Nytårsdag (Gal 3,23–29)

Epistlen på nytårsdag, Gal 3,23–29

Dette er også en rigtig paulinsk epistel, skrevet om troen imod gerningerne, og den er nu let at forstå ud fra den nærmest foregående epistel. Hvad der blev sagt dér om trællen, skal også her forstås om eleven. For de to billeder bruger Sankt Paulus for at lære os, hvad loven gør, og hvad den er nyttig til. Derfor må vi igen også tale om loven og dens gerninger, nemlig at gerningerne er af to slags: nogle er tvunget frem ved straf eller lokket frem ved fordel og løn; andre er frie, glade, gjort for intet, uden frygt for straffen og uden at søge fordelen, men af lutter velvilje og lyst til det gode. De første er trællens og elevens gerninger, de andre er barnets og de frie arvingers gerninger.

For en dreng, der er under sin tugtemester, gør ikke, hvad han vil, men må af frygt for riset gøre, hvad hans mester vil, og man kan ikke vide, hvad der stikker i ham, så længe hans mester holder ham i ave. Men var han fri, så ville man se, hvad der var i ham; da ville han vise sin natur og gøre sine egne gerninger. Derfor er de gerninger, som han sådan må gøre som fange og under bevogtning, ikke rigtig hans gerninger, men snarere tugtemesterens, som tvinger dem ud af ham. For var tugtemesteren ikke over ham, ville han ikke gøre én eneste af dem, men det modsatte. I dette grove, men fine billede stiller Sankt Paulus lovens og den frie viljes eller naturens virksomhed op over for hinanden så klart, at det ikke kunne gøres klarere, og enhver let kan lære heraf lovens mening, mål og gerning, ligeledes naturens evne og art.

For i denne dreng ser vi to ting. Den første: at han ved en sådan frygt, og fordi tugtemesteren holder ham i ave, bliver bevaret fra meget ondt, som han ellers ville gøre, og fra at give sig hen i et frit, ondt liv og blive helt vild. Den anden: at han i hjertet bliver desto mere fjendsk mod tugtemesteren, som hindrer ham i hans vilje. Og sådan står det til med ham: jo hårdere det onde forbydes ham udvortes, desto mere uvillig bliver han i hjertet på den, der forbyder det. Og hans væsen står på en sådan vægt, at synden, så meget som den tager af udvortes, så meget tager den til indvortes: den ene vægtskål går op, den anden ned. Det ser vi også af erfaringen: de drenge, der opdrages allerhårdest, bliver langt værre, når de slipper løs, end de, der ikke er opdraget så hårdt. Så lidt kan naturen hjælpes med bud og straffe; der må mere til.

Sådan er det også med ethvert menneske: så længe han endnu er i naturen, uden for nåden, gør han ikke, hvad han vil, men må gøre, hvad loven, hans tugtemester, vil. Og enhver må bekende: var der intet helvede og ingen lovens straf, ville ingen gøre godt. Derfor, da sådanne gerninger ikke kommer af hans frie ånd, er de ikke hans, men den tvingende og drivende lovs, så apostlen med god grund kalder sådanne gerninger ikke vore gerninger, men lovens gerninger. For hvad vi ikke gør med vilje, det gør ikke vi, men den, som vi bliver tvunget af.

Som hvis nogen med magt tog min hånd og slog et menneske ihjel med den eller gav en fattig en almisse – så var gerningen ikke min, selv om min hånd har gjort den, men hans, som har tvunget den til det; derfor skader eller hjælper gerningen mig slet ikke. Sådan gør heller ikke lovens gerninger nogen retfærdig, selv om de sker gennem os. For vor vilje gør dem kun af frygt for lovens straf og ville langt hellere gøre noget andet, hvis ikke den tvingende og truende lov holdt os i ave. Derfor er det ikke vore gerninger. Nu må enhver blive frelst ved sin egen gerning.

Omvendt: hvis nogen ikke gør sådanne gerninger af frygt, sådan som han måske selv bilder sig ind, så gør han dem dog for lovens løfters og lokkemidlers skyld. Det er jo lige så ondt og falsk som det første eller endnu værre; for var himlen ikke lovet, og vidste de, at de skulle gøre det hele for intet, så gjorde de det ikke. Derfor er gerningerne igen ikke vore egne, men lovens og dens lokken eller ægging ved løftet om goderne og lønnen. Og disse gerninger er farligere og vanskeligere at gennemskue end de første, da de er langt finere og til forveksling ligner de frie, glade, ægte gerninger.

Men i korset bliver de afsløret, når man forkaster dem og kræver, at de skal ske for intet, uden at søge løn, alene til Guds ære og næstens gavn; da ligger naturen der og kan intet, og det viser sig, at den ingen egen god gerning gør, men kun fremmede gerninger, lovens gerninger: ligesom et ufornuftigt dyr løber og arbejder for slagenes skyld eller for sit foders skyld. Hvor mange retskafne folk tror du, der nu ville blive tilbage af dem, der lever et anstændigt liv, hvis ikke skam, straf, helvede eller himmel stod for deres øjne? Der ville slet ikke blive ét eneste menneske retskaffent tilbage; alt bliver holdt i det gode væsen ved frygt eller fordel; derfor er det også alt sammen falsk og bare løgnegerninger, som Skriften siger: «Alle mennesker er løgnere og tomhed», Sl 39,6; 116,11.

Altså ser vi også disse to ting i alle mennesker. Den første: at de ved tugtemesteren (loven) bliver bevaret fra et skændigt, frækt, vildt væsen og bliver holdt inde i tugten af sådanne lovens gerninger, i et udvortes anstændigt væsen. Den anden: at de inde i hjertet i sandhed bliver fjender af loven og dens straf, og så meget mere fjendske, jo hårdere straffen trænger på. Hvem er ikke fjende af døden og helvede? Men hvad er det andet end at være fjende af loven, som pålægger en sådan straf? Og hvad er det at være fjende af loven andet end at være fjende af retfærdigheden? Og hvad er det at være fjende af retfærdigheden andet end at være fjende af Gud selv? Er det ikke hermed afgjort, at vi ikke blot er uretfærdige, men også hader retfærdigheden, elsker synden og er fjender af Gud af hele vort hjerte, hvor smukt og anstændigt det udvortes væsen i gerningerne end kan skinne?

Nu vil Gud jo elskes af hele hjertet, som budet lyder, 5 Mos 6,5: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af al din formåen» osv.; og han vil, at alle vore gode gerninger skal være vore egne og ikke tugtemesterens, lovens, dødens eller helvedes eller himlens; det vil sige, at vi ikke gør dem af lutter frygt for døden eller helvede, heller ikke for at vinde himlen, men af fri ånd, af lyst og kærlighed til retfærdigheden. For den, der gør en god gerning af frygt for døden eller helvede, han gør den ikke til Guds ære, men for dødens og helvedes skyld, og det er en dødens og helvedes gerning; for de har jaget den ud af ham, og alene for deres skyld gør han den; ellers havde han ikke gjort den. Derfor bliver han også ved at være dødens og helvedes træl og tjener med alle sådanne gerninger; men bliver han ved at være dødens og helvedes tjener, så må han også dø og være fordømt, og det går ham efter ordsproget: «Den, der frygter for helvede, farer derned.» Ligeså: «Det hjælper ikke at skælve for døden.»

Så siger du: «Hvad skal der så blive af det? Hvem kan da blive frelst? Hvem er uden en sådan frygt og skælven for døden og helvede? Hvem gør sine gerninger eller fører sit gode liv uden en sådan frygt?» Jeg svarer: Ja, hvem elsker da også Gud, når han bærer på en sådan frygt for og et sådant had til hans lov og hans retfærdighed? Hvor er nu naturen? Hvor er den frie vilje? Du vil jo ikke tro, hvor nødvendig Guds nåde er; du vil jo ikke lade alle menneskers væsen være synd, falsk og løgn; man kan jo ikke overbevise dig om, at gerninger ikke gør retfærdig.

Her ser du jo, hvad loven er nødvendig og god til, og hvad Gud søger med den, nemlig de to ting. Den første: at han holder os i tugt og driver os til et udvortes anstændigt liv, så vi kan leve sammen, og den ene ikke æder den anden, sådan som det ville ske, hvis der ingen lov, ingen frygt, ingen straf var, sådan som det i fordums tid skete blandt nogle hedninger. For af samme grund ville Gud ikke afskaffe det verdslige sværd i Det Nye Testamente; ja, han stadfæster det, skønt han ikke selv ville bruge det, og hans egne heller ikke har brug for det; men for at man kan hindre det frække, vilde væsen, og for at folk kan leve i fred med hinanden, ernære sig og blive mange; ellers ville alle lande blive øde, fulde af mordere og røvere, og ingen kvinde, intet barn ville blive uskændet; men ved sværdet og dets lov bliver de bevaret og drevet til et stille, roligt, anstændigt liv. Alligevel bliver de ikke retfærdige derved; hjertet bliver ikke spor bedre. Det er kun hånden, der er tvunget og bundet, og gerningerne eller retfærdigheden er ikke deres egen, men sværdets, som tvinger den ud af dem og virker i dem ved sin straf og frygt.

Sådan driver og tvinger også Guds lov os til at lade meget ondt være af frygt for døden og helvede og bevarer os som en tugtemester i et udvortes anstændigt liv. Men dermed er ingen retfærdig for Gud; hjertet bliver alligevel ved at være fjendsk mod en sådan tugtemester, hader hans straf og ville hellere være fri.

Den anden: at mennesket sådan ved loven lærer sig selv at kende, hvor falsk og uretfærdigt hans hjerte er, hvor langt han endnu er fra Gud, hvor aldeles intet naturen er, så han foragter sit anstændige liv og indser, hvor intet det er over for det, der hører til lovens opfyldelse, og således bliver ydmyget, kryber til korset, sukker efter Kristus og længes efter hans nåde, helt fortvivler om sig selv og sætter al sin trøst til Kristus, som så giver ham en anden ånd, der forvandler hans hjerte, så han aldrig mere frygter døden og helvede, aldrig mere søger liv og himmel, men får loven kær for intet og af fri vilje og lever med en god, tryg samvittighed i død og liv, så helvede og himmel og alle ting gælder ham lige.

For sådan siger epistlen i Hebr 2,15, at Kristus har forløst os, som af frygt for døden hele livet igennem var bundet i trældom. Dermed vidner han jo klart nok, at vi må være uden frygt for døden, og at alle, der lever i dødsfrygt, er trælle og aldrig bliver frelst. Men fra den frygt kan hverken naturen eller loven forløse os; ja, de øger begge frygten; alene Kristus har forløst os fra den; og når vi tror på ham, så giver han den frie, uforfærdede ånd, som hverken frygter død eller helvede eller elsker liv eller himmel, men frit og saligt tjener Gud.

Heraf ser vi nu for det første, hvor farlige de lærdomme er, som driver mennesket med bud og lov i den mening, at han derved skal blive retfærdig. For dermed river de ham kun længere bort fra Gud, fra Kristus, ja også fra loven og al retfærdighed; de gør ikke andet end at skabe en mere og mere frygtsom, forsagt, mismodig, elendig samvittighed; de lærer altid kun at frygte døden og helvede, indtil de driver lutter fortvivlelse ind i hjerterne, så mennesket både her og hisset må være Djævelens martyr.

