Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Nådemidlerne

Nadverens brug og gavn

Nadverens brug og gavn er læren om, at Kristus i nadveren rækker sit legeme og blod til syndernes forladelse, så den, der tror ordene «givet og udgydt for jer», modtager den værdigt og styrkes i troen.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Nadveren handler ikke kun om, hvad der er til stede på alteret, men også om, hvorfor Kristus har indstiftet den. Svaret står i indstiftelsesordene selv: legemet er «givet for jer», og blodet er «udgydt for jer til syndernes forladelse» (Matt 26,28; Luk 22,19–20). Luthers katekismer lægger hele vægten på disse ord: det er ikke spisningen og drikningen i sig selv, men ordene, der giver os syndernes forladelse som et sikkert pant. Det er ingen anden forladelse end den, evangeliet og dåben giver, men her bliver den beseglet med netop det legeme og blod, som den er vundet med. Pieper fremhæver, at alle andre virkninger – styrket tro, fællesskab med Kristus og med hinanden (1 Kor 10,16–17), kærlighed og håb – hviler på denne ene.

Derfor modtages velsignelsen kun ved troen. Alle nadvergæster modtager Kristi legeme og blod, men den ubodfærdige og vantro modtager det til dom (1 Kor 11,27–29). Værdigheden består ikke i egen renhed eller i en stærk tro, men i Kristi fortjeneste; Konkordieformlen kalder de svage og forsagte, der længes efter nåde, for de rette, værdige gæster. At «prøve sig selv» betyder at komme med et bodfærdigt hjerte, som tror løftet. Derfor skal nadveren ikke gives til dem, der ikke kan prøve sig selv, eller til åbenlyst ubodfærdige.

Nadveren er ikke et offer, vi bringer Gud, men en gave, Gud giver os, for Kristi ene offer på korset er nok (Hebr 7,27). Den er ikke absolut nødvendig til frelse, for det er foragten for sakramentet, ikke savnet af det, der fordømmer. Men fordi der står «så ofte», formaner Chemnitz til at gå flittigt til alters, så ofte samvittigheden har brug for trøst – og netop når troen føles svag og kold.

Skriften

  • Matt 26,26–28 – Blodet udgydes «til syndernes forladelse»: indstiftelsesordene angiver selv nadverens formål.
  • Luk 22,19–20 – «Givet for jer», «udgydt for jer»: løftet lyder personligt til hver nadvergæst og kræver troende hjerter.
  • 1 Kor 10,16–17 – Brødet er del i Kristi legeme, og alle, der får del i det, bliver ét legeme: nadveren forener med Kristus og med hinanden.
  • 1 Kor 11,26 – «Så ofte» binder ikke nadveren til en bestemt tid, men indskærper flittig brug; nadveren forkynder Herrens død, indtil han kommer.
  • 1 Kor 11,27–29 – Den, der spiser og drikker uværdigt uden at skelne Herrens legeme, spiser sig selv en dom til; derfor skal enhver prøve sig selv.
  • Matt 11,28 – Luther og Konkordieformlen bruger indbydelsen til de trætte som bevis på, at nadveren er indstiftet for de svage og forsagte.
  • Hebr 7,27 – Kristus ofrede sig selv én gang for alle; nadveren er derfor ikke et nyt sonoffer, men tilegner os det ene offer.

