4. søndag i advent (Joh 1,19–28)

Evangeliet på 4. søndag i advent, Joh 1,19–28

Evangelisten beskriver Johannes’ vidnesbyrd med mange ord og gør det stort. For selv om det havde været nok, at han skrev om Johannes: Han bekendte, gentager han det dog én gang til og siger: «Han nægtede ikke og bekendte.» Uden tvivl priser han dermed Johannes’ dyrebare standhaftighed i en stor anfægtelse, hvor han blev fristet til et stort frafald fra sandheden. Og se blot på omstændighederne.

For det første bliver der sendt bud til ham, ikke tjenere eller almindelige borgere, men folk af den højeste og fornemste flok, præster og levitter, som var farisæere, det vil sige de øverste i folket. Det var et prægtigt gesandtskab til sådan en ringe mand, som med rette burde være blevet glad og hovmodig over en sådan ære, eftersom man i verden sætter herrers og fyrsters gunst så overmåde højt.

For det andet er det ikke jævne folk, der sender bud til ham, men dem fra Jerusalem, det vil sige hovedstaden og hele rådet og fyrstendømmet i det jødiske folk; det var lige så meget, som om hele folket kom til ham og bød ham æren. Hvilken vind har det ikke været! Hvor skulle den ikke have blæst ham op, hvis den havde ramt et rent verdsligt hjerte!

For det tredje byder de ham ikke en gave eller almindelig herlighed, men den allerhøjeste herlighed, kongeriget og al øvrighed, og de er rede til at tage imod ham som Kristus. Det er virkelig en høj og sød fristelse. For hvis han ikke havde mærket, at de ville holde ham for Kristus, havde han ikke sagt: «Jeg er ikke Kristus.» Og Lukas skriver også i Luk 3,15, at da alle mente, at han var Kristus, sagde Johannes: «Den, I mener, jeg er, er jeg ikke; men jeg er sendt foran ham.» [Johannes’ ord står i denne form i ApG 13,25; jf. Luk 3,16 og Joh 3,28.]

For det fjerde, da han ikke ville have den ære, prøver de med en anden og er rede til at tage imod ham som Elias. For de havde en profeti hos profeten Malakias i sidste kapitel (Mal 3,23–24), hvor Gud siger: «Se, jeg vil sende jer profeten Elias, før HERRENS store og forfærdelige dag kommer; han skal vende fædrenes hjerter til børnene og børnenes hjerter til deres fædre, for at jeg ikke skal komme og slå jorden med band.»

For det femte, da han ikke vil være Elias, prøver de endnu videre og byder ham en profets almindelige ære. For de havde ikke haft nogen profet siden Malakias. Alligevel står Johannes fast og vakler ikke, skønt æren banker på så mange gange og frister ham.

For det sjette og sidste, da de ikke vidste om mere ære, overlader de det til ham selv, hvordan og for hvad han dog vil holdes; de ville for alt i verden gøre ham til noget stort. Men Johannes vil ikke have deres ære og svarer ikke andet, end at han er en røst, der råber til dem og til alle; det bryder de sig ikke om. Hvad alt dette betyder, vil vi høre siden. Lad os nu se på teksten.

«Og dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter for at spørge ham: ’Hvem er du?’»

De har sendt bud til ham; hvorfor kom de ikke selv til ham? Johannes var kommet for at prædike omvendelse for alle i jødernes folk. Den prædiken brød de sig ikke om; derfor er det sikkert, at de ikke har sendt bud til ham og budt ham sådan en ære i nogen god og ren mening. De har heller ikke af hjertet troet, at han var Kristus eller Elias eller en profet; ellers var de selv kommet og havde ladet sig døbe, som de andre gjorde. Hvad søgte de da hos ham? Det viser Kristus i Joh 5,33.35: «I har sendt bud til Johannes, og han har vidnet om sandheden. Han var et brændende og skinnende lys; men I ville glæde jer en lille stund ved hans lys.» Af disse ord er det klart, at de hos Sankt Johannes har søgt deres egen ære og ville bruge hans lys, det vil sige hans høje og berømte navn, til at smykke sig selv over for folket.

For hvis Johannes var faldet dem til og havde taget imod den ære, de bød ham, var de også blevet store og herlige over for hele folket, som de, der var værdige til sådan en hellig og stor mands venskab og ære. Men hvad havde det været andet, end at al deres gerrighed, tyranni og skurkagtighed derved var blevet stadfæstet som lutter hellige og kostelige ting? Og så var Johannes med sin hellighed blevet det allerstørste skalkeskjul, der nogen sinde havde været eller kunne blive, og Kristi komme var med al rimelighed blevet set på som forkasteligt, eftersom det gik imod hele præsternes og tyrannernes væsen, på hvis side den store, hellige mand Johannes så ville stå.

Derfor ser vi her, med hvilken skurkestreg de er gået frem, og hvordan de har fristet Johannes til at fornægte Kristus helt og aldeles og blive en Judas Iskariot og retfærdiggøre al deres uret og bringe dem sin ære og folkets tilslutning. Er det ikke fine handelsmænd, der vil skaffe sig Johannes’ ære? De byder ham et æble for et kongerige; de vil bytte sig hans guldmønt til for regnepenge. Men han har stået fast som en grundvold, som det følger:

«Og han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: ’Jeg er ikke Kristus.’»

