Samtale mellem Urbanus Rhegius og hans hustru om den prædiken, som Kristus ifølge Lukasevangeliets sidste kapitel holdt påskedag for de to disciple, der gik til Emmaus

Urbanus: Hvorfor er du så bedrøvet i dag, på påskedag, hvor alle skabninger med rette skal glæde sig med Kristus? Hvad tynger dig, siden du sukker sådan? Ved du ikke, at Jesus, Siraks søn, siger i Sir 30: «Hold dit hjerte samlet i hellighed, og jag bedrøvelsen langt bort fra dig, for bedrøvelse slår mange mennesker ihjel»? Og Paulus siger: «Glæd jer altid i Herren.»

Anna: Der er mange slags bedrøvelse. Paulus siger i 2 Kor 7, at der er en bedrøvelse efter Guds vilje, der virker en anger til frelse, som ingen fortryder; men verdens bedrøvelse virker død.

Urbanus: Helt rigtigt. Men hvorfor er du bedrøvet?

Anna: Hvorfor var de to disciple, Kleopas og hans ledsager, bedrøvede i dag på vejen til Emmaus?

Urbanus: De havde stor grund til at være bedrøvede, for de var endnu fanget i stor uvidenhed, og deres tro var meget lille. De kendte endnu kun ganske lidt til Kristus, skønt de længe havde været hans disciple.

Anna: Netop den grund har jeg også. Jeg er døbt til Kristi død og bærer det høje og ærværdige navn at blive kaldt en kristen. Men jeg kender endnu ikke Kristus, min Herre, sådan som jeg burde kende ham.

Urbanus: Den mangel har du ikke alene, men fælles med mange mennesker. Man nævner ofte Kristus, og man prædiker om ham, men at man kender ham til bunds, sådan som man her kan og skal kende ham, det står endnu svagt til hos mange.

Anna: Så har jeg også god grund til min bedrøvelse, og jeg bliver heller ikke glad, før også mine øjne bliver åbnet, ligesom de to disciples i Emmaus, så jeg kan kende Kristus ret. Du har ofte sagt, at der ikke findes nogen højere og større kunst og visdom end at kende Kristus, for den erkendelse fører evig retfærdighed og frelse med sig.

Urbanus: Ja, det siger jeg stadig, og jeg vil aldrig nogensinde sige andet. Nogle lærere stiger op over Kristi menneskelige natur til højderne og vil udforske, hvordan det går til i den evige, umålelige og ufattelige guddom, hvad angår væsenet, personerne, den guddommelige forstand og forudbestemmelsen. Men mig forekommer det mere nødvendigt at vide, hvad Kristus er. For når den høje Majestæt selv har fornedret sig så dybt, er steget ned, har iført sig menneskeligt kød og er blevet et dødeligt menneske for at løfte vores menneskelige natur med sig op til himlen og bringe den til det udødelige, evige livs herlighed, så skal den enkelte ikke lave sin egen stige for at stige op til Gud i himlen og ind i herligheden. Nej, vi må bruge den stige og gå den vej, som Faderen selv har bestemt og stillet op for os. Det er jo ikke for ingenting, at Kristus siger i Joh 14: «Jeg er vejen og sandheden og livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig.» Hvis der var en anden vej til Gud i himlen, havde Gud ikke sendt sin Søn til verden og ladet ham blive menneske, for at han skulle føre os med sig derop, og for at vi ved ham skulle komme til Faderen. Tænk selv over, hvorfor Skriften kalder Kristus vores forsoner, mellemmand, præst, talsmand, hyrde, vej, lys, mester, konge, hoved, retfærdiggører, forløser, frelser osv. Det er helt sikkert, fordi det ikke er muligt at komme til Gud, blive forenet med Gud og have med ham at gøre, uden alene ved Kristus, sand Gud og sandt menneske. Gud lader sig ikke gribe og finde sådan uden noget middel. Vil du til Gud og kende Gud, så må du først lære mellemmanden Kristus godt at kende, ellers finder du aldrig nogensinde Gud. For Esajas siger, at Gud har rejst Kristi menneskelige natur som et sikkert felttegn eller banner og dermed samler sine børn ud af verden til sig. I Kristus, siger Paulus, bor hele guddommens fylde legemligt. Og Kristus selv siger i Matt 11: «Alt er overgivet mig af min Fader, og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare det for.» Og lige efter disse ord kalder han på os: «Kom hid til mig, alle I, som er trætte og bærer byrder, så vil jeg give jer hvile.» Derfor har jeg sagt det, og gid jeg kunne råbe det ud over hele verden, igen og igen: Kristus skal man lære, for at kende Kristus er den højeste kunst. I Es 53 siger Gud: «Min tjener, den retfærdige, skal gøre mange retfærdige ved kundskaben om ham.» At kende Kristus er en vidunderlig erkendelse: Den gør retfærdig og ren for synder. Derfor ønsker apostlene overalt denne erkendelse og taler meget om den som om hovedstykket i hele Skriften. Sådan formaner og lærer Paulus overalt, som i Kol 2: «Jeg vil, at I skal vide, hvilken kamp jeg har for jer og for alle dem, som ikke har set mig personligt i kødet, for at deres hjerter må blive formanet og holdt sammen i kærligheden til al den rigdom, som en sikker forståelse giver, så de kender Guds, Faderens og Kristi hemmelighed, i hvem alle visdommens og erkendelsens skatte ligger skjult.» Over for de højt lærde korinthere roser Paulus sig ikke af nogen anden kunst end den, at han kender den korsfæstede Kristus. Den, der kender ham, kan mere end nok; den, der ikke kender ham, kan slet intet, som er navnet kunst værd. Den, der kender Kristus, kender også Gud Fader og bliver fri af Djævelens magt, af synden, døden og den evige fordømmelse. Den, der ikke kender Kristus, kender hverken sig selv eller Gud; han er en blind, ugudelig hedning og sidder fast i Djævelens magt, i sin synd og i døden til evig fordømmelse. Hvilken større jammer og elendighed kan der være end at tilhøre Djævelen med legeme og sjæl i al evighed! Derfor sørger de med rette, som ikke kender Kristus, for de sidder endnu midt i al ulykke og har ingen hjælper, og de mangler den største visdom og kunst, som fylder himmel og jord med glæde – ja, som er selve frelsen, sådan som Kristus siger i Joh 17: «Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har sendt, Jesus Kristus.» Den korsfæstede Kristus er ganske vist for jøderne en forargelse og for hedningerne en dårskab, men for de kristne er han Guds kraft og Guds visdom (1 Kor 1).

Anna: Det tror jeg, Gud være lovet. Men troen er endnu så søvnig og svag, og erkendelsen af Guds så vidunderlige og store hemmeligheder er så dunkel, at jeg med rette er bekymret. Jeg beder Gud om, at også mit hjerte må blive oplyst i denne erkendelse, og at Kristus også må mætte mig, så jeg kan blive glad i Herren, ligesom de to disciple i Emmaus, da Kristus havde prædiket for dem og rakt dem brødet.

Urbanus: Beder du om det af hjertet, så vil Kristus ikke svigte dig. For han har lært os at bede om alt godt og lovet, at vi skal blive bønhørt. Og frem for alt lærer han, at man først skal søge Guds rige og hans retfærdighed, og han råber i Joh 7: «Hvis nogen tørster, skal han komme til mig og drikke.»

Anna: De to disciple blev med rette glade. De havde selve livets kilde, Kristus, hos sig. Han holdt en vidunderlig prædiken for dem, så de bagefter genkendte ham og blev rigtig glade og delte deres glæde med de andre disciple og sagde: «Herren er virkelig opstået.» Åh, kunne jeg også høre sådan en prædiken! Sandelig, intet på jorden ville jeg hellere høre end netop den prædiken, som Kristus holdt ud fra alle profeterne, da han åbenbarede sig selv for disciplene ud fra Den Hellige Skrift, så de lærte Kristus ret at kende og blev glade. Det må have været en mægtig prædiken. Kunne man vide, hvad han talte med dem om, ville det være en stor skat, som man burde løbe efter, om det så var længere end til verdens ende.

Urbanus: Det er godt. Du vil også gerne lære Kristus at kende ud fra Skriften og vide, hvad Helligånden dog har sagt om Kristus i Den Hellige Skrift. Men du mener måske, at man ikke kan vide, hvad han sagde, og at den kristne kirke nu må være berøvet en så trøstefuld prædiken, og at ingen har fået del i den uden de to disciple i Emmaus.

Anna: Det har jeg ofte været bekymret for.

Urbanus: Nej. Kristus har sørget langt bedre for sin kirke end at berøve den denne prædiken. Han er netop sendt af Faderen for at lære alle Guds børn denne prædiken. Du ser ikke Kristus nu, men du hører hans røst gennem evangelisterne, og du hører den prædiken, som han holdt for disse to disciple. Vi har jo stadig Den Hellige Skrift og profeterne, og i Apostlenes Gerninger ser vi, hvordan apostlene har forstået og udlagt profeternes ord om Kristus under vejledning af sandhedens Ånd. Ham var apostlene blevet lovet før Kristi død, og han blev sendt til dem på pinsedag. Han lærte dem og mindede dem om alt det, som Skriften siger om Kristus, og som Kristus mundtligt havde prædiket for dem før sin død. Alt, hvad han prædikede for dem, gik ud på, at de skulle lære Kristus at kende og ved Kristus Faderen og ved denne erkendelse blive retfærdige og frelst.

Anna: Så hører jeg, at man kan vide, hvad Kristus dengang prædikede på vejen fra Jerusalem til Emmaus, så deres hjerte brændte. Det vil jeg hellere lytte til end sidde midt i al verdens lyst og morskab.

