Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Mennesket og synden

Arvesynden

Arvesynden er den synd, som siden Adams fald er medfødt alle mennesker: skylden for Adams synd, som Gud tilregner alle, og den fordærvelse af hele naturen, der gør os uden gudsfrygt og tro og fulde af ondt begær.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Arvesynden er den synd, som ikke er begået, men medfødt. Siden Adams fald bliver alle mennesker, der fødes på naturlig vis, undfanget og født i synd (Sl 51,7; Joh 3,6). Den har to sider. Den ene er arveskylden: Adams ene synd tilregnes alle hans efterkommere, så det ved ét menneskes fald blev til fordømmelse for alle (Rom 5,18–19). Den anden er arvefordærvelsen: Naturen mangler den oprindelige retfærdighed, så den af sig selv hverken kan frygte, elske eller stole på Gud, og i stedet er der kommet et ondt begær, en vedvarende indre retning mod det onde (Den Augsburgske Bekendelse, art. 2, og Apologien).

Konkordiebogen siger, at fordærvelsen er så dyb, at intet sundt er blevet tilbage i legeme og sjæl, og at den ikke kan erkendes af fornuften, men må tros ud fra Skriften. Den er ikke blot en svaghed eller en sygdom, men i sandhed synd, ja, hovedsynden, roden og kilden til alle gerningssynder. Derfor er vi «af natur vredens børn» (Ef 2,3). Samtidig skelner bekendelsen mellem naturen, som også efter faldet er Guds skabning, og synden, som er Djævelens værk og sidder i naturen.

Hos de døbte er skylden tilgivet, men begæret bliver tilbage. Det er stadig synd, men det tilregnes ikke dem, der er i Kristus ved troen; Ånden bekæmper det hele livet, til det ophører i døden (Rom 7). Læren er vigtig for troen og trøsten: Kun den, der kender sygdommens dybde, forstår, hvor stor Kristi nåde er. Ligesom Adam lod synden gå i arv til alle, giver Kristus sin retfærdighed i arv ved den nye fødsel i troen.

