, men i evighed vil være hans Fader. Det vidste Paulus meget vel, og det sad så fast i hans hjerte, at han uforfærdet sagde, Fil 1: Kristus er mit liv, og at dø er en vinding. Jeg har lyst til at bryde op og være sammen med Kristus.

Hvorfor har vi så ikke også lyst til at dø, men frygter døden? Sandelig, fordi vi ikke tror fast på Skriften og ikke betænker, forstår og tror denne himmelske trøst i Guds levende ord – at Kristus er vores evige Fader – så dybt og alvorligt som Paulus. Ellers ville døden ikke forskrække vores hjerte sådan, hvis vi vidste og troede, hvilken Herre og konge, hvilket liv og hvilken Fader Kristus er for alle troende kristne.

Det sjette navn: sar shalom, Fredsfyrste. Kristus har et rige, hvor der er sikker fred og frit lejde mod døden, Djævelen og al ulykke. Det kommer kun an på, at vi kommer ind i hans rige og bestandigt bliver i det. Så har det ingen nød med os. Vil synden nage os i samvittigheden, så står Kristus for os. Han har båret den og sonet den og er selv blevet vores retfærdighed. Han har (siger Paulus i Kol 2) udslettet gældsbeviset imod os, som var opstået af forskrifterne og stod os imod; han har fjernet det og naglet det til korset. Om denne rette, åndelige fred taler Skriften overalt, som i Rom 5: Vi har fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Synden havde gjort os til Guds fjender, som Paulus kalder os i Rom 5. Men Kristus har selv sonet synden og forsonet os med Gud igen, så han nu ikke vil være vores fjende eller dommer, men vores Fader. Rom 5: Når vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, da vi endnu var fjender, skal vi meget mere blive frelst ved hans liv, nu da vi er forsonet. Og ikke alene det, men vi roser os også af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu har fået forsoningen.

Ef 2: I, som nu er i Kristus Jesus, og som engang var langt borte, er nu kommet nær ved Kristi blod. For han er vores fred. Det er nu den rette fred, at vi har fred med Gud ved forsoneren og mellemmanden Kristus. Hvad ville det hjælpe os, om hele verden og alle skabninger havde fred med os, og Gud dog var vores fjende? Men hvad kan alle skabninger skade os, når Gud har fred med os og selv beskytter os som en far sit kære lille barn?

Nu hører du, at vi har en sådan fred med Gud ved Kristus, når vi tror på Kristus, så vi nu også kan sige: Er Gud med os eller for os, hvem kan så være imod os? Rom 8. Og Sl 121: Israels vogter hverken sover eller slumrer. Selv om vi altså har angst i verden, Joh 16, så har vi dog den rette fred i Kristus, vores Fredsfyrste. Han har skabt os fred med Gud og giver os sin Ånd, fredens Ånd, så vi også har fred med vores næste. Han ønsker os sin fred, Joh 14: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; ikke som verden giver, giver jeg jer. Han bevarer os også mod vores fjender, så vi kan være i sikkerhed.

Af disse Kristi titler kan man lære mange hemmeligheder: at han er sandt menneske og også sand Gud; at han måtte dø, eftersom han blev født som et barn, men ikke blive i døden, fordi han skal have et evigt rige. Derved bevises grundigt Kristi og vores opstandelse – vi, som skal være hans arv og rige i evighed. Sønnen har bedt for os og er blevet bønhørt, og Faderen har skænket os Sønnen til ejendom. Hos ham skal vi være i evighed; herberget er smukt indrettet og gjort rede. Og Kristus siger i Joh 17: «Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal de, som du har givet mig, også være hos mig.» Dernæst taler profeten Esajas om Kristi evige kongerige: at han skal være stor, eftersom han skal være konge ikke alene over jøderne, men også over hedningerne i hele verden, og om hvordan han grundfæster og styrker dette rige med ret og retfærdighed i evighed. Om Gud vil, siger jeg mere om det under overskriften om Kristi rige.

Hvordan og hvor barnet Jesus blev født, har du hørt ovenfor i forbindelse med ordet i Mika 5 og i Luk 2.

Kristus blev født i Betlehem i Juda i den kolde december, svøbt og lagt i en krybbe, for Josef og Maria havde ingen plads i herberget.

Denne Jesu Kristi allerhelligste fødsel har de hellige profeter, som du har hørt, forudsagt, og siden har englene fra himlen forkyndt den for hyrderne på marken. Sådan skriver Lukas i kapitel 2, at englen sagde: «Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal komme hele folket til del. For i dag er Frelseren født for jer, han som er Kristus, Herren, i Davids by.» Og straks var der sammen med englen en mængde af den himmelske hærskare, som lovede Gud og sagde: «Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, og til menneskene velbehag.»

Hyrderne, som så det, har forkyndt denne fødsel. Stjernen i Østen og de vise mænd eller magerne, som kom fra Østen helt til Betlehem, har også bevidnet den. Simeon og Anna i templet så det salige barn og bevidnede, at den lovede Messias var til stede. Det tror, bekender, lovsynger og priser kristenheden nu i hele verden. Alle steder bliver Guds navn priset, og evangeliet forkyndt: at Frelseren Kristus Jesus allerede er født for os i Betlehem. Det sande Jerusalem, den kristne kirke, glæder sig over det, for fra denne fødsel kommer al trøst og hjælp til os.