Matt 27,31–56

Teksten i sammenhæng

Teksten er kernen i Matthæus' lidelseshistorie. Pilatus har givet efter for folkemængden og udleveret Jesus til korsfæstelse, og soldaterne har hånet ham som en spillekonge i kappe og tornekrone (Matt 27,27–30). Nu føres han ud til Golgata, og Simon fra Kyrene tvinges til at bære korset. Matthæus fortæller nøgternt og med få ord: korsfæstelsen, lodkastningen, indskriften over hovedet, og så spotten fra tre grupper – de forbipasserende, folkets ledere og røverne. Derefter kommer mørket, Jesu råb med ordene fra Sl 22, døden og tegnene: forhænget, jordskælvet og de døde, der står op. Til sidst bekender den hedenske officer, hvad spotterne hånede: «Sandelig, han var Guds Søn!» Kvinderne fra Galilæa står på afstand som vidner. Gennem hele teksten klinger Sl 22 og Sl 69 med, så korset ikke står som et uheld, men som Skriftens opfyldelse. Teksten er prædiketekst langfredag i 1. tekstrække.

Opbygning

1. 27,31 Ført bort og korsfæstet
2. 27,39 Spotten under korset
3. 27,45 Mørket og råbet
4. 27,50 Jesu død og tegnene
5. 27,54 Officerens bekendelse og kvinderne

Græske nøgleord

• σώζω (G4982, v. 27,42) – σῴζω, frelse: Ordet går igen i spotten (v. 40, 42, 49). Ypperstepræsterne siger mere sandt, end de ved: «Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.» Aoristen ἔσωσεν ser tilbage på hans gerninger. At han ikke frelser sig selv, er netop vejen, hvorpå han frelser de andre. Spotten bliver ufrivilligt til evangelium.
• βλασφημέω (G987, v. 27,39) – βλασφημέω, spotte, bespotte: Imperfektum ἐβλασφήμουν beskriver en vedvarende hån fra dem, der gik forbi. Ordet er det samme, som rådet brugte, da de dømte Jesus for gudsbespottelse (Matt 26,65). Nu er det dem, der bespotter, og de spotter Guds Søn. Rystende hoveder er et ekko af Sl 22,8.
• ἐγκαταλείπω (G1459, v. 27,46) – ἐγκαταλείπω, forlade, lade i stikken: Ordet er det samme som i Sl 22,2 i den græske oversættelse. Aoristen ἐγκατέλιπες ser forladtheden som én samlet, virkelig begivenhed: Jesus klager ikke over en stemning, men over at Gud har forladt ham. Alligevel kalder han Gud «min Gud», så klagen er et bønneråb og ikke fortvivlelse. Her bærer Sønnen den dom, der tilkom syndere.
• ἀφίημι (G863, v. 27,50) – ἀφίημι, lade gå, slippe: «Han opgav ånden» (ἀφῆκεν τὸ πνεῦμα). Jesus er den, der handler: han giver selv sit liv hen og bliver ikke blot taget af døden (jf. Joh 10,18). Udtrykket viser samtidig, at døden var virkelig: ånden skiltes fra legemet. Andre steder bruges verbet om at forlade synd (Matt 26,28), men her betyder det at slippe.
• καταπέτασμα (G2665, v. 27,51) – καταπέτασμα, forhæng: Sandsynligvis det indre forhæng, der skilte Det Hellige fra Det Allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten gik ind én gang om året (2 Mos 26,31–33; 3 Mos 16). Sådan forstår også Luther det. At det flænges i samme øjeblik, Jesus dør, viser, at det sidste offer er bragt, og at vejen til Gud nu er åben gennem ham (Hebr 10,19–20).
• σχίζω (G4977, v. 27,51) – σχίζω, flænge, splitte: Passiv aorist ἐσχίσθη, «blev flænget», og det «fra øverst til nederst». Der står ikke, hvem der flænger, men retningen og passiven peger på Gud som den handlende. Samme verbum bruges om klipperne, der spaltes. Gud selv svarer på Sønnens død.
• ἀληθῶς (G230, v. 27,54) – ἀληθῶς, sandelig, virkelig: Officeren bruger ordet om det, spotterne gjorde nar af: «hvis du er Guds søn» (v. 40, 43). Den hedenske soldat bekender det, Israels ledere forkastede. Datiden ἦν, «han var», står ved den døde Jesus. Bekendelsen kommer, da han har set ham dø og set tegnene, ikke fordi Jesus steg ned fra korset, sådan som spotterne krævede.

