🗺 Lærekortet · Nådemidlerne

Nadveren: Kristi legeme og blod

Nadveren er det sakramente, hvor Kristi sande legeme og blod i kraft af Kristi ord og indstiftelse virkelig er til stede med brødet og vinen og bliver uddelt og modtaget med munden af alle, der går til nadveren.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Nadveren er det måltid, Kristus indstiftede den nat, han blev forrådt. Om brødet sagde han: «Dette er mit legeme, som gives for jer», og om bægeret: «Dette er mit blod» (Matt 26,26–28; 1 Kor 11,23–25). Med Den Augsburgske Bekendelse, art. 10, lærer den lutherske kirke, at Kristi sande legeme og blod virkelig er til stede under brød og vin og bliver uddelt og modtaget. Pieper understreger, at den lutherske lære bygger på selve ordene og ikke på en omskrivning af dem: brød er brød, «er» betyder er, og legemet er det legeme, der blev givet for os. Paulus kalder brødet og bægeret «fællesskab» med Kristi legeme og blod (1 Kor 10,16).

Brødet bliver ikke forvandlet; Paulus kalder det stadig brød efter velsignelsen. Men det er heller ikke blot et tegn på et legeme, der er langt borte. Brødet og legemet er forenet i det, kilderne kalder den sakramentale forening, en forening, der kun findes i nadveren. Derfor modtager man med brødet Kristi legeme og med vinen hans blod, med munden, men ikke på en grov, kødelig måde. Ifølge Konkordieformlen modtager også de uværdige det, og de bliver skyldige over for Herrens legeme og blod (1 Kor 11,27–29). Det er ikke præstens ord eller modtagerens tro, der gør Kristus nærværende, men alene hans eget ord og hans indstiftelse. Chemnitz tilføjer, at der ikke er et rigtigt og fuldstændigt sakramente, når brødet ikke uddeles og spises, men lukkes inde eller bæres omkring.

Det har stor betydning for trøsten. Luther siger i Huspostillen, at Kristus ikke lader det blive ved den trøst, der går ud i Ordet til alle: han giver hver enkelt sit legeme og blod i munden, så han kan vide, at det gælder netop ham. Derfor afviser kilderne både Roms forvandlingslære og den reformerte lære, som gør brød og vin til billeder af et fraværende legeme.

Skriften

Matt 26,26–28 – Indstiftelsen: om det, der rækkes at spise og drikke, siger Kristus «Dette er mit legeme» og «Dette er mit blod».
Luk 22,19–20 – Legemet «gives for jer»: det, der rækkes i nadveren, er det legeme, som blev givet hen, ikke et tegn på det.
1 Kor 11,23–25 – Paulus har indstiftelsen fra Herren selv og giver den videre til hele menigheden som en varig ordning.
1 Kor 10,16 – Det velsignede bæger og det brudte brød er «fællesskab» med Kristi blod og legeme; velsignelsen sker ved Kristi ord.
1 Kor 11,26 – Paulus kalder det «dette brød» også efter velsignelsen (jf. v. 28); det udelukker forvandlingslæren.
1 Kor 11,27–29 – Den, der spiser uværdigt, er skyldig over for Herrens legeme og blod: også de uværdige modtager legemet og blodet.
Mark 14,23–24 – «Og de drak alle af det»: Kristus befaler at modtage med munden, og det, de drak, kalder han sit blod.

Bekendelsen

Den Augsburgske Bekendelse, art. 10: Bekendelsens korte artikel siger, at Kristi sande legeme og blod virkelig er til stede i nadveren under brødets og vinens skikkelse og bliver uddelt og modtaget dér. Den modsatte lære forkastes.
«Om Herrens nadver læres der, at Kristi sande legeme og blod virkelig er til stede i nadveren under brødets og vinens skikkelse og dér bliver uddelt og modtaget.» Læs teksten
Konkordieformlen, Epitome VII: Indstiftelsesordene skal forstås, som de lyder efter bogstaven. Brødet er ikke et tegn på Kristi fraværende legeme, men på grund af den sakramentale enhed er det virkelig hans legeme og blod.
«Brødet betyder altså ikke Kristi fraværende legeme og vinen ikke hans fraværende blod, men på grund af den sakramentale enhed er det virkelig Kristi legeme og blod.» Læs teksten
Konkordieformlen, Epitome VII: Kristi legeme og blod modtages ikke kun åndeligt ved troen, men også med munden. Det sker ikke på en grov, kødelig måde, men overnaturligt, på grund af den sakramentale forening med brødet og vinen.
«Vi tror, lærer og bekender, at Kristi legeme og blod ikke alene modtages åndeligt ved troen, men også med munden, dog ikke på kapernaitisk vis» Læs teksten
Konkordieformlen, SD VII: Ud fra 1 Kor 11 lærer formlen, at også uværdige og ugudelige som Judas modtager Kristi legeme og blod med munden. De synder ikke kun mod tegn, men mod Herrens legeme og blod, der er til stede.
«ikke alene de gudfrygtige, fromme og troende kristne modtager Kristi sande legeme og blod med munden i sakramentet, men også de uværdige, ugudelige hyklere som Judas og hans fæller» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

