Om kaldet: rette præsters guddommelige, ordentlige kald

Må nogen tiltage sig prædikeembedet, når han ikke forstår læren grundigt eller ikke har gaven til at undervise andre?

Nej, for Paulus siger i 2 Tim 2,2: «Hvad du har hørt af mig, skal du betro til trofaste mennesker, som vil være dygtige til også at undervise andre.» Og i Tit 1,9 siger han: En biskop skal være sikker i læren og også være i stand til at undervise, formane og gendrive dem, der siger imod.

Men hvis en mand forstår læren og har rimelige gaver til at undervise, må han så på egen hånd og uden et særligt, ordentligt kald tiltage sig prædikeembedet?

Heller ikke, for Skriften siger: Hvordan skal de forkynde, hvis de ikke er blevet sendt? Rom 10,15. Ligeledes Jer 23,21: De løber, og jeg har ikke sendt dem. Hebr 5,4: Ingen skal selv tage sig den ære, men kun den, som er kaldet af Gud.

Skal kirken da ikke høre på nogen, der ikke kan godtgøre sit kald?

Nej, for Paulus siger udtrykkeligt i Rom 10: Hvordan skal de høre, så troen kan komme af det, de hører, hvis de ikke har forkyndere, som er sendt? Og Jer 27: Hør ikke på profeternes ord, for jeg har ikke sendt dem, og de profeterer løgn for jer, så I går til grunde sammen med profeterne. Derfor henviser profeterne og apostlene i deres skrifter så omhyggeligt til deres kald. Og erfaringen viser, at de, der uden et ordentligt kald på egen hånd gør sig til præster og trænger sig ind i embedet, har ringe velsignelse fra Gud og ikke udretter meget godt i kirken.

Men Paulus siger jo i 1 Tim 3,1: Hvis nogen stræber efter et biskopsembede, begærer han en herlig gerning. Så er det vel ikke nødvendigt altid at vente på kaldet?

At begære et biskopsembede betyder ikke, at nogen skal trænge sig ind i embedet uden et ordentligt kald. Når en mand er grundigt undervist i læren, har rimelige gaver til at undervise og tilbyder kirken sin tjeneste, søger han dermed kun, at den gode Gud gennem et ordentligt kald vil vise, om han vil bruge ham i et embede i kirken. Han skal også være indstillet på, at hvis det ordentlige kald ikke følger efter hans tilbud, trænger han sig ikke selv ind og lister sig heller ikke ind ad bagvejen. Han siger i stedet med David: Hvis han siger: Jeg har ikke behag i dig, så er jeg her; lad ham gøre med mig, hvad han finder godt.

Alle troende er jo præster, Åb 1 og 5; 1 Pet 2. Så har de vel også alle et fælles kald til prædikeembedet?

Vi er ganske vist alle åndelige præster, men vi er ikke alle forkyndere i prædikeembedet. For Paulus skriver udtrykkeligt: Ikke alle er apostle, ikke alle er profeter, ikke alle er lærere, ikke alle kan udlægge osv.; men Gud sætter nogle til apostle, nogle til profeter, nogle til evangelister, nogle til hyrder og lærere, så Kristi legeme kan blive opbygget, 1 Kor 12; Ef 4. Og Peter forklarer selv klart, hvad han mener: ikke at vi alle uden kald skal tiltage os prædikeembedet, men at vi alle er præster, så vi kan bringe åndelige ofre. Rom 12; Hebr 13.

Men alle kristne har dog et fælles kald til at tale om Guds ord, 1 Pet 2, og især husfædrene, 5 Mos 6; 1 Kor 14.

Det er sandt, at alle kristne har et fælles kald og en fælles befaling til at bekende Guds ord, Rom 10, til at tale med hinanden om det, Ef 5, til at formane hinanden ud fra Guds ord, Hebr 5, til at irettesætte, Ef 5 og Matt 18, og til at trøste, 1 Thess 4. Og især er det i hjemmet befalet at opdrage og formane i Herren, Ef 6. Men det offentlige prædikeembede, som forvalter ordet og sakramenterne, er ikke betroet alle kristne i almindelighed, 1 Kor 12; Ef 4. Dertil kræves et særligt kald. Rom 10.

Hvorfor betyder det ordentlige kald da så meget?

