Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kristi gerning

Kristi aktive og passive lydighed

Kristi lydighed for os har to sider, som ikke kan skilles ad: den aktive, hvor han i vores sted holdt hele Guds lov, og den passive, hvor han bar lovens forbandelse og straffen for vores synd.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Når Kristus gjorde fyldest for vores synd, gjorde han to ting. Han led straffen for lovens overtrædelse, og han holdt selv loven fuldkomment i vores sted. Dogmatikken kalder det første hans passive lydighed (lidelseslydigheden) og det andet hans aktive lydighed (livslydigheden). Paulus nævner begge i Gal 3,13 og 4,4–5: Kristus blev en forbandelse for os, og han blev født under loven for at løskøbe dem, der var under loven. Konkordieformlen (SD III) siger klart, at Kristus som Gud og menneske i én person ikke var forpligtet af loven, for han er lovens Herre. Derfor tilregnes hele hans lydighed os, «i gerning og lidelse, i liv og død», fra fødslen til korset.

Pieper begrunder det sådan: Den faldne synder skylder Gud både straf og lydighed. En tyv, der har udstået sin straf, har dermed ikke holdt budet om ikke at stjæle. Derfor er det ikke nok, at straffen er båret; der må også være en retfærdighed, som består for Gud. Jacobs kalder de to sider «den positive og den negative side af samme sag», og ifølge Gerhard kan de slet ikke skilles ad i Kristi fortjeneste.

For troen er dette en stor trøst. Luther siger i Huspostillen, at vi trænger til en mand, som var uden synd og opfyldte loven for os. Når loven anklager samvittigheden for alt det, den ikke har gjort, kan den kristne pege på Kristus: Hvad jeg ikke har gjort, det har han gjort for mig. Kristi lydighed er ikke kun et forbillede, som vi skal efterligne. Den er en del af det, han stedfortrædende har ydet for os.

Skriften

  • Gal 4,4–5 – Guds Søn blev født under loven for at løskøbe dem under loven: hovedstedet for den aktive lydighed.
  • Gal 3,13 – Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for os: den passive lydighed.
  • Rom 5,18–19 – Ved den enes lydighed bliver de mange retfærdige; lydigheden må ikke indskrænkes til lidelsen alene.
  • Matt 5,17 – Kristus er kommet for at opfylde loven, ikke for at nedbryde den.
  • Matt 3,15 – Ved dåben siger Jesus, at det passer sig for ham at opfylde hele retfærdigheden.
  • Hebr 9,14 – Kristus frembar sig selv uplettet for Gud; hans hellige liv hører med til hans offer.
  • Sl 40,7–9 – «Se, jeg kommer … at gøre din vilje»: Sønnen giver sig selv ind under loven for os.
  • Rom 10,4 – Kristus er lovens mål til retfærdighed for enhver, der tror.

