Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Gud og skabelsen

Guds væsen og egenskaber

Gud er ét enkelt, uendeligt og evigt guddommeligt væsen; hans egenskaber er ikke dele af ham, men hans ene væsen, som han i sit ord viser os i en række egenskaber, så vi kan kende ham.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften og bekendelsen lærer, at der er ét guddommeligt væsen, som i sandhed er Gud: evigt, udeleligt, uden ende og af umådelig magt, visdom og godhed (Den Augsburgske Bekendelse, art. 1). Guds egenskaber er ikke stykker eller tilføjelser til hans væsen. Fordi Gud er uendelig og enkel, er alt, hvad der er i Gud, Gud selv. Men vi kan ikke fatte det uendelige på én gang. Derfor åbenbarer Gud sig i Ordet i en række egenskaber, så vores kundskab om ham er stykkevis, men sand (1 Kor 13,9). Pieper advarer mod at bytte egenskaberne om, fx nåde og lovens retfærdighed, og mod at sige mere om dem, end Skriften siger.

Af hensyn til undervisningen skelner dogmatikken mellem negative egenskaber, som fjerner skabningens grænser fra Gud (enhed, enkelhed, uforanderlighed, uendelighed, allestedsnærværelse og evighed), og positive egenskaber, som tillægger Gud skabningens fuldkommenheder i fuldkommen grad (liv, viden, visdom, hellighed, retfærdighed, sanddruhed, magt, godhed, kærlighed, nåde og barmhjertighed). Gud er til stede i alle skabninger med sit væsen, ikke kun med sin kraft, uden at blive en del af dem (Jer 23,24). Han ved alt, også det fremtidige, men hans forudviden er ikke årsag til det onde (Konkordieformlen, art. 11).

For troen er det afgørende, at alle disse egenskaber kun ville forfærde os syndere, hvis Skriften ikke også åbenbarede Guds nåde i Kristus. Luther siger i Huspostillen, at Guds almagt og evighed kan læres af skabningen, men hans nåde og barmhjertighed alene ved Kristus. Derfor bliver Guds uforanderlighed en trøst. Luther siger, og Konkordieformlen gentager det, at vi, selv om vi forandres, kan flygte til ham, der er uforanderlig (Mal 3,6; Rom 11,29).

