Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Skriften og åbenbaringen

Skriftens inspiration

Skriftens inspiration er den guddommelige handling, hvor Helligånden gav profeterne og apostlene både det, de skulle skrive, og de ord, de skrev det med, så hele Skriften er Guds eget ord.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften siger selv, at den er «inspireret af Gud» (2 Tim 3,16), og at profeterne talte «drevet af Helligånden» (2 Pet 1,21). Derfor anfører Det Nye Testamente Det Gamle som det, Herren eller Helligånden har talt ved profeten, og Paulus kalder det, han skriver, «Herrens bud» (1 Kor 14,37). Pieper samler Skriftens lære i nogle få punkter. Inspirationen gælder ikke kun sagerne eller personerne, men de skrevne ord (verbalinspiration, det vil sige ordinspiration). Den er mere end en guddommelig ledelse, der blot bevarer mod fejl. Den omfatter hele Skriften, også dens historiske oplysninger. Derfor er Skriften uden vildfarelse, for «Skriften kan ikke brydes» (Joh 10,35).

Skribenterne var hverken døde maskiner eller i ekstase. Helligånden brugte deres sprog, stil og viden, også Lukas’ undersøgelser og Davids erfaringer, og gjorde dem til sine levende redskaber. Det, de skrev villigt og med forstand, er alligevel ikke menneskeord, men Guds ord. Pieper sammenligner det med Kristi fornedrelse: Gud nedlader sig til menneskelig tale uden at holde op med at være den, der taler. Derfor beder Luther læseren om ikke at tage anstød af Skriftens enfoldige tale, for det er lutter ord og gerninger fra den guddommelige majestæt.

Det betyder meget for troen. Fordi Skriften er «Helligåndens bog», som Luther siger, kan troen bygge på den og finde en trøst, der holder. Mennesker kan tage fejl og bedrage, men Guds ord kan ikke tage fejl (Den Store Katekismus). Fornægtes inspirationen, bliver menneskets egen dom eller «oplevelse» dommer over, hvad i Skriften der skal gælde, påpeger Pieper.

Skriften

  • 2 Tim 3,16 – Hele Skriften er inspireret af Gud. Udsagnet gælder det skrevne, altså også ordene, og hele Skriften uden undtagelse.
  • 2 Pet 1,20–21 – Profetien kom ikke af menneskers vilje; drevet af Helligånden talte mennesker det, de fik fra Gud.
  • Joh 10,35 – Kristus bygger et bevis på ét ord i Sl 82,6 og siger, at Skriften ikke kan brydes.
  • Rom 3,2 – Det Gamle Testamentes Skrift kaldes Guds udsagn, Guds ord.
  • Matt 1,22 – Esajas’ ord anføres som det, Herren har talt ved profeten.
  • 1 Pet 1,10–12 – Kristi Ånd talte i profeterne, og apostlene forkyndte evangeliet i den samme Helligånd, sendt fra himlen.
  • 1 Kor 14,37 – Paulus siger, at det, han skriver, er Herrens bud.
  • 2 Sam 23,2 – David vidner, at Herrens Ånd talte gennem ham; egen erfaring og inspiration udelukker ikke hinanden.