Bekendelsen

  • Konkordieformlen, SD III, 15: Kristus var som Gud og menneske lige så lidt forpligtet af loven, som han for sin egen skyld behøvede at lide og dø. Derfor tilregnes os både hans lydighed i lidelse og død og hans frivillige opfyldelse af loven i vores sted.
    «Derfor tilregnes hans lydighed os til retfærdighed – ikke blot hans lydighed i lidelse og død, men også det, at han frivilligt i vores sted satte sig under loven og opfyldte den med en sådan lydighed.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD III, 56: Lydigheden er hele personens. Den menneskelige natur alene kunne ikke gøre fyldest over for Gud, og den guddommelige natur alene kunne ikke mægle. Derfor tilregnes os hele Kristi persons lydighed helt til korsets død.
    «Derfor tror, lærer og bekender vi, at hele Kristi persons hele lydighed, som han for vores skyld har ydet Faderen helt til den mest vanærende død på korset, tilregnes os som retfærdighed.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD III, 58: Troen hviler på Kristus, der for vores skyld blev stillet under loven og bar vores synd. Hans lydighed fra fødslen til døden dækker al vores ulydighed i natur, tanker, ord og gerninger.
    «ydede sin himmelske Fader den hele, fuldkomne lydighed for os fattige syndere, fra sin hellige fødsel og helt til døden.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Nytårsdag (Kristi omskærelse): Kristus havde ikke selv brug for at komme under loven ved omskærelsen. Han gjorde det for vores skyld, for at give os den sejr over loven, han har vundet, så den ikke længere kan fordømme dem, der holder sig til ham i tro.
    «For vi har brug for sådan en mand, som var uden synd og opfyldte loven for os og på den måde stillede Guds vrede.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Nytårsdag (Jesu navn): Jesus gav sig ind under loven og ville ikke lade noget ugjort af det, Gud har pålagt menneskene. Derfor skal den, der ser sin egen ulydighed, ikke fortvivle, men holde sig til Kristus, så loven ikke kan fordømme eller anklage ham.
    «For hvad jeg ikke har gjort, det har Kristus gjort for mig. Ham kan loven da ikke anklage for, at han ikke skulle have opfyldt selv det mindste.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 15: Gud kan ikke lade sin lov falde, og vi kan ikke opfylde den. Derfor sendte han sin Søn under loven for at opfylde den og betale i vores sted. Evangeliet ophæver altså ikke loven, men viser, at Kristus har opfyldt den for os.
    «Nej, Sønnen skulle sættes under loven og i vores sted og for os fuldkommen yde og betale den fyldestgørelse, som Guds lov kræver og ikke kan lade falde, men som er umulig for os.» Læs teksten
  • Rhegius, Formulae: Hvordan man skal tale varsomt om loven: Budene er for høje for Adams børn. De skal drive os til Kristus, som alene har opfyldt dem fuldkomment; den opfyldelse nyder vi godt af ved troen. Vores egen begyndende lovopfyldelse er svag og behøver daglig tilgivelse.
    «søge Kristus, som alene – og ellers ingen – har opfyldt budene rent og fuldkomment. Den opfyldelse nyder vi godt af for Gud, når vi tror på Kristus.» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. VIII: Over for den reformerte teolog Shedds dogmehistorie, der fremstiller lutherske opfattelser som særegent calvinistiske, fremhæver Krauth, at det var de lutherske teologer, der først udfoldede læren om, at Kristi aktive lydighed har forløsende karakter.
    «Den videnskabelige udfoldelse af læren om, at Kristi aktive lydighed har forløsende karakter, skyldes de lutherske teologer.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 14: Den aktive og den passive lydighed kan kun skilles ad i tanken. Den passive fjerner straffen, og den aktive skaffer den retfærdighed, der dækker menneskets skam som en pletfri klædning.
    «Ved sin passive lydighed overfører Kristus alle straffene til sig selv og udholder dem. Ved sin aktive lydighed skaffer han en retfærdighed, hvor syndens skyld forsvinder» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi gerning: Den stedfortrædende lovopfyldelse er en integrerende del af fyldestgørelsen, ikke kun et forbillede eller en forudsætning for lidelsen. Pieper begrunder det med Gal 4,4–5 og Konkordieformlen og viser, at Luther bruger det som trøst, når loven anklager.
    «har Kristus ikke blot båret straffen for menneskenes overtrædelse af loven, men også med sit hellige liv ydet den guddommelige lov den lydighed, som menneskene er skyldige at yde, men ikke yder.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Anselm, Karg og nyere «kaldslydighed». Anselm holdt Kristi livslydighed uden for fyldestgørelsen, fordi enhver skabning selv skylder Gud lydighed. Georg Karg lærte det samme, men tilbagekaldte det i 1570. Nyere teologer indskrænker den aktive lydighed til lydighed mod «frelserkaldet» og benægter, at Kristus holdt loven i menneskenes sted. Pieper kalder det en grundvildfarelse og afviser det med Gal 4,4–5 og Konkordieformlen.
  • Piscator og Socinus: Kristus adlød for sig selv. Indvendingen lyder, at Kristus som sandt menneske selv var forpligtet til at holde loven. Pieper svarer, at det fornægter den personlige forening: Guds Søns person står over loven og blev kun sat under den for menneskenes skyld (Gal 4,4–5; Matt 12,8).
  • «Loven kræver enten lydighed eller straf». Nogle mener, at Gud krævede for meget, hvis Kristus både skulle lide straffen og holde loven. Pieper svarer, at den faldne skabning skylder både straf og lydighed, og at det at udstå en straf ikke er det samme som at have holdt loven.
  • Moralsk indvending: læren gør folk ligegyldige. Det indvendes, at ingen for alvor vil stræbe efter at holde loven, hvis Kristus har holdt den for alle; Harnack dadler på samme måde Paulus' lære om den objektive forsoning. Pieper svarer, at man så også måtte fornægte straflidelsen, og at indvendingen slet ikke kender kristenlivet efter Rom 6.

Hænger sammen med

  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Kristi lydighed er indholdet af forsoningen. Konkordieformlen siger, at fordi lydigheden er hele personens, er den en fuldkommen fyldestgørelse og forsoning for menneskeslægten, så der er gjort fyldest over for Guds evige retfærdighed, som er åbenbaret i loven. Det, Kristus gjorde og led, er altså selve den betaling, der vender Guds vrede til nåde.
  • Retfærdiggørelsen – Det fælles led er tilregnelsen. Når Gud retfærdiggør en synder, regner han ham ikke retfærdig for hans egen fornyelses skyld. Konkordieformlen siger, at de troende erklæres retfærdige for Kristi lydigheds skyld, den lydighed, han viste Faderen fra sin fødsel til døden på korset. Hans fuldkomne lydighed dækker over den synd, der stadig sidder i deres natur.
  • De to naturer og den personlige forening – Kun den, der er Gud og menneske i én person, kunne yde den lydighed, der frelser os. Konkordieformlen siger, at hvis Kristus kun havde været menneske, kunne hans lydighed og lidelse ikke tilregnes os som retfærdighed; og guddommen alene, uden menneskeheden, kunne ikke have mæglet mellem Gud og os. Fordi lydigheden er hele personens, Gud og menneske, gør den fyldest for hele verdens synd.
  • Kristi fornedrelse og ophøjelse – Kristi lydighed hører til hans fornedrelse. Jacobs viser det ved omskærelsen: Dér påtog Kristus sig formelt at opfylde hele loven på menneskets vegne. Som Gerhard siger hos Jacobs, var han for sin egen person ikke under loven, men blev stillet under den for os. Fra fødslen og omskærelsen til korset er hans liv i fornedrelsen lydighed i vores sted.
  • Lov og evangelium – Evangeliet ophæver ikke loven, men giver det, som loven kræver. Pieper forklarer, at Kristi forløsningsgerning netop er, at han i menneskenes sted holdt loven med sin fuldkomne lydighed og bar straffen for overtrædelsen af den. Derfor siger Luther, at den, der vil fjerne loven fra kirken, også tager Kristus bort; for så ved man ikke, hvad han har opfyldt for os.
  • Menneskevordelsen og jomfrufødslen – Guds Søn blev menneske på en bestemt måde: født af en kvinde og stillet under loven (Gal 4,4–5). Pieper forklarer, at Skriften selv forbinder dette med forløsningen. Kristus skulle i vores sted leve et helligt menneskeliv lige fra den første begyndelse, og derfor gik han ind i den almindelige menneskelige tilblivelse. Hans lydighed begynder altså allerede i undfangelsen og fødslen.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).