Kapitel 5. Forsynet

Definition

1. Hvad er forsynet?

Guds forvaltning af de skabte ting.

Forholdet til skabelsen

2. Hvordan hænger det sammen med skabelsen?

Skabelsen giver tingene deres væren, og forsynet opretholder den og leder den mod dens mål. Forsynet er altså kun en fortsættelse af skabelsen. Derfor nævner Skriften dem ofte sammen.

Sl 121,2–4: «Min hjælp kommer fra Herren, som har skabt himmel og jord. Han lader ikke din fod vakle, han, som vogter dig, slumrer ikke. Se, han, som vogter Israel, hverken slumrer eller sover.» Sådan også Sl 146,5–10; ApG 17,24–28.

Hvilke vranglærere læren skal fastholdes imod

3. Hvilke vildfarelser må den hele tiden fastholdes imod?

Epikuræernes og deisternes. De anerkender en Skaber, men lærer, at alt sker ved de kræfter, der fra skabelsen er lagt ned i naturen. Det er, for at bruge et billede fra Augustin, som om Gud var en skibsbygger, der overlader det færdige skib til andre og ikke længere har omsorg for det, eller en tømrer, der bygger et hus og derefter helt overlader det til ejeren.

Beviser

4. Hvilke beviser fra Skriften kan man give for, at forsynet er virkeligt?

Det findes eller forudsættes på hver eneste side. Der er kun brug for at citere nogle få steder.

Matt 5,45: «Jeres Far, som er i himlene, lader sin sol stige op over onde og gode, og han lader det regne over retfærdige og uretfærdige.»

Matt 6,26: «Jeres himmelske fader føder dem.»

Matt 6,30: «Men når Gud således klæder markens græs, som står i dag, og som i morgen kastes i ovnen, hvor meget mere vil han så ikke klæde jer som har en lille tro?»

1 Pet 5,7: «… ved at I kaster al jeres bekymring over på ham, for han har omsorg for jer.» ApG 17,28: «For i ham lever vi, bevæger os og er til.»

Hebr 1,3: «Han bærer alt med sit kraftfulde ord.»

5. Er der andre argumenter, man kan anføre?

A. Det ligger i vores begreb om Guds egenskaber, fx hans godhed, visdom, magt og retfærdighed. Hans godhed indebærer, at han hele tiden meddeler sine velsignelser til dem, han har skabt. Hvad ville det være for en visdom at skabe et univers og så forlade det? Eller stemmer det med almagten at begrænse dens virkefelt til begyndelsen i stedet for at regne med, at den rækker lige så vidt som alt det, der har fået sin væren fra Gud? Og da han er i højeste grad retfærdig, kan han ikke tillade, at nogen straffes ufortjent, eller at nogen belønnes uden fortjeneste.

B. Ud fra naturens stabilitet og skabningernes beståen midt i de forandringer, som århundrederne fører med sig.

C. Ud fra den måde, skabningerne er tilpasset deres plads på, og den måde, deres dele og funktioner er tilpasset deres beståen og velfærd på.

D. Ud fra den overordnede plan i menneskehedens historie, som overalt viser en guddommelig hensigt rettet mod et bestemt mål: rigers opkomst og fald, den kristne kirkes forunderlige bevarelse trods fjendernes rænker og vennernes ligegyldighed osv.

Forsynets genstande

6. Hvad tager forsynet sig af?

Af alt. Intet er så stort, at det ligger uden for forsynet, for også englene står under dets styrelse (Sl 91,11; Hebr 1,14; 1 Thess 4,16). Og intet er så lille og uanseligt, at det ikke har en plads i dets planer. For det tager sig af ravneunger (Sl 147,9), spurve (Matt 10,29), frøer og utøj (2 Mos 8,9.14), liljer og græs (Matt 6,28.30), hårene på vores hoved (Matt 10,30) og vores tårer (Sl 56,9).

7. Hvilken vildfarelse gendriver det?

Hieronymus' modificerede kasualisme (læren om tilfældet). Han lærte, at det var under Guds majestæt at bekymre sig om de ringere skabninger. Men for Gud forsvinder den forskel på stort og småt, som gælder blandt mennesker.

