Kapitel 4. Skabelsen

Forholdet til det foregående

1. Hvordan forholder dette kapitel sig til det foregående?

Vi kommer nu til den nærmere behandling af Gud i hans forhold til det, som ikke er Gud. Det er nødvendigvis til en vis grad blevet foregrebet under gennemgangen af Guds egenskaber. Men det, som kun er nævnt i forbigående, skal nu undersøges grundigere. Vender vi tilbage til Guds udadvendte gerninger (opera ad extra), som blev bestemt sidst i det foregående kapitel (spm. 62 og 63), kan vi sige, at det eneste, der står tilbage for os i denne fremstilling, er at behandle de tre emner: skabelsen, forløsningen og helliggørelsen.

Definition

2. Hvad er skabelsen?

Den handling, hvorved Gud gav tilværelse til det, som ikke havde nogen forudgående eksistens, undtagen i hans tanke.

Hebr 11,3: «I tro forstår vi at verden blev skabt ved Guds ord, så at det der ses, blev til af det der ikke ses.»

Lærens kilde

3. Hvorfra har vi vores viden om denne handling?

Alene fra åbenbaringen. Det er en ren, ikke en blandet lære. Hedningernes verdensskabelsesmyter (kosmogonier) og det moderne videnskabelige hedenskab med mange indbyrdes uenige teorier – nogle på en panteistisk, andre på en dualistisk og atter andre på en rent materialistisk måde – udelukker den frie virksomhed og vilje hos ét eneste evigt, almægtigt, højeste væsen. De steder i Det Nye Testamente, der henviser til den, med Hebr 11,3 som det centrale, forudsætter den udførlige beskrivelse, som Den Hellige Skrift indledes med i 1 Mos 1.

Mosebogens beretning

4. Hvad er formålet med og rækkevidden af Mosebogens beretning?

Den har et religiøst og ikke et videnskabeligt formål. Dens hensigt er ikke så meget at give en udførlig kosmogoni over for de mange kunstfærdige hypoteser, der var gået forud, som højtideligt at fastslå Guds overhøjhed og almægtige virksomhed, og at hele skabelsen har sit mål i mennesket. Mennesket er skabelsens højdepunkt, og hver ny skabergerning var et skridt hen imod det.

Forholdet til treenigheden

5. Hvem skabte verden?

Den treenige Gud.

Faderen.

1 Kor 8,6: «Gud, Faderen fra hvem alt er, og vi er til for ham.»

Sønnen.

1 Kor 8,6: «Én Herre, Jesus Kristus ved hvem alt er.»

Kol 1,15–16: «Han er den usynlige Guds billede, den førstefødte før al skabning, for ved ham blev alt skabt i himlene og på jorden, det synlige og usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder, alt er blevet skabt ved ham og til ham.»

Joh 1,3: «Alt blev til ved ham.»

Helligånden.

Sl 104,30: «Du sender din ånd ud, så bliver de skabt.»

Sl 33,6: «Hele deres hær ved hans munds ånde.»

1 Mos 1,2: «Guds Ånd bevægede sig over vandenes overflade.»

6. Men tillægger den apostolske trosbekendelse ikke denne gerning Faderen i særlig forstand?

Jo, efter ordenen mellem personerne i treenigheden, og fordi det, som Faderen har af sig selv, har Sønnen og Helligånden af Faderen.

7. Er Faderen, Sønnen og Helligånden da flere samvirkende årsager til skabelsen?

Der er kun én skaber. De tre personer er én Gud og én årsag og ophavsmand til skabelsen.

Hensigtens oprindelse

8. Hvorfra kom Guds hensigt med at skabe?

Alle Guds udadvendte gerninger udgår fra hans frie vilje og ikke fra hans naturlige vilje eller fra nogen indre nødvendighed, sådan som de indadvendte eller personlige gerninger gør.

