Guds ti bud

(Sekstende årgang, 1857)

Vi erfarer hele tiden, hvor stor og mangfoldig skade der kommer af, at mennesker dels ikke forstår, dels ikke agter på, hvad Herren Gud befaler og dømmer i sin hellige lov, og vi betænker samtidig, hvilket vigtigt hovedstykke af hele Guds ord de ti bud udgør. Derfor har vi endelig, idet vi påkalder Guds velbehag og Åndens gave, vovet at beslutte os for det meget vigtige foretagende her at forsøge at give en udlægning og betragtning af Guds hellige lov eller de ti bud. Vi indser udmærket, at med alt det meget gode, som i vores dage kommer sjæle til gavn også gennem kortere stykker om dyrebare bibelord, gennem opbyggelige fortællinger, åndelige sange og lignende, med alle de gode indtryk af vederkvægelse, opmuntring, advarsel og formaning, som disse spredte frøkorn virker, så bliver vores åndelige liv og hele vores kristendom dog i længden først og fremmest afhængig af de to hovedstykker i hele Guds ord: loven og evangeliet. Vores tanke vender dog stadig tilbage til disse to store hovedspørgsmål: Hvad vil Gud, hvad elsker, hvad befaler Gud? Hvad hader og forbyder han? Og det andet spørgsmål: Hvordan er Gud sindet over for mig, når jeg jo desværre stadig er skyldig over for hans lov? Kan jeg stadig have hans nåde og venskab, og på hvilket grundlag kan jeg være vis på det? Det er jo de store hovedspørgsmål, som hele vores åndelige liv drejer sig om. Det forhold kan ikke ændres, for det er dybt grundfæstet i menneskesjælens eget væsen, som vi ser af, at disse spørgsmål opstår også hos hedningen, som aldrig har hørt noget Guds ord. To spørgsmål optager ham dog i hans mørke: hvad hans gud eller guder elsker, og hvordan han skal tjene og dyrke dem; og for det andet: hvordan han skal forsone dem og vinde deres nåde, når de er vrede. Ja, det er de spørgsmål, hvis besvarelse får alt åndeligt liv på jorden til at opstå, holdes ved lige og udvikles; og det er de spørgsmål, som kun besvares i Guds hellige lov og Kristi evangelium.

Hvad nu særlig Guds hellige lov angår, så er det ganske vist sandt, hvad en gammel kirkelærer har bemærket, at «loven er nogenlunde kendt af naturen, hvorimod evangeliet er en hemmelighed, som er skjult for al fornuft». Ja, som apostlen Paulus siger, er loven så skrevet i alle menneskers natur, at også «hedningerne, som ikke har loven, dog af naturen gør, hvad loven byder», så de kender dens krav i deres indre, «idet deres samvittighed vidner med, og deres tanker indbyrdes anklager eller forsvarer dem» (Rom 2). Det er sandt; og dog ser og finder vi samtidig – som et nyt bevis på den ødelæggelse, der ved syndefaldet gik over hele vores væsen – at selv om vi har loven, læser og hører den, er de fleste mennesker helt i mørke om dens egentlige mening; Moses’ dække hænger stadig over deres hjerte (2 Kor 3), og intet menneske kan ret se, langt mindre ret agte på, for slet ikke at tale om gøre, hvad loven kræver. Nej, de mest oplyste og alvorlige forbliver, som Luther bekender om sig selv, «katekismusdisciple, så længe de lever» – den gamle lærefader siger, at han «hver dag staver på Guds ti bud». Ja, sådan føler de bedste kristne sig over for Guds hellige lov; men hvem kan med ord beskrive hele den øvrige flokks forhold til loven? For slet ikke at tale om den store, frække flok af Guds foragtere, som regner Gud og hans bud for intet i alle deres tanker og «højst frygter helvede et øjeblik», vil vi blot påpege, hvor ilde selv mange alvorlige sjæle forholder sig til Herrens lov og misforstår eller misbruger den, så det bliver til en sådan skade for deres sjæle, at alt Guds ord alene derfor er frugtløst for dem. De omgås nemlig Herrens bud så falsk, at de kun ser på selve gerningen, men så letsindigt springer over Guds allerhøjeste krav, nemlig kravene til hjertet, at disse aldrig får virke det i dem, som Gud ville virke med sin hellige lov.

Det første og allerulykkeligste onde, som kommer af denne letsindige og falske omgang med loven, er, at sjæle, som ellers ikke foragter Gud, men vil være noget helt andet end verden, vil være Guds børn og efterfølgere, alligevel ikke bliver andet end gerningshellige, indbildske og forblindede farisæere, langt mere utilgængelige for Herrens Ånd end de mest ugudelige syndere; som Kristus sagde: «Toldere og skøger skal gå ind i Himmeriget før jer» (Matt 21,31). Denne sløvende, fortryllende og forblindende gerningshellighed opstår, som netop sagt, ved at et menneske omgås så falsk med Guds hellige lov, at han kun ser på gerningerne, kun på hvordan man skal leve, og ikke giver agt på hjertet, dets kærlighed, renhed og hellighed, som er det første og vigtigste, Gud kræver i sin lov. Nej, i stedet laver han sig, som vi engang har sagt før, en vis dagsorden af nogle fromme øvelser, af det, som han kan klare, fx at han aflægger forskellige iøjnefaldende syndevaner og begynder en daglig øvelse i Guds ord og bøn, og så er han trøstet, som om han havde gjort, hvad han burde, som om det kun var dette, Gud krævede af os – skønt han dog knap nok har lagt mærke til, hvad Gud kræver i det første bud, endsige opfyldt det. Og når han nu slet ikke bryder sig om de stykker, som Gud kræver allerførst, og som udgør det første og ypperste bud, som Kristus siger; når han i en fart springer over og overser det, som «er størst i loven», så er det jo ligefrem at øve falskhed for Guds ansigt, jo åbenlyst at drive en slags spot med Gud. For når han kan gøre en sådan forskel på Guds bud, har han jo dermed bevist, at han i sin fromhed ikke spørger efter Gud, men kun agter på nogle gerningers egen anseelse, ja, agter på sig selv, sin egen fortræffelighed og hellighed, men ikke på Gud, ikke på hans hellige øjne, hans vilje og bud – nej, dem spotter og foragter han. Han glæder sig over, at han har kunnet aflægge den og den syndevane. Fx plejede han før at bande eller misbruge Guds navn, nu gør han det aldrig mere; han plejede før at vanhellige sabbatten med verdsligt arbejde eller tidsfordriv, nu gør han det aldrig, men vil nu øve sig i Guds ord hele den dag; han levede før i en skadelig overflod i mad, drikke eller klæder, nu har han aflagt den slags; ja, han levede måske i en last, i utugt eller i uærlighed i handel og arbejde, nu har han med Guds nåde aflagt sådanne synder. Er der ikke den ene sejr efter den anden? Er der ikke helliggørelse? Er der ikke et omvendt menneske, en kristen? – Han gør endnu mere: Før brød han sig aldrig det mindste om andres vel og ve, nu tager han sig hele verdens nød til hjerte og giver mennesker både legemlig og åndelig hjælp. Er der ikke Åndens frugter? Er der ikke kærligheden, som er lovens opfyldelse? Og skulle en sjæl, som har sådanne gerningers vidnesbyrd, ikke være trøstet? Skulle den ikke have ret til at tro og tilegne sig Kristi fortjeneste? Men at han samtidig begår en stor skurkestreg over for Gud, aldrig agter på hans første og ypperste bud, nemlig buddet om hjertet, aldrig giver agt på, hvordan det står til derinde, fx med kærligheden til Gud, med renheden i tanker og begær, med renheden fra egenkærlighed, selvbehag, misundelse og had – at han er sådan en hykler, som ikke agter på disse indre synder, det ser han ikke. Og hvorfor ser han det ikke? Det kommer af det rosenslør af udvortes hellighed og gode gerninger, som dækker hans indre så meget til, at han aldrig kan se den ugudelighed, som hersker der. Men hedder det ikke at omgås falsk med Guds lov, at man lader, som om man ikke mærker, hvordan Gud allerførst ser på hjertet, hvordan hvert af Guds bud allerførst kræver den indre hellighed, og at Gud er en hellig, nidkær Gud, som ikke lader sig bedrage med gerninger, men vil have hele mennesket efter sit sind, som han siger: «Vær hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig»?

