Om loven

Afsnittet om lovene vil gøre syndens kraft og væsen en hel del tydeligere, eftersom loven jo siges at være erkendelse af synd (Rom 3,20). Hvis der altså synes at mangle noget i det foregående afsnit, vil det følgende, hvis jeg ikke tager fejl, råde bod på det. Det er dog ikke min hensigt at dynge alt det sammen, der måske kunne siges om hvert enkelt punkt; jeg laver kun en fortegnelse over de mest almindelige hovedpunkter, så du kan se, hvad hele den kristne lære afhænger af, og hvad Skriften først og fremmest skal henføres til. Og disse hovedpunkter vil jeg ikke have, at du lærer af mig som lærer, men som en, der gør dig opmærksom på dem; du skal lære dem af Skriften, ikke af min udlægning. For tro mig: Det betyder meget, om du henter stoffet til så store ting fra kilderne eller fra pytterne.

Her øser man ikke blot sødere vand fra kilden, som digteren sagde, men også renere. For hvor meget sikrere er ikke det, som Skriften foreskriver, end det, man plukker ud af kommentarerne!

Loven er et udsagn, hvorved det gode påbydes og det onde forbydes. Ret er myndighed til at handle efter loven. De gamle har sagt meget både for og imod lovene; fra hvilken kilde det er flydt, vil vi vise lidt senere.

Ret. Lov.

Af lovene er nogle naturlige, andre guddommelige og andre menneskelige. Om de naturlige love har jeg endnu ikke set noget værdigt skrevet, hverken af teologerne eller af juristerne. For når de kaldes naturlige, burde deres formuleringer udledes efter den menneskelige fornufts metode ved en naturlig slutning. Det ser jeg endnu ingen gøre, og jeg ved ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre, så fanget og forblindet som den menneskelige fornuft jo er. At der er en naturlov i os, lærer Paulus imidlertid med en forunderligt elegant og skarpsindig slutning i Romerbrevets andet kapitel (Rom 2,15), hvor han ræsonnerer således: Hos hedningerne findes en samvittighed, der forsvarer eller anklager en gerning; altså findes der en lov. For hvad er samvittigheden andet end en dom over vores gerning, en dom, der hentes fra en eller anden lov eller fælles regel? Naturloven er altså et fælles udsagn, som alle mennesker i lige grad giver deres tilslutning til, ja, som Gud har indpræget i hvert menneskes sjæl, afpasset til at forme sæderne. For ligesom der i de teoretiske fag, fx matematikken, findes visse fælles grundsætninger, eller κοιναὶ ἐννοίαι ἢ προλήψεις [«fælles begreber eller forhåndsantagelser»], som den, at helheden er større end delene, sådan findes der også i moralen både visse fælles grundsætninger og visse første slutninger – for undervisningens skyld må man jo bruge deres ord – som er regler for alle menneskelige handlinger. Dem kan man med rette kalde naturlove. Marcus Cicero udleder i sine bøger om lovene i efterligning af Platon lovenes formuleringer af menneskets natur. Det fordømmer jeg ikke, men jeg ser, at det er gjort mere elegant end nøjagtigt. Der sniger sig også en hel del ugudeligt ind i Ciceros fremstilling, sådan som det plejer at gå, når vi hellere følger vores egen fornufts metoder og genveje end det, de guddommelige skrifter foreskriver. For den menneskelige forstands dømmekraft er i det hele taget bedragerisk på grund af den medfødte blindhed, så at selv om der er indpræget visse forbilleder for sæderne i vores sjæle, kan de dog næppe opfattes. Når jeg siger, at naturlovene er indpræget af Gud i menneskenes sind, så mener jeg, at erkendelsen af dem er, som de siger, visse medskabte egenskaber (habitus), ikke en regel for at dømme om sæderne, som vores egen begavelse har fundet på, men en regel, som Gud har plantet i os. Om det stemmer med Aristoteles' filosofi, bekymrer jeg mig ikke om. For hvad kommer det mig ved, hvad den kværulant har ment? Jeg springer over det, vi har fælles med de umælende dyr: at opretholde livet, at avle og frembringe et andet væsen af sig selv. Det henfører juristerne til naturretten; jeg kalder det visse naturlige drifter, som er nedlagt i alle levende væsener. Men de love, der egentlig angår mennesket, synes at have de hovedpunkter, som vi har sat herunder.

At der findes en naturlov.

Hvad naturloven er.

Det er farligt at følge fornuften.

I. Gud skal dyrkes.

II. Fordi vi fødes til et fællesskab i livet, må ingen skades.

III. Det menneskelige fællesskab kræver, at vi bruger alle ting i fællesskab.

Den første lov, om at dyrke Gud, har vi fra Romerbrevets første kapitel, hvor der ikke er tvivl om, at apostlen regner den blandt de naturlige love, når han siger (Rom 1,20), at Gud har tilkendegivet sin majestæt for alle mennesker ved at skabe og styre hele verden. Men at diskutere, hvordan man kan slutte sig til, at Gud er til, ved menneskelig logik, hører mere en nysgerrig end en from til, især fordi det ikke er sikkert for den menneskelige fornuft at fremføre spidsfindigheder om så store ting, som jeg gjorde opmærksom på i begyndelsen af denne oversigt.

Den anden lov, som sørger for, at ingen skades, udledes uden tvivl af det fælles bånd, hvormed vi alle fødes bundet og knyttet sammen med alle, sådan som Skriften viser, når den siger, at det ikke er godt, at mennesket lever alene, men at det skal have en hjælp i livet (1 Mos 2,18). Loven befaler altså, at ingen skal skades, det vil sige, at vi alle skal kappes om at elske hinanden, så alle mærker vores velvilje i iver og tjenstvillighed. Derfor omfatter denne lov de guddommelige bud om, at vi ikke må slå nogen ihjel, ikke må røve fra andre og lignende.

Spørger du: Hvorfor slår øvrigheden så de skyldige ihjel? Så svarer jeg: Siden de menneskelige forhold, fra den stund Adam faldt og indbrændte syndens mærke i os alle, er sådan, at de gode ofte skades af de onde, må menneskeslægten stræbe efter, at loven om ikke at skade bliver overholdt over for de fleste. Derfor må de, der forstyrrer den offentlige fred og skader de uskyldige, holdes i ave, tøjles og ryddes af vejen, så flere kan bevares, når de, der har skadet, er fjernet. Loven står fast: Skad ingen. Men er nogen allerede blevet skadet, så må man nu sørge for, at ikke flere skades, og den, der har skadet, må fjernes. Det er mere værd at bevare hele mængden end en enkelt eller to; derfor fjernes den, som med en eller to forbrydelser af ondt eksempel truer hele mængden med ulykke. Herfra kommer det, at der er øvrighed i staten, herfra de skyldiges straffe, herfra krigene – alt det, som juristerne henfører til folkeretten.

Folkeretten.

