Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kirken, embedet og samfundet

Kirkeskikke og adiafora

Adiafora eller middelting er kirkeskikke og ceremonier, som Guds ord hverken befaler eller forbyder; kirken ordner dem frit for god ordens og opbyggelses skyld, men må aldrig binde samvittigheden med dem.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Ud over det, Kristus selv har befalet – forkyndelsen af Ordet, dåben, nadveren og nøglemagten – har kirken altid haft skikke: helligdage og højtider, faste, kirkelige klæder, og om man knæler, sidder eller står ved nadveren. Den Augsburgske Bekendelse, art. 15, lærer, at man skal holde de ordninger, der kan holdes uden synd og tjener freden og den gode orden, men at de ikke må lægges på samvittigheden, som om de var nødvendige til frelse. Sådanne ting kaldes adiafora (græsk: «det, der ikke gør forskel») eller middelting. De er i sig selv ikke gudstjeneste, for Jesus siger: «Forgæves dyrker de mig med menneskebud» (Matt 15,9).

Konkordieformlens art. 10 lærer derfor, at menigheden på hvert sted og til hver tid har frihed til at ændre, formindske og forøge sine skikke, sådan som det tjener orden, tugt og opbyggelse – uden letsind og med omsorg for de svage i troen (Rom 14). Ingen kirke skal fordømme en anden, fordi den har færre eller flere ceremonier, når de er enige i læren og i den rette brug af sakramenterne. Pieper tilføjer, at middelting ikke ordnes ved bud, men ved gensidig overenskomst i kærlighed.

Men friheden har en grænse. Kræves en skik som nødvendig, eller tvinges den igennem for at fortrænge den rene lære, er det ikke længere et middelting. Så gælder det evangeliets sandhed og den kristne frihed, og kirken må bekende og ikke vige, sådan som Paulus nægtede at bøje sig for kravet om omskærelse (Gal 2,4–5; 5,1). Læren beskytter på den måde både samvittigheden mod menneskebud og evangeliet mod, at frelsen gøres afhængig af andet end Kristus.

Skriften

  • Matt 15,9 – Menneskebud gjort til gudsdyrkelse er forgæves; derfor er kirkeskikke i sig selv ikke gudstjeneste (Konkordieformlen, art. 10).
  • Kol 2,16 – Ingen må dømme de kristne for mad, drikke eller helligdage; den slags lægges ikke på samvittigheden.
  • Rom 14,1–3 – I middelting skal man skåne de svage i troen og ikke foragte eller dømme hinanden.
  • 1 Kor 14,40 – Alt skal ske sømmeligt og ordentligt; kirken har frihed til at ordne skikke til orden og opbyggelse.
  • ApG 16,3 – Paulus lod Timotheus omskære i kristen frihed, da det ikke blev krævet som nødvendigt til frelse.
  • Gal 2,4–5 – Over for de falske brødre, der krævede omskærelsen, veg Paulus ikke et øjeblik, for at evangeliets sandhed skulle bestå.
  • Gal 5,1 – De kristne skal stå fast i den frihed, Kristus har givet, og ikke igen tage slaveriets åg på sig.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 15: Menneskelige kirkeordninger, der kan holdes uden synd og tjener freden og den gode orden, skal holdes, fx helligdage og højtider. Men de må ikke gøres nødvendige til frelse, og forskrifter, der skal forsone Gud og fortjene nåde, er imod evangeliet.
    «Men samtidig læres det, at man ikke må belaste samvittighederne med dem, som om sådanne ting var nødvendige til frelse.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD X: Menigheden har på hvert sted og til hver tid ret til at ændre sine skikke efter, hvad der tjener orden, tugt og opbyggelse, men uden letsind og forargelse. Over for de svage i troen kan man give efter, som Paulus lærer i Rom 14.
    «Guds menighed på ethvert sted og til enhver tid efter forholdene har god ret, myndighed og magt til at ændre, formindske og forøge dem uden letsind og uden at vække forargelse» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD X: I bekendelsens tid, når fjenderne vil undertrykke den rene lære, er hele menigheden og især Ordets tjenere forpligtet til at bekende, og de må da heller ikke vige i middelting. Paulus brugte selv omskærelsen i frihed, men veg ikke, da den blev krævet som nødvendig.
    «Og i dette tilfælde skal de heller ikke i sådanne middelting vige for modstanderne eller finde sig i, at fjenderne med magt eller list påtvinger dem disse ting» Læs teksten
  • Konkordieformlen, Epitome X: Forskel i ceremonier ophæver ikke kirkernes enhed, når de er enige i læren og i den rette brug af sakramenterne: forskel i faste bryder ikke enheden i troen.
    «ingen kirke skal fordømme en anden, fordi den ene har færre eller flere ydre ceremonier, som Gud ikke har påbudt, end den anden» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Romerbrevet: Luther læser Rom 14 sådan, at den kristne frihed skal bruges til at hjælpe de svage frem, ikke til at ryste deres samvittighed. Det er bedre at give lidt efter for de svage end at lade evangeliets lære gå til grunde.
    «Man skal ikke bruge den kristne frihed til skade, men til at hjælpe de svage frem.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om Guds lov: Chemnitz skelner mellem de ceremonier, Kristus og apostlene har givet (dåb, nadver, forsamling om Ordet, nøglerne), og de ordninger i middelting, kirken selv har indført. Disse skal stemme med Guds ord, tjene sømmelighed og opbyggelse og holdes i kristen frihed.
    «Desuden har kirken indført visse ordninger i middelting, altså i ting, som Gud hverken har befalet eller forbudt.» Læs teksten
  • Rhegius, Formulae: Om menneskelige forordninger: Rhegius advarer prædikanter mod at angribe alle forordninger uden forskel. Ordninger om middelting, der er fastsat for ordenens skyld, skal man godkende, for ellers lærer folket at foragte også prædikenen og sakramenterne.
    «Mod den slags forordninger, som er fastsat om middelting for ordenens skyld, må ingen prædike; man skal tværtimod godkende dem» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation: Den lutherske kirke: Sand kirkelig enhed beror på enighed i evangeliets grundlæggende lærdomme og i det, Skriften gør til det væsentlige ved sakramenterne, ikke på ens skikke. At knæle, sidde eller stå ved nadveren hører til kirkens frihed – medmindre nogen gør et middelting til en samvittighedssag.
    «For den er spørgsmålet om at knæle, sidde eller stå, om syret eller usyret brød eller om brødets tykkelse henvist fra det væsentliges område til kirkens frihed.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 29: En skik, der i sig selv er fri, kan blive kendetegn for en bestemt lære eller et parti. Så er den ikke længere ligegyldig, og det ville være en løgn, hvis en, der ikke hører til dem, tog den på som sin egen for at opnå fordele.
    «Jo, og under sådanne omstændigheder er den ikke længere en ligegyldig sag. Et blåt bånd på brystet er i sig selv et middelting (adiaphoron).» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den kristne kirke: Intet menneske og ingen kirkelig forsamling kan binde samvittigheden, heller ikke i middelting (Matt 23,8; 1 Kor 7,23). Middelting ordnes ved gensidig overenskomst; mindretallet retter sig efter flertallet for kærlighedens skyld, ikke fordi flertallet har noget at byde.
    «Adiafora ordnes blandt de kristne ikke ved bud, men ad den gensidige overenskomsts vej (per mutuum consensum) efter kærligheden.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære om menneskebud. Pavedømmet gjorde menneskelige forskrifter om mad, dage, løfter og lignende til gudsdyrkelse, der skulle fortjene nåde og gøre fyldest for synder. Den Augsburgske Bekendelse svarer, at sådanne traditioner er imod evangeliet og læren om troen på Kristus.
  • Eftergivenhed i forfølgelsestid. Under striden om middeltingene mente den ene part, at man kunne genindføre afskaffede ceremonier, når modstanderne krævede det, selv uden enighed i læren. Konkordieformlen afviser det: Når skikke tvinges igennem for at undertrykke den rene lære, gælder det evangeliets sandhed, og man må ikke vige.
  • Forkastelse af alle ceremonier. Nogle prædikanter kaldte alle ceremonier unyttigt menneskepjat og ville kaste dem bort. Rhegius svarer, at man må skelne mellem ugudelige ceremonier og middelting, og Konkordieformlen fordømmer at afskaffe middelting, som om kirken ikke frit måtte bruge dem.
  • Samvittighedsbindende kirkemyndighed. Når pave, øvrighed, synoder eller koncilier gør krav på at binde samvittigheden med deres anordninger, kalder Pieper det ikke kristeligt, men paveligt eller cæsaropapistisk, for Guds ord er kirkens eneste autoritet. Kirkelige forsamlinger har over for de enkelte kristne og menigheder altid kun rådgivende magt.