Der er mange vigtige og store grunde, som enhver præst ofte og omhyggeligt bør overveje. For det første: Da Gud selv vil handle med os gennem prædikeembedet – tale, tilsige tilgivelse og døbe, Luk 1; Hebr 1; 1 Joh 1; 2 Kor 2, 5 og 13 – må både præsten og kirken jo have et sikkert vidnesbyrd om, at Gud netop vil bruge denne person som sit middel og redskab. Det vidnesbyrd giver det ordentlige kald. Og så kan enhver ret præst anvende disse skriftord på sig selv: 2 Kor 5: Gud har lagt forsoningens ord i os; ligeledes: Vi er udsendinge i Kristi sted, for Gud formaner ved os osv. Es 59: Jeg har lagt mit ord i din mund. Luk 10,16: Den, der hører jer, hører mig. For det andet hører der mange nødvendige gaver til prædikeembedet, så selv Paulus siger: Hvem er kvalificeret til det? 2 Kor 2,16. Den, der ordentligt er kaldet af Gud til dette embede, kan frimodigt tage Guds løfter til sig og ud fra dem bede, håbe og stole på, at Gud vil give ham sådanne gaver, 1 Tim 4; 2 Tim 1, gøre ham dygtig til embedet, 2 Kor 3; 2 Tim 2, og styre og bevare ham i dette kald, Es 49 og 51.

For det tredje: Det vigtigste i prædikeembedet er, at Gud vil være til stede med sin Ånd, sin nåde og sine gaver og virke kraftigt ved dem. Nu siger Paulus i Rom 10, at de, der ikke er sendt, ikke kan prædike sådan, at troen kommer af det, de hører. Men hos dem, der i et ordentligt kald fremfører læren rent og trofast passer embedet med at plante og vande, vil Gud give væksten, 1 Kor 3, så arbejdet ikke skal være forgæves i Herren, 1 Kor 15,58; ja, sådan vil Timotheus frelse både sig selv og andre. 1 Tim 4. For det fjerde: Læren om kaldet tilskynder en præst til at passe sit embede i al gudsfrygt med stor flid, troskab og alvor, så han ikke hurtigt bliver led ved det eller lader sig skræmme af fare og forfølgelse; for han ved, at Gud har sat ham i embedet. Af samme grund bliver tilhørerne også bevæget til at vise embedet den ærbødighed og lydighed, det har krav på, når Guds ord lærer dem, at Gud gennem dette embede selv vil være hos os, handle med os og virke i os.

Hos hvem ligger da egentlig retten og magten til at sende og kalde præster?

Mange skændes og slås om retten til at kalde (jus vocandi). Men taler man præcist og til bunds, så ligger retten og magten til at sende arbejdere ud til denne høst alene hos ham, som er høstens herre, Matt 9,38. Og Paulus siger, at Guds Søn ved Faderens højre hånd sætter hyrder og lærere i sin menighed, Ef 4; 1 Kor 12; og i ApG 20,28 siger han, at Helligånden sætter biskopper til at vogte Guds menighed. Derfor vil Gud heller ikke anerkende dem, han ikke har sendt, som rette præster, selv om kongen havde indsat dem. Jer 23 og 27.

Hvordan og på hvilken måde kalder og sender Gud da præster til sin menighed? Et ret, ordentligt, guddommeligt kald til prædikeembedet må komme fra Gud. Men det sker på to måder, nemlig enten uden middel eller gennem ordentlige midler. Der findes nemlig et umiddelbart kald (vocatio immediata) og et middelbart kald (vocatio mediata).

Hvad er det umiddelbare kald, eller hvordan sker det?

Når Gud ikke gennem mennesker som ordentlige midler, men selv uden middel kalder en person til prædikeembedet og sender ham til os, sådan som han kaldte patriarkerne, profeterne og apostlene uden middel. Og de, der er kaldet på den måde, har ved Helligånden og ved undere vidnesbyrd om, at de ikke tager fejl i læren, og andre præster må modtage læren fra dem. Deres kald er heller ikke bundet til en bestemt kirke; de har befaling til at prædike overalt.

Skal man da straks tro alle sværmere, når de påstår, at Gud har vist sig for dem, at Herren har talt med dem, at Faderen har befalet dem det, eller at Ånden driver dem?