Det var dette hykleri, dette falske spil med loven, Herren Kristus altid angreb farisæerne for, fx når han sagde: «I gør bægeret og fadet rent udvendig, mens de indvendig er fulde af rov og umådeholdenhed. I er ligesom kalkede grave, som udvendig ser smukke ud, men indvendig er fulde af døde ben og al urenhed. Sådan ser også I udvortes retfærdige ud, men indvortes er I fulde af hykleri og uretfærdighed. I giver tiende af mynte og dild og kommen, men har ladet det fare, som er vigtigere i loven, nemlig retten og barmhjertigheden og troen. Dette burde man gøre og ikke lade det andet fare» (Matt 23). Og når Herren i Luk 18 tegner et billede af denne falske fromhed i farisæeren i templet, siger han, at denne priser Gud, fordi han ikke var en røver, en ægteskabsbryder, en uretfærdig eller som denne tolder, og at han fortæller om sin religiøse dagsorden og siger: «Jeg faster to gange om ugen og giver tiende af alt, hvad jeg tjener.» Se, al den slags ydre retfærdighed og fromhed havde han øje for, men han har ikke et ord at sige om, hvad han havde indvortes i hjertet. Sådan taler Kristus om denne falskhed over for loven. Og når han i sin store bjergprædiken gennemgår farisæernes forvrængning af loven, så går det ud på, at de i hvert bud kun så på gerningen, men overså hjertet og budets krav til det; som når han siger: «I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel; men den, der slår ihjel, skal være skyldig for domstolen. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin bror, skal være skyldig for domstolen osv. I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke bryde ægteskabet. Men jeg siger jer: Enhver, som ser på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte» osv. Åh, gid vi dog engang vågnede og kunne betænke, at dette er Herren Kristi nidkærhed for loven, og at det er sådan, Gud ser på og dømmer vores forhold til den!

Men hvad var så frugten af denne falskhed over for loven? Frugten var, at disse udvortes retfærdige indvortes var uknuste og raske, var gode, fromme og hellige i deres egne øjne og derfor ikke kunne andet end tage anstød af Kristi evangelium. For det kastede de bedste og de dårligste ind under én og samme fordømmelsesdom, ja, gjorde nedslåede syndere retfærdige og salige, men gjorde omvendt dem, som var selvretfærdige, til fordømte syndere – denne Kristi besynderlige dom, som gav den fortabte søn, der havde ødslet sin arv bort med skøger, den fineste klædning og fedekalven, men ikke engang gav et kid til den ældre, ulastelige søn, som «altid havde tjent sin far og aldrig overtrådt hans bud», osv. Hvem kan undre sig over, at en så grov galskab, et så rasende kætteri, som denne Kristi dom og lære måtte være for dem, der i fuld alvor troede sig retfærdige, gjorde dem «rasende» (Luk 6,11), og at de nu gjorde Kristus og hans lille flok til kættere og syndere, der foragtede loven? Da de selv så sig som hellige og ikke havde noget besvær med den indvortes urenhed, havde de så meget bedre tid til at give agt på andre og på ydre overholdelser, og de var så skarpsynede og strenge i det, at de endda gjorde Herren Kristus og hans apostle til syndere mod loven. Tænk, hvilket mærkeligt forhold (og det er det samme til alle tider): Netop de, som var falske over for loven, var de mest nidkære for loven; de, som ikke gav agt på dens vigtigste krav, var de strengeste med hensyn til nogle ydre overholdelser, i det mindste når det gjaldt andre; de talte hele tiden for loven og så så nøje efter gerningerne hos andre, at de endda beskyldte Kristus selv for fx at bryde sabbatten, drikke vin, tage imod syndere osv. Men Kristus, som efter deres mening var alt for mild mod syndere, han drev loven så dybt og strengt ind på det indvortes menneske, at intet menneske kunne bestå for ham! Ja, vi forstår det godt: Kristus og farisæerne havde nemlig helt forskellige, ja, modsatte formål med loven; farisæerne ville med loven gøre mennesker hellige, og Kristus ville med loven gøre mennesker til syndere. Det var forskellen. Og dette må nu være nok om det første og allerulykkeligste onde, som kommer af, at man ikke ret forstår og agter på loven.

Den anden skade, som følger deraf, er endnu mere hemmelighedsfuld eller fremmed for vores sædvanlige måde at tænke på. Den består i, at vakte, arbejdende og besværede sjæle, som til en vis grad ser deres indre onde, ved lovens herredømme i samvittigheden hele tiden hindres i at nå frem til troens rette frihed og dermed en hel salighed i Kristus og den kærlighed og kraft, som kun følger med den. De hindres i al denne salighed alene ved, at de ikke ser, hvad loven ellers viser, når blot Moses’ dække tages bort, nemlig hvor helt fortabt det er med alle vores forsøg på at gøre loven fyldest, hvor helt fortabte, ja, «solgt under synden», alle mennesker er. I stedet bliver de uafladeligt ved at håbe, stræbe og håbe og vente på ved vedvarende anstrengelse og bøn og vagtsomhed og kamp at få synden udryddet eller i det mindste formindsket så meget, at de kan tro Guds nåde. Også hos dem er fejlen, at de ikke ret ser og agter på lovens høje krav og bestemte domme over den mindste syndeurenhed, men mener, at blot en vis forbedring skal tilfredsstille loven. De ser ikke, eller agter ikke på, hvad Gud så højtideligt erklærer: «Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt – alt det, som er skrevet i lovens bog» osv., og at derfor, som Apostlen siger, «alle de, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse» (Gal 3,10). Jo klarere et menneske ser, hvad loven kræver, desto før og desto fuldstændigere bliver det trøstet og befriet fra al synd og dom, når det får evangeliet at høre. Det er som regel mangel på lys i loven, der gør, at en, der hører evangeliet, alligevel kan blive ved med at være bundet under loven og blive i sin trællebundne, pinte, døde og magtesløse tilstand. Hvis du blot fik det rette syn på lovens hellighed i dens krav og domme, ville du snart blive «død fra loven», «løst fra det, vi blev holdt fanget under» (Rom 7,4.6), og på én gang komme ind i en hel salighed af lutter usigelig nåde og gave, så du blot skulle fryde dig og prise. Først når krukkerne bliver fyldt til randen, bliver alt vandet forvandlet til vin. Se så, hvilket vigtigt emne det er at søge at forstå og betragte loven ret.

