Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kirken, embedet og samfundet

Antikrist

Antikrist er den modstander af Kristus, som Skriften forudsiger skal sidde i Guds tempel, det vil sige i kirken, og under Kristi navn ophøje sig over Gud og hans ord; den lutherske bekendelse finder ham i pavedømmet.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften bruger ordet «Antikrist» på to måder. Johannes kalder alle vranglærere antikrister, fordi de sætter et andet ord i stedet for Kristi ord (1 Joh 2,18). Men i 2 Thess 2 taler Paulus om én modstander, hvor frafaldet når sit højdepunkt: Han sidder i Guds tempel, det vil sige i kirken, ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud, kommer med Satans kraft og løgnens tegn og undere og bliver ved til den yderste dag, hvor Kristus gør ende på ham ved sin tilsynekomst. Pieper gennemgår disse kendetegn ét for ét.

De Schmalkaldiske Artikler og Traktaten om pavens magt siger, at kendetegnene passer på pavens rige. Paven vil ikke lade de kristne blive frelst uden hans magt, han udgiver sin egen lære og sine gudstjenester for guddommelige, og han vil ikke dømmes af nogen. Apologien kalder Antikrists rige «en ny gudsdyrkelse, udtænkt af menneskelig myndighed, som forkaster Kristus». Luther fremhæver, at Antikrist ikke fornægter Kristus åbent, som tyrken gør, men ved falsk lære peger bort fra Kristus hen på egne gerninger. Det afgørende er altså ikke pavernes personlige liv, men pavedømmets lære og krav. Krauth tilføjer, at kirken ikke derfor udelukker paven som person fra frelsen. Jacobs er mere tilbageholdende og mener ikke, at alle kendetegn kan påvises hos paven.

For troen er læren både en advarsel og en trøst. Pieper understreger, at den ikke er en fundamentalartikel, altså en lære, som troen hviler på: Man er kristen ved at kende Kristus, ikke ved at kende Antikrist. Men læren skærper blikket for, hvor evangeliet om nåden står på spil. Kristus dræber allerede nu Antikrist med sin munds ånde, det vil sige med evangeliets prædiken, og den, der holder sig til ham og hans fortjeneste alene, behøver ikke at frygte.

Skriften

  • 2 Thess 2,3–4 – Hovedstedet: frafaldet og lovløshedens menneske, der sætter sig i Guds tempel og udgiver sig for at være Gud.
  • 2 Thess 2,7–8 – Lovløshedens hemmelighed er allerede virksom; Herren dræber ham med sin munds ånde og gør ende på ham ved sin tilsynekomst.
  • 2 Thess 2,9–12 – Hans komme sker ved Satans kraft med løgnens tegn og undere; de, der ikke tog imod sandheden, fortabes.
  • 1 Joh 2,18 – Antikrist kommer, og mange antikrister er allerede kommet: ordets særlige og almindelige betydning.
  • 1 Joh 4,3 – Antikrists ånd var allerede virksom på apostlenes tid i dem, der ikke bekender Jesus.
  • Dan 11,36–38 – Apologien ser i Daniels konge et billede af Antikrists rige: ophøjelse over alle guder og en ny gudsdyrkelse.
  • Matt 24,23–24 – Kristus advarer mod falske kristus’er og falske profeter; Luther tyder advarslen på Antikrist, der ved falsk lære peger bort fra Kristus.