Det forbyder Gud med en udtrykkelig advarsel, Jer 14,14: De profeterer løgn i mit navn; jeg har ikke sendt dem, ikke befalet dem noget og ikke talt med dem; de prædiker falske syner og deres hjertes bedrag for jer osv. Men dem, som Gud kalder uden middel, giver han gaven til at gøre tegn og undere eller et andet offentligt vidnesbyrd, så de dermed kan bevise og bevidne deres kald, sådan som Moses gør i 2 Mos 4. Derfor kalder Paulus tegnene og underne apostelembedets segl, 2 Kor 12, og det samme gør Kristus, Joh 5; Matt 10. Men falsk lære må man hverken give plads eller tro på, uanset hvilke tegn og undere der følger med. 5 Mos 13; Matt 24; 2 Thess 2.

Vil Gud også i vore dage kalde og sende præster på den måde uden middel?

Vi vil ikke og må ikke foreskrive Gud noget, for hans magt og vilje er fri. Men i Det Nye Testamente har vi intet løfte om, at Gud efter apostlene vil besætte embedet gennem et sådant kald uden middel, og vi har heller ingen befaling om, at vi skal vente på det. Derfor bliver vi, og skal også blive, ved den ordning, som Helligånden har foreskrevet gennem apostlene, nemlig at Gud vil besætte embedet gennem ordentlige midler, og hvordan han vil gøre det.

Hvad er det middelbare kald, altså det kald, der sker gennem midler?

Når en præst eller kirkens tjener bliver kaldet til embedet og indsat i det af Gud, ikke uden middel som profeterne og apostlene, men gennem ordentlige midler. For det middelbare kald kommer lige så vel fra Gud som det umiddelbare; forskellen ligger kun i den måde, kaldet sker på. Profeterne og apostlene kaldte Gud selv uden middel. Men også Titus, Timotheus, Sosthenes, Silvanus osv. kalder og sender Gud, ikke uden middel, men gennem midler, som han har indstiftet til det.

Har det kald, der sker gennem midler, også grundlag og vidnesbyrd i Skriften? Ja, for apostlene indsatte ældste eller præster rundt omkring i kirkerne. ApG 14. Timotheus bliver kaldet og sendt til embedet ved de ældstes håndspålæggelse. 1 Tim 4. Og Paulus befaler Timotheus og Titus at besætte embedet med dygtige personer og foreskriver dem, hvordan de skal gå frem med kaldet. Tit 1; 1 Tim 3; 2 Tim 2.

Bevis ud fra Skriften, at den, der bliver kaldet gennem ordentlige midler, med sikkerhed er kaldet og sendt af Gud selv.

Timotheus, den øverste biskop i Efesos, var ikke kaldet uden middel, men gennem Paulus og de ældste, 1 Tim 4; 2 Tim 1, og han havde befaling til selv at kalde andre, 1 Tim 3. Alligevel siger Paulus i ApG 20 til de ældste i kirken i Efesos: Helligånden har sat jer til biskopper. Og i Andet Korintherbrev, som Timotheus skrev under på sammen med Paulus, siger Paulus om sig selv og om Timotheus: Gud har givet os forsoningens tjeneste og lagt forsoningens ord i os, så vi er udsendinge i Kristi sted. Og i Ef 4 og 1 Kor 12 siger Paulus, at hyrder og lærere, som jo bliver kaldet gennem midler, alligevel er givet og sat af Gud.

Må den, der er kaldet gennem ordentlige midler, også efter sit mål tage løftet om Guds nåde, hjælp, kraft og virke i embedet til sig og trøste sig ved det ligesom profeterne og apostlene?

Profeterne og apostlene, som blev kaldet uden middel, har ganske vist en stor forrang og et større mål af Guds gaver. Men også de, der er kaldet gennem midler, kan efter deres mål trøste sig ved løftet om Guds nåde og kraft i embedet. Sådan siger Paulus om Timotheus: Guds nådegave, som er i dig ved min håndspålæggelse, 2 Tim 1,6, og 1 Tim 4,14: den nådegave, som blev givet dig under de ældstes håndspålæggelse. Ligeledes: Når du gør dette, vil du frelse både dig selv og dem, der hører dig. Og da korintherne ville måle embedets kraft efter personerne, siger Paulus i 1 Kor 3: Hvem er Paulus, hvem er Apollos? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og det på den måde, Herren gav hver enkelt. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Den, der planter, og den, der vander, er ét; for vi er Guds medarbejdere osv. Og derfor har Paulus, som ellers sætter sit apostolske kald højt, alligevel i nogle af sine breve ladet andre, som var kaldet gennem midler, skrive under sammen med sig, nemlig Timotheus, Sosthenes og Silvanus, 1 Kor 1; 2 Kor 1; 1 Thess 1.