Urbanus: Du kan nok tænke dig, hvad han må have lært dem, når han begyndte med Moses og gik gennem profeterne. Lukas siger jo klart, at han udlagde for dem i alle profeterne og i alle skrifterne, hvad der handlede om ham; det vil sige: Alle de profetier, der taler om Kristus, udlagde han. Det er ikke andet end det rette, rene evangelium, som han har befalet sine disciple at prædike indtil verdens ende. For evangeliet er en prædiken om Kristus, Guds Søn, om hvorfor han er blevet menneske, og det lærer os at forstå Gud Faders evige råd og nådige vilje mod os: at han vil være vores Fader, og at vi skal være hans børn – dog ved Kristus Jesus, hans enbårne Søn. Faderen har nemlig bestemt, at han, når tiden var fuldkommet, skulle fødes som et sandt menneske af Davids slægt, dø på korset og opstå fra de døde, for at han kunne sone og betale menneskenes synd, dræbe og udslette døden, bringe livet tilbage og forsone os med Faderen. Og han skulle fare til himmels til Faderens højre hånd og begynde et sandt og evigt rige, hvor vi kan regere med ham i glæde evigt og altid. Ind i en sådan herlighed måtte han gå og fortjene den for os ved sin gerning, sin lidelse og korsets forsmædelige død. Det gjorde han under kejser Tiberius Octavius, Herodes, Pontius Pilatus og Kajfas i Jerusalem, og således opfyldte han profeterne, som skriver om ham. Nu sidder han ved den guddommelige majestæts højre hånd som Herre over alle ting og beskytter og styrer sin kirke, hele kristenheden, ved Helligånden. På den yderste dag vil han komme i sin majestæt for at dømme levende og døde, give dem, der tror på Kristus, det evige liv, men støde dem, der ikke har troet evangeliet, ned i helvede sammen med alle djævlene for evigt. Og han lader os dagligt forkynde disse sine gerninger, sin lidelse, opstandelse og himmelfart: at enhver, som tror på denne Guds Søn, Kristus, sådan som Skriften siger om ham, ved denne tro skal blive fri for synden og ikke se døden, men være fri og løst fra Djævelens magt, forsonet med Faderen, og leve evigt hos Gud i Kristi herlighed. Derfor formaner evangeliet først til omvendelse, så man holder op med det syndige væsen, som Kristus måtte betale så dyrt med sit blod for at rense os og forløse os fra synden, døden og helvede. Dernæst forkynder det syndernes forladelse og det evige liv for alle, der tror på Kristus og tager imod evangeliet. Således bliver vi, når vi tror på ham, af ren nåde uden vore gerninger, alene for Kristi gerningers og fortjenestes skyld, renset fra synderne; vi får Helligånden og bliver gjort retfærdige og frelste, Guds arvinger og Kristi medarvinger i hans rige for evigt. Og når vi således har hørt evangeliet og tror på Kristus som verdens eneste Frelser, så bliver vi fjender af synden og begynder et liv i omvendelse. Vi elsker Gud, som har vist os så overstrømmende barmhjertighed i Kristus, sin kære Søn, uden nogen fortjeneste fra vores side, og vi elsker næsten, sådan som Kristus har elsket os. Vi stræber også som retskafne børn efter al kristen tugt, eftersom vi har Kristus som forbillede, og gør således gode gerninger af kærlighed til retskaffenheden. Dog er erkendelsen af vores elendighed og vore synder her i kødet – og desuden troen og erkendelsen af Kristus, det vil sige af Guds store trofasthed, kærlighed og barmhjertighed, som er vist os i Kristus – endnu meget ufuldkommen og i vækst. Derfor må vi stadig kæmpe med kødet, døde det gamle menneske og hele tiden fornyes, indtil Guds billede bliver helt fornyet i os igen, så vi bærer Kristi skønne billede i os, ligesom vi, før vi fik troen og blev genfødt, bar den gamle Adams afskyelige billede. Nu ser du, hvad Kristus har lært. For det, han har lært, har apostlene uden tvivl også lært siden, og de har brugt profeternes skrifter på samme måde, som Kristus brugte dem, og som Helligånden lærte dem det – sådan som vi ser i Apostlenes Gerninger.

Anna: Så forstår jeg nu, at Kristus ikke har prædiket andet for disse disciple end det rene, klare evangelium ud fra profeterne. Derved lærte de ham at kende: hvem han er, hvorfor han er sendt til verden, hvad han har gjort, lidt og fortjent, hvordan man skal bruge ham, og hvad man kan vente sig af ham. Det gjorde dem rigtig glade.

Urbanus: Ja, intet andet. Men er det ikke nok, når vi ved, hvilke store og uudsigelige rigdomme af sin nåde Gud har lovet os stakkels syndere i profeterne, og nu i evangeliet ser, at han har opfyldt løftet og stadig opfylder det dag for dag, eftersom vi har Kristus, Guds Søn selv, som er et sikkert pant på alle løfterne?

Anna: Hvis du har tid, vil jeg gerne høre dig gennemgå Kristi prædiken i rækkefølge fra Moses gennem alle profeterne: hvad de overalt har skrevet om Kristus, og hvordan de har skrevet om ham, så jeg også kan styrke min tro og blive glad i Herren. Og selv om du skulle bruge flere dage på det, er det umagen værd – og desuden godt og meget nødvendigt. For Sankt Paulus siger i Kol 3, at vi skal lade Kristi ord bo rigt blandt os.

Urbanus: Paulus holdt også i Rom en lang prædiken om Kristus Jesus ud fra Moseloven og profeterne, fra morgen til aften (ApG 28). Hvorfor skulle vi så ikke have lyst til det, når vi taler om Kristus, vores eneste skat, som vi også skal være hos i al evighed? Hør nu først, hvad Sankt Lukas skriver om det i sit sidste kapitel. Da Kristus havde brudt brødet og rakt det til de to disciple, siger han, blev deres øjne åbnet, så de kendte ham. Og lidt efter siger evangelisten, at Kristus åbnede deres forstand, så de forstod Skriften. Derfor må vi bede Kristus om, at han selv vil mætte os med sit brød, med erkendelsen af sig selv, drive mørket af vores vantro og uvidenhed bort fra vores hjerte og give os sin Ånds lys, så vi kan lære at kende ham ud fra Skriften. For Paulus siger i 1 Kor 2: «Vi har ikke fået verdens ånd, men Guds Ånd, for at vi kan vide, hvad Kristus har skænket os.» Lad os derfor bede sådan:

Almægtige Fader, vor Herre Jesu Kristi Fader og vores Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, forbarm dig over os! Vi beder dig ved din kære Søn Jesus Kristus og ved alle hans gerninger og lidelser, som han har gjort og lidt for vores skyld: Send din sandheds Ånd ind i vore hjerter, så han giver os den rette tro på Kristus, og så lyset fra dit evangelium om Kristi herlighed skinner for os, og vi lærer at kende den uudsigelige rigdom i Kristi hemmelighed. O herlighedens Fader, giv os visdommens og åbenbaringens Ånd, så vi lærer din kæreste Søn Jesus Kristus og dig selv at kende. Giv vor forstand oplyste øjne, så vi kan erkende, hvad det håb er, som vi er kaldet til, og hvor rig herligheden er i vores himmelske arv i Kristus og ved Kristus. Så må vi ved en sådan ret tro, forståelse og erkendelse af din evige visdom, som er Jesus Kristus, blive retfærdige kristne, altid tilbede dig i ånd og sandhed og prise herligheden af din nåde, som er skænket os i Kristus, fra nu af og til evig tid, ved vor Herre Jesus Kristus. Amen.

Anna: Amen.

Urbanus: Godt. Eftersom Kristus siger: «Den, som hører jer, hører mig», så hør nu med ikke mindre alvor og tro, end hvis Kristus selv legemligt eller synligt stod her og forklarede sig selv for dig ud fra profeterne: hvordan og hvorfor han måtte fødes, lide, dø og opstå og således gå ind til sin herlighed.

Anna: Så begynd nu også med Moses. Hvad har Moses skrevet om Kristus?

Urbanus: Meget, sådan som Kristus selv vidner om ham i Joh 5, da han sagde til jøderne: «Hvis I troede Moses, ville I også tro mig, for han har skrevet om mig.» Først skriver Moses, hvordan slangen, Djævelen, kort efter at himmel og jord og mennesket var skabt gode og rette, bedrog Eva og således førte hende ind i løgnen, og hvordan Eva derefter førte Adam, så de begge veg fra Guds ord og troede løgnen. Derved syndede de og overtrådte Guds bud og blev ulydige mod Gud, deres Herre, men lydige mod Djævelen, som er en løgner og morder fra begyndelsen. I hans magt er de ved denne overtrædelse faldet med legeme og sjæl. Således er døden ved Adams synd trængt igennem til Adam og alle hans efterkommere, så de alle med rette, efter den guddommelige retfærdigheds dom, må gå gennem den legemlige død ind i den evige død. Og således har døden ved synden hersket med magt i hele verden. Det var nu en stor jammer og elendighed. Derfor huskede Gud, som profeten siger om ham, midt i vreden på sin barmhjertighed og beredte et stærkt lægemiddel mod dette onde på denne måde: Han lovede nåde – at han ville tilgive synden og udslette døden ved et underfuldt middel, nemlig ved sin enbårne Søn. Han skulle, når den fastsatte tid var fuldkommet, selv komme og råde bod på det, nemlig befri det fangne menneske fra mørkets og Djævelens rige og magt – dog i en tjeners skjulte skikkelse: Han skulle blive et menneske, svag og dødelig som vi, men uden synd, og dø for mennesket og således sone dets skyld. Men han skulle opstå fra døden, overvinde Djævelen og tage byttet tilbage fra ham – det bytte, som Djævelen ved løgnen havde ført ind i syndens, dødens og fordømmelsens rige – og føre mennesket tilbage til Guds rige, som er livets og den evige saligheds rige.

Det første løfte om nåde lyder sådan i 1 Mos 3:

Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd. Han selv skal træde dit hoved itu, og du skal stikke ham i hælen.

I disse ord har Gud lovet verden sin Søn Kristus, og denne forjættelse er det sande evangelium, det vil sige et glædeligt budskab om Kristus. Adam sad nu allerede fast i synden. Han var et fortabt vredens barn, forbandet med legeme og sjæl og dømt til den evige fortabelse. Han mærkede også virkelig fortvivlelse, dødsangst og den sande hjertesorg i sin samvittighed, for på grund af synden var han i Djævelens magt som hans fange. Men da Gud lovede ham kvindens afkom, fik han et håb om liv: at han af nåde skulle få hjælp og blive forløst fra Djævelens tyranni ved netop dette lovede afkom. For evangeliet er en forjættelse om liv, men vel at mærke i dette kvindens afkom (2 Tim 1). Her har Gud altså lovet et naturligt barn, som skulle fødes af en kvinde, men uden synd. Dette barn skal knuse Djævelens hoved, det vil sige ødelægge Djævelens magt eller rige, som er syndens og dødens rige, og overvinde synd, død og helvede. Dette afkom er Kristus, sådan som Paulus viser i Gal 3.

