Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kirken, embedet og samfundet

Kaldelse og ordination

Kaldelsen er den handling, hvorved Gud gennem kirken sætter en egnet mand i det offentlige prædikeembede; ordinationen er kirkens offentlige stadfæstelse af kaldet under bøn og håndspålæggelse, en kirkelig ordning og ikke en guddommelig.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Den Augsburgske Bekendelse, art. 14, siger, at ingen offentligt må undervise, prædike eller forvalte sakramenterne i kirken uden at være kaldet på ordentlig vis. Ingen må selv tage sig den ære (Hebr 5,4). Chemnitz og Pieper skelner mellem det umiddelbare kald, som profeterne og apostlene fik direkte fra Gud, og det middelbare kald, som Gud giver gennem kirken. Det middelbare kald er ikke mindre guddommeligt: Om de ældste i Efesos, som var kaldet gennem midler, siger Paulus, at Helligånden havde sat dem til at være hyrder (ApG 20,28).

Retten til at kalde tilhører ifølge Traktaten om pavens magt kirken, de troende, som Kristus har givet nøglerne, og ingen menneskelig magt kan tage den fra den. Ifølge Chemnitz har hverken præsterne, øvrigheden eller den menige mængde den alene; de tager del i kaldet i god orden, sådan som apostlene inddrog menighederne (ApG 6; ApG 14,23). Ordinationen var ifølge Traktaten i den gamle kirke ikke andet end en stadfæstelse af den valgte ved håndspålæggelse. Ifølge Pieper nævnes den i Skriften, men befales ikke, og den hører derfor til middeltingene (adiafora, det vil sige ting, Gud hverken har befalet eller forbudt). Det er kaldet, ikke ordinationen, der gør en egnet mand til præst; alligevel skal ordinationen holdes, fordi den offentligt bevidner kaldet og samler kirken i bøn for den kaldede.

Læren betyder noget for troen og trøsten. Fordi Gud selv vil tale, tilsige tilgivelse og døbe gennem prædikeembedet, giver det ordentlige kald ifølge Chemnitz både præsten og menigheden et sikkert vidnesbyrd om, at Gud vil bruge netop denne mand. Præsten kan da trøste sig ved Guds løfter om hjælp i embedet, og menigheden kan høre ham som Guds tjener. Samtidig afviser læren den romersk-katolske tanke, at ordinationen giver et uudsletteligt præg og magt til at ofre messen: Præsterne er kaldet til at lære evangeliet og forvalte sakramenterne.

