Nytårsdag (Luk 2,21)

Evangeliet på dagen for Jesusbarnets omskærelse, Luk 2,21

Dette evangelium kræver, at vi må prædike og høre om omskærelsen; for ordet nævnes ofte i Det Gamle og Det Nye Testamente og indskærpes af profeterne og apostlene, for at vi skal vide, hvad den er, og hvad den sigter til.

For det første må man her stikke øjnene ud på fornuften, så vi ikke gør spøg ud af det, som Gud gør stor alvor ud af. Det er sandt: Ser man rigtigt på selve handlingen og glemmer Gud ved siden af, så er den til at le ad; men vi kristne, eftersom vi bekender, at Gud har skabt alle ting, må også bekende, at han har skabt alle lemmer, også det ringeste og det, man skammer sig mest over. Men for at vi kan have en grund at tale om omskærelsen ud fra, vil vi se på den lov, som Gud gav Abraham om omskærelsen; for sådan lyder ordene, som Moses skriver i Første Mosebog (1 Mos 17,9–14):

«Så hold nu min pagt, du og dit afkom efter dig. Men dette er min pagt, som I skal holde mellem mig og dig og dit afkom efter dig, slægt efter slægt: Alt, hvad der er af hankøn blandt jer, skal omskæres. I skal omskære forhuden på jeres kød; det skal være et tegn på pagten mellem mig og jer. Hvert drengebarn skal I omskære, når det er otte dage gammelt, slægt efter slægt. Ligeså alle tjenestefolk, der er født i huset eller købt, eller som ellers er fremmede og ikke af jeres afkom. Således skal min pagt være i jeres kød som en evig pagt. Og et drengebarn, som ikke bliver omskåret på forhuden af sit kød, hans sjæl skal udryddes af hans folk, fordi han har forsømt min pagt.»

Der har I, at teksten alene gælder drengebørnene. Når fornuften her ser på budet, gør den det til noget latterligt og tåbeligt og spekulerer på, hvorfor Gud ikke har befalet at omskære barnet på et andet lem, men griber netop fat på det sted og det lem, som hele verden skammer sig over. Her må fornuften lukke øjnene og sige, at sådan var hans vilje; og give Gud æren og tie stille dertil, holde Gud for klogere og visere, end den kan forstå, og tænke, at det er vor Herre Guds gerning, hvormed han ikke vil andet end at gøre verden og fornuften til skamme og til en nar. For det er hans art, at han gør det vist, som er tåbeligt (1 Kor 1,27), og bringer det til ære, som er vanæret, og – som en skaber skal og må gøre – af intet gør noget stort; med sådanne gerninger har han lyst til at omgås. Sådan ser I også, hvordan han går frem i hele Skriften og tager så underligt og sælsomt fat på sine gerninger, at den menneskelige fornuft ikke kan finde sig til rette i dem. Alt det gør han, som sagt, for at gøre de vise til tåber, styrte de store, ophøje de ringe og fattige og gøre det, som intet er, til noget.

Sådan har han også forelagt jøderne en gerning, som den naturlige fornuft støder sig på og siger: «Ej, skulle Gud, som er den højeste visdom, gøre sådan en tåbelig ting?» Men det sker netop, for at Gud med sådanne gerninger og bud kan dræbe det gamle menneske og gøre det nye levende. Sådan forelægger han altid noget, hvori han dræber og gør levende. Derfor, når du her ser, at han forelægger en så skammelig gerning, så må du få fornuften til at lægge sin klogskab bort og tænke, at det er en kostelig ting, og sige således: «Selv om det forekommer mig tåbeligt og skammeligt, vil jeg dog give min Herre æren og prisen, at han er visere end jeg, at han godt ved, hvad han skal gøre; han behøver slet ikke mit råd til sine gerninger.» Sådan må han snøre halsen sammen på mig og vanære fornuften og gøre den til en nar. Så falder dens egen formening bort, og den kommer på andre tanker og en anden mening, så den siger: «Det synes mig godt og ret, eftersom det synes Gud godt, selv om jeg aldrig nogensinde forstår det.»