Men nu, når du er blevet død fra loven og salig alene i Kristus, så skal loven også blive dig en usigelig dyrebar gave fra din Far, fordi du af denne korte og tydelige lov altid ved, hvad din Fars velbehag og vilje er, hvad han elsker, og hvad han hader. Åh, hvor kostelige er så ikke Herrens bud og lovbud, når hjertet først er befriet over for lovens domme og ikke ser mere i loven end et vejkort, som viser os Guds viljes vej for livet – en vej, som tilmed er kronet og guldbestrøet med Kristi fodspor! Da synger man af hjertet med David: «Hvor elsker jeg dog din lov! Jeg elsker dine bud mere end guld, ja, mere end fint guld; dine vidnesbyrd er min lyst, de er mine rådgivere» (Sl 119). Ja, hvem kan med ord udsige, hvilken dyrebar gave det da er, at Gud har givet os sine bud? For det første: hvilken usigelig nåde for et menneskebarn her på jorden at få gøre noget, som Gud selv har villet have af os! Tænk, hvor angstfuldt det ville have været, hvis Gud aldrig havde tilladt os at gøre en eneste gerning til tjeneste og behag for ham! Hvilken møje og pine har mennesker ikke gjort sig i den tro, at de gjorde gerninger, der behagede Gud! Hvis vi engang fik vores sind så åbnet, at vi virkelig troede og så, at vi faktisk får lov at gøre Gud tjenester, så ville vi nok give alt, hvad vi ejede, for en eneste sådan lejlighed, så vi siden kunne mindes og sige, at vi havde fået lov at gøre Gud selv en tjeneste. Vi ville aldrig kunne glemme en sådan nådefuld stund, men ville tale om den, så længe vi levede. Og for det andet: hvilken usigelig nåde, at Gud så tydeligt har sagt os, hvad hans vilje er, sagt os, hvilke gerninger han vil have af os – at han ikke overlader os til vores egne mørke og tåbelige tanker om det! Hvor mange slags tåbeligheder falder de ikke på, som enten ikke har Herrens bud eller ikke forstår at agte på dem! For slet ikke at tale om hedningerne, som netop som gudstjeneste begår de grufuldeste synder, så kast blot et blik på den mængde overtro, som øves i den sande Guds navn, hvor man glemmer, at hans egne bud må være den sikreste rettesnor for, hvad der behager ham. Den ene tror at behage Gud ved at se meget bedrøvet ud eller piske sig selv; den anden ved at gentage én og samme bøn et bestemt antal gange; den tredje ved måske at forlade en værgeløs far eller mor og lukke sig inde i et rum for sig selv for at leve alene med Gud osv. Alt sådant er kommet af, at man har vendt sig fra Guds bud til sit eget formørkede hjertes indfald og følelser. Når vi betænker alt dette, så finder vi, at vi aldrig i tiden kan takke Gud nok for den store nåde, at han har givet os sine bud og ladet os få at vide, hvad han vil have af os, og desuden at han har sagt os det i så kort og tydelig en lov, som disse ti bud er. For hvis vi forstår dem ret, så finder vi alene i disse ti bud hele Guds vilje efter loven, som Kristus sagde om summen af lovens to tavler, nemlig kærligheden til Gud og kærligheden til næsten: «På disse to bud hænger hele loven og profeterne.» Tænk, hvilken fordel for os, at Herren Gud har sammenfattet hele sin vilje så kort, at vi i disse ti bud har hele hans lov, så vi ikke behøver at fare vidt omkring med vores tanker for at få Guds vilje at vide, men finder det hele på ét sted! Hvis vi nu kommer i tvivl om, hvorvidt det og det er synd eller en gerning, der behager Gud, så burde vi dog være så forstandige, at vi tænkte: Intet kan være sikrere end det, Gud selv har sagt; ingen gerning kan være så god som den, Gud selv har befalet, og intet kan være synd undtagen det, Gud har forbudt – for synd er kun det, som strider mod loven (se grundteksten i 1 Joh 3,4). Vi burde forstå, også af de utallige eksempler på velment overtro i Jesu navn, at hele vores natur i åndelige ting er lutter mørke, og at vi derfor må spørge Gud i alt. Vi burde let kunne tænke, at ingen kan vide Guds vilje bedre end Gud selv; at derfor ingen gerning kan være bedre end den, Gud selv har lært os; at intet kan behage ham mere end det, han selv har befalet os. Se så, hvilket «lys på vores veje» vi har i Guds bud, og hvilken salig tryghed det er, når man blot har hans ord som «sine fødders lygte».

Efter denne indledning vil vi nu, idet vi påkalder Guds nærvær og nåde, gå over til selve det store emne: Guds hellige lov eller de ti bud. Herren være os nådig og lede os i al sandhed!

Efter at Gud ved skabelsen havde skrevet sin lov i menneskets hjerte, men denne lovskrift ved syndefaldet var blevet så udslettet af hjertet og så fordunklet i samvittigheden, at mennesket hverken rigtigt kunne fornemme dens indhold eller dens hellige vægt, ville han til sidst forny denne lovskrift og stille den for menneskenes øjne i tydelige ord. Det folk, som han havde udvalgt til at modtage og bevare hans lov, blev forberedt til dette sit kald på mange måder: først ved mange herlige åbenbaringer af Gud selv, hvor han udtalte et og andet af sine bud og sine løfter (se 1 Mos 17,1; kap. 18; kap. 22,18; kap. 32,30 m.fl.), dernæst ved megen lidelse og undertrykkelse i Egypten og endelig ved store og underfulde erfaringer af Guds magt og trofasthed, da han med vældig arm førte sit folk ud af «trællehuset». Lige efter disse dybt gennemgribende erfaringer førte Herren ved sin sky- og ildsøjle og ved sin tjener Moses sit folk til det bjerg, hvor han ville åbenbare sig og tale til menneskene med synlige og stærkt vækkende tegn. Før Herren nu udtalte sin hellige lov, befalede han først, at folket i to dage skulle «helliges» ved afvaskninger og faste, kun for desto mere at vække dem til opmærksomhed på det, der nu forestod. Så følger: «På den tredje dag derefter, da det var blevet morgen, begyndte det at tordne og lyne, og en tung sky kom over bjerget, og der lød en meget stærk basunlyd; og hele folket i lejren bævede. Men Moses førte folket ud af lejren, Gud i møde; og de stillede sig neden for bjerget. Og hele Sinaj bjerg var indhyllet i røg, fordi Herren steg ned på det i ild; og en røg steg op derfra som røgen fra en smelteovn, og hele bjerget bævede voldsomt. Og basunlyden blev stærkere og stærkere. Moses talte, og Gud svarede ham med høj røst» (2 Mos 19,16–19). Se her den forfærdelige, nidkære Guds tegn! Al denne torden og lynild, denne sorte sky, denne røg og denne skarpe basun – alt dette var her et majestætisk billedsprog, hvormed Herren Gud i synlige tegn ville udtrykke sin hellige, brændende nidkærhed for den lov, han nu ville udtale, og den retfærdige vrede, som skulle ramme dem, der er under loven og dog ikke holder loven. For dem bliver Gud «en fortærende ild». «For dem er det sorte mørke bevaret» (2 Pet 2,17), og «røgen fra deres pine skal stige op i evighed» (Åb 14,11). Sådan taler Guds udtrykkelige ord. Åh, gid det måtte blive givet enhver at betænke dybt, at denne hellige lov og dens domme, som Herren Kristus stadfæstede med disse kraftige ord: «Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel af loven forgå» (Matt 5,18) – denne lov skal du aldrig kunne bryde, uden at dens domme rammer dig, netop dig, som bryder den! Sker det nu i nådetiden, at dommen rammer din samvittighed, og du kommer til opgør og forlig med Gud, før han sætter sig på dommersædet, så undgår du ganske vist den evige forbandelse, for du «kommer ikke til dom» (Joh 5,24), du «bliver ikke dømt», men du får evigt liv ved Kristus; «for Kristus er lovens ende» osv. (Rom 10,4), og «når vi dømmes (her i tiden), så tugtes vi af Herren, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden» (1 Kor 11,32). Men det står dog fast, og det må enhver indprente sig dybt i sjælen, at engang – enten i tiden eller på dommens dag – skal hvert menneske dømmes efter denne lov. Og var lovens udgivelse ledsaget af en sådan forfærdelse for folket, hvor meget mere forfærdelig bliver da ikke dommen efter den samme lov for dem, der foragter den! Da skal vi igen høre den skarpe basun og se megen ild, «når Herren selv skal stige ned fra himlen med befalende råb og ærkeengels røst og med Guds basun og i flammende ild for at tage hævn over dem, som ikke kender Gud og ikke adlyder vor Herre Jesu Kristi evangelium» – men også «for at blive herliggjort i sine hellige og beundret i alle dem, som tror» (1 Thess 4,16; 2 Thess 1,8.10). Åh, gid Gud ville forbarme sig over os og åbne vores sind, så vi gennem hele vores liv må betænke dette og bevare det sande billede af Gud, nemlig at han både i «godhed og strenghed» er lige stor og majestætisk, både nådig og forfærdelig i lige høj grad, overmåde nådig mod dem, som frygter ham og håber på hans godhed i Kristus, men også overmåde forfærdelig for dem, som foragter både hans domme og hans nåde. Det ville han sige os med alle disse kendetegn.