Den tredje lov, om fællesskab om tingene, udspringer tydeligvis af selve fællesskabets væsen i menneskeslægten. For hvis det, som man almindeligvis siger, τὰ τῶν φίλων κοινὰ, det vil sige, at venner har alt til fælles, skal gælde mellem nogle få venner, hvorfor skulle det så ikke gælde mellem alle mennesker, eftersom alle burde hænge sådan sammen, som brødre hænger sammen med brødre, børn med forældre og forældre med børn? For det var, hvad loven om ikke at skade befalede. Men fordi menneskets begær ikke tillader, at vi bruger alt i fællesskab, må denne lov korrigeres af den foregående, nemlig at ingen må skades. Og tingene skal være fælles i det omfang, den offentlige fred og mængdens velfærd tillader det. For som regel korrigeres de lavere love af de højere, og det almindelige fællesskab må bringes ind under en vis målestok. Derfor må der sættes en anden lov i stedet for den tredje, nemlig at tingene skal fordeles, eftersom mange menneskers fælles velfærd kræver det. Men fordi de menneskelige forhold nu er sådan, at der i det mindste er brug for et vist fællesskab om tingene, skønt de af naturen burde være fælles, er det blevet indrettet sådan, at de gøres fælles gennem brugen, nemlig ved aftaler: køb, salg, udlejning, leje og de øvrige. Og her ser du, hvor aftalerne har deres oprindelse. Det så Platon, når han i femte bog om lovene siger, at den stat styres bedst, hvor man kommer nærmest det almindelige ordsprog: Venner har alt til fælles, ja, hvor ikke blot borgernes ejendele er fælles for dem, men også hver enkelts lemmer, øjne, hænder, fødder og mund, tjener alles fælles gavn; og at man ikke skal søge noget andet forbillede for en velordnet stat end den stat, hvor dette τὰ φίλων κοινὰ kan overholdes. Derfor er aftalerne opfundet, så hver enkelts ejendele kunne deles med mange, for at der ikke skulle være slet intet fællesskab om tingene. Så meget om naturlovenes almene formuleringer, som du kan ordne på denne måde:

I. Dyrk Gud.

II. Fordi vi fødes til et fælles liv i fællesskab, så skad ingen, men hjælp enhver med tjenester.

III. Hvis det ikke kan lade sig gøre, at slet ingen skades, så skal man sørge for, at så få som muligt skades, ved at fjerne dem, der forstyrrer den offentlige ro; og til det formål skal der indsættes øvrighed og straffe for de skyldige.

IIII. Tingene skal fordeles for den offentlige freds skyld. I øvrigt skal man gennem aftaler afhjælpe hinandens nød.

Den, der vil, kan nu fra digterne, talerne og historieskriverne føje de særlige udsagn til, som man plejer at henføre til folkeretten, sådan som man rundt omkring læser dem om ægteskab, om ægteskabsbrud, om at gengælde en velgerning, om utaknemmelighed, om gæstfrihed, om bytte af varer og andet af den slags. For mig var det nok at notere de mest almene formuleringer. Men tag ikke ubetænksomt hvilke som helst udsagn fra de hedenske forfattere for love. For de fleste almindelige talemåder efterligner vores naturs fordærvede drifter, ikke lovene. Sådan er det hos Hesiod (Værker og dage 353–354):

τὸν φιλέοντα φιλεῖν, καὶ τῷ προςιόντι προςεῖναι. / καὶ δόμεν ὅς κεν δῷ καὶ μὴ δόμεν ὅς κεν μὴ δῷ. [«Elsk den, der elsker dig, og hold dig til den, der holder sig til dig. / Giv til den, der giver, og giv ikke til den, der ikke giver.»]

For med disse vers måler han venskab helt og holdent efter nytten. Sådan er også det almindelige δός τι καὶ λάβε τι [«giv noget, og tag noget»]. Hertil hører det, at man siger, at magt skal slås tilbage med magt, sådan som det hedder hos Euripides i Ion (vers 1045–1047):

τὴν δ᾽ εὐσέβειαν, εὐτυχοῦσι μὲν, καλὸν / τιμᾶν. ὅταν δὲ πολεμίους δράσαι κακῶς / θέλῃ τις, οὐδεὶς ἐμποδὼν κεῖται νόμος. [«Fromheden er det smukt at ære, når det går en godt; / men når nogen vil gøre sine fjender ondt, / står ingen lov i vejen.»]

Også i den såkaldte borgerlige ret er der meget, som mere bærer præg af menneskelige drifter end af naturlige love. For hvad er mere fremmed for naturloven end trældom for slaver? Og ganske ubilligt bruger man ved enhver aftale det, der kaldes interessen, som påskud [id quod interest, den erstatning for tab eller tabt fortjeneste, som romerretten tillod at kræve; i praksis et dække for at tage rente.]. Men om det en anden gang. En god mand vil afstemme de borgerlige bestemmelser efter det rimelige og rette, det vil sige efter både de guddommelige og de naturlige love; hvad der end fastsættes imod dem, kan ikke andet end være uretfærdigt. Og så meget om naturlovene; kan du ordne dem mere nøjagtigt og fint, så gør det.

Om de guddommelige love

Guddommelige love er de love, som Gud har fastsat gennem de kanoniske skrifter. Man har delt dem i tre klasser: Nogle er moralske, andre retslige og andre ceremonielle. Moralske er de love, som er foreskrevet i de ti bud; dem kan den flittige læser henføre alle de love til, som i hele Skriften gives om sæderne. For hvor ofte gentages ikke den samme lov i Skriften? Her skal man dog passe på, at vi ikke udlægger de ti bud alene om de ydre gerninger og deler dem i råd og bud på skolastisk vis. Derfor vil jeg kort gennemgå lovenes formuleringer.

De tre første bud – «Du må ikke have andre guder», «Du må ikke tage din Guds navn forgæves» og «Kom sabbatsdagen i hu, så du holder den hellig» – har Kristus uden tvivl udlagt med denne lov: «Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din forstand» (Matt 22,37). Forskellen mellem disse tre love synes at være denne, skønt de alle angår det samme, nemlig den sande gudsdyrkelse: Det første, «Du må ikke have andre guder», angår egentlig følelserne, at vi intet må elske og intet frygte uden Gud, at vi ikke må stole på vores rigdom, dyd, klogskab, retfærdighed eller på nogen skabning overhovedet, men alene på Guds godhed. Disse følelser er så langt fra i vores magt, at kun de allermest åndelige forstår, hvad tillid, hvad frygt og hvad kærlighed til Gud er. Til denne lov hører det meste i de profetiske skrifter om at frygte Gud, om at stole på Gud og lignende. Denne lovs ord anbefaler os forunderligt både tillid og frygt. For når han siger: «Jeg er Herren din Gud, en stærk og nidkær Gud, som straffer fædrenes misgerning på børnene» osv. (2 Mos 20,5), så skræmmer han med sin trussel og erklærer, at hans vredes magt er at frygte. Og når han så tilføjer, at han viser barmhjertighed i tusind led mod dem, der elsker ham (2 Mos 20,6), anbefaler han så ikke her sin godhed og kræver, at vi elsker ham og stoler på hans godhed osv.? Ja, der kræves i det hele taget mere, end jeg kan nå med menneskelige ord. Skolastikerne har lært, at det at elske Gud er det samme som at ville, at Gud er til, at man, som de siger, ikke misunder ham hans herredømme, og meget af den slags, sagt med ord, der er mere dunkle, end de selv har kunnet forstå i deres skoler. For man kan ikke vide, hvad det er at elske Gud, medmindre Ånden lærer en det, det vil sige medmindre du selv i virkeligheden bliver optændt af Ånden og erfarer det. Her har du det første buds gerning: at stole på Gud, elske og frygte Gud. Det er den tilbedelse, som Kristus taler om, når han siger: «De sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed» (Joh 4,23). En sådan følelse vil af sig selv blive fulgt af en prisværdig ydre gudsdyrkelse. Det andet bud sørger for, at Guds navn ikke bruges letsindigt, ja, for at vi ved at bruge Guds navn vidner om netop denne tro og ligeledes frygten for og kærligheden til Gud. Og ligesom det forrige bud er positivt og kræver tro og kærlighed, sådan er også dette positivt og kræver, at vi priser Guds navn og ære, påkalder Guds navn, flygter hen til Guds navn som til en vel befæstet havn og sværger ved Guds navn (5 Mos 6,13), at vi med David lovsynger hans navn og anerkender Salomos ord: «Herrens navn er et vel befæstet tårn» (Ordsp 18,10), at vi lovpriser og priser Guds godhed mod os og takker, ja, at alt, hvad vi gør, sker, som apostlen siger, til Herrens pris (1 Kor 10,31). Du ser, at det andet bud udspringer af det første.