Luther, Huspostillen: Skærtorsdag: Luther siger, at Kristus ikke lader det blive ved den offentlige trøst i Ordet. Med brødet og vinen giver han hver enkelt sit legeme og blod, så den enkelte kan tilegne sig, at det er givet for ham. Forladelsen fås dog ikke ved gerningen, men ved troen på ordene.
«Han giver dig med brødet sit legeme at spise og med vinen sit blod at drikke, sådan som ordene klart siger, om det så skulle ærgre Djævelen.» Læs teksten
Chemnitz, Enchiridion: Om Herrens nadver: Chemnitz afviser forvandlingslæren: i sakramentet er der to forskellige ting, som forenes til ét, ligesom de to naturer i Kristi person. Derfor taler Paulus om brød og vin efter velsignelsen, og imod forvandlingslæren siges det, at legemet er til stede i, med eller under brødet.
«Det hører til dette sakramentes art, at der i det er to forskellige ting eller væsener, som forenes til ét sakramente, ligesom der i Kristi person er to forskellige naturer.» Læs teksten
Chemnitz, Enchiridion: Om Herrens nadver: Det er Guds ord og indstiftelse, ikke vores brug, der gør sakramentet. Men Kristus har indstiftet en handling, hvor brødet tages, velsignes, uddeles og spises. Lukkes det velsignede brød inde eller bæres det omkring, er der ikke et fuldstændigt sakramente.
«Nu er det ikke vores brug, der gør sakramentet, men Guds ord, ordning og indstiftelse.» Læs teksten
Krauth, Den konservative reformation: Den lutherske kirke: Krauth tilbageviser beskyldningen om, at den lutherske kirke lærer konsubstantiation; kirken forkaster både navnet og sagen. Han citerer Wittenberg-konkordien om, at legemet ikke er rumligt indesluttet i brødet, og Konkordieformlen om, at nærværet ikke er fysisk eller kapernaitisk, men dog fuldt ud sandt.
«uden en eneste afvigende røst forkaster denne lære – både navnet og sagen – i sin helhed og i hver eneste af dens dele.» Læs teksten
Jacobs, Sammenfatning, kap. 28: Jacobs bestemmer nærværet som virkeligt (ikke billedligt), substantielt (selve legemet og blodet, ikke blot deres virkning) og sakramentalt, dvs. et nærvær, der kun findes i nadveren.
«Ved «sakramental» skelner vi dette nærvær fra enhver anden form for nærvær, man kan tænke sig. Det er et nærvær, som findes i nadveren og ingen andre steder.» Læs teksten
Pieper, Kristen dogmatik: Nadveren: Den lutherske lære bygger på selve ordene, ikke på en omskrivning af dem. Udtrykket «sakramental forening» står ikke i Skriften, men sagen gør: det uforvandlede brød er ifølge Kristi ord hans legeme.
«Den lader «brød» være brød, «er» være er og «legeme» være Kristi legeme, «som er givet for os».» Læs teksten
Pieper, Kristen dogmatik: Nadveren: Nærværet skabes hverken af præstens beskaffenhed eller af modtagernes tro, men af Kristi indstiftelse, som virker, hvor nadveren holdes efter hans ord. Kristi befaling gør vores ord til et virkende ord.
«Det er ikke menneskers tale, der bringer Kristi legeme og blod til stede, men alene Kristi forjættelses- og befalingsord.» Læs teksten

