🗺 Lærekortet · Mennesket og synden

Gudsbilledet og urtilstanden

Gudsbilledet er den oprindelige retfærdighed, som Gud skabte mennesket med: en sand kundskab om Gud og en vilje i fuld overensstemmelse med hans hellige vilje. Det gik tabt ved faldet og fornyes i Kristus.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften siger, at Gud skabte mennesket i sit billede (1 Mos 1,26–27), og at alt, hvad han havde gjort, var «meget godt» (1 Mos 1,31). Hvad billedet bestod i, forklarer Paulus, når han taler om det nye menneske, der fornyes til erkendelse efter Skaberens billede og er skabt i sandhedens retfærdighed og hellighed (Kol 3,10; Ef 4,24). Derfor lærer Apologien, at gudsbilledet var kundskab om Gud, frygt for Gud og tillid til Gud, og Konkordieformlen kalder det «den medskabte oprindelige retfærdighed». Adam og Eva var ikke moralsk neutrale eller blot anlagt for det gode. De kendte Gud, ville kun det, han ville, og hans lov var skrevet i deres hjerte.

Gudsbilledet var ikke en gave, der blev hæftet uden på en ellers hel natur, sådan som romersk-katolsk lære siger (donum superadditum, «tilføjet gave»). Det var skabt sammen med naturen og hørte til mennesket, sådan som Gud ville have det. Det var dog ikke selve menneskets væsen, for mennesket er stadig menneske efter faldet. Nogle lutherske lærere skelner mellem billedet i videre forstand, fornuft og vilje, som er blevet tilbage, og billedet i egentlig forstand, som gik tabt. Luther og Pieper siger hellere, at billedet er tabt, og at Skriften kalder det faldne menneske Guds billede ud fra det, det var, og det, det skal blive i Kristus (1 Mos 9,6). I sagen er de enige. Med billedet fulgte udødelighed og herredømme over skabningen (1 Mos 1,28; 2,17). Mennesket var uden synd, men kunne falde.

Læren betyder noget for troen, fordi den viser, hvor dybt faldet går, og hvad Kristus giver tilbage. Pieper fremhæver, at Gud i Kristus tager sit oprindelige formål op igen: For Kristi skyld tilgiver han synden, og i dem, der tror, genopretter han kundskaben om Gud og viljens hellighed, i dette liv kun i sin begyndelse.

Skriften

1 Mos 1,26–27 – Gud skaber mennesket i sit billede; flertallet «vort billede» peger på den treenige Gud, ikke på Kristi menneskelige natur.
1 Mos 1,31 – Alt, Gud havde skabt, også mennesket, var «meget godt», altså ikke moralsk neutralt eller med en ond tilbøjelighed.
1 Mos 2,16–17 – Gud giver mennesket bud og truer med døden; det forudsætter kundskab om Gud og viser, at døden først kom med synden.
Ef 4,24 – Det nye menneske er skabt i lighed med Gud i retfærdighed og hellighed; det viser billedets indhold.
Kol 3,10 – Det nye menneske fornyes til erkendelse efter Skaberens billede: kundskaben om Gud hørte til billedet.
1 Mos 9,6 – Også efter faldet kaldes mennesket gjort i Guds billede; lærerne forklarer det forskelligt (videre forstand eller det, mennesket skal blive).
Jak 3,9 – Mennesker er skabt i Guds lighed og må derfor ikke forbandes; et af stederne om billedet efter faldet.
præd 7,29 – Gud skabte menneskene retskafne; Krauth bruger stedet om den oprindelige hellighed.