Hænger sammen med

  • Kirkens kendetegn og enhed – Når man spørger, hvad der skal til for at være én kirke, svarer Den Augsburgske Bekendelse, art. 7: enighed om evangeliets rene lære og sakramenternes forvaltning. Det er ikke nødvendigt, at der overalt holdes ens ceremonier, som mennesker har indført. Kirkeskikke er altså ikke kendetegn på kirken og kan derfor være forskellige uden at splitte den.
  • Retfærdiggørelsen – En kirkeskik er ufarlig, så længe den kun tjener orden og fred. Men Den Augsburgske Bekendelse, art. 15, siger, at alle traditioner, der er indført for at forsone Gud og fortjene nåde, er imod evangeliet og læren om troen på Kristus. Gøres et middelting til en betingelse for Guds nåde, rammer det retfærdiggørelsen ved troen alene.
  • Kaldelse og ordination – Ordinationen viser, hvordan et middelting skal behandles. De Schmalkaldiske Artikler siger, at man for kærlighedens og enighedens skyld, men ikke fordi det er nødvendigt, kunne lade biskopperne ordinere, hvis de var rette biskopper. Men når de forfølger evangeliets prædikanter, må kirken ikke af den grund stå uden tjenere. Formen er fri; at kirken får tjenere med et ordentligt kald, er ikke fri.
  • Antikrist – Det fælles led er magten til at binde samvittigheden. Pieper skriver, at Kristus ikke har givet nogen person eller forsamling ret til at ordne kirkelige ting, så det binder samvittigheden, og at pavedømmets krav på netop en sådan magt hører til de kendetegn, Antikrist kendes på. Konkordieformlen, artikel X, citerer også De Schmalkaldiske Artikler om paven som Antikrist.
  • De to regimenter og øvrigheden – Det fælles led er, hvem der må påbyde noget i kirken, og med hvilken magt. Den Augsburgske Bekendelse, art. 28, klager over, at biskopperne blandede deres åndelige magt sammen med det verdslige sværd og derved indførte nye gudstjenester og belastede samvittighederne. Kirkeskikke skal ordnes af kirken selv i kærlighed og god orden, ikke påtvinges med magt. Pieper kalder det cæsaropapisme, når øvrigheden tager sig ret over de hellige ting.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).