Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Skriften og åbenbaringen

Skriftens klarhed og udlægning

Skriftens klarhed betyder, at Skriften i klare ord fremlægger alt, hvad mennesker behøver at vide til frelse, og derfor udlægger sig selv: dunkle steder forklares ud fra de klare, ikke ud fra kirkens, fornuftens eller et indre lys’ dom.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften kalder sig selv «en lygte for min fod og et lys på min vej» (Sl 119,105) og «en lampe der lyser på et mørkt sted» (2 Pet 1,19). Den giver de enfoldige visdom, og Timotheus har kendt den fra barn af som de skrifter, der kan gøre vis til frelse (Sl 19,8; 2 Tim 3,15). Derfor lærer de lutherske lærere, at Skriften er klar: Alt, hvad der hører til troen og livet, står i steder, som lærde og ulærde har lige adgang til. Det er ikke mennesker, der oplyser Skriften, men Skriften, der oplyser menneskene, siger Pieper. Der findes dunkle steder, men de angår enten ikke læren, eller også står det samme klart et andet sted. Luthers regel lyder derfor: «Den, som ikke kan forstå det dunkle, han blive ved det lyse.»

Heraf følger reglen for udlægning: Skriften skal forklares ud fra Skriften. Apologien siger, at eksempler skal fortolkes «efter sikre og klare skriftsteder», og Konkordieformlen holder fast ved, at nadverordene er «enfoldige, tydelige, klare, faste og utvivlsomme» og skal forstås, som de lyder, fordi Kristus selv er sine ords bedste udlægger. Chemnitz tilføjer, at katekismen sammenfatter hovedstykkerne, så udlægningen ikke slår fejl. Udlægning (eksegese) har sin plads i kirken, men ifølge Pieper er dens egentlige opgave at holde mennesker fast ved det enfoldige skriftord og føre dem tilbage til det, når de er veget bort.

Klarheden er ydre: Ordene kan forstås af alle, der kender sproget og læser flittigt. Den indre, åndelige forståelse, troen på Kristus, giver Helligånden alene. Når Skriften alligevel synes dunkel, skyldes det ifølge kilderne mangel på kendskab, et hjerte, der vil dømme Guds ord, eller fordomme. Det er en trøst: Ingen kristen er afhængig af paven, af eksperter eller af egne følelser for at vide, hvad Gud har sagt.

Skriften

  • Sl 119,105 – Ordet er en lygte og et lys på vejen; det er Skriften, der oplyser mennesket, ikke omvendt.
  • 2 Pet 1,19 – Det profetiske ord er en lampe, der lyser på et mørkt sted, som vi skal holde os til.
  • Sl 19,8 – Herrens vidnesbyrd giver de enfoldige visdom; klarheden gælder ikke kun de lærde.
  • 2 Tim 3,15 – Timotheus har fra barn kendt Skrifterne, som kan gøre vis til frelse.
  • ApG 17,11 – Berøanerne prøvede selv apostlens prædiken på Skrifterne; klarheden er forudsat for alle kristne.
  • Joh 8,31–32 – Den, der bliver i Kristi ord, kender sandheden; vildfarelse kommer af at forlade Ordet.
  • 2 Kor 4,3–4 – Evangeliet er kun tildækket for dem, der går fortabt, fordi denne verdens gud har blindet de vantro.
  • 2 Pet 3,16 – Noget hos Paulus er vanskeligt, men det er de uvidende og ustabile, der fordrejer det; fejlen ligger ikke i Skriften.