Eksegetiske noter

• v. 27,34 RP har ὄξος (eddike), mens den kritiske tekst har οἶνον (vin), som Den Frie Bibel følger. «Galde» (χολή) er et ekko af Sl 69,22, hvor den lidende retfærdige får galde i maden og eddike at drikke. Luther forstår galde som bitre urter. At Jesus smager og ikke vil drikke, tolkes ofte sådan, at han vil gå bevidst og ubedøvet ind i lidelsen.
• v. 27,35 Lodkastningen om klæderne opfylder Sl 22,19. Textus Receptus og oversættelser bygget på den tilføjer i dette vers et udtrykkeligt opfyldelsescitat af salmen; det mangler både i RP og i den kritiske tekst og er sandsynligvis indført fra Joh 19,24.
• v. 27,39–44 Spotten er formet af Sl 22: de rystende hoveder (Sl 22,8) og ordene «Han har sat sin tillid til Gud, lad ham nu redde ham» (Sl 22,9). Spotten gentager djævelens fristelse i ørkenen: «Hvis du er Guds søn …» (Matt 4,3.6). RP nævner i v. 41 også farisæerne; det mangler i den kritiske tekst og i Den Frie Bibel.
• v. 27,46 Råbet er åbningen af Sl 22,2. Matthæus gengiver det med den hebraiske form «Eli» (Markus har den aramæiske «Eloi»), og det forklarer, at tilskuerne kunne høre det som et kald på Elias, som man ventede ville komme til hjælp. Salmen ender i tak og lovsang over Guds redning (Sl 22,23–32). Det er dog forladtheden, Matthæus lader os høre her.
• v. 27,45 Mørket fra den sjette til den niende time (ca. kl. 12–15) er ikke en almindelig solformørkelse, for påsken lå ved fuldmåne. Det er et tegn på dom, jf. Am 8,9 og mørket over Egypten (2 Mos 10,22). Midt på dagen bliver det nat over landet, mens Sønnen bærer synden.
• v. 27,52–53 Kun Matthæus fortæller om de hellige, der stod op. Gravene åbnes ved Jesu død, men de går først ind i byen «efter hans opstandelse»: Kristus er førstegrøden (1 Kor 15,20). Teksten siger ikke, hvad der siden skete med dem; Luther mener, at de blev taget op til himlen med Kristus, og Jacobs regner det for muligt, men det bør siges med forbehold.
• v. 27,55–56 Kvinderne har fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham (διακονοῦσαι). Disciplene er flygtet (Matt 26,56), men kvinderne bliver som vidner til døden, begravelsen (Matt 27,61) og den tomme grav (Matt 28,1). «Maria, Jakobs og Josefs mor» er sandsynligvis den samme som «den anden Maria» i Matt 27,61 og 28,1.

Lov og evangelium

Loven: Under korset står hele menneskeheden, og ingen står på den rigtige side. Soldaterne spiller terninger, folkets ledere håner med Bibelens egne ord, de forbipasserende ryster på hovedet, og selv røveren ved siden af spotter. Alle vil have en Gud, der beviser sig ved at stige ned og hjælpe sig selv: «Lad ham stige ned, så vil vi tro.» Den tanke bor også i os, når vi kun vil tro på en Gud, der fjerner lidelsen og giver os ret. Mørket og råbet viser, hvad synden koster: at blive forladt af Gud. Det er dommen over den, der vender sig fra Gud, og den dom er også vores.

Evangeliet: Han stiger ikke ned. Netop fordi han ikke frelser sig selv, kan han frelse andre, som ypperstepræsterne ufrivilligt siger. Råbet «Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?» er Guds Søns råb i vores sted: han bliver forladt, for at vi aldrig skal blive det. Han opgiver selv ånden, og i samme øjeblik flænger Gud forhænget fra øverst til nederst: vejen ind til Gud er åben, offeret er bragt. Gravene åbnes, og en hedensk soldat bekender ham som Guds Søn. Det betyder, at der ikke er nogen så langt borte, at korset ikke gælder dem.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 10. passionsprædiken (Matt 27,33–56): Luther forklarer templets indretning og siger, at forhænget flænges som tegn på, at Kristus er den rette præst, der har ofret sig selv. Den gamle gudstjeneste med dyreofre er dermed slut.
  «til et vidnesbyrd om, at nu var det rette offer bragt Gud, og at det fremover skulle være slut med loven og lovens ofre, som kun havde været et forbillede på dette offer» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 10. passionsprædiken (Matt 27,33–56): Evangelisterne fylder lidelseshistorien med skriftsteder, fordi korset er en forargelse for både jøder og disciple. Kun den, der holder sig til Skriften, ser, at den korsfæstede netop derfor er Messias.
  «Den, der ikke bliver ved Ordet, vil ikke kunne værge sig mod selv den mindste forargelse. Ordet alene må holde os oppe; ellers er det ude med os.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 10. passionsprædiken (Matt 27,33–56): Ud fra 5 Mos 21 og Gal 3,13 skelner Luther mellem det ydre syn og Ordets dom: for øjnene er korset en forbandet død, men for troen er det det sted, hvor forbandelsen tages fra os.
  «Det træ, der i sig selv er et forbandet træ, er for os et saligt træ, et ædelt, kostbart alter, hvor Guds Søn ofrer sig selv til Gud, sin Fader, for vores synd» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse: Pieper forstår gudsforladtheden ud fra Kristi stedfortrædende stilling: vor synd tilregnes ham, og han føler Guds vrede over den i sin sjæl. Han fortvivler dog ikke, men kalder stadig Gud sin Gud.
  «At den person, som er Gud, i en kort tid var forladt af Gud, har samme værdi som alle menneskers evige forladthed af Gud.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Objektiv og subjektiv forsoning (citat fra Missourisynodens sydlige distrikt 1883): I en fodnote om den objektive forsoning citerer Pieper en udlægning af tegnene ved Jesu død: «Det er fuldbragt», mørket og det flængede forhæng viser, at Gud er forsonet med verden.
  «forhænget i templet, der flængedes (for ved denne underfulde begivenhed har Gud faktisk erklæret, at nu har enhver synder fri adgang til ham)» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Troen på Kristus: Jacobs bruger Jesu råb sjælesørgerisk: anfægtede kristne kan føle sig forladte og tvivle på deres tro uden at have mistet den.
  «Når selv Kristus på korset følte sig forladt (Matt 27,46), kan man vente tvivl og usikkerhed hos dem, i hvem syndens rester stadig er tilbage.» Læs teksten