Det er ganske vist korte ord, men de rummer mange hemmeligheder, nemlig at Gud skulle blive menneske. For hvis dette afkom kun var et menneske, ville det ikke kunne udslette Djævelens hoved, det vil sige synden og døden, og overvinde Djævelen. Desuden måtte dette afkom være uden synd og ikke undfanges på naturlig vis ved en mands sæd, men ved Helligånden, og ikke fødes af en kvinde som alle andre børn, men af en jomfru. Derfor kaldes han her ikke en mands afkom, men alene en kvindes afkom. Skulle han desuden tage synden bort og hjælpe mennesket, så måtte synden sones, og der måtte gøres fyldest for Guds strenge retfærdighed. Barnet måtte altså træde i det fangne menneskes sted. Og fordi mennesket var dømt til døden på grund af synden, måtte barnet dø og således bære og sone synderens skyld, så vi kunne blive forløst fra Djævelens magt efter lov og ret og forsonet med Gud, vor Herre, ved en tilstrækkelig soning og fyldestgørelse. Men skulle han træde Djævelens hoved ned, det vil sige udslette døden, så måtte han ikke selv blive i døden. Når han for vores synders skyld havde forladt det forgængelige liv og var død, måtte han straks opstå fra døden og begynde og beholde et andet og evigt liv. Ellers kunne han ikke hjælpe mennesket helt ud af al dets nød. For mennesket er ikke hjulpet, medmindre synden og døden er fuldt betalt og overvundet, og et evigt liv er bragt tilbage, som hverken synd, død eller Djævel siden kan skade. Desuden er der fjendskab mellem Kristus og hans kristne på den ene side og Djævelen på den anden, som teksten her siger. Men sejren er allerede lovet her: Den onde ånd skal trædes ned under Kristi og alle kristnes fødder og overvindes. Og selv om han bider Kristus og hans kristenhed i hælen og anfægter dem, så er Kristus alligevel alt for stærk for Djævelen. Han sejrer og får til sidst overtaget sammen med hele kristenheden, som skal leve og regere med ham i evighed.

Så ser du altså, hvordan dette ord kort rummer Kristi fødsel, hans lidelse, død og opstandelse og ligeledes hans sejr over Djævelen, synden, døden og helvede – ganske vist med tildækkede ord, men alligevel sikkert og grundigt. For Kristus forkyndes på to måder i Skriften: For det første på afstand gennem dunkle forjættelser og forbilleder, for det andet gennem klare forjættelser og tydelige, udtrykkelige ord. Og alle de forjættelser, som følger senere i Bibelen, gælder dette afkom, og de bliver klarere og klarere, indtil han selv kommer i kødet. Nogle latinske og tyske bøger har: «Hun skal knuse dit hoved.» Derfor er dette trøstende ord blevet tillagt Maria, som om hun havde trådt slangens hoved ned.

Anna: Men Skriften siger jo ikke, at det er hun, der har gjort det, men han, og den taler om kvindens afkom. For Helligånden taler sådan på det hellige sprog, som profeterne har skrevet på: uven zar'akha uven zar'ah, hu jeshufkha rosh, det vil sige: «mellem dit afkom og mellem hendes afkom; han eller den samme skal knuse dit hoved.» For vores Rabbi Margarit har jo lært os, at hu ikke betyder «hun», men «han» eller «den samme».

Urbanus: Ja, rigtigt. Targum, den kaldæiske (aramaiske) bibel, siger: «mellem din søn og hendes søn.» Det er endnu tydeligere, for det gælder alene Kristus. Ved ham alene og ved intet andet afkom bliver Djævelen overvundet og synden udslettet, og syndernes forladelse og frelse bliver vundet og givet. Hvis dette afkom ikke var blevet os lovet og givet, så havde Adam og vi alle, Adams børn, sammen med stamfaderen måttet forblive fanget i Djævelens magt og være fordømt, dø og gå til grunde i evighed. Og den, der ikke tager imod dette afkom, forbliver et stakkels fordømt Adamsbarn, Djævelens ejendom med legeme og sjæl. Men den, der ved troen griber dette afkom her i denne forjættelse, han slipper fra den onde ånd og får hjælp.

For læg godt mærke til, at Gud her lover os hjælp og en sikker sejr, så vi skal blive fri og løst fra synden, døden og Djævelen – men ikke uden et middel eller ved vores egen kraft, forstand, dyd, visdom eller fortjeneste, men ved dette ene kvindens afkom, Kristus, vores eneste mellemmand. Dette Guds ord må vi tro, så bliver vi helt sikkert forløst fra Djævelens rige ved Kristus. Det vidner Helligånden om overalt i hele Det Nye Testamente, hvor han taler om Kristus: at han selv er vores præst, den, der gør os retfærdige, vores mellemmand, forløser, vej, lys, sandhed, frelser og den, der overvinder verdens fyrste, og at han overvældende rigt har bragt os tilbage, hvad vi mistede i Adam. Det viser Paulus i Rom 5, hvor han stiller Adam og Kristus, synd og nåde op over for hinanden og siger: «Det er ikke med gaven som med synden. For er mange døde ved den enes synd, så er Guds nåde og gave i langt højere grad rigeligt kommet mange til del ved den nåde, som er blevet ét menneske, Jesus Kristus, til del.» Den latinske tekst siger, efter den forståelse, som Septuagintas oversættere havde, at Djævelen skal lure på hælen af kvindens afkom, Kristus. Men den hebraiske tekst har, som du godt ved, we'attah teshufennu 'akev, det vil sige: «og du skal knuse hans hæl.» For Helligånden bruger på hebraisk ét og samme ord begge steder, nemlig shuf. Men Rabbi Salomo [dvs. Rashi] gør opmærksom på, at dette ord, der her står for anden gang i verset, betyder «hvæse ad», sådan som en hugorm hvæser ad et menneske, før den bider. Det kan tekstens mening sagtens bære. For selv om den gamle slange er helt og aldeles forbitret, kan han dog ikke skade så meget, som han gerne ville. Han hvæser ad Kristus og kristenheden. Fjendskabet mellem den onde ånd og Kristus og os har vist sig til fulde. For den frafaldne ånd har hvæset ad Kristus i hans menneskenatur, angrebet ham og bidt ham i hælen, da jøderne af djævelsk misundelse pinte ham og myrdede ham på korset. Men han vandt ikke noget ved det. Tværtimod skadede han sit eget rige og mistede sit krav på mennesket. Og selv om han stadig hvæser og bider om sig blandt alle Adams børn med anfægtelser, løgne, forfølgelser, synd og død, så er det for alle kristne kun en hvæsen ad hælen. Men det er hele hans eget hoved, der må holde for. For der er en anden til stede, som hedder Kristus, ophøjet ligesom slangen i ørkenen. Den, der ser rigtigt hen til ham, kan Djævelens hvæsen og giftige bid ikke skade til fortabelse. Han anfægter os ganske vist, hvæser ad os og driver os ud i synden og derved ind i den legemlige død. Men Kristus er hos os og helbreder igen. Han tilgiver os synden og styrker os ved sin Ånd, så synden ikke kan herske i os (Rom 6). Og han gør os levende igen, så vi ikke falder gennem den legemlige død ind i den evige død, men sover ind i Kristus, som er vores fører, og i ham skal vi leve evigt med legeme og sjæl. Derfor siger man med god ret: Ingen kristen dør; kun hedningerne og de vantro dør. Alt dette er sikkert og erhvervet, og det er besluttet, at Satan skal ned under vores fødder. For Kristus har overvundet ham og plyndret ham. Denne sejr, som Kristus i sin menneskenatur har vundet til gavn for os mennesker, beskriver Paulus smukt i Hebr 2 og siger: «Eftersom børnene nu har kød og blod» – det vil sige: er mennesker født af Adam – «er han (Kristus) på samme måde blevet delagtig deri, for at han ved døden kunne tage magten fra ham, der havde dødens magt» – det vil sige Djævelen – «og befri dem, som af frygt for døden måtte være trælle hele livet. For han antager sig slet ikke englene, men Abrahams afkom antager han sig.»

Således har dette trøstende løfte, som blev givet Adam, været hans og alle fædrenes evangelium og eneste trøst indtil Noa og Abraham. Det troede de på, og de blev retfærdige og frelst. For de satte deres håb til Kristus, ham som skulle komme, troede på ham og ventede på ham som deres eneste lovede forløser, der helt sikkert ville hjælpe dem ud af al nød. Derfor var de kristne lige så vel som vi – bortset fra at vi har den fordel, at dette afkom allerede er kommet og har trådt slangens hoved ned. Og nu prædikes hans sejr over Djævelen, livets forjættelse, offentligt i hele verden ved evangeliet, til nåde og frelse for alle mennesker, som tror dette evangelium.

Senere, på Abrahams tid, bliver dette kvindens afkom lovet igen, og samtidig siges det tydeligt, hvad afkommet skal gøre på jorden.

Forjættelsen gives til Abraham, 1 Mos 12; 18; 21; 22, til Isak, 1 Mos 26, og til Jakob, 1 Mos 28, og den lyder sådan:

Jeg har svoret ved mig selv: I dit afkom skal alle folk på jorden velsignes.

Her bliver Kristus igen lovet, og det er et herligt løfte. Profeterne og apostlene anfører det overalt og priser det som det sande evangelium om Kristus, og de breder det vidt ud som en stor skat, for alt, hvad profeterne siger om Kristus, bygger på det og udspringer af det. Det er nemlig – og det er værd at lægge mærke til – alle profeters vigtigste embede og arbejde gennem forbilleder og åbenlyse løfter at forkynde, at Kristus skal komme, og med stor alvor at forkynde hans evige rige: nådens, retfærdighedens, uskyldighedens, det evige livs og frelsens rige. For Paulus siger i Rom 1, at Guds evangelium om Kristus forud er lovet gennem profeterne i de hellige skrifter. Og Peter siger i ApG 3: «Alle profeterne fra Samuel af og de følgende, så mange som har talt, har forkyndt om disse dage.» Det vil sige: om den velsignede tid i det nye og evige testamente, om Guds evige og bestandige barmhjertighed, som blev lovet David (Es 55) – om hvordan Kristus skal komme og forløse os fra alt ondt, og på hvilken måde denne forløsning skulle ske.

Ganske vist revser profeterne også folket og prædiker loven. De viser Guds vrede og straf over de onde, de forudsiger også mange ting, som kun havde betydning i deres egen tid, og de blander jordiske kongeriger og herredømmer ind i det. Men alt dette er rettet mod Kristus. For de ville på den måde holde folket i frygt og tugt og berede det til Kristi komme. De ville afsløre synden og forskrække samvittighederne, så menneskenes hjerter gennem erkendelsen af synden og af Guds vrede kunne blive beredt til at længes efter Kristus og tage imod ham som verdens rette og eneste frelser. Hele Det Gamle Testamente er heller ikke andet end en forløber og en sådan forberedelse til Det Nye Testamente, for at vejen kunne blive banet for Kristus – ligesom en tugtemester opdrager sin herres søn og med hård tugt gør ham rede til at blive en dygtig husherre og fader. Sådan taler Paulus om loven i Gal 3: «Loven har været vores tugtemester til Kristus.» Og i Hebr 10: «Loven har skyggen af de kommende goder, ikke selve godernes væsen.» Og i kapitel 7: «Den tidligere lov bliver ophævet, fordi den var for svag. For loven kunne ikke gøre noget fuldkomment, men der indføres et bedre håb, ved hvilket vi nærmer os Gud.»