Sådan gør Gud også med alle sine andre gerninger: Når han sender én fattigdom eller sygdom eller en anden ulykke, gør han det alene, for at fornuften skal lukke øjnene og ikke se på, hvordan det tager sig ud – selv om det gør ondt at have ulykken for øjnene – og ikke rette sig efter det, men alene holde sig til det, som ikke ses, og alene stole på Gud og tro, at der dér er stor rigdom og sundhed til stede, og sige: «Eftersom han har lagt det på mig, så vil jeg gerne have det, og fordi det behager ham, så behager det også mig; jeg ved jo godt, at der ligger noget andet bag, end hvad jeg ser for øjnene.» Det samme måtte jøderne også gøre her. Ja, salig er den mand, som forstår det! Det er grunden til alle Guds gerninger i almindelighed og særligt til denne, at Gud havde befalet, at man skulle omskære alle jøder.

For det andet er dette bud også givet legemligt, fordi Gud havde udskilt og draget dette folk, jøderne, ud fra alle andre som det folk, af hvilket han ville blive menneske, og havde æret og benådet det højt, som også Sankt Paulus siger i Romerbrevet (Rom 3,2); og derfor måtte de også skilles ud fra alle folk ved et særligt tegn, ligesom vi kristne også har sådan et tegn, dåben. Ligesom vi ser i verdslige ting, at hver fyrste har sit våben og skjold, så man kender ham og hans folk på det, og i krig har hver herre eller feltherre sit banner og feltråb, som man kender dem på, sådan havde også jøderne deres tegn, så man kunne kende på det, at de var Guds folk. Skønt de især havde tegnet, som også teksten lyder, for at de skulle være visse på, at de hørte til Guds folk. Desuden måtte de også bære et forbillede og billede på det kommende kristne folk. For på grund af tegnet blev de groft hånet af hedningerne; det var latterligt for dem, og de spottede og foragtede dem, for verden kan ikke andet: den må foragte Guds gerning og bud.

Men hvad gjorde vor Herre Gud, da hans folk blev spottet for en sådan gernings skyld? Han ophøjede dem ikke desto mindre, ja, han satte dem hedningerne til trods midt iblandt alle hedninger og beskærmede dem også og beskyttede dem mod alle hedninger, så at hvor meget hedningerne end foragtede dem og var deres fjender, måtte de dog trække af med skam og et slag over munden, så jøderne fik overtaget og til gengæld spottede hedningerne. Sådan gør vor Herre Gud stadig i alle sine gerninger, når man holder dem for ringe og foragter dem. For alle hans gerninger går sådan til, at fornuften tager anstød af dem; og han gør det netop også, for at den skal tage anstød af dem, så den til sidst engang også kan rejse sig igen og begynde at kende Guds gerninger og vide at prise ham i dem.

Ligesom jøderne nu var foragtede hos hedningerne for den gernings skyld, sådan må også alle kristne for evangeliets skyld, som er en tåbelig og latterlig prædiken for verden, spottes, hånes og foragtes. For det er os kristne pålagt af Gud, at vi må bære skam; og det kan ikke slå fejl: når man prædiker evangeliet ret, så foragter, skælder og ler man ad os. Det er da det hellige kors, som er meget forsmædeligt for verden. Det var jo en stor dårskab, at de kristne troede på ham, som var død på korset, og holdt ham for Gud og Frelser. Men det er vores kendetegn og feltråb; det må vi bære, det bliver ikke anderledes; som også Sankt Paulus siger til Timotheus (2 Tim 3,12): «Alle de som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, vil blive forfulgt.» Men jo mere vi foragtes, spottes og forfølges, desto højere løfter han os; han kan ikke lade være, han må ære og beskytte os, så det kan mærkes. Derfor sætter han os også til trods midt iblandt djævlene og siger: «Trods! Gør dem noget! Jeg vil bygge min kirke på en klippe, så alle helvedes porte ikke skal få magt over den» (Matt 16,18); lad dem sætte sig imod, så meget de vil: hverken Djævel eller død eller verden kan vinde over dette folk. Derfor, ligesom det dengang gik jøderne legemligt, at de blev forfulgt og jaget bort, sådan går det nu også os kristne åndeligt.