Da nu alle forberedelserne var fuldført, og hele folket stod med bæven foran Sinaj, da talte Herren Gud med høj, majestætisk røst, så omkring tre millioner mennesker kunne høre ham fra det høje bjerg; og nu talte han disse ord:

Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Egyptens land, ud af trællehuset.

Du må ikke have andre guder ved siden af mig osv.

Lad os nu først betragte Herrens egen indledning til hans lov: «Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Egyptens land, ud af trællehuset.» Her giver Herren til kende, hvem det er, der taler, og på hvilket grundlag han kunne byde, befale og dømme sådan. «Jeg er Herren.» Det er dette: «Jeg, Herren», som er den egentlige grund til den hellige lovs evige vægt og evigt bindende kraft. «Jeg er Herren, jeg er Jehova», den evigt værende, den, der består af sig selv – urkilden til alle væsener og al magt. Lad os tænke efter. Hvor kommer mennesket fra – det, som skal adlyde denne lov – hvad er mennesket? Det er jo hans hænders værk, hans skabning. Har han så ikke al magt og ret til at byde det, hvad han vil, begrænse dets frihed og foreskrive det love? Det er det første, han minder os om med dette ord. Og lad os betænke det dybt. For det er netop grunden til al ulydighed og al foragt for Guds lov, at vi ikke besinder, hvem Herren er, som har givet loven, og hvad vi er over for ham. Ja, hvis det blev givet os at se eller fornemme, hvem han er, som taler i den hellige lov, så ville vi vist hellere vansmægte og dø end vove at gøre noget imod ham. Vi siger ikke, at vi derved ville få magt til at modstå synden; nej, sådan står det ikke til med os efter syndefaldet, at vi blot på et bud kan gøre, hvad vi vil; men vi ville derfor også vansmægte og fortvivle, hvis ikke Gud selv forbarmede sig og frelste os. Så langt er det fra, at vi skulle være sikre og uknuste med alle vores synder. For tænk, hvad det er, at han giver menneskene lov – han, som er himlens og jordens store Skaber, som i begyndelsen gjorde alting af intet, som skabte solen, månen og stjernerne og jorden med alt, hvad der er på den, og skabte mennesket til sit billede, til barn og arving, udrustet med evner til at høre og forstå hans vilje – han, «hvis navn er Stor og Høj, den Evige og Hellige» (Es 57,15) – han, som «bærer jorden med tre fingres mål» – han giver mennesket bud og love. Skulle vi vove at trodse og foragte ham? Hvilken forfærdelig fordærvelse i alle vores kræfter, at vi ikke engang er i stand til at besinde sådant! Vi burde dog betænke, at Gud hvert øjeblik kan knuse os, ligesom man knuser en flue, at vi er helt i hans hænder, at vores liv og hele vores velfærd i tiden og i evigheden afhænger af ham. Vi har ikke ét åndedrag i vores magt, og Gud har utallige måder og midler til at straffe dem, der vækker hans vrede; sådan som vi også ser på alle sider, hvordan han sender den ene en ond, brat død, den anden en forfærdelig sygdom, den tredje vanvid, den fjerde en forblindelse og dristighed, som bringer ham i synd og skam. Det er sandt, hvad Luther siger, at «Gud har snarer og fælder på alle sider for dem, der foragter ham, så de ingen steder kan undslippe ham». Og endelig er han også den, som kan fordærve både sjæl og legeme i helvede. Ja, hvis ikke han vil tage sig af vores arme sjæl, når vi dør, og føre den til himlen, så er den fortabt for evigt. – Og ham skulle vi vove at foragte og trodse! – Betænk også på den anden side, hvor meget godt Gud kan gøre os, hvis han er os nådig. Hvor megen nåde og velsignelse i tiden, og hvor megen glæde og salighed gennem en hel evighed kan han ikke give sine venner! Og ham skulle vi vove at foragte og trodse! Tænk, om han blot ville tage sin Helligånd fra dig og overlade dig til naturens mørke, kødets lyster og Djævelens magt! – Lad os derfor bede over dette ord: Jeg er Herren, nemlig om at vi må få dette ord skrevet ligesom med store, flammende bogstaver i vores sjæl, så det står os for øje alle vores livsdage.

Men ordene «Jeg er Herren» – jeg er Jehova – rummer også en anden vigtig lærdom med hensyn til den hellige lov. Den listige fjende bringer undertiden uvidende sjæle på den tanke, at Gud ikke til alle tider skulle have lige alvorlig nidkærhed for sin lov, men fx på grund af vores syndefald og den magtesløshed under synden, som fulgte deraf, og ved at sende sin Søn skulle have gjort en ændring i sine krav, så han nu ikke mente det så alvorligt med sine bud. Mod denne vildfarelse er det enkleste og mest afgørende svar uden tvivl det, som Kristus selv gav i sin bjergprædiken, da han sagde: «I skal ikke mene, at jeg er kommet for at opløse loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at opløse, men for at fuldbyrde. For sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel af loven forgå, før alt er sket» (Matt 5,17–18). Og at Herren med de ord ikke blot sigtede til den forbilledlige ceremonilov, men virkelig til de ti buds lov, kan enhver selv se af det, der straks følger, da han til yderligere forklaring af sine ord tilføjede: «Derfor, den som opløser ét af disse mindste bud og lærer menneskene sådan, han skal kaldes den mindste i Himmeriget» osv.; og så begynder han selv den mest dybtgående udlægning af nogle af de ti bud, især det femte og det sjette (v. 21–32). Her har vi altså Kristi egen bestemte erklæring om, at han ikke var kommet for at opløse loven og ikke tålte, at nogen opløste så meget som det mindste af dens bud. Det er helt klart og afgørende. Men dernæst ligger denne lærdom også i det navn, hvormed Gud her giver sig til kende for folket, nemlig Jehova, for Jehova betyder: den evigt værende, uforanderlige. Det stemmer helt overens med det svar, Gud gav Moses, da han spurgte efter hans navn og sagde: «Når jeg kommer til Israels børn og siger til dem: Jeres fædres Gud har sendt mig til jer, og de siger til mig: Hvad er hans navn? hvad skal jeg så sige til dem?» Da sagde Gud til Moses: «Jeg er den, jeg er. Sådan skal du sige til Israels børn: Jeg er, han har sendt mig til jer» (2 Mos 3). En sådan betydning har også navnet Jehova, hvormed Gud begynder sin lov. Dermed har han også givet til kende, at hans lov aldrig i tiden skulle ændres så meget som ét bogstav eller en tøddel. Det er nemlig værd at lægge mærke til, at selve grunden til Guds hellige lov egentlig ikke er en fri, tilfældig vilje hos Gud, men langt snarere netop hans eget væsens natur. For spørger nogen, hvorfor vi skal være hellige, så siger Gud selv: «Vær hellige, for jeg er hellig» (3 Mos 11,45; 19,2). Han siger ikke: «for sådan vil jeg det», men han siger: «for jeg er hellig». Spørger nogen, hvorfor Gud skal tilbedes i ånd og sandhed, så siger Kristus: «For Gud er ånd» (Joh 4,24). Når nu grunden til den hellige lov ligger i Guds eget væsen, så forstår vi, hvorfor den umuligt nogen sinde kan forandres, for så måtte Gud selv være forandret. Derfor kan det, som Gud har forbudt i sin lov, aldrig i tid eller evighed blive tilladt. At have andre guder, at misbruge Guds navn, at foragte hans ord eller foragte sin næste, at misunde ham, hade ham eller lyve om ham osv. – sådant kan aldrig i noget enkelt tilfælde eller under nogen omstændighed, fx vores faldne naturs svaghed, blive uskyldigt eller tilladt, men forbliver evigt mishageligt for Gud. For Guds lov har sagt os, at det strider mod hans hellige sind, og hans sind kan aldrig forandres. Også dette har vi at betænke ved ordene: «Jeg er Jehova».

