Mark 15,20–39

Teksten i sammenhæng

Teksten er højdepunktet i Markus’ lidelseshistorie. Pilatus har givet folket Barabbas og overgivet Jesus til at blive korsfæstet, og soldaterne har hånet ham som konge med purpurkappe og tornekrone (15,15–19). Nu føres han ud til Golgata. Markus fortæller nøgternt og med tidsangivelser: den tredje, den sjette og den niende time. Ingen taler venligt til Jesus i teksten. Forbipasserende, ypperstepræster, skriftkloge og de to røvere spotter ham, og han siger kun ét ord: råbet fra Sl 22. Først da han er død, sker vendingen: forhænget i templet flænges, og en hedensk officer bekender, at han er Guds Søn. Dermed lukkes den ring, der begyndte i 1,1 og 1,11. I kirkeåret er teksten evangelium på langfredag i 2. tekstrække. Huspostillen har ingen prædiken over Markus-teksten, men Luthers 9. og 10. passionsprædiken gennemgår de samme begivenheder ud fra Luk 23,26–31 og Matt 27,33–56.

Opbygning

1. 15,20 Jesus føres ud, og Simon fra Kyrene bærer korset
2. 15,22 Korsfæstelsen på Golgata: Jødernes konge
3. 15,29 Spotten: Frels dig selv!
4. 15,33 Mørket og råbet: Min Gud, hvorfor har du forladt mig?
5. 15,37 Jesus udånder, forhænget flænges, officeren bekender

Græske nøgleord

• σταυρόω (G4717, v. 15,24) – σταυρόω, korsfæste. Markus nævner korsfæstelsen fire gange på få vers (v. 20, 24, 25, 27), men beskriver den aldrig. Han veksler mellem aorist og historisk præsens («de fører ham ud», v. 20; «de korsfæster to røvere med ham», v. 27), så begivenheden står for øjnene af tilhøreren. Korset var den mest skændige straf, forbeholdt slaver og oprørere. At Messias dør netop sådan, er tekstens store forargelse (jf. 5 Mos 21,23; Gal 3,13).
• βασιλεύς (G935, v. 15,26) – βασιλεύς, konge. «Jødernes konge» er anklagen på skiltet, men titlen går gennem hele kapitlet (15,2.9.12.18.26.32). Pilatus mener det som en hån mod oprøreren, ypperstepræsterne siger «Israels konge» i spot. Uden at vide det skriver de sandheden: Han er kongen, og han regerer netop ved at blive på korset.
• σώζω (G4982, v. 15,31) – σῴζω, frelse. Ordet lyder tre gange i spotten (v. 30–31). «Andre har han frelst» (aorist) hentyder til helbredelserne, hvor samme ord bruges (5,34; 10,52). «Sig selv kan han ikke frelse» er ment som hån, men er teologisk rigtigt: Han kan ikke frelse både sig selv og os. Han vil ikke stige ned, fordi han er kommet for at give sit liv som løsesum for mange (10,45).
• ἐγκαταλείπω (G1459, v. 15,34) – ἐγκαταλείπω, forlade, lade i stikken. Aorist (ἐγκατέλιπες) ser forladtheden som en sket kendsgerning: «du har forladt mig». Pieper understreger, at ordet udtrykker en virkelig sag, ikke kun en følelse. Ordet er Septuagintas gengivelse af Sl 22,2. Jesus råber det på aramæisk og siger stadig «min Gud». Ordet bærer prædikenen om, at han bærer Guds dom over synden i vores sted, uden at han holder op med at være Sønnen eller holder op med at stole på Faderen.
• ἐκπνέω (G1606, v. 15,37) – ἐκπνέω, udånde. Markus bruger ordet to gange (v. 37 og 39) og siger ikke «døde». Ordet er nøgternt og konstaterer, at livet forlader ham. Det er en virkelig død, hvor sjæl og legeme skilles (Pieper). Det høje råb lige før tyder på, at han ikke blot sygner hen, men selv går ind i døden (jf. 10,45).
• σχίζω (G4977, v. 15,38) – σχίζω, flænge, rive itu. Aorist passiv (ἐσχίσθη) uden nævnt handlende: Det er Gud, der flænger forhænget, og det sker «fra øverst til nederst». Samme verbum stod ved dåben, hvor himlene blev flænget (1,10). Ved dåben og ved korset bryder Gud selv det ned, der skiller ham fra menneskene. Vejen til nådestolen er åben.
• υἱός (G5207, v. 15,39) – υἱός, søn. Officeren siger υἱὸς θεοῦ uden artikel, og grammatisk kunne det betyde «en gudesøn». Men i Markus’ sammenhæng er det evangeliets egen bekendelse (1,1), og det er den titel, Faderen gav Jesus ved dåben og forklarelsen (1,11; 9,7). Det første menneske i evangeliet, der bekender ham som Guds Søn, er en hedning, og han gør det ved korset.