Johannes’ bekendelse indeholder to stykker: det ene, at han bekender; det andet, at han ikke nægter. At han bekender, er bekendelsen om Kristus, når han siger: «Jeg er ikke Kristus», som teksten siger: «Han bekendte: ’Jeg er ikke Kristus.’» Og til den samme bekendelse hører også, at han bekender, at han ikke er Elias og heller ikke en profet. At han ikke nægter, er derimod, at han vedgår, hvad han er, når han siger, at han er røsten i ørkenen, som med sit råb bereder Herrens vej. Og således er hans bekendelse en frimodig bekendelse, der ikke alene bekender, hvad han ikke er, men også hvad han er. For den del af bekendelsen, hvor man bekender, hvad man ikke er, er endnu dunkel og ufuldkommen; deraf kan man ikke vide, hvad og hvordan man skal mene om ham. Men her siger Johannes åbent, hvad man skal mene og ikke mene om ham, og gør dem visse og sikre, idet han bekender, at han ikke er Kristus, og ikke nægter, at han er røsten foran hans komme.

Men nogen kunne vel sige: Evangelisten vender sin tale om, når han kalder det en bekendelse, at Johannes siger, at han ikke er Kristus, for det er snarere en nægtelse; han nægter jo, at han er Kristus. At sige nej er jo at nægte, og jøderne ønskede, at han skulle bekende, at han var Kristus, hvad han nægtede, og så siger evangelisten, at han bekendte; og omvendt er det, han siger: Jeg er røsten i ørkenen, langt snarere en bekendelse. Men evangelisten ser på historien og beskriver den, som den er for Gud, og ikke ordene, som de lyder for mennesker. For de gik efter, at han skulle fornægte Kristus og ikke bekende, hvad han selv var. Men da han står fast ved det og bekender, hvad han er og ikke er, er hans gerning for Gud en dyrebar bekendelse og ikke en fornægtelse.

«Og de spurgte ham: ’Hvad da? Er du Elias?’ Han sagde: ’Det er jeg ikke.’»

Som sagt ovenfor havde jøderne profetien om Elias i Mal 3,23, at han skulle komme før HERRENS dag. Derfor er det også endnu en almindelig tale blandt de kristne: Elias skal komme før den yderste dag. Nogle lægger Enok til, nogle evangelisten Johannes. Det vil vi også tale lidt om.

For det første står hele grunden på, om profeten Malakias taler om Herrens andet komme på den yderste dag eller om det første komme i kødet og ved evangeliet. Taler han om den yderste dag, så må man visselig vente Elias; for Gud vil ikke lyve. Men at Enok eller Johannes også skal komme, er ikke grundet i Skriften; derfor skal det også holdes for fabler og løs snak. Taler han derimod om Kristi komme i kødet og ved Ordet, så skal man visselig ikke vente nogen Elias mere, men Johannes er den Elias, som Malakias forkyndte.

Men jeg mener, at Malakias ikke har talt om nogen anden Elias end Johannes, og at man slet ikke skal vente Elias fra Tishbe, som for til himmels med den brændende vogn, 2 Kong 2,11. Det, der først og fremmest bringer mig til den mening, er englen Gabriels ord, Luk 1,17, som han sagde til Zakarias, Johannes’ far: «Han skal gå foran for ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og de vantro til de retfærdiges klogskab.» Af de ord ser man tydeligt, at englen sigter til profeten Malakias’ profeti og også anfører profetens egne ord; han siger jo også, at Elias skal vende fædrenes hjerter til børnene, som nævnt ovenfor. Var der nu forudsagt en anden Elias af Malakias, så havde englen uden tvivl ikke tydet ham på Johannes.

Sådan gjorde han også med jomfru Maria, Luk 1,31, og tydede ordene i Es 7,14 på hende: «Se, en jomfru er frugtsommelig og skal føde en søn.» Disse ord anvendte Gabriel på Maria og sagde: «Se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn» osv.

For det andet: Jøderne selv har fra gammel tid også forstået Malakias om Kristi komme i kødet. Derfor spørger de her Johannes, om han er den Elias, der skal komme før Kristus. Men de tog fejl deri, at de forstod det om den første, legemlige Elias. For selv om teksten tvinger til, at Elias skal komme først, tvinger den dog ikke til, at det skal være hin Elias; for den siger ikke: Elias fra Tishbe skal komme, som Skriften kalder ham i 1 Kong 17,1 og 2 Kong 1,3.8, men ganske enkelt: en Elias, en profet. Det tyder englen Gabriel i Luk 1,17 således: «i Elias’ ånd og kraft»; som ville han sige: Det skal være en rigtig Elias. Ligesom man på dansk siger om en, der har en andens art og gerning i sig: Han er en rigtig N.N., som når jeg siger: Paven er en rigtig Kajfas, Jan Hus er en rigtig Paulus. Således lover Gud også gennem Malakias en, som skal være en rigtig Elias; men det er Johannes.

Dog ville jeg ikke tro jødernes forståelse alene, hvis ikke Kristus havde stadfæstet den i Matt 17,10–13. Da disciplene på bjerget Tabor havde set Elias og Moses, sagde de til Herren: «Hvorfor siger de skriftlærde da, at Elias skal komme først?» Som ville de sige: Du er allerede kommet, og Elias er aldrig kommet først, men er først nu kommet til syne efter dig; og dog siger de, at han skal komme først. Der forkastede Kristus ikke den forståelse, men bekræftede den og sagde: «Elias skal ganske vist komme og genoprette alt. Men jeg siger jer, at Elias allerede er kommet, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, hvad de ville.» Da forstod disciplene (siger Matthæus), at han talte om Johannes Døberen. Og Markus lægger til og siger i Mark 9,13: «Jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de gjorde med ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham.»