Umiddelbar og middelbar

9. Betyder «skabe» altid «frembringe af intet»?

Teologerne skelner mellem «umiddelbar» og «middelbar skabelse». Den første er ordets egentlige betydning. I den anden betydning bruges ordet om at frembringe noget af et stof, der allerede findes, som i 1 Mos 1,11, hvor græs og træer kommer frem af jorden. Og dog er der også her noget, som kræver en umiddelbar skabergerning af Gud, for græs og træer kunne aldrig frembringes af det blotte stof. Menneskets sjæl blev skabt umiddelbart, og dets legeme middelbart. I Sl 51,12, «Skab et rent hjerte i mig», betegner ordet en forandring af egenskaberne eller en fornyelse. Det er den umiddelbare skabelse, vi har med at gøre her.

10. Når skabelsen bestemmes som «at frembringe af intet», hvad menes der så med «intet»?

Absolut ikke-eksistens. Ikke «et relativt intet», som når noget frembringes af et stof, der var øde og tomt.

Forholdet til evigheden og tiden

11. Kunne verden være skabt fra evighed?

Nej. For evighed er en egenskab, som tilhører Gud alene. Tillægger man en skabning evighed, tillægger man den uendelighed, for evighed er uendelig varighed.

12. Var der tid før skabelsen?

Med skabelsen begyndte tiden. For tid forudsætter en rækkefølge, og da Gud alene var til før skabelsen, og Gud er uforanderlig, var der ingen rækkefølge.

Hvordan det skete

13. Hvordan blev verden skabt?

Ikke ved Guds tanke, men ved hans ord.

Sl 33,6: «Ved Herrens ord blev himlene gjort.»

Sl 33,9: «Han talte, og det skete; han befalede, og det stod fast.»

1 Mos 1,3: «Gud sagde: Lad der blive lys, og der blev lys.»

Joh 1,1–3 viser, at dette ikke var nogen anden end Guds personlige Ord, treenighedens anden person, som udtrykker og åbenbarer Guds tanke og hensigt.

Resultatet

14. Hvad frembragte skabelsen?

Himlen og jorden. Ved himlen menes ikke alene den synlige himmel med dens stjerner, planeter, kometer, meteorer osv., men hele den overjordiske åndeverden (2 Kor 12,2; Åb 4,1). Ved jorden menes også alt, hvad den rummer. Jordens fysiske ubetydelighed opvejes af dens bestemmelse som bolig for den menneskevordne Gud og som skueplads for forløsningen.

Formålet

15. Hvad var formålet med skabelsen?

Det endelige mål var, at Guds fuldkommenheder skulle åbenbares, og det underordnede mål var menneskets højeste vel.

16. Hvilke fuldkommenheder?

Herligheden i hans godhed, visdom og magt.

Sl 19,2–3: «Himlene fortæller om Guds herlighed, og hvælvingen viser hans hænders værk. Dag efter dag udgyder tale, og nat efter nat kundgør kundskab.» Sl 104; Sl 136,4–9; Sl 148; Åb 4,11.

Sl 8,2.4: «Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har sat din herlighed på himlene. Når jeg betragter dine himle, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du har grundlagt, hvad er da mennesket, at du kommer det i hu?»

Disse egenskaber nævnes udtrykkeligt: godhed, Sl 145,9–10; visdom, Sl 104,24; magt, Es 40,26; Rom 1,20.

17. Vis, at menneskets højeste vel var det underordnede formål.

Sl 8,5.7: «Hvad er mennesket, at du kommer det i hu, eller menneskesønnen, at du ser til ham? Du lader ham herske over dine hænders værker; alt har du lagt under hans fødder.»

18. Men siger Hebræerbrevet (Hebr 2,7) ikke, at dette sigter til Kristus?

Jo, til ham som Menneskesønnen, det ideale eller repræsentative menneske. Ved ham er herredømmet over skabningen, som gik tabt ved syndefaldet, blevet mere end genoprettet.

1 Kor 3,21: «For alt tilhører jer.»

19. Hvor ellers læres det samme?

1 Mos 1,26: «Og Gud sagde: Lad os skabe mennesket efter vort billede, i vor lignelse, og lad dem herske over havets fisk og over himlens fugle og over kvæget og over hele jorden.» Sl 115,16: «Jorden har han givet menneskenes børn.»

20. Men går Det Nye Testamente ikke endnu videre?

Jo, ved at erklære, at alle skabninger, ja, selv englene, er til for menneskenes skyld.