Hvilke midler vil Gud da bruge til at kalde og sende præster på den ordentlige måde?

Det vil han ikke gøre ved engle, men ved sin kirke eller menighed, som er det kongelige præsteskab, 1 Pet 2. For kirken er hans kære brud, og den har han betroet nøglerne, Matt 18, og Ordet og sakramenterne, Rom 3 og 9. Kort sagt: embedet med dets tjenere tilhører alt sammen kirken. 1 Kor 3; Ef 4.

Handler paven da rigtigt, når han udelukker den kristne øvrighed og andre kristne lægfolk fra at kalde kirkens tjenere?

Skriften viser klart, at de præster, som allerede er i embedet og har den rene lære, skal inddrages og bruges, når andre skal kaldes og stadfæstes til prædikeembedet, Tit 1; 1 Tim 4; 2 Tim 2; ApG 14. Men præsterne er ikke hele kirken, kun en del af den, Ef 4, og de er heller ikke kirkens herrer, men dens tjenere og tilsynsmænd, 2 Kor 1 og 4; Ez 33. Derfor kan og må de heller ikke rive kaldet til sig alene og udelukke kirkens andre lemmer fra det. For apostlene stod ikke alene for kaldet, men inddrog menighederne, ApG 1, 6 og 14. Og til de ældstes råd (presbyterium), 1 Tim 4, hørte ikke kun præster, som arbejder med Ordet, men også andre fra kirken, som var udpeget til den slags sager, sådan som Tertullian og Ambrosius bevidner.

Hvorfra har den verdslige øvrighed da ret til at kalde kirkens tjenere?

Prædikeembedet hører til Kristi rige, og fordi Kristus vil have sit rige og verdens rige med deres embeder holdt adskilt, hører indsættelsen i embederne ikke ind under den verdslige øvrigheds politiske rettigheder og højhedsret. Men når øvrigheden er kristen, er den et lem af kirken, Sl 47 og 102. Og Gud har befalet den, at den ikke blot selv personligt skal frygte Gud, Sl 2, men også med sit embede skal være kirkens plejemor og fremme den, Es 49, så portene i verden bliver gjort vide og høje, og ærens konge kan drage ind, Sl 24. Derfor er det den kristne øvrigheds opgave at se til, at embederne i Guds kirke bliver besat på ordentlig vis og ført rigtigt, sådan som eksemplerne med David, Hizkija, Joshafat og Josija bevidner.

Handler den kristne øvrighed så rigtigt, når den river indsættelsen i embederne helt til sig og udelukker de andre præster og menighederne fra den?

Ligesom paven og hans folk har begået helligbrøde på dette punkt, er det en lige så stor og svær synd, når øvrigheden tager kirkens ret fra den, skønt den burde være kirkens plejemor. For den kristne øvrighed er ikke hele kirken, kun et lem af den, Sl 47 og 102. Den er heller ikke herre over kirken, men dens plejer, Es 49, ja, dens tjener, Es 60.

Handler gendøberne da rigtigt, når de overlader indsættelsen i embedet til den menige mængde og udelukker de andre præster og den kristne øvrighed fra den?

Heller ikke. For kirken på hvert sted er og hedder hele legemet, hvor alle lemmerne på det sted er samlet under hovedet, Kristus. Ef 4; 1 Kor 1. Derfor hører kaldet (vocatio) hverken præsterne alene eller øvrigheden alene til, og heller ikke den menige mængde alene. For ingen af dem er hele kirken uden de andre. Kaldet tilhører hele kirken og skal blive ved med det – i og med en tilbørlig orden.

Skal hele mængden da altid samles og uden nogen orden tage sig af valget og kaldet af en kirkens tjener, også hvor menigheden er stor og vidtstrakt?

Gud er ikke uordenens Gud, men vil, at alt i kirken skal gå sømmeligt og ordentligt til, 1 Kor 14. For at undgå uorden blev arbejdet med at vælge og kalde kirkens tjenere derfor fordelt mellem kirkens fornemste stænder eller lemmer – både på apostlenes tid og siden i den gamle, rene kirke – og de tog sig af det efter en bestemt, tilbørlig orden. I ApG 1 og 6 giver apostlene således først en vejledning om, hvilke personer der skal vælges, og derefter vælger kirken nogle personer eller stiller dem op. Men fordi kaldet ikke ligger hos menigheden alene, bliver de udpegede personer stillet frem for apostlene, så de kan bedømme, om de efter reglen i Guds ord er egnede til embedet. Sådan bliver valget og kaldet godkendt og stadfæstet af apostlene, og embedet bliver overdraget de kaldede med bøn og med et offentligt vidnesbyrd, nemlig håndspålæggelsen, ApG 6. Men fordi menigheden ofte ikke har forstand nok til at foreslå egnede personer, har apostlene ofte selv nævnt egnede personer og foreslået dem for kirken, Tit 1; 1 Tim 1; 2 Tim 2. Sådan sendte Paulus Timotheus, Titus og Silvanus til menighederne.

