Matt 25,31–46

Teksten i sammenhæng

Teksten er slutningen på Jesu sidste store tale i Matthæusevangeliet, talen om templets ødelæggelse og verdens ende, som han holder for disciplene på Oliebjerget i påskeugen (Matt 24,3). Efter lignelserne om den tro og den utro tjener, de ti brudepiger og talenterne, som alle handler om at våge og vente på Herren, løfter Jesus tæppet for selve dommen. Det er ikke en lignelse i egentlig forstand, men en profetisk skildring med et billede i midten: hyrden, der skiller fårene fra bukkene. Lige bagefter siger Jesus, at han om to dage skal overgives til at korsfæstes (Matt 26,1–2). Den konge, der skal sidde på herlighedens trone, går altså først i døden for dem, han skal dømme. I kirkeåret er teksten prædiketekst på sidste søndag i kirkeåret i 1. tekstrække. Dermed slutter året med udsigten til Kristi genkomst, før adventstiden igen begynder med, at kongen kommer.

Opbygning

1. 25,31 Menneskesønnen kommer og sætter sig på tronen
2. 25,34 Dommen over dem ved højre side: Arv riget
3. 25,37 De retfærdiges forundring og kongens svar
4. 25,41 Dommen over dem ved venstre side
5. 25,44 De andres spørgsmål og kongens svar
6. 25,46 Den evige straf og det evige liv

Græske nøgleord

• ἀφορίζω (G873, v. 25,32) – ἀφορίζω, skille fra, sætte til side. Futurum ἀφοριεῖ: Det er kongen, der skiller, ikke menneskene, der sorterer sig selv. Adskillelsen sker straks, før der bliver sagt et ord om gerningerne; fårene står allerede til højre, når dommen udtales. Det er hyrdens skel i en blandet flok, som hidtil har græsset sammen, og som kun han kan se forskel på.
• εὐλογέω (G2127, v. 25,34) – εὐλογέω, velsigne. Perfektum passiv participium: οἱ εὐλογημένοι τοῦ πατρός μου, «min Fars velsignede», dem, Faderen har velsignet, og som står i velsignelsen. Velsignelsen kommer ikke af de gerninger, der nævnes bagefter; de er allerede velsignede af Faderen. Modstykket i v. 41 er κατηραμένοι, «forbandede», men uden «af min Far».
• κληρονομέω (G2816, v. 25,34) – κληρονομέω, arve, få som arv. Imperativ aorist: «Arv riget!» En arv er ikke en løn for arbejde, men tilfalder børn i kraft af faderens vilje. Ordet står sammen med «min Fars velsignede» og «beredt fra verdens grundlæggelse», så riget gives som gave, der var bestemt længe før gerningerne. Det er nøglen til at læse opremsningen i v. 35–36 rigtigt.
• ἑτοιμάζω (G2090, v. 25,34) – ἑτοιμάζω, gøre klar, berede. Perfektum participium: Riget er beredt «til jer» og står færdigt «fra verdens grundlæggelse af». I v. 41 står samme verbum om ilden, men den er beredt «Djævelen og hans engle», ikke menneskene. Gud har beredt riget for mennesker; fortabelsen er ikke deres bestemmelse, men noget, de går ind i (jf. Pieper om Bengel ved v. 34 og 41).
• ἐπισκέπτομαι (G1980, v. 25,36) – ἐπισκέπτομαι, se til, besøge, tage sig af. Det samme ord bruges om Gud, der «har besøgt» sit folk (Luk 1,68; 7,16). Det er mere end en høflighedsvisit: at opsøge og tage sig af den, der er syg. De retfærdige har gjort for den mindste, hvad Gud selv gør for sit folk, og ser det slet ikke selv.
• ἐλάχιστος (G1646, v. 25,40) – ἐλάχιστος, mindst, ringest. Superlativ af μικρός: «en af disse mine mindste brødre». Kongen kalder dem «mine brødre» og knytter sig selv til de ringeste, så det, der sker mod dem, sker mod ham. I v. 45 mangler «mine brødre», men «disse mindste» står igen. Ordet peger på dem, verden ikke regner med, og som man let overser.
• κόλασις (G2851, v. 25,46) – κόλασις, straf, tugt. Her κόλασις αἰώνιος, «evig straf», side om side med ζωὴ αἰώνιος, «evigt liv», med det samme tillægsord i samme sætning. Som Pieper fremhæver, kan man ikke gøre det ene «evig» tidsbegrænset uden også at gøre det andet det. Sætningen er kort og nøgtern og afslutter talen uden at male billeder.