For det andet, at der er tre måder at bruge loven på, eller at menneskene stiller sig til den på tre måder. De første, som ganske og aldeles slår den hen og frækt handler imod den i et frit liv; for dem er det, som om der slet ingen lov var. De andre, som derved holder sig fra et sådant vildt liv og bliver bevaret i et anstændigt liv; de går altså udvortes i tugten, men indvortes er de fjender af tugtemesteren; alt, hvad de gør, sker af frygt for døden og helvede. Og således holder de kun loven udvortes, ja, loven holder dem udvortes; indvortes holder de ikke og bliver heller ikke holdt. De tredje, som holder den udvortes og indvortes; det er Moses’ tavler, skrevet udvortes og indvortes af Guds egen finger.

Ligesom nu de første hverken udvortes eller indvortes er retfærdige, sådan er de andre kun udvortes retfærdige og ikke retfærdige i hjertet. Men disse er retfærdige helt igennem. Derom siger Sankt Paulus i 1 Tim 1,8–9: «Vi ved, at loven er god, hvis man bruger den ret.» Hvordan bruger man den så ret? Han svarer: «Når man ved, at loven ikke er givet for de retfærdige, men for de uretfærdige.» Hvad vil det sige? Ikke andet end at den, der vil prædike loven ret, må holde disse tre forskelle, så han for alt i verden ikke prædiker loven for de tredje, som om de derved skulle blive retfærdige; for det ville være forførelse. Men for de første skal man prædike den sådan: for dem er den sat, for at de skal lade deres frække liv fare og lade sig bevare under tugtemesteren. Men dermed er det ikke nok, at de bliver bevaret sådan og holdt af loven; de må også omvendt lære at holde loven. Da må man så ud over loven også prædike evangeliet, hvori Kristi nåde bliver givet til at holde loven. Altså er det noget ganske andet at bevare eller holde loven og at blive bevaret eller holdt af loven. De første hverken holder eller bliver holdt; de andre bliver holdt; de tredje holder.

Disse tre måder at bruge loven på er betegnet ved Moses. For det første, da han slog tavlerne i stykker, 2 Mos 32,19, da jøderne tilbad kalven. At tavlerne blev slået i stykker og ikke kom ud til folket, betegner de første, som slet ikke tager imod loven, men slår den i stykker alle sammen. For det andet, da han bragte de andre tavler; de kom helt ud til folket, 2 Mos 34,30.33. Men hans ansigt var så klart, at Aron og Israels folk ikke kunne tåle glansen og strålerne fra hans ansigt; han måtte lægge et dække for sit ansigt, når han ville tale med dem. Det betegner de andre, som tager imod loven, men kun holder den udvortes; indvortes er den dem for lys, og de frygter for den.

Derfor laver hyklerne sig et dække, som Sankt Paulus udlægger det i 2 Kor 3,13–15; og det er deres gerningers og deres udvortes helligheds formastelighed: de vil ikke se loven ret i øjnene og erkende, at en sådan retfærdighed intet er. Således bliver dækket liggende over deres hjerte indtil den dag i dag, siger Paulus.

Sådan fører også Moses ikke folket længere end til Jordan; han slår kun to konger ihjel, Sihon og Og, og deler kun landet ud til halvtredje af Israels stammer. Med alt dette betegnes den halve, ja, det lille stykke af den udvortes retfærdighed. Og her dør Moses i Moabs ørken. Længere kan loven ikke hjælpe.

Derefter kommer Josva og fører hele folket gennem den tørre Jordan ind i hele landet; dér er ingen Moses, ingen lov, men Josva, det er Kristus, som fører ved troen og opfylder alt, hvad der er befalet ved Moses. Det er dem, som ingen lov er givet, som Sankt Paulus siger, de, der ikke bliver retfærdige ved gerninger, men ved nåde, det vil sige, som ikke gør godt, fordi loven tvinger dem. Der er ingen Moses dér. Ud fra alt dette, mener jeg, burde Sankt Paulus nu være let at forstå i denne epistel. Lad os nu se på den.

Men før troen kom, blev vi bevogtet under loven, indesluttet med henblik på den tro, som skulle åbenbares.

Han siger ikke: «Før troen kom, var vi retfærdige og holdt loven», men omvendt: Loven holdt os, og vi var lukket inde og bevogtet under den, så vi ikke fór ud, frækt og frit, og drev vores ondskab; og dog var vi dermed ikke retfærdige inden i skindet. Men indeslutningen og bevogtningen var ikke rettet på, at vi skulle blive ved med at være sådan; den var rettet på den kommende tro, som skulle gøre os fri og løse: ikke fri til at gøre det onde, som loven lukkede os inde fra, men fri til at gøre det gode, som loven tvang os til. Den tro skulle vi ved en sådan indeslutning lære at begære, og vi skulle lære at kende vor natur, som er tilbøjelig til det onde; for denne forløsning er åndelig og forløser kun hjertet.

Som hvis en herre havde kastet dig i fængsel, og du var der meget nødigt, så kunne man forløse dig derfra på to måder. For det første legemligt, ved at herren brød fængslet ned og gjorde dig legemligt fri og lod dig gå, hvorhen du ville. For det andet, hvis han gjorde dig så meget godt i fængslet, gjorde det lystigt, lyst, rummeligt og prydet så rigt som overhovedet muligt, så ingen kongelig sal og intet kongerige var så kostbart, og således brød og forvandlede dit sind, så du ikke for al verdens gods ville være ude af fængslet, men bad om, at fængslet endelig måtte blive stående, og at du måtte være i det, eftersom det nu ikke længere var et fængsel for dig, men var blevet et paradis.

Sig mig: hvilken forløsning ville her være den bedste? Er det ikke sandt, at denne åndelige er den bedste? For med den første blev du ved med at være en fattig tigger som før; men her havde du et frit sind og alt, hvad du ville. Se, sådan har også Kristus forløst os fra loven åndeligt: ikke ved at slå loven i stykker og afskaffe den, men ved at forvandle vort hjerte, som før var nødigt under den, gøre det så meget godt og gøre loven så yndig, at det ingen større lyst eller glæde har end i loven og nødig ville, at én tøddel faldt bort. Ligesom nu han i fængslet selv gør fængslet trangt og tungt for sig med sin uvilje, sådan er også vi fjender af loven, og den er os til besvær, fordi vi derved mod vor vilje bliver lukket inde fra det onde og tvunget til det gode.

Således har apostlen fint sammenfattet begge lovens frugter og nytte i disse ord. For hvis jeg spurgte: «Hvad er loven god til?», svarer han: Den gør ganske vist ikke retfærdig, men øger synden og pirrer naturen med sine bud og forbud; dog bærer den to frugter. Den første: Den lukker os inde og hindrer os i frit at blusse ud og sætte os selv over styr i et åbenlyst skændigt liv, sådan som de gør, der vil være under den uden at være lukket inde og bevogtet; så det af den grund jo er langt bedre, at der er lov, end at der ingen lov er; hvem kunne ellers være tryg for den anden? Sådan siger også Sankt Paulus i Rom 13,4, at det verdslige sværd er sat til frygt, ikke for de retskafne, men for dem, der gør det onde.

Den anden frugt: at en sådan indeslutning sigter på den kommende tro, idet mennesket derved erkender sin ondskab og uvilje mod det gode, kommer til sig selv og ydmygt bekender og anklager sin onde natur og begærer Guds nåde – en nåde, som ikke tager loven fra ham, for han ser godt, at den er ret, god og hellig, men skaber et andet hjerte, som elsker denne rette, gode og hellige lov. Se, det er den rette forståelse og den bedste brug af loven; derfor er det sandelig nødvendigt, at loven er der, for at bringe mennesket hertil, så han således lærer sig selv at kende og sukker efter Guds nåde.

Men her rejser striden sig mellem de rette og de falske hellige. De falske hellige vil ikke bruge loven videre end på den første måde; de formaster sig til allerede at være retfærdige ved en sådan indeslutning og bevogtning, vil ikke lære deres onde natur at kende deraf, men foregiver, at naturen er god i sig selv og godt kan elske loven af natur. Dertil siger de rette hellige nej, og det er heller ikke sandt. Enhvers erfaring siger noget andet og stemmer med Guds Skrift. Og den, der ikke vil lyve eller hykle, må bekende, at han af natur nødig har Guds bud og langt nødigere syndens straf, døden og helvede, som loven holder frem.

Denne store, dybe og gruelige urenhed i deres hjerte undskylder og dækker de med deres lovgerningers figenblade, ligesom Adam og Eva dækkede deres skam; men ved at dække den blev det ikke spor bedre inden i skindet. Sådan bliver heller ingen bedre ved at arbejde og retfærdiggøre sig selv i loven, men værre. For denne urenheds skyld har Kristus forkastet og ødelagt synagogen.

Så er det nu klart, til hvem Paulus taler disse ord, nemlig til de gerningshellige, som vil blive retfærdige ved loven og dens gerninger og anser lovens første brug for nok til retfærdighed; deraf bliver der et folk, som man kunne kalde absalomister. For ligesom Absalom blev hængende mellem himmel og jord i en eg med sit eget hoved, 2 Sam 18,9, sådan hænger også disse mellem himmel og jord. For på grund af lovens indeslutning rører de ikke jorden, det vil sige, de gør ikke, hvad den onde natur gerne ville. Omvendt, da loven ikke gør naturen bedre, men kun hiver i den og pirrer den, så den bliver fjendsk mod loven, er de ikke retfærdige og rører heller ikke himlen.

Ligesom også Zakarias, Zak 5,9, så to kvinder, som førte en skæppe mellem himmel og jord til Babylonien, og en kvinde sad i skæppen, som hed Impietas, vantro eller afgudsdyrkelse. Denne skæppe er folket med en sådan hellighed, der svæver mellem den åbenlyse ondskab og den rette hellighed; derfor sidder Impietas, vantroen, i den. De to kvinder, som førte den mellem himmel og jord, er frygt og lønsyge; for alle deres gerninger gør de enten af frygt for straffen eller for at søge lønnen; disse to ting løfter, bærer og holder dem i deres hellighed; derfor siger han også, at de to kvinder havde vinger som en grib eller en glente.

Vinger betyder i Skriften den mundtlige prædiken, fordi talen flyver og farer hurtigt af sted. Nu handler alle disse helliges prædiken kun om frygt og løn; de vil kun gøre folk retfærdige med skræk og lokkemad og gør dem kun værre, så de derved bliver mere fjendske mod loven for dens skræks skyld og for dens lokkens skyld kun får sig selv og deres egen vinding kærere end før. Derfor er det sandelig glente- eller gribbevinger, som æder kyllingerne og kun slår sjælene ihjel. Men de rette hellige bliver ikke i midten mellem himmel og jord. De hører også godt lovens skræk og lokken, men de lærer sig selv at kende derved, nemlig at de agter skrækken og lokken mere end loven; og således ser de, at de i bunden hverken er rene eller ægte, falder ned, bekender sig selv og råber: «Nåde, nåde, Herre Gud!» Til dem kommer så Kristus og bringer dem den rette frihed ved sin Ånd, så de bliver helt himmelske.

