Studiebibelen

🗺 Lærekortet · De sidste ting

Tusindårsriget (chiliasmen)

Chiliasmen er læren om et endnu fremtidigt tusindårsrige, hvor Kristus sammen med de fromme skal herske synligt på jorden før den yderste dag; Den Augsburgske Bekendelse forkaster den som jødiske lærdomme.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Chiliasmen (af græsk chilioi, tusind) venter et rige på tusind år, hvor Kristus sammen med de troende, især de opvakte martyrer, skal herske synligt på jorden, før verden ender. Pieper viser, at den findes i mange former: fra den helt grove, der venter jordiske glæder og nydelser, over den, der lærer to synlige komme af Kristus og to opstandelser med tusind år imellem, til Speners fine udgave, der kun håber på «bedre tider» for kirken før enden. Den Augsburgske Bekendelse, art. 17, bekender, at Kristus skal komme på den yderste dag for at dømme og opvække alle døde, og forkaster de jødiske lærdomme om, at de fromme før de dødes opstandelse skal have et verdsligt rige og udrydde alle ugudelige.

Skriften venter kun ét synligt komme af Kristus (Hebr 9,28), og Kristus henviser alle troende til opvækkelsen «på den sidste dag» (Joh 6,40). Profeternes ord om fred og om folkene, der strømmer til Zion, går ifølge Skriftens egen udlægning i opfyldelse i Det Nye Testamentes kirke ved evangeliet: «I er kommet til Sions bjerg» (Hebr 12,22). Det tusindårige regimente med Kristus i Åb 20 foregår i himlen, og med Luther regner Pieper de tusind år fra den tid, da evangeliet gik ud i verden, så de sammen med den «korte tid» udgør hele Det Nye Testamentes tid. Jacobs advarer mod at bygge et dogme alene på Åbenbaringen, en omstridt bog i billeder, og lade den styre forståelsen af de klare skriftsteder.

Det betyder noget for troen. Kristi rige er ikke af denne verden (Joh 18,36), og kirkens vej går gennem mange trængsler (ApG 14,22). Chiliasmen flytter de kristnes håb fra himlen til en drømt jordisk herlighed og tager værdien fra den fred, Kristus allerede giver i syndernes forladelse. Vores borgerskab er i himlene, hvorfra vi venter Frelseren (Fil 3,20–21).

Skriften

  • Åb 20,1–6 – Det tusindårige regimente med Kristus sker i himlen; de tusind år og den korte tid udgør hele Det Nye Testamentes tid.
  • Hebr 9,28 – Efter Kristi komme i kødet er der kun ét synligt komme tilbage: til frelse for dem, der venter ham.
  • Joh 6,39–40 – Kristus oprejser de troende på den sidste dag, ikke i en særlig opstandelse tusind år før dommen.
  • Es 2,2–4 – Folkenes strømmen til Zion og den store fred opfyldes ved evangeliet i Det Nye Testamentes kirke.
  • Hebr 12,22 – De troende er allerede nu kommet til Sions bjerg og den levende Guds by ved troen.
  • Joh 18,36 – Kristi rige er ikke af denne verden og skal ikke oprettes som et verdsligt rige.
  • ApG 14,22 – Kirkens vej indtil den yderste dag er korsets vej gennem mange trængsler, ikke et jordisk herredømme.
  • Fil 3,20–21 – De kristnes fælles håb er borgerskabet i himlene og Kristi komme, ikke en tusindårig fredstid på jorden.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 17: Bekendelsen lærer, at Kristus skal komme på den yderste dag for at dømme og opvække alle døde, give de troende og udvalgte evigt liv og fordømme de ugudelige og djævlene.
    «Der læres også, at vores Herre Jesus Kristus skal komme på den yderste dag for at dømme og opvække alle døde» Læs teksten
  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 17: Artiklen forkaster udtrykkeligt de jødiske lærdomme, som også dukkede op på reformationstiden, om et verdsligt rige for de fromme før de dødes opstandelse.
    «at lutter hellige og fromme før de dødes opstandelse skal have et verdsligt rige og udrydde alle ugudelige.» Læs teksten
  • Apologien, art. 17: Apologien noterer, at modstanderne godtog artiklen uden indvending, og gentager, at Kristus ved verdens ende skal oprejse alle døde og dømme.
    «I den bekender vi, at Kristus ved verdens ende skal komme til syne og oprejse alle de døde» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Johannes' Åbenbaring: Luther regner de tusind år i Åb 20 fra omkring den tid, da bogen blev skrevet, hvor djævelen også blev bundet; efter Gog og Magog, som han tyder på tyrkerne, følger straks den yderste dom. Han understreger, at regnestykket ikke skal passe på minuttet.
    «at de tusind år skal regnes fra omkring den tid, da denne bog blev skrevet, og at djævelen også blev bundet på det tidspunkt.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Kristi himmelfartsdag: Kristus er ikke kommet eller faret op for at oprette et verdsligt rige, men for at give syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv i et åndeligt, usynligt, evigt rige.
    «Kristus er heller ikke kommet fra himlen til jorden, og han er heller ikke faret op til himlen, for at oprette et sådant verdsligt, forgængeligt, timeligt rige.» Læs teksten
  • Rhegius, Om Jesu Kristi frelsende død og hans evige rige: Rhegius afviser, at profeternes løfter om fred skal forstås legemligt og jordisk, som jøderne og chiliasterne gør; de taler om freden i Kristi åndelige rige.
    «Alt dette skal ikke forstås legemligt og jordisk, sådan som de forblindede jøder og chiliasterne drømte, men åndeligt, om den åndelige fred i Kristi åndelige rige.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 37: Skriften lærer intetsteds en sådan mening: Kristi komme, lønnen til de gudfrygtige og dommen over de ugudelige hører altid sammen, og Kristus oprejser de troende på den sidste dag. Et dogme må ikke bygges alene på Åb 20, en bog i billeder med omstridt kanonicitet, og gøres til målestok for de klare skriftsteder.
    «Det er ikke rigtigt at bygge et dogme alene på en bog, hvis kanonicitet der har været så udbredt uenighed om» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: De gammeltestamentlige profetier om fred og om folkene, der kommer til Zion, henføres i Skriften selv til Det Nye Testamentes kirke og opfyldes ved evangeliet og Helligånden, ikke i et fremtidigt tusindårsrige.
    «Kiliasmen har ingen grund i Skriften, fordi de skriftsteder, der anføres for den, i Skriften selv henføres til den åndelige herlighed hos Det Nye Testamentes kirke» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Åb 20 taler om et regimente med Kristus i himlen. Satan bindes for mennesker ved troen på evangeliet, og de tusind år plus den korte tid er hele Det Nye Testamentes tid frem til dommen.
    «Herefter holder vi for, at de «tusind år» i Åb 20 plus den «korte tid» (μικρὸς χρόνος) udgør hele Det Nye Testamentes tid» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Chiliasmen er skadelig for det åndelige liv, fordi den sætter forventningen om udvortes, jordisk storhed i stedet for visheden om syndernes forladelse og den himmelske arv.
    «Hvor kiliasmen tages alvorligt, det vil sige trænger ind i hjertet, dér drager den hjerte og sind bort fra det kristne livs skjulte åndelige herlighed» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Gendøbernes grove chiliasme. På reformationstiden lærte gendøberne, at de fromme før de dødes opstandelse skulle have et verdsligt rige og udrydde de ugudelige. Den Augsburgske Bekendelse, art. 17, forkaster det som jødiske lærdomme, og Jacobs viser, at artiklen også rammer enhver lære, der skiller de frommes og de ugudeliges opstandelse ad med et langt tidsrum og venter to fremtidige komme af Kristus.
  • Chiliasme med dobbelt genkomst og dobbelt opstandelse. Denne form lærer et synligt komme til at oprette riget og et senere komme til dommen, og en opstandelse for martyrer og særligt fromme før de andres. Pieper svarer med Hebr 9,28 og Joh 6,40 og kalder den en vranglære, der direkte strider mod Skriften.
  • Den fine chiliasme (Speners «håb om bedre tider»). Den lærer hverken en dobbelt genkomst eller en dobbelt opstandelse, men nøjes med et «håb om bedre tider» for kirken på jorden før verdens ende. Pieper regner den også til chiliasmen og viser, at de steder, der anføres, i Skriften selv gælder kirken i hele Det Nye Testamentes tid.
  • Læren om jødernes almindelige omvendelse. Med chiliasmen følger ofte troen på en fremtidig omvendelse af hele det jødiske folk ud fra Rom 11,26. Pieper forstår med Luther og Walther «hele Israel» om alle de udvalgte af Israel, som frelses, så længe hedningerne omvendes.