Bekendelsen

  • Apologien, art. XXVII: Apologien giver selve udlægningsreglen: Skriftens eksempler, her rekabitterne, skal forstås ud fra de sikre og klare skriftsteder og må ikke bruges imod Skriften.
    «Desuden skal eksempler fortolkes efter reglen, det vil sige efter sikre og klare skriftsteder, ikke imod reglen, det vil sige imod Skriften.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VII: Kristus er selv den bedste udlægger af sine ord. Ved nadverens indstiftelse bruger han egentlige, enfoldige og klare ord og ikke billedlige, sådan som han også gør i alle trosartiklerne.
    «Der findes jo ingen så trofast og pålidelig udlægger af Jesu Kristi ord som netop Herren Kristus selv.» Læs teksten
  • De Schmalkaldiske Artikler, del III, art. 8: Luther afviser entusiasterne, der påstår at have Ånden uden det ydre ord og så tyder Skriften efter behag, og han kalder pavedømmet den samme entusiasme.
    «de ånder, som roser sig af at have Ånden uden og før ordet og derefter dømmer, tyder og strækker Skriften eller det mundtlige ord, som det passer dem.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 4. søndag efter påske: Luther viser, hvordan vranglære opstår: Man griber et enkelt skriftord og overser de mange klare vidnesbyrd, eller man lader Kristi klare ord ligge og holder sig til dunkle ord hos fædrene.
    «Arius havde et skriftord eller to, som han holdt sig til, og så ikke de mange andre prægtige og klare vidnesbyrd om Kristus ved siden af.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 6: På spørgsmålet om, hvordan et enfoldigt menneske kan finde vej i striden om Skriftens forståelse, svarer Chemnitz, at Skriften udlægger sig selv, gentager sin lære flere steder, og at katekismen sammenfatter hovedstykkerne.
    «For Skriften er et lys, der skinner i mørket og oplyser øjnene, Sl 19; 2 Pet 1, og derfor udlægger den sig selv med tydelige, klare ord.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 8. aftenforelæsning: Walther argumenterer for, at hvis Skriften var så dunkel, at troens artikler ikke kunne fastslås af den uden en anden autoritet, kunne den slet ikke være Guds ord og åbenbaring.
    «For hvad ville det være for en åbenbaring, som efterlod os i mørk uvidenhed netop om sit væsentlige indhold?» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 1: Jacobs indrømmer, at meget i Skriften er dunkelt og skal øve troen, men fastholder, at den er klar og fuldstændig nok til frelse, og at den kalder bort fra påståede særlige åbenbaringer.
    «Der er ganske vist meget i Skriften, som er dunkelt, og som gennem alle tider skal øve de troendes tro, men den er klar og fuldstændig nok til at bringe de ydmyge frelse.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrift: Pieper samler modsynene: Rom lader paven oplyse Skriften, sværmerne et indre lys og den nyere teologi den troendes oplevelse. Fælles for dem er, at mennesker skal oplyse Skriften, men Skriften lærer det stik modsatte.
    «Det er ikke mennesker, der oplyser Skriften, men Skriften, der oplyser menneskene.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrift: Pieper forklarer, at dunkle steder ikke begrunder læren, og skelner med Luther mellem Skriftens ydre klarhed, som også vantro kan se i ordene, og den indre forståelse, som kun Helligånden giver.
    «Han skelner mellem den åndelige eller indre forståelse af Skriften, som kun findes hos de kristne, og den ydre klarhed eller den ydre forståelse, som også de vantro kan have.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrift: Om udlægningen: «Troens analogi» betyder ikke et trossystem, man selv har dannet, men de klare skriftsteder om hvert lærepunkt (sedes doctrinae, lærestederne), som de dunkle forklares ud fra. Sådan forklares Skriften ud fra Skriften.
    «Luther og de gamle teologer, som blev på den rette vej sammen med ham, forstår ved troens analogi de klare skriftsteder, som ikke behøver nogen udlægning, men lyser i deres eget lys.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære. Skriften er kun klar, for så vidt som kirken, det vil sige paven, udlægger den; i sig selv er den dunkel. De lutherske lærere svarer med Quenstedt og Dannhauer, at så kunne man også kalde sfinksens gåder klare, fordi Ødipus kunne løse dem.
  • Sværmerne (entusiasterne). De sætter et indre lys eller en Ånd uden det ydre ord over Skriften og tyder den efter behag. De Schmalkaldiske Artikler fastholder, at Gud kun giver sin Ånd ved det forudgående ydre ord.
  • Sakramentssværmerne (Zwingli). De ville ikke lade nadverordene stå, men forstå dem ud fra Joh 6 og billedlige tydninger. Luther svarer, at det at forklare klare steder ved andre steder gør hele Skriften uviss; det dunkle skal forklares ved det klare.
  • Nyere teologi (Schleiermacher, Hofmann). Den udlægger Skriften efter en «Skriftens helhed» eller den fromme selvbevidsthed. Pieper svarer, at denne helhed ligger uden for Skriften og gør menneskets egne tanker til Skriftens lys.

Hænger sammen med

  • Skriften alene: autoritet og tilstrækkelighed – Det fælles led er, at alle kristne skal kunne dømme om læren. Pieper siger, at hele den kristne lære står i skriftsteder, som lærde og ulærde har lige adgang til. Var Skriften ikke klar, kunne den hverken være alles lygte eller sætte den enkelte kristne i stand til at skelne falske lærere fra de rette. Kun en klar Skrift kan være eneste regel og dommer.
  • Skriftens inspiration – Begge punkter afgør, om lyset kommer fra Gud eller fra mennesket. Pieper viser, at når nyere teologi ikke længere ser Skriften som Guds inspirerede ord, men som en blanding af sandhed og vildfarelse, må teologen selv skille de to ad ud fra sin «erfaring» eller «oplevelse». Så oplyser mennesket Skriften i stedet for, at Skriften oplyser mennesket.
  • Ordets kraft – Det fælles led er forholdet mellem Ordet og Ånden. Luther skelner, som Pieper viser, mellem Skriftens ydre klarhed, som også vantro kan se, og den indre, åndelige forståelse, som kun Guds Ånd giver. Den tro på Kristus, der hører til den indre forståelse, virker Helligånden ved Skriftens ord. Klarheden og Ordets kraft hører derfor sammen.
  • Prædikeembedet – Man kunne spørge, hvorfor kirken har brug for prædikanter og udlæggere, hvis Skriften er klar. Pieper svarer med Harleß, at Guds ord ikke er dunkelt, men at vore hårde hjerter og døve ører har brug for prædikanternes røst. Udlæggerens egentlige opgave er derfor at holde mennesker fast ved det enfoldige skriftord og føre dem tilbage til det, når de er veget bort.
  • Nadveren: Kristi legeme og blod – Nadverordene er det store eksempel på, hvad klarheden betyder i praksis. Konkordieformlen siger, at Kristi indstiftelsesord i sig selv er «enfoldige, tydelige, klare, faste og utvivlsomme» og derfor ikke kan forstås anderledes end i deres egentlige betydning. Den, der tager Skriftens klarhed alvorligt, lader ikke fornuftens indvendinger give ordene en anden mening.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).