Se, det vil sige at være bevogtet og indesluttet under loven med henblik på den kommende tro. Således har ikke alene jøderne været indesluttet, men også endnu og til alle tider de, der før troen øver sig i at blive retfærdige ved gerninger, lov, trusler, frygt, fortjeneste og lignende grunde. Hvis dette ikke bliver rettet på troen, eller troen ikke til sidst kommer og bliver dem kendt, så må det kun blive værre med dem, og til sidst falder de i fortvivlelse eller forhærdet formastelighed, så de aldrig mere står til at hjælpe. Så farligt er det, når nogen ikke bruger loven ret til derved at komme til troen.

Altså har loven været vor tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdige ved troen.

Se dér, som det er sagt: Ingen bliver retfærdig ved loven og dens gerninger. For hvis vi kunne blive retfærdige ved loven, så var troen ikke nødvendig, og det ville også være falsk, hvad Sankt Paulus her siger: «Ved troen bliver vi retfærdige.» Troen og gerningerne udelukker fuldstændig hinanden, når det gælder retfærdiggørelsen. Giver du retfærdiggørelsen til troen, så må du tage den fra gerningerne, loven og naturen. Giver du den til gerningerne, så må du tage den fra troen. Det ene må være sandt og det andet falsk; de kan ikke være sande samtidig. Derfor kan loven ingen anden kraft eller evne have end at gøre syndere eller i det mindste lade syndere blive ved at være syndere. Det, der ikke gør retfærdig, gør visselig syndere eller lader syndere blive ved at være syndere. Videre: men da loven jo har med synder og syndere at gøre, så må den gøre noget mere ved dem end blot at lade syndere blive, som de er. Hvad ville det være for en virksomhed, hvis den lod blive, hvad den finder?

Nå, hvad kan den da udrette, når den hverken gør retfærdig eller bedre og heller ikke lader det blive, som den finder det? Det må være en underlig virksomhed: hverken at gøre retfærdig eller lade blive, som det er; derfor følger det nødvendigvis, at den må gøre synden større, som Sankt Paulus siger i Rom 5,20: «Loven er kommet ind ved siden af, for at synden skulle blive mægtigere.» Det sker, som sagt, ved at den, idet den lukker inde og hindrer hånden og det åbenlyst onde liv, kun vækker hjertets større had og modvilje mod sig selv. Ligesom en dreng bliver så meget mere uvillig på sin tugtemester, jo hårdere han bliver straffet af ham, eller jo mere hans vilje bliver forbudt; og dette had og denne uvilje er intet andet end en forøgelse af den onde vilje, som bliver ham forbudt; og den ville aldrig have rejst sig, hvis denne vilje ikke var blevet mødt med modstand.

Altså: før loven synder mennesket og den onde natur ganske enkelt for sig selv og tænker ikke på loven. Men når loven kommer og forbyder og truer, så bliver naturen først rigtig ond og uvillig på loven og begynder nu ikke alene at elske synden, men også at hade retfærdigheden. Se, det er lovens virksomhed i synderen og synderne. Det kalder Sankt Paulus, at synden bliver mægtigere ved loven – for slet ikke at tale om, at nogen derved skulle blive retfærdig. Men salig er den, som forstår og erkender dette; for de gerningshellige forstår det slet ikke, tillægger ikke naturen en sådan ondskab eller et sådant had til loven, men finder meget godt i den; derfor forstår de heller ikke ét bogstav hos Sankt Paulus, som aldrig taler anderledes om loven. Og hvis vi vil tale sandt, så finder vi det også sådan i vore egne hjerter.

Han siger også: «til Kristus», eller indtil Kristus, er loven vor tugtemester, for at ingen skal tage sig en anden tro for end troen på Kristus. Loven trænger på hen imod Abrahams sæd, Kristus, som alle de hellige fra begyndelsen har troet på, som det er sagt i den foregående epistel. Derfor hjælper det ikke jøderne og tyrkerne, at de tror på Gud, som har skabt himmel og jord. Den, der ikke tror på Kristus, han tror heller ikke på Gud.

Og selv om det var sådan, at Kristus ikke var Gud (hvad der er umuligt), så troede de, der ikke tror på Kristus, alligevel ikke på Gud. For Gud har lovet sin nåde i Abrahams sæd. Men denne sæd er Kristus, sådan som jøderne, tyrkerne og hele verden bekender. Derfor: den, der ikke tror Kristus, han tror heller ikke Guds løfter; derfor tror han heller ikke på den Gud, som har skabt himmel og jord; for ingen anden Gud har givet Abraham løftet, og velsignelsen og troen er ikke gået ud og prædiket i al verden i nogen anden af Abrahams sæds navn end alene i denne Kristi navn.

Derfor er der uden for Kristus ingen velsignelse og ingen retfærdiggørelse, ikke alene hvad loven angår, men også hvad al anden tro angår. Gud vil holde sit løfte, givet til Abraham, som han tilsagde velsignelse for al verden i hans sæd og ellers i ingens sæd; derfor vil han ikke stadfæste enhvers nye og særlige tro og lade sit løfte være løgn eller tilbagekalde det. Derfor: troen på Kristus gør retfærdig, som Paulus siger i Rom 10,4: «Kristus er lovens ende; den, der tror på ham, er retfærdig.» Hvad betyder det? Intet andet end at alle, der tror på Kristus, bliver retfærdige ved troen og modtager hans Ånd og nåde. Dermed får loven en ende, så han aldrig mere er under loven, og det er også lovens endelige mening, som det følger:

Men nu da troen er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren.

Skønt det af det foregående er tilstrækkeligt og let at forstå, hvad det vil sige at være under loven eller tugtemesteren, så kan man dog ikke tale nok om det, fordi en sådan lære og sådanne ord er gået helt af brug. At være under tugtemesteren eller loven er kort sagt at være en hykler, at gøre mange gode gerninger og dog ikke være retfærdig, at føre et godt liv og aldrig blive retfærdig, altid at lære og prædike og aldrig selv lære eller forstå noget. Grunden er, at alle, der er af den art, ikke gør noget godt af fri vilje og med kærlighed, heller ikke uden frygt eller lønsyge. Derfor er de trælle, drevet af loven, og loven bliver altid ved at være deres herre og driver; så bliver de altid dens skyldnere og undersåtter.

For loven kræver en fri, glad og villig vilje; den har de ikke, og de kan ikke have den af sig selv. Troen på Kristus alene giver den. Hvor den er, dér holder loven op med at kræve og er tilfreds; den har fået fyldest og er opfyldt. Eleven kan nu, hvad han skulle kunne, og hvad tugtemesteren krævede, at han skulle vide; derfor slipper han ham nu, kræver ikke mere af ham og er ikke længere hans tugtemester, men hans gode ven og kammerat.

Altså forløser troen os ikke legemligt fra loven, så vi farer hid og loven did og således kommer fra hinanden, så vi aldrig mere er under den; men sådan, at dens krav er sket fyldest ved os. Vi kan og har nu det, som den ville vide og have af os, nemlig Helligånden, som gør, at vi har den kær. For den ville ikke bare have gerninger gjort og lod sig heller ikke nøje med gerninger; den ville elskes og mættes med kærlighed. Uden kærlighed ville den ikke give os fri og heller ikke lade sig betale, og så måtte vi med alle vore gerninger blive under den uden kærlighed som dens skyldnere. Og vor samvittighed havde ingen fred for den; den straffede os altid som syndere og overtrædere og truede med døden og helvede, indtil Kristus kom og gav os sin egen Ånd og kærlighed ved troen, forkyndt i evangeliet. Da blev vi løst fra loven, så den ikke mere kræver, ikke mere straffer, lader samvittigheden have ro og ikke mere skræmmer med død og helvede, men er blevet vor venlige ven og kammerat.

Ligesom tugtemesteren ikke slipper drengen sådan, at han dør eller flytter et andet sted hen, men åndeligt, sådan at drengen er blevet en anden og kan det, som faderen ville have ved tugtemesteren, sådan slipper loven heller ikke os på den måde, at den holder op med at være til eller bliver afskaffet; men den slipper åndeligt, sådan at vi er blevet andre og har det, som Gud ville have ved sin lov.

Derfor har jeg sagt, at dette billede af drengen og tugtemesteren er en fin og klar anvisning til at forstå loven og nåden i os ret. For lovens første brug (at den spærrer inde og gør udvortes retskaffen) er sunket så dybt ind og drevet gennem alle lærere og bøger, og den ligger desuden naturen så nær, at det næsten bliver surt og svært også at forstå denne anden brug: at den indvortes gør synden større. Derfor kan jeg godt ligne det ved en vægt, hvor den ene skål er tom og den anden tynget.

Altså: når loven gør udvortes retskaffen, så forøger den synden indvendig og lægger indvendig lige så meget på ved hadet og uviljen, som den lægger af udvendig i gerningerne, ja meget mere, så at Sankt Paulus kalder det, Rom 7,13: Ultra modum peccans peccatum per legem, at synden ved loven bliver ond over al måde og synder alt for meget osv. Alt det må enhver også bekende af sin egen erfaring.

For I er alle Guds børn ved troen på Kristus Jesus.

Hvad der er under loven og virker uden lyst, er alt sammen trælleagtigt, som der er sagt i den forrige epistel; men hvad der er i troen og virker med lyst, er alt sammen børn, for de har fået Guds Ånd ved Kristus. Men apostlen drager det hen på Kristus og mener en sådan tro, som tror på Jesus Kristus og bliver i ham, så at ingen anden tro er tilstrækkelig og ret, om den så tror på Gud, sådan som den vil.

Der er nogle, især blandt de nye lærere ved de høje skoler, som siger: Syndernes forladelse og nådens retfærdiggørelse ligger helt og holdent i den guddommelige imputation, det vil sige i Guds tilregnen, så at det er nok, at den, som Gud tilregner synden eller ikke tilregner den, derved er blevet retfærdig eller ikke retfærdig fra sine synder – sådan som de synes, Sl 32,2 og Rom 4,7–8 lyder, hvor der står: «Salig er det menneske, som Gud ikke tilregner hans synd.»

Hvis det var sandt, var hele Det Nye Testamente allerede intet og forgæves. Og så har Kristus arbejdet tåbeligt og unyttigt, når han har lidt for synden; ja, Gud selv ville da have drevet det rene skinfægteri og gøgl helt uden nødvendighed, eftersom han godt kunne have tilgivet synden og undladt at tilregne den uden Kristi lidelse. Og så kunne også en anden tro end troen på Kristus gøre retfærdig og frelse, nemlig en tro, der forlod sig på en sådan nådig barmhjertighed hos Gud, at dens synder ikke blev tilregnet den.

Imod denne grufulde, skrækkelige forståelse og vildfarelse har den hellige apostel den skik, at han altid drager troen hen på Jesus Kristus og nævner Jesus Kristus så mange gange, at det er et under, hvis nogen ikke kender en så nødvendig grund. Der står jo, som man siger, Jesus Kristus i hvert andet ord, ja intet andet end Jesus Kristus, i Sankt Paulus’ breve. Og de hedenske mestre har så frækt udslettet ham og bragt ham til tavshed for os med deres grufulde og helvedes drømme om en sådan forførelse.