Den praktiske anvendelse af forsynets omfattende og enkelte omsorg

8. Hvordan anvender Den Hellige Skrift i praksis læren om, at forsynet både omfatter alt og tager sig af det enkelte?

Den lærer, at forsynet ikke blot har hvert enkelt menneskes liv for øje, men at hvert trin og hvert skridt i hvert enkelt liv udtrykkeligt og særskilt tages i betragtning.

9. Anfør beviser.

A. Ved livets begyndelse beskrives forsynet som virksomt ved menneskets undfangelse.

Sl 139,15–16: «Min skikkelse var ikke skjult for dig, da jeg blev gjort i det skjulte og kunstfærdigt virket i jordens dybeste steder. Dine øjne så mit uformede væsen, og i din bog var de alle skrevet, ja, de dage, der var bestemt for mig.» Job 10,8: «Dine hænder har dannet mig og formet mig.» Og ved fødslen:

Sl 71,6: «Ved dig er jeg blevet holdt oppe fra moders liv; det var dig, der tog mig ud af min mors skød.»

B. Gennem livets forløb.

Føde.

Sl 145,15: «Alles øjne ser hen til dig, og du giver dem deres mad i rette tid.»

Foretagender.

Ordsp 20,24: «En mands skridt kommer fra Herren. Hvordan kan da et menneske forstå sin vej?»

Livskald.

Jer 1,5: «Før du kom ud af moders liv, helligede jeg dig; jeg har indsat dig som profet for folkene.»

Ægteskab.

Ordsp 19,14: «En forstandig hustru kommer fra Herren.»

Børn.

Sl 127,3: «Moderlivets frugt er hans løn.»

Beskyttelse mod fare.

Sl 127,1: «Hvis ikke Herren holder vagt over byen, så våger vægteren kun forgæves.»

Beskyttelse mod sygdom.

Sl 91,3: «Han vil fri dig fra fuglefængerens snare og fra den dødbringende pest.»

C. Ved livets afslutning.

Job 14,5: «Hans dage er fastsat, antallet af hans måneder er hos dig, og du har sat ham grænser, som han ikke kan overskride.»

Sl 139,16: «De dage, der var bestemt for mig, da endnu ingen af dem var til.»

10. Betyder det, at Gud har sat grænser for menneskets liv og i øvrigt fastlagt dets enkeltheder uden hensyn til nogen medvirken fra menneskets egen side?

Guds forsyn omfatter alle omstændighederne i menneskets livsløb og den måde, mennesket i enhver fremtidig mulig situation ville bruge sin frihed på. Derfor udelukker det ikke ubetinget menneskets egen medvirken. Der er grænser, hvor menneskets frihed hører op. Siden syndefaldet kan ingen nå en alder af tusind år, hvor nøje han end opfylder de betingelser, Gud har fastsat. Menneskets kræfter har deres yderste grænse (Sl 90,10). Men inden for disse grænser er det Guds vilje, at menneskets frie handlen skal være en faktor. Efter den kan Gud ved sit forsyns virksomhed forkorte (Sl 55,24) eller forlænge (Ef 6,3) den livstid, han ellers ville have fastsat. Teologerne skelner derfor mellem «livets naturlige grænse» og «livets ekstraordinære grænse» og deler den sidste i «nådens grænse» og «vredens grænse». «Nådens grænse» betyder dog ikke altid, at livet forlænges. Undertiden er det en velsignelse, at livet forkortes.

Es 57,1: «Ingen tænker på, at den retfærdige rives bort fra den ulykke, der kommer.»

11. Er det da ubetinget nødvendigt, at enhver dør netop på det tidspunkt og af netop den sygdom, som bliver hans død?

Nej. For en sådan lære ville fornægte bønnens kraft og sandheden i Guds løfter til de lydige og i hans trusler mod de ulydige. Livets ekstraordinære grænse er altid betinget. Den indbefatter som betingelse gudsfrygt eller ugudelighed og brugen eller foragten af midlerne.

12. Men når forsynet tager sig af alle ting, betyder det så, at det også har noget at gøre med menneskers onde gerninger?