Det er de legemlige grunde til, at Gud har villet give jøderne et så forsmædeligt tegn, og at de har måttet bære omskærelsens skam. Det ville ikke være skammeligt ved mennesket, hvis ikke synderne var der. For da Adam og Eva endnu var i uskylden, skammede de sig ikke, skønt de var nøgne, som Moses siger (1 Mos 2,25). Man ser det også godt, hvordan latteren og kildren forgår, når det kommer til stykket, som når kvinderne skal føde, og smerten og jammeren kommer over dem, eller i dødsnød. Nu vil vi også se, hvad Gud har villet vise åndeligt med denne gerning. Det er sandt, Guds gerninger og bud er tåbelige for naturen og fornuften; han griber det også tåbeligt nok an; men når vi holder os i ro og venter, så skal vi snart se, hvordan de sker på den allerklogeste måde og aldrig kunne være udtænkt bedre, end Gud udtænker dem. Det vil vi se på her.

For det første har Gud den Almægtige lagt omskærelsen på Abraham og hans slægt, alene på det sted, hvor det er forsmædeligt og skammeligt. Hvorfor har han ikke ladet en anden del eller et andet lem på legemet tage dertil, som hånd, fødder eller tunge, som vi ser, at man også synder grueligt med, men tager netop fødslens lem dertil? Dermed er det lang tid i forvejen vist, at ingen kommer til Gud og kan blive frelst ved gerninger, men alene ved troen. Det driver Skriften helt igennem i alle eksempler og lærdomme. Vores synd i os er ikke en gerning eller handling, men er naturen og hele væsenet; derfor tager Gud det lem dertil, som hører til fødslen, og hvorved den menneskelige natur forplantes; som ville han sige til os: «Din fødsel og din natur og hele dit væsen er synd og uren; det bevidner jeg med denne omskærelsens gerning.» Det er ikke en gerning, som hænder og fødder gør. Det var vel en gerning, da Adam og Eva spiste æblet; men siden, efter faldet, har det aldrig mere været en gerning; for da så de, at de var nøgne, og skammede sig, som teksten hos Moses siger (1 Mos 3,7); og dér har fornuften [To af de gamle tryk har «Vergift», giften.] begyndt og er gået gennem hele mennesket, gennem legeme og sjæl. Det er ikke udrettet med gerninger, men naturen er fordærvet helt igennem, så der ikke mere er nogen god lyst, hverken i legeme eller i sjæl. Det er det, jeg mener med, at omskærelsen måtte ske ved fødslen og på det sted, hvor den onde lyst kommer fra, så du ikke skal tænke at gøre noget godt med gerninger. For selv om du ikke lægger hånd på det, er du dog endnu ikke fri for den onde lyst. Ligesom når et ondt menneske sidder i fængsel, så hænder og fødder er bundet på ham: han bliver vel tvunget til ikke at gøre gerningen, men derfor bliver han ikke mere retskaffen. Sådan også med os. Vi bliver ikke retfærdige af den grund, at vi ikke gør en ond gerning med hånden; for vi må trække en helt anden hud på, hvis vi ellers skal blive retfærdige.

For det andet: Hvorfor har han lagt dette bud netop på manden? Kvinden er dog også forgiftet og stikker lige så dybt i ond lyst som manden? Svar: Dér er løftet om, at Kristus skulle fødes, straks knyttet til budet. For dermed vil han vise, at hvis det kunne være sådan, at kvinden kunne undfange af sig selv, så ville det vel være uden synd; derfor har Helligånden undtaget dette, at et barn kunne fødes uden synd, når en kvinde alene undfanger, ikke af manden. Og hvis det stadig kunne ske, at en kvinde kunne føde uden mandlig sæd, så ville den samme fødsel også være ren. Derfor er dette her antydet, at Kristus skulle undfanges og fødes uden synd af en kvinde, uden mandlig sæd. Det har han tydeligt udtrykt med ordet: «Alt, hvad der er af hankøn, skal omskæres.» Sådan har han netop svøbt Frelseren ind i omskærelsen, ham, som skulle hjælpe den syndige natur. Selv om alt nu er forgiftet og fuldt af synd i vores natur, så har Helligånden dog i disse ord villet vise, at der endnu skulle fødes et barn af moderen alene, uden synd, som ikke behøvede omskærelsen, skønt der ikke kunne være en fader og et barn avlet af faderen uden synd. Dér ser du: Selv om dette tegn er skammeligt for verden, så er der dog skjult i det så stor guddommelig visdom, som aldrig nogen fornuft har kunnet spore: at Gud således har villet hjælpe den forgiftede, onde natur, og at der engang skulle fødes et barn uden synd, og at moderen skulle undfange det uden synd, det barn, som skulle redde den menneskelige natur fra sådan en forgiftning.