Skriften

  • Rom 10,15 – Hvordan skal de forkynde, hvis de ikke er sendt? Ingen må prædike offentligt uden et kald.
  • Hebr 5,4 – Ingen tager selv æren; kun den, der er kaldet af Gud. Chemnitz bruger stedet mod dem, der trænger sig ind i embedet.
  • ApG 20,28 – Helligånden har sat de ældste i Efesos til hyrder: Det middelbare kald gennem kirken er lige så guddommeligt som det umiddelbare.
  • ApG 6,3–6 – Menigheden udvælger, apostlene indsætter med bøn og håndspålæggelse: kirkens lemmer tager del i kaldet i god orden.
  • ApG 14,23 – Paulus og Barnabas indsatte ældste; ordet for det betyder ifølge Pieper og Chemnitz valg ved håndsoprækning.
  • Tit 1,5–9 – Apostlens instruks om, hvilke mænd der må kaldes: sund lære og et levned uden anstød.
  • 1 Tim 4,14 – Timotheus fik nådegaven under de ældstes håndspålæggelse: apostlene brugte håndspålæggelse ved ordinationen, men befalede den ikke.
  • Ef 4,11–12 – Den opstandne Kristus giver hyrder og lærere som gaver til kirken; derfor tilhører retten til at kalde kirken.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 14: Bekendelsen slår fast, at det offentlige embede med Ordet og sakramenterne kun må udøves af den, der er kaldet på ordentlig vis.
    «Om kirkens styre læres der, at ingen offentligt må undervise eller prædike eller forvalte sakramenterne i kirken uden at være kaldet på ordentlig vis.» Læs teksten
  • Traktaten om pavens magt, 67: Hvor kirken er, dér er befalingen til at forvalte evangeliet. Derfor har kirken retten til at kalde, vælge og ordinere præster som en gave fra Gud (Ef 4,8–12), og ingen menneskelig magt kan tage den fra den.
    «Derfor er det nødvendigt, at kirken beholder myndigheden til at kalde, vælge og ordinere præster.» Læs teksten
  • Traktaten om pavens magt, 70: I den gamle kirke valgte folket præster og biskopper, og en biskop fra samme eller en nabomenighed stadfæstede den valgte ved håndspålæggelse. Ordinationen var altså kun en stadfæstelse af valget.
    «Så kom en biskop, enten fra den menighed eller fra en nabomenighed, og stadfæstede den valgte ved håndspålæggelse; og ordinationen var ikke andet end en sådan stadfæstelse.» Læs teksten
  • Apologien, art. 13: Apologien afviser et ofrende præsteskab, men har intet imod at kalde ordinationen og håndspålæggelsen et sakramente, hvis det forstås om tjenesten med Ordet, for kirken har befaling til at indsætte tjenere, og Gud er til stede i embedet.
    «For kirken har befaling til at indsætte tjenere, og det er os højst velkomment, fordi vi ved, at Gud godkender dette embede og er til stede i embedet» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Sankt Andreas’ dag: Til en kirkens tjener kræves kun et levned uden anstød og god forstand på den kristne lære. Så skal han kaldes af øvrigheden, og embedet betros ham offentligt; håndspålæggelse og bøn kan bruges, og bønnen er ikke forgæves.
    «Dertil kan man bruge håndspålæggelse og bede samtidig. Og der er ingen tvivl om, at den bøn ikke går af uden frugt, selv om Helligånden ikke længere kommer synligt» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om kaldet: Fordi Gud selv vil tale, tilsige tilgivelse og døbe gennem prædikeembedet, giver det ordentlige kald præst og kirke vished om, at Gud vil bruge netop denne person. Den kaldede kan derfor frimodigt bede om og stole på Guds løfter om gaver til embedet.
    «må både præsten og kirken jo have et sikkert vidnesbyrd om, at Gud netop vil bruge denne person som sit middel og redskab. Det vidnesbyrd giver det ordentlige kald.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om kaldet: Ordinationen er kirkens offentlige vidnesbyrd om kaldet. Ved den overdrages embedet på Guds og kirkens vegne, den kaldede forpligtes til troskab, menigheden henvises til sin præst, og hele kirken formanes til at bede for ham.
    «For deres skyld, som løber uden at være sendt, må kaldet have et offentligt vidnesbyrd fra kirken, og ordinationens ceremoni er ikke andet end et sådant offentligt vidnesbyrd.» Læs teksten
  • Kirkeordinansen 1539: Hvordan kirkens tjenere skal beskikkes: Den danske kirkeordinans definerer præsteordinationen som en ordning i kirken, hvorved nogen kaldes til at tjene i Ordet og sakramenterne. Derfor må ingen uden lovligt kald påtage sig tjenesten eller trænge sig ind i et sogn.
    «Præsteordination er ikke andet end en ordning i kirken, hvorved nogen kaldes til at tjene i Guds ord og sakramenterne.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 30: Kaldet er det eneste væsentlige; ordinationen er vigtig, men ikke væsentlig. Den kaldede er præst, men bør for ordens skyld vente med at bruge sine rettigheder, til han er ordineret.
    «Kaldet er det eneste væsentlige. Ordinationen er vigtig, men ikke væsentlig. Den, der er kaldet, men ikke ordineret, er i virkeligheden præst.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Det offentlige prædikeembede: Skelnen mellem det umiddelbare kald (profeterne og apostlene) og det middelbare kald gennem de kristne menigheder er skriftmæssig. Det middelbare kald er ikke mindre guddommeligt, for om de ældste i Efesos siger ApG 20,28, at Helligånden havde sat dem til hyrder.
    «Det er af den største vigtighed at fastholde, at det middelbare kald ikke er mindre guddommeligt end det umiddelbare.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Det offentlige prædikeembede: Ordinationen med bøn og håndspålæggelse omtales i Skriften, men befales ikke, og er derfor en kirkelig ordning og et middelting. Man bliver præst ved kaldet, ikke ved ordinationen; derfor afvises den absolutte ordination uden forudgående kald, som fremmer tanken om en gejstlig stand.
    «Ikke ved ordinationen, men ved kaldet og modtagelsen af det bliver en person, der er egnet til embedet, præst.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære. Ifølge Tridentinerkoncilet bliver man kun præst ved ordination af en biskop, og ordinationen giver i kraft af handlingen Helligånden, et uudsletteligt præg og magt til at ofre Kristi legeme og blod for levende og døde. Pieper kalder det en iver i egen sag, for disse angivelige virkninger sikrer pavens herredømme over samvittighederne.
  • Apostolsk succession (episkopale). Nogle hævder, at kun en stiftsbiskop i en ydre succession fra apostlenes tid (eller fra en tid, da den var anerkendt i næsten hele kristenheden) kan ordinere. Jacobs afviser det, fordi de ældste lagde hænderne på Timotheus, en lægmand (Ananias) på Paulus, og fordi præst og biskop er det samme i Det Nye Testamente.
  • Ensidigt kald: pave, øvrighed eller den menige mængde. Paven og en øvrighed, der river indsættelsen til sig, udelukker menighederne, og gendøberne overlader den til den menige mængde alene. Chemnitz svarer, at hverken præsterne, øvrigheden eller mængden alene er hele kirken; kaldet tilhører hele kirken i tilbørlig orden.
  • Sværmere med et indre kald. Sværmere påstår, at Gud har talt til dem eller Ånden driver dem. Chemnitz minder om, at Gud udtrykkeligt advarer mod dem (Jer 14,14); den, Gud kalder uden middel, giver han et offentligt vidnesbyrd, og falsk lære må ikke tros, uanset hvilke tegn der følger.