Men apostlene påtvang ikke kirken sådanne personer uden dens viden, samtykke og vilje. De blev stillet frem for kirken, som ved sin tilslutning godkendte og stadfæstede valget, sådan som Lukas viser i ApG 14 med ordet «cheirotonia» (valg ved håndsoprækning). Men da menigheden var blevet stor, indrettede man allerede på apostlenes tid et særligt råd af ældste (presbyterion) til denne opgave, 1 Tim 4. Ifølge Tertullian og Ambrosius sad der i dette råd nogle personer fra alle kirkens stænder og lemmer, som på hele kirkens vegne og med dens samtykke behandlede den slags kirkesager som et udvalg. Sådan lå kaldet fortsat hos hele kirken, og alligevel blev der holdt en god og tilbørlig orden. Den gamle kirke fulgte flittigt apostlenes eksempel, og da også øvrigheden havde taget imod evangeliet, blev arbejdet med kaldet fordelt i god orden mellem de tre stænder: præsterne, den kristne verdslige øvrighed og de menige kristne. Det vidner gode gamle kirkeretsregler (canones) om; de citeres i distinktion 23, 24, 62, 63, 65 og 67.

De gamle kirkehistorier bevidner også, at biskopper og gejstlige ofte har foreslået personer, at den kristne øvrighed også ofte har udpeget personer, og at folket undertiden har ønsket eller begæret en bestemt person. Men de udpegede eller begærede personer blev derefter stillet frem for kirkens andre stænder, og ved deres bedømmelse og samtykke blev valget godkendt og stadfæstet. Cyprian, 1. bog, brev 4; Augustin, brev 100. Derfra stammer de gængse udtryk udpegelse (nominatio), begæring (postulatio), fremstilling (praesentatio), samtykke (consensus), stadfæstelse (confirmatio) og indsættelse (collocatio), som fint viser, hvilken orden der skal holdes, når præster kaldes.

Hvorfra kommer da patronatsretten (jus patronatus), og hvor langt rækker den?

Den kommer af, at nogle fromme kristne har skænket gods, renter eller indtægter til sognekaldene og har forbeholdt sig ret og magt til at være med, når godset bliver overdraget. Men patronerne har ikke magt til at indsætte hvem de vil i et sognekald uden hensyn til kirkens bedømmelse og samtykke. Fordi sognegodset kommer fra patronerne, går man i stedet frem på en af to måder: Enten præsenterer kirken en egnet person, som den har kaldet, for patronen, så han kan lønne ham med sognets indtægter, eller også udpeger patronen en egnet person og præsenterer ham for kirken. På den måde har præsterne frihed til at bedømme og kirken frihed til at give sit samtykke. Sådan bliver kaldet hos kirken, og den gamle kirkeretsregel bliver holdt: «Ingen må gives dem mod deres vilje.» [Nemo invitis detur.]

Har kirken da fri magt til at kalde hvilke personer den vil?

Høstens herre har ved apostlene foreskrevet en bestemt form og regel. Den er og skal være en himmelsk instruks om, hvad der kræves i lære og levned af de personer, der skal kaldes til dette embede. 1 Tim 3; Tit 1. Denne instruks skal følges, hvis kaldet skal hedde og være et guddommeligt kald.

Hvad betyder da skikken med den offentlige ordination (ritus publicae ordinationis) for kaldet?

For deres skyld, som løber uden at være sendt, må kaldet have et offentligt vidnesbyrd fra kirken, og ordinationens ceremoni er ikke andet end et sådant offentligt vidnesbyrd. Ved det bliver kaldet erkendt, bevidnet og stadfæstet som ordentligt, kristent og guddommeligt. For det andet bliver embedet ved denne ceremoni overdraget den kaldede person på Guds og kirkens vegne med et offentligt vidnesbyrd. For det tredje er ordinationen som et offentligt løfte over for kirken for Guds ansigt, og ved den bliver den kaldede person forpligtet og bundet til at vise og udøve den troskab i embedet, som Gud kræver af sine husholdere, og som han også vil dømme dem efter. 1 Kor 4. For det fjerde bliver kirken ved ordinationen henvist til sin præst, så den skal høre ham på Guds vegne og i Guds sted. For det femte holdes ordinationen, for at hele kirken derved skal formanes til i fælles, flittig og inderlig bøn at lægge den kaldede persons embede, som kræver meget, i den kære Guds hænder, så han vil give sin Ånd, nåde, velsignelse og fremgang til det.