Utvivlsomt. For selv om Gud ikke giver dem nogen hjælp, kender han dem på forhånd, opretholder den natur, der synder, tillader dem, begrænser dem og vender dem til det gode.

Forsynets tre handlinger: 1. forudviden, 2. forudbestemmelse, 3. udførelse ved: a) opretholdelse, b) medvirken, c) styrelse (ved tilladelse, forhindring og ledelse).

13. Hvilke handlinger omfatter forsynet? Tre. Af dem er to immanente, dvs. de foregår

inde i Gud, nemlig forudviden og forudbestemmelse, og én er transitiv (udadgående), nemlig udførelsen af det, der er forudbestemt.

14. Men indebærer det ikke en tidsfølge i Gud?

Nej, for rækkefølgen er antropologisk, dvs. en menneskelig talemåde. Den skal sætte os i stand til – i lighed med det, der sker i mennesket – at skelne det, der altid skal holdes adskilt, når vi tænker på Gud.

15. Hvordan skal forudviden skelnes fra forudbestemmelse?

Forudviden omfatter alle ting, både onde og gode. Men forudbestemmelsen gælder kun det gode.

16. Kan noget, som Gud har forudset, ske anderledes, end han har forudset det?

Nej, for han er alvidende.

17. Må hans forudviden da ikke være årsag til de begivenheder, han har forudset?

På ingen måde. For Gud ser enden fra begyndelsen, og i de ting, han har overladt til menneskets frihed, bestemmes hans forudviden af menneskets fremtidige afgørelse. Begivenheden afhænger ikke af Guds forudviden, men Guds forudviden afhænger af begivenheden. Guds forudviden er kendskabet til resultatet af skabningens frie valg, for i Guds øjne er fremtiden altid nærværende. Hvis skabningens frie valg var anderledes, end det er, ville Guds forudviden om begivenheden også være anderledes. Guds forudviden lægger ikke mere nødvendighed på de forudsete ting, end det, at jeg ser et hus, har bygget det.

18. Hvordan sker udførelsen af det, der er forudbestemt?

På tre måder, nemlig ved opretholdelse, medvirken og styrelse.

19. Hvad er opretholdelsen?

Fordi Guds nærvær gennemtrænger alle ting, består de fortsat ved hans allestedsnærværende kraft. Hvis han trak sin hånd til sig, ville de vende tilbage til intet. «Skabningernes fortsatte eksistens afhænger mere af Guds nærvær, end lysets stråler afhænger af solen» (Calov).

Kol 1,17: «Alt består ved ham.»

Hebr 1,3: «Han bærer alt med sit kraftfulde ord.»

ApG 17,28: «For i ham lever vi, bevæger os og er til.»

Sl 104,29–30: «Du skjuler dit ansigt, og de forfærdes; du tager deres ånde bort, og de dør og vender tilbage til deres støv. Du sender din ånd ud, og de skabes.»

Opretholdelsen gælder ikke kun de enkelte individer, men også arterne. Slægt efter slægt går bort, og individerne dør, men deres pladser bliver udfyldt, og arten består.

20. Hvad er medvirken?

Intet, hverken stort eller småt, sker uden Guds virksomme medvirken (concursus) (Job 10,8–9; 1 Kor 12,6; ApG 17,28). Anvendt på menneskets handlinger indebærer det:

A. En vis grad af frihed, hvad angår menneskets frie vilje. Ellers ville Gud ikke medvirke eller virke sammen med mennesket, men blot virke alene.

B. At Gud er virksom i og gennem skabningens virksomhed. Virkningen frembringes hverken af Gud alene eller af skabningen alene, men af Gud og skabningen på én gang. Gud er den første årsag; skabningerne er mellemårsager (causae secundae). Gud virker gennem mellemårsagerne, ikke blot ved at skabe og opretholde dem, men især ved at give alle deres handlinger sin kraft.

21. Hvilket forbehold må knyttes til forklaringen af denne medvirken?

Misbruget af den kraft, Gud giver, når den bruges til syndige formål, kommer helt og holdent fra skabningen. Gud tillader dette misbrug, for ellers ville menneskets frie vilje blive fornægtet. Gud medvirker til virkningen, ikke til manglen ved en handling.

