Om Kristi embede: at han skulle være vores konge, præst, lærer, forsoner, mellemmand, hyrde, forløser og verdens dommer

Urbanus: Profeterne beskriver Kristus for os som vores konge, præst, lærer, forsoner, mellemmand, forløser og øverste dommer.

Sl 2: Jeg har indsat min konge på mit hellige bjerg Zion.

Jeg vil forkynde om en sådan forordning, at Herren har sagt til mig: Du er min søn, i dag har jeg født dig.

Bed mig, så vil jeg give dig hedningerne som arv og verdens ende som ejendom.

Her siger Gud Fader, at han har indsat sin Søn Kristus som konge i Zion, det vil sige i hele kristenheden. For Zion var i gamle dage bjerget i Jerusalem, hvor Davids palads stod, og det er et billede på hele kristenheden i hele verden.

Nu fortæller Sønnen om sit prædikeembede: at han vil prædike for verden, at han er Guds Søn, og at Faderen har givet ham al magt, så han ikke alene er jødernes herre og konge, men også hedningernes, det vil sige alle kristnes på jorden. De skal være hans ejendom, og i dem skal han regere evigt – så mange som tror denne prædiken.

Og Sl 72: Gud, giv kongen din dom og kongens søn din retfærdighed.

Alle konger skal tilbede ham, alle hedninger skal tjene ham.

Denne salme taler om den rette Salomo, Kristus: at han skal være den allermægtigste konge på jorden, så alle andre konger må falde ned for hans fødder. Sådan kaldes Kristus også konge i Sl 89. Men mere om det under overskriften om Kristi rige. Sl 89: Jeg vil gøre ham til den førstefødte søn, den højeste blandt kongerne på jorden.

I Es 33 siger han om Kristus: Gud er vores dommer, Gud er vores lovgiver, Gud er vores konge; han vil selv frelse os. Om det er der sagt nok ovenfor. Det samme læser vi også i Ez 37 og Zak 9 og 14 osv.

Joel 2: I Zions sønner, spring op af glæde i Herren jeres Gud, for han har givet jer en retfærdighedens lærer.

Denne lærer er Kristus Jesus, vores eneste læremester, Matt 23: «Én er jeres mester, Kristus, men I er alle brødre.» Men han er ikke en lærer som Moses eller vi. For han lærer ikke kun udvendigt med evangeliet ind i ørerne, men også indvendigt i hjertet ved sin Ånd. Og han lærer og giver den sande retfærdighed, som gælder for Gud, nemlig troen på ham, som Paulus i Rom 3 kalder Guds retfærdighed. For troen på Kristus er Guds gerning og gave i os, og den tilregnes os som retfærdighed, Rom 4; 1 Mos 15.

Og i Sl 84: Læreren skal omgives eller smykkes med megen velsignelse.

Læreren er Kristus, som i sandhed er smykket og omgivet af lutter velsignelse. For alle, som tror hans lære, bliver forløst fra al forbandelse og bliver Gud Faders velsignede børn i evighed. Han overøser os fra sine gavers uudtømmelige kilde og lærer os i hjertet, så vi bliver oplært af Gud og lærer Faderen at kende ved Sønnen. Deri består den sande velsignelse, det evige liv.

I Es 61 har du hørt ovenfor, at Kristus er sendt af Faderen for at forkynde evangeliet for de elendige, sådan som han også selv bekender i Luk 4 og siger: «Jeg skal også forkynde evangeliet om Guds rige for de andre byer, for det er jeg sendt til.» Derfor kalder Esajas ham i kapitel 49 et lys for hedningerne, og evangeliet kalder ham verdens lys, fordi han med sin lære og sin Ånd oplyser os alle, som sidder i uvidenhedens tykke mørke. For af naturen kender vi hverken Gud eller os selv ret, Joh 1. Og den samaritanske kvinde siger i Joh 4: «Jeg ved, at Messias kommer; han skal forkynde os alt.» Derfor kalder Moses ham i 5 Mos 18 en profet, fordi han skal lære sit folk Guds ord. Og i Es 49 siger Kristus: Han har gjort min mund som et skarpt sværd. Det vil sige: Jeg skal udføre mit embede med munden eller ordet, og det skal være kraftigt og trænge igennem som et skarpt sværd.