Nu er der jo intet skriftsted om Elias, at han skal komme, uden dette hos Malakias, og Kristus tyder det selv på Johannes. Og hvis nogen lader sig bevæge af, at Kristus siger: «Elias skal ganske vist komme og genoprette alt», så tvinger det ikke til noget, eftersom han selv forklarer sig med de følgende ord og siger: «Men jeg siger jer, at Elias allerede er kommet» osv. Så meningen lyder sådan: Det, I har hørt om Elias, at han skal komme først og genoprette alt, er rigtigt og sandt; det står sådan skrevet og må ske sådan; men de ved ikke, hvilken Elias det er sagt om, for han er allerede kommet. Således stadfæster Kristus med disse ord Skriften og forståelsen af den kommende Elias, men forkaster dog den vildfarende forståelse om en anden Elias end Johannes.

Allerstærkest beviser Kristus dog i Matt 11,13–15, at der ikke kommer nogen anden Elias, og siger: «Alle profeterne og loven har profeteret indtil Johannes. Og hvis I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. Den, der har ører at høre med, skal høre!» Her er det åbenbart, at kun én Elias skulle komme; for hvis der endnu var en til, kunne han ikke sige: Johannes er den Elias, som skal komme; men så havde han måttet sige: Johannes er en af Eliaserne, eller blot: Han er Elias. Men når han nu tyder det på Johannes, at han er den Elias, som alle venter på, og som uden tvivl var forkyndt, så giver han tilstrækkeligt at forstå, at Malakias’ profeti er opfyldt i Johannes, og at man efter ham ikke skal vente nogen anden Elias.

Derfor holder vi også fast ved, at den sidste prædiken før den yderste dag er evangeliet, ved hvilket Kristus er kommet ud i hele verden; og før denne prædiken og dette komme er Johannes kommet og har beredt vejen for den. Og når alle profeterne og loven profeterer indtil Johannes, så kan det ikke gå an, at nogen strækker dem ud over Johannes til en anden, kommende Elias. Så må også Malakias’ profeti passe på Johannes’ tid. For eftersom Kristus drager alle profeterne hen til Johannes’ tid, lader han ingen gå forbi. Og således slutter vi med vished, at der ikke kommer nogen Elias mere, men at evangeliet skal vare til verdens ende.

«’Er du en profet?’ Og han svarede: ’Nej.’»

Her mener nogle, at jøderne har spurgt efter den profet, som Moses skriver om i 5 Mos 18,15: «En profet vil jeg lade fremstå, som du er, midt blandt deres brødre» osv. Men dette ord tyder Peter i ApG 3,22 og Stefanus i ApG 7,37 på Kristus selv, sådan som det også skal tydes. Og jøderne holdt visselig også denne profet for Moses’ lige og for større end Elias; derfor har de også forstået ham om Kristus og spurgt Johannes, om han var en almindelig profet som de andre, eftersom han hverken var Kristus eller Elias. For de havde ikke haft nogen profet siden Malakias’ tid; han er også den sidste og slutter Det Gamle Testamente med det ord om Elias’ komme, som er nævnt ovenfor; så Johannes er den nærmeste og første efter Malakias, som slutter sin bog med ham og peger på ham. Altså spørger de, om han er en af profeterne, sådan som også Kristus siger om ham i Matt 11,9: «Hvad gik I ud for at se? Ville I se en profet? Ja, siger jeg jer, en, som også er mere end en profet.» Og i Matt 21,26 siges der: «De holdt alle Johannes for en profet.»

Her spørger man nu: Hvordan har Johannes bekendt sandheden, når han nægter, at han er Elias eller en profet, og dog Kristus selv kalder ham Elias og mere end en profet? Og han vidste jo selv, at han var kommet i Elias’ ånd og kraft, og at Skriften kaldte ham Elias. Siger man, at han ikke bekendte sig som profet, fordi han er mere end en profet, så lyder det skammeligt, som om han ville ophøje og rose sig selv. Derfor skal man holde fast, at han helt enfoldigt og ligefremt har bekendt sandheden, nemlig at han ikke er den Elias, de spurgte efter, og heller ikke en profet. For det var sædvane, at profeterne førte og lærte folket, og at man søgte råd og hjælp hos dem. En sådan var Johannes ikke, og han ville heller ikke være det, eftersom alle profeternes Herre var til stede, som de skulle holde sig til og følge; så han ville ikke drage folket til sig, men føre det til Kristus, sådan som det af nød måtte ske, før Kristus selv kom.

Også fordi en profet forkynder om Kristi komme, men Johannes viser den nærværende Kristus; og det er en andens embede end en profets. Ligesom når en præst, mens biskoppen er til stede, viser folk bort fra sig til biskoppen og siger: Jeg er ikke præst, han dér er jeres præst; og dog styrer han, når biskoppen er borte, folket lige så vel som biskoppen.