Eksegetiske noter

• v. 25,31 Menneskesønnen, der kommer i herlighed med englene og sætter sig på tronen, er Daniels syn (Dan 7,13–14) og knytter an til Matt 16,27 og 24,30. Jesus taler om sig selv. Den samme Menneskesøn, der i Matt 20,28 «ikke er kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange», skal sidde som dommer. I v. 34 skifter titlen til «kongen»: Han dømmer med Faderens myndighed («min Fars velsignede»).
• v. 25,32–33 Billedet af får og bukke (egentlig gedebukke, ἔριφοι) stammer fra hyrdelivet, hvor får og geder gik i samme flok, men kunne skilles ad af hyrden. Jf. Ez 34,17, hvor Herren selv dømmer mellem får og får, mellem væddere og bukke. «Alle folkene» (πάντα τὰ ἔθνη) omfatter her alle mennesker, ikke kun hedningerne; ingen kan undslå sig (jf. 2 Kor 5,10). Højre side er æresstedet.
• v. 25,35–40 Gerningerne er almindelige, barmhjertige gerninger over for nogen, der har brug for hjælp. De retfærdige ved ikke, at de har gjort dem mod Kristus (v. 37–39); de har ikke regnet sig noget til gode. Apologien læser opremsningen som «frugt af og vidnesbyrd om» troen, og Pieper bemærker, at der ved dommen over dem til højre kun nævnes gode gerninger og slet ingen onde: Deres synder er forladt.
• v. 25,40 Hvem er «mine mindste brødre»? Én udlægning ser dem som Jesu disciple og de kristne (jf. 10,40–42; 12,49–50; 28,10, hvor Jesus kalder disciplene sine brødre); Luther taler i Huspostillen om «de fattige kristne». En anden læser det om alle nødlidende mennesker. Begge udlægninger findes i kirken. Teksten selv lægger vægten på, at Kristus identificerer sig med de ringeste, og at gerningerne er gjort uden beregning.
• v. 25,41 Ordene til venstre er ikke symmetriske med ordene til højre: «Gå bort fra mig» (jf. 7,23) mod «Kom»; «forbandede» uden «af min Far»; ilden er beredt «Djævelen og hans engle», ikke dem, og der står ikke «fra verdens grundlæggelse». Den lutherske tradition har her set, at der ingen forudbestemmelse til fortabelse er (Pieper med Bengel). Fortabelsens væsen er at være skilt fra Kristus.
• v. 25,44–45 De til venstre spørger lige så forundret som de retfærdige, men nu for at undskylde sig. Deres synd er undladelsessynder: De anklages ikke for noget ondt, de har gjort, men for det gode, de ikke gjorde. Verbet διακονέω, «tjene», sammenfatter det hele. Bemærk: Den Frie Bibel har samlet Jesu svar (v. 45) i v. 44; i RP og 1907 står svaret i v. 45.

Lov og evangelium

Loven: Loven møder os i dommens alvor: Alle folk skal samles, og ingen kan undslå sig. Teksten dømmer ikke grove forbrydelser, men det, vi ikke gjorde: Vi så ikke den sultne, den fremmede, den syge og den fængslede, og vi tjente ikke Kristus i dem. De til venstre er ikke onde i egne øjne; de undrer sig og vil forsvare sig. Sådan er vi også: Vi kan pege på det, vi har gjort, og glemmer det, vi forsømte. Målt med denne målestok står ingen af os ved højre side af egen kraft, og «Gå bort fra mig» er den dom, vi har fortjent.

Evangeliet: Evangeliet ligger i, hvem der sidder på tronen. Dommeren er Menneskesønnen, der to dage senere giver sit liv for os (26,2), og som kalder de ringeste sine brødre. Riget er ikke løn, men arv, beredt fra verdens grundlæggelse af og givet af Faderen: «Kom, min Fars velsignede.» For dem, der tror, nævnes ingen synder, kun det gode, Ånden har virket, og som de ikke selv vidste om. Hans gerning dækker deres synd. Derfor kan den kristne se dommens dag i møde med løftet hoved og frimodigt tjene næsten uden at regne med det.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Kirkeindvielsesfest (Luk 19,1–10): Luther bruger Matt 25,40 som trøst for den, der giver: Det, der gøres mod de fattige kristne, er ikke spildt. Kristus selv vil på den yderste dag rose det for sin Far. Zakæus er eksemplet: Han har lært af Herren at bruge sit gods sådan.
  «For i Matt 25,40 siger Kristus, at det ikke er spildt, hvad vi gør godt mod de fattige kristne; men han selv vil på den yderste dag rose og betale den velgerning for sin Fader og alle englene.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Helligtrekongers dag (Matt 2,1–12): Fordi Kristus fører sit rige i ringe og fattig skikkelse, kan vi i dag give ham gaver ligesom de vise mænd, nemlig når vi støtter hans rige og hans mindste. Luther begrunder det med Matt 25,40.
  «For vi kan i dag lige så vel lukke vore skatte op for Kristus og give ham gaver, som de vise mænd gjorde.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Apologien, art. V (III): Om kærligheden og lovens opfyldelse: Modstanderne brugte Matt 25,35 som bevis for, at gerningerne fortjener det evige liv. Apologien svarer, at gerningerne nævnes som frugt af og vidnesbyrd om troen; livet gives til retfærdigheden, ikke til gerningerne som fortjeneste.
  ««I gav mig at spise» anføres som frugt af og vidnesbyrd om hjertets retfærdighed og om troen» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den yderste dom: Pieper ser i Matt 25,34–40, at der ved dommen over de troende kun nævnes gode gerninger og ingen onde, fordi deres synder er forladt. Derfor stemmer teksten med Joh 5,24: Den, der tror, kommer ikke for dommen. Det løses ved at skelne lov og evangelium.
  «Men de fromme dømmes kun efter deres gode gerninger, fordi disse gerninger er vidnesbyrd om deres tro på Kristus» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Den almindelige dom: Med de gamle lutherske lærere siger Jacobs, at Kristus kommer til de troende som Frelser og talsmand (bl.a. ud fra Matt 25,35). Han trækker ikke de troendes synder frem, men dækker over dem.
  «For det er en talsmands opgave ikke at gøre offentligt, men at dække over, ikke at anklage, men at undskylde, ikke at dømme skyldig, men at vise gunst.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den evige fordømmelse: Ud fra «Gå bort fra mig» i v. 41 siger Pieper, at fortabelsens kerne er at være skilt fra Gud, som mennesket er skabt til at leve i fællesskab med.
  «Den evige fordømmelses væsen (forma) består i at være evigt forstødt fra Guds ansigt eller – hvad der er det samme – i at være evigt forvist fra fællesskabet med Gud.» Læs teksten