Bekendelsen

  • De Schmalkaldiske Artikler, del II, art. 4: Luther slår fast, at paven er den sande Antikrist, fordi han gør de kristnes frelse afhængig af sin magt, som Gud hverken har ordnet eller befalet. Tyrken og tataren gør ikke dette; de lader de kristne tro på Kristus.
    «Dette stykke viser med al tydelighed, at han er den sande Antikrist, som har sat og ophøjet sig over og imod Kristus, fordi han ikke vil lade de kristne blive frelst uden hans magt» Læs teksten
  • Traktaten om pavens magt og overhøjhed: Traktaten læser 2 Thess 2,3–4 om én, der hersker i kirken, ikke om hedenske konger. Han er Kristi modstander, fordi han indfører en lære mod evangeliet og tager guddommelig autoritet til sig, og disse kendetegn passer på pavens rige.
    «han kalder ham Kristi modstander, fordi han vil udtænke en lære, der strider mod evangeliet, og vil tage guddommelig autoritet til sig.» Læs teksten
  • Apologien, art. 15: Apologien bestemmer Antikrists rige ud fra gudsdyrkelsen: Når menneskeskabte gudstjenester gøres til vej til retfærdiggørelse, tages æren fra Kristus. Forsvarer pavedømmet det, er det en del af Antikrists rige.
    «For Antikrists rige er en ny gudsdyrkelse, udtænkt af menneskelig myndighed, som forkaster Kristus.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD X: Konkordieformlen gentager Traktatens ord: De kristne må ikke gøre sig delagtige i pavens ugudelige lære, men skal vige fra pavens rige som fra Antikrists rige.
    «De skal vige fra paven og hans lemmer eller tilhængere som fra Antikrists rige og forbande det, som Kristus har befalet» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Andet Thessalonikerbrev: Luther sammenfatter 2 Thess 2: Før den yderste dag skal Antikrist gøre sig selv til Gud i kristenheden og forføre med falske lærdomme og tegn. Kristus dræber ham først med en åndelig prædiken og tilintetgør ham til sidst ved sin herlige genkomst.
    «Antikrist må gøre sig selv til Gud i kristenheden og forføre den vantro verden med falske lærdomme og tegn, indtil Kristus kommer og tilintetgør ham ved sin herlige genkomst» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: 25. søndag efter trinitatis: Luther skelner mellem tyrken, der åbent fornægter Kristus, og den Antikrist, som Kristus advarer mest imod: han fornægter ikke Kristus, men peger ved falsk lære bort fra ham til skabningen og egne gerninger. Værnet er at blive hos Kristi lære, gerninger og fortjeneste alene.
    «Derfor advarer Kristus allermest imod den Antikrist, som ikke laver nogen anden Kristus og heller ikke fornægter Kristus, som tyrken gør, men alligevel ved falsk lære peger bort fra den sande Kristus» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 9. aftenforelæsning: Walther finder det, der gør Antikrist til Antikrist, i fjendskabet mod den frie nåde: Paven må bekende mange kristne lærdomme for at kunne skjule sig i kristenheden, men han er den eneste i kristenheden, der bekæmper evangeliet under skin af kristendom.
    «at paven helt alene i hele kristenheden er en fjende af den frie nåde i Kristus, en fjende af evangeliet under skin af kristendom og ved at efterabe kristne institutioner.» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. V: Krauth fastholder kirkens vidnesbyrd mod de romerske vildfarelser, men skelner mellem embedet og personen: Den lutherske kirke betragter paven som en antikrist på grund af hans krav, men udelukker ham ikke som person fra frelsen, og Gud kan have sine egne i den romerske kirke.
    «Selv om hun på grund af hans krav og anmasselser betragter paven som en antikrist, udelukker hun ham ikke som person fra muligheden for at blive frelst» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 37: Jacobs ser antikristelige principper i pavedømmet, men mener ikke, at alle kendetegn kan påvises hos paven: der er ingen åben fornægtelse af Kristus, og Skriften beskriver Antikrist som et enkelt menneske. Antikrist kan endnu komme af pavedømmet eller fra en anden kant.
    «Trods alt dette kan det ikke påvises, at alt det, advarslerne mod Antikrist indeholder, findes hos paven.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Det offentlige prædikeembede: Pieper skelner mellem ordets almindelige betydning, hvor alle falske lærere er antikrister, fordi de lærer et andet ord end Kristi, og den særlige betydning i 2 Thess 2, hvor de mange antikrister er sammenfattet i én.
    «Skriften bruger ordet «Antikrist» i en almindelig og i en speciel betydning.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Det offentlige prædikeembede: Læren om, at paven er Antikrist, er ikke en fundamentalartikel; mange har været retskafne kristne uden at erkende det. Men en lærer, der ikke i pavedømmet ser den Antikrist, 2 Thess 2 taler om, er efter Pieper svag i teologien.
    «denne lære bestemt ikke hører til fundamentalartiklerne, for et menneske er kristen alene ved erkendelsen af Kristus og ikke ved erkendelsen af Antikrist.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære. Den romerske kirke afviser, at paven er Antikrist. Pieper siger, at man ikke kan fortænke den i det ud fra dens standpunkt, men at pavedømmet afskaffer og forbander læren om retfærdiggørelsen og sætter pavens autoritet i stedet for Guds ord.
  • Nyere protestantisk teologi. Næsten alle nyere protestantiske teologer, også lutherske, afviser læren og peger på, at pavedømmet bekender hovedartikler som treenigheden, og at der har været fromme paver. Pieper svarer, at ingen frelses ved disse artikler, når retfærdiggørelsen forbandes, og at det drejer sig om embedet, ikke om pavernes person.
  • Antikrist som en enkelt fremtidig person. Det indvendes, at 2 Thess 2 taler om en enkeltperson, og at spørgsmålet er historisk og ikke kan besvares med troens vished. Pieper svarer, at stedet beskriver noget, der strækker sig ud over et menneskeliv, og at Antikrist kan kendes ud fra Skriften, ligesom jøderne kunne kende Kristus i Jesus.
  • Antikrist som politisk tyran eller åbenlys vantro. Andre har set Antikrist i magthavere som Nero og Napoleon eller i de åbenlyst vantro. Pieper svarer, at de ikke sidder i Guds tempel; kendetegnene passer kun på én fremtrædelse i kirken, det romerske pavedømme.