Således viser også Johannes folket bort fra sig til Kristus. Og selv om dette er et større og højere embede end en profets, er det dog ikke større for hans egen værdigheds skyld, men fordi hans Herre er til stede. Og i den ros, at Johannes er mere end en profet, vises ikke hans værdighed, men den nærværende Herres værdighed; for det er jo skik, at en tjener holdes for større, værdigere og mere ærefuld, når hans herre er borte, end når han er til stede.

Således er også en profet en højere stand end Johannes’ stand, skønt Johannes’ embede er større og nærmere. For en profet styrer og fører folket, og folket holder sig til ham; men Johannes gør ikke andet end at vise bort fra sig til Kristus, den nærværende Herre. Derfor har han med rette, ligefremt og helt enfoldigt, nægtet at være en profet, skønt han havde al en profets art i overflod. Alt det er sket for folkets skyld, for at de ikke skulle tage imod hans vidnesbyrd som en profets forudsigelse og vente Kristus til en anden tid, men kende ham som en forløber og en, der peger, og følge hans henvisning til den nærværende Herre. Det er, hvad den følgende tekst vil:

«Da sagde de til ham: ’Hvem er du da, så vi kan give svar til dem, der har sendt os? Hvad siger du om dig selv?’ Han sagde: ’Jeg er en råbende røst i ørkenen: Jævn Herrens vej, som profeten Esajas har sagt.’»

Det er den anden del af hans bekendelse, hvori han bekender, hvad han er, eftersom han hverken vil være Kristus, Elias eller en profet. Som ville han sige: Jeres frelse er meget nærmere, end at en profet skulle være her; se ikke så langt ud over til en anden tid. Alle profeternes Herre er her selv; man behøver ingen profet her. Herren kommer gående, og jeg er hans forløber; han følger lige i hælene på mig. Jeg profeterer ikke om ham som en profet, men jeg råber som en forløber, at man skal give ham rum og plads, så han kan komme frem. Jeg siger ikke som profeterne: Se, han skal komme; men jeg siger: Se, han kommer og er her. Jeg taler ikke ord om ham, men peger på ham med fingeren; sådan som Esajas længe forinden har forkyndt, at et sådant råb skulle gå foran ham for at gøre plads for Herren. Det råb er jeg, og ikke en profet. Træd derfor til side, giv plads, og lad Herren selv, som er til stede, vandre blandt jer, og se ikke mere efter nogen profeti om ham.

Det er nu det svar, som intet lærd, vist og helligt menneske kan tåle, og Johannes må i hvert bogstav have Djævelen i sig og være en kætter; for kun synderne og dårerne holder ham for en hellig, god mand, giver hans råb plads, gør plads for Herren og rydder af vejen, hvad der hindrer hans gang. Men de andre kaster træ, sten og skarn derind, ja de slår begge ihjel, både forløberen og Herren selv, fordi de vover at sige sådan noget til dem. Hvordan det? Johannes siger, at de skal jævne Herrens vej. Det er det samme som at sige: De har hverken Herren eller hans vej i sig. Hvad har de da? Hvor Herren ikke er og heller ikke hans vej, dér må menneskers egen vej og Djævelen og alt ondt være. Se nu selv, om ikke de hellige, vise folk med rette skulle blive vrede på Johannes og fordømme hans ord og derefter slå ham ihjel sammen med hans Herre. Skulle han være så dristig at henvise sådanne hellige folk til Djævelen, skælde hele deres væsen ud for vildfarende, ugudeligt og fordømmeligt og give det ud for, at deres veje ikke er Herrens veje, og at de først nu skulle jævne Herrens vej og havde ført hele deres hellige liv forgæves?

Og hvis han dog skrev det i det skjulte på en tavle, kunne de måske have tålmodighed med det. Men nu sætter han det i røsten, og ikke alene i røsten, men råber det højt ud, og det ikke i en krog, men frit under åben himmel, i ørkenen, for al verden, og gør de hellige offentligt for alle folk til syndere og til skamme med hele deres væsen og vandel, så folk ikke mere holder noget af deres skin; dermed går den ære og vinding tabt, som de før havde af deres hellige liv. Det kan sådanne hellige folk jo ikke tåle; nej, for Guds og retfærdighedens skyld må de fordømme den falske lære, så de stakkels folk ikke bliver forført og gudstjenesten ikke undertrykt, og de må slå begge ihjel, både Johannes og hans Herre, Gud Fader til kærlighed og tjeneste.

Det er nu beredningen af Kristi vej og Johannes’ egentlige embede, at han skulle ydmyge hele verden og sige, at de alle sammen er syndere, fortabte, fordømte, fattige, nødlidende, elendige mennesker, og at intet liv, ingen gerning, ingen stand synes så hellig, smuk eller god, at den ikke er fordømmelig, hvis ikke Kristus, Herren, bor, virker, vandrer og lever i den og er og gør alt ved troen på ham, så de alle sammen har brug for Kristus og med al længsel gør sig delagtige i hans nåde.

Hvor det nu prædikes, at alle menneskers gerninger og liv er intet, dér er Johannes’ rette røst i ørkenen og den rene, skære sandhed i den kristne lære, sådan som Paulus gør i Rom 3,23, hvor han siger: «De er alle sammen syndere og mangler den ros, de skulle have hos Gud.» Det er sandelig at ydmyge alle mennesker og skære al formastelighed bort fra dem og gøre den til intet. Det er nu i sandhed at jævne Herrens vej, give rum og gøre plads.