22. Hvad menes der med styrelsen? Guds herredømme over alle mellemårsagernes handlinger.

23. På hvilke forskellige måder sker det?

A. Ved tilladelse.

Undertiden lægger Gud ingen uoverstigelig hindring i vejen for dem, der misbruger deres frie vilje.

Sl 81,13: «Jeg lod dem gå efter deres hjertes stivhed, så de kunne vandre efter deres egne råd.»

ApG 14,16: «… som lod alle folkeslag gå deres egne veje.»

Rom 1,24.28. Gud tillader, også når han ikke vil det, der tillades.

B. Ved forhindring.

Undertiden forhindrer Gud skabningernes handlinger i at nå det mål, som de ellers ville nå ved den naturlige brug af de kræfter, han har givet dem, eller ved brugen af deres frie vilje. Et eksempel ses i Dan 3,21, hvor ilden ikke skadede de tre trofaste bekendere af den eneste sande Gud, eller i 4 Mos 22,11, hvor Bileams hensigt om at forbande Israel bliver forpurret, eller i 2 Kong 7,6, hvor aramæernes planer bliver bragt i forvirring.

C. Ved ledelse.

Alle skabningernes handlinger, gode og onde, ledes hen til de mål, han har bestemt. Gud har en plan, og han lader hver eneste handling af menneskets vilje tjene planens endelige mål. Han får godt ud af ondt og vender ondt til godt. Saul gik ud for at lede efter æsler og vendte ved Guds ledelse hjem som konge. Jakobs sønner solgte Josef som slave, og han blev som Egyptens styresmand midlet til at frelse hele familien fra hungersnød.

1 Mos 50,20: «I tænkte ondt imod mig, men Gud tænkte det til gode.»

Jøderne korsfæstede Kristus, og ved hans død er frelsen beredt for menneskeslægten, og han, som de hadede, fik den højeste herlighed (ApG 4,27–28).

D. Ved afgrænsning.

Gud sætter bestemte grænser for skabningernes styrke og virksomhed (Job 1,12; 2,6; 1 Krøn 21,27).

Det særlige forsyn

24. Tager forsynet sig af alle ting på samme måde?

Nej. Gud styrer begivenhederne på én måde over for de gode og på en anden over for de onde. De første er genstand for hans særlige omsorg og ledelse. Når forsynet betragtes i forhold til dem, kaldes det undertiden «det særlige forsyn» (Matt 10,31; Hebr 1,14; 5 Mos 32,9.15; Sl 33,18; 37,19.25; 91,11).

Det ordinære og det ekstraordinære forsyn

25. Hvad menes der med sondringen mellem det ordinære og det ekstraordinære forsyn?

Det ordinære forsyn betegner Guds regelmæssige virksomhed gennem mellemårsagerne (causae secundae). Det ekstraordinære betegner hans virksomhed enten uafhængigt af mellemårsagerne eller gennem dem på en usædvanlig måde.

«Naturlov»

26. Hvilket andet udtryk betegner det ordinære forsyn?

«Naturlov». Når man har iagttaget, at mellemårsagerne virker ensartet under bestemte omstændigheder og betingelser, kalder man denne ensartede virkemåde «en lov». Menneskeheden har erfaret, at dag følger efter nat og sommer efter vinter uden undtagelse. Derfor udleder vi den regel eller lov, som alle vore forventninger retter sig efter.

27. Hvad skal man være varsom med, når man vil påvise «love»?

Når erfaringen udvides, viser det sig ofte, at den virkemåde, man har antaget som lov, ikke er helt ensartet, men ændrer sig under betingelser, man ikke har iagttaget før. En, der bor i troperne, ved måske intet om, at vand bliver fast ved lav temperatur. En ulærd mand ville benægte, at man kan tænde et lys med et stykke is; og dog kan kemikeren gøre det ved at sætte en lille kugle natrium på vægen. En overfladisk iagttagelse viser, at kulde får ting til at trække sig sammen; men en bredere iagttagelse viser, at loven ændrer sig fra 39 grader Fahrenheit [ca. 4 °C] ned til frysepunktet. For blot få år siden ville man have hånet tanken om at føre en samtale halvvejs over et kontinent, ligesom man ville have hånet påstanden om, at øjet under visse omstændigheder kunne trænge gennem et menneskes krop og se ting på den anden side. En såkaldt «lov» er altså ikke Guds ordinære måde at virke på; den er en slutning, der bygger på menneskers iagttagelse. Den er det resultat, man når ved at generalisere ud fra det bredest mulige område af kendsgerninger, som den, der vil formulere loven, har haft erfaring med.