Derfor skal vi søge Kristus, vores eneste skat, hos profeterne, sådan som thessalonikerne gjorde (ApG 17). For der er bestemt intet hos profeterne, som ikke med sikkerhed handler om Kristus og hans kristenhed. Det viser Kristus selv i Luk 24: «Alt, hvad der er skrevet om mig i Moseloven, profeterne og Salmerne, måtte opfyldes.» Og i 1 Pet 1 bliver det vist, at profeterne ikke kun var optaget af Israels timelige rige og af dette forgængelige liv og den forgængelige tilværelse på jorden. Nej, de rettede først og fremmest deres profetier mod Kristi uforgængelige rige og mod det evige liv. Sankt Peters ord lyder sådan:

«Profeterne, som profeterede om den nåde, der skulle komme til jer, har søgt og forsket efter frelsen. De har forsket efter, hvilken tid og hvad slags tid Kristi Ånd, som var i dem, pegede på, når den forud vidnede om de lidelser, der skulle ramme Kristus, og om herligheden derefter. Det blev åbenbaret for dem; for de bar det ikke frem for deres egen skyld, men for vores – det, som nu er forkyndt for jer af dem, der har forkyndt jer evangeliet ved Helligånden, sendt fra himlen – det, som selv englene længes efter at se ind i.»

Derfor sagde en retskaffen biskop ved navn Ignatius for fjorten hundrede år siden i brevet til magnesierne: «Profeterne blev Kristi tjenere. De så ham forud i ånden, som den, der skulle komme, og de ventede på ham som deres mester og håbede på ham som deres Herre og frelser og sagde: Han selv vil komme og hjælpe og frelse os.»

Og Tertullian sagde for 1300 år siden: «Kristus er seglet på alle profeterne, han, som har fuldbragt alt, hvad profeterne forudsagde om ham.»

Anna: Forklar mig løftet, som blev givet til Abraham. Hvad betyder det?

Urbanus: Hvis man ser rigtigt på dette løfte, rummer det hele evangeliet og næsten alle Kristi hemmeligheder. For det første finder du omvendelsen i det, som er det første stykke af det kristne liv, sådan som Kristus selv lærer (Luk 24). For når alle folkeslag skal velsignes i denne Abrahams sæd, så følger det uimodsigeligt af dette ord, at alle folkeslag – det vil sige alt, hvad der er født af Adam – er forbandede. Det sker jo på grund af synden, og derfor må omvendelsen komme først. For vi undfanges og fødes i synd (Sl 51). Og Rom 5: «Ved ét menneske kom synden ind i verden», og ved ét menneskes synd er fordømmelsen kommet over alle mennesker. Det er arvesynden, som vi, Adams børn, arver fra Adam og bringer med os ved vores første fødsel. Ved den er hele naturen blevet fordærvet og syndig, så naturen fra sin første fødsel af er ugudelig. Den kender hverken Gud eller sig selv, den stoler ikke på Gud, den spørger ikke efter Gud, den frygter og elsker ham ikke. For den er blevet helt blind og forvendt ved synden.

Derfor kalder Skriften det naturlige menneske «kød» (1 Mos 6 og 8) og siger, at alt, hvad menneskehjertet tænker og tragter efter, altid er ondt fra ungdommen af. Netop det mener apostlen, når han siger i 1 Kor 15, at alle mennesker dør i Adam. Og i Ef 2: «Vi er af natur vredens børn.» Og i Rom 8: Det naturlige menneske er kødeligt og kødeligt sindet, og at være kødeligt sindet er død og fjendskab mod Gud. Ef 2: «Vi var døde i synderne.» Og samme sted beskriver han med mange ord det naturlige menneskes elendighed og forbandelse, nemlig at vi af natur lever i denne verden uden kundskab, uden håb og uden Gud. Ligeledes at vi vandrer i vores sinds tomhed, er formørkede i vores forstand og fremmede for det liv, som er af Gud, på grund af den uvidenhed, der er i os, og vores hjertes blindhed. Og i 1 Thess 4 [trykket har kun «Thess. 4»] siger han: «Hedningerne kender ikke Gud.» «Alle mennesker er løgnere» (Sl 116 [trykket har «Psal. 115» efter Vulgatas nummerering]). «Menneskets hjerte er ondt og uransageligt» [Jer 17,9]. Og 1 Kor 2: «Det naturlige menneske fatter intet af det, der hører Guds Ånd til. Det er en dårskab for ham, og han kan ikke forstå det.»

Således er den menneskelige natur helt igennem forgiftet og fordærvet af den første synd, den ulydighed, som Adam begik, og derfor er den første fødsel besmittet. Når så mennesket kommer til forstand, lever det videre efter den medfødte synd i al slags lyst og skændig utugt, sådan som man ser det for sine øjne. Men hvor der er synd, dér følger forbandelsen og alt ondt straks efter. Så kommer fare, alle slags sygdomme og til sidst døden. 1 Mos 3: «Du er støv og skal blive til støv.» Og kapitel 2: «Den dag du spiser af træet til kundskab om godt og ondt, skal du dø.» Ligeledes Rom 6: «Døden er syndens løn.» Sådan lærer vi af dette ord først at erkende vores elendighed og forbandelse, Guds vrede og dom, sådan som Skriften siden udfolder det vidt og bredt.

Vi burde være uskyldige, gudelige og gudfrygtige, kende Gud ret, elske ham, stole på ham, love og prise ham, være tro og venlige mod menneskene og elske dem som os selv. Men vi bærer billedet af vores jordiske, gamle fader Adam. Vi er ugudelige og syndige af natur og kender ikke Gud. Desuden er vi fulde af uvilje, misundelse og had mod vores næste. Guds gode og hellige lov kræver, at vi frygter Gud, tror på ham, elsker og priser ham og viser næsten kærlighed og troskab. Men da vi ikke har nogen af disse dyder af natur, fælder Guds lov en forfærdelig dom over os (5 Mos 27) og siger: «Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, der står skrevet i denne lovbog, så han gør det.» Og Sl 119: «Forbandede er de, som viger fra dine bud.» Ligeledes Matt 19: «Vil du gå ind til livet, så hold budene.» Men hvem har holdt dem? Vis mig blot ét naturligt Adams barn, som nogen sinde har holdt det første bud af egen kraft! Nej, vi gør alle det modsatte, for som træet er, sådan er også frugten. Derfor opregner Sankt Paulus i Gal 5 kødets – det vil sige det naturlige menneskes – smukke, fine frugter og kalder dem hor, utugt, urenhed, liderlighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, kiv, skinsyge, vrede, trætte, splid, kætteri, had, mord, drukkenskab, frådseri og den slags, og han siger: «De, der gør sådan noget, skal ikke arve Guds rige.»

Sådan går Guds lov nu løs på alle Adams børn som på dømte forbrydere, ugudelige, troløse, foragtere og fjender af Gud og mennesker, og den kræver, at de skal være retfærdige og uskyldige, sådan som budene lyder. Så viser skylden sig: at vi er syndere. Og straks trænger loven ind på os med sin forbandelse og indeslutter alt under synden (Gal 3). Dér ligger så det stakkels menneske, fordømt og skyldig til den evige død, for det er forbandet. Men skylden og straffen under lovens forbandelse er timelig og evig unåde, vrede, trængsel, angst, død og helvedes evige pine.

Tror vi Skriften om denne vores jammer og om Adams og hans børns dødbringende fald, så falder al formastelig tillid til vores egen kraft og evne bort, og i os følger en ret ydmyghed og omvendelse. For hvad skulle der være tilbage i mennesket at brovte eller prale af, hvis det ret erkendte denne forbandelse over den menneskelige natur? Det er faldet fra Gud og blevet Djævelens ejendom, og det er fanget i syndens, dødens og forbandelsens rige, fordi det er født i synd og af sig selv ikke kan tænke, ville eller gøre noget godt, men kun ondt og synd.

For den, der erkender, hvor urokkelig og alvorlig Guds vrede over synderne er, bliver den vide verden for snæver; han har hverken rast eller ro, før han bliver befriet fra dette fængsel og denne forbandelse. Og gennem loven arbejder Skriften med stor alvor på at drive det blinde, forhærdede menneske til at erkende sin forbandelse, sin medfødte ondskab og Guds dom. Sådan skal mennesket ved at erkende sin synd og Guds vrede blive ydmyget til bunds, få et sønderbrudt og knust hjerte og blive fattigt i ånden, råbe til Gud om hjælp og af hele sit hjerte begære den eneste hjælper, Kristus, Abrahams velsignede afkom. For dette velsignede afkom er sendt til dem, der således er ydmyget, og som erkender og bekender deres synder og står i anger og sorg, for at han skulle hjælpe dem ud af al nød og tage al forbandelse fra dem. Ellers er der nemlig ingen, der begærer ham eller tager imod ham, undtagen sådanne mennesker, der er fattige i ånden. Det er det, Paulus mener, når han siger i Rom 3: «Ved loven kommer erkendelse af synd», og i Gal 3: «Loven er vores tugtemester til Kristus, for at vi skal blive retfærdige ved troen.» Og han siger, at Guds lov først blev givet og føjet til 430 år efter Guds løfte til Abraham, for at overtrædelserne kunne blive så meget flere, indtil det afkom kom, som løftet var givet til.

Alle naturens kræfter, al visdom, fri vilje, gode love, alle skabninger, ja selv Guds lov kan ikke hjælpe mennesket ud af denne forbandelse eller gøre det retfærdigt. Dette velsignede afkom måtte komme og selv hjælpe, fortjene og give Helligånden; ellers var mennesket ikke blevet hjulpet. Derfor siger Paulus samme sted, hvor han taler meget smukt om loven og Kristus: «Hvis der var givet en lov, som kunne gøre levende, ville retfærdigheden virkelig komme af loven. Men Skriften har lukket alt inde under synden, for at løftet skulle komme ved troen på Jesus Kristus og gives til dem, der tror. Men før troen kom, blev vi holdt i forvaring under loven og lukket inde, indtil den tro kom, som skulle åbenbares.» Loven kan nok vise os synden, overbevise os om den, anklage os og forbande os, men den kan ikke hjælpe os ud igen. Men først og fremmest skal den ved en sådan forskrækkelse vække vores hjerter, så de sukker efter Kristus, dette afkom. Hos ham finder vi alt, hvad loven kræver af os: uskyld, retfærdighed, opfyldelse af al lov, Helligånden med hans gaver, tro, kærlighed, gudsfrygt, kærlighed til næsten osv.