Sådan siger han til Pilatus i Joh 18: «Det er derfor, jeg er født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.» Zak 9: Han skal lære hedningerne fred. Kort sagt: Hele Johannesevangeliet vidner overalt om, hvordan Kristus er kommet til denne verden som sandhedens lærer for os, og hvordan han derfor sender sin Ånd, sandhedens Ånd, for at Ånden stadig og altid skal lære os sandheden. Ved den bliver vi fri for synd og forløst fra løgnens rige. Og derfor har du ovenfor i profetien i Es 9 hørt, at Kristus kaldes jo'ets, det vil sige en rådgiver. For han lærer os, som er uvidende, og råder os ved sin lære, så vi kan undslippe alle vores fjender og alt ondt. Den himmelske Fader befaler selv, at vi skal høre denne lærer, Matt 17: «Hør ham,» siger han. For han lærer, siger Matt 7, som en, der har myndighed og magt.

Og Sl 110: Herren har svoret og vil ikke fortryde det: Du er præst i evighed på Melkisedeks vis.

Alle præsterne med deres ofre i Det Gamle Testamente har været forbilleder på Kristus, den sande, evige præst. Og Paulus udlægger i Hebræerbrevet dette Davids vers om Kristi præstedømme mesterligt og med rig ånd. Han viser, hvordan Kristus så trofast udfører præsteembedet for os, det vil sige: beder Gud for os, går i forbøn for os, er mellemmand og forsoner, lærer os sandhedens vej, ofrer for vores synd og velsigner os. Og han viser, hvordan disse dele af præsteembedet forud er blevet afbilledet smukt og grundigt ved det levitiske præstedømme i loven, ved Moses og ved Melkisedeks særlige og forunderlige præstedømme.

Hebr 2: Kristus måtte i alle ting blive sine brødre lig, for at han kunne blive barmhjertig og en trofast ypperstepræst over for Gud til at sone folkets synder. For idet han selv har lidt og er blevet fristet, kan han hjælpe dem, der bliver fristet.

Hebr 4 [trykket har «Ebre. am 5.»; citatet er Hebr 4,14–16]: Da vi nu har en stor ypperstepræst, Jesus, Guds Søn, som er faret til himmels, så lad os holde fast ved bekendelsen. For vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vores svaghed, men en, som er blevet fristet i alt ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor træde frem med frimodighed til nådestolen, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde, når vi får brug for hjælp.

Kristus har ikke selv taget sig den ære at blive ypperstepræst, men det gjorde den, som sagde til ham: «Du er min søn, i dag har jeg født dig.» Som han også siger et andet sted: «Du er præst i evighed efter Melkisedeks orden.» Og i sit køds dage har han frembåret bønner og nødråb med stærkt skrig og tårer til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev også bønhørt, fordi han ærede Gud. Og skønt han var Guds Søn, lærte han dog lydighed af det, han led. Og da han var fuldendt, blev han for alle, som er ham lydige, ophav til evig frelse, kaldet af Gud ypperstepræst efter Melkisedeks orden.

I Joh 17 beder Kristus meget inderligt for hele kristenheden. Læs hele kapitlet, så ser du, hvilken trofast ypperstepræst Kristus er.

I Hebr 7 viser han en forskel mellem præsterne i loven og Kristus, vores evige præst, og siger: De andre præster var mange, fordi døden hindrede dem i at blive. Men denne, Kristus, har et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver evigt. Derfor kan han også for evigt frelse dem, der kommer til Gud ved ham, og han lever altid og går i forbøn for dem. For en sådan ypperstepræst skulle vi have: hellig, uskyldig, ubesmittet, skilt fra synderne og højere end himlen; en, som ikke dagligt behøvede, som de andre ypperstepræster, først at bringe offer for sine egne synder og dernæst for folkets synder. For det gjorde han én gang, da han ofrede sig selv. For loven gør mennesker, som har svaghed, til ypperstepræster, men edens ord, som blev sagt efter loven, indsætter Sønnen, evig og fuldkommen.