Her finder man nu de to slags mennesker: Nogle tror denne Johannes’ røst og bekender, at det er sådan med dem. Det er dem, Herren kommer til; dér er hans vej beredt og gjort i stand, sådan som Peter siger (1 Pet 5,5): «De ydmyge giver han nåde.» Og han selv (Luk 18,14): «Den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.» For her må du lære godt og fatte ordene åndeligt: hvad Herrens vej er, hvordan man gør den i stand, og hvad der hindrer den, så den ikke finder rum i os. Herrens vej, har du hørt, er, når han gør alle ting i os, og alle vore gerninger ikke er vore, men hans; og det sker ved troen.

Men beredelsen består ikke i, at du med din bøn, faste, spægelse og egne gerninger vil gøre dig selv værdig og rede, sådan som alle adventsprædikener nu driver på og gør sig til nar med; men, som sagt, det er en åndelig beredelse, som består i en grundig erkendelse og bekendelse af, at du er uduelig, en synder, fattig, fordømt og elendig med alle de gerninger, du kan gøre. Et sådant hjerte – jo mere det er sindet sådan, desto bedre bereder det Herren vejen, selv om det imens drak lutter malvasier og gik på roser og ikke bad et eneste ord.

Men hindringen, som ikke giver Herren rum, er ikke alene de grove, legemlige synder: utugt, vrede, hovmod, gerrighed osv., men langt mere den åndelige indbildskhed og det rette farisæiske hovmod, som agter sit gode liv og sine gerninger højt, er tryg ved dem og ikke selv fordømmer dem og oven i købet ikke vil lade dem fordømme.

Det er nu den anden del af menneskene, nemlig de, som ikke tror Johannes’ røst, men siger, at den er Djævelens og forbyder gode gerninger og fordømmer gudstjeneste. Det er dem, der allermest og allerstærkest bliver sagt til: «Jævn Herrens vej», og de tager allermindst imod det. Derfor siger Johannes til dem med skarpe ord i Luk 3,7–8: «I slangeyngel! Hvem har da lært jer at flygte fra den kommende vrede? Bær derfor frugt, der svarer til omvendelsen.» Men som sagt: Jo mere man taler til sådanne om at jævne Herrens vej, desto mere hindrer de den, og desto mere rasende bliver de; de vil ikke finde sig i, at deres sag ikke skal være Herrens, indtil de – Gud til lov og ære! – slår sandheden og Johannes’ ord ihjel og ham og hans Herre med.

Se nu, om det ikke er en stor bekendelse fra Johannes, at han tør åbne munden og frit sige: Han er ikke Kristus, men han er en røst, som de ikke gerne hører; og at han skælder folkets store lærere og førere ud for, at deres sag ikke er ret og ikke er Herrens. Og som det gik Johannes, sådan går det endnu, fra verdens begyndelse til dens ende. For den hovmodige hellighed kan ikke høre, at den først nu skal berede Herren vejen, når den mener, at den sidder i vor Herre Guds skød og lader sig vugge og kæle for; de har for længst gjort vejen færdig, før Gud tænkte på at søge en vej i dem – de fine, sarte helgener! Sådan har nu også paven og hans folk fordømt denne Johannes’ røst: «Jævn Herrens vej.» Kort sagt: Det er en uudholdelig røst – undtagen for de fattige syndere og de bedrøvede samvittigheder; for dem smager den helt ind i hjertet.

Men er det ikke en forvendt, underlig tale, at han siger: «Jeg er den råbendes røst»? Hvordan kan et menneske være en røst? Han skulle have sagt: Jeg er den, der råber med røsten. Men det er sagt på Skriftens vis; ligesom Gud sagde til Moses i 2 Mos 4,16: «Aron skal være din mund», det vil sige: Han skal tale for dig. Ligeledes Job 29,15: «Jeg var et øje for den blinde og en fod for den halte.» Sådan siger vi også på dansk om en gerrig: «Guld er hans hjerte, og penge er hans liv.»

Sådan også her: «Jeg er en råbendes røst», det vil sige: Jeg er en, der råber, og har navnet efter min gerning; ligesom Aron kaldes en mund, fordi han skal føre ordet, sådan er jeg en røst, fordi jeg råber. Og det, der på hebraisk lyder vox clamantis, skulle man på latin gøre til vox clamans, på dansk: Jeg er en råbende røst; ligesom Paulus i Rom 15,26 siger pauperes sanctorum og i 1 Tim 3,16 mysterium pietatis i stedet for pauperes sancti og mysterium pium: «de helliges fattige», «gudfrygtighedens hemmelighed», det vil sige: de fattige hellige, den gudfrygtige hemmelighed; ligesom når jeg siger «tyskernes sprog», ville jeg sige det bedre sådan: «det tyske sprog». Sådan også her: «en råbendes røst», det vil sige: en råbende røst. Det hebraiske tungemål har langt flere af den slags talemåder.

«Og de, der var udsendt, var af farisæerne, og de spurgte ham og sagde til ham: ’Hvorfor døber du da, når du hverken er Kristus eller Elias eller en profet?’ Johannes svarede dem og sagde: ’Jeg døber med vand; men midt iblandt jer er han trådt frem, som I ikke kender. Det er ham, som skal komme efter mig, som har været før mig, og hvis sandalrem jeg ikke er værdig at løse.’»