Hebr 1,14: «Er de ikke alle tjenende ånder som udsendes til hjælp for deres skyld, som skal arve frelsen?»

1 Kor 3,22: «… verden eller liv eller død eller det nuværende eller det kommende, alt tilhører jer.»

Rom 8,28: «Men vi ved at alt virker sammen til det gode for dem der elsker Gud.»

21. Beror dette imidlertid på skabelsens orden?

Nej, men på forløsningens orden. I den viser menneskets forrang sig ved, at Guds Søn personligt forenede sig med en menneskenatur og dermed udmærkede den frem for alle skabninger. Ikke desto mindre havde Gud fra begyndelsen denne ophøjede bestemmelse for menneskeslægten og forløsningens plan for øje. Planen var ikke en senere indskydelse, for Gud har ingen senere indskydelser.

22. Men er vanskeligheden ikke større, når man skal betragte de laveste skabninger som noget, der tjener menneskets højeste vel?

Jo, for i den naturlige fornufts øjne er nogle aldeles unyttige og andre skadelige. Som svar behøver vi blot at anføre et sted hos Augustin:

«Hvis en ukyndig kom ind i en håndværkers værksted, ville han se mange redskaber, hvis brug han ikke kendte, og var han meget uforstandig, ville de forekomme ham overflødige. Eller hvis en uforsigtig faldt ned i en ovn eller sårede sig selv med et stålredskab, ville han anse mange ting for skadelige, skønt håndværkeren kender deres brug godt og derfor ler ad kritikerens dårskab og ubesindige ord. Alligevel er menneskene så tåbelige: En sådan håndværker vover de ikke at dadle for redskaber, som de ikke kender; når de ser dem, tror de tværtimod, at de er nødvendige og egnede til en eller anden brug. Men i denne verden, hvis skaber og styrer er Gud, forsøger de at kritisere mange ting, hvis årsager de ikke ser, og når det gælder den almægtige mesters gerninger og redskaber, vil de give sig ud for at vide det, som de ikke kender.»

23. Til hvilke forskellige formål er skabningerne bestemt for mennesket?

Nogle er til næring for det legemlige liv.

1 Mos 1,29: «Se, jeg har givet jer alle planter, der bærer frø, som findes på hele jordens overflade, og alle træer, som bærer frugt med frø; de skal være jeres føde.»

Ordsp 27,26: «Lammene er til dine klæder.»

Andre til menneskets taknemmelige glæde og fornøjelse.

1 Tim 6,17: «Gud som skænker os alt rigeligt til vores nydelse.»

Sl 145,16: «Du åbner din hånd og stiller alt levendes begær.»

1 Tim 4,4: «For alt hvad der er skabt af Gud, er godt, og intet skal forkastes, når det modtages med tak.»

Nogle er lægemidler, fx olie, Jak 5,14; olie og vin, Luk 10,34; figner, 2 Kong 20,7.

Andre forebygger sygdom og bevarer helbredet.

Sl 103,5: «Han mætter din længsel med gode ting, så din ungdom fornyes som ørnens.»

Nogle hjælper mennesket i dets liv og i den gerning, det er sat til på jorden. 1 Mos 1,15: «Lys på himmelhvælvingen til at lyse på jorden.»

Sl 78,53: «Havet skyllede over deres fjender.»

ApG 14,17: «Han gav jer regn fra himlen og frugtbare tider.»

Am 6,12: «Pløjer man der med okser?»

Andre er til eksempel og efterfølgelse.

Matt 6,26: «Betragt himlens fugle.»

Ordsp 6,6: «Gå hen til myren, du dovenkrop.»

Es 40,31: «De skal stige op med vinger som ørne.»

Joh 10,27: «Mine får hører min stemme, og jeg kender dem.»

1 Kor 15,41: «Stjerne er forskellig fra stjerne i herlighed.»

Sl 125,1–2: «De, som stoler på Herren, skal være som Zions bjerg. Som bjergene står rundt om Jerusalem …»

Sl 1,3: «Som et træ, der er plantet ved vandstrømme.»

