Matt 11,25–30

Teksten i sammenhæng

Teksten afslutter Matt 11. Johannes Døber har fra fængslet sendt sine disciple for at spørge, om Jesus er den, der skal komme (11,2–6). Jesus har rost Johannes og klaget over en slægt, der hverken ville tage imod Johannes eller ham selv (11,16–19). Lige før teksten har han udtalt veråb over Korazin, Betsajda og Kapernaum, hvor de fleste af hans undere var sket, uden at de omvendte sig (11,20–24). «På den tid» vender han sig så i bøn til Faderen og takker for, at Gud har skjult det for de vise og åbenbaret det for de umyndige. Derefter taler han til folkeskaren: Han er Sønnen, som alene kender Faderen, og han kalder de trætte og tyngede til sig. Luk 10,21–22 har takkebønnen i en anden sammenhæng. Teksten er evangelium på 26. søndag efter trinitatis (1. tekstrække) og på sidste søndag i kirkeåret (2. tekstrække). Ved kirkeårets afslutning lyder den som Kristi kald til at finde hvile hos ham, før dagen kommer.

Opbygning

1. 11,25 Takkebønnen: skjult for de vise, åbenbaret for de umyndige
2. 11,27 Sønnen, som alt er overgivet, og som åbenbarer Faderen
3. 11,28 Kaldet: Kom til mig, alle I som er trætte
4. 11,29 Kristi åg og hvilen for sjælen

Græske nøgleord

• νήπιος (G3516, v. 11,25) – νήπιος, umyndig, lille barn. Ordet bruges om små børn og overført om dem, der hverken har indsigt eller anseelse at regne med. Over for dem står «vise og kloge» (σοφοί, συνετοί), dem, der regner med deres egen indsigt. Gud giver ikke sin åbenbaring som løn for begavelse; han giver den til dem, der intet har at komme med, og som tager imod som børn.
• εὐδοκία (G2107, v. 11,26) – εὐδοκία, velbehag, god vilje. Ordet bruges om Guds frie, nådige beslutning, ligesom i englesangen «mennesker med Guds velbehag» (Luk 2,14) og Ef 1,5.9. Jesus søger ikke grunden til, at nogle ser og andre ikke ser, i menneskene, men takker for Faderens gode vilje. Hermed afvises al spekulation over Guds skjulte råd; vi holdes til det, han har åbenbaret.
• ἐπιγινώσκω (G1921, v. 11,27) – ἐπιγινώσκω, kende, erkende. Det er ikke viden om Gud, men et personligt kendskab, sådan som Faderen og Sønnen kender hinanden. Præsens viser, at det er et vedvarende forhold. Luk 10,22 har det enkle γινώσκω, så pointen ligger ikke i forstavelsen, men i udsagnet: Ingen anden har adgang til det kendskab, men Sønnen giver det videre til hvem han vil, ved at åbenbare (ἀποκαλύψαι) Faderen.
• φορτίζω (G5412, v. 11,28) – φορτίζω, belæsse, lægge byrde på. Participiet πεφορτισμένοι står i perfektum passiv: «I som er blevet belæsset og nu går under byrden». Passivet siger ikke, hvem der har lagt byrden på; i Matteus tænker man især på de skriftkloges bud (Matt 23,4: tunge byrder på folks skuldre). Sammen med κοπιῶντες, de der slider sig trætte, tegner det billedet af mennesker, der ikke kan mere.
• ἀναπαύω (G373, v. 11,28) – ἀναπαύω, give hvile, vederkvæge. Futurum med eftertryk: «og jeg, jeg vil give jer hvile» (κἀγώ). Hvilen er ikke noget, de trætte selv skal frembringe, men Jesu gave. Ordet bruges om at lade en træt hvile og komme til kræfter. I v. 29 svarer navneordet ἀνάπαυσις, «hvile for jeres sjæle», som er et ekko af Jer 6,16.
• ζυγός (G2218, v. 11,29) – ζυγός, åg. Åget var træbommen, der lagde to trækdyr sammen. I jødisk sprog talte man om «lovens åg», og Peter kalder i ApG 15,10 loven et åg, som hverken fædrene eller vi kunne bære. Jesus stiller sit eget åg over for de byrder, de skriftkloge lagde på folk. Hos Luther er Kristi åg korset, man må bære for Ordets skyld.
• χρηστός (G5543, v. 11,30) – χρηστός, god, venlig, behagelig at bruge. Ordet bruges om Gud, som er god mod de utaknemmelige og onde (Luk 6,35), og om at smage, at Herren er god (1 Pet 2,3). Åget er ikke godt, fordi det ikke vejer noget, men fordi det er hans, og fordi han selv bærer med. Byrden er «let» (ἐλαφρός), fordi samvittigheden er fri.