Gud er ikke bundet af sine egne love

28. Men hvis den menneskelige erfaring kendte alle enkeltheder, for så vidt angår fortid og nutid, kunne Gud så i fremtiden være bundet af de regler, der ligger bag disse enkeltheder?

Det ville gøre Gud til lovens skabning og undersåt og i realiteten benægte, at der er en Gud. For er Gud ikke den højeste og suveræne, er han intet. Han, som har fastsat de såkaldte «naturlove», kunne lige så godt have fastsat andre love, der afveg fra dem. Og når og hvor det behager ham, kan han virke gennem dem på ekstraordinær måde eller helt undvære dem.

Læren om undere: underet defineret, grunden til dets mulighed, grunden til dets nødvendighed, beviset for dets virkelighed, modstandernes standpunkter, efterligninger, beviskraft, sondringer, to slags undere: a) naturens, b) nådens. Praktisk anvendelse: den rette vurdering af mellemårsagerne

29. Hvad er så det ekstraordinære forsyn?

Et under. Det kan defineres som en ophævelse af en naturlov, dvs. en virksomhed, der afviger fra den måde, som mennesker hidtil har iagttaget. Mellemårsagerne kan bruges på en ekstraordinær måde, så deres virksomhed fremskyndes eller forsinkes; eller Gud kan virke uden dem.

30. Hvad afhænger muligheden for et under så af?

Af Guds frihed. «Gud gør undere for at bevidne, at han er almægtig og står over naturen. Tingenes ordinære gang bevidner, at naturen har en bygmester, som er vis, god og retfærdig, nemlig Gud. Men han virker uden for og ud over denne orden, som når han oprejste døde eller lod solen stå stille eller vende tilbage, for at vi skal vide, at han er den Almægtige og stærkere end hele verden, og at han kan bringe hjælp uden for den naturlige orden» (Melanchthon).

31. Hvad afhænger nødvendigheden af et under af?

Den står og falder med nødvendigheden af åbenbaringen, for åbenbaringen er et under. Naturens orden, som synden har krænket og bragt i uorden, genoprettes ved, at Gud virker over og ud over de rent naturlige årsagers område. De to grundlæggende undere er skabelsen og forløsningen. Da synden afbrød fuldbyrdelsen af det, skabelsen havde grundlagt, peger ethvert under siden syndefaldet hen på forløsningen og har sit centrum i den. Det var synden, der gjorde undere nødvendige. Et ringe syn på syndens omfang og betydning fører til, at man benægter, at det underfulde er nødvendigt. Hvor man tager let på menneskets skyld, nedvurderer man behovet for en Forløser. At man benægter muligheden af det underfulde, har derfor ikke så meget sin grund i intellektuelle som i moralske vanskeligheder. De stærkeste argumenter er dem, der appellerer mere til samvittigheden end til forstanden.

32. Hvad er det store bevis for, at underne er virkelige?

Kristi person, undernes under (1 Tim 3,16); og dernæst Guds barns genfødte liv, der udspringer af Kristi liv (1 Kor 6,11).

33. Fra hvilke standpunkter angribes muligheden af undere?

A. Fra ateismens, der i sin fornægtelse af Gud nødvendigvis benægter, at hans højeste vilje ordner alle ting og også gør undtagelser fra denne orden. Den mest udbredte form for ateisme, og den, hvis angreb på underne man oftest hører, er materialismen, der påstår, at der hverken er Gud, ånd eller hensigt i universet.