24. Hvilket bevis for dette kan man finde uden for åbenbaringen?

Menneskets fremskridt i civilisation afhænger af, hvor langt det når i at tage naturens ting og kræfter i sin tjeneste. Ting, som i århundreder blev regnet for unyttige, vurderes højt, når man har opdaget deres rette brug. Eksempler herpå er den moderne anvendelse af damp, lys (fotografi), elektricitet, radium og andre resultater af fysik, kemi, astronomi og meteorologi, og de stadige nye opdagelser og opdyrkningen af egne, der tidligere var ukendte eller blev anset for umulige at opdyrke. Lynet bruges til at sende menneskets ord jorden rundt, og selv de mest ustyrlige vandmasser ledes bort og bruges til handelsformål og til at bringe mennesker fra sted til sted. Niagara er tæmmet. Alt sker i kraft af det guddommelige bud: «Fyld jorden, og gør jer den underdanig.»

Afslutningen

25. Hvordan endte skabelsen?

Først og fremmest med, at Gud betragtede resultatet med velbehag.

1 Mos 1,31: «Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var meget godt.»

Intet af det, Gud har skabt, er ondt i sig selv. Det kan kun blive ondt ved at blive brugt på et andet område end det, Gud har bestemt det til.

26. Hvad er optimisme?

Den teori, at verden, sådan som den kom fra Gud, er den allerbedste, der var mulig.

27. Hvilket forbehold må der tages over for denne teori?

Det forhold, at den oprindelige skabelse kun var en forberedelse til endnu højere trin af fuldkommenhed, som kun kan nås i den nye himmel og den nye jord. Skabningens godhed, sådan som den kom fra Guds hænder, var agernets og ikke egetræets, det nyfødte barns og ikke den fuldt udviklede mands. Sådan ville det have været, selv om synden ikke var kommet ind. Men ved forløsningen når den, som vi siden skal se, et endnu højere trin.

28. Hvad fulgte med, da Gud betragtede skabelsen med velbehag?

1 Mos 2,2: «Han hvilede på den syvende dag fra alt sit arbejde, som han havde gjort.»

Det fremhæves ved, at der ofte henvises til det, som i Hebr 4,4; 2 Mos 20,11; 31,17.

29. Betyder det, at Guds virksomhed ophører?

Nej. For det ville stride mod hans liv, og vi læser:

Joh 5,17: «Men Jesus svarede dem: ’Min Far arbejder indtil nu, og jeg arbejder.’»

Der er tale om et skifte i arbejdet. Skabelsen ophører. Fra nu af virker Gud på forsynets område og, undtagen hvor forløsningens nye orden griber ind, gennem mellemårsagerne (causae secundae). Guds hvile er derfor kun en ændring i hans måde at virke på. Han skaber ikke længere, men opretholder de skabte ting og virker med dem, dog sådan at han ikke udelukker sin virksomhed gennem undere, når han vil det.

Advarsler om den påståede strid mellem naturvidenskab og åbenbaring

30. Hvad kan der siges om en påstået strid mellem naturvidenskaben og åbenbaringen i denne artikel?

Mellem sand videnskab og åbenbaringen kan der ikke være nogen strid, for det sande i det naturlige og det sande i det overnaturlige kan ikke modsige hinanden. Men når kendsgerningerne i den naturlige verden ophøjes til en målestok, som det overnaturlige skal afgøres efter, går videnskaben ud over sine egne grænser og holder op med at være sand videnskab (se kap. 1, spm. 32). Når på den anden side nogle teologer gør tilfældige hentydninger til naturbegivenheder – udtrykt i det sprog og efter de folkelige forestillinger, der hørte til den tid, da en bog i Den Hellige Skrift blev skrevet – til en uadskillelig del af selve åbenbaringen, forestiller de sig også undertiden en strid mellem videnskaben og åbenbaringen, hvor der ikke er nogen.

31. Forklar det nærmere.

Når skeptiske naturvidenskabsfolk og nogle velmenende forsvarere af åbenbaringen er enige om at hævde, at det er en vigtig del af Den Hellige Skrift, at jorden ikke bevæger sig, og mener, at det ptolemæiske verdenssystem er nødvendigt for at tro på åbenbaringen, bør man minde dem om, at hverdagssprogets «solen står op» og «går ned» ikke er usandt. Det beskriver kun en virkelig kendsgerning set fra den almindelige iagttagers ståsted, om end ikke ud fra astronomisk iagttagelse. De mest almindelige kendsgerninger i naturen ville være uforståelige for alle andre end de fagligt uddannede, hvis de altid blev beskrevet med videnskabelige fagudtryk. Og var de blevet udtrykt sådan, ville de have været uden mening på den tid, da Den Hellige Skrift blev skrevet.