Prædikenspor

Han stiger ikke ned

Sporet følger spotten i v. 39–44. Tre grupper kræver det samme: Frels dig selv og stig ned, så vil vi tro. Første trin: kravet om en Gud, der beviser sig ved at undgå lidelsen, og hvordan vi selv stiller det krav, når vi beder Gud om bevis og ikke vil have korset. Andet trin: ypperstepræsternes ord er sandere, end de ved – «andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse». Han bliver hængende, ikke fordi han ikke kan stige ned, men fordi han vil frelse os. Tredje trin: officeren i v. 54 bekender ham ikke, fordi han steg ned, men fordi han så ham dø. Evangeliet er, at Gud netop i den korsfæstede er for os.

Min Gud, min Gud

Et sjælesørgerisk spor ud fra v. 45–50. Mørket og råbet giver ord til dem, der selv føler sig forladt af Gud. Første trin: tag råbet alvorligt. Jesus bliver virkelig forladt, fordi han bærer verdens synd og dens dom (Pieper, Luther). Andet trin: han råber stadig «min Gud». Forladtheden får ikke det sidste ord, og Sl 22 ender i lovsang. Tredje trin: fordi han blev forladt i vores sted, er der intet mørke, hvor vi er overladt til os selv. Den anfægtede kan bede hans bøn med ham (Jacobs). Prædikenen ender ved det flængede forhæng: Gud har åbnet adgangen til sig.

Forhænget flænges

Et tematisk spor om korset som det sidste offer ud fra v. 51–54 og Luthers prædiken. Første trin: forhænget i templet skilte folket fra Guds nærvær, og kun ypperstepræsten gik ind med blod én gang om året. Andet trin: i det øjeblik Jesus opgiver ånden, flænger Gud selv forhænget fra øverst til nederst. Det sande offer er bragt, og den gamle offertjeneste er forbi. Det forbandede træ er blevet et alter (Luther). Tredje trin: nu har enhver synder fri adgang til Gud ved Kristus (Hebr 10,19–22), og hedningen ved korset er den første, der bekender det. Det fører til nadveren, hvor vi modtager offerets frugt.

Lærepunkter i teksten

• Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Gudsforladtheden og det flængede forhæng viser, at Kristus bærer Guds dom i vores sted og åbner adgangen til Gud.
• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Korset er fornedrelsens dybeste punkt: Guds Søn spottes, forlades og dør en virkelig død.
• Kristi tredobbelte embede – Spotten om «jødernes konge» og forhænget peger på Kristus som både konge og den præst, der ofrer sig selv.
• Egenskabernes meddelelse – Officeren bekender den døde som Guds Søn: Fordi Gud og menneske er én person, er hans død Guds Søns død og har uendelig værdi.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 193 O hoved, højt forhånet – Langfredagens klassiske passionssalme om den forhånede Kristus; passer til spotten i v. 39–44.
• 184 Mørket skjuler jorderige – Om mørket over jorden, mens Kristus dør; passer til v. 45.
• 197 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig – Tager Jesu råb fra korset (v. 46) direkte op.
• 194 O høje råb, hvis lige aldrig hørtes – Om Jesu sidste råb på korset; passer til v. 50.
• 192 Hil dig, Frelser og Forsoner – Langfredagssalme om korsets forsoning; tak til den korsfæstede.