De moralske love.

Det tredje bud befaler, at sabbatten skal helligholdes, så vi hviler fra vores egne gerninger, det vil sige, så vi lader Guds gerning ske med os og tåler den: at vi selv bliver dødet. Det første bud kræver tro, det andet lovprisning af Guds navn, det tredje, at vi tåler Guds gerninger i os. Dette bud overtrædes først og fremmest af dem, der prædiker moralske gerninger og den frie viljes kraft. For det kræver, at den frie vilje bliver dødet, og Det Nye Testamentes folk, som har en evig sabbat, er det folk, hvis kød uophørligt dødes, og hvis ånd gøres levende. Både sabbatten og kristendommen er ukendt for disse forkæmpere for den frie vilje, disse fjender af Kristi kors, som retfærdiggør sig selv ved deres egne gerninger og deres egne anstrengelser. De følger eksemplet fra ham, der havde samlet brænde på sabbatten (4 Mos 15,32).

Du ser altså, at de tre bud – at man skal stole på Gud, at man skal lovprise Gud, og at man skal tåle hans gerning i os – er indeholdt i denne sætning: «Du skal elske Gud med hele dit hjerte» osv. For den, der elsker sådan, stoler uden tvivl på ham, frygter ham, lovpriser ham og tåler hans gerning med den mest brændende ånd. Jeg har ikke sat mig for at udlægge loven; hvordan skulle det også kunne gøres i kort form? Men jeg ville påpege dette, så du kunne vide, at de tager fejl, som mener, at der ikke kræves noget større af os, end menneskelige kræfter formår. Den, der ønsker en fyldigere udlægning af budene, kan fx søge den i Luthers lille tyske skrift om de gode gerninger. [«Von den guten Werken», 1520.] Her tager sofisterne fejl to gange. For det første, fordi de mener, at den højeste kærlighed til Gud ikke kræves eller forlanges i dette liv; sådan dømmer de også om de øvrige følelser. Men den opfattelse gendrives tydeligt nok af denne tekst: «Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte, med hele din sjæl og med hele din forstand.» For når Gud kræver hele hjertet for sig selv, tillader han aldrig, at skabningen får en del af det. Gid der måtte komme en Elias til dem, som kunne lære dem, hvor ulykkeligt de halter, som mener, at en del af hjertet skal gives til skabningen og en del til Gud. Dette bud kan ikke opfyldes, så længe vi lever i kødet; men derfor kræves det ikke mindre. Vi er tværtimod alle skyldige, så længe vi ikke betaler, hvad vi skylder. Og det er det, vi sagde ovenfor: at alle mennesker altid i virkeligheden er syndere og altid synder. Og nedenfor, hvor der skal handles om nåden, må det igen undersøges, i hvilken forstand vi er retfærdiggjorte, og i hvilken forstand vi er syndere.

Dernæst farer sofisterne vild, fordi de mener, at både disse og de øvrige bud kan opfyldes ved vores egne kræfter, idet de mener, at der kun gives bud om ydre gerninger, fx at vi ikke ved ceremonier og ydre tjenester skal dyrke flere guder eller afguder osv. At vi udlægger loven om følelserne, skyldes lovens egne ord: «Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte.» Men kødet elsker sig selv mest af alt og stoler på sine egne goder, sin egen klogskab og sin egen retfærdighed. Det er jo det, apostlen siger (Rom 8,5–7): «Kødet søger sit eget og kan ikke underordne sig Guds lov.» Altså kan det ikke elske Gud, stole på Guds godhed osv. Det er en stor og ufattelig ting at elske Gud, nemlig med et glad og taknemmeligt hjerte at tage imod Guds vilje i alt, også når han fordømmer og døder. Jeg spørger dig derfor, sofist: Kan naturen ville helvede og den evige straf? Benægter du, at den kan det, så benægt også, at kødet kan elske Gud frit og villigt.

De øvrige bud, som kaldes anden tavles bud, udlægger Kristus: «Du skal elske din næste som dig selv» (Matt 22,39) – og de fleste af dem i en lang tale i Matthæusevangeliets kapitel 5 (Matt 5). Og apostlen opregner kærlighedens næsten utallige love i Romerbrevets kapitel 12 (Rom 12). Men også disse love har sofisterne udlagt, som om de kun handlede om ydre gerninger, nemlig at man har gjort loven fyldest, hvis man ikke begår mord, hvis man ikke åbenlyst bedriver hor osv. Kristus derimod udlægger loven om følelserne, og det positivt. Med loven «Du må ikke slå ihjel» befaler han, at vi skal have et hjerte, der er velvilligt, oprigtigt, gavmildt og rede til enhver tjeneste mod hvem som helst; at vi ikke gengælder ondt med ondt og ikke fører proces om vores ejendom; kort sagt, at vi ikke sætter os imod det onde, og endelig, at vi elsker også vores fjender, og det gavmildt og oprigtigt. Luthersk note: Melanchthon gør her det ikke at føre proces om sin ejendom til et bud for alle kristne. Bekendelsen lærer, at det er forbudt at tage sig selv til rette, men at evangeliet ikke ophæver samfundsordenen: en kristen må eje ejendom og søge sin ret gennem øvrigheden og domstolene, som er Guds ordning (CA XVI; Apologien XVI). På samme måde mener de, at loven «Du må ikke bryde ægteskabet» er gjort fyldest, hvis vi ikke begår skændselen i en ydre gerning. Men Kristus udlægger den sådan, at han lærer, at der kræves kyskhed og renhed i hjertet, så vi end ikke begærer det skammelige. Resten vil den flittige læser selv lægge mærke til i evangeliet.