Hænger sammen med

  • Prædikeembedet – Prædikeembedet er Guds ordning, men det udøves af bestemte mennesker. Den Augsburgske Bekendelse, art. 14, siger, at ingen offentligt må undervise, prædike eller forvalte sakramenterne uden at være kaldet på ordentlig vis. Kaldet sætter en mand i embedet, så både han og menigheden ved, at han ikke selv har taget sig den ære (Hebr 5,4).
  • Kirken – Gud kalder ikke præster ved engle, men ved sin kirke, siger Chemnitz, for kirken er det kongelige præsteskab (1 Pet 2,9), og den har Kristus betroet nøglerne, Ordet og sakramenterne. Derfor tilhører kaldet hele kirken og ikke præsterne, øvrigheden eller den menige mængde alene; de skal være med hver på sin plads og i god orden.
  • Nøglemagten og kirketugten – Traktaten om pavens magt bygger retten til at kalde på samme grund som nøglerne: Kristus har givet nøglerne «først og fremmest og umiddelbart» til kirken, og af samme grund har kirken også retten til at kalde. Den, der bliver kaldet, forvalter altså ikke sine egne nøgler, men kirkens, på dens vegne.
  • Kirkeskikke og adiafora – Skriften nævner ordinationen med bøn og håndspålæggelse, men befaler den ikke. Pieper regner den derfor til middeltingene (adiafora): Det er kaldet og ikke ordinationen, der gør en egnet mand til præst. Ordinationen skal alligevel holdes som kirkens offentlige stadfæstelse af kaldet; den skal hverken foragtes eller gøres til en betingelse for embedet.
  • De to regimenter og øvrigheden – Prædikeembedet hører til Kristi rige, og Kristus vil have sit rige og verdens rige holdt adskilt. Derfor hører indsættelsen af præster ifølge Chemnitz ikke under øvrighedens politiske rettigheder. En kristen øvrighed er et lem af kirken og skal være dens plejemor, men den er ikke kirkens herre og må ikke tage kaldet fra menigheden.
  • Nådemidlerne – Gud vil selv tale, tilsige tilgivelse og døbe gennem prædikeembedet. Chemnitz siger derfor, at både præsten og menigheden har brug for et sikkert vidnesbyrd om, at Gud vil bruge netop denne mand som sit redskab, og det vidnesbyrd giver det ordentlige kald. Så kan menigheden tage imod Ordet og sakramenterne fra ham som fra Gud selv.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).