Bekendelsen

  • Den Lille Katekismus: Alterets sakramente: Faste og legemlig forberedelse er en god ydre skik, men den rette værdighed er troen på ordene «givet for jer» og «udgydt til syndernes forladelse». Den, der ikke tror dem eller tvivler, er uværdig og uforberedt.
    «Men virkelig værdig og godt forberedt er den, der tror på disse ord: «givet for jer» og «udgydt til syndernes forladelse».» Læs teksten
  • Den Store Katekismus: Alterets sakramente: Efter sakramentets væsen kommer dets kraft og nytte, som er «det mest nødvendige». Ordene «givet og udgydt for jer» viser, at man går til sakramentet for at få syndernes forladelse som et sikkert pant og tegn mod synd, død og ulykke.
    «Kort sagt betyder det: Vi går til sakramentet for at modtage en skat, som vi ved og i får syndernes forladelse.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VII: De kristne, der er svage i troen, forsagte og forskrækkede over deres synder og klager over deres svage tro, er ikke uværdige. De er netop de gæster, sakramentet først og fremmest er indstiftet for (Matt 11,28; Matt 9,12).
    «de er de rette, værdige gæster, som dette højværdige sakramente først og fremmest er indstiftet og ordnet for.» Læs teksten
  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 24: Nadveren er ikke indstiftet som et offer for synden, for offeret er allerede sket. Den skal vække troen og trøste samvittighederne med løftet om nåde og syndernes forladelse; derfor kræver den tro, og uden tro bruges den forgæves.
    «For det tredje er det hellige sakramente ikke indstiftet for at bringe et offer for synden – for offeret er allerede sket – men for at vores tro derved skal vækkes, og samvittighederne trøstes» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Skærtorsdag (2. prædiken): At prøve sig selv er at tænke over, hvordan man er beredt. Den, der er forhærdet og ikke vil holde op med synden, skal blive borte; men den, der bekender sin synd, er ked af den og tror på tilgivelsen for Kristi skyld, er ret beredt og en velkommen gæst.
    «For det er for sådanne bedrøvede, ængstede hjerters skyld, at dette bord er dækket, så de skal finde trøst og vederkvægelse her.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 24: Selvprøvelsen kræver ikke fuldkommenhed, men ærbødighed over for det, der rækkes, et bodfærdigt hjerte og en tro, der søger nåden i Kristi offer. Er dette svagt og koldt, skal man ikke blive borte, men skynde sig til nadveren, for lægemidlet er indstiftet for de syge.
    «Det afhænger ikke af, at mennesket er helt rent, helligt og fuldkomment; for de raske har ikke brug for læge, men de syge.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 24: Kristus har ikke bundet nadveren til bestemte dage, men «så ofte» betyder, at den skal bruges ofte, ikke én gang som dåben. Målet er, så ofte samvittigheden har brug for trøst og styrke. Man skal ikke tvinge, men flittigt formane; den, der holder sig borte, foragter Kristi befaling.
    «Her er der ikke noget andet mål eller nogen anden grænse end dette: så ofte en stakkels samvittighed har brug for de goder, der rækkes i nadveren, til trøst og styrke.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 36. aftenforelæsning: Når Herren rækker brødet og bægeret, peger han på ordene «givet for jer» og «til syndernes forladelse». Uden tro hjælper legemet ikke, men den, der tror, at hans skyld er betalt, kan gå glad fra alteret.
    «Men hvis du tror, at det er givet for dig, og at din syndeskyld dermed er betalt, så kan du gå hoppende og springende fra alteret.» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation: Nadveren (afh. XII): Krauth skelner mellem sakramentets væsen, som er af Gud og uforanderligt, og brugen, som er betinget af modtagerens tro. Troen skaber ikke gaven, og vantroen ophæver den ikke; men gavnen afhænger af troen.
    «Evangeliet, Ordet, sakramentet forbliver ét og det samme, men den gavn, der er knyttet til dem, afhænger af troen hos dem, der modtager dem.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Nadveren: Styrkelse af troen, forening med Kristus og kirken, helliggørelse, kærlighed, tålmodighed og håb er sande virkninger af nadveren, men de hviler alle på, at nadveren er et middel til syndernes forladelse. Den, der ikke sætter forladelsen først, gør alle virkningerne umulige.
    «Ingen af nadverens andre virkninger er sideordnet med tilbuddet om syndernes forladelse; de er underordnet det.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Nadveren: Nadveren er en guddommelig ordning og en særlig trøst, men den er ikke absolut nødvendig til frelse, for hvert nådemiddel giver hele syndernes forladelse. Med Augustin siger de lutherske lærere, at foragten for sakramentet fordømmer, ikke savnet af det.
    «Alligevel skal der ikke læres en absolut nødvendighed af nadveren til frelse, fordi syndernes forladelse ikke er fordelt på de forskellige nådemidler» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk messeoffer. Den pavelige messe lærer, at Kristus i messen på ny ofres til Faderen som sonoffer, så der opnås nåde for levende og døde. Chemnitz svarer, at der kun er ét sonoffer, fuldbragt én gang på korset og tilstrækkeligt for evigt, og at et sonoffer ikke kan ske uden død og blodsudgydelse (Hebr 9–10).
  • Reformert lære (Zwingli, Calvin). Zwingli og Calvin lærer, at nåden kun gælder de udvalgte og virkes umiddelbart af Ånden, ikke ved nådemidlerne; derfor kan nadveren ikke være et tilbud om syndernes forladelse til alle gæster. Pieper svarer, at når Kristi legeme ikke er givet for alle, kan tegnet ikke støtte den enkeltes tro, og nadveren bliver et «tvivlens måltid».
  • Ex opere operato blandt lutheranere. Walther advarer mod prædikanter, der lærer, at man blot ved at gå til alters får syndernes forladelse. Så gøres evangeliet til en lov, fordi frelsen bygges på en gerning, og loven til et evangelium. Det sker, siger han, netop hos dem, der vil være rigtig strenge lutheranere.
  • Åben nadver. Den åbne nadver, også gæstevis adgang for reformerte, påberåber sig kærligheden. Pieper svarer, at nadveren er en personlig tilgivelse og kun er for kristne; åbenlyst ubodfærdige, uforsonlige og medlemmer af vranglærende samfund skal ikke modtages. Den åbne nadver strider mod kærligheden, fordi den ser bort fra Guds ordning og får næsten til at bruge sakramentet uværdigt.