Om rådene

Også her har sofisterne taget skændigt og ugudeligt fejl, idet de har gjort Guds lov til råd, det vil sige, de har lært, at visse ting ikke kræves af Gud som nødvendige, men kun tilrådes, så den, der har lyst, kan adlyde, mens den, der ikke adlyder, er fri for fare. Blandt rådene regner de omtrent det, som står i Matthæusevangeliets kapitel 5 (Matt 5): at elske sine fjender, ikke at sætte sig imod det onde, ikke at kende til retssager og stridigheder for retten, at gøre godt mod dem, der har fortjent ondt, at give gaver, at låne til enhver, der trænger, også når der ikke er håb om at få det igen. Vi siger, at alt dette kræves, og vi regner det blandt budene. For Kristus fordømmer åbenlyst dem, der kun elsker deres venner, og stiller dem lige med hedningerne og tolderne. Ligeledes gør han den, der bliver vred på sin næste, eller som foragter sin næste og siger «Raka!», skyldig for domstolen. Hvis han kun rådede os til ikke at blive vrede, hvorfor truede han så med dom? Hvis det står en frit for at blive vred på den, der krænker en, eller lade være, hvorfor truede han så med straf? Den, der truer med straf, kræver; han råder ikke. Og når det desuden er et bud, at man skal elske sin næste, omfatter kærligheden så ikke alt det, som de regner blandt rådene? Og Paulus fører i Romerbrevets kapitel 13 alt dette tilbage til loven: «Du skal elske din næste som dig selv» (Rom 13,9). Og 1 Joh 3: «Børn, lad os ikke elske med ord eller med tunge, men i gerning og sandhed» (1 Joh 3,18), det vil sige: Lad os både elske af hjertet og oprigtigt og vise vores kærlighed med iver og tjenester. Når de nu regner det, der står skrevet: «Du må ikke begære» osv., blandt lovene, hvorfor regner de så ikke det, som det bud omfatter, for love? Er det ikke begærets værk at blive vred på sin fjende, at kræve sin ejendom tilbage, ikke at ville sætte sine penge på spil hos en fattig? Lad dem derfor indrømme, at også dette er befalet, eftersom det jo er befalet, at vi ikke skal begære noget. Og endelig: Hvorfor udlægger de ikke hele loven som råd, når de nu river en del af loven ned? Men du vil sige: Så er det ude med min husholdning, hvis jeg skal give til hvem som helst. Jeg svarer: Det er kødets klogskab, der bruges som skalkeskjul for din griskhed. For Ånden vil let bedømme, hvor meget der skal gives, og vil gerne undvære sit eget, blot broderens nød bliver afhjulpet. Ved du ikke, at du skylder din næste det, som du gerne ville have, at man gjorde mod dig? Men vil vi så ikke være udsat for alles uret, hvis vi ikke må forsvare vores ret? Ganske rigtigt, for dette liv er korsets liv, så du er udsat for uret. Vil de onde så ikke rane vores ejendom, hvis vi ikke må kræve den tilbage ved retten? Det er øvrighedens sag at sørge for, at ingen borger skader en anden; din sag er at tage den slags hændelser i god mening. Luthersk note: Ifølge bekendelsen må en kristen dog søge sin ret ved domstolene; kun det at tage sig selv til rette er forbudt (Apologien XVI). Men hvorfor prøver jeg at gendrive den kødelige klogskabs argumenter, når det aldrig kan ske, at nogen godkender Guds lov, uden at han er åndelig? Hvorfor Kristus har givet dette bud, vil du ikke forstå, medmindre du har lyst til at følge det. Sofisterne er også blevet narret af den slags kødelige spidsfindigheder, da det syntes alt for lidt borgerligt, at alles ejendom på den måde skulle gøres til fælleseje, så ingen måtte hævde sin ret til sit eget. Man fandt det også umenneskeligt, at de dovne skulle drage fordel af deres lediggang, hvis de uden fare kunne leve af andres ejendom. Derfor blev budene gjort til råd, og den skadeligste af alle meninger blev antaget: at samfundet ikke kan styres efter evangeliet – som om Kristus havde overleveret noget, der kun angår nogle få munke, og ikke snarere hele menneskeslægten. For hvad skal være mere fælles end evangeliet, som Kristus befalede at prædike for hele skabningen? Også Augustin gendriver i sit brev til Marcellinus, som er nummer fem i rækken af Augustins breve, den slags kødelige bagvaskelser af den lov, der forbyder hævn. [I nyere udgaver brev 138.] Den forbyder dog ikke, at forbrydelser straffes af øvrigheden. Tværtimod bærer øvrigheden sværdet for at skræmme de onde, som apostlen siger (Rom 13,4); men loven forbyder, at vi på egen hånd, drevet af hævnlyst, gør det af med hinanden. Det er øvrighedens sag at sørge for, at samfundet ikke lider skade. Din sag er at bære en uret, der rammer dig selv, og lade som ingenting. Om dette skal der måske handles mere udførligt nedenfor.

Se 2 Kor 8.

Men i evangeliets skrifter findes der et råd, og så vidt jeg ved, kun ét: om at leve ugift. Om det siger Kristus: «Den, der kan rumme det, skal rumme det» (Matt 19,12). Og Paulus siger i Første Korintherbrev kapitel 7 (1 Kor 7,25–27): «Vedrørende jomfruerne har jeg ikke en befaling fra Herren, men jeg giver mit råd som den, der ved Herrens barmhjertighed er troværdig. Jeg mener altså, at dette er godt på grund af den nuværende nød, at det er godt for et menneske at være sådan. Er du bundet til en hustru, så søg ikke at blive løst; er du løst fra en hustru, så søg ikke en hustru» osv. Men her er der ingen grund til at diskutere, om rådene står over budene; det er skolastikernes tåbeligheder, de forstod hverken, hvad et bud, eller hvad et råd var. For hvor ugift man end er, opfylder man ikke dermed budet om ikke at bryde ægteskabet, eftersom det ikke kan undgås, at begæret ophidser én, hvor kysk man end er. Men ved budet er begæret forbudt, og det kan ske, at en gift kommer nærmere til at svare til budet, end jomfruer undertiden gør.

Om munkeløfterne

Hvad så med munkeløfterne? For det første, hvad selve det at aflægge løfte angår, så hverken befaler eller tilråder Skriften, at man skal love noget. Men Gud godkender kun det, han enten befaler eller tilråder. Derfor kan jeg ikke se, hvad et løfte føjer til fromheden. Moseloven krævede ikke, at man lovede noget, men tillod det. Evangeliet, der helt og holdent er en slags åndens frihed, kender slet ikke til løfternes trældom. Og så vidt jeg kan se, er det alene på grund af uvidenhed om troen og den evangeliske frihed, at skikken med at aflægge løfter er blevet antaget. Og skikken med løfter strider i ikke ringe grad mod troen og mod åndens frihed. Skolastikerne lærer også, at en gerning, der gøres på grund af et løfte, er bedre end en gerning, der gøres uden løfte. Ugudelige mennesker, der vurderer fromheden ud fra gerningerne og ikke snarere ud fra Ånden og troen! Og hvorfor sætter de gerningen højere på grund af løftet, når løftet hverken kræves eller tilrådes? Overvej dernæst, beder jeg dig, hvad man lover. Man lover cølibat, fattigdom og lydighed. At cølibatet tilrådes, benægter jeg ikke. Men når vores køds svaghed er sådan, at Kristus selv siger, at ikke alle kan rumme ordet om cølibatet (Matt 19,11), hvad nytter det så at gøre en så usikker og farlig sag til noget almindeligt for så mange tusinde mennesker? Af de gamle eneboere var der, så vidt man kan udlede af historien, kun få, der kæmpede med held mod kødet, skønt de flittigt udmagrede deres legemer med sult og tørst og var særdeles godt rustet mod djævelens anslag med kendskab til de guddommelige skrifter. Hvordan skal vi da sejre i så stor overflod, i den dybeste lediggang, så våbenløse, så uvidende om den hellige skrift og om evangeliet? For er du ikke særdeles godt rustet med det, går du i kamp med Satan og taber. Og udfaldet viser, hvor klogt vi aflægger løfter. Fattigdom kræves desuden af alle kristne efter guddommelig ret; så lidt angår den kun munkene. Men den evangeliske fattigdom er ikke det almindelige tiggeri; den består i at have sit eget fælles med alle, at give rundhåndet, at skænke til alle, der trænger, og at skaffe sig ejendom for at kunne afhjælpe andres nød. Evangelisk fattigdom er ikke at eje intet, men at eje sådan, at du føler, at du forvalter en andens ejendom, ikke din egen. Det er det, Paulus lærer i Efeserbrevet kapitel 4 (Ef 4,28): «Han skal hellere arbejde og virke det gode med sine egne hænder, så han har noget at give til den, som har brug for det.» Hertil kan man også henføre det, der står i evangeliet: «Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige» (Matt 19,21). For Kristus ville, at han skulle være fattig på den måde, at han gav. Nu kalder vi intet andet fattigdom end at modtage af andre. Ser du, hvor langt tiggerordenernes indretning er fra evangeliet? Ligesom fattigdom kræves, kræves også arbejde for at skaffe sig ejendom – ikke for vores egen, men for brødrenes skyld. Så langt er det fra, at tiggeri godkendes. Endelig lover de lydighed; men den skylder hver enkelt af os efter guddommelig ret forældre, lærere og øvrighed. Derfor er der ingen særlig fuldkommenhed i munkevæsenet. Men nu har jeg ikke lyst til at diskutere munkene. Lad dem selv se til, hvor kristeligt de har tænkt, som har sat munkenes stand så højt over alle andre slags mennesker, fordi de vurderede kristendommen ikke ud fra Ånden, men ud fra de ydre gerningers skin. Engang var klostrene intet andet end skoler. Studenterne levede ugifte af egen fri vilje og så længe, de havde lyst, de havde alt fælles med deres medelever, de fulgte og adlød villigt deres lærere, man sang salmer sammen, bad og drøftede sammen, og hele denne levevis blev ikke regnet for en særlig kristendom, for en fuldkommenhedsstand, som man nu siger, men snarere for de ufuldkomnes øvelse og første skoling. Gid klostrene var sådan i dag! For så ville vi både have helligere skoler og mindre overtro og ugudelighed. For i hvilken del af kristenheden hersker Antikrist mere magtfuldt end i klostervæsenets trældom?