Bekendelsen

Apologien, art. II: Apologien udlægger 1 Mos 1,27: At mennesket er skabt i Guds billede, betyder, at det havde en visdom og retfærdighed, der fattede Gud, nemlig kundskab om Gud, frygt for Gud og tillid til Gud. Den oprindelige retfærdighed var altså mere end et sundt legeme.
«Hvad andet betyder det, end at der i mennesket var en sådan visdom og retfærdighed, som fattede Gud, og som Gud afspejlede sig i» Læs teksten
Konkordieformlen, SD I: Konkordieformlen beskriver arvesynden som et fuldstændigt tab af den medskabte oprindelige retfærdighed, som er Guds billede, og samtidig som manglende evne til alle Guds sager.
«et fuldstændigt savn eller tab af den medskabte oprindelige retfærdighed i Paradiset, det vil sige af Guds billede, som mennesket oprindelig blev skabt efter i sandhed, hellighed og retfærdighed» Læs teksten
Konkordieformlen, Epitome VI: De første forældre levede ikke uden lov før faldet: Guds lov var skrevet i deres hjerte, da de blev skabt i Guds billede.
«Heller ikke vore første forældre levede uden lov, end ikke før faldet, for Guds lov var også skrevet i deres hjerte, da de blev skabt i Guds billede» Læs teksten
Den Saksiske Bekendelse, Om arvesynden: Den oprindelige retfærdighed bestod ikke kun i, at Gud havde antaget menneskeslægten, men var noget i selve naturen: lys i sindet, en vilje vendt mod Gud og et lydigt hjerte. Det viser Paulus' udlægning af gudsbilledet i Ef 4,24.
«For den oprindelige retfærdighed bestod ikke kun i, at menneskeslægten var antaget af Gud (acceptatio). Den var også noget i selve menneskenes natur» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

Luther, Huspostillen: 12. søndag efter trinitatis: Luther kalder Adam og Eva i Paradiset «hellige, fromme mennesker», som Djævelen gjorde ulydige og onde. Kristus er kommet for at gøre det, Djævelen har slået i stykker, helt igen og bedre end før.
«For Djævelen kom ind i Paradiset for at ødelægge vor Herre Guds værk og gøre de hellige, fromme mennesker, Adam og Eva, til ulydige, onde mennesker.» Læs teksten
Chemnitz, Enchiridion: Om synden: Gud skabte ikke naturen fordærvet. I forstand, vilje og hjerte, ja i hele naturen, strålede en hellig overensstemmelse med Guds vilje. Disse gaver mistede de første forældre, da de på Djævelens tilskyndelse med deres frie vilje vendte sig bort fra lydigheden.
«Gud skabte fra begyndelsen mennesket i sit billede, så der i menneskets forstand, sind, vilje og hjerte, ja i hele naturen og i alle dens kræfter strålede en hellig og ren overensstemmelse med Guds vilje.» Læs teksten
Krauth, Den konservative reformation, afh. IX: Krauth ser gudsbilledet frem for alt i den oprindelige hellighed: sindets og viljens overensstemmelse med Guds. Netop det gik tabt ved faldet, mens forstanden og herredømmet over naturen blev forholdsvis bevaret.
«Guds billede er altså frem for alt menneskets oprindelige hellighed: hans sinds overensstemmelse med Guds sind og hans viljes med Guds vilje» Læs teksten
Jacobs, Sammenfatning, kap. 7: Gudsbilledet var ikke en tilføjet gave, men gennemtrængte hele naturen, som den kom fra Gud. Skolastikernes tanke om en tilstand med «rene naturlige egenskaber» gør mennesket moralsk ligegyldigt i strid med 1 Mos 1,31.
«Det var en gave, der var indeholdt i og gennemtrængte hele naturen, sådan som den kom fra Guds hænder, og ikke noget udefrakommende eller mekanisk hæftet på den.» Læs teksten
Pieper, Kristen dogmatik: Læren om mennesket: Billedet består ikke blot i, at mennesket har forstand og vilje, men i deres rette beskaffenhed: Mennesket kendte Gud og ville kun det, Gud vil. Pieper afviser, at urmennesket var dyrisk, moralsk indifferent eller behæftet med sanselighed.
«Guds billede i mennesket består ikke blot i, at det har forstand og vilje, eller i, at mennesket er en person, men frem for alt i forstandens og viljens rette beskaffenhed» Læs teksten
Pieper, Kristen dogmatik: Læren om mennesket: Billedet i egentlig forstand mangler efter faldet og genoprettes kun begyndelsesvis i genfødslen. Om 1 Mos 9,6 og Jak 3,9 foretrækker Pieper Luthers forståelse: Mennesket kaldes Guds billede ud fra det, det var, og det, det skal blive i Kristus.
«Efter Kol 3,10 og Ef 4,24 bliver Guds billede, der består i kundskab om Gud og viljens hellighed, først genoprettet i genfødslen, ved troen på Kristus, og da kun i sin begyndelse.» Læs teksten