Og Hebr 8: Vi har en sådan ypperstepræst, som sidder ved højre side af majestætens trone i himlen.

Og Hebr 9: Kristus er kommet for at være ypperstepræst for de kommende goder gennem et større og mere fuldkomment telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige ikke er bygget på den måde; heller ikke ved bukkes eller kalves blod, men ved sit eget blod er han gået én gang ind i helligdommen og har vundet en evig forløsning. Og samme sted kalder han ham den nye pagts mellemmand.

Og i Hebr 10 siger han: Præsterne i Det Gamle Testamente måtte ofte bringe de samme ofre og kunne dog ikke tage nogen synd bort. Men Kristus har bragt ét offer for synden, som gælder evigt. Og han sidder nu ved Guds højre hånd og venter fremover på, at hans fjender bliver lagt som skammel for hans fødder. For med ét offer har han for evigt fuldendt dem, som bliver helliget.

Anna: Skal han være en evig præst, og er det lovet ham af Faderen med en ed, så kan han ikke blive i døden, men må opstå igen og leve evigt. Hvordan skulle han ellers kunne hjælpe os evigt? Det kunne også have trøstet Kleopas og hans ledsager, hvis de havde forstået disse skriftsteder.

Urbanus: Ja, det er en usigelig trøst, vi har i Kristi store præstedømme. For når Guds Søn selv er vores præst og går i forbøn for os i himlen ved Guds højre hånd og selv fører alle vore sager hos Gud, så står det godt til med vores sag. For det er sikkert, at denne præst behager Gud; han har selv indviet ham til præst. Og han har bragt et sådant offer for vore synder, at det ville være nok også for hundrede tusind verdener, og han har erhvervet os alt, hvad vi har brug for til saligheden. Og han lærer os selv ved sin Ånd. Hvad kan synden så skade os? Den er jo sonet, og den tunge bod, der blev gjort på korset, er nu vores egen, såfremt vi tror på Kristus og holder fast ved ham som vores præst og syndoffer. Hvad kan døden så mere vinde over os? Denne præst har ved sit offer brækket dens grusomme spyd. Desuden er Kristus også vores evige konge, som kan hjælpe i al nød. Disse to værdigheder, præstedømmet og kongedømmet, tilkommer ham som Gud Faders sande førstefødte og den salige jomfru Marias søn. Og ved troen på ham bliver også vi præster, som Peter viser, så vi frimodigt tør træde frem for Gud og som børn bede Faderen om det, vi skal have.

Ud fra denne grund i Sl 110 har apostlene nu, som sagt ovenfor, taget deres lære om Kristus og hans præstedømme: hvordan han fører os til Gud, forsoner os og går i forbøn for os som mellemmand, så vi nu trygt og glad kan bede i vores evige præsts navn. Sådan i 1 Tim 2: «Der er én Gud og én mellemmand mellem Gud og mennesker, nemlig mennesket Jesus Kristus, som gav sig selv til forløsning for os alle.»

Og 1 Joh 2: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige. Og han er sonofferet for vore synder, og ikke kun for vore, men også for hele verdens.»

Og Ef 2: «Ved ham (Kristus) har vi begge adgang til Faderen i én Ånd.»

Og Ef 3: «Ved ham (Kristus Jesus) har vi frimodighed og adgang i fuld tillid ved troen på ham.»

Og i Joh 16 siger Kristus selv: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Når I beder Faderen om noget i mit navn, vil han give jer det.»