Eksegetiske noter

• v. 15,21 Simon fra Kyrene i Nordafrika tvinges til at bære korset (ἀγγαρεύω, tvangsudskrive). Markus nævner hans sønner Alexander og Rufus, som læserne åbenbart kendte. Måske er det den Rufus, Paulus hilser i Rom 16,13, men det kan ikke afgøres. Det kan tyde på, at manden, der mod sin vilje bar korset, siden kom til tro sammen med sin familie.
• v. 15,23–24 Vin krydret med myrra var en bedøvende drik. Jesus afslår den; han vil gå ind i døden ved fuld bevidsthed (Luther: «han gav sig villigt hen i denne død»). Matthæus skriver «galde» og hentyder til Sl 69,22. At soldaterne deler klæderne og kaster lod om dem, er et ordret ekko af Sl 22,19, som Joh 19,24 udtrykkeligt citerer. Hele afsnittet er gennemvævet af Sl 22.
• v. 15,25 «Den tredje time» er ca. kl. 9 om morgenen. Joh 19,14 siger, at Pilatus’ dom faldt omkring «den sjette time». Der er givet forskellige forklaringer: at Johannes regner tiden på en anden måde, eller at begge kun angiver tiden omtrent i døgnets faste afsnit. Det er ikke nødvendigt at løse det i prædikenen. Markus’ tre tidsangivelser (v. 25.33.34) viser, at alt sker til Guds tid.
• v. 15,27–28 Tekstkritik: RP (flertalsteksten) har v. 28: «Og Skriften blev opfyldt, som siger: Og han blev regnet blandt overtrædere» (Es 53,12). Verset mangler i mange af de ældste håndskrifter, og den kritiske tekst udelader det; derfor står det i parentes i Den Frie Bibel og i en note i nyere oversættelser. Indholdet står under alle omstændigheder i Luk 22,37, hvor Jesus selv anvender Es 53,12 på sig.
• v. 15,29–32 Spotten ekkoer Sl 22,8–9 (de ryster på hovedet) og Klag 2,15. «Du som bryder templet ned» henviser til de falske vidner i 14,58. «Så vi kan se det og tro» er dybt ironisk: Netop fordi han ikke stiger ned, kan der overhovedet være en tro, der frelser. Både jøder og hedninger, ledere og forbrydere, står samlet i spotten.
• v. 15,33–36 Mørket fra kl. 12 til 15 er et dommens tegn (Am 8,9; 2 Mos 10,22). Råbet er de første ord af Sl 22, som ender i lovsang og forkyndelse for folkene (Sl 22,28–32). Men Jesus beder ikke blot en salme; han beder den, fordi han er forladt. «Eloí» er aramæisk; tilskuerne hører eller vil høre «Elias». Eddiken (v. 36) hentyder til Sl 69,22.
• v. 15,38–39 Forhænget skilte Det Hellige fra Det Allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten gik ind én gang om året (3 Mos 16; Hebr 9,7–12; 10,19–20). Luther: Nu er det rette offer bragt, og lovens ofre er forbi. Tekstkritik: RP har i v. 39 «at han således råbte og udåndede» (κράξας); den kritiske tekst har kun «udåndede på den måde». RP knytter officerens bekendelse tydeligere til det høje råb.

Lov og evangelium

Loven: Langfredag stiller alle mennesker samme sted: under korset blandt spotterne. Soldaterne gør nar, de forbipasserende ryster på hovedet, de fromme ledere håner, og selv de korsfæstede røvere stemmer i. Ingen i teksten står på Jesu side. Spotten afslører, hvad vi selv kræver af Gud: «Stig ned, så vil vi tro» – en Gud, der viser sig stærk på vores betingelser. Mørket over landet og råbet «hvorfor har du forladt mig?» viser, hvad synden virkelig fortjener: Guds dom og forladthed. Det er ikke Jesu synd, der dømmes dér; det er vores. Korset siger mere alvorligt end noget bud, hvor stor synden er.