Andre opfattelser

Romersk-katolsk lære: billedet som tilføjet gave. De pavelige lærer, at gudsbilledet var en gave (donum superadditum), der blev føjet til en i forvejen hel natur, så naturen efter faldet stadig er uskadt. Pieper svarer ud fra 1 Mos 1,26, at billedet var medskabt, og at naturen derfor nu er fordærvet i det inderste.
Origenes og Osiander. De lærte, at Adam blev skabt i billedet af Kristi menneskelige natur, som var forudtænkt i Guds sind. Pieper svarer med Quenstedt, at «vort billede» peger på den treenige Gud, og at Kristus er den anden Adam, der blev os lig, ikke omvendt.
Nyere teologi: en moralsk neutral urtilstand. Urtilstanden beskrives som dyrisk, moralsk indifferent eller præget af sanselighed, og kun det, mennesket selv udvikler, regnes for moralsk godt. Pieper kalder det stridende mod Skriften, som skildrer mennesket som skabt positivt godt.
Flacius. Flacius lærte, at billedet også i snæver forstand hørte til menneskets væsen, hvilket førte til strid i den lutherske kirke. Jacobs svarer, at de fuldkommenheder, der kunne gå tabt, ikke var væsentlige, men tilfældige for naturen.

Hænger sammen med

Skabelsen – Gudsbilledet var det, der gjorde mennesket til skabelsens krone. Pieper viser, at herredømmet over jorden og dyrene (1 Mos 1,26–28) fulgte umiddelbart med billedet. Før faldet var det et virkeligt herredømme, som dyrene fulgte uden tvang; efter faldet er der ifølge Luther kun et «skinherredømme» tilbage.
Syndefaldet og syndens årsag – Det, faldet tog fra mennesket, var netop gudsbilledet: den sande kundskab om Gud og viljens hellighed. Pieper siger, at de lutherske teologer er enige om, at mennesket mangler dette efter faldet, og at det først genoprettes i genfødslen ved troen på Kristus. Mennesket har stadig forstand og vilje, men har mistet den oprindelige visdom og retfærdighed.
Arvesynden – Arvesynden er gudsbilledets modsætning. Konkordieformlen beskriver den som et fuldstændigt tab af den medskabte oprindelige retfærdighed, det vil sige af Guds billede, og som en magtesløshed over for alle Guds sager. Det, der skulle have fyldt mennesket med kundskab om Gud og hellighed, mangler nu i hvert menneske fra fødslen.
Den frie vilje – Spørgsmålet om den frie vilje kræver, at man ved, hvordan viljen var fra begyndelsen. Krauth citerer en beskrivelse af gudsbilledet, hvor forstanden stemte overens med Guds visdom, og viljen med Guds hellighed og var fri. Denne frihed til det gode mistede mennesket ved faldet. Derfor kan viljen nu ikke af sig selv vælge Gud, selv om den stadig vælger i ydre ting.
Helliggørelsen – Helliggørelsen er Guds arbejde med at genoprette det tabte billede. Pieper siger, at Gud tager sit oprindelige formål op igen i Kristus: For Kristi skyld tilgiver han synden, og i dem, der tror, genopretter han erkendelsen af Gud og viljens hellighed (Kol 3,10; Ef 4,24). Tilgivelsen er hel med det samme, men fornyelsen er i dette liv kun begyndt.
Det evige liv – Gudsbilledet bliver først helt genoprettet i det evige liv. Jacobs skelner mellem retfærdiggørelsen, der sker på et øjeblik, og fornyelsen, hvor Guds billede genoprettes gradvis, «begyndt i dette liv og fuldendt i det kommende». Det, mennesket mistede i Paradis, får de troende altså fuldt igen, når de skuer Gud ansigt til ansigt.
Naturlig og åbenbaret gudserkendelse – Det fælles led er, hvor den medfødte gudserkendelse kommer fra. Pieper anfører Quenstedt, der kalder de medfødte grundsætninger, som mennesket kender Gud ud fra, «ruiner og rester» af Guds billede. Mennesket blev skabt med en sand kundskab om Gud; efter faldet er kun en svag rest tilbage, og den rækker ikke til frelse.
Lovens tre brug – Loven kom ikke først til efter syndefaldet. Konkordieformlen, artikel VI, minder om, at det første menneske straks efter skabelsen fik en lov at rette sig efter. Loven udtrykker altså Guds vilje med det menneske, han skabte. Derfor skal de genfødte heller ikke leve uden lov: Den er skrevet i deres hjerte, selv om dens forbandelse og tvang ikke længere tynger dem.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).