Sådan beder Paulus overalt ved Kristus som vores præst; for hans skyld og ved ham alene er vi og vores bøn velbehagelige for Gud, vor Fader. Som han siger i Hebr 13: «Lad os ved ham (Kristus) altid bringe Gud lovprisningens offer, det vil sige frugten af de læber, som bekender hans navn.»

Læg videre mærke til: Hvor profeterne lover Guds folk forløsningen, at de skal hjælpes fri af synd og død og alt ondt, dér bliver Kristus Jesus med sikkerhed lovet. For det er besluttet hos Gud, at han ikke vil hjælpe og forløse nogen eller vise nogen nåde uden alene ved Kristus. Som Peter prædiker i ApG 4: «Der er ikke frelse i nogen anden end i Kristus; der er heller ikke givet mennesker noget andet navn, som vi skal frelses ved.» Se nu på profetierne: Dér bliver Kristi navn og gerning fint vist. Han hedder jehoshua, det vil sige frelser, en der skal hjælpe og forløse. Det ord finder vi overalt hos profeterne, med flere eller færre bogstaver, men dog tydeligt.

Sl 98: «Alle jordens ender har set jeshuat, vor Guds frelser.» Sådan kalder Sl 119 ham ofte teshuatecha, frelseren.

Og videre: «Min sjæl længes sådan efter din frelser, at den næsten bliver svag af det.» Alle disse steder længes profeten efter Kristus, sådan som Augustin udlægger denne salme.

Og Es 51: «Min retfærdige eller min retfærdighed er nær, min frelser er gået ud. Min frelse skal blive ved for evigt og altid, og min retfærdighed skal ikke svinde.» Her er Jesu navn indeholdt overalt, for profeten taler om Kristus.

Es 52: «Gud har gjort en hellig arm rede for alle hedningers øjne, og alle jordens ender skal se vor Guds frelser.»

Og Es 43: «Jeg er Herren, og uden mig er der ingen moshia, det vil sige frelser.»

Og Es 45: «Israel er blevet hjulpet i Herren med en evig frelse.»

Det samme har du også i Es 33, 46 og 66 og mange andre steder. Og i Es 54 kaldes han en forløser: «Han, som har skabt dig, skal herske over dig; hans navn er JHVH (Guds eget navn, som i danske bibler gengives «Herren») eller Gud Sebaot. Og din forløser, Israels Hellige, skal kaldes hele jordens Gud.» Dér står ordet goel, det vil sige forløser – et ord, man overalt hos profeterne læser om Kristus. Og Es 59.

Derfor har han i Hos 13 denne titel: «Jeg vil gøre dem fri og løse af dødens hånd; fra døden vil jeg forløse dem. Død, hvor er dit mord? Helvede, hvor er din ødelæggelse?»

Men dette skal blive udfoldet videre andre steder. Læg dog i forbifarten mærke til, at denne goel eller forløser hos profeterne ikke kun kaldes et menneske, men også sand Gud. Derfor er han alt for stærk for synden, døden og Djævelen. Han vil og kan hjælpe og forløse. Så fast en grund har vores kristne tro.

Fra denne grund udgår nu apostlenes lære, 1 Kor 1: «Kristus er vores forløsning.»

Gal 1: «Kristus gav sig selv for vore synder for at forløse os fra denne onde verden.»

Ef 1: «Vi har forløsning ved Kristi blod.» Kol 1.

1 Thess 1: «Kristus forløser eller befrier os fra den kommende vrede.»

Tit 2: «Vi venter på det salige håb og åbenbarelsen af den store Guds og vor forløser Jesu Kristi herlighed.»

Og Luk 2: «I dag er der født jer en frelser eller forløser, Kristus, Herren.» Det Nye Testamente er overalt fuldt af sådanne skriftsteder.

At Jesus Kristus er vores hyrde, og at vi er hans får, uden tvivl trygt og godt bevaret under hans beskyttelse og rigeligt græsset på hans græsgang til det evige liv, det har du i Sl 95, som helt og holdent synger om Kristus:

Kom, lad os tilbede og knæle og falde ned for Herren, som har skabt os.