Skriften

  • Rom 5,12 – Ved ét menneske kom synden ind i verden og døden ved synden: arvesyndens oprindelse i Adams fald.
  • Rom 5,18–19 – Ved det ene menneskes ulydighed blev de mange indsat som syndere: arveskylden, stillet parallelt med tilregnelsen af Kristi retfærdighed.
  • Sl 51,7 – Avlet af syndig sæd og undfanget i synd: fordærvelsen er medfødt og begynder allerede ved undfangelsen.
  • Joh 3,6 – Det, som er født af kødet, er kød: fordærvelsen forplanter sig ved den naturlige fødsel, så alle må fødes på ny.
  • Ef 2,3 – Af natur vredens børn: den medfødte fordærvelse er i sandhed synd og gør skyldig for Gud.
  • 1 Mos 8,21 – Menneskehjertets tanker er onde fra ungdommen af: arvesynden er kilden til de onde tanker, ord og gerninger.
  • Rom 7,18 – I mit kød bor der ikke noget godt: fordærvelsen gennemtrænger naturen og bliver tilbage også hos de døbte.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 2: Alle, der fødes på naturlig vis efter Adams fald, er fra moders liv fulde af ond lyst og uden sand gudsfrygt og tro på Gud. Denne medfødte sygdom er i sandhed synd og fordømmer dem, der ikke bliver født på ny ved dåben og Helligånden.
    «Ligeledes, at denne medfødte sygdom og arvesynd i sandhed er synd og fordømmer alle, som ikke bliver født på ny ved dåben og Helligånden, under Guds evige vrede.» Læs teksten
  • Apologien, art. 2: Apologien forsvarer Den Augsburgske Bekendelse, art. 2: Arvesynden omfatter både en mangel, at naturen ikke kan tro, frygte og elske Gud, og et begær, der søger det kødelige imod Guds ord, også kødelig visdom og retfærdighed.
    «både disse mangler – ikke at kunne tro Gud, ikke at kunne frygte og elske Gud – og desuden det at have et begær, som søger det kødelige imod Guds ord» Læs teksten
  • Konkordieformlen, Epitome I: Fordærvelsen er ikke ringe, men omfatter hele mennesket. Kun Gud kan skille naturen fra fordærvelsen, og det sker fuldt ud ved opstandelsen, hvor naturen skal leve evigt uden arvesynden.
    «arvesynden ikke er en ringe fordærvelse, men en så dyb fordærvelse af den menneskelige natur, at intet sundt eller ufordærvet er blevet tilbage i menneskets legeme og sjæl» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD I: Ikke kun gerningerne, men selve arvesynden skal regnes for synd. Luther kalder den natursynd eller personsynd: Også uden onde tanker, ord eller gerninger er naturen syndig og fordømt af loven.
    «Også den frygtelige, forfærdelige arvesynd, som har fordærvet hele naturen, skal frem for alt i sandhed regnes for synd og erkendes som synd, ja, som hovedsynden» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Romerbrevet: Luther læser Rom 5 som en modstilling af Adam og Kristus: Synden går i arv ved den kødelige fødsel, og Kristi retfærdighed gives i arv ved den nye, åndelige fødsel i troen.
    «som skulle lade sin retfærdighed gå i arv til os ved en ny, åndelig fødsel i troen, ligesom den første Adam lod synden gå i arv til os ved den gamle, kødelige fødsel.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 12: Chemnitz svarer på, om resten af arvesynden hos de døbte virkelig er synd: Den bliver ikke hellig ved dåben, men er i sig selv ond og fortjener døden. Den tilregnes dog ikke dem, der bliver i Kristus ved troen.
    «Nej, den er og bliver i sig selv noget, som ikke er godt, men ondt og imod Guds lov; det vil sige, den er synd» Læs teksten
  • Urbanus Rhegius, Hvordan man skal tale varsomt om loven: Rhegius lærer, at naturen ved arvesynden er så fordærvet og forblindet, at den af egen kraft hverken forstår eller opfylder Guds bud. Den kender ikke engang sin egen ondskab og søger derfor ingen hjælp.
    «Men vor natur er ved arvesynden, som ved den kødelige fødsel overføres fra Adam til os, så fordærvet, nedbrudt og forblindet» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 37. forelæsning: Ud fra Rom 7,7 viser Walther, at mennesket af naturen ikke erkender sin arvesynd og tror, at Gud ikke tilregner de onde lyster, så længe man ikke har behag i dem. Det er loven, der afslører begæret som synd.
    «Netop det er det allerforfærdeligste, at vi mennesker af naturen ikke erkender vores arvesynd» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. IX: Rationalismen anklager læren om arvesynden for at ligge til grund for hele den evangeliske lære. Krauth tager imod anklagen: Før en sygdom kan helbredes, må man vide, hvor alvorlig den er, og bekendelsen svarer, at arvesynden i sandhed er synd.
    «i virkeligheden er den en indrømmelse af, at den evangeliske lærebygning hviler på det eneste grundlag, som en rigtig lære om menneskets genoprettelse kan hvile på.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 8: Den lutherske kirke lærer både umiddelbar tilregnelse af Adams synd og middelbar tilregnelse gennem den nedarvede fordærvelse. Hovedvægten ligger på det sidste, fordi det bedst overbeviser mennesker om, at de af naturen er under Guds vrede.
    «Derfor bestemmer Den Augsburgske Bekendelse i art. 2 arvesynden som vor naturs fordærvede tilstand» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om mennesket: Pieper deler arvesynden i arveskylden, Adams synd tilregnet alle (Rom 5,18–19), og arvefordærvelsen, der forplanter sig ved den naturlige fødsel (Sl 51,7; Joh 3,6).
    «Arvesynden, det vil sige den synd, som ikke er begået, men som siden Adams fald er medfødt hvert menneske, omfatter to ting» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Pelagianisme og socinianisme. Pelagianere, socinianere, arminianere og endda nyere lutheranere påstår, at kun det, mennesket selv har gjort, kan tilregnes det. Pieper svarer med Rom 5,18–19: Den, der kalder tilregnelsen af Adams synd uretfærdig, må også forkaste tilregnelsen af Kristi retfærdighed.
  • Zwingli. Zwingli kaldte arvesynden en sygdom og en tilstand, ikke egentlig synd, og mente, at børn kun bærer skyldens straf, ikke skylden. Krauth kalder det pelagianisme i strid med sig selv: Den lader virkningen stå, men benægter årsagen.
  • Romersk-katolsk lære. Den romersk-katolske kirke lærer i tilslutning til nogle skolastikere, at begæret hos de døbte ikke længere er synd. Med Chemnitz svarer Jacobs, at Paulus som døbt kristen kalder begæret i sit kød synd (Rom 7,18–19).
  • Flacius. Flacius kaldte arvesynden menneskets substans. Konkordieformlen fordømmer det som manikæisk: Naturen er også efter faldet Guds skabning, som Kristus har antaget, forløst og skal oprejse, mens synden er Djævelens værk i den.