Hænger sammen med

  • Kristi genkomst og tidens tegn – Chiliasmen må regne med to fremtidige synlige komme af Kristus: ét for at oprette tusindårsriget og ét til dommen. Pieper viser ud fra Hebr 9,28, at Skriften efter Kristi første komme i kødet kun lader ét synligt komme tilbage, når han viser sig til frelse for dem, der venter ham. Derfor strider tusindårsriget mod læren om genkomsten.
  • De dødes opstandelse – Chiliasmen deler opstandelsen i to afdelinger med tusind år imellem: først de fromme, siden de øvrige. Den Augsburgske Bekendelse, art. 17, forkaster læren om, at de fromme skal have et verdsligt rige før de dødes opstandelse, og Jacobs påpeger, at den dermed tager afstand fra enhver lære, der skiller de frommes og de ugudeliges opstandelse ad med et langt tidsrum. Der er én opstandelse af alle døde, når Kristus kommer.
  • Den yderste dom og verdens ende – Hvor chiliasmen indskyder et jordisk rige før dommen, læser Pieper Åb 20 anderledes: de tusind år og den «korte tid», hvor Satan atter slippes løs, udgør tilsammen hele Det Nye Testamentes tid. Derfor følger den almindelige dom (Åb 20,9–10) umiddelbart efter den korte tid. Der er ingen mellemperiode mellem kirkens tid og den yderste dag.
  • Kristi tredobbelte embede – Det fælles led er Kristi kongedømme. Kristus regerer sin kirke i nådens rige ved Ordet og sakramenterne, ikke ved verdslig magt; hans rige er ikke af denne verden (Joh 18,36). Pieper skelner derfor skarpt mellem nådens rige, hvor kors og trængsel hører med, og herlighedens rige i himlen. Den, der blander de to sammen og venter jordisk herlighed før enden, havner ifølge Pieper i chiliastiske drømme.
  • Kirken – Chiliasterne henter deres billede af tusindårsriget fra profeternes løfter om fred og om folkene, der strømmer til Zion. Pieper viser, at Det Nye Testamente selv udlægger dem om kirken: til alle, der er kommet til tro på evangeliet, siger Hebr 12,22: «I er kommet til Sions bjerg.» Profetierne går altså i opfyldelse i den kirke, som evangeliet samler nu.
  • Det evige liv – Det fælles led er det kristne håb. Pieper siger, at chiliasmen drager hjertet bort fra den skjulte herlighed, som består i visheden om syndernes forladelse og den kommende himmelske arv, og sætter forventningen om jordisk storhed i stedet. Skriften retter de kristnes håb mod himlen: «Vores borgerskab har vi i himlene» (Fil 3,20).

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).