For han er vores Gud, og vi er hans græsgangs folk og hans hjords får.

Og Sl 100, også om Kristus:

Kend, at Herren er Gud. Han har skabt os, og ikke vi selv,

til sit folk og til får på sin græsgang.

Es 40: «Han skal græsse sin hjord som en hyrde; han skal samle lammene i sin arm og bære dem i sin favn; han skal lede de drægtige.»

Sådan finder du i Joh 10, at han kalder sig den gode hyrde, som giver sit liv for sine får og lover dem det evige liv, så ingen nogensinde skal rive hans får ud af hans hænder. Og i Luk 15 er han den trofaste hyrde, som søger det fortabte får, finder det, med glæde lægger det på sin skulder og bærer det hjem igen.

Jer 31: «Han, som spredte Israel, skal samle det igen og vogte det, som en hyrde vogter sin hjord. For Herren har forløst Jakob og reddet ham ud af den stærkes hånd.» Det skal ikke kun forstås om Israel efter kødet, men om Israel efter Ånden, uanset om de efter fødslen er jøder eller hedninger.

Zak 13: «Sværd, rejs dig mod min hyrde og mod manden ved min side, siger Herren Sebaot. Slå hyrden, så skal hjordens får spredes.» Denne profeti udlægger Kristus selv i Matt 26; han kalder sig denne hyrde og siger: «I vil alle tage anstød af mig i denne nat, for der står skrevet: Jeg vil slå hyrden, og hjordens får skal spredes. Men når jeg står op igen, vil jeg gå i forvejen for jer til Galilæa.»

I Ez 34 skælder profeten ud på de troløse, falske hyrder i Israel, som ikke prædikede Guds ord trofast, men menneskelærdom, og som græssede sig selv og ikke fårene. Han siger: «Se, jeg vil selv opsøge mine får og se til dem, som en hyrde ser til sin hjord den dag, han er midt iblandt sine får, som er spredt. Sådan vil jeg se til mine får og forløse dem; jeg vil selv græsse mine får.»

Men hvem den hyrde er, som fårene tilhører, og som selv vil græsse dem og redde dem fra al fare, det lærer Kristus i Joh 10. Dér siger han ikke blot: «Jeg er en hyrde», men, som man læser på græsk: «Jeg er netop den gode hyrde.» Som om han ville sige: Profeterne har sagt meget om en god hyrde, som skulle være så stærk og trofast, at han både kunne og ville hjælpe sine får ud af al nød. Nu er denne rette hyrde til stede: Det er mig. Der er ganske vist andre hyrder, men de er daglejere, som ikke bekymrer sig om, hvordan det går fårene. Men jeg er netop den gode hyrde, og jeg sætter mit liv til for mine får.

Og videre siger Gud Fader: «Jeg vil oprejse én eneste hyrde over dem, som skal græsse dem, min tjener David. Han skal græsse dem og være deres hyrde.» Det er ikke sagt om kong David, Isajs søn, for han var død for længe siden på Ezekiels tid, men om den rette David, Kristus, som David var et forbillede på; og Kristus skulle fødes af hans slægt.

Og Ez 37: «De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Og min tjener David skal være konge over dem, og han skal være den eneste hyrde for dem alle.» Det er sagt om Kristus, hvis tjenere vi alle er i prædikeembedet. Men han er selv den rette hyrde, hos hvem alene vi finder beskyttelse og ly, græsgang og underhold i evighed. Om ham siger Paulus i Hebr 13: «Fredens Gud har ført fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde ved den evige pagts blod.»

Og Peter i 1 Pet 5: «Når overhyrden viser sig, skal I få herlighedens uforgængelige krone.»

Anna: Men hvor skriver profeterne, at Kristus skal være dommer over hele verden, både jøder og hedninger?