Derfor ved vore højlærde på de høje skoler nu heller ikke længere, hvad Kristus er, eller hvortil han er nødvendig og nyttig, og hvad evangeliet og Det Nye Testamente betyder. De mener, at Kristus kun er en Moses, det vil sige en lærer, der giver love og bud om, hvordan man skal være retskaffen og leve godt. Derefter kommer de farende med den frie vilje og de naturlige gerninger og vil dermed berede sig og gøre sig skikket til nåden, ja ligefrem storme himlen.

Giver Gud nu sin nåde til sådanne gerningsfolk, som har beredt sig ved deres egen flid, så må Kristus blive et fugleskræmsel. Hvad skal de med ham, hvis de kan opnå nåden i deres eget navn og ved deres egne gerninger? Sådan lærer de jo ikke alene offentligt, men forsvarer det også med pavens bandbuller og al magt og fordømmer den modsatte lære som det højeste og værste kætteri. Derfor har jeg advaret og advarer endnu enhver, så han ved, hvordan paven med de høje skoler har kastet Kristus og hele Det Nye Testamente længere ud af verden, end jøderne eller tyrkerne nogen sinde har gjort. Derfor er paven den rette Antikrist og hans høje skoler Djævelens egne kroer og horehuse. Hvad skal Kristus, hvis jeg kan opnå Guds nåde ved min egen naturlige beredelse? Eller hvad vil jeg have mere, når jeg har nåden?

Lad os derfor vogte os for en sådan helvedes gift og ikke miste Kristus, den trøstefulde Frelser. Kristus må være her frem for alle ting. Det er sandt, som David siger i Sl 32,2 og Paulus i Rom 4,8, at den er salig, som Gud ikke tilregner hans synd. Men det fører Sankt Paulus derhen, at alene den, som tror på Kristus, får en sådan guddommelig tilregnen, ikke den frie vilje eller naturen for dens gerningers skyld. For han fører Abraham frem, hvordan hans tro blev regnet ham til retfærdighed, da han troede Guds forjættelse om sin sæd. Selv om Gud nu af den rene nåde ikke tilregner os vore synder, så har han dog ikke villet gøre det, uden at der først var sket hans lov og hans retfærdighed fyldest i alle ting og til overmål. Denne nådige tilregnen måtte først købes af hans retfærdighed og opnås for os.

Derfor, da det var umuligt for os, har han for os indsat én i vort sted, som skulle tage al den straf på sig, som vi havde fortjent, og opfylde loven for os og således vende Guds dom bort fra os og forsone hans vrede. Således bliver nåden ganske vist givet os for intet, så den ikke koster os noget; men den har alligevel kostet en anden meget for os og er erhvervet med en utallig, uendelig skat, nemlig ved Guds Søn selv. Derfor er det nødvendigt, at vi frem for alle ting har ham, som har gjort dette for os; og det er også umuligt at opnå nåden uden alene ved ham.

Se, derfor er ingen fra Adam til Abraham blevet frelst uden ved troen på kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved; og efter Abraham ingen uden ved troen på Abrahams sæd. Sådan kan heller ikke nu nogen blive frelst uden alene ved troen på den samme Abrahams sæd, som nu er kommet. Åh, det duer ikke, at du vil komme til Gud uden denne mellemmand, ved dig selv, med din egen flid og dine gerninger, sådan som jøderne, tyrkerne og de pavelige lærer. Hvem vil forsone dig med Gud først? Han siger i Joh 14,6: «Der kommer ingen til Faderen uden alene ved mig.»

Egypterne i den dyre tid ville også gå til Farao, kongen selv, og klage; men han viste dem fra sig og sagde: «Gå hen til Josef, og gør, hvad han siger jer.» Sådan hører Gud heller ikke nogen og hjælper ingen til frelse, men vi må alle komme til Kristus. Han er sat som herre over alle ting, og hos ham er nådens trone; han har erhvervet os den; derfor er det spildt, at vi søger den andetsteds. Ja, hvis vi var uden synd, som Adam var før faldet, så behøvede vi ikke Kristus og kunne komme frem for Gud ved os selv. Men i den dyre tid efter faldet må vi have en Josef, som er uden synder og dog tager imod os syndere og fattige, som kommer til ham og begærer ham.

Deraf følger, at de pavelige ikke taler om og tror andet om naturen, end som om den endnu var uskadt, som den var i Adam før faldet; de tror ikke, at den er helt fordærvet i synderne og er Guds fjende. For Gud er synderne fjendtlig, og så er synden også Gud fjendtlig, som Paulus lærer i Rom 5 og 8. Så tror de sandelig ikke på det, Moses skriver om Adams fald, 1 Mos 3, eller også holder de samme fald for en spøg, der ikke har virket noget i naturen og ikke har gjort den syndig og underlagt Guds vrede. Da de altså ikke tror Moses, ikke behøver Kristus og således forkaster både Det Nye og Det Gamle Testamente og fordømmer hele den levende Skrift, så er det gået dem ret fra Guds side, at de er blevet elever af den døde og fordømte hedning Aristoteles og er blevet Djævelens lokum, som fylder dem med pavens love og menneskelære, så det flyder over og over og stinker og tilsøler verden; og alligevel bliver de stadig i mørket, så de trænger sig ind til Gud uden en sådan tro på Kristus med deres bøn, faste, messer, studier og prædikener.

Og selv om de nævner Kristus og bekender ham, så er deres forståelse dog ikke anden, end at Gud til overflod har gjort ham til en sådan herre for dem, så de skal være Gud lydige i det og have ham til herre; ellers kunne den frie vilje vel opnå Guds nåde ved naturlig flid uden et sådant herredømme af Kristus. Så Kristi rige for deres skyld er en unødvendig ting hos dem og et rent lune hos Gud, som vil have ham til herre på den måde, ligesom et andet kongerige, man er underlagt – ikke fordi det er nødvendigt til frelse, eftersom man vel kan blive frelst uden et sådant rige, men fordi det er Guds vilje og bud at være den samme konge lydig.

Således er Kristus nu hos dem i deres hjertes grund ikke en Frelser, men snarere en tyran og fangevogter, som naturen ikke behøver for at opnå nåde, men som den kun er blevet tynget mere af, eftersom den nu ikke alene må have Gud til herre, som før, men også Kristus og hans bud.

Mange har i gamle dage forkyndt, at i Antikrists tid skulle alle kættere komme sammen i én flok og ødelægge hele verden; det er nu i fuld gang under paven og tyrken. For når Kristus er forkastet og fordømt sammen med hele Skriften, så der ikke er blevet andet tilbage end navnet, kan man let påvise, hvordan nu alt kætteri, al vildfarelse og alt mørke hersker, som nogen sinde har været fra verdens begyndelse, så jeg ofte har frygtet stærkt, at alle mennesker nu bliver fordømt undtagen dem, der dør i vuggen; og ingen erkender, begræder eller beklager Guds grusomme vrede over os.

Se, det er grunden og nøden til, at Sankt Paulus altid driver troen således hen på Kristus: han har vel forudset en sådan giftig lære, som skulle komme, og som uden Kristus understår sig at handle med Gud, som om Gud og vor natur var gode venner med hinanden, som om retfærdigheden kunne have synden kær og bønhøre, hvad synden ville.

Derfor, kære venner, lad os være kloge og kende Kristus ret, nemlig sådan, at vi frem for alle ting må høre evangeliet og dér tro på Kristus: ikke alene for hans egen skyld, sådan at han er en herre, men sådan, at han er den mand, som er trådt i stedet for vor syndige natur, har læsset hele Guds vrede på sig og overvundet den – den vrede, som vi havde fortjent med alle vore gerninger – og ikke har beholdt alt dette for sig selv, men givet os det til ejendom, så at alle, som tror dette i ham og om ham, visselig ved ham skal forløses fra den samme Guds vrede og tages til nåde.

Deraf lærer vi, hvor meget nødvendig og nyttig Kristus er for os, og at det er løgn og udtænkt af Djævelen selv, at et menneske af naturlige kræfter kan gøre så meget, at Guds nåde bliver givet det. For hvis naturen kan opnå nåde, er Kristus ikke nødvendig som talsmand og mellemmand. Er han derimod nødvendig, så kan naturen ikke opnå andet end unåde; de to kan ikke stå sammen: selv at være mellemmand og at have Kristus til mellemmand.

For alle I, som er døbt til Kristus Jesus, har iført jer Kristus.

Hvor fin en orden holder apostlen dog: Nu da troen er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren. Hvorfor? For I er alle Guds børn ved troen på Jesus Kristus. Men hvordan går det til, at vi bliver Guds børn? Alle I, som er døbt til Kristus, har iført jer Kristus. Kristus er Guds barn; derfor må den, som klæder sig i Guds barn, også være Guds barn, for han går klædt i guddommeligt barnekår, og det må visselig gøre ham til et barn. Er han så et barn, er han ikke længere under loven, hvor der kun er trælle. Og selv om et barn er under den, ligesom barnet under tugtemesteren, så er det dog ligesom en træl, så længe det er under ham, sådan som teksten fortsætter hos Sankt Paulus, og som vi har hørt i den forrige epistel.

Men hvad betyder det at iføre sig Kristus? De vantro har her hurtigt svaret, at det betyder at efterfølge Kristus og blive hans eksempel lig. Men på den måde kunne jeg også iføre mig Sankt Peter, Paulus og alle de hellige, og der ville ikke være sagt noget særligt om Kristus. Derfor lader vi troen tale her, som Sankt Paulus beskriver så yndigt med dette ord «iføre sig». Det er åbenbart, at de, der bliver døbt, endnu aldrig før har efterfulgt Kristus, men begynder i dåben at efterfølge Kristus; derfor må Kristus først være iført, før man følger ham. Og det må være en helt anden ting at iføre sig Kristus end at følge Kristi eksempel.

Det er en åndelig iførelse i samvittigheden, og den går sådan til, at sjælen tager sig Kristus og al hans retfærdighed til, som sit eget gods, trodser på det og forlader sig på det, som havde den selv gjort og fortjent det; ligesom et menneske plejer at tage sig sin klædning til. En sådan tilegnelse er at iføre sig åndeligt: det er den rette tros art og natur. Visselig er Kristus givet os sådan, at al hans retfærdighed, ja alt, hvad han har og er, står for os, som var han vor egen. Og den, der tror det, for ham sker det også således, som Sankt Paulus siger i Rom 8,32: «Han har givet sin egen søn for os; hvordan skulle han da ikke have givet os alle ting med ham?» Ligeså 1 Kor 1,30: «Kristus er af Gud blevet os til retfærdighed, visdom, hellighed og forløsning.»

Se, den, der tror sådan på Kristus, han iklæder sig ham. Derfor er troen en så stor ting, at den gør mennesket frelst og retfærdigt, for den bringer det alle Kristi goder, som samvittigheden trøster sig ved og forlader sig på. Derfor må den så blive glad i Kristus og få lyst til at gøre alt godt og sky alt ondt, og den frygter ikke længere hverken død eller helvede eller noget ondt; den er så rigeligt klædt i Kristus.

Det kaldes så at have gjort loven fyldest og ikke længere at være under den: for da er Helligånden med klædningen i sjælen, og der står et helt andet menneske; da går den klædt i Guds barnekår, derfor må den være barn. Se, på den måde kan ingen helgen iføres for Gud. For enhver har selv brug for også at iføre sig Kristus og har ikke noget, han kan give andre at iføre sig.