Eksegetiske noter

• v. 11,25 «Jeg priser dig» (ἐξομολογοῦμαι) betyder også «bekende, give ret»: Jesus siger ja til Faderens måde at handle på. Ordene minder om Es 29,14, som Paulus citerer i 1 Kor 1,19: Gud lader de vises visdom gå til grunde. RP har ἀπέκρυψας, den kritiske tekst ἔκρυψας; begge betyder «skjulte», så meningen er den samme. «Dette» henviser tilbage til det, kapitlet har handlet om: Jesu gerninger og at Guds rige er kommet med ham.
• v. 11,25–26 Teksten må ikke læses, som om Gud ikke under alle at kende evangeliet. Det siger Luther udtrykkeligt i Huspostillen: Gud vil, at alle skal frelses. Lige før står veråbene over byerne, der ikke ville omvende sig. At det skjules for de vise, er en dom over dem, der vil være klogere end Ordet; Pieper kalder det en straffedom (jf. Es 6,9–10; Matt 13,13–15). Kaldet i v. 28 gælder «alle».
• v. 11,27 Ordet minder om Johannesevangeliet (Joh 1,18; 3,35; 10,15) og viser, at det ikke kun er Johannes, der taler om Sønnens enestående forhold til Faderen. «Alt er blevet overgivet mig» peger frem mod Matt 28,18. Den lutherske tradition læser det om Kristi person: Sønnen har som Gud alt fra evighed og har modtaget det i tiden efter sin menneskelige natur.
• v. 11,28–30 Indbydelsen minder om Sir 51,23–27, hvor Siraks søn kalder de ulærde til sig og beder dem bøje nakken under visdommens åg; selv har han fundet megen hvile. Jesus taler, som om han selv er den visdom, der var skjult for de vise. Men han lægger ikke et nyt lovåg på; han kalder til sig selv.
• v. 11,29 «Mild» (πραΰς) er samme ord som i Matt 5,5 og 21,5, hvor kongen fra Zak 9,9 kommer «sagtmodig» ridende på et æsel. «Ydmyg» (ταπεινός) betyder lav, ringe: Jesus stiller sig ikke over de små, men ved siden af dem. «Hvile for jeres sjæle» er et ekko af Jer 6,16, hvor folket nægtede at gå på den gamle, gode vej. Det, Israel afviste, giver Jesus nu.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører de vise og kloge. Det er ikke dumheden, der står i vejen for Gud, men den klogskab, der vil dømme Guds ord og ikke tage imod det. Korazin og Kapernaum så Jesu gerninger og omvendte sig ikke. Sådan kan vi også høre evangeliet år efter år og blive ved at stole på egen forstand, egen retskaffenhed og egne gerninger. Og teksten afslører byrden: Vi slider os trætte med at gøre os selv gode nok, eller samvittigheden tynges af synder, vi ikke kan gøre om. Ingen kender Faderen af sig selv. Uden Sønnen står mennesket over for en Gud, det kun kan frygte.

Evangeliet: Evangeliet er, at Faderen af sin gode vilje åbenbarer sig for de umyndige, dem, der intet har at komme med. Sønnen, som alt er overgivet, kender Faderen og viser os ham: ikke som en fjende, men som den Fader, der har os kær og gav sin Søn. Og han kalder: «Kom til mig, alle.» Ingen er udelukket, der er træt og tynget. Han lover ikke en ny byrde, men hvile for sjælen, syndernes forladelse og en fri samvittighed. Han er mild og ydmyg af hjertet, og hans åg er godt, fordi han selv bærer med.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Sankt Matthias’ dag: Takkebønnen betyder ikke, at Gud under nogle evangeliet og ikke andre. Han vil, at alle skal frelses, men den, der vil være klogere end Guds ord, lader han fare med sin visdom.
  «Disse ord må man ikke forstå sådan, som om det skortede hos Gud, og han ikke ville unde alle mennesker at kende evangeliet.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Sankt Matthias’ dag: Fornuften kan vide, at Gud har skabt alt og givet loven, men det gør den kun bange for Gud. Først når vi ser, at han gav sin Søn for vores synder, lærer vi at kende, hvad Gud er.
  «der lærer man ret, hvad Gud er: at han ikke er fjendtlig mod os mennesker, skønt vi dog er arme syndere, men at han har os kær» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Sankt Matthias’ dag: Kaldet i v. 28 lærer os, hvad vi har i Kristus, når vi mærker vores byrde: en Herre, der ikke lægger mere på, men hjælper os at bære og styrker os ved Helligånden.
  «Nemlig sådan en Herre, som ikke vil gøre os mere besvær og lægge mere på os eller fordømme os for vores synders skyld» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Apologien art. XII: Om omvendelse (bod): Apologien bruger v. 28 som skriftbevis for omvendelsens to dele: anger og tro. Byrden er syndens rædsel, og at komme til Kristus er at tro syndernes forladelse.
  «Trætheden og byrden betegner angeren og angsten og rædslerne over synd og død. At komme til Kristus er at tro, at synderne bliver tilgivet for Kristi skyld» Læs teksten
• Konkordiebogen, Konkordieformlen (SD) art. VII: Om den hellige nadver: Konkordieformlen bruger v. 28 om nadverens gæster: Det er netop de forsagte og svage i troen, som nadveren er indstiftet for.
  «de er de rette, værdige gæster, som dette højværdige sakramente først og fremmest er indstiftet og ordnet for» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrifts klarhed: Pieper forklarer v. 25 sådan: Ordet er skjult for dem, der vil dømme Skriften ud fra egne tanker i stedet for at lære af den.
  «Gud har givet os mennesker sit ord for derved at tage vore egne forkerte tanker om Gud og guddommelige ting fra os.» Læs teksten
• Krauth, Den konservative reformation: Kristi person: Krauth binder v. 27 og v. 28 sammen: Den, som alt er overgivet, kalder som Gud og menneske i én person de trætte til sig.
  «Denne ene person, uadskilleligt menneskelig og guddommelig, kalder de sørgende fra alle steder og alle tider til sig» Læs teksten