Det ser ud, som om evangelisten udelader noget i disse ord, og som om den fulde tale skulle lyde sådan: Jeg døber med vand, men midt iblandt jer er han trådt frem, som døber med ild; ligesom der står i Luk 3,16: «Jeg døber jer med vand, men han skal døbe jer med ild.» Og ApG 1,5: «Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden.» Men selv om han her tier om denne anden dåb, giver han dog dermed nok at forstå, at en anden dåb skulle komme, eftersom han taler om en anden, som skulle komme efter ham og uden tvivl ikke skulle døbe med vand.

Her begynder nu det andet stød, hvormed Johannes bliver fristet fra venstre side. For da de ikke kunne bevæge ham med lokketoner, går de løs på ham med trusler. Og her bryder deres falske ydmyghed frem og viser sig at have været et hovmod helt til bunds. Sådan ville de også have gjort, hvis Johannes havde fulgt dem, når de var blevet mætte af ham. Lær derfor her at vogte dig for mennesker, især når de stiller sig venlige og blide an, og som Kristus siger i Matt 10,16–17: «Tag jer i agt for menneskene; vær kloge som slanger og uskyldige som duer»; det vil sige: Stol ikke på de blide, og gør ikke fjenderne ondt.

Se, disse farisæer, som lod høre, at de ville tage Johannes for Kristus – da det ikke lykkes for dem efter deres vilje, vender de om og dadler også Johannes’ dåb. Som ville de sige: Når du hverken er Kristus eller Elias eller en profet, så burde du dog vide, at vi er dine overordnede efter Moses’ lov, og du burde holde dig efter det som en undersåt og ikke sætte dit eget spil i gang uden vores befaling, vidende og tilladelse. Hvem har givet dig magt til at indføre en ny skik i vores folk med din dåb? Du løber efter ulykke med din frækhed og ulydighed.

Men ligesom Johannes foragter deres hykleri, sådan foragter han også deres trusler; han bliver standhaftig og bekender Kristus som før. Desuden går han grovt løs på dem og beskylder dem for uvidenhed. Som ville han sige: At jeg døber med vand, har jeg ikke fra jeres befaling, og det ligger der heller ikke noget i; der er en anden til stede, for hvis skyld jeg har befaling; ham kender I ikke, og i ham har jeg mere end nok. Hvis I kendte ham eller ville kende ham, ville I ikke spørge, hvorfra jeg har magt til at døbe, men selv også lade jer døbe; for han er så meget større, at jeg ikke er værdig at binde hans sandalrem op.

Johannes’ ord, hvor han siger: «Det er ham, som skal komme efter mig, som er blevet før mig» – som evangelisten anfører tre gange i dette kapitel – har nogle brudt hovedet meget med og gjort det mørkt for sig selv, fordi de har henført det til Kristi guddommelige, evige fødsel, som om Johannes ville sige, at han var født før ham i evighed. Men hvad ville det være for en stor ting, at han er født før Johannes i evighed, når han også er født før verden og før alle ting? Så skulle han heller ikke alene komme efter ham, men efter alle ting, eftersom han er den Første og den Sidste, som der står i Åb 1,17 [Luther henviser til Åb 1,11, hvor hans tekst også har ordene]; så at begge dele, hans komme og hans forudgående væren, peger på det samme. Men Johannes’ ord er lette og enkle og taler om Kristus, sådan som han allerede er menneske. For at han siger: «Han skal komme efter mig», kan ikke forstås sådan, at han skulle fødes efter ham, eftersom Johannes på den tid, da han sagde det, var omkring tredive år gammel, ligesom Kristus.

Så er meningen nu sikker: Han siger disse ord om prædikeembedet i den mening: Jeg er kommet, det vil sige: Jeg er begyndt at prædike; men jeg skal snart holde op, og en anden skal komme og begynde at prædike efter mig. Sådan siger også Lukas i ApG 1,22, at Kristus begyndte fra Johannes’ dåb; og Luk 3,23: «Jesus var tredive år, da han begyndte»; og Matt 11,3: «Er du den, som skal komme?», det vil sige: den, som skal begynde at prædike? For Kristi embede begynder først efter hans dåb, da Faderen herliggør ham og vidner om ham. Og dér begynder også det nye testamente og nådens tid, ikke ved Kristi fødsel, som han også selv siger i Mark 1,15: «Tiden er blevet opfyldt, og Guds rige er kommet nær.» For havde han ikke begyndt at prædike, ville hans fødsel ikke have været til nogen nytte; men da han begyndte at gøre og lære, da begyndte også alle profetier og hele Skriften, og et nyt lys og en ny verden.

Så har vi, hvad det betyder: «Han skal komme efter mig»; men det er endnu ikke klart, hvad det betyder: «Han har været før mig» og «Han var før mig», som de henfører til den evige fødsel. Vi holder os til det enkle, at også dette er sagt om prædikeembedet i den mening: Selv om han endnu ikke prædiker, men først skal komme efter mig, og jeg prædiker før ham, så er han dog allerede til stede og så nær ved, at han allerede var her, før jeg begyndte at prædike, og er indsat til at prædike; så at dette ord («før mig») peger på Johannes’ embede og ikke på hans person, sådan: Han har været før mig, det vil sige: før min prædiken og dåb, nemlig vel tredive år; men han var endnu ikke kommet og havde endnu ikke begyndt. Dermed viser han, hvad hans embede er: at han ikke er en profet, der forkynder om Kristi komme, men går foran ham, der er til stede, som den, der er så nær, at han endda var til stede så mange år før sin begyndelse og sit komme.