Efter denne klædning og iførelse følger så eksemplet og efterfølgelsen; for da gør mennesket til gengæld også således mod sin næste, som Kristus har gjort mod ham, giver og gør ham også alt det gode, han har og formår, lader sig også iføre og klæder sin næste med det, han har. Men den klædning, som han selv er klædt med i Kristus, kan han ikke give ham; for ingen kan lægge sin tro fra sig over på en anden eller give ham en lignende tro. Han kan nok derved bede for ham, at han også må blive klædt med Kristus på samme måde; men enhver må tro for sig selv, og alene Kristus må klæde os alle med sig selv.

Den, der nu ikke har en sådan tro, at Kristus er hans med alt sit gode, han tror endnu ikke ret, er heller ingen kristen, og hans hjerte bliver heller ikke glad eller villigt; for alene denne tro gør kristne, gør glad, villig, tryg, frelst og til Guds barn; dér må Helligånden bo. Åh, hvilken smuk, broget og kostelig klædning er dette, hvor der hænger så overvættes ædel pryd, smykker og klenodier af al dyd, nåde, visdom, sandhed, retfærdighed og alt, hvad der er i Kristus, så at Sankt Paulus med god grund siger: «Gud ske tak for hans uudsigelige gave.» Og Sankt Peter siger i 2 Pet 1,4: «Ved Kristus er store og kostelige goder givet os.» Det er Josefs brogede kjortel, som hans far Jakob lod gøre til ham frem for de andre børn; for alene Kristus er fuld af nåde og sandhed. Ligeså er det ypperstepræsten Arons kostelige klædning, som han tjente Gud i. Om det var der meget at sige, for Paulus viser os også med dette ord hen til de samme beretninger.

Omvendt: ligesom vi ifører os Kristus og tilegner os ham, sådan ifører han også sig os og tager sig af os og alt, hvad vort er, som var det hans eget. Nu finder han intet godt i os, men lutter synd; den tager han sig af og driver den bort fra os som fra sin herlige klædning. Desuden beder han for os og bærer den frem for Gud, så den ikke bliver straffet evigt, som Sankt Paulus siger i Rom 8,34: «Kristus går i forbøn for os hos Gud.» Og i Sl 41,5 siger han: «Jeg sagde: Herre, vær mig nådig, helbred min sjæl, for jeg har syndet mod dig.» Og i Sl 69,6: «Herre Gud, du kender min dårskab, og mine synder er ikke skjult for dig.» Alt dette er sagt i vor person, sådan som Sankt Paulus i Rom 15,3 udlægger det af den samme salme, Sl 69,10, og siger, hvordan Kristus har båret vore synder og ikke foragtet os og heller ikke holdt sig for god til os med sin hellighed, men som der står skrevet: «Forhånelserne fra dem, som forhåner dig, faldt på mig.»

Nu, at han er vor klædning og går i forbøn for os som for sin klædning, det hører vi gerne; men når han vil rense sin klædning, det finder vi os meget nødig i. Vil vi være hans klædning, så må vi sandelig finde os i, at han renser den; han kan og vil ikke gå i en uren klædning. I lidelsens tid, da han havde iført sig klædningen på ny, da fejede han dygtigt i den gennem døden og al slags lidelse; da sad han (som der står i Mal 3,3) og smeltede Levis børn og var som en valker, der renser klæderne. Derfor er det et godt tegn, hvor han skaffer megen lidelse; og hvor hans klædning er, holder han heller ikke op, men renser i den med al slags lidelse. Gør han det ikke, så er hans klædning ikke dér.

Her er hverken jøde eller græker, her er hverken træl eller fri, her er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i Kristus Jesus.

Det er åbenbart nok, at Sankt Paulus ikke mener, at der nu ikke er nogen jøde, ingen græker, ingen mand, ingen kvinde i naturen og efter legemets person, men i det, han taler om. Men hvad taler han om? Ikke om legeme eller natur, men om troen, om retfærdiggørelsen, om Kristus, hvordan vi i ham bliver Guds børn ved troen; alt dette går til i sjælen og samvittigheden, ikke ved kød og blod, ikke ved hånd eller fod, men ved Ordet og evangeliet.

I dette væsen og denne handel er der ingen forskel på nogen person; det gælder alt sammen lige, hvad enten du er jøde, hedning, træl, fri, mand eller kvinde. For mennesker og i det legemlige liv har jøden vel en anden lov og måde at leve på end grækeren, trællen en anden end den frie, manden en anden end kvinden. Jøden er omskåret, hedningen uomskåret; manden går med udækket hår, kvinden bærer et slør; desuden har enhver også sin måde at tjene Gud på, og det går, som man siger: «Så mange lande, så mange skikke.» Men en sådan måde og alt, hvad der er udvortes og ikke tro, gør ikke retfærdig eller from for Gud og hindrer heller ikke retfærdiggørelsen; for troen kan forblive den samme i og ved alle disse måder, personer, skikke og forskelle uden nogen forskel.

Men hvor ulykken slår ned, at mennesket falder hen på en sådan måde og hænger fast ved den som ved det, hvorved det vil og skal blive from og retfærdigt, og vil dermed hjælpe sin sjæl, lægge synden af og erhverve frelse, dér er alt vendt om, Kristus fornægtet, Gud tabt, tro og evangelium borte; dér hersker gerningerne og loven igen, dér er samvittigheden allerede forført, så den mener, at holdt den ikke den skik, var den allerede evigt fortabt, men holder den den, kan den blive frelst derved. Det er den skadeligste vildfarelse på jorden; derimod strider apostlen så hårdt. For med en sådan indbildning eller samvittighed er det ikke muligt, at den kristne tro kan blive; for den vil og kan ikke ved nogen ting i himlen og på jorden blive retfærdig og frelst uden alene i Kristus. Alle andre måder, love, gerninger, skikke og personer bruger den kun til legemets øvelse på jorden og til tjeneste for sin næste.

Hvad fejler nu jøderne, siden de ikke bliver frelst? Sankt Paulus svarer i Rom 9,32: De vil frem ved gerningerne og ikke ved troen. De vil, at der kun skal gælde jøder i himlen; men Gud vil, at der kun skal gælde kristne, hvad enten de er jøder eller hedninger, mand eller kvinde. De mener: Holder de loven, så bliver de frelst, hvis ikke, så bliver de fordømt; men Gud mener omvendt: «Den, som tror på Kristus, bliver frelst; den, som ikke tror, bliver fordømt», Mark 16,16. Desuden kan ingen holde loven uden tro, som der er sagt ovenfor, og som Sankt Paulus også bevidner i Gal 6,13, hvor han skriver: «De, som lader sig omskære, holder ikke selv et stykke af loven.» Hvorfor? Der er ingen villig overholdelse, men lutter lovens skræk og lokken. Da de nu mener, at de må være jøder og intet andet, og må fare frem, som jøderne gør i loven, og således hænger fangne med samvittigheden ved jødedommen og lovene, så må de fortabes evigt; for det er besluttet: Der er ingen jøde, ingen hedning, som Sankt Paulus siger her, men lutter Kristus og kristne.

Hvis de nu først troede på Kristus og derefter blev ved at være jøder, som de ville, lod sig omskære eller lod være, holdt deres love, som de ville, blot de ikke understod sig at blive retfærdige og frelste derved, men alene ved Kristi nåde, ligesom alle deres fædre og patriarker, som Sankt Peter siger i ApG 15,11, så ville det være uden nogen fare for dem. Men det gør de ikke; de hænger for fast ved gerningerne og lovens skræk og lokken, så de straks fordømmer og forfølger alle, som siger dem noget andet og prædiker om troen. Af den samme grund har også deres forfædre forfulgt og dræbt alle profeterne og sagt bagefter, at de for Guds og hans lovs skyld havde udryddet folkets forførere og bespottere af loven og gudstjenesten, sådan som Moses havde befalet dem.

Men lad os her også se på vore jøder, de gør det meget grovere og plumpere. De jøder havde dog et hæderligt skin af, at Guds lov bandt dem; vore jøder, paven med sine pavelige, driver os ind under lutter menneskelove og deres egne små påfund, som Gud har forbudt. De skriger meget højt om den ædle dyd lydighed, at uden den kan ingen blive frelst, og ved den bliver enhver frelst; men de tyder ikke denne lydighed på Guds bud, men på deres små love og påfund.

Se på deres væsen, så finder du visselig, at de ikke tænker at blive retfærdige og frelste ved troen som kristne, men ved deres gerninger og love, som kartusianere, prædikebrødre, barfodsmunke, augustinere, benediktinere, domherrer, vikarer osv. De bekender også selv, at de antager sådanne ordener og stænder som de rette veje til at blive retfærdige og frelste, så det er åbenbart, at deres samvittighed hænger ved gerningerne og ikke ved Kristi nåde. Og selv om de læser Sankt Paulus’ ord, at der ingen jøde, ingen græker er osv., så siger de dog: «Er det ikke jøde eller græker, så er det dog kartusianer, barfodsmunk, prædikebroder, benediktiner, augustiner, denne og hin stand.»

Men taler man om troen på Kristus, så siger de: «Vi ved godt, at vi må tro på Kristus»; men at de alene ved ham skal blive retfærdige og frelste, det tror de ikke, og de siger: «Hvad skulle så de gode gerninger være til nytte? På den måde var sådanne ordener og stænder forgæves; du vil ødelægge gode gerninger og gudstjeneste. Ud, ud med den forbandede kætter! Ild, ild, ild herhen! Kætter, kætter, kætter! Skulle Sankt Frans, Dominikus, Benedikt, Augustin, Bernhard og Antonius have taget således fejl? Hvad bilder du dig ind? Hvor kommer du fra med den djævletro?»

Se, er det ikke sandt, at vore helgener og jøder farer frem på den måde? Hvad skal vi nu gøre med dem? Vi må gøre, som Sankt Paulus gjorde over for galaterne og råbte to gange: «Selv om en engel fra himlen eller vi selv forkyndte jer noget andet, end I har hørt, så være det forbandet» (Gal 1,8–9). Sådan siger også vi: Vor prædiken og troens grund er denne, at retfærdiggørelsen og frelsen består alene ved troen, uden lov og gerninger. Om nu hele verden var lutter kartusianere og lærte noget andet, så være det forbandet. Om hele verden var lutter barfodsmunke, prædikebrødre, augustinere, benediktinere og lærte noget andet, så være det forbandet. Jeg siger videre: Om én verden var lutter hellige Augustiner, den anden lutter hellige Franser, den tredje lutter hellige Dominikusser, den fjerde lutter hellige Benedikter, den femte lutter hellige Antoniusser, den sjette lutter Sankt Pauluser, den syvende lutter englen Gabriel, hvad så? Lærte de noget andet, så være det forbandet. Guds ord må alligevel bestå, og Kristus alene blive. Hvad vil du mere?

Kristus har sagt om disse sekter i Matt 24,24: «Mange falske Kristus’er og falske profeter skal stå frem og sige: Se, her eller dér er Kristus; så skal I ikke tro det. De skal gøre store tegn og undere, så at (om det var muligt) også de udvalgte bliver forført i vildfarelsen.»