Urbanus: Det Nye Testamente er en udlægning af Det Gamle og et klart lys over det. Læg nu mærke til sagen på denne måde: I Joh 5 siger Kristus: «Faderen dømmer ingen, men han har givet Sønnen hele dommen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Faderen har også givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesønnen.» Det har kristenheden altid forstået om den yderste dom, hvor de døde skal opstå igen, og Dommeren skal give enhver efter det, han har gjort.

2 Kor 5: «Vi skal alle åbenbares for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort i legemet, enten det er godt eller ondt.»

Rom 14: «Kristus er død og opstået og blevet levende igen for at være Herre over både døde og levende.»

ApG 10: «Kristus er af Gud bestemt til at være dommer over levende og døde.»

Se nu videre på profeterne: Hvor de taler om den Dommer, som skal dømme hele verden retfærdigt, dér er det ingen anden end vor Herre og Gud, Jesus Kristus. Det kan ikke slå fejl. For Johannes siger, at Faderen har givet ham hele dommen, og Peter siger, at Gud har bestemt ham dertil. Sådan forklarer Det Nye Testamente profeterne, hvor de skriver om Kristus. Og det gør ingen forskel, at Skriften tillægger Gud dommen. For Kristus er netop den samme sande Gud. Som Gud har han ikke modtaget noget, som han ikke havde i forvejen, eftersom han fra evighed er af samme væsen og har samme magt som Faderen. Men som sandt menneske har han af Faderen modtaget magt til at dømme alt, sådan som Kyrillos udlægger det.

Hør nu, hvad profeterne har forudsagt om denne øverste Dommer.

Sl 9: «Herren har gjort sin trone rede til dom, og han skal dømme jorderige retfærdigt og dømme folkene i retfærdighed.» Det vers forstår vi let ud fra ApG 17, hvor Paulus prædiker for athenerne og siger: «Gud byder alle mennesker alle vegne at omvende sig, fordi han har fastsat en dag, da han vil dømme jordens kreds med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil.»

Sl 50: Gud Herren, den mægtige, taler og kalder på verden fra solens opgang til dens nedgang.

Fra Zion bryder Guds skønne glans frem.

Vor Gud kommer og tier ikke. Fortærende ild er rundt om ham, og rundt om ham raser et stort uvejr.

Han kalder på himmel og jord for at dømme sit folk.

De halvfjerds oversættere (Septuaginta) har det sådan: «Gud skal komme synligt, vor Gud, og han skal ikke tie.» Det forstår kirken om Kristi andet komme. For han skal ikke komme i ydmyg og skjult skikkelse, men i sin store majestæt på den yderste dag for at dømme hele verden, sådan som Augustin udlægger det.

Denne Guds skønne glans er Kristus. Han bryder frem fra Zion, det vil sige af Davids jødiske slægt, og han skal komme synligt med stor magt og herlighed og alle de hellige engle med ham, Matt 25. Ved sit første komme kom han stille og uden pragt, for for vores skyld ville han lade sig dømme som et slagtefår, sådan som Es 53 siger. Men på den yderste dag skal han i pragt komme ned fra himlen som den øverste Herre og alle tings højeste Dommer, med et kampråb, med ærkeengels røst og med Guds basun, 1 Thess 4 [trykket har «j. Thess. j.» (1 Thess 1)]. Og han skal således åbenbares fra himlen med sin krafts engle og i flammende ild for at tage hævn over dem, der ikke er lydige mod evangeliet, 2 Thess 1. Han skal, Matt 25, sidde på sin herligheds trone, og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Til fårene skal han sige:

«Kom, I min Faders velsignede, og tag det rige i arv, som er gjort rede for jer fra verdens begyndelse.»

Og til bukkene: «Gå bort fra mig, I forbandede, ind i den evige ild, som er gjort rede for Djævelen og hans engle.»

Og Sl 72: «Gud, giv kongen din dom og kongens søn din retfærdighed, så han kan føre dit folk til retfærdighed og redde dine elendige.»