B. Fra deismens, der forestiller sig, at når uret er trukket op, går det af sig selv for altid, og at Gud udelukkende virker i naturen gennem de kræfter, han engang lagde ned i den. Ifølge den er verden indrettet sådan, at der aldrig kan forekomme en afvigelse fra det, der normalt sker. Det, der normalt sker, må altid ske, og det, der normalt ikke sker, kan aldrig ske. Sådan lyder dens grundantagelser.

C. Fra panteismens, hvor Gud degraderes til en blot og bar personificering af naturens kræfter.

34. Svækker afsløringen af foregivne undere på nogen måde argumentet for de undere, som Skriften beretter om og profeterer?

De viser blot, at troen på det underfulde er grundlagt i selve menneskeåndens natur. Den tro, som de misbruger og fører vild, finder sit sande mål og sin opfyldelse inden for de grænser, som Den Hellige Skrift har sat. At man afslører falske mønter, beviser ikke, at de ægte er uden værdi.

35. Men har Satan og hans tilhængere ikke gjort undere?

Troldmændene i Egypten gjorde undere (2 Mos 7,11–12), og det samme gjorde den falske profet i Åb 19,20. I 5 Mos 13,2–6 advares israelitterne mod at lade sig føre vild af vranglærere, selv om de gør tegn og undere. Måske var disse undere ikke andet end uforklarlige kendsgerninger, der overgik vidnernes erfaring. Eller også kan de onde midlertidigt have fået overnaturlig magt, for at Gud i kampen kan blive herliggjort ved at opveje og overvinde selv deres højeste anstrengelser og bedrifter med den endnu større overnaturlige magt, hvormed han griber ind for at udfri mennesket. Ethvert såkaldt satanisk under kan dog forklares ved et mere end almindeligt kendskab til rent naturlige midler, som hvis nogen kom til et uciviliseret folk og brugte trådløs telegrafi.

36. Beviser undere da, at den sag, de gøres for, er sand?

Ikke i sig selv. Et under vækker opmærksomhed, får folk til at tænke efter, fører til undersøgelse og bringer den sag, der forkyndes, under Den Hellige Skrifts prøve (Gal 1,8). «Underne er lærens segl; ligesom et segl, der er revet af et brev, intet beviser, sådan har undere uden lære ingen gyldighed» (Gerhard). Se kap. 13, spm. 21–23.

37. Hvilken sondring gjorde skolastikerne?

Mellem miracula, dvs. undere i egentlig forstand, og mirabilia, dvs. tilsyneladende undere. De første er gerninger, der helt overgår de naturlige kræfter, og som derfor kun Gud gør (Sl 136,4). De sidste forklarede man som virkninger af naturlige midler, der blev brugt på en hemmelighedsfuld måde, så de vakte forbløffelse og blev anset for undere.

38. Hvilke to slags undere har man skelnet mellem?

Mellem naturens undere og nådens undere. De første gjorde Gud i ting, der kan sanses, som når Kristus oprejste døde og stillede stormen, eller når han selv opstod fra graven. De sidste sker i mennesker til deres frelse eller angår menneskets forhold til Gud. De første er underordnet de sidste.

Joh 14,12: «… han skal gøre større gerninger end disse; for jeg går til Faderen.»

At en, der er født i synd, vækkes til åndeligt liv, er mere underfuldt end at Lazarus blev gjort levende. Alle de ydre undere, som Kristus og hans apostle gjorde, havde til formål at bringe mennesker under den åndelige krafts indflydelse, så de kunne blive retfærdiggjort, genfødt og herliggjort.

39. Hvilken særlig praktisk anvendelse skal man gøre af læren om forsynet?

Den fører til den rette vurdering af mellemårsagerne. På den ene side skal de bruges flittigt som de ordinære midler, som Gud meddeler sine gaver og velsignelser igennem (1 Thess 4,11; 2 Thess 3,10–11; Matt 4,7). På den anden side må vi ikke slå os til ro med dem; men når vi trofast udfører pligterne i vores kald, kan vi være visse på, at Gud har måder at drage omsorg for os og gøre vores arbejde virkningsfuldt på, langt ud over alt, hvad vi kan bede om eller tænke (Sl 127,1–2; Matt 4,4; 6,25–34; Fil 4,6; 1 Pet 5,7).