Og det er også det, han siger: «Han er trådt frem midt iblandt jer, som I ikke kender.» Som ville han sige: Lad ikke jeres øjne se forbi ham ud i en tid, der skal komme. Han har allerede været blandt jer i det jødiske folk vel tredive år, han, som profeterne taler om. Se jer for, og lad ham ikke fare; I kender ham ikke, derfor er jeg kommet for at vise jer ham. Men at han siger: «Han er trådt frem midt iblandt jer», er sagt på Skriftens vis, som siger: «Der skal opstå» eller «træde frem en profet». Ligeledes Matt 24,24: «Der skal fremstå falske profeter», eller «opstå», eller «rejse sig». Og Gud siger i 5 Mos 18,15: «Jeg vil oprejse en profet midt iblandt jeres brødre» osv. At en sådan oprejsning, fremtræden, opstandelse og opvækkelse er opfyldt i Kristus, vil Johannes vise: Han er allerede trådt frem midt iblandt deres brødre, som Gud har lovet, og de kender ham ikke.

Det er nu Johannes’ og en evangelisk prædikants andet embede: at han ikke alene gør hele verden til syndere, som vi har hørt ovenfor, men også igen trøster og viser, hvordan man skal blive synden kvit, idet han viser ham, som skal komme. Dermed viser han os hen til Kristus, at han skal forløse os fra synd, når vi tager imod ham ved en sand tro. Det første embede siger: I er allesammen syndere og mangler Herrens vej. Når vi tror det, så følger det andet embede og siger: Vent på Kristus, og tag imod ham, tro på ham; han vil forløse jer fra synd. Tror vi det, så har vi det; om dette vil vi siden sige mere.

«Dette skete i Betabara på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.» [Den Frie Bibel har «Betania».]

Så omhyggeligt beskriver evangelisten Johannes’ vidnesbyrd, at han også nævner stedet, hvor det skete; for der ligger meget i vidnesbyrdet om at bekende Kristus, og det møder mange anstød. Dog har han uden tvivl villet vise en åndelig hemmelighed deri; den vil vi nu se videre på.

Den skjulte betydning af historien i evangeliet

Dette er summen af det: I dette evangelium bliver det nye testamentes prædikeembede malet ud: hvordan det er beskaffent, hvad det gør, og hvad der vederfares det.

For det første er det en råbende røst, ikke en skrift. For loven og det gamle testamente er en død skrift, affattet i bøger; men evangeliet skal være en levende røst. Derfor er Johannes et forbillede, et billede, og desuden en begynder og den første af alle evangeliets prædikanter; han skriver intet, men han råber alt med den levende røst.

For det andet blev det gamle testamente, loven, prædiket i teltene ved Sinaj bjerg, blandt jøderne alene. Men Johannes’ røst er i ørkenen, fri, offentlig, under himlen, for hele verden.

For det tredje er det en råbende, klar, høj røst, det vil sige: en røst, der taler frimodigt og uforfærdet og ikke frygter nogen – hverken død, helvede, liv, verden, Djævelen, mennesker, ære, skam eller nogen skabning; som Esajas også siger et andet sted, Es 40,6–9: «En røst siger: ’Prædik!’ Og han sagde: ’Hvad skal jeg prædike?’ Alt kød er hø, og al dets godhed er som en blomst på marken. Høet visner, blomsten falmer, men vor Guds ord bliver evindelig.» Ligeledes: «Zion, du prædikantinde, stig op på et højt bjerg; Jerusalem, du prædikantinde, løft din røst med kraft; løft den, og frygt ikke.» For verden kan ikke tåle evangeliet; derfor må der være en styrke til stede, som foragter den og kan råbe uforfærdet.

For det fjerde: Johannes’ klædning er af kamelhår, og han har et læderbælte (Matt 3,4). Skønt det betyder prædikanternes strenge, kyske liv, skal det dog først og fremmest betyde prædikenens eller evangeliets art. Det er en røst, der ikke er pyntet med bløde klæder; det hykler ikke og smigrer ikke; det er en prædiken om korset, et hårdt, ru, skarpt ord for det gamle menneske, og det binder op om lænderne til åndelig og legemlig kyskhed. Men det er og bliver taget fra de afdøde patriarkers liv og ord, som har været kameler og har båret lovens og korsets byrder. Han spiser også vilde fugle og vild honning; ikke de vilde fugle her i landet, men det er andre dyr i de lande. Det betyder dem, der tager imod evangeliet, nemlig de ydmyge syndere; dem tager evangeliet til sig og i sig.

For det femte er Johannes på den anden side af Jordan. Jordan betyder egentlig Den Hellige Skrift, som har to sider. Den venstre side er den legemlige forståelse, som jøderne har af den; dér er Johannes ikke. For den gør ingen til syndere, men til hovmodige helgener i deres gerninger. Den højre side er den rette, åndelige forståelse, som forkaster og dræber alle gerninger, for at troen alene kan blive tilbage i ydmygheden; den fører evangeliet, sådan som Paulus gør i Rom 3,23 og siger: «Skriften slutter, at de allesammen er syndere» osv. [ordlyden er Gal 3,22; jf. Rom 3,23.]