Hænger sammen med

  • Syndefaldet og syndens årsag – Arvesynden er faldets følge. Konkordieformlen forklarer, at mennesket ved faldet, forført af Satan, mistede den oprindelige retfærdighed som straf, så naturen blev forvendt og fordærvet. Denne fordærvede natur går nu i arv til alle, der undfanges og fødes på naturlig vis. Derfor er ingen født uskyldig; Adams fald angår os alle.
  • Gudsbilledet og urtilstanden – Arvesynden forstås bedst ud fra det, der mangler. Apologien godtager den gamle definition, at arvesynden er fraværet af den oprindelige retfærdighed. Den forklarer med 1 Mos 1,27, at det at være skabt i Guds billede vil sige at have kundskab om Gud, frygt for Gud og tillid til ham. Det er netop det, arvesynden har taget fra os, og i stedet er det onde begær kommet.
  • Gerningssynd og synden mod Helligånden – Arvesynden og gerningssynderne forholder sig som rod og frugt. Konkordieformlen kalder arvesynden «hovedsynden, der er roden og kilden til alle virkelige synder». Derfor er det ikke nok at bekæmpe enkelte onde handlinger. Selve naturen er syndig: Luther kalder arvesynden en natursynd eller personsynd, fordi mennesket ville være syndigt, også selv om det aldrig tænkte, sagde eller gjorde noget ondt.
  • Den frie vilje – Viljens trældom i åndelige ting er en følge af arvefordærvelsen. Pieper skelner: Mennesket har stadig en vilje og vælger frit i mange ting, men efter faldet kan det ikke ville det åndeligt gode, altså tro evangeliet og elske Gud af hjertet. Fordærvelsen sidder i både forstand og vilje, så evangeliet er dårskab for det naturlige menneske.
  • Dåben – Dåben er Guds svar på arvesynden. Apologien forsvarer Luthers lære: Dåben fjerner arvesyndens skyld, men begæret bliver tilbage. Synden er altså ikke væk, men den tilregnes ikke, som Augustin siger. Helligånden, som gives i dåben, begynder at døde begæret og skaber nye bevægelser i mennesket. Derfor er den døbte fri af dommen, men i kamp mod synden hele livet.
  • Retfærdiggørelsen – Det fælles led er tilregnelsen. Pieper fremhæver parallellen i Rom 5,18–19: Ligesom Adams synd ved tilregnelse gik over på de mange, så de blev stillet frem som syndere, går Kristi retfærdighed ved tilregnelse over på de mange, så de stilles frem som retfærdige. Den, der forstår arveskylden, forstår også, hvordan vi bliver retfærdige for Gud ved Kristus.
  • Skabelsen – Det fælles spørgsmål er, hvad i det faldne menneske der er Guds værk. Konkordieformlen siger med Den Lille Katekismus, at Gud også efter faldet skaber hvert menneskes legeme og sjæl. Derfor kan mennesket ikke uden videre være synden selv, for så blev Gud syndens skaber. Skabningen er Guds, men synden har fordærvet den.
  • Menneskevordelsen og jomfrufødslen – Alle, der nedstammer fra Adam på naturlig vis, arver arvefordærvelsen. Pieper siger, at Kristus er den eneste undtagelse, fordi han ikke blev til på naturlig vis, men ved Helligåndens virkning (Matt 1,20), og derfor kaldes «det hellige» (Luk 1,35). Maria er derimod ikke undtaget fra arvesynden; det er et pavedekret fra 1854, ikke Skriften.
  • Barnedåben – Børn har brug for dåben, fordi de selv er syndere fra fødslen. Konkordieformlen forkaster gendøbernes lære om, at udøbte børn er uskyldige og bliver frelst uden dåb, og siger, at de dermed forkaster hele læren om arvesynden. Hvordan man ser på barnedåben, afhænger altså af, om man tager arvesynden alvorligt.
  • Døden og sjælens tilstand efter døden – Det fælles led er dødens årsag. Pieper viser, at Skriften ikke kender nogen anden grund til døden end synden: «døden ved synden» (Rom 5,12), og «ved den enes fald døde de mange» (Rom 5,15). De mange døde, fordi Adams synd er gået over på dem. Døden er altså ikke en naturlov, men følgen af den synd, alle har arvet fra Adam.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).