To grunde har i lang tid holdt mig tilbage, så jeg ikke turde forstå dette ord om disse sekter og ordener. Den første, at de er så mange, og at hele verden er fuld af dem. Hvis de havde været få, ville jeg ikke have ladet mig holde tilbage. Jeg tænkte: Gud lader ikke så mange mennesker fare vild; og jeg så ikke, at teksten så klart siger, at de skal være mange, så at også de udvalgte, hvis tal er lille, kunne fare vild med dem. Den anden grund, at der har været hellige folk i dem, som Benedikt, Bernhard, Augustin, Frans, Dominikus og mange af deres efterfølgere. Da tænkte jeg, at det ikke kunne være vildfarelse; og jeg så ikke, at Kristus siger: De udvalgte skal glide i dette og anfægtes med vildfarelse, men dog ikke blive i den.

Gideon, Dom 8, var også en stor mand i troen, og derved gjorde han også store ting; alligevel blev han forført, så han oprettede en efod, det vil sige en særlig gudstjeneste og skik, som der siden kom megen jammer af, og hans slægt blev helt udryddet, som Skriften siger samme sted. Hvad skulle det så være for et under, om Sankt Benedikt, Frans og Dominikus havde taget fejl? Hvem kan gøre os sikre på, at de ikke har taget fejl i dette?

Det er muligt, at det her er gået, som det almindeligvis går i alle helgenlegender: at folk lader de kære helgeners bedste væsen og rette vej fare og kun falder over det, hvor de som mennesker har snublet. Så bliver deres skrøbelighed fremhævet i stedet for deres styrke, og deres styrke bliver trykket ned; for enhver er tilbøjelig til at følge det svageste og ringeste, det værste og ikke det bedste.

Men hvis de førte sådanne stænder og ordener frit, ikke i den mening at blive retfærdige og frelste derved, men alene til øvelse af deres legeme og til tjeneste for næsten, Gud til ære, og overlod det at blive retfærdig og frelst til troen alene, så ville det alt sammen være til at bære og uskadeligt for dem selv; skønt ikke uden forargelse for den enfoldige hob, som lærer af det, så den mener, at et sådant væsen er den rette vej, og dens tro får et stort stød deraf, hvis den ikke falder helt omkuld. For troen er en fin og ædel ting, den bliver let såret, især af sådanne skinnende, glinsende gerninger og fagter.

Nu er der ingen tvivl om, at de hellige fædre med deres disciple har ført sådanne stænder i frihed og uden skade, ja med troens forøgelse; ellers var de sandelig ikke hellige. Men denne blinde hob farer efter dem og følger dem, lader kernen fare og beholder skallerne, gør deres gerninger og glemmer deres tro; og alligevel vil den rose sig og lade sig se, som om den holdt de hellige fædres stand, orden og eksempel, skønt den ikke har mere end skyggen af det, og den er en rigtig abeflok, som gør alt efter, hvad den ser, og dog bliver ved at være abe og ikke gør noget i en sådan kristen frihed. Det beviser de med, at de siger: «Skulle jeg ikke blive retfærdig og frelst ved min stand, orden og mine gerninger? Hvis det alene stod på troen, som alle har, hvad søgte jeg så i klostret? Hvorfor er jeg blevet munk? Hvorfor er jeg så præst? Hvad gør så mine messer og bønner, som jeg holder? Så kunne jeg lige så godt være blevet en lægmand.»

Her ser du af disse deres ord, at de er vantro og ikke kristne og ikke vil være ét med alle kristne, som Sankt Paulus siger her, at alle døbte har iført sig Kristus og alle er én i Kristus; men de søger egne, særlige veje frem for alle kristne, og Kristus er hverken god, fyldestgørende eller nok for dem, til at de vil iføre sig ham og blive retfærdige og frelste i ham.

Således vender de dette ord af Sankt Paulus om og siger: Alle døbte er ikke én i Kristus, men der er ikke alene jøde og græker, men også kartusianer, barfodsmunk, prædikebroder, præst og lignende stænder; det er de rette veje til frelse. Således søger de først frelsen og retfærdigheden ved deres væsen, som de i forvejen skulle have fra dåben i troen, sådan som andre kristne har dem; de glemmer deres kristne væsen og navn og tager et menneskeligt væsen og navn i stedet; de hedder ikke længere kristne, men kartusianere, benediktinere, barfodsmunke osv.

Sankt Paulus taler her om trælle og frie efter den gamle skik, som ikke er almindelig nu, men som før også fandtes i de tyske lande, dengang trællene var livegne, som deres herrer kunne sælge og gøre med som med det andet kvæg. Dem, der ikke var sådanne livegne, kalder han de frie. Og nu kunne man vel kalde klosterfolket for sådanne trælle og livegne, for de giver sig til ejendom under mennesker. Og gid Gud ville, at de selv holdt sig for det og lod deres gejstlige væsen være et frivilligt fangenskab, hvori de ikke blev retfærdige eller frelste, men hvori de øvede deres retfærdighed og frelse, som de havde fået ved troen!

Nu: Så lidt som det hjælper eller hindrer til frelsen, at du er mand eller kvinde, lige så lidt hjælper eller hindrer det, at du er kartusianer eller præst og fører alle slags væsen, gerninger, ordener og stænder i det ydre. At du er kvinde, gør dig hverken retfærdig eller ond, selv om du gør alle den kvindelige naturs gerninger; men det gør troen på Kristus, over og uden for dit kvindekøn og dit kvindelige væsen og dine kvindelige gerninger.

Således gør det dig hverken gejstlig, retfærdig eller frelst, at du er nonne, selv om du holder alle nonneordenens regler, love og gerninger til punkt og prikke, ja, selv om du alene opfyldte alle nonners gerninger og væsen; men troen på Kristus gør det. Den ved intet om nonner eller munke, intet om lægfolk eller præster, intet om skomager eller skrædder, intet om faste eller bøn, lige så lidt som den ved om jøder og grækere, om mand og kvinde, om trælle og frie; men den er i alle og over alle, uden nogen forskel på stænder, ordener, personer, fagter, gerninger, klæder, mad, dage, steder og håndværk – kort sagt: på ingen af dem beror retfærdigheden og frelsen.

Men omvendt kan de godt hænge ved retfærdigheden og frelsen, det vil sige: de kan godt tro på Kristus og i ham blive ét og det samme alle sammen, hvor mangfoldigt deres ydre væsen end er; som Sankt Paulus siger: «I er alle én i Kristus.» Derom synger Sl 68,7: «Gud lader de enige – eller dem, der er ét – bo i huset.» Og Sl 133,1: «Se, hvor fint og dejligt det er, når brødre bor endrægtigt sammen.» For troen er én og den samme i alle og gør den ene retfærdig som den anden. Det gør sekterne og ordenerne ikke, men hver enkelt sætter sig sin egen vis for; derfor er det lutter vildveje. Og hvor der ikke er prælater i klostrene, som lærer dette, var det langt bedre, at der ikke stod en pind eller en sten tilbage af det kloster; for de er det rene helvedes porte. Det var også bedre at løbe derfra og lære troen et andet sted end at blive derinde en eneste time; man kan jo alligevel godt holde kyskhed. O, de utallige snarer og forargelser! Hvor mange ædle sjæle må her så ynkeligt kvæles og omkomme, som dog så let kunne hjælpes! Ve, ve, ve over paverne, bisperne og alle dem, som har fået sådan en flok betroet at tage sig af! Her kan Kristi ord lyde, Matt 24,19: «Ve dem, som giver die, og dem, som nærer, i de dage!»

Han siger også: «I er alle sammen én» – ligesom talte han om én mandsperson. Det siger han mod mængden således: I er ikke mange, men én. Og selv om I i det ydre væsen er mange og forskellige og ikke alle af samme stand eller gerning – og det er ikke dér, retfærdigheden og frelsen ligger – så er I dog i det indre, hvor frelsen og retfærdigheden er, én. Derfor er lægmanden vel for mennesker noget andet end præsten, en munk noget andet end en nonne, en mand noget andet end en kvinde; men for Gud er der hverken lægmand eller præst, nonne eller munk, mand eller kvinde; det ene er som det andet i troen. Det er Skriftens ordsprog: Non est prosopolepsia, som apostlene almindeligvis bruger, og som på dansk lyder: «Der er ingen personsanseelse.»

Her opfyldes forbilledet i 2 Mos 16,18, da Israels børn sankede himmelbrødet, den ene mere, den anden mindre, og når de så målte det med målet omer – det var så meget, som én kunne spise på en dag – fik de alle lige meget, hver sin omer; og som teksten siger: De, der havde sanket meget, fik ikke mere, og de, der havde sanket lidt, fik ikke mindre end en omer. Sådan skulle det nu ikke alene være i troen, hvor vi alle på ens vis modtager den ene Kristus i troens ene omer, selv om den ene hører mere evangelium end den anden; men det skulle også ske i kærligheden, så at alle kristnes liv og gods var fælles, sådan som apostlen udlægger dette forbillede i 2 Kor 8,15: «Den, som sankede meget, fik ikke for meget, og den, som sankede lidt, fik ikke for lidt»; og så at man bar lige store byrder, som apostlene gjorde i begyndelsen.

For ligesom det går os fra Kristus i troen, hvor han viser sin kærlighed og øser sin godhed ud over os og gør os alle lige med sig selv, og han gør sig lige med os, således må vi også handle med vor næste med vort gods, hvis vi vil være kristne. Og hvor troen er ret, dér gør den det uden tvivl villigt af hjertet; dér er så alle ting én ting, og alle kristne ét menneske; dér er loven da helt opfyldt. Men gør den det ikke, så er der endnu ingen tro og ingen kristne. Derfor er det let at se, hvordan troen nu ligger ned over hele verden, og der ikke er flere kristne; og dog er alle kroge fulde af messer og gudstjeneste, det vil sige: den rene afgudsdyrkelse.

Så siger du: «På den måde ødelægger du alle klostre og stifter og giver enhver anledning til at løbe derfra og forlade sin stand.» Dertil svarer jeg: Disse ord og denne lære er jo ikke mine, som du ser; tal med Sankt Paulus, ja, med Kristus og Gud om, hvorfor de ødelægger sådanne stifter og sådant væsen. Der var også i Israels folk særlinge, som hed Baals og Moleks folk, og det varede så længe, at alle lande og byer blev fulde af en sådan egen og særlig gudstjeneste, så Jeremias (Jer 2,28) og Hoseas (Hos 10,1) siger: «De har rejst lige så mange altre og guder, som de havde byer», og dog ville de alle dermed tjene Gud; derfor lod Gud landet ødelægge.

Og den hellige kong Josija rumsterede iblandt dem, 2 Kong 23,5, rev og brød alle sådanne gudstjenester ned og frygtede alligevel ikke pavens band, eller at de skulle sige om ham, at han havde ødelagt gudstjenesten; sådan som Rabshake bebrejdede den hellige kong Hizkija den samme gerning, 2 Kong 18,22. Dog ødelægger denne lære ikke klostrene og stifterne, men lærer dem at vandre ret og kristeligt derinde.