For det sjette rejser striden sig nu mellem de sande og de falske prædikanter: Farisæerne kan ikke tåle Johannes’ røst, foragter også hans lære og dåb og bliver forhærdede i deres gerninger og lærdomme. Dog stiller de sig an for folkets skyld, som om de ville holde ham højt. Men da han ikke vil, som de vil, så skal han have en djævel og til sidst halshugges af Herodes.

Sådan går det nu, og sådan er det altid gået. Ingen falsk lærer vil ses at prædike uden om og imod evangeliet, men meget mere, at han holder det højt og tror det. Men han trækker det alligevel og vil have det efter sit eget hoved; det kan evangeliet så ikke tåle, for det står fast og fornægter ikke sig selv; derover bliver det så skældt ud for kætteri og vildfarelse, for Djævelens lære, indtil de til sidst går til værks med magt, forbyder det og hugger hovedet af det, så man ingen steder må prædike eller høre det, sådan som det er gået Jan Hus ved paven.

Så er det nu en ret kristen prædikant, som ikke prædiker andet end det, Johannes prædiker, og bliver standhaftigt ved det. Nemlig at han først prædiker loven godt, så folk lærer af den, hvor store ting Gud kræver af os, og vi kan ikke gøre noget af det på grund af vor naturs afmagt, fordærvet ved Adams fald; og at han på den måde døber med Jordan. For det kolde vand betyder lovens lære; den tænder ikke kærligheden, men slukker den meget mere. For ved loven erkender mennesket, hvor svær og umulig loven er. Derover bliver han fjendsk mod den, og hans lyst til den bliver kold, så han mærker, hvor helt han af hjertets grund er imod loven. Og det er så en meget svær synd, at man er fjendsk mod Guds bud.

Så må han ydmyge sig og bekende, at han er et fortabt menneske, og at alle hans gerninger og hele hans liv er synd. Dermed er Johannes’ dåb sket, og han er ret og grundigt ikke blot overøst, men døbt. Så ser han, hvad Johannes’ ord vil: «Omvend jer» osv. Så forstår han, at Johannes taler ret, og at det er nødvendigt for enhver at forbedre sig eller omvende sig. Men til den forståelse kommer farisæerne og de gerningshellige ikke, og de lader sig heller ikke døbe; de mener, at de ikke behøver nogen omvendelse; derfor er Johannes’ ord og dåb i deres øjne narrestreger.

For det andet: Når så den første lære, lovens lære, og dåben er fuldført, så mennesket, ydmyget ved erkendelsen af sig selv, må fortvivle om sig selv og al sin evne, så begynder nu den anden del af læren: at Johannes viser folk bort fra sig selv til Kristus og siger: «Se, dér er Guds lam, som tager verdens synd på sig.» Det er lige så meget som at sige: Jeg har først ved min lære gjort jer alle til syndere, fordømt alle jeres gerninger og sagt, at I må fortvivle om jer selv; men for at I ikke også skal fortvivle om Gud, så se dér: Jeg vil vise jer, hvordan I skal blive jeres synder kvit og opnå frelse.

I kan ikke selv lægge jeres synder af eller gøre jer retfærdige ved gerninger; dertil hører en anden mand. Jeg kan heller ikke gøre det, men vise ham kan jeg. Det er denne Jesus Kristus, Guds lam. Han, han og ellers ingen, hverken i himlen eller på jorden, tager synden på sig – så helt, at heller ikke du kunne betale den allermindste synd. Han alene må tage på sig, ikke alene dine synder, men verdens; og ikke nogle af verdens synder, men alle verdens synder, hvad enten de er store eller små, mange eller få. Det kaldes at prædike og høre det rene evangelium og at kende Johannes’ finger, hvormed han viser dig Kristus, Guds lam.

Kan du nu tro, at denne Johannes’ røst er sand, og se efter hans finger og kende Guds lam – at det bærer dine synder på sig – så har du vundet; så er du en kristen, en herre over synd, død, helvede og alle ting; så må din samvittighed blive glad og af hjertet få det sarte Guds lam kær og elske, love og takke den himmelske Fader for en så afgrundsdyb rigdom af hans barmhjertighed, prædiket ved Johannes og givet i Kristus, og blive allervilligst til at gøre hans guddommelige vilje, så godt du kan, af alle kræfter. For hvad kan man høre, der er mere trøsterigt og lifligt, end at vore synder ikke længere er vore og ikke ligger på os, men på Guds lam? Hvordan kan synden fordømme et så uskyldigt lam? Den må blive overvundet og udslettet på det; så må visselig også døden og helvede blive overvundet sammen med synden (som det, synden har fortjent). Se dér, hvad Gud Fader har givet os i Kristus.

Derfor vogt dig, vogt dig for at formaste dig til ved din egen gerning at lægge selv din mindste synd af for Gud og tage denne titel fra Kristus, Guds lam. For Johannes vidner nok og siger: «Forbedr jer» eller «Omvend jer»; men at han ikke dermed mener, at du skulle forbedre dig og ved dig selv lægge én synd af, det vidner han mægtigt med den anden del, hvor han siger: «Se, Guds lam tager hele verdens synd bort»; men han mener, som sagt ovenfor, at enhver skal erkende sig selv, så han ser, at han har brug for forbedring, dog ikke søge den hos sig selv, men hos Kristus alene. Til en sådan erkendelse af Kristus hjælpe os Gud Fader efter al sin barmhjertighed, og han sende Johannes’ røst ud i verden med mange skarer af evangelister. Amen.