Hvor munkeløfterne kommer fra.

Om retslovene og ceremonilovene

Tilbage er retslovene og ceremonilovene, og om dem behøver der ikke at siges mere i en kort oversigt. Retslovene blev i de guddommelige skrifter givet det jødiske folk om domstolene, om straffene og i det hele taget om retssager. Denne slags love kender de evangeliske skrifter ikke, fordi det kristne folk er forbudt at tage hævn, og fordi fattigdom og fællesskab om ejendommen er befalet, og domstolene er forbudt, sådan som Paulus lærer i Første Korintherbrev, kapitel 6 (1 Kor 6,7): «Det er i det hele taget allerede en synd, at I har retssager med hinanden.» Luthersk note: Melanchthon skriver her, at evangeliet forbyder de kristne at tage hævn og føre retssag og befaler fattigdom og ejendomsfællesskab. Luthersk lære siger, at en kristen med god samvittighed kan eje ejendom, føre retssag og bruge den borgerlige ret og orden, og at fuldkommenhed ikke består i at opgive sin ejendom (CA XVI; Apologien XVI og XXVII).

Ceremonilovene blev givet om ofringernes skikke, om forskel på dagene, om klæderne, om offerdyrene og om andre ting af den slags. Der er ingen tvivl om, at evangeliets hemmeligheder er skildret i forbilleder i dem, sådan som Hebræerbrevet lærer, og ligeledes nogle steder i Korintherbrevene. Det samme bevidner også profeternes skrifter hist og her, for de har ofte anvendt lovens forbilleder allegorisk (ἀλληγορικῶς) på evangeliets hemmeligheder. Det gælder det meste i Salmerne. Derfor skal man på dette område søge allegorier, men med omtanke. For her fjoller selv store forfattere ofte mere end barnligt. Og kun de skikke og handlinger, der blev givet, for at de skulle være tegn på andre ting, tillader en allegorisk tolkning – sådan som ofrene i det levitiske præsteskab blev givet, for at de skulle være tegn på Kristi præsteskab. Men den, der ikke er meget fortrolig med hele Skriften, vil behandle allegorierne uheldigt. Ånden, ja, den sunde fornuft, vil let kunne bedømme, hvor langt og i hvilken retning man må bruge allegorier. Og de er ikke så lidt til hjælp til at forstå både lovens og evangeliets kraft, når blot de bruges på rette måde. Det viser brevet til Hebræerne: Når det sammenligner Aron med Kristus, er det forunderligt, hvor klart det stiller Kristus for øjnene, og hvor præcist det lærer, hvilke velgerninger verden har modtaget ved Kristus, og hvad Kristi ypperstepræsteskab giver menneskeslægten, nemlig at vi ikke bliver retfærdiggjort ad nogen anden vej end ved Kristi præsteskab.

Tilbage er det at tale om lovens kraft og derefter om dens ophævelse. Det er emner, der især må tages op her, men da den drøftelse ikke kan forstås, medmindre man sammenligner loven med evangeliet, vil vi længere fremme, når jeg har talt om evangeliet, samtidig drøfte lovens kraft og dens ophævelse. Nu vil vi føje til dette punkt, hvad man skal mene om menneskelige love.

Om menneskelige love

Menneskelige love er alle de love, der overhovedet bliver fastsat af mennesker. Og som det nu står til med menneskenes forhold, er nogle af de menneskelige love borgerlige og andre pavelige. Borgerlige love er dem, som øvrigheden, fyrsterne, kongerne og byerne indfører i samfundet. Hvilken myndighed denne slags love skal tillægges, lærer Paulus i Romerbrevet kapitel 13 (Rom 13,1–3), når han siger: «Ethvert menneske skal underordne sig under de myndigheder, der står over det. For der findes ingen myndighed, uden at den er fra Gud. De myndigheder, der findes, er indsat af Gud. Derfor sætter den, der modsætter sig myndigheden, sig op imod Guds ordning. Og de, der modsætter sig, pådrager sig selv dom. For fyrsterne er ikke til skræk for den gode gerning, men for den onde.» For øvrighedens og de borgerlige loves opgave er ikke andet end at straffe og afværge uret. Til det formål indføres love om fordeling af ejendom, om formerne for aftaler og om straffe for forbrydelser. «For øvrigheden er Guds tjener, en hævner, der fuldbyrder vreden over den, som har forbrudt sig» (Rom 13,4). Men øvrigheden må ikke fastsætte noget imod den guddommelige ret, og man skal ikke adlyde imod den guddommelige ret, efter ordet i Apostlenes Gerninger (ApG 5,29): «Man skal adlyde Gud mere end mennesker.» Og ud fra denne sætning vil den kloge læser let kunne bedømme, hvor langt vi er bundet af menneskelige love. Men længere fremme, hvor der skal handles om menneskenes stand, vil vi måske sige mere om øvrigheden.

Men hvad med de pavelige love? For så vidt som paverne træffer bestemmelser om retssager og domstole, optræder de ganske enkelt som verdslige fyrster. Ellers har den guddommelige ret, hvad angår retssager og domstole, også gjort præsterne selv underlagt den borgerlige øvrighed, kongerne og fyrsterne. Nu har de, mens fyrsterne så igennem fingre med det, selv skabt sig love, både ugudelige og i høj grad tyranniske, om kirkernes særrettigheder, om deres egne indtægter osv. Her krævede kærlighedens pligt, at de, der er rigest, skulle hjælpe på den almindelige nød med fælles penge og udgifter. I stedet erklærer de fredløs og forbander enhver, der kræver skat, told eller andre afgifter af den slags af en præst, sådan som de ydes til fælles bedste efter samfundets behov. Men om det en anden gang. Det må være nok at have påpeget, at præsternes love om borgerlige forhold er givet imod kærligheden og af det rene tyranni.

