Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Nådemidlerne

Barnedåben

Barnedåben er dåben givet til små børn efter Kristi befaling, fordi løftet om syndernes forladelse og Guds rige også gælder dem, og fordi Helligånden ved dåben virker troen i dem.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Den lutherske kirke døber små børn, fordi Kristus har befalet det. Den Augsburgske Bekendelse lærer, at «man også skal døbe børnene», og forkaster gendøberne, som afviste den. Apologien begrunder det sådan: Frelsens løfte gælder også de små børn, men løftet tilegnes ikke uden for Kristi kirke, hvor der hverken er ord eller sakramenter. Derfor skal de døbes efter befalingen «Døb alle folk» (Matt 28,19). Chemnitz og Pieper peger på Mark 10,13–16, hvor Kristus vil have børnene båret til sig og siger, at Guds rige er for sådanne, og på Kol 2,11–12, hvor dåben er trådt i omskærelsens sted. Børn er født i synd og har brug for at blive født på ny af vand og Ånd (Joh 3,5).

Kan et lille barn tro? Kristus siger, at børnene tager imod Guds rige, og man kan ikke tage imod det uden tro. Chemnitz lærer derfor, at Helligånden ved dåben gives de små børn og virker i dem, selv om vi ikke forstår hvordan; Johannes Døberen i moderlivet er et eksempel. Pieper fastholder, at barnet ikke døbes på faddernes, kirkens eller sin egen fremtidige tro, men selv har troen. Samtidig minder Luther om, hvad dåben bygger på: Vi bærer barnet frem i håbet om, at det tror, og beder Gud give det troen, men vi døber det ikke på dets tro, men alene på, at Gud har befalet det, for Guds ord kan ikke tage fejl.

Barnedåben er derfor til stor trøst for forældre og børn. Den hviler ikke på, hvad vi mærker i os selv, men på Guds løfte, som den døbte kan vende tilbage til hele livet. Om kristnes børn, der dør udøbte, siger Pieper varsomt, at vi har grund til at antage, at Gud har en måde, han ikke har åbenbaret, til at virke troen i dem; om hedningernes børn tør vi ikke sige det.

Skriften

  • Mark 10,13–16 – Kristus vil have de små børn båret til sig, velsigner dem og siger, at Guds rige er for sådanne.
  • Kol 2,11–12 – Dåben er Kristi omskærelse og er trådt i stedet for den gammeltestamentlige omskærelse, som også blev givet de små.
  • Matt 28,19 – Befalingen gælder alle folk; ligesom frelsen tilbydes alle, tilbydes dåben også børn og spædbørn.
  • ApG 2,38–39 – Løftet om syndernes forladelse og Helligånden gælder jer og jeres børn.
  • Joh 3,5–6 – Det, der er født af kødet, er kød; også børnene må fødes på ny af vand og Ånd.
  • Tit 3,5 – Dåben er badet til genfødsel og fornyelse ved Helligånden, som Gud frelser ved.
  • Matt 18,14 – Det er ikke Faderens vilje, at en eneste af disse små skal gå fortabt.
  • ApG 16,15 – Apostlene døbte hele husstande, og de små børn kan ikke tænkes udelukket fra dem.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 9: Bekendelsen sammenfatter dåbslæren i tre led: Dåben er nødvendig, nåden tilbydes ved den, og børnene skal også døbes. Ved dåben overgives de til Gud og bliver ham velbehagelige.
    «Om dåben læres der, at den er nødvendig, at nåden tilbydes ved den, og at man også skal døbe børnene, som ved en sådan dåb overgives til Gud og bliver ham velbehagelige.» Læs teksten
  • Apologien, art. 9: Frelsens løfte gælder også de små børn, men ikke dem, der er uden for Kristi kirke, hvor der hverken er ord eller sakramenter. Derfor skal børnene døbes efter Matt 28,19, så løftet bliver tilegnet dem.
    «Derfor er det nødvendigt at døbe de små børn, så frelsens løfte kan blive tilegnet dem, efter Kristi befaling i Matt 28,19: «Døb alle folk.»» Læs teksten
  • Den Store Katekismus, Om dåben: Luther lærer, at vi bærer barnet frem i håbet om, at det tror, og beder Gud give det troen. Men dåben bygger ikke på barnets tro; den bygger alene på Guds befaling, for Guds ord kan ikke tage fejl.
    «Men det er ikke det, vi døber det på, men alene på, at Gud har befalet det.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Trinitatis søndag (2. prædiken): Ud fra Joh 3 imødegår Luther gendøberne, som regner barnedåben for frugtesløs. Børnene har brug for at blive født på ny, og Kristus har indstiftet vandet, fattet i Guds ord, til at tjene til genfødslen ved Helligånden.
    «Når nu børnene har brug for at blive født på ny og ellers ikke kan se Guds rige, hvorfor skulle man så nægte dem dåben» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om dåben: Chemnitz begrunder barnedåben i Guds ord: Kristus vil have børnene ind i Guds rige, men ingen kommer ind uden genfødsel af vand og Ånd. Løftet om riget skal tilegnes børnene ved det middel, Gud har indsat, og det er dåben.
    «For forjættelsen om Guds rige må tilegnes ved et middel, som Gud har indsat til det; uden tilegnelse gavner forjættelsen ingen.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om dåben: Til indvendingen, at troen kommer af at høre, svarer Chemnitz, at Kristus selv siger, at børnene tager imod Guds rige. Helligånden gives dem i dåben og virker troen i dem, selv om vi ikke forstår hvordan; Johannes Døberen er et eksempel.
    «at Helligånden ved dåben også bliver givet de små børn, og at han virker i dem og bevirker, at de tager imod Guds rige» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. XI: Krauth påpeger, at spædbørns medlemskab af pagtfolket, beseglet med omskærelsen, blev indstiftet i Det Gamle Testamente. Skulle det være ophævet i den nye pagt, måtte det være sagt udtrykkeligt.
    «Når spørgsmålet stilles redeligt, lyder det altså ikke: «Hvor bliver barnedåben påbudt i Det Nye Testamente?», men: «Hvor bliver den forbudt?»» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 27: Jacobs viser, at ingen af kirkefædrene modsiger barnedåbens gyldighed og apostoliske oprindelse. Origenes kalder den en apostolisk overlevering, og selv Pelagius angreb ikke skikken.
    «Barnedåbens modstandere kan derfor ikke finde nogen periode i kirkens historie, hvor de kan bevise, at den ikke fandtes.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Dåben: Pieper begrunder barnedåben med Mark 10,13–16 og Kol 2,11–12: Små børn skal bringes til Kristus og er lemmer i Guds rige, og dåben er trådt i omskærelsens sted som nådemidlet for børnene. Børnenes modtagelighed er ikke en fremtidig, men en nærværende tro.
    «Deres modtagelighed består ikke i en fremtidig, men i en nærværende tro, det vil sige i en tro, som børnene har i barnealderen» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Dåben: Pieper holder ubetinget fast ved, at barnet i dåben har egen tro og ikke døbes på faddernes, kirkens eller sin fremtidige tro. Ved barnedåben er vi endda sikrere på troen end ved voksendåb, fordi vi har Kristi ord.
    «Men ved barnedåben har vi Kristi ord for, at børnene tror, fordi han byder, at de skal bringes til ham, for at han kan velsigne dem» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Gendøberne (anabaptisterne). Gendøberne lærte, at børn ikke skal døbes, før de er kommet til fornuftens brug og selv kan bekende deres tro. Konkordieformlen forkaster det og påviser, at de også regnede udøbte børn for uskyldige og dermed forkastede hele læren om arvesynden.
  • Kristnes børn er hellige uden dåben. Calvinisterne (hos Chemnitz) og gendøberne (i Konkordieformlen) mener, at troende forældres børn er hellige og Guds børn før og uden dåben, ud fra 1 Kor 7,14. Chemnitz kalder det pelagianernes gamle, fordømte vildfarelse: Også kristnes børn er af natur vredens børn (Ef 2,3), og løftet skal tilegnes dem ved dåben.
  • «Lær og døb»: først undervisning. Indvendingen lyder, at Kristus satte undervisning før dåb, og at små børn ikke kan undervises. Chemnitz svarer, at disciplene tænkte sådan, da de viste børnene bort, men Kristus blev vred; befalingen betyder, at ord og sakramente hører sammen, ikke at børn er udelukket.
  • «Små børn kan ikke tro» (rationalisme). Modstanden mod barnedåben bygger mest på den tanke, at børn, der endnu ikke er kommet til fornuftens brug, ikke kan modtage Helligånden og tro. Pieper kalder det rationalistiske overvejelser i modstrid med Skriften: Kristus taler om de små, som tror på ham (Matt 18,6), og de voksne må blive som børn for at komme ind i Guds rige.