For det tredje: Her kunne nogen også spørge, hvorfor barnet netop skulle omskæres på den ottende dag? Skønt man kunne tyde det på en legemlig grund, at man skulle lade barnet blive lidt hårdført, så det ikke døde af svaghed, har det dog alligevel også en åndelig betydning. For den ottende dag betyder opstandelsen. Nu er der altid syv dage efter hinanden indtil verdens ende; da skal den ottende dag komme, hvor man aldrig mere skal sige hverken i dag eller i morgen; den dag skal stå evigt, og alt skal blive åbenbart, hvad der er i himlen og på jorden, alle menneskers hjerter og samvittigheder; dér skal der ikke mere være nogen nat. Det er her skjult betydet, at der skulle komme en opstandelse og en anden tid; og så skal omskærelsen blive fuldendt. Barnet må have en ny hud; det betyder, at omskærelsen må ske helt fuldkomment, og at alt, hvad der er ondt i os, må skæres helt rundt af. Men det sker ikke før på den yderste dag; da skal der være et nyt legeme, hvori der ikke skal være nogen ond lyst eller tanke, men lutter lyst til retfærdighed, og det skal blive klart som solen, som også Kristus selv siger hos Matthæus (Matt 13,43), at på den yderste dag skal de retfærdige skinne som solen i deres Faders rige.

Således er der her igen et stykke af den guddommelige visdom skjult, hvormed han viser den åndelige omskærelse. For betydningen er nu forbi. Men den åndelige omskærelse er, at mennesket renses for alt, hvad der er kød og blod; og den samme åndelige omskærelse holder ikke op, så længe vi lever, men varer indtil den yderste dag. Den legemlige omskærelse af det lille barn måtte ske snart; men den sidste omskærelse sker ikke snart. Om den taler Paulus (Rom 2,29; Kol 2,11) og profeten Jeremias (Jer 4,4) meget, og også Moses selv siger i Femte Mosebog (5 Mos 10,16): «Så omskær nu jeres hjertes forhud»; således fører han os fra den legemlige til den åndelige omskærelse. Som ville Moses sige: «I forstår det ikke ret og bruger heller ikke omskærelsen ret; I ved ikke, hvorfor I gør det. Men det vil Gud, at alt skal skæres af, som er medfødt i jer, og som kommer fra fødslen. I er vantro og stikker fulde af ond lyst og urenhed; det skal I blive rene for.»

Ligeså siger Moses også et andet sted (5 Mos 30,6): «Herren din Gud skal omskære dit hjerte og dit afkoms hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, for at du må leve.» Sådan sagde Stefanus også til jøderne (ApG 7,51): «I hårde halse og uomskårne på hjerter og ører!» – skønt de dog var omskårne på kødet; som ville han sige: «Jeres ører og hjerte er endnu ikke omskåret; I har endnu den gamle hud i hjertet, I er vantro og lader jer ikke sige noget.» Sådan tyder Paulus det i Kolossenserbrevet (Kol 2,13): «I hedninger var døde i jeres køds forhud; da har Gud gjort jer levende»; det vil sige: det kødelige liv, som I har fra Adam, jeres onde lyst og vantro, det er den onde hud, som I har bragt med jer fra Adam; den har Gud gjort levende og ren ved troen på Kristus. For den samme tro renser, som Peter siger, hjerterne (ApG 15,9). Sådan finder man flere andre steder, at apostlene udlægger omskærelsen vidt og bredt, som også Sankt Paulus siger i Romerbrevet (Rom 2,28–29), at omskærelsen udvendigt på legemet ikke gør det; den må ske indvendigt i Ånden.