Om troen har hverken paverne eller koncilierne eller hele kirken ret til at ændre eller fastsætte noget som helst. Trosartiklerne skal ganske enkelt prøves efter de hellige skrifters forskrift. Og det, der er givet uden om Skriften, skal ikke regnes for en trosartikel. For det første befaler Paulus i Galaterbrevet (Gal 1,9), at intet må ændres, når han siger: «Hvis nogen forkynder jer noget andet end det, I har modtaget, forbandet skal han være!» Og hvordan kan den ånd være profetisk, der er uenig med Skriften? Den er tværtimod en løgnens ånd, når den udtaler sig imod sandheden. Og til Timotheus (1 Tim 6,3–4): «Hvis nogen lærer anderledes og ikke holder sig til Jesu Kristi sunde ord, er han opblæst.» Desuden er der ugudeligt vedtaget meget imod Skriften, og om det skal der tales lidt længere fremme.

Dernæst vidner Paulus over for Timotheus (2 Tim 3,14), at det, som mennesker, kirken eller paven har fastsat ud over Skriften, ikke skal regnes for en trosartikel: «Men du, bliv i det, du har lært, for du ved, hvem du har lært det af.» Han mener, at det betyder noget at vide, hvor vi har lært det fra. Hvordan skal vi nu vide, hvor det, som mennesker vedtager, stammer fra, hvis det ikke kan prøves efter Skriften? For kun om det, som Skrifterne bekræfter, står det fast, at det stammer fra Helligånden. Om det, der gives ud over Skrifterne, er det uvist, om det kommer fra Guds Ånd eller fra en løgnens ånd. Paulus befaler thessalonikerne (1 Thess 5,21), at de skal prøve alt og holde fast ved det gode. Og et andet sted befaler han, at ånderne skal prøves, om de er af Gud (1 Joh 4,1). Jeg spørger dig: Hvordan skal vi prøve ånderne, hvis de ikke måles med en bestemt rettesnor, ja, med Skriften, den eneste, som det står fast, at Guds Ånd har skabt? Det er tankeløst at tillægge koncilierne myndighed til at fastsætte trosartikler, om ikke af anden grund, så fordi det kan ske, at der i hele koncilets forsamling ikke er én, der har Guds Ånd. I Samaria profeterede Baals præster, og efter deres udsagn gjorde Israels konger alting. Hvad er der så mærkeligt i, at ugudelige, der er uden Guds Ånd, også i dag optræder som profeter? Det samme tog præsterne i Juda sig til, som stod Jeremias og Guds Ånd imod, når de sagde (Jer 18,18): «Kom, lad os udtænke planer mod Jeremias. For loven skal ikke forsvinde fra præsten, rådet ikke fra den vise og ordet ikke fra profeten.» Hvad er det andet end det, den pavelige kirke siger i dag: «Vi har myndighed til at fastsætte, koncilet ledes umiddelbart af Helligånden og kan ikke fejle, de hellige skrifter er dunkle og tvetydige, vi har retten og evnen til at tolke dem» og meget af den slags? Og det er endda åbent forudsagt, at kirkens ledere vil fare vild, Ez 7,26: «Loven skal forsvinde fra præsten og rådet fra de ældste.» Og Matt 24,24: «Falske kristusser og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn» osv. Dernæst viser Skriften, at koncilernes forsamling, selv om den i allerhøjeste grad havde Guds Ånd, alligevel kan fejle, Ez 14,9: «Når profeten farer vild og taler et ord, er det mig, Herren, der har bedraget den profet.» Og i sidste kapitel af Første Kongebog (1 Kong 22,22): «Jeg vil gå ud og være en løgnens ånd i alle profeternes mund.» Og hvorfor gøre mange ord om sagen? Paulus (Gal 1,16) siger, at han ikke rådførte sig med kød og blod – og skulle vi så tro kød og blod? Jeg spørger dig: Hvorfor tror du hellere synoden i Nikæa end synoden i Rimini? Mon fordi den romerske paves myndighed godkendte den? Men på den måde sætter du pavens myndighed over både koncilet og Skriften, og det er ikke blot ugudeligt, men også tåbeligt. For hvorfor godkender du synoden i Antiokia, som fordømte Paulus af Samosata, der fornægtede Kristi guddom, når hele sagen blev gennemført uden den romerske paves myndighed? På koncilet i Alexandria, hvor man vedtog læren om de tre guddommelige personer (hypostaser) imod Sabellius, blev den romerske pave slet ikke nævnt. På koncilet i Nikæa kan man intetsteds læse, at de romerske paver var til stede. De græske forfattere, der skrev om synoden i Konstantinopel, og ligeledes om synoden i Efesus, nævnte slet ikke den romerske pave, så det er sandsynligt, at han enten ikke var til stede på de synoder eller i hvert fald ikke havde forsædet. Og det er heller ikke sjældent, at der er blevet fejlet på de synoder, hvor de romerske paver har haft forsædet. Stefan VI omstødte med et koncils myndighed pave Formosus' beslutninger. Hans afgørelse fordømte Johannes X igen på mødet i Ravenna. [Synoden i Ravenna (898), der genoprettede Formosus' anseelse, blev holdt af Johannes IX.] Når synoderne her strider mod hinanden, må den ene nødvendigvis have taget fejl. Koncilet i Lyon må regnes for ugudeligt, fordi det godkendte dekretalbøgerne, for i dem er der jo fastsat så meget grusomt og ugudeligt. Desuden ser vi, at der på de pavelige møder næsten ikke er behandlet andet end den romerske tyrannis sager: hvordan kejserne skulle undertvinges, hvordan Peters arvegods skulle forsvares, hvordan præsternes rigdom skulle øges, og hvordan den græske kirke skulle undertrykkes. Åbenlyst kættersk er forordningen «Ad abolendam» om kætterne, som forbander alle, der mener eller lærer anderledes om sakramenterne, end den romerske kirke enten lærer eller praktiserer. [Pave Lucius III's dekret mod kætterne fra 1184, der blev optaget i dekretalerne.] For grækerne er ikke kættere, selv om de på de fleste punkter afviger fra den romerske kirkes skikke og overleveringer. Ugudeligt er det, som er vedtaget om afladen på de fleste koncilier. Synoden i Konstanz fordømte blandt andet også en helt igennem evangelisk sætning om forskellen på gerningerne: at enhver gerning er enten god eller ond og ikke ligegyldig, efter ordet i evangeliet: «Gør enten træet godt» osv. (Matt 12,33). Og hvorfor nævne meget, når de afskyelige samlinger af pavelige love findes, og man kan plukke af dem, så meget man vil? Det har vi anført for at påpege, at den almindelige opfattelse, som man plejer at prale af, at koncilierne ikke kan fejle, er antaget uden grund. Når det altså står klarere end middagslyset, at koncilierne både ofte har fejlet og kan fejle, så spørger jeg dig, læser: Hvorfor i alverden skal det, som et koncil har vedtaget uden Skriftens stemme, regnes for en trosartikel? Når det er indlysende, at koncilierne kan fejle, hvorfor bliver deres beslutninger så ikke prøvet efter Skriften? Det være langt fra et kristent sind at mene, at nogen kan fastsætte en trosartikel, når det ikke er sikkert, at han hverken kan bedrage eller blive bedraget. Peter nægter, at tolkningen af Skriften er et spørgsmål om egen, det vil sige menneskelig udlægning (2 Pet 1,20). Skal vi så overlade det til mennesker at fastsætte trosartikler? Hvorfor følger vi ikke hellere Skriften, der går foran og, som Peter siger (2 Pet 1,19), er «en lampe, der lyser på et mørkt sted» (λύχνον φαίνοντα ἐν αὐχμηρῷ τόπῳ)? Især da profeten nægter, at morgenlyset skal komme for dem, der ikke holder sig til lovens og vidnesbyrdets dom. Det er det kendte sted i Esajas' ottende kapitel (Es 8,20). Hertil hører også Paulus' ord i Første Korintherbrev (1 Kor 3,11), hvor han taler om den kristne lære: at der ikke kan lægges noget andet fundament end det, der er lagt – det vil sige, at ingen lære og ingen artikler er nødvendige til frelse ud over Skriften. Om det, der bygges ovenpå, siger han, at Herrens dag skal prøve det (1 Kor 3,12–13). Hvis det altså skal prøves på Herrens dag, hvorfor bliver det så ikke blot antaget som lære af ægte mønt, men endda som nødvendigt til frelse? Der er vedtaget en lære om, at brødet i sakramentet forvandles til Kristi legeme (transsubstantiation), og der er vedtaget en lære om pavens forrang, og det imod de gamle synoders bestemmelser. Når disse ting er givet uden Skriftens sikre stemme, hvorfor skal de så antages som sikre læresætninger? Apostlene i Apostlenes Gerninger og Paulus overalt godtgør deres lære med Skriftens myndighed. Kristus skaffer sig selv tro gennem Skrifterne, når han befaler, at vi skal ransage Skrifterne, som vidner om ham (Joh 5,39), når han siger (Joh 8,16–18), at Faderen står bag ham, og at to vidners vidnesbyrd skal antages, og meget af den slags. I Femte Mosebog (5 Mos 13,1) har Herren befalet, at man ikke må lægge noget til hans ord eller trække noget fra. Den sætning lærer åbent, at ingen har lov til at lære noget som en trosartikel, som han ikke med sikkerhed ved er Guds ord. Profeterne, Kristus og apostlene vidste med sikkerhed, at det, de lærte, var Guds ord. Derfor ville de, at man skulle tro dem, ja, deres røst.