Hænger sammen med

  • Dåben – Barnedåben er den samme ene dåb, og alt, hvad der gælder om dåben, gælder også her. Chemnitz begrunder den med Kristi befaling om at bringe børnene til ham, for at han kan velsigne dem (Mark 10): I dåben iklædes man Kristus og renses ved vandbadet i ordet. Derfor er det Kristi vilje, at også børnene skal have del i den.
  • Arvesynden – Børn har brug for dåben, fordi de selv er syndere fra fødslen. Konkordieformlen forkaster gendøbernes lære om, at udøbte børn er uskyldige og bliver frelst uden dåb, og siger, at de dermed forkaster hele læren om arvesynden. Hvordan man ser på barnedåben, afhænger altså af, om man tager arvesynden alvorligt.
  • Den frelsende tro – Den lutherske kirke lærer, at det døbte barn selv tror, ikke kun på forældrenes eller kirkens tro. Chemnitz begrunder det med, at Kristus siger, at de små børn tager imod Guds rige (Mark 10), og at Helligånden ved dåben virker i dem, selv om vi ikke forstår hvordan; Johannes Døberen er et eksempel (Luk 1). Barnedåben bygger på, at troen er Guds gave.
  • Nådemidlerne – Gud har givet et nådemiddel, der også når de mindste. Pieper peger på Kol 2,11–12: Dåben er trådt i stedet for omskærelsen, som i Den Gamle Pagt blev givet til børn, og er derfor nådemidlet for børnene. Små børn kan endnu ikke følge en prædiken, men i dåben kommer Guds ord og løfte alligevel til dem.
  • Kirken – Frelsens løfte er knyttet til det sted, hvor Ordet og sakramenterne findes, og det er kirken. Apologien siger, at løftet også gælder de små børn, men ikke dem, der er uden for Kristi kirke, «hvor der hverken er ord eller sakramenter». Derfor skal børnene døbes, så de indlemmes i kirken og får løftet tilegnet.
  • Guds almene nådevilje – Barnedåben hviler på, at Guds nådevilje også omfatter de små. Jacobs henviser til Matt 18,14: Det er ikke Faderens vilje, at en eneste af disse små skal gå fortabt. Derfor må det være Guds vilje, at de bliver befriet fra deres syndige tilstand, og det sker ved dåben. Nådeviljen er grunden til, at kirken ikke venter med at døbe børnene.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).