Hænger sammen med

  • Kristi genkomst og tidens tegn – Det fælles led er tidens ende. Ifølge 2 Thess 2,8 bliver Antikrist ved til den yderste dag, og først ved sin synlige tilsynekomst gør Kristus ende på ham, som Pieper fremhæver. Derfor regnes Antikrists fremtræden i kirken blandt tegnene på, at genkomsten nærmer sig, og hans endelige fald hører med til det, kirken venter på.
  • Kirken – Det fælles led er, hvor Antikrist har sit sæde. Paulus siger, at han sætter sig i Guds tempel (2 Thess 2,4), og Traktaten om pavens magt forklarer, at Paulus taler om én, der hersker i kirken, ikke om hedenske konger. Antikrist er altså ikke en fjende udefra, men et frafald inde i kirken, som gør krav på at være dens hoved, skønt Kristus alene er det.
  • Retfærdiggørelsen – Det fælles led er troens hovedartikel. Pieper skriver, at læren om, at mennesket bliver frelst uden egne gerninger ved troen på Kristus, er for det åndelige liv, hvad luften er for det naturlige. Når pavedømmet officielt forbander netop denne lære, er det ifølge Pieper selve det frafald, som 2 Thess 2,3 taler om. Antikrist kendes derfor først og fremmest på, hvad han gør med evangeliet om nåden.
  • Skriften alene: autoritet og tilstrækkelighed – Det fælles led er spørgsmålet om, hvem der har det sidste ord i kirken. Traktaten om pavens magt siger, at paven giver love om lære og sakramenter, vil have dem til at binde samvittigheden som Guds egne bud og endda sætter sin magt over Den Hellige Skrift. Den, der sætter sig over Skriften, sætter sig i Guds sted; derfor skal Skriften alene dømme al lære.
  • De to regimenter og øvrigheden – Det fælles led er grænsen mellem kirkens og øvrighedens magt. Traktaten om pavens magt siger, at paven påstår at have begge sværd af guddommelig ret, så han kan indsætte og afsætte konger. Men Kristus gav apostlene en åndelig magt uden sværd. Pieper regner også pavens krav på at stå over alle verdslige øvrigheder med blandt de træk, der passer på Antikrist.
  • Prædikeembedet – Det fælles led er misbrug af det kirkelige embede. Traktaten om pavens magt siger, at paven hersker i kirken under påskud af kirkelig myndighed og embedet og påberåber sig ordet om nøglerne. Men efter guddommelig ret har alle, der står i spidsen for menighederne, den samme magt (§ 61). Pieper behandler da også Antikrist som sidste afsnit i læren om prædikeembedet.
  • Englene og Djævelen – Læren om de onde engle viser, hvor Antikrists magt kommer fra. Ifølge 2 Thess 2,9 kommer han «med Satans kraft» og med løgnens tegn og undere. Pieper skelner: Antikrist er ikke Djævelen selv, men hans rige oprettes og støttes ved Satans virkning. Bag den falske lære i kirken står altså den onde ånd, som Skriften advarer imod.
  • Nøglemagten og kirketugten – Traktaten om pavens magt peger på, at paven bruger Jesu ord «Jeg vil give dig nøglerne» som påskud for at herske i kirken. Han gør krav på at binde og løse ikke kun i dette liv, men også over sjælene efter døden, og vil ikke dømmes af kirken. Nøglerne, der er givet hele kirken til trøst ved evangeliet, er dermed gjort til et redskab for herredømme.
  • Kirkeskikke og adiafora – Det fælles led er magten til at binde samvittigheden. Pieper skriver, at Kristus ikke har givet nogen person eller forsamling ret til at ordne kirkelige ting, så det binder samvittigheden, og at pavedømmets krav på netop en sådan magt hører til de kendetegn, Antikrist kendes på. Konkordieformlen, artikel X, citerer også De Schmalkaldiske Artikler om paven som Antikrist.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).