Koncilier kan fejle.

Dette overbeviser mig fuldt og helt om, at intet skal regnes for en trosartikel, som Skriften ikke åbent lærer. Så må pariserne i mellemtiden bare revne af raseri, de, som i deres tåbelige og ugudelige fordømmelse af Luther kalder koncilernes og skolernes læresætninger for troens grundsætninger. [Det teologiske fakultet ved universitetet i Paris (Sorbonne) fordømte i april 1521 en række sætninger fra Luthers skrifter.] Om Sønnens guddom tror jeg koncilet i Nikæa, fordi jeg tror Skriften, som beviser Kristi guddom så klart for os, at ikke engang jøderne, hvor blinde de end er, kan vride sig uden om at tilskrive Messias guddom. Et klart sted er blandt andre Jer 23,6: «Og dette er det navn, som de skal kalde ham: Gud, vor retfærdige.» Sådan mener jeg, at man også skal dømme om de øvrige synoder ud fra Skriften.

Men skal kirken så ikke bestemme om moralen og ligeledes om ceremonierne? Hvad moralen angår, kan jeg ikke se, hvad paverne eller synoderne har bestemt, medmindre de papistiske love om krige, retssager og cølibat måske hører til moralen. Men holder man dem op mod evangeliets rettesnor – hvad kunne selv skytherne have bestemt, som var mindre fromt?

Men lad os tale om ceremonierne, som papisterne anser for deres eget rige. For det første – for at tage både det moralske og ceremonierne i ét bundt – har biskopperne ikke lov til at befale noget ud over det, som er overleveret i de guddommelige skrifter. For Kristus sendte apostlene ud for at lære det, som han selv havde overleveret, Matthæusevangeliets sidste kapitel (Matt 28,20): «idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer.» Altså har han frataget dem magten til at give nye love og indføre nye ritualer. Kristus befaler ikke apostlene at lære andet end evangeliet. Hvorfra vil biskopperne så bevise, at de har ret til at give love? Mon ud fra det ord, hvor han siger (Luk 10,16): «Den, som hører jer, hører mig»? Men i 10. kapitel (Matt 10,41) vil han, at en profet skal tages imod, fordi han er profet. Altså vil han ikke, at man skal tage imod en falsk profet, det vil sige en, der lærer menneskelige påfund og menneskelige traditioner.

For dem kalder Skriften drømmere. Men jeg beder jer, I papistiske Soloner og νομοθέται (lovgivere): fremlæg blot én stavelse fra Skriften, som giver jer myndighed til at give love! Skriften fratager jo retten til at give love, når den befaler, at intet må lægges til eller trækkes fra Guds lov. Det gør også Paulus, når han kalder Det Nye Testamentes biskopper Åndens tjenere. For Åndens tjener er den, som ved Guds lov fordømmer alles hjerter og så igen trøster dem ved evangeliet, der er virksomt ved Guds Ånd. Hvad bidrager menneskelige traditioner vel til den gerning, når de kun dømmer om ydre gerninger? Skriften fordømmer traditionerne alt for ofte til, at der kan være tvivl om, hvad den mener om dem. Jeremias kalder dem i kapitel 23 (Jer 23,28) avner – hvad har avnerne med hveden at gøre? – og ligeledes løgn og ligeledes drømme. Esajas kalder dem snavset opkast og slagger, Ezekiel utugt, æselkød og hippomanes [et stof fra brunstige heste, som man i oldtiden brugte til elskovsdrikke; hentydning til Ez 23,20.], andre profeter noget andet. Paulus kalder dem smigrende tale eller χρηστολογίαι. Og for at springe meget over: Paulus viser i Første Timotheusbrev (1 Tim 4,1–3), hvor de menneskelige traditioner kommer fra: «I de sidste tider vil nogle falde fra troen, fordi de holder sig til vildledende ånder og dæmonisk lære hos dem, som i hykleri taler løgn og er brændemærkede i deres egen samvittighed, og som forbyder ægteskab og kræver afholdenhed fra føde, som Gud har skabt» osv. Ser du, at en vildledende ånd er ophav til traditionerne om cølibat, om forskel på mad og så videre? Men hvad er de pavelige kanoner andet end traditioner om cølibat, om forskel på mad og om lignende narrestreger? Matt 15,9: «Forgæves dyrker de mig med menneskebud» – et sted, som Kristus gentager fra Es 29,13.