Se på Paulus' ord, hvordan han værger og møder på begge sider for at holde os på den rette middelvej. Han siger: «Der er ikke jøde eller græker» osv. Hvis en jøde ud fra de ord ville sige: «Gælder jødestanden ikke for Gud, nuvel, så vil jeg lade den fare og blive græker og tage den modsatte stand», så møder Sankt Paulus ham på den anden side: «Nej,» siger han, «heller ikke en græker gælder.» Vil grækeren så sige: «Ja, så lader jeg grækerstanden fare og bliver jøde» – «Nej,» siger Paulus, «heller ikke en jøde gælder.» Siger kvinden eller trællen: «Ja, så gid jeg var en mand eller fri, når kvinde og træl ikke gælder», så møder Sankt Paulus atter: «Nej, heller ikke mand eller kvinde gælder.» Hvad gælder så? Jo, ikke ud til siden, men op over: over jøder, grækere, trælle, frie, mand og kvinde, i troen og i Kristus. Hint er jordiske veje, dette er en himmelsk vej.

Således siger han også i 1 Kor 7,18: «Blev nogen kaldet som omskåret, skal han ikke blive uomskåren; blev nogen kaldet som uomskåret, skal han ikke lade sig omskære.» Hvad betyder det andet end, at jøden ikke skal sige: «Når min omskærelse ikke gælder, nuvel, så lad det gælde at være uomskåret, og derved vil jeg nu blive retfærdig.» Omvendt skal hedningen ikke sige: «Når min uomskårethed ikke gælder – og jeg ville jo så gerne blive frelst – nuvel, så omskærer jeg mig.» Nej, siger Paulus, ingen af delene, og han slutter således: «Omskærelse er intet, og uomskårethed er heller intet, men at holde Guds bud.» Det er så meget som at sige: Tro først på Kristus – i troen bliver Guds bud holdt – og vær først retfærdig og frelst; omskær dig så bagefter eller lad være, vær jøde eller hedning, mand eller kvinde, træl eller fri, gør, hvad du vil – så gælder det alt sammen lige meget. Således også her: Nonnen, præsten og munken skal ikke sige: «Gælder mit væsen da ikke, nuvel, så lader jeg det fare og bliver lægmand.» Nej, siger Paulus, heller ikke lægmand gælder. Omvendt, hvis lægmanden sagde: «Åh, gid jeg var præst, munk eller nonne, for min lægmandsstand er en verdslig, ufrelst stand» – nej, siger Paulus, munke-, nonne- og præstestanden gælder heller ikke, den er lige så verdslig og ufrelst som din lægmandsstand. Hvad gælder så? Over dig, over lægmand, over munk, over nonne, over gejstlig, over verdslig: at tro på Kristus og gøre mod din næste, sådan som du tror, at Kristus har gjort mod dig – det er den eneste rette vej til at blive retfærdig og frelst, og der er ingen anden.

Tag en grov lignelse: Hvis en ung dreng lærte skomagerhåndværket og fik sådan en nar eller skalk til mester, som lærte ham, at håndværket var en vej til at blive retfærdig og frelst, og drengen troede ham og drev skomagerhåndværket i den mening, at han derved skulle blive frelst og ikke kunne blive frelst uden sådant skomageri, og derover lod alle andre veje fare, troen og kærligheden – hvad ville du så gøre her? Skulle du ikke forbarme dig over drengen? Skulle du ikke være fjendtlig mod mesteren og ønske ham al ulykke?

Nu, hvordan vil du hjælpe drengen? Vil du sige: «Kære søn, skomagerhåndværket gør det ikke, i himlen gælder skomager ikke, du må blive skrædder», så fører du ham fra det ene helvede ind i det andet og er lige så retskaffen som hin mester. Sådan gør de, der råder en præst til at blive munk og en munk til at gå i en anden, strengere orden, og således kaster sjælene og samvittighederne fra den ene stegepande over i den anden. Nej, således må du hjælpe ham: «Kære søn, her er hverken skomager eller skrædder, men du må tro på Kristus og derefter gøre mod din næste, sådan som du tror, at Kristus har gjort mod dig; bliv så skomager, eller bliv skrædder, som du vil.»

Se, dermed har du forløst sjælen; nu bliver hans samvittighed glad og tilfreds og takker Gud og dig. Og han behøver alligevel ikke at forlade sit håndværk, ja, han kan nu drive det gladere og friere end før. For det er ikke hånden fra gerningen, ikke personen fra sit embede og ikke legemet fra standen, men sjælen fra den falske indbildning og samvittigheden fra den falske tro, som Kristus forløser. Han er samvittighedernes forløser og sjælenes biskop, som Sankt Peter siger i 1 Pet 2,25; derefter lader han hånden blive i gerningen, personen i sit embede og legemet i standen.

Således skal du nu også gøre, du præst, munk og nonne: Tro ikke de lærere, som lærer dig, at din stand er en vej til at blive retfærdig og frelst; de er lutter blinde vejledere for blinde, Djævelens sendebud og sjælemordere. Men lær først, at det at tro på Kristus og til gengæld tjene din næste er den rette vej; bliv så, hvor du er.

Så siger du igen: «Ja, men jeg er blevet gejstlig i den mening, at jeg ville blive retfærdig og frelst i den stand; ellers havde jeg aldrig taget den i betragtning. Og jeg mener, at der blandt tusind ikke er én, der bliver gejstlig i en anden mening. Og hvis folk vidste dette, så ville sandelig ingen blive gejstlig, og inden for tredive år ville alle klostre og stifter vel forgå af sig selv, så ingen behøvede at ødelægge dem.»

Her svarer jeg: Mener du da også, at Kristus var fuld eller en nar, da han siger i Matt 24,24, at sådanne falske kristusser skulle forføre enhver, også de udvalgte? Og Sankt Peter siger i 2 Pet 2,2, at mange vil følge de samme fordømte sekter. Er det et under, at Kristus siger sandt? Vil du tro mere på din egen mening end på hans ord?

Derfor skal du se efter: Hvor sådan en gejstlig stand ikke går på denne måde, i tro og kærlighed, som sagt er, dér ønskede jeg ikke blot, at denne min lære blev årsag til at ødelægge klostre og stifter, men at de allerede lå i én bunke i asken. Kan du forløse din samvittighed og sjæl ved denne lære og leve sådan i den gejstlige stand, at du ikke tænker at blive retfærdig og frelst derved, men kun vil øve din tro deri over dit legeme og tjene din næste, så bliv derinde; du behøver ikke at løbe derfra. Men kan du ikke, og vil din samvittighed blive fangen, så er det bedre, at du river kutte og tonsur af dig, lader messe og bøn fare for evigt og bliver svinehyrde et sted, hvis du ikke kan få det bedre. For når det gælder om at forløse sjælen og samvittigheden, må man ikke lade sig holde tilbage af nogen ting i himlen eller på jorden.

Skælder man dig ud for en apostat, en frafalden, en undvegen munk, så tål det og tænk på Kristi ord i Matt 7,3, hvor den, der havde en bjælke i sit øje, straffede den, der havde en lille splint i sit øje. Du er en apostat fra mennesker, de er apostater fra Gud; du løber fra mennesker for at komme til Gud, de løber fra Gud for at komme til sig selv og til mennesker.

Men se til, at du ikke lader skalken kigge frem og forlader sådan en stand af en forkert grund. For den gamle Adam pynter sig meget gerne og tager en alen, hvor han får lov til en fingersbredde. Mennesker kan du bedrage; Gud vil du ikke bedrage. Forlader du din stand alene for at kunne leve frit og blive ordenen kvit, og søger du ikke alene samvittighedens forløsning, så har du ikke fulgt mig; jeg har heller ikke rådet dig til det, det skal du vide. Du kan godt blive i ordenen og bevare samvittigheden fri efter denne lære. Se på lignelsen om skomagerdrengen, som jeg har givet dig. Men er du endelig så svag, at du ikke kan bevare samvittigheden fri på den måde, så er det bedre at komme langt bort fra den stand.

Summa summarum, et af to: Enten må du aflægge meningen, eller du må forlade standen; troen tåler ikke den mening, at du vil blive retfærdig og frelst ved det gejstlige liv eller den gejstlige stand. Men eftersom troen godt kan tåle standen, er det bedre at skaffe meningen af vejen end standen; ellers kunne det gå sådan, at samvittigheden bagefter plager så hårdt for den forladte stands skyld (hvor meningen ikke er død), at det var lige meget, om han var blevet i standen. Det gælder kun slangens hoved, meningen; hvis den var død, så mennesket ikke bildte sig ind, at det vil og kan blive retfærdigt og frelst ved gerninger og stand, så var al fare og bekymring borte. Men slangen passer så flittigt på sit hoved, at Kristus også lærer os, at vi skal passe lige så flittigt på vort hoved, når han siger i Matt 10,16: «Vær kloge som slanger og uskyldige som duer.» Denne slange sætter hele sit legeme og alt, hvad den har, ind på at beholde sit hoved, for deri er dens liv.

Således skal vi passe på vort hoved, troen, og sætte alt andet ind på det, lade det komme og fare, som det farer, for deri er vort liv; og det er også det, den onde ånd søger at træde i stykker med sådanne skinnende ordener og stænder. Omvendt: Når vi knuser slangens hoved, det vil sige meningen, som er en falsk tro på gerningerne, så er hele væsenet bagefter uskadeligt. Derfor kalder Kristus farisæerne en slangeyngel [Matt 23,33], fordi de holder så hårdt fast ved gerningerne og ved en sådan mening. Men hvis vi også vogtede vort hoved sådan som slangerne og var lige så kloge i vort væsen som verdens børn i deres [Luk 16,8], så fulgte duernes enfold af sig selv, så vi ikke hængte os i nogen ydre gerning, stand eller væsen.

Dog er den største skyld her ikke Pilatus', men Kajfas', som overgiver Kristus i Pilatus' hænder, det vil sige: paven, bisperne og doktorerne på de høje skoler, som skulle værge mod sådanne ting som hyrderne; i stedet æder de selv fårene som ulvene. De skulle bevare troen; i stedet udrydder de den; og de lader ikke alene sådanne ordener og stænder komme op i verden, men indstifter dem, stadfæster dem og roser dem og lægger slangens hoved på silkehynder og giver den mælk nok at æde og drikke.

De har bragt to talemåder ud i verden og drevet dem så dybt ind i alle hjerter, at det ikke har været muligt, at den kristne tro skulle blive bestående. Den ene er den, at den gejstlige stand er fuldkommenhedens stand; dermed har de gjort en sådan adskillelse mellem sig selv og den almindelige kristne mand, at næsten kun de er blevet regnet for kristne, mens de andre er blevet holdt for uduelige, forkastede askepotter. Dermed har de fået alle til at spærre mund og næse op; enhver er løbet til og har villet være fuldkommen og har foragtet den almindelige stand som noget, der intet er værd, indtil det er kommet så vidt, at de mener, at ingen kan blive retfærdig eller frelst, medmindre han er gejstlig.

Se, således er troen gået til grunde, og gerningerne og ordenerne er kommet op; som om ikke blot det at blive retfærdig og frelst lå i deres væsen, men også fuldkommenheden; skønt det dog alt sammen alene beror på troen, både at være retfærdig og at være fuldkommen. O, hvilket banner har den helvedes Satan dér rejst! Da den talemåde kom i gang og fandt indgang, dér har han uden tvivl stormet hovedborgen i kristenheden. Således går det blinde, tossede folk hen og taler altid om fuldkommenhed og ved ikke en tøddel om, hvad det vil sige at være retfærdig, for slet ikke at tale om, hvad fuldkommenhed er; de mener, at det går til med gerninger og stænder.