Denne kongens søn er Kristus. Han dømmer verden her ved Ordet og Ånden, straffer de ugudelige og beskytter de retskafne. Og på den yderste dag skal han først for alvor dømme med evig straf alle dem, som ikke ville tage imod ham som deres konge i evangeliet.

Og Sl 97: Herren er konge, derfor skal jorden glæde sig, og øerne skal fryde sig, så mange som de er.

Skyer og mørke er rundt om ham, retfærdighed og ret er hans trones grundvold.

Ild går foran ham og brænder hans fjender op rundt omkring.

Hans lyn lyser over jorderige; jorden ser det og forfærdes.

Bjergene smelter som voks for Herren, for hele jordens Hersker.

Og Sl 96: «Herren kommer for at dømme jorden. Han skal dømme jorderige med retfærdighed og folkene med sin sandhed. Herren skal gå i rette med de ældste i sit folk og med dets fyrster.» [den sidste sætning står i Es 3,14.]

Es 66: «Se, Herren skal komme med ild, og hans vogne skal være som en storm, for at han kan gengælde i sin vredes glød og lade sin trussel lyde i ildsluer. For Herren skal dømme alt kød med ild og ved sit sværd.»

Og Zak 14: «Herren skal drage ud og kæmpe mod disse hedninger, sådan som han plejer at kæmpe på kampens dag. Og på den tid skal hans fødder stå på Oliebjerget, som ligger foran Jerusalem mod øst. Og Oliebjerget skal kløves midt over fra øst til vest, meget langt fra hinanden, så den ene halvdel af bjerget viger mod nord og den anden mod syd. Og I skal flygte for en sådan dal mellem mine bjerge, for dalen mellem bjergene skal nå helt til Asal. Og I skal flygte, ligesom I engang flygtede for jordskælvet på Uzzijas, Judas konges, tid. Da skal Herren, min Gud, komme og alle de hellige med ham.»

Her forudsiger Zakarias Kristi andet komme på den yderste dag: at han skal komme som en kriger for at bekæmpe sine fjender, og hvor forfærdeligt dette hans andet komme skal være, så man gerne ville flygte og undslippe elendigheden. Dog vil de vantro til den tid være færdige med at rase og kæmpe; for deres evige fængsel er allerede gjort rede for dem, og al deres magt og pragt har da helt fået ende, så de ikke længere kan rase og rive mod Kristus og hans kristenhed, sådan som de har gjort før denne store dag. Straks skal de stødes bort fra Herrens ansigt og fra hans herlige magt ind i den evige fortabelse. For det er forløsningens dag, som Paulus kalder den, da Kristus skal blive herliggjort i sine hellige og forunderlig i alle troende, 2 Thess 1. Men for at beskrive Kristi herlige komme til denne dom plejer Skriften at bruge sådanne billeder, som også Sankt Paulus gør i 1 Thess 4. For når Kristus kommer til dom, ligger alle vores fjender allerede slagne og er overvundet. Den ugudelige verden og Djævelen bliver i et nu til lutter helvedes brande og forbliver det evigt. Døden er da opslugt i sejren, og alle hellige kristne skal da komme Kristus, deres Herre, i møde i luften og så altid være hos Herren, 1 Thess 4.

Anna: Af alle disse profetier om Kristi evige kongedømme og præstedømme, om at han skal være en mellemmand, der afvender Guds vrede, en hyrde og forløser, der evigt kan vogte og forløse, og som til sidst skal dømme verden retfærdigt, er det jo let at lære, at man ikke skulle have tvivlet på Israels forløsning, fordi Kristus var død. For når Gud i Kristus havde lovet verden disse store ting, kunne han jo ikke blive i døden, men måtte først for alvor leve. Men disse to disciple havde ikke forstået, hvad profeterne havde skrevet om Kristus, sådan som Kristus selv siger til dem. Derfor var det ikke så underligt, at de var bedrøvede. Nu vil jeg gerne høre videre, hvad der står skrevet hos profeterne om Kristi undere.