Evangeliet: Spotterne siger det selv uden at vide det: «Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.» Han bliver på korset, for at vi skal frelses. Han bliver regnet blandt overtrædere og tager den forladthed på sig, som tilkom os, for at vi aldrig skal høre Gud sige, at han har forladt os. Han siger stadig «min Gud», og derfor kan vi også kalde Gud vores. Da han udånder, flænger Gud selv forhænget: Vejen til Gud er åben, og synderen må komme frit ind. Og den første, der bekender Guds Søn, er en hedensk officer ved korset. Der er plads til alle, der ser på den korsfæstede.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Lidelseshistorien, 10. prædiken (Kristus korsfæstes, Matt 27,33–56): Luther forklarer templets indretning og ser i det flængede forhæng Guds egen erklæring: Det rette offer er bragt, og hele den gamle offertjeneste er til ende. Det giver en konkret indgang til v. 38.
  «til et vidnesbyrd om, at nu var det rette offer bragt Gud, og at det fremover skulle være slut med loven og lovens ofre, som kun havde været et forbillede på dette offer.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Lidelseshistorien, 10. prædiken (Kristus korsfæstes, Matt 27,33–56): Øjnene ser kun en skændig, forbandet død. Men efter Ordet er korset et alter, hvor Guds Søn ofrer sig for os og tager forbandelsen bort. Luther lærer menigheden at dømme efter Ordet, ikke efter synet.
  «Det træ, der i sig selv er et forbandet træ, er for os et saligt træ, et ædelt, kostbart alter, hvor Guds Søn ofrer sig selv til Gud, sin Fader, for vores synd» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse (lidelse, død og begravelse): Pieper forklarer gudsforladtheden ud fra Kristi stedfortrædende stilling: Han følte Guds vrede over menneskenes synd, som var tilregnet ham, uden at fortvivle. Han peger også på, at Mark 15,37 beretter om en virkelig død.
  «At den person, som er Gud, i en kort tid var forladt af Gud, har samme værdi som alle menneskers evige forladthed af Gud.» Læs teksten
• Rhegius, Sjælemedicin: Når helvede eller den evige fordømmelse melder sig og skræmmer: Rhegius bruger Jesu råb på korset som trøst for den anfægtede, der frygter, at Gud har forladt ham: Kristus har selv været i den anfægtelse for vores skyld og kan derfor have medfølelse med os.
  «Så tænk alligevel, min kære kristne, på, hvordan Kristus for din skyld var i en sådan uudholdelig anfægtelse, at det så ud, som om al hjælp, trøst og bistand var forbi» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Objektiv og subjektiv forsoning (fodnote med citat fra Missourisynoden 1883): Det flængede forhæng tolkes som et tegn på, at forsoningen er fuldbragt for alle, før nogen tror: Gud har erklæret, at enhver synder nu har adgang til ham.
  «forhænget i templet, der flængedes (for ved denne underfulde begivenhed har Gud faktisk erklæret, at nu har enhver synder fri adgang til ham)» Læs teksten

Prædikenspor

Fra mørket til bekendelsen

Sporet følger Markus’ tidsangivelser. Første trin, den tredje time: Jesus korsfæstes som «Jødernes konge», og alle spotter ham. Spotten «frels dig selv» siger, hvad verden og vi selv forventer af en Gud. Andet trin, den sjette til den niende time: Mørket lægger sig over landet, og Jesus råber Sl 22. Her bærer han den dom og forladthed, der tilkom os. Tredje trin, da han udånder: Gud flænger forhænget, og en hedensk officer bekender ham som Guds Søn. Prædikenen ender i evangeliet: Ved korset åbnes vejen til Gud for alle, også for den, der stod blandt spotterne.

Sig selv kan han ikke frelse

Et tematisk spor ud fra ypperstepræsternes spot (v. 31). Første trin: Spotten er en sandhed, de ikke selv forstår. Jesus kunne stige ned, men så var vi ikke blevet frelst. Hans magt viser sig i, at han bliver. Andet trin: «Stig ned, så vil vi tro» er også vores fristelse: at kræve tegn og styrke af Gud og tage anstød af en svag og korsfæstet Kristus. Luther lærer os at dømme efter det, Guds ord siger, ikke efter det, øjnene ser. Tredje trin: Efter Ordet er korset ikke et nederlag, men et alter, hvor Guds Søn ofrer sig for vores synd. Det, der ser ud som afmagt, er Guds frelse for os.

Min Gud, min Gud

Et sjælesørgerligt spor for dem, der føler sig forladt af Gud. Første trin: Jesu råb er det eneste ord, han siger i teksten. Han kender forladtheden indefra, og han er der ikke for sin egen skyld, men for vores. Pieper siger, at han kort bar det, der svarer til alle menneskers evige forladthed. Andet trin: Midt i forladtheden siger han stadig «min Gud». Han holder fast ved Gud, også når Gud er skjult. Tredje trin: Fordi han blev forladt, skal den, der tror på ham, aldrig forlades. Den anfægtede må ikke slutte fra følelsen, men fra korset: Her har Gud vist, hvor han står.

Lærepunkter i teksten

• Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Han bliver regnet blandt overtrædere og bærer Guds forladthed i vores sted; forhænget flænges, og adgangen til Gud er åben.
• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Kongen hænger på korset: fornedrelsens dybeste punkt med forladthed og en virkelig død, hvor sjæl og legeme skilles.
• Egenskabernes meddelelse – Officeren bekender, at den døende mand er Guds Søn: Guds Søn har lidt og er død i den menneskelige natur.
• Kristi tredobbelte embede – Skiltet kalder ham konge, og ved forhænget viser han sig som ypperstepræst, der ofrer sig selv.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 193 O hoved, højt forhånet – Langfredagens klassiske salme om den forhånede Kristus, som teksten skildrer.
• 197 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig – Bygger direkte på Jesu råb fra korset (Sl 22,2) i v. 34.
• 194 O høje råb, hvis lige aldrig hørtes – Passionssalme om Jesu høje råb fra korset; Markus nævner hans høje råb to gange (v. 34 og 37).
• 203 O du Guds Lam uskyldig – Den uskyldige, der bærer verdens synd på korset: langfredagens evangelium.
• 191 Gak under Jesu kors at stå – Kalder til at stå under korset sammen med dem, der så ham dø.