Når vi nu betænker, at denne store, uforanderlige og hellige Gud er allestedsnærværende, overalt over os og omkring os, at han overalt og hvert øjeblik ser på os, at han ser alt, hvad vi gør, i lyset og i mørket, ja, ser hver tanke i vores sjæl, hver eneste, selv den mest skjulte hensigt, og hører hvert ord fra vores tunge, så kan man vel vansmægte ved følelsen af sit syndfyldte væsen og råbe med profeten: «Ve mig, jeg er fortabt!» Sandelig, intet menneske vil være tilfreds med sin hellighed, hvis det er rigtigt vågent og ædru, hvis det rigtigt ser Gud. Men det er netop det, det kommer an på. Her hjælper ingen forstand, ingen eftertanke; nej, det kommer an på Guds vækkende Ånd, som lader os få et syn af Guds hellighed og nærvær som det, profeten fik, da han råbte sådan, som vi netop anførte. Han så Herren, siger han, og seraferne, som råbte: «Hellig, hellig, hellig er Herren Zebaot; hele jorden er fuld af hans herlighed.» Det var da, at profetens hellighed blegnede, så han blev forfærdet og råbte: «Jeg er fortabt – jeg er en mand med urene læber og bor blandt et folk med urene læber» (Es 6). Det er Guds hellighed og nærvær, som knuser de største hellige, hvis de er ædru og sande hellige, så de føler, hvad der er i hjertet. Men nu skulle jo en kristen hver stund vandre i sin Guds nærvær, tro det og besinde det. Hvor ulykkeligt er det da ikke, at vi undertiden går i lange tider og glemmer, at den hellige Gud er til stede! Hvilken søvnighed, falskhed og slaphed i hele vores kristendom må ikke følge deraf! Derimod, hvilken årvågenhed, hvilken hellig stemning og hvilken vældig trøst i alle bekymringer, hvis vi altid kunne besinde, hvad David siger: «Hvad enten jeg sidder eller rejser mig, ved du det; du forstår mine tanker langt borte fra. Hvad enten jeg går eller ligger, udforsker du det, og med alle mine veje er du fortrolig» (Sl 139). Vi har alle et dybt vidnesbyrd i vores indre om, at Gud virkelig er nærværende og ser os – ja, så dybt, at næppe nogen vantro er så grov i sine tanker, at han mener, at Gud ikke har set hans synder. Tænk, hvis du blot kunne besinde, hvad du således føler i dit eget indre – hvilken årvågenhed det ville føre med sig! Og hvilken usigelig trøst! For ser Gud mig i alle mine dårlige stunder, så må han vel lige så sikkert se mig, når jeg råber til ham, og når jeg med en smule kærlighed søger at tjene ham. Og ser han alle mine onde tanker, som jeg har et så bestemt vidnesbyrd om, så må han også se mine bekymrede tanker, ja, min mest skjulte længsel efter ham, mine mest skjulte suk; og det trøstede også David, da han sagde: «Mit suk er ikke skjult for dig.» Gud give os sin nåde til altid at tro og besinde Guds uforanderlige hellighed og nærvær!

Men den majestætiske røst på Sinaj sagde ikke blot: «Jeg er Herren», men den sagde: «Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Egyptens land, ud af trællehuset.» Hvad rummer nu disse ord? – Her kommer vi til de virkelig gribende omstændigheder, som giver det første bud og alle buddene deres helt knusende vægt og betydning. Men vi vil først se, hvad ordene rummede for Israel. «Jeg er din Gud», det vil sige: Jeg er den Gud, som har sluttet pagt med dig om, at jeg skal være din Fader og Gud, og du skal være mit folk (1 Mos 17,7); derfor er jeg også den Gud, som du alene, Israel, kender og tilbeder. Mens alle andre folk og mennesker på hele jorden ligger under hedenskabets mørke, går til de stumme afguder af træ og sten og intet ved om hele verdens store Skaber, er du, Israel, benådet med himlens lys, med kundskab om og bekendtskab med den sande, evige Gud, benådet med store, underfulde åbenbaringer af en levende Gud og med utallige velgerninger fra ham. Ja, jeg er din Gud, «som har ført dig ud af Egyptens land, ud af trællehuset». Israel, glem ikke, hvad jeg har gjort for dig; kend dine forpligtelser, betænk, hvordan du bør frygte og elske mig og stole på mig; for jeg er den, som for din skyld plagede hele Egyptens land; jeg er den, som for din skyld slog alt førstefødt ihjel, «fra kongens førstefødte, ham som sad på tronen, til fangens førstefødte, ham som sad i fængslet»; jeg er den, som for din skyld befalede havet at vige og bane vej for dig, men siden drukne alle dine fjender; jeg er den, som med alt dette har udfriet dig af en jammer, der hørtes helt op til himlen, og derved har vist min magt og strenghed over for dem, der undertrykte dig, så du vel har lært at frygte mig, men også har vist dig en sådan kærlighed, at du har god grund til at elske mig og adlyde de bud, som jeg giver dig i dag. – Noget sådant ville den store Gud sige til sit Israel.

Men vi skynder os straks at komme til os selv. Alt dette og endnu meget herligere ting har Gud at sige også til os. «Eller er Gud alene jødernes Gud? Er han ikke også hedningernes? Jo, visselig også hedningernes,» siger Apostlen. I allerhøjeste forstand kan Herren vel sige til sin kristenhed: Jeg er din Gud; for du kender og bekender mig med uendelig større kundskab end folket ved Sinaj, du, som ved alt, hvad jeg har gjort på jorden, hvad jeg har gjort med Israel, hvad jeg har gjort med hedningefolkene, og hvad jeg har gjort med dig – hvad jeg har gjort, da jeg sendte min Søn, og hvad jeg har gjort med den store skare af evangelister, som har båret mit ord til dig, hvad jeg har gjort med martyrernes ærefulde hær, som med deres blod har beseglet, at deres tro er guddommelig, og hvad jeg har gjort og dagligt gør i sjælene ved Helligånden. – Her er nu den række af omstændigheder, som kunne få os til at skælve, hvis vi ikke var så fuldstændig sløve og blinde, som vi er, nemlig at Gud har gjort og åbenbaret så meget for os, og at vi alligevel går så døde, sovende, iskolde og afgudiske omkring, at vi fortjente at blive kastet i helvede tusind gange, hvis Gud skulle handle med os efter fortjeneste. Måtte da enhver, som har en gnist af liv og besindighed, for alvor tage disse ting under overvejelse og så spørge sig selv, hvordan han burde elske en sådan Gud, frygte og adlyde ham og stole på ham! For at sove og lukke øjnene for alt, hvad Gud er og gør og vil, kan ikke være en virkelig god tilstand for sjælen.

Besind derfor først alt, hvad du ved om Gud, du, som er opdraget i evangeliets lys og helt fra din tidligste barndom har lært Guds ord, og tænk så på, hvad du selv i dit liv har erfaret af den samme Gud. En sådan besindelse er for os den forberedelse til at høre loven, som svarer til disse ord til Israel: Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud osv. Hvad har Gud åbenbaret for dig om sine gerninger og sin kærlighed? – Det er dette, som allerstærkest skal bevæge dig til at frygte og elske ham og stole på ham; det er dette, som binder dig under det tungeste ansvar, hvis du alligevel glemmer ham, lever ubekymret hen, ikke frygter ham og ikke stoler på ham. For vi husker, hvordan Kristus dømte, da han «begyndte at bebrejde de byer, hvor de fleste af hans kraftgerninger var sket, at de ikke havde omvendt sig», nemlig at det «ve», han råbte, i sin grad var afmålt efter den grad af nåde og oplysning, som hver by havde fået. Dér ser vi med vores egne øjne, hvordan Gud dømmer, nemlig efter de udtrykkelige ord: «Enhver, som har fået meget, af ham skal der kræves meget, og den, som har fået meget betroet, af ham skal man forlange endnu mere.»