Skriften

  • 2 Mos 3,14 – Gud kalder sig «Jeg er den, jeg er»: han er af sig selv og afhænger ikke af noget uden for sig.
  • Joh 4,24 – «Gud er ånd»: Gud er ulegemlig og enkel; Skriftens tale om hans øjne og hænder er billedlig.
  • Mal 3,6 – Herren forandrer sig ikke: Gud er uforanderlig i sit væsen og i sit forsæt, og derfor står hans løfter fast.
  • Jer 23,24 – Gud fylder himmel og jord: han er nærværende overalt med sit væsen, ikke kun med sin virkning.
  • Sl 139,7–10 – Ingen kan flygte fra Guds nærvær: allestedsnærværelsen er både advarsel og trøst.
  • Rom 11,33 – Guds visdom og kundskab er en dybde, og hans veje er usporlige for menneskers tanker.
  • 2 Mos 34,6 – Guds prædiken om sig selv: barmhjertig, nådig og langmodig mod syndere.
  • 1 Kor 13,9 – Vi kender stykkevis: Guds åbenbaring i egenskaber giver en sand, men ikke fuldkommen kundskab om ham.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 1: Bekendelsen fastholder med Nikæa, at der er ét guddommeligt væsen i tre personer, og beskriver dette væsen som evigt, udeleligt, uden ende og af umådelig magt, visdom og godhed.
    «Alle tre er ét guddommeligt væsen, evigt, udeleligt, uden ende, af umådelig magt, visdom og godhed, én skaber og opretholder af alle synlige og usynlige ting.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD II (Luther): Konkordieformlen citerer Luthers udlægning af 1 Mos 26: Erkendelsen af Gud må være sikker, for står Gud ikke ved sine løfter, er det ude med frelsen. Trøsten er, at vi kan flygte til den uforanderlige Gud (Mal 3,6; Rom 11,29) og skal holde os til den åbenbarede, ikke den skjulte Gud.
    «Omvendt er det vores trøst, at vi, selv om vi forandres, dog kan flygte til ham, der er uforanderlig.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VIII: Som et åndeligt, udeleligt væsen er Gud overalt og i alle skabninger og har sin majestæt med sig, hvor han er. Men i de hellige bor han ikke legemligt og er ikke personligt forenet med dem, sådan som han er det i Kristus.
    «For Gud er et åndeligt, udeleligt væsen og er derfor overalt og i alle skabninger» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD XI: Konkordieformlen skelner mellem Guds forudviden og udvælgelsen. Forudviden omfatter alle skabninger, gode og onde, fordi alt fortidigt og fremtidigt er nærværende for Gud.
    «Han ser og ved forud alt, hvad der er eller vil være, hvad der sker eller vil ske, hvad enten det er godt eller ondt» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Sankt Filip og Jakobs dag: Luther skelner mellem det, man kan lære om Gud af skabningen (almagt og evighed), og det, man alene lærer ved Kristus: at Gud er nådig og barmhjertig.
    «Hans almagt og evighed kan man mærke og lære af hele verdens skabning; men hans nåde og barmhjertighed lærer man alene ved Kristus Jesus, ved hans lidelse og død» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. X: Krauth anfører Chemnitz og Luther om Guds allestedsnærværelse: Gud er overalt med sit væsen, nærvær og magt, hel i alt og hel i hvert enkelt, uden udstrækning, blanding eller deling.
    «Det guddommelige væsen er i alt, men er ikke indesluttet; det er uden for alt, men er ikke udelukket.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 2: Jacobs forklarer Guds enkelhed: Gud er uden sammensætning, og egenskaberne er ikke andet end det ene væsen, betragtet på forskellige måder. Enkelheden omfatter åndelighed, usynlighed og ubegribelighed.
    «Alt, hvad der er i Gud, er Gud. Der er ingen tilfældige egenskaber i ham.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 2: Når Skriften siger, at Gud fortryder, udsiger den ikke en forandring i Gud, men i forholdet til mennesket. Jacobs bruger billedet af kompasnålen, der bliver ved at pege mod nord, når skibet skifter kurs.
    «Forandringen ligger ikke i Guds forsæt, men i begivenheden; ikke i hans vilje, men i det, han vil» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Gud: Pieper fastholder med de lutherske dogmatikere både, at væsen og egenskaber i Gud er ét, og at vi må skelne mellem dem, fordi Gud nedlader sig til vores svaghed og giver os en stykkevis, men sand kundskab.
    «nedlader Gud sig til den menneskelige svaghed og deler så at sige sig selv i dele, idet han i sit ord åbenbarer sig i en række egenskaber» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Gud: Skriften selv skelner mellem egenskaberne og knytter fx retfærdiggørelsen til nåden og dommen til den straffende retfærdighed. Bytter man dem om under påskud af Guds enhed, forfalskes hele teologien, og man må ikke sige mere om en egenskab, end Skriften siger.
    «Når de guddommelige egenskaber under påskud af, at alle Guds egenskaber udgør en udelelig enhed, byttes om med hinanden, bliver hele teologien forfalsket.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Gud: Til slut understreger Pieper, at Guds nåde i Kristus står i centrum blandt alle egenskaberne. Uden den ville åbenbaringen af de andre egenskaber kun forfærde syndere.
    «den ene, udelelige, uforanderlige, uendelige, allestedsnærværende, evige, levende, alvidende, alvise, hellige, retfærdige, sanddru og almægtige Gud er den Gud, der er nådig i Kristus» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Socinianere og nyere teologer: ingen sikker forudviden. For at redde den menneskelige viljes utvungenhed og menneskets ansvar har hedninger (Cicero), socinianere og nyere teologer fornægtet Guds alvidenhed eller undtaget menneskers syndige handlinger fra den. Pieper svarer med Konkordieformlen, at forudviden ikke er årsag til det onde, og at begge sandheder skal fastholdes, selv om fornuften ikke kan forene dem.
  • Gud kun nærværende med sin kraft. Abelard, socinianerne og deisterne har ifølge Jacobs lært, at Gud efter sit væsen er i himlen og kun er på jorden med sin kraft. Den lutherske lære holder fast ved Guds væsensmæssige allestedsnærværelse.
  • Kenotikere (Thomasius). Moderne kenotikere som Thomasius bruger skellet mellem hvilende og virkende egenskaber til at påstå, at almagt, allestedsnærværelse og alvidenhed kan skilles fra Gud, så Sønnen kunne aflægge dem ved menneskevordelsen. Pieper stiller de gamle teologers lære op imod: alle egenskaber er ét med det uforanderlige væsen, og intet i Gud kan mistes.
  • Antropomorfisme og teosofi. Pieper afviser at overføre menneskelig legemlighed på Gud ud fra Skriftens tale om hans øjne og hænder, og ligeså teosoffernes (Oetinger) tanke om et åndslegeme hos Gud. Gud er ånd, uden dele (Joh 4,24; Den Augsburgske Bekendelse, art. 1).