Hele Skriften er overalt rettet mod at lære os at kende Kristus, begære ham, tro på ham og elske ham. Men det kan ikke ske, uden at vi først erkender vores forbandelse, sygdom, elendighed og synd. Først da kommer vi til at længes efter det afkom, som alene kan og vil tage denne forbandelse bort. Havde jøderne vidst det, havde de ikke foragtet og korsfæstet Kristus. Vidste hyklerne og vi alle det også i dag, ville vi fortvivle over os selv og over alle menneskelige kræfter, for i dem er der hverken hjælp eller råd til at opnå retfærdighed og frelse. Så ville vi løbe til dette velsignede afkom alene, for kun dér er der hjælp og råd. Ellers tænker den blinde fornuft, at den nok kan hjælpe sig selv af synden og fortjene Guds gunst ved sine gerninger. Derfor vil den ikke lære dette afkom at kende og ikke agte på dette store løfte, skønt det er ved det alene og ved intet andet, at vi bliver hjulpet.

For ligesom Abraham blev retfærdig for Gud, sådan må også vi virkelig blive retfærdige. Men han blev retfærdig ved dette afkom: På ham troede han, og fra ham ventede han al trøst og hjælp i tillid til, at han skulle blive velsignet ved ham. Og det blev regnet ham til retfærdighed (1 Mos 15; Rom 4). Derfor slutter Paulus samme sted med stor kraft, fører os til dette afkom og siger: «Løftet om, at Abraham skulle være verdens arving, er ikke givet Abraham eller hans afkom ved loven, men ved troens retfærdighed. For hvis de, der er af loven, er arvinger, så er troen intet, og løftet er ophævet. For loven virker kun vrede; for hvor der ikke er nogen lov, er der heller ingen overtrædelse. Derfor må retfærdigheden komme ved troen, for at den kan være af nåde, og for at løftet kan stå fast for hele afkommet, ikke kun for det, som er under loven, men også for det, som har Abrahams tro.»

For det andet ser vi i dette løfte lutter nåde. At Gud blev menneske af Abrahams slægt, kommer nemlig ikke af vores fortjeneste og værdighed, men af lutter nåde og barmhjertighed fra Gud. Af lutter nåde har han lovet Kristus, af lutter nåde har han opfyldt løftet og sendt Kristus. Loven og lovens gerninger har ikke fortjent det. For her hører du, at Gud lovede patriarken Abraham denne velsignelse 430 år før, han gav Moses loven, for at ingen skal rose sig af nogen fortjeneste, når det gælder retfærdiggørelsen og frelsen. For det er lutter nåde, uden al vores fortjeneste og forud for alle vores gode gerninger.

For det tredje følger: Fordi Gud har knyttet sin nåde og velsignelse til dette Abrahams afkom, Kristus, og vil velsigne ved ham, er der ingen anden velsignelse, retfærdighed, liv og frelse at finde uden for Kristus. Og hvad der er uden for ham, er forbandet og ligger i synd, død og fordømmelse. Du må nemlig ikke regne det for en ringe sag, at den almægtige, levende Gud aflægger en så alvorlig og trøstefuld ed: Han lover og sværger at give velsignelsen og livet ved dette afkom. Burde ikke alle engle og alle mennesker, ja, alle skabninger i himlen og på jorden med rette lytte til Gud, deres Herre, med den største ærbødighed og usigelig glæde, når han lover noget så stort? Og som Paulus siger: «Da Gud overmåde tydeligt ville vise løftets arvinger, at hans råd ikke vakler, gav han en ed oven i, for at vi ved to ting, som ikke vakler (for det er umuligt, at Gud lyver), kan have en stærk trøst.» Han lover og sværger tilmed.

Hvis nogen nu kan opnå velsignelsen, det vil sige retfærdighed og frelse, uden for Kristus, hvorfor har Gud så lovet velsignelsen i Kristus med så stor alvor og under så dyr en ed? Derfor hjælper det ikke, at nogen vil tro på Gud uden for den kristne tro og mene, at det er nok. Nej, ingen tro er den rette uden den kristne tro; alt det andet er lutter vildfarelse. Gud vil ikke kende nogen som sin og tage imod ham, medmindre han er i dette afkom, Kristus, det vil sige: medmindre han er en kristen. For ingen andre steder finder vi den rette uskyld, Guds nåde, retfærdighed, betaling for synden, hjælp og råd, liv og frelse end i Kristus. Til ham satte de gamle fædre deres håb, før han blev menneske, og de blev frelst; til ham sætter vi vores håb, og vi bliver også frelst.

Dette skriftord bekræfter også Kristi fødsel som menneske, hans død, opstandelse og evige rige, for alt dette hører med til denne velsignelse, og i den er alt godt lovet. For denne velsignelse i Abrahams afkom er frihed og forløsning fra synden, døden og helvedes fordømmelse og i stedet lutter uskyld, retfærdighed, opfyldelse af loven, fornyelse af Guds billede i os, tryghed, glæde, fred og evigt liv. Hvad mere kan du begære? Alt godt er indbefattet her, alt ondt er udelukket. Derfor fremholder apostlene dette løfte med al flid (ApG 3; Gal 3).

Men forløsningen fra denne forbandelse sker på underfuld vis, nemlig ved korsets vanære. For således siger Paulus i Gal 3: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os.» Det skete langfredag, da han hang på korset for øjnene af jøder og hedninger, som om han var forladt af Gud og alle skabninger, og bar vores synder på sit legeme op på korsets træ, som Peter siger. For der står skrevet i 5 Mos 21 på det hellige sprog [dvs. hebraisk]: «Den, der er hængt op, er en forbandelse hos Gud.» Septuaginta gengiver det sådan: «Enhver, som hænger på korset, er forbandet.» Det er for jøderne en forargelse og for hedningerne en dårskab, men for de kaldede, både jøder og hedninger, er den korsfæstede Kristus Guds kraft og Guds visdom (1 Kor 1).

Fornuften synes, det er tåbeligt, at Gud i menneskelig natur skulle lide en sådan vanære. Men sådan behagede det Gud, siger Paulus: «Da verden ved sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, behagede det ham ved prædikenens dårskab at frelse dem, der tror» (1 Kor 1).

Når den guddommelige majestæt har fornedret sig sådan for den utaknemmelige synders skyld, så tænk på, hvor tunge og store vores synder må være, og hvor rigtigt det er, at også vi giver os ind under korsets trængsel, nu da forbandelsen er forvandlet til en velsignelse for os ved Jesus Kristus, vor Herre.

Dette afkom, Kristus Jesus, som først blev lovet Adam og siden Abraham, har Gud igen og igen lovet de følgende fædre: Isak i 1 Mos 26 og Jakob i 1 Mos 28. Og i 1 Mos 49 bliver Kristus igen lovet gennem patriarken Jakob, der før sin død profeterer således om Kristus:

«Scepteret skal ikke tages fra Juda og heller ikke en mester fra hans fødder, før Shilo [hebraisk «SILOH», her forstået som et navn på Messias] kommer, og folkene skal slutte sig til ham.»

I denne profeti angives lyst og klart den tid, da man skulle vente Messias, og desuden hvilken stand eller hvilket styre han skulle have.

Anna: Hvordan skal jeg forstå dette ord til bunds?

Urbanus: Scepter eller shebet betyder, som du ved, kongelig eller fyrstelig magt eller styre. Nu havde Gud ordnet det sådan, at jødernes konger skulle komme af Judas stamme. Ud over denne verdslige magt havde jøderne også et åndeligt styre af Levis stamme. Det var præsterne under loven, desuden lærerne og profeterne og, som nogle mener, Sanhedrin, de 70 ældste i Israel, sådan som Moses indsatte dem i 4 Mos 11. Gennem disse to øvrigheder blev det jødiske folk styret. Dog skulle dette styre af konger og præster ikke vare længere end til jødernes rette konge, præst og lærer, Kristus selv, kom. Derfor profeterer den hellige patriark Jakob her om tiden for vor Herre Jesu Kristi første komme og siger, at det jødiske folk skal have egne konger eller regerende herrer af Judas stamme og lærere ved siden af, indtil Kristus selv er til stede, den rette konge og lærer. Således har jøderne hele tiden haft konger og fyrster af Judas stamme, næsten indtil Kristus blev født. Da måtte det jødiske styre og præsteskab allerede være kommet til ende.

Anna: Men længe før Kristi fødsel blev kongemagten jo også taget fra jøderne, da de i 70 år var fanger i Babylon under den hedenske kejser, og alligevel var Kristus ikke kommet. Hvis jeg har forstået det ret, har jøderne her en indvending mod de kristne.

Urbanus: Nej, jøderne tager fejl. For kongeslægten bestod alligevel i hele fangenskabets tid i Jekonja, som blev sat fri af fangenskabet og behandlet med ære som en konge. Og efter det babyloniske fangenskab regerede fyrster af Judas stamme: Zerubbabel, Resa, Misciolla, Joanna, søn af Resa, Judas Hyrkanos, Josephus den Første, Abner Semei, Eli Mattathias [trykket har «Elt»], Asar Maath, Nagid Artaxat, Agai Hesli, Masloth Naum, Amos Scyrath, Mattathias Siloa, Josephus den Yngre, Arses og Janus Hyrkanos den Anden. Derefter regerede en kort tid hasmonæerne eller makkabæerne: Judas, hans bror Jonatan, Simon, Johannes Hyrkanos, Priscus, Aristobulos, Johannes Alexander, hans hustru Alexandra og Hyrkanos. Ham myrdede Herodes, som selv trængte sig til styret med magt. Han var ikke født jøde, men en fremmed, en edomitter, søn af Antipater fra Askalon. Han opnåede så meget i Rom gennem Octavian og Antonius, at han ved senatets vilje og gunst blev indsat som jødernes konge. Men det kostede ham megen møje og besvær, før han nåede så vidt, at han fik jøderne gjort til sine undersåtter. For først da han i omkring 30 år havde kæmpet med dem, kunne han begynde at regere mægtigt og uhindret, så jøderne måtte anerkende ham som deres konge. Netop på den tid, da Herodes havde taget scepteret helt fra jøderne og al deres magt var brudt ned, kom denne Shilo eller Kristus og blev født i Betlehem, som Matthæus viser i kapitel 2 ud fra profeten Mika. Nu var den rette Herre selv til stede, og derfor måtte jødernes styre ophøre.

Læg nu mærke til, hvilket styre, hvilken skikkelse og hvilken stand Kristus skulle have. Patriarken giver ham et herligt navn og kalder ham Shilo, det vil sige rig og lykkelig, en, for hvem det går godt og lykkes, sådan som han tager fat.