Bekendelsen

  • Apologien, art. 4: Over for modstanderne, der ikke lader sig bevæge af de mange skriftsteder om troen, spørger Apologien, om de tror, at ordene er faldet Helligånden ubetænksomt ud af munden. Skriftens ord behandles som Helligåndens egne ord.
    «Mener de, at disse ord er faldet Helligånden ubetænksomt ud af munden?» Læs teksten
  • Den Store Katekismus, om dåben: Luther begrunder barnedåben med Guds befaling alene: alle mennesker kan tage fejl og bedrage, men Guds ord kan ikke tage fejl. Her bekendes Guds ords fuldkomne pålidelighed.
    «Jeg og min næste, ja, kort sagt alle mennesker kan tage fejl og bedrage, men Guds ord kan ikke tage fejl.» Læs teksten
  • Den Württembergske Bekendelse, art. 30: Bekendelsen kalder Skriften Helligåndens udsagn, så fast stadfæstet, at selv en engel fra himlen, der forkynder noget andet, skal være forbandet. Derfor afviser den al lære, der strider mod Skriften.
    «Vi tror og bekender, at denne Skrift er Helligåndens udsagn (oraculum), så stadfæstet ved himmelske vidnesbyrd» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Det Gamle Testamente: Luther advarer mod at tage anstød af Skriftens enfoldige tale og jævne beretninger. Hvor ringe det end ser ud, er det Guds egne ord og gerninger, og i de ringe svøb ligger Kristus.
    «hvor ringe det end ser ud, så er det lutter ord, gerninger, domme og handlinger fra den høje guddommelige majestæt, magt og visdom» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: 10. passionsprædiken: Det, profeterne og Salmerne forudsagde om Kristi lidelse, har Helligånden sagt, og han kan hverken lyve eller tage fejl. Havde disciplene holdt sig til Skriften, ville korset ikke have forarget dem.
    «Når det går Herren Jesus sådan, som Helligånden forud har forudsagt ved profeterne og i Salmerne – han, som hverken kan lyve eller tage fejl – så må han jo være den rette Messias.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om Den Hellige Skrift: Gud drev de hellige ved sin Ånd og indgav dem sit ord. Os har han hverken befalet at vente på sådanne indskydelser eller lovet dem; for efterslægtens skyld lod han i stedet profeterne og apostlene nedskrive sit ord og bandt kirken til disse skrifter.
    «han har drevet de hellige ved sin Ånd og indgivet dem sit ord og talt gennem deres mund» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 24: Jacobs fremhæver, at Skriften er både guddommelig og menneskelig. Med et citat fra Krauth sammenligner han med Kristi person: de menneskelige træk er planlagt af Gud. Med Calvin tilføjer han, at forfatterne blev drevet uden at blive berøvet deres forstand.
    «Dets menneskelige træk er ingen tilfældigheder; de er planlagt af Gud.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrift: Inspirationen er verbalinspiration. 2 Tim 3,16 siger det om «Skriften», og Skriften består af skrevne ord, ikke af sager eller personer. Vi kender jo kun tankerne gennem ordene.
    «Inspirationen er ikke såkaldt «realinspiration», inspiration af sagerne, heller ikke blot såkaldt «personalinspiration», inspiration af personerne, men verbalinspiration, indgivelse af ordene» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrift: Fordi hele Skriften er inspireret og består af ord, er den fri for vildfarelse i alle sine ord. Kristus og apostlene bygger ofte et bevis på et enkelt ord (Gal 3,16; Matt 22,43–44; Joh 10,35).
    «så er det dermed samtidig sagt, at Skriften i alle sine ord og i hvert eneste af sine ord er fuldkommen fri for vildfarelse» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrift: Skriverne var Guds redskaber, men ikke døde maskiner. Gud holdt dem ved deres ægte menneskelige udtryksmåde, så de talte og skrev med forstand, vilje og deres egen stil og kunne forstås af mennesker.
    «At skriverne ved dette blotte redskabsforhold ikke var og blev døde maskiner, men levende, personlige redskaber, udstyret med forstand og vilje og med en bestemt stil (modus dicendi)» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære: ingen befaling til at skrive. Romerske teologer som Bellarmin indrømmer, at apostlene skrev ved Guds inspiration, men nægter, at de fik befaling til at skrive, så Skriften må suppleres af traditionen. Pieper kalder det en selvmodsigelse: inspirationen rummer selv tilskyndelsen og befalingen til at skrive, og synspunktet tjener pavens autoritet.
  • Calixt: kun guddommelig ledelse. Helmstedt-teologen Georg Calixt († 1656) ville for det, skribenterne kendte i forvejen, og for mindre vigtige ting kun antage, at Gud ledede dem og bevarede dem mod fejl. De lutherske samtidige forkastede det: «ledet af Gud» og «indgivet af Gud» er forskellige begreber, og en sådan Skrift ville i bedste fald være fejlfrit menneskeord.
  • Nyere teologi: inspiration som oplysning. Den moderne teologi gør skribenternes inspiration til en grad af den oplysning, alle kristne har, og regner derfor med fejl i Skriften. Pieper svarer med Luther, at der er en artsforskel: apostlene er af Gud sendt som ufejlbarlige lærere, mens senere lærere kan tage fejl.
  • Montanisme og ekstase. Montanisterne gjorde ekstasen til profetiens form, og hedningerne digtede en henrykkelse hos deres profeter; montanisterne mente også, at profeterne ikke forstod deres egne profetier. Kirkefædrene afviste ekstasen, og Quenstedt lærer, at skriverne skrev frivilligt, med vilje og viden; «drevet af Helligånden» betyder hverken, at de var ude af sig selv, eller at de ikke forstod, hvad de skrev.

Hænger sammen med

  • Skriften alene: autoritet og tilstrækkelighed – Det fælles led er Skriftens myndighed. Fordi hele Skriften er Guds indgivne ord, kan den være eneste kilde og norm for læren. Pieper viser, at teologer, der opgav inspirationen og alligevel ville holde fast ved Skriften alene, i stedet kom til at gøre deres egen «trosbevidsthed» til dommer over, hvad i Skriften der er sandt.
  • Skriftens klarhed og udlægning – Begge punkter handler om, hvem der giver lyset: Gud eller mennesket. Er Skriften Guds inspirerede ord, oplyser den selv mennesket. Pieper påviser, at når nyere teologi ser Skriften som en blanding af sandhed og vildfarelse, må teologen selv bære lyset ind ud fra sin «oplevelse». Klarheden forudsætter altså, at Skriften er Guds eget ord.
  • Ordets kraft – Det fælles led er, at Skriften er Guds eget ord. Netop derfor har den, som Pieper siger, en sand guddommelig kraft, som ingen anden bog har; kirkens forkyndelse og andre skrifter har kun kraft, så langt de giver Guds ord videre. Inspirationen forklarer altså, hvorfor Ordet ikke blot fortæller om Gud, men virker tro.
  • Naturlig og åbenbaret gudserkendelse – Begge punkter handler om, hvordan Gud giver sig til kende. Pieper viser, at Gud indtil Moses opholdt kirken ved sit mundtlige ord, men at kirken siden har været bundet til det skrevne ord. Det er én og samme Kristi Ånd, der har talt gennem profeterne og apostlene. Derfor foreligger Guds åbenbaring for senere slægter i Skriften som Guds eget ord.
  • Kristi fornedrelse og ophøjelse – Det fælles led er Guds nedladelse. Til indvendingen om Bibelens forskellige stilarter svarer Pieper, at Helligånden brugte hver skribents egen stil. Han sammenligner det med Kristus i fornedrelsens stand, der ikke gik omkring i guddommelig herlighed, men blev fundet som et menneske (Fil 2,7). Sådan taler Gud menneskeligt i Skriften uden at holde op med at være den, der taler.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).