32. Hvilken anden advarsel skal man være opmærksom på?

Advarslen mod overilet at godtage videnskabelige hypoteser, som om de var endelige. De teorier, som én generation af lærde mænd har om den naturlige verden, bliver gjort til latter af deres efterfølgere i den næste. I midten af det nittende århundrede blev Bibelens beretning om skabelsen angrebet, fordi den lærte menneskeslægtens enhed, mens den samme beretning blot få årtier senere blev kritiseret, fordi den stred mod den darwinistiske teori om, at alle livsformer har udviklet sig fra en fælles oprindelse. Én generation angriber Bibelens skabelsesberetning, fordi den lærer, at lyset fandtes, før solen blev skabt; en senere generation skriver lærde afhandlinger om de lysvirkninger, der frembringes af elektricitet, som opstår ved gnidning i et formodet «stjernestøv».

33. Hvad bør det føre til?

Til beskedenhed, når man gør «videnskabens» krav gældende, og ligeledes til besindighed hos dem, der studerer Skriften, så de ikke tror, at en grundigt fastslået kendsgerning kan rokke ved åbenbaringens sandhed.

34. Nævn nogle af de unyttige stridigheder, der er blevet ført.

For eksempel striden om, hvorvidt «dagen» i Bibelens skabelsesberetning er det naturlige døgn på fireogtyve timer, sådan som vi måler tiden, eller en lang periode efter 2 Pet 3,8: «For Herren er én dag som tusind år.» En anden er, om 1 Mos 1,7 som en trosartikel lærer, at der et sted over skyerne findes et vældigt vandreservoir. Beslægtet hermed er spørgsmålet, om verden blev skabt om foråret eller om efteråret. Det ville være lige så relevant, hvis de, der studerer Det Nye Testamente, gik i gang med lærde drøftelser af de ord, der indleder Bjergprædikenen hos Lukas (Luk 6,20): «Han opløftede sine øjne på sine disciple», i stedet for at beskæftige sig med Mesterens tale. Man kunne fremsætte forskellige teorier om, hvordan det var muligt, og hvordan det var umuligt for nogen at «opløfte» sine egne øjne. Yderliggående bogstavtroende kunne insistere på, at «opløfte» må betyde at tage fat i en genstand med hænderne, og at enhver anden opfattelse er kættersk; og skeptikere kunne bruge det samme som argument for at forkaste hele beretningen. Det er så let at lade sig aflede af det uvæsentlige og overse det væsentlige i Den Hellige Skrift.

35. Hvilken metode er blevet brugt til at forklare nogle tilsyneladende vanskeligheder?

Augustins forslag, hvorefter Første Mosebogs første vers handler om en oprindelig skabelse, som var faldet sammen i kaos, før de begivenheder, der beskrives i de følgende vers, fandt sted. Nogle hævder, at beskrivelsen derefter skrider frem, sådan som begivenhederne ville have taget sig ud for én, der havde været til stede, efterhånden som dag efter dag bragte noget nyt.

Men alt dette og alle andre hypoteser er spekulationer, og når man beskæftiger sig længe med dem, leder det kun opmærksomheden bort fra det, beretningen som helhed faktisk vil sige, og som vi har omtalt i spm. 4.

36. Bliver Mosebogens beretning mindre værd eller mindre gyldig af, at der findes lignende beretninger i oldtidens orientalske litteratur, som er tydet ud fra indskrifter på lertavler eller bevaret på anden måde?

Nej. For Mosebogens beretning giver skabelsens historie dens sande religiøse værdi og sætter den i det rette forhold til historien om, hvordan forløsningen blev forberedt for menneskeslægten. Den kristne bør altid betragte den ud fra fylden af den åbenbaring, han har modtaget i Kristus.