Nu, hvor meget er der ikke givet dig, du kristne, af Guds godhed, Guds gaver og kundskab om Gud! Du ved allerførst, hvordan den store, gode Gud i begyndelsen skabte os mennesker til at være hans børn og arvinger og for vores skyld skabte alt, hvad der er på jorden (1 Mos 1,28–29), så der ikke findes et strå, ikke et træ eller en sten, ikke et dyr eller en fugl, som ikke blev skabt til mennesket, som var barnet og arvingen. Tænk, hvor kraftigt alt dette råber til os om det første bud: En sådan Fader skal I elske over alle ting, ham skal I tjene og adlyde og stole på ham alene! Hvert strå, hvert træ står foran os og råber: «Se din Guds kærlighed til mennesket! Og du hører også til den slægt.» Hvis vi fik de åndelige sanser åbnet, ville vi i hvert dyr og hver fugl se en Guds prædikant, som siger: «Se, hvor han holder af menneskene! Vi er alle skabt til jer.» – Ja, hvis vi så, hvordan han ikke blot giver os det, som var nødvendigt til legemets opretholdelse, såsom korn, urter, kød af dyr og fisk osv., men også det meget, han har givet os blot til vederkvægelse, såsom blomsternes skønhed og duft, fuglenes kvidren og lignende, så ville vi af hver blomst og hver sangfugl høre den milde tiltale: Se, hvor god en Fader I har, at han ikke blot vil give børnene føde og klæder, men også vederkvæge og glæde dem! Hvor bør I ikke elske en sådan Fader! – Men nej, vi ser intet. Ligesom de umælende dyr med horn eller børster går også vi midt i mængden af Guds velgerninger og ser intet, tænker intet, men nyder bare og sover. Vi er så omgivet på alle sider af beviser på Guds kærlighed og godhed, at vi ikke et øjeblik lever uden dem, og alligevel ser vi intet, tror intet og elsker ham ikke det mindste. Hvem har givet dig din menneskelige tilværelse, dit legeme og din sjæl, dine øjne, ører, din fornuft og alle sanser? Hvilken af dem ville du miste? Skulle du så ikke elske og frygte ham, som har givet dig alt godt, og som hvert øjeblik kan tage det fra dig? Den luft, du indånder, den kilde, som læsker dig, den ild, som varmer dig, hvem har givet dig alt det? Hvor ufatteligt dybt er mennesket dog faldet, når det ikke engang kan se og besinde sig på det, som ligger lige for øjnene! Hvor burde vi ikke alene for sådanne gaver elske og frygte Gud, være ham lydige og stole på ham!

Men vi ved endnu mere. Gud gav ikke blot mennesket jorden med alt, hvad der er på den – nej, jorden var blot vores skole, vores pilgrimsvandring og vores natlogi – mennesket var bestemt til et bedre land end dette. Sådan siger Kristus til dem, som står ved hans højre side i dommen: «Kom, I min Faders velsignede, og tag det rige i eje, som er beredt jer fra verdens grundlæggelse.» Hør, himlen, siger Kristus, er det rige, som er beredt for hans venner, og det «fra verdens grundlæggelse». Mennesket er jo bestemt til noget mere end træet eller dyret, som lever en tid i menneskets tjeneste og så bliver til intet. Hvor mørke og vantro vores hjerter end er, bærer de dog i sig et sikkert vidnesbyrd om, at mennesket er bestemt til et evigt liv i himlen. Åh, at Gud ville forbarme sig og give os nåde til for alvor at besinde os på dette og så spørge os selv: Hvordan bør vi da være over for en sådan Fader, som ikke blot har skabt alt, hvad der er på jorden, for os – hvad det blotte øje og fornuften kan se – men også himlens boliger til et evigt liv? Hvor burde vores hjerte ikke altid være fuldt af kærlighed og tilbedelse til en sådan Gud! Det er ganske forfærdeligt, hvor dybt den menneskelige natur er faldet. Ellers burde vi dog i det mindste kunne standse ved et sådant spørgsmål som dette og i fuldt alvor undersøge: «Er det sandt, hvad der her siges, at mennesket er en sådan genstand for Guds hjerte og tanke, at han ikke blot har skabt alt, hvad der er på jorden, for dets skyld, men også fra verdens grundlæggelse har beredt himlen for det? Er det virkelig sandt – eller bare digt og ’klogt udtænkte fabler’?» Og er det sandt, så burde jo alt, hvad der er på jorden, blive til intet for os over for dette ene: at elske, tilbede og adlyde en sådan Gud. Eller er det så ikke overmåde rimeligt, hvad Gud kræver af os, nemlig: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din kraft og af hele dit sind,» og dernæst: «Du skal elske din næste som dig selv»? Dette er jo alt, hvad han har bedt om, og det er jo, som vi lige har sagt, overmåde rimeligt; for snart er det slut med dette jordeliv, og så skal vi efter Guds vilje i evig glæde og salighed være sammen med Gud, englene og de hellige i et evigt paradis. For dette var jo Guds evige råd, da han skabte mennesket. Og dette var jo hans råd, hans mening, da han gav sin egen Søn hen til vores frelse. Dette var jo også hans mening, da han gav os sit hellige ord, og når han sender os sin Helligånd. Alle Guds riges nådesordninger på jorden vidner jo tydeligt nok om, at vi er bestemt til et evigt liv i himlen. Hvor rimeligt er det da, siger vi endnu en gang, at du trofast holder hans bud i prøvetiden! Og hvad det vil sige at «elske Gud af hele sit hjerte», ved vi, nemlig at intet på jorden således optager, glæder og beskæftiger dig som din Gud, hans venskab og samværet med ham, så du altid har din hjertens lyst i ham og dit tilflugtssted hos ham. Enhver ved vel, hvordan kærligheden er, nemlig at man helst og altid vil være sammen med den, man elsker mest, vil se ham og tale med ham og, når han er borte, har en særlig lyst til at tale om ham; sådan er jo altid kærlighedens art. Og videre, at det er den største glæde, når man finder en måde at tjene, behage og glæde den på, som man elsker højt; det er jo kærlighedens art; derfor siger også Skriften: «Dette er kærligheden til Gud, at vi holder hans bud.» Således ved vi også, hvad det er at «elske sin næste som sig selv», nemlig at du deler ligeligt mellem dig og din næste, så du, når du har to kjortler, giver den ene til den, som ingen har (Luk 3,11); at du bekymrer dig lige så meget om din næstes vel som om dit eget; at du glæder dig lige så meget, når han bliver æret eller på anden måde er lykkelig, som hvis det skete for dig. Se, sådan noget er jo ganske ret og rimeligt. Og gør du alligevel ikke, hvad Gud kræver i disse rimelige bud, så må du jo være et forfærdeligt ondt menneske. Og ve dig, hvis du hykler for Gud og lyver for din egen sjæl, så du bare i en fart forsikrer: «Jo, jeg elsker da Gud og min næste,» selv om du slet ikke har disse almindeligt kendte kendetegn på kærligheden! Og tre gange ve, hvis du ikke engang alvorligt stræber efter at gøre, hvad Gud kræver, men lever i en så letsindig foragt for Gud, at du knap nok en gang tænker på at gøre, hvad han har befalet, eller, når du opdager det, ikke engang alvorligt angrer det eller bekymrer dig om det! Det er jo ligefrem at sige Gud lige op i ansigtet: Jeg bryder mig ikke om dine bud; jeg bryder mig ikke om dit velbehag; du må være vred eller god, jeg bryder mig ikke om det. – Og det ville jo være på én gang helt at sige Gud fra sig og give sig hen til Djævelen.