Anna: Der er stadig én ting i denne udlægning, der forvirrer mig. Jeg tvivler slet ikke på, at forjættelsen i 1 Mos 49 er opfyldt til sidste bogstav, for hvad Gud lover, må ske – hvem skulle kunne hindre ham? Men profetien siger, at den regerende magt skal blive hos Juda, indtil Shilo kommer, og du har samtidig sagt, at styret efter Janus Hyrkanos' død gik over til makkabæerne og først derefter til Herodes. Derfor vil jeg gerne vide, hvorfor scepteret ikke blev hos Natans efterkommere helt til Eli. Hasmonæerne er jo af Levis stamme og ikke af Judas stamme. Hvordan kommer shevet (scepteret) da i deres hånd?

Urbanus: Vi tror begge fast, at Jakobs profeti er opfyldt til mindste tøddel – sådan som patriarken har talt ved Helligånden, og sådan som det tydeligt viser sig ved tiden for Kristi fødsel og Herodes' styre. Derfor håber jeg, at det er uden fare for os at tale om det, når vi gør det uden formastelighed, i en sådan tro og gudsfrygt.

Dette ord måtte jo opfyldes sådan, som det sømmede sig for Shilo, Kristus, med hensyn til hans første komme til denne verden, og sådan at det ikke stred mod andre profetier om Kristus og hans væsen. Nu siger profeten Zakarias jo, at Kristi første komme skal være ani, det vil sige fattigt og foragteligt. Hvis Kristus nu var blevet født, mens Davids slægt endnu sad ophøjet i kongelig majestæt, og Joakim, Maria og Josef således havde haft magt og kongelig pragt i verden, hvor var så den fattige krybbe i Betlehem blevet af? Hvor flugten til Egypten? Hvor de andre træk af Kristi ydmyghed og af hans fattige og elendige kår i tiden for hans frelsesgerning på jorden, som profeterne har skrevet om? Derfor strider makkabæernes korte styre ikke mod opfyldelsen af dette ord. Det kan være gået sådan til: For det første måtte stammen først i nogle år komme i forfald og i en uanselig og ringe stand i verdens øjne, for at Kristus kunne fødes af Judas stamme som en åndelig konge, fattig og uden verdslig pragt. Sådan beskriver Esajas det i kapitel 11, hvor han siger: «Et skud skal vokse frem af Isajs stamme, og en kvist fra hans rod skal bære frugt.» Den hebraiske tekst har ordet geza, som Aquila, Symmachos og Theodotion har oversat til græsk med kormos, det vil sige en stub og en blok. Dermed ville de vise, at lang tid efter det babyloniske fangenskab, da ingen af Davids slægt længere sad i kongelig herlighed, skød Maria frem som af en gammel, tør blok, og Kristus af Maria. Sådan skriver Hieronymus. Også denne profeti måtte jo opfyldes. Derfor måtte Davids slægt, før Kristus skulle fødes, være uden kongelig stand og foragtet og anses for ufrugtbar som en gammel stub, der ikke længere kunne bære frugt. Det skete også i de 129 år, da hasmonæerne – Judas med sine efterkommere – efter Janus Hyrkanos havde både præsteskabet og det verdslige styre i deres hånd. Da kom Davids slægt i en sådan fattigdom og foragt, at det så helt umuligt ud, at en så stor konge skulle skyde frem af denne visne og fordærvede stamme. Og netop da Isajs stamme var allermest foragtet, blev Shilo, Kristus, født i fattig skikkelse i Betlehem, Davids by.

Derfor burde jøderne dengang, da Antiochos plagede dem, og hasmonæerne havde taget præstemagten og kongemagten til sig, have set sig om og mærket, at nu var den tid kommet nær, da Shilo skulle komme.

Desuden betyder denne korte tid med makkabæernes styre ikke så meget. For selv om de ikke var af Judas stamme, førte de alligevel styret i stedet for Davids slægt, til gavn for netop Judas stamme, og beskyttede på den måde Judas og Benjamins slægt og præsteskabet med dets gudstjeneste, indtil Shilo selv kom. Da havde Judas stamme ikke længere konger eller regenter, hverken af sig selv, af sit eget blod eller af sine slægtninge, men var tvunget helt ind under en fremmeds magt. Juda og Benjamin var kommet tilbage fra Babel, og Levi var blandet ind blandt disse stammer som Guds tjenere. Og således beholdt Juda dette verdslige styre indtil Herodes, under hvem Kristus kom.

Anna: Nu er jeg også tilfreds, hvad makkabæerne angår.

Urbanus: Kristi forfædre af Davids slægt holdt op med at regere kun en ganske kort tid, før Kristus blev født. Og måske skulle jødedommens to magter, den åndelige og den verdslige, præsteskabet og kongeriget, dengang samles hos én stamme eller person, fordi Shilo nu skulle træde ind i regeringen – han, som i Israel skulle salves til på én gang at være den rette præst og konge, velsigne og regere evigt.

Anna: Kunne jøderne ikke her sige, at Shilo hverken er eller betyder deres lovede Messias, og på den måde rive denne forjættelse ud af hånden på os? For de vil måske komme trækkende med en anden lykkelig fyrste, sådan som deres hårde nakke plejer at gøre, når man trænger ind på dem med den uimodsigelige sandhed.

Urbanus: De kan ikke komme uden om det. Ordet og dets opfyldelse står alt for klart og stærkt for øjnene og lader sig ikke tyde på nogen anden end på Kristus. For Kristus trådte ind i regeringen på den måde og i den skikkelse, som profeterne har forudsagt om ham, og netop på den tid, da scepteret blev taget helt fra Juda. Siden da har de i mere end 1500 år hverken haft konge eller profeter, og deres jordiske styre er helt forbi. Desuden kan de ikke sætte sig op imod deres egen mester Shlomo [Rabbi Shlomo Jizchaki, kaldet Rashi], der selv siger, at Shilo her er Messias. Og du ved jo, at Targum her har mashiach (Messias) i stedet for ordet Shilo. Derfor er jødernes indvending ren og skær genstridighed.

Anna: Men hvordan kan man forstå Kristi styre, væsen og stand ud fra dette ord Shilo?

Urbanus: Udmærket – især når du ser godt på de følgende ord: «Ham skal folkene slutte sig til» og vejer dem nøje. Gør du det, finder du i dem, at Kristi rige er et åndeligt rige. For mange folk skal slutte sig til ham uden sværd og tvang. Andre jødekonger har ført et jordisk sværd og tvunget folk med det, kun i deres eget land og til tider ved grænsen, og den ene efter den anden er død. Men denne Shilo tager scepteret i sin hånd og beholder det evigt, og han udstrækker sit rige over hele verden, ikke kun over jødernes land. Og det udretter han alene ved sit ord. For hans kongerige er et underfuldt, åndeligt kongerige, hvor der kun er villige mennesker, som af hjertet gerne underlægger sig denne konge. Derfor behøver han intet sværd. Så snart han blot taler, følger hans folk ham, for han går meget blidt frem. Sådan beskriver Moses smukt hans åndelige kongerige i billedlige ord – hvordan det skal gå til og regeres – og siger:

«Han skal binde sit føl til vinstokken og sin æselindes føl til den ædle vinranke. Han skal vaske sin klædning i vin og sin kappe i druernes blod. Hans øjne er rødere end vin, og hans tænder hvidere end mælk.»

Alt dette skal forstås åndeligt. For vores Messias regerer sit rige ved Helligånden med evangeliet, hvor man ikke hører andet end lutter godt om Guds kærlighed til os: at han skænker os sin Søn, for at han kan hjælpe os ud af al nød, både legemlig og åndelig. Derved bliver man glad og villig til at holde sig til denne konge og trænge sig ind til ham med magt (Matt 11).

Hør nu, hvad Shilo rummer: Han er en rig og lykkelig helt, der er ganske anderledes end de tidligere konger i Juda, og som på en særlig måde skal begynde et helt andet rige, som alle de andre må vige for. Det kunne jo ikke ske, hvis denne Shilo skulle være som de andre, som David, Salomo osv., så han levede en kort tid, og hans rige derefter fik ende, eller hvis hans rige skulle vente på en anden konge, ligesom Judas scepter måtte vente på denne Shilo. Her må der komme en stor forandring og en helt anden fyrste; ellers ville Skriften ikke kalde ham Shilo, det vil sige en fredfyldt, salig helt, der har lykke og sejr i alt, hvad han tager fat på.

Derfor beviser denne tekst med dette ord med tvingende nødvendighed Kristi dødelighed, udødelighed og evighed, når man ser grundigt på den.

For det første må han være et virkeligt, naturligt menneske og derfor dødelig. For han skal efter kødet nedstamme fra Judas stamme og være Abrahams og Davids søn.

For det andet må han også være udødelig, opstå fra de døde igen og leve evigt og altid. For Skriften beskriver ham som en ganske særlig konge, helt anderledes og meget højere end alle de tidligere konger, som havde Judas scepter indtil ham, og hvor den ene altid måtte vige for den anden. Han derimod giver det ikke til nogen anden og viger ikke for nogen; han har selv taget det i sin hånd under Herodes og beholder det i evighed. Det kunne jo ikke ske på anden måde, end at han først døde og gennem døden forlod dette forgængelige liv, men derefter opstod fra døden til et udødeligt, evigt liv. Det skulle ske, for at dette skriftord kunne gå i opfyldelse: at Kristus skulle blive en sådan konge eller Shilo, som ikke alene jøderne skulle slutte sig til, men som hele verden skulle tage imod og kende som sin Herre; og at han altså er et sandt menneske og en konge af Davids stamme og dog samtidig udødelig og usynlig, en konge, der regerer evigt, åndeligt, i troen.

Anna: Hvis Kleopas og hans ledsager havde forstået denne profeti i deres stamfaders testamente rigtigt, så havde de ikke taget anstød af Kristi død.

Urbanus: Ja, denne profeti kunne have lært dem nok til at forstå, at det var Guds vilje og ordning, at Messias eller Shilo også måtte og skulle dø, men ikke blive i døden; han skulle opstå igen, forløse Israel og regere evigt. Men de troede endnu ikke profetierne. Derfor sagde de i deres vantro: «Vi havde håbet, at han var den konge, som skulle forløse Israel.» Derfor vaklede deres hjerte, og de mente, at det nu var forbi med Kristus, at han var gået til grunde, og at deres håb havde skuffet dem. For nu var han jo selv død – hvordan skulle han så kunne hjælpe andre? Derfor sagde Kristus:

«I tåber, så tunge i hjertet til at tro alt det, profeterne har talt! Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?»

Anna: Har Moses skrevet mere om Kristus i den første bog?

