Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Gud og skabelsen

Skabelsen

Skabelsen er den treenige Guds frie gerning, hvorved han ved sit almægtige ord og af intet har kaldt himlen og jorden og alt, hvad der er uden for ham, til at være til.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Den første trosartikel bekender Gud som «himlens og jordens skaber». Skriften lærer, at den treenige Gud ved sin frie vilje og ved sit almægtige ord har kaldt alt, hvad der er uden for ham, til at være til (Sl 33,6; Hebr 11,3). Det skete af intet: Verden er ikke formet af et evigt stof, og den er heller ikke strømmet ud af Guds eget væsen. Gud «kalder det, som ikke er, til at være» (Rom 4,17). Det nærmere om skabelsen ved vi kun af Guds egen beretning i 1 Mos 1–2, for intet menneske var til stede. Skabelsen er hele treenighedens ene gerning. Trosbekendelsen nævner den ved Faderen, fordi han er den første person, og Sønnen er Ordet, som alt blev skabt ved (Joh 1,3; Kol 1,16).

Pieper læser beretningen som historie: Gud skabte på seks dage, som han forstår som almindelige døgn, og han ordnede verden fra det enkle til det fuldkomne. Jorden frembragte ikke selv planter og dyr; de blev til ved Guds ord. Til sidst skabte Gud mennesket som skabelsens højdepunkt, og Gud så, at alt var «meget godt» (1 Mos 1,31). Konkordieformlen fremhæver, at også vores legeme og sjæl efter syndefaldet er Guds skabning og værk, mens synden ikke er det.

For troen betyder læren, som Den Lille Katekismus siger, at Gud har skabt mig og stadig opholder mit liv af ren faderlig godhed, uden at jeg har fortjent det. Derfor skylder vi ham tak, lovprisning og lydighed. Og Luther trøster med, at den Gud, der kan skabe alt af intet, også kan gøre det, han har lovet, selv når det synes umuligt.

Skriften

  • 1 Mos 1,1 – I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden: Før det var der intet uden for Gud, og med skabelsen begynder tiden.
  • 1 Mos 1,31 – Gud så alt, hvad han havde gjort, og det var meget godt; intet, Gud har skabt, er ondt i sig selv.
  • Sl 33,6 – Ved Herrens ord blev himlene skabt: Verden blev til alene ved Guds almægtige ord; Pieper læser også her treenigheden.
  • Joh 1,3 – Alt blev til ved Ordet: Sønnen er med i skabelsen og er derfor ikke selv en skabning.
  • Kol 1,16–17 – Alt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, er skabt ved Kristus, og alt består ved ham.
  • Rom 4,17 – Gud kalder det, som ikke er, til at være: Skabelsen af intet er et kendetegn ved Gud.
  • Hebr 11,3 – I tro forstår vi, at verden er skabt ved Guds ord; skabelsen kendes af åbenbaringen og gribes i troen.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 1: Bekendelsen lærer ét guddommeligt væsen i tre personer, Fader, Søn og Helligånd. De tre er ikke tre skabere, men én skaber og opretholder af alt det synlige og usynlige.
    «Alle tre er ét guddommeligt væsen, evigt, udeleligt, uden ende, af umådelig magt, visdom og godhed, én skaber og opretholder af alle synlige og usynlige ting.» Læs teksten
  • Luthers Lille Katekismus: Første trosartikel: Luther gør skabelsen personlig: Gud har skabt mig sammen med alle skabninger, giver mig legeme og sjæl og alt, hvad jeg har brug for, og opholder det dagligt. Alt sker af faderlig godhed uden fortjeneste, og derfor skylder jeg ham tak og lydighed.
    «Jeg tror, at Gud har skabt mig sammen med alle skabninger, at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, ører og alle lemmer, fornuft og alle sanser og stadig opretholder dem» Læs teksten
  • Luthers Store Katekismus: Første trosartikel: Den første artikel hviler på ordet «skaber». At tro den er at bekende, at jeg er Guds skabning, og at ingen har livet eller noget af det, han ejer, fra sig selv eller kan opholde det selv.
    «Af denne artikel skal man altså lære, at ingen af os har livet eller noget af alt det, der nu er opregnet og kan opregnes, fra sig selv eller kan opretholde det» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD I: Artiklen om skabelsen tvinger til at skelne mellem menneskets natur og arvesynden: Gud skabte ikke alene den menneskelige natur før faldet, men den er også efter faldet hans skabning og værk.
    «For det første vidner Skriften i artiklen om skabelsen, at Gud ikke alene skabte den menneskelige natur før faldet, men at den også efter faldet er Guds skabning og værk.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Trinitatis søndag: Luther forklarer, hvorfor trosbekendelsen knytter skabelsen til Faderen. Gerningen tilhører hele det ene guddommelige væsen, men nævnes ved Faderen, fordi han er den første person, og fordi skabelsen er majestætens første gerning over for skabningerne.
    «For selv om det er sandt, at denne gerning ikke tilhører én person alene, men hele det ene guddommelige, evige væsen» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Fastelavns søndag: Luther bruger skabelsen af intet som trøst for troen: Den Gud, der skabte alt af intet, kan også gøre noget igen af det, der har været. Man skal ikke spørge, om noget er muligt, men holde sig til, at Gud har sagt det.
    «For selv om jeg hverken kan se det eller tage og føle på det, så er han dog den Herre, som kan gøre det umulige muligt og skabe alt af intet.» Læs teksten
  • Rhegius, Samtale om Emmausprædikenen: Ud fra 1 Mos 1 og Joh 1 viser Rhegius, at Gud skabte alt ved sit Ord. Derfor kan Ordet ikke selv være en skabning, for der er intet mellemled: Alt er enten Skaberen eller en skabning. Ordet er altså den evige Gud.
    «Her er der nemlig intet mellemled mellem Gud, Skaberen, og skabningen; alt, hvad der er til, er enten noget uskabt eller noget skabt, enten Skaberen eller en skabning.» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. XIV: Krauth påpeger, at selv den, der tror på Gud, må godtage noget, der for fornuften synes umuligt: at stoflig og åndelig væren blev til ved Guds blotte vilje. Han bruger det i forsvaret for nadverlæren til at vise, at vi ikke kender det muliges absolutte grænser.
    «Vi er nødt til at erkende, at et stofligt noget bringes til væren ud af et stofligt intet.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 4: Jacobs siger, at Mosebogens beretning har et religiøst og ikke et videnskabeligt formål: at fastslå Guds overhøjhed og almægtige virke, og at hele skabelsen sigter mod mennesket.
    «Mennesket er skabelsens højdepunkt, og hver ny skabergerning var et skridt hen imod det.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Skabelsen: Over for panteismen og dualismen lærer Skriften ifølge Pieper, at den treenige Gud ved sin blotte vilje har skabt alt af intet. «Intet» er ikke et formløst stof, men et virkeligt intet, for før skabelsen var der intet uden for Gud.
    «lærer Den Hellige Skrift, at den treenige Gud ved sin blotte vilje har skabt alt, hvad der er uden for Gud, universet, af intet.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Skabelsen: Pieper holder fast ved, at skabelsen skete på seks dage. Han afviser både at gøre dem til et øjeblik og at gøre dem til lange perioder, fordi teksten deler dagene i aften og morgen.
    «Mod omtydningen af dagene til skabelsesperioder taler det afgørende, at dagene deles i aften og morgen; det tvinger os til at antage en dag på fireogtyve timer.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Panteisme og dualisme. Panteismen lærer, at verden er strømmet ud af Gud og altså selv er Gud; dualismen, at et evigt stof blev formet af guddommen. Pieper svarer, at der før skabelsen intet var uden for Gud, og at Gud skabte af et virkeligt intet.
  • Manikæerne. Manikæerne antog to guder, en ond og en god. Den Augsburgske Bekendelse forkaster dem, fordi der er ét guddommeligt væsen og én skaber af alle ting.
  • Udvikling og «to faktorer» (Luthardt). Luthardt mente, at naturkræfternes egen selvstændige virksomhed og Guds skabende indvirkning virkede sammen. Pieper afviser det som evolutionistisk: Græs og dyr opstod helt ved Guds ord, og jorden var kun det stof, Gud skabte dem af.
  • Skabelsesdagene som lange perioder (nyere teologi). Næsten alle moderne teologer gør ifølge Pieper dagene til perioder af ubestemt længde for at forlige Skriften med videnskabens «faste resultater». Pieper svarer, at aften og morgen kræver almindelige døgn.