«Men Gud har jo givet os en Frelser, som har genløst os med sit dyrebare blod; vi skal vel tro på ham?» – Ja, højt lovet være hans navn! Og nu kommer vi netop til den største og allervigtigste bevæggrund til at elske Gud og holde hans bud. Nu kommer vi til den rette åndelige og kristne betydning af Herrens ord til Israel: «Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Egyptens land, ud af trællehuset.» Vi ved alle, hvordan Israels historie, men særlig dets trældom i Egypten og dets forløsning derfra, er Guds egen største billede på hele menneskeslægtens åndelige trældom og åndelige forløsning. Og det er denne åndelige forløsning, som er Guds allerstørste velgerning, og som derfor allerstærkest bør bevæge os til at elske Gud og holde hans bud. Lad os da alvorligt tage os til hjerte, hvad vi tror og bekender om forløsningen i Kristus Jesus. Du tror, at «Så højt elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn» til en soning for vores synder. Du tror, «at Jesus Kristus, sand Gud, født af Faderen fra evighed, og tillige sandt menneske, født af Jomfru Maria, er din Herre, som har forløst dig, fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet dig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt», og det «ikke med sølv eller guld, men med sit hellige, dyrebare blod og med sin uskyldige lidelse og død». Er det så ikke rimeligt, hvad der videre står i den samme trosbekendelse, nemlig at alt dette er sket, «for at du skal være hans egen, blive og leve under ham i hans rige og tjene ham i evig retfærdighed, uskyldighed og salighed»? Sådan siger også Apostlen: «Han er død for alle, for at de, som lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som er død og opstået for dem» (2 Kor 5). «Guds rige består ikke i ord, men i kraft.» Skulle vi tro på Kristus, at han med sin uskyldige lidelse og død har forløst os fra alle vores synder, og så alligevel ikke elske ham, leve for ham og være hans egne med hjerte, hu, sind og alle kræfter, men stadig elske afguderne mere end ham? Tænk, du fejrer til jul Guds Søns fødsel og ser i ånden, hvordan det barn, som var Guds Søn, undfanget ved Helligånden, bliver født i en stald og ligger på krybbens strå for at vise, at han var kommet for at blive et lam, et offerlam, til at bære verdens synder bort. Du hører englen råbe ud over Betlehems marker: «Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket; for i dag er der født jer en Frelser;» du hører siden den himmelske hærskare synge: «Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, i mennesker velbehag.» Derefter ser du Frelseren gå omkring, «idet han gjorde godt og helbredte alle», og med mange tegn på guddommelig almagt bevise, at han var sendt fra himlen, som når han i ørkenen skaber brød til fem tusind mænd; truer havet, som stormer, så det straks bliver blikstille; forbander et figentræ, så det straks dør; truer onde ånder, så de straks farer ud af mennesker; oprejser her en pige, dér en enkes søn, her en Lazarus, som allerede lugter, osv. Og til sidst hører du denne almægtige Herre sige: «Mit blod udgydes til syndernes forladelse» (Matt 26,28), og så fejrer du højtiden for hans lidelse, død og opstandelse. Du ser den underfulde Herre i offerets stund selv blive offerlammet, blive svag, bedrøvet, forfærdet og angst, så han sveder blod; du ser, hvordan han bliver fanget, bundet, slæbt bort og siden martret på alle forfærdelige måder; du ser en grov tjener give din Frelser et slag på kinden; du ser hedningen Pilatus overlade ham til sine bødler – hvad gør de med ham? – du vender måske øjnene bort – de klæder – hvem? – din Herre Jesus af, ham, som du råber til i bønnen; de binder ham til en pæl; de har forfærdelige svøber i hænderne, de hudstryger hans hellige legeme, så man kunne «tælle alle hans knogler». Og du tror Skriftens ord, at han nu blev «såret for vores overtrædelser og slået for vores misgerninger» (Es 53). Men hvad gør de videre? De fletter en tornekrone, hvis grove torne de med rør slår ind i hans hoved; ja, til sidst ser du din Frelser slæbe på en tung byrde – de tvinger ham til at bære det træ, som han skal hænges op på. Og hvis du nu får et glimt af ham, som slider og slæber, hvad siger han så til dig? Han siger: «Du trættede mig med dine synder, plagede mig med dine misgerninger» (Es 43). Men hvad gør de mere? Så slår de grove nagler gennem hans hænder og fødder – og så hænger han i luften på et retterested. – Og dette er din Frelser, Jesus Kristus! Men så forfærdelig meget krævedes der for at forløse os fra vores trældom under synden, Djævelen og døden. Tænk nu, hvordan du burde elske! Med hvilken usigelig kærlighed, ja, kærlighedssmerte, du burde omfavne fødderne på ham, som har lidt alt dette for dig – og med hvilken usigelig kærlighedsglæde du burde lukke ham ind i dit hjerte, ham, som med en sådan lidelse har forløst, erhvervet og vundet dig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt og har erhvervet dig en evig frihed fra disse vores fjender og en evig salighed i himlen! Tænk, hvis du alligevel tværtimod er kold over for ham, letsindig og tankeløs – fortjener du så ikke ligefrem på stedet at blive knust af et tordenslag af Guds vrede og kastet i afgrunden som en forbandet skabning? Som også Luther siger i en prædiken på langfredag: «Det menneskehjerte, som ikke bliver blødt og bevæget ved hele Kristi lidelse og Kristi kærlighed, må være hårdere end sten, ja, hårdere end jern og stål.» Når den himmelske Fader ved at give sin Søn hen, ved hans marter og død så fuldt og helt har udøst sit kærlighedshjerte over for os mennesker, og denne vor trofaste broder og Frelser af stor kærlighed har lidt så uhørte marter for os, at ingen menneskelige tanker eller ord slår til, når man betragter det – og når så mennesker, som ved, tror og bekender alt dette, alligevel går deres vej så letsindige, kolde og utaknemmelige, slet ikke tager det til hjerte, ikke elsker og tilbeder den kære Gud for alt dette, men stadig lever videre i deres afguders og synders tjeneste, skal så den store Gud holde alt dette for uskyldigt? Skal han være lige så mild og venlig over for sådanne? Kan man undre sig over, at han så bliver vred og siger: «Agter du da slet ikke al min store kærlighed, når jeg så faderligt og hjerteligt har søgt dig og for din skyld kastet min Søn ud i så store marter, så agter jeg heller ikke dig. Spørger du ikke efter mig, og hvad jeg har gjort, så spørger jeg heller ikke efter dig. Vil du ikke have min kærlighed og mit venskab, så skal du også have min vrede og unåde.» – Ja, sådan går det sandelig med de sjæle, som ikke lader sig vække og bevæge af noget; Herren Gud overlader dem siden til deres egne lyster, til at blive forhekset og forblindet af Djævelen, så de siden ganske frit kan synde, og det bider ikke på dem.

Så forfærdelig en vrede følger på Guds store nåde, når den bliver foragtet, så den ikke får virke nogen genkærlighed, taknemlighed og gudsfrygt. Hvor der gives megen nåde og kærlighed, dér bliver også ansvaret og dommen tungest; sådan som også Apostlen siger: «Kunne de ikke undfly, som syndede mod Moseloven, hvor meget hårdere straf, mener I, skal da ikke den anses for at fortjene, som har trådt Guds Søn under fode og regnet pagtens blod for urent!» (Hebr 10). Og hermed har vi så set, hvordan netop denne Guds allerstørste kærlighed i Kristi forsoning fører den allerstærkeste forpligtelse med sig til også at elske og frygte en så nådig Gud og trofast holde hans bud.