Desuden har de alligevel lavet sig et stort smuthul og siger, at fuldkommenhed og fuldkommenhedens stand er to forskellige ting. Et menneske kan godt være i fuldkommenhedens stand og dog ikke være fuldkommen, det vil sige: han kan være en gejstlig person og dog ikke være hellig; sådan som de almindeligvis alle er i fuldkommenhedens stand, og ingen af dem i fuldkommenheden. De har også Sankt Thomas Aquinas, som lærer: Det er ikke nødvendigt at være fuldkommen, men det er nok, at de er i fuldkommenhedens stand og tænker på at blive fuldkomne.

Således er det nu deres skik, at man kan være i fuldkommenhedens stand og dog ikke være fuldkommen; det er heller ikke nødvendigt, man skal bare stræbe derefter. Blindt, blindt, blindt, tosset, tosset, tosset, tåbeligt, tåbeligt, tåbeligt og afsindigt er det folk! Hvem ved ikke, at en munk kan bære kutte og tonsur og dog være en skalk inderst inde? Han er i fuldkommenhedens stand og er dog ikke fuldkommen. For fuldkommenhedens stand betyder nu en munkekutte og en munketonsur. «Lad dem være, de blinde,» siger Kristus, «de er blinde og vejledere for blinde» [Matt 15,14]. Er Sankt Thomas hellig, hvad jeg tvivler på, så er han sandelig blevet hellig på en underligere måde end nogen anden helgen, på grund af sin skadelige, giftige lære.

Den anden talemåde er den, at de har delt evangeliet i to dele, i consilia et praecepta, bud og råd. Kristus har i hele evangeliet kun givet ét råd, nemlig kyskheden, som man også kan holde i lægmandsstanden, hvis man har nåden til det. Men de har gjort tolv råd deraf og omgås evangeliet, som de vil. Dermed har de nu atter delt og adskilt verden, sat deres eget liv i rådene og lægfolkets i buddene og foregiver, at deres liv er højere end Guds bud. Derover er den almindelige kristnes liv og troen blevet som et fordærvet, surt øl; dér har enhver spærret øjnene op, foragtet buddene og løbet efter rådene.

Og da de havde løbet længe nok, har de til sidst fundet menneskebud om klæder, mad, sang, læsning, tonsurer osv., og derover er Guds bud fulgt efter troen, begge udryddet og glemt, så at det at være fuldkommen og leve i rådene herefter betyder at tage en sort, hvid, grå eller broget kutte på, skråle i kirken, rage tonsurer, ikke spise æg, ikke kød, ikke smør og dog spise og drikke det bedste og have late, gode dage.

Se, det ville Satan opnå ved disse to talemåder. Den første udrydder troen og hele Det Nye Testamente med Kristus; den anden jager bagefter buddene og hele Det Gamle Testamente med Moses ud. Det er det folk, som hele Skriften taler om, og som skulle regere ved verdens ende under Antikrist. Der er ikke kommet to mere skadelige, giftige talemåder på jorden, som så mægtigt og hurtigt driver hele Guds Skrift ud af verden, så at man nu ikke engang ved, hvad bud eller evangelium er. Evangeliet giver ikke bud, men viser, hvor umulige buddene er, og lærer troen på Kristus, ved hvilken de bliver holdt.

Derfor ønsker jeg igen, at alle klostre var forsynet med prædikanter med den rette tro, eller at de lå i asken. Sådant væsen har ingen mellemvej, sådan som lægfolkets stænder har; for lægfolket lægger ikke den mening ind i deres lægmandsgerninger, at de derved vil blive retfærdige og frelste. Men dette folk kan ikke leve eller bestå uden en sådan mening; der må være enten ret eller falsk tro i deres gerninger, dér er ingen mellemvej. Nu, det være nok for denne gang om sekterne. Det er desværre så dybt tilslammet, at det koster mange ord; og jeg ved alligevel ikke, om det hjælper, så vi igen forstår Sankt Paulus' klare, lyse ord.

Men hører I Kristus til, så er I jo Abrahams sæd og arvinger efter løftet.

Hvordan følger det, at alle, der ifører sig Kristus og er hans, også er Abrahams sæd og arvinger? Vi er jo ikke af jødisk stamme. At alle, der ifører sig Kristus ved dåben og troen, er hans, og at han til gengæld også er deres, er tydeligt nok af den tekst og udlægning, vi har haft ovenfor; ligeledes at de alle er én i Kristus og ét med ham, dog åndeligt, ikke legemligt; så må de også være og have alt, hvad Kristus er og har. Men Kristus er Abrahams sæd; så må de også ved ham være Abrahams åndelige sæd. Ligesom de har Kristus, sådan er de også sæd. Men de har ham ikke legemligt i kød og blod, men åndeligt i troen; derfor er de heller ikke legemligt, men åndeligt hans sæd.

Men her skal man lægge mærke til, at apostlen giver Abraham tre slags sæd. For det første dem, der alene er hans børn efter legemet og alene har kød og blod fra ham: det er en blot naturlig afstamning, og med dem har Gud ikke mere at gøre end med andre hedninger; det har han vist på Ismael, som var Abrahams førstefødte søn af kød og blod og dog ikke regnes blandt Abrahams sæd og børn i Skriften. Ligeledes var også Esau af naturen Isaks søn og Abrahams kød og blod. Og siden da mange af Israel, som alle var Abrahams børn, kød og blod, og dog blev slået ihjel i ørkenen; og siden har der altid været mange, som er blevet fordømt, og størstedelen af jøderne bliver stadig fordømt nu.

Den anden sæd er dem, der på én gang er Abrahams børn legemligt og åndeligt, som ikke alene har kød og blod med sig, men også Abrahams ånd og tro, som Isak, Jakob, patriarkerne, profeterne og alle de frelste i Israels folk. Det er den rette sæd, som Gud har med at gøre; den sæd har han hjulpet ud af Egypten, ført ind i Kanaans land og vist utallige velgerninger, som Skriften viser. For den sæds skyld har han også tålt den rent kødelige sæd iblandt dem og ladet dem nyde de samme velgerninger timeligt. Ligesom Abraham ved troen på Kristus har været deres åndelige fader, således har de alle også været hans åndelige børn, ud over det naturlige slægtskab.

Blandt denne sæd er Kristus hovedstykket, ved hvem Abraham selv og hele Abrahams sæd, hans brødre og medarvinger, bliver velsignet. Det er nu den tekst, hvor han taler om denne sæd, 1 Mos 12,3 og 22,18: «I din sæd skal alle jordens folk velsignes.» Det er opfyldt i Kristus; for de er alle sammen med Kristus og i Kristus, og Kristus med dem og i dem, én sæd. Kristus er velsignet af Gud; hans medsæd er velsignet ved Kristus, hedningerne ved apostlene og jøderne i Kristus, som også er hans medsæd.

Den tredje sæd er dem, der ikke har legemligt kød og blod fra Abraham, men har den åndelige afstamning, det vil sige: Abrahams tro på Kristus, hans sæd. Det er nu os og alle hedninger, som er kristne i den rette tro. For ligesom vantroen er så stærk, at den også udskiller naturlige børn, kød og blod af Abrahams slægt, så de i Skriften ikke kaldes Abrahams sæd og Guds børn, således er troen omvendt så meget mægtigere, at den også gør dem til Abrahams sande sæd, som ikke er hans kød og blod, men som alene ved den åndelige afstamning har Abrahams tro med sig. Det taler Paulus meget om i Rom 4,13 og 9,8; ligeledes Gal 3,29. Denne sæd er berørt i løftet, hvor Gud siger til Abraham: «Alle folk på jorden skal velsignes i din sæd.»

Skal velsignelsen komme til folkene, så må de blive lige med Abrahams sæd; for Abraham og hans sæd har intet andet end den samme velsignelse. Når så arven, hovedgodset, velsignelsen, er fælles og én for Abraham, hans sæd og alle folk på jorden, så må de også alle regnes for Abrahams ligestillede arvinger, sæd og børn, hvad enten de har kød fra ham eller ikke. Så er det afgjort: Abraham har ingen anden sæd end den, der tror; for de troende regnes i Skriften for hans sæd. Dertil fører Guds løfte, som lyder, at Abrahams sæd skal være velsignet og velsigne andre. Alt, hvad der skal være Abrahams sæd og arving, må være velsignet; det tvinger løftets ord til.

Nu er ingen velsignet, uden at han tror. Den, der ikke tror, bliver i forbandelsen; så Sankt Paulus med god grund i Rom 4,13 og 9,8 og her kalder en sådan Abrahams sæd for løftets sæd, det vil sige ikke kødets sæd, men troens, dem, der er nævnt i løftet, sådan som han siger i Rom 9,8: «Det er ikke kødets børn, der er Guds børn, men løftets børn regnes for sæd.» Dermed stemmer også Joh 1,13: «som ikke er født af blod eller af køds vilje eller af mands vilje, men af Gud.»

Nu ser du, hvad apostlen mener, når han her siger: «Men hører I Kristus til, så er I jo Abrahams sæd og arvinger efter løftet.» Som ville han sige: Abrahams naturlige sæd er I ikke, og det ville heller ikke hjælpe jer det mindste mere, ligesom det ikke hjælper nogen af de andre; men hans lovede sæd er I, og det er dét, det hele kommer an på. For Abraham har ingen anden end den lovede, velsignede sæd, hvad enten de så er hans kød og blod eller ikke. Man må forstå Abrahams sæd efter Skriften, ikke efter naturen. Nu ser Skriften ikke på naturen, men tager både natur og ikke-natur med, alle dem, der bliver velsignet og tror. Gud havde ganske vist forudbestemt, at der sandelig også af Abrahams naturlige sæd skulle komme velsignelsens børn; men ikke for naturens skyld, men for udvælgelsens skyld, af nåde.

Nu må du fatte ordet «Abrahams sæd og arving» rigtigt, sådan som der er sagt ovenfor i den forrige epistel imod de gerningshellige, at retfærdigheden ikke opnås ved gerninger, men må være der først og gøre alle gerninger. For den, der er arving, arbejder ikke for arven eller for løn af arven, men ejer allerede arven og øver den med sine gerninger; således er den, der tror, allerede from og retfærdig og frelst tilmed, uden alle gerninger, således begavet af nåde; hvad han så siden gør, er kun gerninger til øvelse i dette arvegods.

Videre: Når du så tror, så må du føle arven og holde dig selv for at være Guds barn og ikke tvivle derpå. Tvivler du derpå, så er du heller ikke barn eller arving og tror sandelig ikke ret. I hint liv og i døden må du jo ikke tvivle derpå. Men hvad er et kristent væsen andet end en begyndelse på det evige liv? Men vil du udgive dig for Guds barn og bekende en sådan tro, så vil Kajfas af lutter stor gudstjeneste sønderrive sine klæder og råbe over dig: Blasphemavit [«Han har spottet Gud», Matt 26,65], og alle de andre med ham: Reus est mortis [«Han er skyldig til døden», Matt 26,66]; «Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, for han har gjort sig til Guds barn»; «Korsfæst ham, korsfæst ham, han er en kætter og forfører» osv. [Joh 19,7 og 19,6]. Lad dig det være sagt, og ret dig efter det; sådan må det være.