Hænger sammen med

  • Treenigheden – Trosbekendelsen nævner skabelsen ved Faderen, men skabelsen er en gerning, Gud gør udadtil, mod det, der er uden for ham selv. Sådanne gerninger gør alle tre personer sammen, fordi de er ét guddommeligt væsen. Pieper afviser derfor at tale om tre skabere eller at fordele skabelsesværket mellem Faderen, Sønnen og Helligånden.
  • Forsynet – Det fælles led er, at Gud ikke blot har givet os livet én gang, men stadig opholder det. Den Store Katekismus lægger begge dele ind i ordet «skaber»: Gud har givet mig legeme og sjæl og opholder dem uden ophør. Derfor kan ingen opretholde sit liv af sig selv, og forsynet er skabelsens fortsættelse.
  • Englene og Djævelen – Englene er ikke guddommelige væsener, men skabninger ligesom resten af verden. Pieper begrunder ud fra Skriften, at de blev skabt inden for de seks skabelsesdage: ikke før verden, for før den var der kun Gud, og ikke efter, for da hvilede Gud fra sit skaberværk. Også den usynlige verden er altså kaldt frem af Gud.
  • Gudsbilledet og urtilstanden – Mennesket er skabelsens højdepunkt. Pieper peger på, at Gud rådslog med sig selv, før han skabte det («Lad os gøre mennesker»), og at han formede det særskilt og blæste livsånde i det. Det vigtigste er, at mennesket blev skabt i Guds billede, med kundskab om Gud og fuldkommen retfærdighed, og sat til at herske over jorden.
  • Arvesynden – Det fælles spørgsmål er, hvad i det faldne menneske der er Guds værk. Konkordieformlen siger med Den Lille Katekismus, at Gud også efter faldet skaber hvert menneskes legeme og sjæl. Derfor kan mennesket ikke uden videre være synden selv, for så blev Gud syndens skaber. Skabningen er Guds, men synden har fordærvet den.
  • Naturlig og åbenbaret gudserkendelse – Skabelsen er det, alle mennesker kan se. Luther siger, at fornuften ud fra den ordnede verden kan slutte, at der må være én evig Skaber, sådan som Rom 1,20 lærer. Men hvem Gud er i sig selv, den treenige Gud, og at han vil frelse os ved sin Søn, kendes kun af Ordet, som Helligånden åbenbarer.
  • Kald, stand og ægteskab – Det fælles led er, at ægteskabet hører til skabelsens orden og ikke er en kirkelig opfindelse. Chemnitz skriver, at Gud selv indstiftede ægteskabet i Paradiset og stadfæstede det efter syndefaldet, efter syndfloden og i Det Nye Testamente, så menneskeslægten kan formere sig, og mand og kvinde kan hjælpe hinanden. Derfor er det en god og hellig stand for alle mennesker.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).