Men nu – ud over alt dette, som kan gøre de døde levende og de iskolde brændende, hvis de blot kunne høre, se og besinde det, nemlig at mennesket er sådan en genstand for Guds hjerte, at han for dets skyld skabte alt, hvad der er på jorden, og for det beredte himlen fra verdens begyndelse og for det har givet sin enbårne Søn til dets Frelser – ud over alt dette, som tilhører hele menneskeheden som Guds store almindelige kærlighed, har også hvert enkelt menneske i sin egen livshistorie sandelig sådanne erfaringer af Guds kærlighed, at det menneske, som fik sine sanser ret åbnet til at se alt, hvad Gud blot har gjort med det, vel ville blive helt magtesløst under den skyldbyrde, som fulgte deraf. Ja, det ville ikke kunne leve, det ville dø af forfærdelse over, at Gud har været det så nær og nådig – og det selv så blindt, iskoldt og dødt over for ham. Da Peter blot fik en stor fiskefangst og derved så, hvem han havde i sin båd, sank han straks ned for hans fødder og råbte: «Gå bort fra mig, for jeg er et syndigt menneske». Hvis et menneske virkelig kunne tro og besinde disse Jesu ord: «Endog alle jeres hår på hovedet er talt – ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt» – og i lyset af de ord betragtede sit eget livs erfaringer – åh, hvor ville det knuses over sin forfærdelige ligegyldighed over for sådan en Gud og Fader! Havde det tillige set noget i Kristi lidelse og mærket, hvordan det burde frygte og elske Gud, og hvordan det med sin kulde over for denne uhørte Guds kærlighed tusind gange havde fortjent at kastes i helvede, så ville det frit og villigt bekende, at al den bitreste elendighed på denne jord var en alt for stor nåde for det, fordi det i virkeligheden havde fortjent helvede; så selv det menneske, som var det ulykkeligste i dette liv, stadig ville regne sin lod for en alt for stor mildhed fra Gud. Sådan er det i virkeligheden. Tænk så, hvor du burde elske ham, når du måske tværtimod også har mangen timelig velsignelse og glæde at takke for, ja, måske særlig nådige styrelser fra dit livs Gud! – Men endnu mere! Hvis du fik øjnene åbnet til også at se Guds store omsorg for vor evighed eller hans trofaste nidkærhed for vores sjæles frelse, som han ofte må bruge de hårdeste slag for, for at knuse, vække og føre vores frafaldne hjerter tilbage, så du så, at det bitreste, du har oplevet, ikke blot var velfortjent som straf, men netop var Guds nådige styrelser til dit evige vel – åh, hvad ville der så være tilbage for dig at se i din livshistorie andet end en uendelig kæde af de største velgerninger fra din trofaste himmelske Fader? Og hvad skylder du så din Herre?

Men nu har du måske også modtaget mange af den slags velgerninger fra Gud, som du selv har forstået at påskønne. Måske husker du en tid, da du var i en større nød eller i en stor fare, en dyb bekymring, som dag og nat pressede angstsveden frem på dig, og Gud hjalp dig så underfuldt, at du selv så, at det var Herren. Du har måske oplevet håndgribelige beviser på bønhørelse, så du ligesom med øjnene har set, at Gud har været dig nær, at han ved om dig, at han har vist dig særlige beviser på sin nåde; og du husker måske, hvilke takkesigelser og løfter til Gud der da strømmede ud af dit bevægede hjerte. Måske husker du også, hvordan du har glemt og svigtet den slags løfter, hvordan du på ny har syndet mod din Gud, og alligevel har han ikke behandlet dig efter fortjeneste, men lader stadig sin nåde komme dig til del. Ja, måske er den allerstørste af Guds nådes velgerninger allerede blevet dig til del, at Gud har besøgt din sjæl med sin Helligånd – du har haft personlige besøg af den høje gæst, som har banket på dit hjerte og kaldet dig til omvendelse og til at få del i sin nåde. Måske har du allerede oplevet at blive helt benådet og har haft vidnesbyrd om, at du er Guds barn. Endnu mere: måske har du også, efter mangfoldig ulydighed og utroskab mod en så nådig Gud, oplevet, at han alligevel ikke har forladt dig helt, men har tilgivet dig alt det og stadig virker i din sjæl med sin Ånd. Åh, hvor burde du ikke elske og frygte din så nådige Gud!

Tænk altså på al den nåde, du har oplevet, og mærk så betydningen og kraften i de ord, hvormed den majestætiske røst indleder loven: «Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Egyptens land, ud af trællehuset. Du må ikke have andre guder ved siden af mig». Vi har nu set, hvad de ord betyder for os; vi hører nu hver især følgende tiltale i disse ord: «Jeg er Herren din Gud, som har skabt dig og alle mennesker til mine børn og arvinger og skabt alt, hvad der er på jorden, for jer. Jeg er Herren din Gud, som fra begyndelsen har beredt himlen til jeres evige rige, så I dér skal nyde salighed hos mig uden ende. Jeg er Herren din Gud, som har givet dig min elskede Søn til Frelser og ved hans pinsler og død har forløst dig fra synden, døden, Djævelen og helvede, den evige trældoms hus, så synden ikke skal lukke dig ude fra himlen, og Djævelen og døden ikke skal beholde dig, hvis du blot hylder Sønnen. Jeg er Herren din Gud, som ved en stor skare af evangelister har givet dig mit ord, som min Ånd virker alt herligt på jorden med. Ja, jeg er også dit livs Gud, du menneske, som fra din fødsel af først med faderlig ømhed har passet på dig ’som min øjesten’, lagt ømhed for dig i din far og mor, bevaret dig med mine engle og siden i alt har våget sådan over dig, at hvad der end har rørt dit hjerte af bittert eller sødt, alt sammen er blevet sendt dig af mig – ’endog alle jeres hår på hovedet er talt’ – så ikke et ord fra noget menneske, ikke et blik, som enten har såret eller kvæget dit hjerte, har ramt dig, uden at jeg har sendt det (Klag 3,37–38 og 2 Sam 16,10). Jeg er Herren din Gud, som også fremover har dit liv og alt dit vel i tid og evighed i min hånd. Den, jeg velsigner, er velsignet; den, jeg forbander, er forbandet. Mig alene skal du frygte og elske over alle ting og stole på mig alene. ’Du må ikke have andre guder ved siden af mig.’»

Se, det menneske, som kan kende sandheden i alt dette og alligevel ikke for alvor begynder at «tænke på Herrens befalinger for at gøre efter dem» (Sl 103,18), men stadig kan vende sig bort til sine forfængelige småting, til sine afguder og synder og stadig kan være sikkert og ved godt mod – det menneske må vel være ret forhekset og forhærdet og «nær ved forbandelse», det menneske må vel have «indgået pagt med døden og gjort aftale med dødsriget» (Es 28,15). For ellers ville alle disse dyre forpligtelser jo gøre Guds vilje og bud så vigtige for det, at hvis det tillige så, hvad de kræver af hele dets væsen, dets hjerte, hu, tanker og alle kræfter, ville de sandelig samle en skyldbyrde over det, som måtte trykke det ned i støvet og tydeligt sige det, at det med al ret er fordømt. For dertil må det komme, hvis mennesket ret forstår og ærer loven. Derfor siger vi igen: Det menneske, som ikke kommer til denne erfaring af loven, må nødvendigvis være en glat og letsindig gudsforagter, som egentlig ikke spørger efter Gud og hans vilje, hans nåde og hans vrede, eller være en forblændet hykler, som driver gæk med Gud, giver ham blot nogle ydre gerninger og lader, som om han ikke ved, hvad Gud kræver, nemlig hele mennesket, dets hjerte, hu, sind, tanker og alle kræfter. Når nu sådan en gækken og foragt for Gud øves af mennesker, som ikke blot kender alle de Guds uendelige velgerninger, vi her har peget på, men også selv har oplevet dem, ja, hvert øjeblik alle deres livsdage har nydt godt af dem, så må man vel forfærdes og bekende, at «deres dom er retfærdig». Gud hjælpe da enhver til at vågne af Djævelens fortryllelse og besinde, hvad vi her har set: hvordan Guds uendelige kærlighed og godhed fører de stærkeste forpligtelser med sig til at elske og frygte ham og trofast holde alle hans bud; og besinde, at selv om vi sover og glemmer dem, har han, den evigt værende og uforanderlige, stadig hvert øjeblik den samme nidkærhed for sin lov, som da det brændte ved Sinaj; for han, Jehova, kan jo umuligt forandres. – Og han er allestedsnærværende. Han ser os så vel, helt ind i sjælens mest skjulte dyb; det har vi selv vidnesbyrd om i vores indre. Og hans bud er højst rimelige; det er jo lutter kærlighed i alt, både i det, han viser os, og i det, han beder os om; det må da være en forfærdelig ondskab ikke at holde de bud. – Lad os nu gå videre og se, hvad hvert enkelt bud kan indebære. Herren være os nådig i det og give os sin Ånds lys!