Nu er den åndelige omskærelse ikke andet end troen, som Helligånden virker i hjertet; den tager den onde art fra Adam bort: dér forsvinder vantroen, og der følger et sådant hjerte, som gerne hører Guds ord. Så giver vor Herre Gud lyst til alle bud og skærer al ond lyst af; for det vil han, når han i profeterne befaler, at man skal omskære hjertet. Og omskærelsen må vare, har jeg sagt, så længe vi lever. Derfor, selv om vi har begyndt den, så er den dog endnu ikke fuldbragt; kødet er endnu ikke helt rent; der har heller aldrig været nogen helgen, som ikke har klaget over sin urenhed. Det bevidner Paulus åbenlyst med meget smukke ord, hvor han siger således i Romerbrevet (Rom 7,14–25):

«For vi ved at loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt under synden; for jeg ved ikke, hvad jeg gør. For jeg gør ikke det jeg vil, men det jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det jeg ikke vil, så er jeg enig med loven i at den er god. Så er det nu ikke mig som gør det, men synden som bor i mig. For jeg ved at i mig, det vil sige i mit kød, bor der ikke noget godt. Viljen har jeg vel, men udførelsen af det gode finder jeg ikke. For det gode jeg vil, gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det jeg ikke vil, så er det ikke mig som gør det, men synden som bor i mig.»

«Så finder jeg nu en lov i mig, som vil gøre det gode: at det onde hænger ved mig. For jeg glæder mig over Guds lov ifølge det indre menneske; men jeg ser en anden lov i mine lemmer, som strider mod loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg ulykkelige menneske! Hvem skal befri mig fra dødens legeme? Jeg takker Gud ved Jesus Kristus, vores Herre. Altså tjener jeg nu med sindet Guds lov, men med kødet syndens lov.»

Som ville Paulus sige: «Den onde lyst bliver vel der, men jeg giver den ikke dens vilje; jeg tæmmer den, så den ikke gør, som den vil, og får stillet sin lyst.» Derfor må man dæmpe lysten og kæmpe med den; den, som øver det mest, er den bedste kristne. Sådan er omskærelsen nu helt åndelig, ligesom også dengang hos jøderne. Det er også det, de otte dage vil sige. For hvad skulle det lille barn have gjort af ondt og af synd, når det ikke er otte dage gammelt? Hvorfor lægger Gud så omskærelsen på det? Fordi naturen er ond, og barnet bringer arvesynden med sig, som er os naturligt medfødt. Derfor drejer det sig ikke om gerningen – for barnet har aldrig kunnet gøre nogen ond gerning – men om den onde, forgiftede natur; for barnet er født således med ondskaben og synden.

Nu er her et spørgsmål: Hvorfor er omskærelsen da hørt op, og hvorfor har Gud ikke ladet den blive, også nu hos de kristne? Svar: Det står i vor Herre Guds vilje, og hans vilje skal være os nok, så vi ikke behøver at bekymre os videre om det. Dog vil vi se nærmere på det. Det er vor Herre Guds måde, at han altid giver ydre tegn til Ordet, som dog alle er rettet mod Kristus. Og det gør han for vores skyld, fordi vi stikker så dybt i kød og blod, at vi ikke kan tro Guds enkle, bare ord; derfor giver han tegn, hvorved man skal være viss på, at det er sandt, hvad han lover og tilsiger os ved sit ord. Sådan nåde og godhed har han vist menneskeslægten fra verdens begyndelse. Hvilke tegn havde Adam og Eva og patriarkerne i deres tid? De havde ikke dåben som vi, heller ikke omskærelsen som Abraham; men det havde de som tegn: når de ofrede, kom ilden ned fra himlen og fortærede offeret, så de vidste for vist, at Gud var dem nådig. Ved siden af dette tegn havde de et løfte, nemlig da Gud sagde således til slangen, som havde ført dem ind i arvesynden: «Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd; han skal knuse dit hoved, og du skal bide ham i hælen» (1 Mos 3,15). Det var deres evangelium, og det var, som om han sagde til Eva: «Jeg vil give dig et barn og en naturlig sæd, han skal være en frelser og knuse Djævelens hoved.» Dette evangelium og denne trøst har de hørt med glæde og troet, og de er blevet frelst ved det; det var de visse på ved tegnet, som jeg har talt om. Hvor man nu så offeret brænde, dér var der kristne; derfor anfører Moses ofte det ord (2 Mos 29,18; 3 Mos 26,31), at Gud har lugtet deres offers søde duft; dermed er det vist, at Gud har haft velbehag i deres offer.