Prædikenspor

Kongen på tronen er hyrden, der gik i døden

Sporet følger teksten og dens sammenhæng. Hovedtanken: Dommeren er den samme, som to dage senere bliver overgivet til korsfæstelse (26,2). Først: Dommens alvor. Alle samles, ingen kan undslå sig, og hyrden skiller. Dernæst: Hvem dommeren er. Han kalder de mindste sine brødre, og han har selv været sulten og tørstig, er blevet bundet og klædt af, ja korsfæstet. Til sidst: Hvad han siger til sine: «Kom, min Fars velsignede, arv riget.» Riget er arv, ikke løn, beredt fra verdens grundlæggelse af. Prædikenen fører frem til, at den, der tror på ham, kan møde den yderste dag med frimodighed, fordi den samme Kristus, der dømmer, har båret dommen.

Hvornår så vi dig?

Et tematisk spor om gerningerne og troen. Begge grupper spørger: «Hvornår så vi dig?» De retfærdige har ikke regnet med deres gode gerninger; de andre har ikke set deres forsømmelser. Først: Lovens spejl. Undladelserne dømmer os alle; ingen kan pege på sin egen liste. Dernæst: Apologiens nøgle. Gerningerne nævnes «som frugt af og vidnesbyrd om» troen, og Pieper bemærker, at de troendes synder slet ikke nævnes, fordi de er forladt. Til sidst: Den frie tjeneste. Den, der lever af Kristi nåde, behøver ikke at regne, men kan se næsten, fordi Kristus selv møder os i ham. Evangeliet er, at riget er givet, så tjenesten bliver fri.

Når man er den mindste

Et sjælesørgerligt spor for dem, der selv er sultne, syge, fremmede eller indespærrede, eller som er ensomme og overset. Hovedtanken: Kristus kalder de mindste «mine brødre» og knytter sig selv til dem. Først: Teksten ser de ringeste, som verden glemmer, og siger, at Kristus ikke skammer sig ved dem. Dernæst: Den, der føler sig glemt af Gud, får at vide, at Kristus er nærmest netop dér. Til sidst: Evangeliet. Den samme konge, der skal sidde på tronen, har selv været den mindste på korset for at gøre os til sine brødre og arvinger. Derfor er der også en plads ved hans højre side for den, der intet har at vise frem.

Lærepunkter i teksten

• Den yderste dom og verdens ende – Kristus kommer synligt i herlighed, alle folk samles, og han skiller dem: tekstens hovedindhold er den yderste dom.
• De gode gerninger – Gerningerne nævnes som frugt og vidnesbyrd om troen, ikke som fortjeneste; de retfærdige ved end ikke selv af dem.
• Lov og evangelium – Dommen over undladelserne er lov; «Kom, min Fars velsignede, arv riget» er evangelium. Pieper løser teksten netop ved dette skel.
• Den evige fortabelse – «Gå bort fra mig» og «evig straf» side om side med evigt liv: fortabelsen er virkelig og evig.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom – Salme om Kristi komme til dom, båret af forventning og ikke af frygt.
• 276 Dommer over levende og døde – Henvender sig direkte til Kristus som dommeren på tronen, som i v. 31.
• 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed – Kirkeårets afslutning: Kristi genkomst som forløsning for de troende.
• 373 Herre, jeg vil gerne tjene – Diakonisalme om tjenesten, der svarer til v. 35–40.
• 694 Jesus, at du blev min broder – Kristus, der kalder de mindste «mine brødre», er blevet vores bror.
• 733 Skyerne gråner, og løvet falder – Efterårssalme om det falmende løv og Guds trofasthed; passer til den sene trinitatistid.