Hvad så? Hvordan binder menneskelige traditioner samvittighederne? Synder de, som overtræder menneskers forordninger? Jeg svarer: Pavernes love skal bæres, ligesom vi bærer enhver uret eller ethvert tyranni, efter ordet i Matt 5,41: «Hvis nogen tvinger dig til at gå en mil, så gå to til med ham.» Men de skal kun bæres, så længe samvittigheden ikke kommer i fare ved dem, ApG 5,29: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker.» Når traditionerne formørker troen, og når de er en anledning til synd, skal de altså overtrædes, og den, som efter Åndens dom overtræder dem uden forargelse, synder ikke. Om forargelsen vil vi tale senere. Men du har skriftsteder, som ikke er uklare, og som lærer, at samvittighederne ikke er bundet af menneskelige traditioner. 1 Kor 3,21–22: «Alt er jeres, hvad enten det er Paulus eller Apollos», det vil sige: Hverken Paulus eller Kefas har myndighed til at binde jeres samvittighed. Og klart i samme brev, kapitel 7 (1 Kor 7,23): «I er blevet købt for en betaling. Bliv ikke menneskers slaver.» Men de bliver menneskers slaver, hvis samvittighed har fået friheden revet fra sig ved traditionerne. For ligesom den kristne frihed er samvittighedens frihed, sådan er de kristnes trældom samvittighedens trældom. Det allertydeligste sted står i Kolossenserbrevet (Kol 2,20): «Når I sammen med Kristus er døde, hvorfor lader I jer så plage af traditioner, som om I levede i verden?» Og han tilføjer, idet han efterligner dem (μιμητικῶς) og gentager deres traditioner (Kol 2,21–23): «Rør ikke, smag ikke, tag ikke! – alt sammen ting, der er bestemt til at gå til grunde ved selve brugen, efter menneskers bud og lærdomme. Det har ganske vist ord for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse og ydmyghed og ved ikke at skåne legemet, men ikke ved at vise det den ære, som kødets nødtørft har krav på.» I Jeremias 23 forbyder Herren, at man hører på de falske profeter, og det må uden tvivl henføres til det tilfælde, hvor samvittighederne kommer i fare. Sådan siger han nemlig (Jer 23,16): «Hør ikke på ordene fra de profeter, som profeterer for jer og bedrager jer; de taler om deres eget hjertes syner, ikke ud fra Herrens mund.» På dette punkt har jeg også nogle nyere forfattere på min side, især Gerson, som er enig med os i, at samvittighederne ikke er bundet af menneskelige traditioner, det vil sige, at den, som overtræder en menneskelig tradition, ikke synder, medmindre der foreligger et tilfælde af forargelse. Jeg ville ønske, at Bernhard havde dømt lidt friere om disse ting, hvor han skriver om dispensation. [Jean Gerson (1363–1429) var kansler ved universitetet i Paris; Bernhard af Clairvaux (1090–1153) skrev om emnet i «Om bud og dispensation».] Men Ånden vil dømme helt sikkert, efter ordet (2 Kor 3,17): «Hvor Herrens Ånd er, er der frihed.» Og (1 Kor 2,15): «Ånden bedømmer alt, men selv bedømmes den af ingen.»

Hvad koncilerne og paverne har bestemt, kunne jeg ikke opregne uden at gentage både hele den kanoniske ret og hele kirkehistorien. Men vi vil nævne nogle få eksempler på den slags traditioner, så man ud fra dem kan bedømme det, som Skriften så tit formaner om: at intet strider så meget mod gudsfrygten som menneskers lærdomme. På synoden i Nikæa blev der fastsat visse former for bod. Jeg vil ikke afgøre, i hvilken ånd fædrene besluttede det, men jeg ser, at en god del af evangeliet, ja, evangeliets egentlige kraft, er blevet formørket af den tradition. For derfra opstod først fyldestgørelserne. I begyndelsen var de måske tålelige, så længe kirken endnu havde en renere forståelse af evangeliet; men hvilken pinebænk for samvittighederne blev der ikke kort efter af fyldestgørelserne? Nåden blev formørket, og det, som evangeliet tilskriver troen, begyndte man at tilskrive fyldestgørelserne – og hvad er både mere ugudeligt og mere skadeligt end det? Og til disse onder gav synoden i Nikæa i hvert fald anledning. Hvor meget bedre havde det ikke været at følge Paulus' eksempel, når det gælder boden. Uden nogen som helst fyldestgørelse tog han den korinthiske horkarl til nåde igen, da han havde omvendt sig, og formanede endda, som det står i Andet Korintherbrev (2 Kor 2,6), at irettesættelsen var nok. Endvidere har vor tids teologastre fulgt den gamle tradition fra synoden i Nikæa og gjort fyldestgørelserne til en del af boden – og der findes afgjort ingen vildfarelse, der er mere skadelig end den.

Hvor meget besvær har ikke også det papistiske skriftemål voldt de fromme samvittigheder, og hvor mange tusinde sjæle har ikke det alene fordærvet? Paulus ville jo have korintherne til at passe på, at den horkarl ikke blev knust af alt for stor sorg. Men de romerske paver, som har opfundet skriftemålet – hvad gør de, spørger jeg, andet end at pine de ængstelige og virkelig fromme samvittigheder på den mest elendige og grusomme måde?

Og nu, hvor kristenheden er splittet i så mange livsformer – hvad gavner det den kristne kærlighed og enfoldighed? Nogle er lægfolk, andre munke, andre gejstlige, og blandt dem er der utallige sekter. Dem kunne man måske tåle, hvis de ikke også kappedes med iver og ærgerrighed. Dernæst er visse livsformer blevet pålagt en utålelig byrde, cølibatet, og man forhandlede om cølibatet allerede på synoden i Nikæa. Men hvad der er kommet ud af den tradition, er der ingen grund til at fortælle, for på ingen anden måde kunne lysterne være blevet sluppet mere løs blandt folk. I 1 Kor 7,25, hvor Paulus taler om jomfrueligheden, tør han ikke befale noget, for ikke at lægge en snare, og han vil, at man vælger det, hvorved man kan tjene Gud uden nogen splittelse og vedholdende, εὐπρόςεδρον τῷ κυρίῳ καὶ ἀπερισπάστως; sådan siger apostlen nemlig (samme sted, v. 35). Men hvem er mindre vedholdende eller εὐπρόςεδροι, hvem rives voldsommere bort fra Gud end dem, som kødets flammer brænder? Det forudså Paulus, og derfor befaler han ikke cølibatet; ja, når han skriver til Timotheus (1 Tim 4,1–3), kalder han traditionen om cølibatet dæmonisk lære. Satan sejrede, og loven blev indført og udbredt blandt så mange tusinde mennesker, til stor skade for kristenheden.

Nu er også nadveren blevet henvist til en særlig slags mennesker, præsterne, og Kristus, som ville være fælles for alle fromme, bruges nu kun af præsterne. Således er både messens frugt og nadverens kraft fuldstændig formørket, og nadveren er nu intet andet end præsternes markedshandel, efter at Satan har fundet på, at der skal være præster, som ofrer for folket, at messer frit kan sælges, og andet af den slags. Messens brug var ikke gået tabt, hvis ikke livsformerne var blevet splittet i præster og lægfolk. O, hvilken rædselsfuld og afskyelig ugudelighed, der hersker i dag i de papistiske messer!

Og hvorfor nævne mere? Du ser af disse eksempler, at der ikke har været nogen tradition, hvor from den end så ud, som ikke har været til stor skade for kristenheden. For hvad synes mere passende, end at der i kirken er fyldestgørelser for offentlige forbrydelser? Men de har formørket nåden. Hvad er mere sømmeligt, end at biskopperne lever ugifte? Men gennem det cølibat er der banet vej for lysterne. Hvad er mere ærbødigt – for sådan dømmer mennesker, ikke Ånden – end ikke at give hvem som helst adgang til nadveren? Men på den måde gik messens frugt tabt. Sådan går det: Traditionerne har nok ord for at være visdom, men netop dette skin, netop den ugudelige og forbryderiske Jesabels sminke, gør skade.