Det varede fra Adam til Abraham; da lod Gud det tegn høre op og gav et klarere og tydeligere, som endnu bedre kunne gøre dem visse og sikre: han gav ham et tegn på legemet, nemlig omskærelsen. Til det tegn havde de Ordet og løftet, da Gud sagde til Abraham: «Ved din sæd skal alle folk på jorden velsignes» (1 Mos 22,18; 26,4; 28,14). Det var Kristus Jesus, sådan som Sankt Paulus udlægger det, han som ved sin velsignelse skulle tage alle menneskers forbandelse bort (Gal 3,8.13). Da nu Kristus kom, hørte også det tegn op, og han gav os et klarere tegn, nemlig dåben. Det er nu det sidste: at man dypper os i vandet, som skulle man drukne; det er et tegn på, at det gamle menneske, den onde, syndige natur, må drukne og gå helt til grunde, hvis den ellers skal komme i himlen. Men at man trækker dig op igen, betyder, at du må blive levende igen og født som et nyt menneske; og det varer indtil den yderste dag. Sådan står det i Guds vilje, at det tegn er hørt op, som alene var givet jøderne. For han er Herre over alle mennesker og hele verden; derfor må man nu også have et nyt tegn hos alle mennesker.

Det er Skriftens mening om omskærelsen: hvorfor den er indsat, hvad den har betydet, og hvorfor den er hørt op, så vi ikke gør nar ad den; for den er Guds gerning.

Nu, det sidste i evangeliet er dette, at barnet ikke alene blev omskåret på den ottende dag, men også får et navn. For jøderne havde den skik, at de gav barnet navn ved omskærelsen (Luk 1,59). Det er nu betydningen: Når vi bliver retfærdiggjort ved troen, så får vi først et navn. Før havde vi hverken tro eller navn; Gud kendte os ikke før, vidste intet om os. Men så snart vi bliver åndeligt omskåret og har troen, så begynder navnet, og vi kommer således fra det navn, vi havde fra Adam, at vi hed Adams børn, til et nyt navn, at vi hedder Guds børn, ligesom vi træder ud af den fødsel, så vi ikke mere har den første fødsel fra Adam. Derhen sigter da profeternes ord: Invocatum est nomen tuum super nos, det vil sige: «Vi er kaldt efter dit navn» (Jer 14,9). Og det er de kristnes ære, at vi hedder guder og kristne, dertil hellige, retfærdige, rene, sanddru og mere af den slags. Som han hedder, sådan har vi alle de navne, som han har, og som man kan give ham, og hvad godt man kan sige om ham. Den måde at tale på bruger også Esajas, hvor han siger således (Es 4,1): «På den dag skal syv kvinder gribe fat i én mand og sige: Vi vil selv ernære os, blot vi må hedde efter dig»; som I ved, at man kalder hustruen efter manden.

Ligesom nu hustruen sidder i fællesbo med manden, så at hvad der er mandens, også er hustruens, og omvendt, hvad der er hustruens, også er mandens, sådan har også alle troende del i alle Guds goder og har alt, hvad han har; derfor må vi kaldes efter ham. Navnet giver det nye væsen os, når vi bliver født på ny. Før var vi berøvet alle goderne og fik også vores navn fra vores fader Adam; det lyder således: Omnis homo mendax, «alle mennesker er løgnere» (Sl 116,11). Det navn kender Gud ikke. Derfor, ligesom det er en anden brud, sådan må vi også have et andet navn. Derfor har Gud ikke villet give barnet navnet før ved omskærelsen; ligesom vi heller ikke giver vores børn navn før ved dåben, hvor de bliver forenet med Kristus som deres brudgom.

Nu er der endnu én ting her: Hvorfor er Kristus blevet omskåret, når han dog var uskyldig og ikke behøvede omskærelsen? Det har vi ofte prædiket før; der er også deri en lære både om troen og om kærligheden. For det første, at Kristus har påtaget sig omskærelsen for at frelse os fra den, så vores tro kunne blive stærk ved det. Han var ikke forpligtet til det, men for min skyld har han givet sig ind under det og gjort det til gavn for mig; ligesom han også har taget døden på sig, skønt han dog ikke var skyldig i døden, men gjorde det for vores skyld, for at han kunne forløse fra døden. Derfor er vi nu ikke forpligtede til at lade os omskære. Dernæst er der heri et eksempel på kærlighed: at han giver sig ind under den gerning, som han ikke behøvede og ikke havde nogen nytte af; dermed giver han os et eksempel på, at vi også skal gøre ligesådan og tjene vores næste, selv om vi ikke behøver det. Det overlader jeg til jer at tænke bedre over. Så meget kort om dette evangelium; lad os påkalde Herren om nåde.