Urbanus: Jeg holder mig næsten kun til de klare skriftsteder om Kristus. Ville jeg ellers udlægge alle mulige hemmeligheder og forbilleder, var der meget mere at finde om Kristus og hans kristenhed i Første Mosebog.

Anna: I det 14. kapitel beskriver Moses Melkisedek med få ord. Men jeg har tit hørt dig kalde Kristus Melkisedek. Jeg vil gerne vide hvorfor.

Urbanus: Der ligger en skøn og trøsterig hemmelighed om Kristus i Melkisedek (1 Mos 14), som Paulus forklarer smukt i Hebræerbrevets 7. kapitel: Melkisedek, den Højestes præst, var et forbillede på vor Herre Jesus Kristus, som Gud Fader siger til i Salme 110: «Du er præst i evighed på Melkisedeks vis».

Anna: Hvad er da Melkisedeks vis i hans præsteembede?

Urbanus: Det er en underfuld vis, helt anderledes end den, andre præster havde under loven. Under Moseloven var der også et præstedømme af Levi stamme. Det ofrede og bad for andre og for sig selv og lærte Guds lov, hvor enhver kunne lære sin synd og sin forbandelse at kende. Men det præstedømme kunne ikke hjælpe nogen fri af synden og forbandelsen. Desuden var der mange præster efter hinanden, så ingen af dem forblev for altid.

Men Melkisedek var en underfuld præst. Moses skriver kort om ham, men Helligånden forklarer det udførligt i Hebræerbrevets 7. kapitel og siger: Melkisedek betyder, når man oversætter navnet, retfærdigheds konge og freds konge; han er uden far, uden mor, uden stamtavle og har hverken begyndelse på sine dage eller ende på sit liv; men han er gjort lig med Guds søn og forbliver præst i evighed. Desuden velsignede han stamfaderen Abraham, selv om han allerede havde løftet om velsignelsen fra Gud.

Alt dette er opfyldt i Kristus, som David skriver: «Herren har svoret og vil ikke fortryde det: Du er præst i evighed på Melkisedeks vis». Det vil sige: Du er præst på en helt anden måde end Aron og hans efterkommere. For de var dødelige mennesker, som i kraft af Guds bud kunne dømme alle mennesker til forbandelse, men ikke hjælpe nogen eller gøre nogen retfærdig. Hele deres ofring og væsen var også af den art, at det ikke kunne hjælpe nogen fri af synden. Men du, Kristus, er en sand Melkisedek, en evig, velsignet konge og præst.

Det skal du forstå sådan: Kristus har ingen far på jorden og ingen mor i himlen. Han er evig, for han er den evige Gud og også et udødeligt menneske. Han har ingen før sig og ingen efter sig i denne orden. Han er ikke blevet præst efter loven om et kødeligt bud, men i kraft af et uforgængeligt liv. Han velsigner os i gerning, forløser os fra synden og døden og hjælper os evigt. Han er Malki-sedek og Malki-shalom, det vil sige retfærdigheds konge, han, som er vores retfærdighed og gør os retfærdige for Gud, og freds konge, for alene ved ham har vi fred med Gud (Rom 5; Ef 2).

Anna: I denne hemmelighed må man altså ligesom ovenfor forstå, at Kristus først skulle være dødelig. For Paulus siger i Hebræerbrevet 7, at denne sande Melkisedek, Kristus, er født af Judas stamme som et sandt menneske og dog også er udødelig og lever evigt, så han kan hjælpe evigt. Det vidste og troede Kleopas og hans ledsager ikke; ellers havde de ikke været så bedrøvede og havde ikke taget så voldsomt anstød af Kristi død.

Urbanus: De havde åbenlyse skriftord og forbilleder nok, som de kunne have lært af, at Kristus først skulle dø. De havde jo kun tre dage forinden spist påskelammet, som man efter Guds befaling skulle slagte og spise uden surdej (2 Mos 12). Man skulle også tage blod af lammet og stryge det på begge dørstolper og på den øverste dørbjælke i huset. Det var et nådetegn. For da Gud om natten slog alle førstefødte i hele Egypten ihjel, var jøderne trygge i deres huse: Hvor den dræbende engel så lammets blod strøget på, gik han forbi. Det lam med sit blod var et forbillede på Kristus, det uplettede lam, som er død og ofret for os, og ved hvis blod vi er forløst fra døden. Sådan bruger Paulus smukt dette forbillede i 1 Kor 5: «Også vi har et påskelam, Kristus, der er ofret for os. Lad os derfor holde påske, ikke med den gamle surdej, heller ikke med ondskabens og nedrighedens surdej, men med renhedens og sandhedens usyrede brød.»

Anna: Af det forbillede var det let at se, at vores påskelam, Kristus, skulle slås ihjel og udgyde sit blod.

Urbanus: De burde have lært af profeten Esajas, kapitel 53, hvad det sande lam var. Men deres øjne var lukkede, indtil Kristus åbnede deres hjerte, så de forstod Skriften (Luk 24).

Anna: Har Moses ikke endnu flere forbilleder på Kristus i sine bøger?

Urbanus: Der er mange forbilleder; vi vil forklare dem et for et. I Anden Mosebog, kapitel 25, står der et dejligt forbillede på Kristus i kapporet. Gud befalede Moses at lave en ark eller kiste, overtrukket med guld indvendig og udvendig, og lukke den foroven med en kapporet af guld. Nu ved du, at kapporet kommer af kipper og betyder forsoning; på tysk gengives det med rette «nådestol». Det er en skøn hemmelighed. For Gud lovede Israels børn, at han selv ville bo på denne nådestol og derfra svare og tale med sit folk. Denne nådestol er Kristus Jesus.

Anna: Hvordan kan man vide, at Kristus var betegnet ved kapporet?

Urbanus: Helligånden har selv udlagt dette forbillede sådan gennem Paulus i Romerbrevets 3. kapitel, hvor han siger: «De er alle sammen syndere og bliver uden fortjeneste retfærdige af hans nåde ved forløsningen, som er sket ved Kristus Jesus, ham, som Gud har stillet frem som en nådestol ved troen i hans blod.» Og i Hebræerbrevet, kapitel 4, hvor han taler om Kristus, ypperstepræsten, der godt kan have medlidenhed med vores svaghed, siger han: «Lad os derfor frimodigt træde frem for nådestolen, så vi kan få barmhjertighed og finde nåde til den tid, da vi trænger til hjælp.» [trykket har «zun Ebreern am 5. cap.»; citatet er Hebr 4,16]

Sådan har Moses med sin nådestol smukt malet Kristus i hans menneskenatur, i hvem vi finder al nåde og Gud selv, som Paulus siger (Kol 2): «I Kristus bor hele guddommens fylde legemligt.» Fra denne kapporet, Kristus, taler Gud selv med os, som Kristus siger (Joh 7): «Min lære er ikke min, men hans, som har sendt mig.» Kristus er Faderens evige ord og hans enbårne søn, sand Gud. Ser og hører vi Kristus, så hører vi Faderen (Joh 14): «Filip, den, der ser mig, ser Faderen. Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?»

Der kunne siges meget mere om denne kapporet, men vi må ikke dvæle for længe ved forbillederne, for vi skal nå frem til de åbenlyse skriftord om Kristus, og især til dem, der taler om hans død og opstandelse. Lad det nu være nok, at du ved, hvordan Kristus er vores kapporet: For ved ham har vi forsoning med Gud og forladelse af vores synder, og i ham finder vi Gud selv, som du læser overalt i Det Nye Testamente. For der er ingen anden Gud end Jesus Kristus.

Anna: Hvad siger Moses da om Kristus i den tredje bog?

Urbanus: Alt, hvad der står dér om Arons ydre præstedømme, om alle slags ofre, om blodudgydelse og om syndsforladelse, var ikke andet end et forvarsel eller forbillede på Kristus, vores sande præst, som har forløst os med sit sande offer på korset og tilgivet synden.

Anna: Hvordan kan man vide det?

Urbanus: Det Nye Testamente forklarer os disse forbilleder og anvender det hele på Kristus, frem for alt Hebræerbrevet. Dér ser vi klart, hvordan præsten Aron og hele præstedømmet under loven med sit embede, med ofre, renselser, forbøn, belæring, forsoning og blodstænkning osv. smukt har tegnet Kristus for os og vist hen til ham i præcise forbilleder.

For næsten alt, hvad der skete dengang, var kun en skygge og et forvarsel om Det Nye Testamente og om Kristus. I dette ydre præstedømme og disse ofre var der nemlig dengang ingen sand forsoning, ingen syndernes forladelse eller retfærdighed. Man ofrede umælende dyr, og deres blod, siger Paulus, kunne ikke udslette nogen synd. Det var kun en påmindelse om synden og om dens forladelse, som alene sker ved Kristi dyrebare blod (Hebr 9; 10).

Der var megen ofring, blodsudgydelse, vask og renselse i loven, og dog var det alt sammen kun et forbillede eller en skygge og noget kraftløst, som ikke kunne gøre nogen fuldkommen i samvittigheden (Hebr 9). Det var øvelser i en ydre hellighed, som var pålagt indtil tiden for forbedringen, og de skulle have deres ende, så snart det kom, som sådanne forbilleder dengang betegnede.

Anna: Men jeg vil gerne høre, hvordan Aron og hans præstedømme med dets ofre har forudbetegnet Kristus for os. Forklar mig det hele, punkt for punkt.

Urbanus: Gerne. Jeg vil stille Det Gamle Testamentes forbillede og Det Nye Testamentes nærværende opfyldelse og sandhed op over for hinanden i en oversigt, så det bliver så meget lettere at forstå.

Forbilledet.

Sandheden.

1. Aron med sit timelige præstedømme i Tredje Mosebog.

1. Kristus med sit evige præstedømme. Hebræerbrevet hele vejen igennem.

2. Aron, ypperstepræsten i loven.

2. Kristus, ypperstepræsten i evighed. Hebræerbrevet hele vejen igennem.

3. Aron lærer loven, der er givet ved Moses, som anklager os og vækker vrede (Joh 5; Rom 4).

3. Kristus lærer evangeliet, frikender de kristne og bringer lutter nåde. Joh 1: Nåden og sandheden kom ved Kristus.

4. Arons lære var bogstaven på stentavler, skrevet med Guds finger.

4. Kristi lære er ånd og liv: den kristne tro, skrevet af Helligånden på hjerternes kødtavler (Joh 6; Jer 31; 2 Kor 3).

5. Aron bad til Gud for folket.

5. Kristus er vores mellemmand og talsmand; han går i forbøn for os hos den himmelske Fader.

Forbilledet.

Sandheden.

6. Aron bærer folkets synd.

6. Kristus er Guds Lam, som bærer og betaler hele verdens synd (Joh 1).

Aron ofrede dyr med fremmed blod for folkets synd.