Hvorfra kommer da håndspålæggelsen ved ordinationen, og hvad betyder den? Den er en gammel skik, som var i brug i Det Gamle Testamente, når man ville fremstille noget offentligt for Gud og især lægge det i hans hænder. 1 Mos 48; 3 Mos 1; Mark 10. Og fordi de offentlige embeder i Det Gamle Testamente undertiden blev overdraget til personer ved håndspålæggelse, 4 Mos 27; 5 Mos 34, har apostlene beholdt denne gængse skik som et nyttigt middelting i kristen frihed og brugt den ved ordinationen. ApG 6, 13, 14; 1 Tim 4 og 5; 2 Tim 1. Sådan holdt også den gamle kirke ordinationen med håndspålæggelse, uden salt og salve, distinktion 23, fra koncilet i Karthago. Også vi holder fast ved denne skik og bruger den ved ordinationen i vores kirker. For ved håndspålæggelsen bliver den kaldede person fremstillet for Gud, og det er et offentligt, ydre tegn, vidnesbyrd og stadfæstelse af, at kaldet ikke blot er menneskeværk, men at Gud selv – omend ved ordentlige midler – kalder, sender og stadfæster denne person til prædikeembedet. Samtidig bliver personen derved forpligtet og overgivet til Kristus i hans tjeneste i prædikeembedet.

Sådan bliver kirken også betroet præsten som for Guds ansigt, og kirken bliver henvist til sin præst som den, Gud vil bruge til at handle med menneskene gennem ord og sakramente og derved virke kraftigt i dem. Men først og fremmest bruges håndspålæggelsen ved ordinationen for den fælles bøns skyld. For at den kan ske med større alvor og mere inderlighed, mindes man om, hvor svært embedet er, og hvor svag personen er. 2 Kor 3. Men ved håndspålæggelsen bliver denne person fremstillet for høstens herre, som har indstiftet dette embede og lovet sin Ånd, nåde, hjælp, bistand, velsignelse, fremgang, kraft og virkning til det. Derefter bliver den fælles bøn så meddelt den kaldede præst. Og at en sådan bøn med håndspålæggelse ikke er forgæves, men virkningsfuld, bevidner Paulus, 1 Tim 4; 2 Tim 1, og Moses, 5 Mos 34. Sådan stiller ordinationens ceremoni hele læren om præsternes kald klart og offentligt frem for øjnene.

Hvad så, når en præst skal afskediges eller afsættes fra embedet?

Præsternes kald og indsættelse er Guds værk, selv om det sker ved midler, og skal derfor ske efter hans instruks. Sådan er det også egentlig Gud, der har magt til at afsætte en præst fra embedet, 1 Sam 2; Hos 4. Og fordi det sker ved midler, må det også ske ud fra og efter Guds instruks. Så længe Gud vil have sin tjener i embedet og kan tåle ham der – en tjener, som lærer med troskab og lever uden at give forargelse – har kirken derfor ikke magt til at afsætte en andens tjener, nemlig Guds tjener, uden hans befaling. Men når præsten hverken med sin lære eller sit levned opbygger kirken, men tværtimod forarger og nedbryder den, så afsætter Gud ham selv, 1 Sam 2; Hos 4, og så har kirken ikke blot ret og magt til at afsætte en sådan præst, men er forpligtet til det. For ligesom Gud kalder præster ved midler, men efter den instruks, han har givet, sådan sker det også ved ordentlige midler, når Gud afsætter præster. Men også her må kirken have vor Herre Guds instruks og følge den. Og som vi har sagt om kaldet, ligger heller ikke afsættelsen hos én af kirkens stænder alene. Derfor har de gamle kirkeretsregler omhyggeligt givet en god ordning for, hvordan man skal gå frem, når en kirkens tjener enten skal afsættes fra sit embede, sag 15, spørgsmål 7, eller forflyttes til et andet sted, sag 7, spørgsmål 1 osv.