Andre opfattelser

Romersk-katolsk forvandlingslære. Rom lærer, at brød og vin forvandles til Kristi legeme og blod, så kun brødets ydre skikkelse bliver tilbage; dertil hører messeofferet, tilbedelsen af hostien og at kalken tages fra lægfolket. Pieper svarer, at Skriften stadig kalder det brød efter velsignelsen (1 Kor 11,27), og at et skinbrød i stedet for brød er vilkårligt.
Zwingli og Økolampad: tegn og betydning. Zwingli tog «er» for «betyder», Økolampad og Calvin tog «legeme» for «legemstegn». Pieper viser, at «er» aldrig betyder «betyder»: i «Jeg er døren» ligger billedet i ordet «dør», ikke i «er», og Kristus er virkelig den åndelige dør.
Calvin og de reformerte: åndeligt nærvær. De «snedige» sakramentsfornægtere taler om et sandt nærvær, men mener, at det sker åndeligt ved troen, mens Kristi legeme kun er i himlen, hvor troen skal hæve sig op. Konkordieformlen siger, at de under de tilsyneladende sande ord holder fast ved, at kun brød og vin modtages med munden.
Den reformerte grundsætning om legemets nærvær. Ifølge Pieper hviler hele den reformerte nadverlære på den forudsætning, at Kristi legeme kun kan være til stede rumligt og synligt. Han kalder det en menneskelig idé, som fastholdes imod Skriftens klare vidnesbyrd, og som så bestemmer, hvordan nadverordene udlægges.

Hænger sammen med

De to naturer og den personlige forening – Nadverstriden blev hurtigt en strid om Kristi person. Konkordieformlen beskriver, hvordan modstanderne brugte den grundsætning, at Kristi menneskelige natur intet kan have ud over sine naturlige egenskaber, til at fjerne hans legemes nærvær fra nadveren. Den lutherske lære svarer ud fra den personlige forening: Kristi legeme er Guds Søns eget legeme og er ikke bundet som andre legemer.
Egenskabernes meddelelse – Hvordan kan Kristi legeme være til stede ved mange altre på én gang? Konkordieformlen svarer med egenskabernes meddelelse: Fordi Kristus også efter sin menneskelige natur sidder ved Guds højre hånd, kan han give sit sande legeme og blod i nadveren, ikke efter den menneskelige naturs art, men efter arten ved Guds højre hånd. Nærværet er ikke jordisk, men sandt og væsentligt.
Himmelfarten og sædet ved Faderens højre hånd – Mange har ment, at Kristi legeme ikke kan være i nadveren, fordi han er faret op til himlen. Chemnitz svarer, at himmelfarten netop betyder, at han sidder ved Guds højre hånd, og at Guds højre hånd ikke er et afgrænset sted i himlen, men Guds majestæt og magt, som fylder alt. Himmelfarten fjerner ham altså ikke fra nadveren.
Nådemidlerne – Nadveren er ikke kun et mindemåltid, men et af de midler, Gud giver nåde ved. Jacobs forklarer, at syndernes forladelse i begge Det Nye Testamentes sakramenter bliver lovet, tilbudt og meddelt, og at Kristi legeme og blod i nadveren er pant på denne gave. Det er løftets ord, der gør sakramentet; derfor giver nadveren det samme som Ordet og dåben.
Nadverens brug og gavn – Læren om nærværet siger, hvad nadveren er; læren om brugen siger, hvad den giver, og hvem der modtager den til gavn. Den Store Katekismus går netop fra sakramentets væsen videre til dets kraft og nytte: «givet og udgydt for jer til syndernes forladelse». Fordi Kristi legeme og blod virkelig er der, er gaven og pantet sikkert.
Ordets kraft – Det er ikke præstens ord eller gæsternes tro, der gør Kristi legeme og blod nærværende, men Kristi eget ord. Konkordieformlen citerer Chrysostomos: Ordene tales gennem præstens mund, men ligesom «Voks og formér jer» blev sagt én gang og stadig virker i naturen, virker Kristi indstiftelsesord i hver nadver, der holdes efter hans befaling. Her ses Ordets kraft tydeligt.
Skriftens klarhed og udlægning – Nadverordene er det store eksempel på, hvad klarheden betyder i praksis. Konkordieformlen siger, at Kristi indstiftelsesord i sig selv er «enfoldige, tydelige, klare, faste og utvivlsomme» og derfor ikke kan forstås anderledes end i deres egentlige betydning. Den, der tager Skriftens klarhed alvorligt, lader ikke fornuftens indvendinger give ordene en anden mening.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).