Prædikenspor

Skjult for de vise, åbenbaret for de umyndige

Sporet følger teksten. Først baggrunden: byerne, der så Jesu gerninger og ikke omvendte sig, og den klogskab, der vil dømme Ordet i stedet for at høre det. Det er lovens spejl, også for os, der har hørt evangeliet længe. Dernæst Jesu takkebøn: Faderen åbenbarer sig for de umyndige, dem, der intet har at komme med. Det er ikke en ros af uvidenhed, men af at tage imod som et barn. Til sidst Sønnen, som alene kender Faderen og viser os ham. Han viser ikke en Gud, vi skal frygte, men en Fader, der elsker syndere. Prædikenen slutter i kaldet: Det, de vise ikke ville se, gives frit til den, der kommer.

Det gode åg

Et tematisk spor om byrder og åg. Første trin: de byrder, mennesker bærer, både dem, andre lægger på os, og dem, vi lægger på os selv for at blive gode nok. Matt 23,4 og ApG 15,10 viser, at loven som vej til Gud er et åg, ingen kan bære. Andet trin: Jesu åg. Han er mild og ydmyg af hjertet og bærer selv med. Med Luther kan man sige, at hans åg også er korset, der følger med at holde fast ved Ordet, men det er let, fordi samvittigheden er fri. Tredje trin: hvilen, som Jesus giver, syndernes forladelse. Ved kirkeårets slutning peger hvilen frem mod den evige hvile.

Kom til mig, du som er træt

Et sjælesørgerligt spor for dem, der er slidt op af skyld, sorg eller anfægtelse. Hovedtanken er, at Jesus ikke venter, at vi først bliver stærke; han kalder netop de trætte. Første trin: navngiv trætheden ærligt, også den, der kommer af synd og dårlig samvittighed. Andet trin: Hvem er det, der kalder? Sønnen, som alt er overgivet, og som ikke lægger mere på, men hjælper at bære, som Luther siger. Tredje trin: hvor man kommer til ham, nemlig i Ordet, i tilgivelsen og ved nadverbordet, som Konkordieformlen netop siger er indstiftet for de forsagte og svage i troen.

Lærepunkter i teksten

• Naturlig og åbenbaret gudserkendelse – Ingen kender Faderen uden Sønnen: Den frelsende gudserkendelse kommer ikke fra fornuften, men kun fra Sønnens åbenbaring.
• Guds almene nådevilje – «Kom til mig, alle»: Kaldet gælder alle trætte. At noget skjules for de vise, er dom over foragt, ikke Guds uvilje.
• Omvendelsen: anger og tro – Apologien læser v. 28 som omvendelsens to dele: byrden er angeren, at komme til Kristus er troen.
• Egenskabernes meddelelse – «Alt er blevet overgivet mig»: Sønnen har fået alt i tiden efter sin menneskelige natur, siger de lutherske lærere.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 582 At tro er at komme – Synger tekstens kald: Troen er at komme til Jesus, som han indbyder til i v. 28.
• 670 I Jesus søger jeg min fred – Om at finde hvile og fred hos Jesus alene, som lovet i v. 28–29.
• 606 Kommer, hvo vil visdom lære – Om at gå i Jesu skole og lære af ham, der er mild og ydmyg.
• 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom – Til kirkeårets afslutning: forventningen om Kristi komme og den evige hvile.
• 666 Den grund, hvorpå jeg bygger – Trøstesalme om at bygge på Kristus alene midt i anfægtelse og kors.
• 732 Dybt hælder året i sin gang – Senefterårssalme om året, der hælder, og håbet i Kristus; passer til kirkeårets slutning.