Hænger sammen med

  • Treenigheden – Det fælles led er, at Gud er én. Pieper viser, at Skriften ikke deler almagt, alvidenhed eller allestedsnærværelse mellem Faderen, Sønnen og Helligånden, men tillægger hver af dem egenskaberne uden deling og uden begrænsning. Derfor er læren om Guds egenskaber også et vidnesbyrd om, at Sønnen og Ånden er sand Gud ligesom Faderen.
  • Naturlig og åbenbaret gudserkendelse – Det fælles led er, hvilke af Guds egenskaber mennesket kan kende uden Kristus. Luther siger i Huspostillen, at Guds almagt og evighed kan læres af hele verdens skabning, men at hans nåde og barmhjertighed alene læres ved Kristus, ved hans lidelse og død. Naturen viser altså en mægtig Gud; kun Ordet viser en nådig Gud.
  • Egenskabernes meddelelse – Det fælles led er, hvad der hører til Guds væsen. Pieper fremhæver, at alle Guds egenskaber er ét med hans uforanderlige væsen. Nyere «kenotikere» (af græsk kenosis, «tømmelse», Fil 2,7) som Thomasius mente derimod, at Guds Søn måtte aflægge almagt, allestedsnærværelse og alvidenhed for at blive menneske. Hvordan Kristi person forstås, afhænger altså af, om man har en ret lære om Guds egenskaber.
  • Forsynet – Forsynet er Guds egenskaber i virksomhed. Pieper definerer forsynet som Guds opretholdelse og styrelse af universet og af hver enkelt skabning «ved Guds allestedsnærværelse og almægtige virksomhed». Fordi Gud er nærværende overalt og er almægtig, har han ikke trukket sig tilbage fra verden efter skabelsen, men bærer den i det største og det mindste.
  • Udvælgelsen – Det fælles led er Guds forudviden, som hører til hans alvidenhed. Konkordieformlen skelner nøje: Forudviden betyder, at Gud ser og ved alt forud, både godt og ondt, mens udvælgelsen kun gælder Guds børn, der er bestemt til det evige liv. Forstås udvælgelsen forkert som en blind skæbne, fører det ifølge bekendelsen enten til tryghed i synden eller til fortvivlelse.
  • Guds almene nådevilje – Det fælles led er Guds nåde, den egenskab, der giver de andre deres trøst. Pieper minder om, at Guds almagt, alvidenhed og allestedsnærværelse kun ville være forfærdelige for syndere, hvis Skriften ikke også åbenbarede Guds frie nåde mod hele synderverdenen for Kristi skyld. Guds godhed og nåde gælder altså alle mennesker, ikke kun nogle.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).