Kristus ofrede sig selv for verdens synd med sit eget blod (Hebr 9).

I loven var der fem slags ofre.

De er alle opfyldt i Kristus.

Brændofferet blev brændt helt (3 Mos 1).

Kristus er vores sande brændoffer. Han brænder i kærlighedens ild og giver sig helt for os for at forløse hele mennesket.

Afgrødeofferet (3 Mos 2).

Hesychios forstår det om Kristi menneskevordelse. Også Hieronymus forstår det om Kristus, som er livets brød (Joh 6).

Fredsofferet (3 Mos 3).

Kristus er vores sande fredsoffer (Rom 5; 2 Kor 5): Ved Sønnens død er vi igen blevet forsonet med Gud. Kol 1: Han har ved sig selv stiftet fred ved blodet på sit kors.

Forbilledet.

Sandheden.

Syndofferet (3 Mos 4).

Kristus er vores sande synd- og skyldoffer (2 Kor 5).

Skyldofferet (3 Mos 5; 7) [trykket har «Leuit. 6. 7.» efter den gamle kapitelinddeling; skyldofferet står i 3 Mos 5,14–26 og 7,1–7].

Han har givet sit liv som skyldoffer (Es 53).

Dyrenes blod blev i loven udgydt til renselse (Hebr 9; 3 Mos 9).

Alene Jesu Kristi blod, der blev udgydt på korset, renser os fra al synd (1 Joh 1; Hebr 9).

Ypperstepræsten gik én gang om året ind i helligdommen med fremmed blod (3 Mos 16; 2 Mos 30), og dog gjorde han dermed ingen ren og retfærdig i hjertet.

Kristus, vores ypperstepræst for de kommende goder, er gået ind én gang, ikke i en helligdom, der er gjort med hænder, men ind i selve himlen for Guds ansigt, med sit eget blod. Derved har han forsonet og renset os og vundet en evig forløsning (Hebr 9).

Arons ofre skulle være helt rene og fuldkomne, uden nogen fejl og lyde.

Kristus alene blandt menneskenes børn er uden plet og lyde, undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria (Es 53).

Når dyrene i loven blev slagtet og deres blod udgydt som offer, betegnede det Messias' overmåde dyrebare død: at han i den menneskelige natur én gang ville lade sig dræbe og ofre for at sone vores synd.

Læg her alvorligt mærke til følgende. For det første: Lovens ofre kunne med deres blod ikke sone eller tage nogen virkelig synd bort eller forsone nogen med Gud. De var kun forbilleder, som Gud havde forordnet til at betegne Det Nye Testamentes ene, sande offer og forsoning, nemlig KRISTUS på korset. Alene ved dette offer er synden i sandhed sonet og afvasket og en sand forsoning vundet.

For det andet: Når synden nu alene ved Kristi død i sandhed sones og udslettes, så vil også døden med sikkerhed blive helt og aldeles overvundet og udslettet derved. For døden er syndens løn. Hvor synden ikke er, kan døden ikke herske.

For det tredje følger det klart deraf, at de kristne, for hvem dette offer har kraft, visselig bliver fri for deres synd, og at de derfor, selv om de dør timeligt, dog skal leve igen. Lovens præster døde bort, den ene efter den anden, og kunne hverken hjælpe sig selv eller andre fra synd og død. Men Kristus har ingen efterfølger, for han forbliver selv evigt præst i et uforgængeligt præstedømme, og derved kan og vil han frelse evigt. Og han har vundet os en evig forløsning (Hebr 7; 9). Derfor skal også de, der hører ham til, leve evigt. Han er ikke de dødes Gud, men de levendes (Matt 22). Så må de jo sandelig opstå fra døden ved Kristus. Skal nu vi andre ved ham opvækkes fra døden og leve evigt, så har han jo selv først sandelig måttet opstå fra døden og være livets Herre. Sådan siger også Esajas i kapitel 53 om Kristus: «Når han har givet sit liv som skyldoffer, skal han få afkom og leve længe.» Her lærer profeten, at Kristus efter at have fuldbragt sit offer på korset skal leve og regere evigt med sin kristenhed og ikke gå bort som andre præster, konger og herrer.

Se nu, hvor smukt Kristi og hans kristenheds død og opstandelse her betegnes og vises under forbilledernes skygge, og ved hvilke midler det har behaget Gud at forløse den fangne verden og igen forsone den med sig selv ved sin eneste Søn, Messias.

I Fjerde Mosebog læser vi, hvordan Moses efter Guds befaling rejste en kobberslange op i den store ørken, for at jøderne skulle se på den. Den, der var bidt og forgiftet til døden af de brændende slanger og så på den ophængte slange, blev rask igen, og giften og biddet skadede ham slet ikke. Sådan, siger Kristus (Joh 3), skulle også Menneskesønnen ophøjes, for at alle, som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv. I dette forbillede med slangen er korset og Kristi frelsende død sammen med denne døds frugt, nemlig forløsningen fra døden, smukt forudbetegnet.

Anna: Ud fra disse forbilleder kunne Kleopas og hans ledsager også godt have forstået, at Messias først skulle dø og derefter opstå igen.

Urbanus: Havde de kendt dette Guds råd og den tjeneste, han havde bestemt Kristus til, ville de ikke have været så bedrøvede og så i tvivl om Messias. Men de havde også endnu klarere ord og løfter om Kristus overalt hos profeterne, og ud fra dem kunne de endnu tydeligere have forstået Kristi død og opstandelse.

Anna: Fortæl mig mere fra Moses.

Urbanus: Sankt Peter anfører også i Apostlenes Gerninger kapitel 3 dette smukke løfte om Kristus fra Femte Mosebog kapitel 18. Dér siger Moses: «Herren jeres Gud vil oprejse jer en profet blandt jeres brødre ligesom mig. Ham skal I høre i alt, hvad han vil sige til jer. Og det skal ske, at enhver, som ikke vil høre denne profet, skal udryddes af folket.»

I dette løfte er det klart, at den profet, Moses taler om, er Kristus. For Helligånden har jo ved Peters mund henført disse ord til Kristus. Og man skal lægge mærke til følgende. For det første skulle Kristus være et sandt menneske, og derfor måtte han også dø. Derfor siger han: «en profet ligesom mig, blandt jeres brødre». For det andet skulle Kristus være en lærer og bringe verden Gud Faders ord, et ord om frelse, det hellige evangelium. Her hører du om Kristi åndelige rige. For det tredje: Den, der ikke vil høre og tro dette ord, har her sin dom. Ham vil Gud hjemsøge og straffe for hans vantro, som Sankt Paulus siger (2 Thess 1): Herren Jesus skal åbenbares fra himlen sammen med sine mægtige engle og i flammende ild for at tage hævn over dem, der ikke kender Gud, og over dem, der ikke adlyder vor Herre Jesu Kristi evangelium. De skal lide straf, den evige fortabelse, bort fra Herrens ansigt og fra hans herlige magt, når han kommer for at blive herliggjort i sine hellige og blive underfuld i alle de troende. Da Peter anfører denne profeti i ApG 3, siger han: «Den, der ikke vil høre profetens ord, skal udryddes af Guds folk.» Den latinske oversættelse har: Gud vil selv hævne en sådan ulydighed [Vulgata, 5 Mos 18,19]. Her ser vi den kommende dom. Af alt dette følger, at Kristus ikke skulle blive i døden, men måtte leve igen.

Anna: Men hvad siger de andre profeter om Kristus: Samuel, David, Esajas, Jeremias, Ezekiel osv.?

Urbanus: De forudsiger også tilstrækkeligt, hvad vi har brug for at vide om Kristus, nemlig om Kristi stamme eller slægt.

Om byen, han skulle fødes i.

Om hans jomfruelige, velsignede moder Maria.

Om måden, han blev undfanget og født på.

Om hans navn, hvad han skal kaldes.

Om hans første, fattige komme til denne verden og hans ringe liv, og hvornår det skulle ske.

Om hans to fødsler: den ene evig af Faderen, og om hans sande guddom; den anden timelig af Maria, den evige jomfru.

Om hans flugt til Egypten.

Om hans embede: at han skulle være vores konge, præst og lærer, forsoner og mellemmand, hyrde, forløser og verdens dommer.

Om hans undere.

Om hans forsmædelige, men for os frelsende død.

Om hans nedfart til helvede.

Om hans herlige opstandelse og om årsagerne til og de usigelige frugter af Kristi lidelse og opstandelse, nemlig om hans underfulde sejr over synd, død og helvede.

Om hans herlighed og evige rige, hvordan han regerer.

Om hans andet og herlige komme til den yderste dom.

Anna: Det er mange artikler. Har Kristus da prædiket så meget fra Jerusalem til Emmaus, når Skriften dog kun regner det for tres stadiers vej (Luk 24)?

Urbanus: Jeg tror, at han først og fremmest har anført de ord hos profeterne, som er skrevet om hans lidelse, død, opstandelse og herlighed. For de to disciple tog voldsomt anstød af hans lidelse og mente, at al Israels trøst og håb nu var forbi, hvad ham og hans person angik, eftersom Kristus var død. Derfor var de bedrøvede og bekymrede i deres hjerter. Årsagen til deres sorg var, at de hverken vidste eller troede, at Messias først skulle lide den skændige død og opstå igen og således gå ind til sin herlighed og blive verdens Frelser og Herre – sådan som du også har hørt før.

Men så snart de havde hørt profetierne om hans lidelse og opstandelse og nu forstod, at det var Guds vilje og ordning – for længe siden forkyndt gennem de hellige profeter – at Messias gennem døden skulle blive Herre over død og liv, havde de ikke længere grund til at sørge. Deres hjerter blev fulde af glæde og håb, så de også delte denne glæde med de andre disciple i Jerusalem.

Anna: Gud være evigt lovet! Der kan i sandhed ikke være nogen virkelig glæde, hvor man ikke kender og tror på Kristi død og opstandelse. Og hvor man tror på dem, må sorgen forsvinde og hjertet blive glad i Herren.

Men selv om Kristus kun havde forklaret ordene om sin lidelse og opstandelse, vil jeg alligevel gerne høre, hvad Skriften ellers siger om ham, sådan som du lige har samlet det i nogle artikler, så jeg kan lære Kristus endnu grundigere at kende.

Urbanus: Det vil jeg gerne fortælle dig alt sammen; så er der mindre fare for, at vi går glip af noget i Kristi samlede prædiken. Og jeg gør det så meget hellere, fordi Lukas siger, at Kristus begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem alt det i Skrifterne, som var sagt om ham. Har han udlagt alle Skrifterne for dem, så har det sandelig ikke været nogen helt kort prædiken. Derfor må også vi bruge så meget mere tid på det.