Hænger sammen med

  • Nadveren: Kristi legeme og blod – Gavnen hviler på, at Kristi legeme og blod virkelig er der. Den Store Katekismus siger, at det ikke er brød og vin i sig selv, der tilgiver, men det brød og den vin, som er Kristi legeme og blod og har ordene hos sig. I ordene «givet og udgydt for jer» får man begge dele: at det er Kristi legeme og blod, og at det er givet til dig.
  • Nådemidlerne – Nadveren giver ikke en anden eller mindre nåde end Ordet og dåben, men den samme syndernes forladelse. Apologien siger, at sakramenterne er tegn på Det Nye Testamente og derfor frembyder syndernes forladelse, sådan som nadverens ord bevidner. Troen bliver undfanget og styrket ved tilgivelsen, ved hørelsen af evangeliet og ved sakramenterne, og nadveren er et af disse midler.
  • Den frelsende tro – Alle, der går til alters, modtager Kristi legeme og blod, men kun troen modtager det til gavn. Den Lille Katekismus siger, at faste og forberedelse er en god ydre skik, men at den, der tror ordene «givet for jer» og «udgydt til syndernes forladelse», er virkelig værdig. Ordet «for jer» kræver ikke andet end troende hjerter.
  • Skriftemål og tilgivelse – Skriftemål og nadver hørte sammen i den lutherske kirkes praksis. Den Augsburgske Bekendelse, art. 25, siger, at sakramentet ikke gives til nogen, der ikke først er blevet hørt og har fået tilgivelse. Begge steder lyder det samme evangelium til den enkelte: Dine synder er forladt. Skriftemålet forbereder til nadveren, men er en god kirkelig skik, ikke noget, der fortjener nadveren.
  • Nøglemagten og kirketugten – Nadveren er givet til syndernes forladelse, og derfor kan den ikke rækkes til den, der åbenlyst ikke vil omvende sig. Jacobs forklarer, at det hører til at fastholde synder (bindenøglen) at sige til en åbenlys og forhærdet synder, at Gud ikke tilgiver ham, så længe han bliver i sin ubodfærdighed, og derfor udelukke ham fra nadveren.
  • Guds almene nådevilje – Ordene «for jer» kan siges til alle nadvergæster, fordi Kristus har givet sit legeme for alle. Pieper viser modsætningen: Hos Zwingli og Calvin er nåden kun for de udvalgte, og derfor kan nadveren ikke være et tilbud, som alle gæster kan gribe i tro. Den lutherske lære om nadverens gavn hviler altså på, at Guds nåde gælder alle.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).