Luk 23,26–49

Teksten i sammenhæng

Teksten er Lukas' beretning om korsfæstelsen. Pilatus har tre gange erklæret Jesus uskyldig, men har givet efter for folkets krav og udleveret ham (Luk 23,13–25). På vejen ud tvinges Simon fra Kyrene til at bære korset efter Jesus, og en stor skare følger med, blandt dem kvinder, der klager over ham. Jesus vender sig om og taler til dem som Jerusalems døtre om den dom, der skal komme over byen. Lukas har flere træk, som de andre evangelister ikke har: bønnen «Fader, tilgiv dem», samtalen med de to forbrydere og løftet om Paradis, og det sidste ord med Sl 31,6: «Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd.» Spotten fra rådsherrerne, soldaterne og den ene forbryder drejer sig om det samme: frels dig selv. Efter mørket og det flængede forhæng dør Jesus. Officeren priser Gud og kalder ham retfærdig, skaren går hjem og slår sig for brystet, og kvinderne fra Galilæa ser det hele. Teksten er prædiketekst langfredag i 2. tekstrække; alternativet er Joh 19,17–37.

Opbygning

1. 23,26 Vejen ud: Simon og Jerusalems døtre
2. 23,32 Korsfæstelsen og bønnen for fjenderne
3. 23,35 Spotten: frels dig selv
4. 23,39 De to forbrydere og løftet om Paradis
5. 23,44 Mørket og Jesu død
6. 23,47 Officeren, skaren og kvinderne

Græske nøgleord

• ξύλον (G3586, v. 23,31) – ξύλον, træ: Jesus bruger et billede, alle kunne forstå: det grønne, saftige træ brænder ikke let, men det tørre gør. Når man gør sådan med ham, den uskyldige og levende, hvad skal så ske med det tørre træ, det folk, der forkaster ham? Billedet peger frem mod Jerusalems ødelæggelse og videre mod dommen. Lukas bruger ordet om korset i ApG 5,30 og 10,39, men her er det selve billedet af træet, der bærer pointen.
• ἀφίημι (G863, v. 23,34) – ἀφίημι, tilgive, eftergive: Grundbetydningen er at lade gå, slippe, og om synd at eftergive en skyld. Imperativen ἄφες er en bøn, Sønnen retter til Faderen. Indledningen står i imperfektum (ἔλεγεν), som kan betyde, at han blev ved med at bede. Bønnen begrundes med uvidenhed, ikke med uskyld: det, de gør, er synd, men Jesus beder om, at den ikke må tilregnes dem. Det er samme ord som i Fadervor (Luk 11,4).
• μιμνήσκω (G3403, v. 23,42) – μιμνήσκω, huske, komme i hu: Aorist imperativ (μνήσθητι) med genitiv: «husk mig». I GT betyder det, at Gud husker nogen, at han griber ind med hjælp og nåde (fx 1 Mos 8,1; Sl 106,4). Forbryderen beder ikke om at slippe fra korset, men om at få del i det rige, den korsfæstede skal komme i. Han har intet at give, kun en bøn.
• παράδεισος (G3857, v. 23,43) – παράδεισος, Paradis: Ordet er persisk og betyder en indhegnet have eller park. Den græske oversættelse af GT bruger det om Edens have (1 Mos 2,8). I NT står det kun her, i 2 Kor 12,4 og i Åb 2,7, om stedet hvor Gud er nær, og livets træ står. Jesus lover ikke et fjernt håb, men «i dag» og «med mig»: fællesskabet med ham straks efter døden. Det, der gik tabt i Eden, åbnes for en dømt forbryder.
• παρατίθημι (G3908, v. 23,46) – παρατίθημι, overgive, betro: Ordet bruges om at lægge noget i en andens varetægt, som man stoler på bliver bevaret (jf. 1 Tim 1,18; 1 Pet 4,19). Futurum medium παραθήσομαι er hentet fra Sl 31,6 i den græske oversættelse. Jesus dør ikke som et offer for skæbnen, men lægger selv sin ånd i Faderens hænder. Han beder med Skriftens ord og tilføjer «Fader». Stefanus beder på samme måde til Jesus (ApG 7,59).
• δίκαιος (G1342, v. 23,47) – δίκαιος, retfærdig: Hvor Matthæus og Markus lader officeren sige «Guds Søn», siger han hos Lukas, at Jesus var retfærdig. Ordet kan betyde både uskyldig og retfærdig over for Gud. Lukas har bygget op til det: Pilatus erklærer ham uskyldig tre gange, og forbryderen siger, at han intet forkert har gjort. Ordet minder om Guds retfærdige tjener i Es 53,11. Officeren priser Gud (ἐδόξασεν), hvilket hos Lukas er det rette svar på Guds gerning.

Eksegetiske noter

• v. 23,28–31 Kun Lukas har ordene til Jerusalems døtre. At salige skal være de barnløse, vender den gamle tanke om, at barnløshed var en skam. V. 30 citerer Hos 10,8, hvor folket i dommens dag ønsker, at bjergene skal skjule dem (jf. Åb 6,16). Ordene peger frem mod Jerusalems ødelæggelse år 70, som Jesus også har grædt over (Luk 19,41–44; 21,20–24). Luther hører i dem både en advarsel til jøderne dengang og et kald til omvendelse for os.
• v. 23,34 Bønnen «Fader, tilgiv dem» står i RP og de fleste håndskrifter, men mangler i nogle tidlige (bl.a. P75 og Vaticanus). Den kritiske tekst sætter den derfor i dobbelt klamme, men mange regner den alligevel for ægte, for den passer til Lukas' fremstilling (jf. Stefanus i ApG 7,60). Den opfylder Es 53,12: han bad for overtræderne. Lodkastningen om klæderne svarer til Sl 22,19.
• v. 23,42 RP har «Husk mig, Herre, når du kommer i dit rige» (ἐν τῇ βασιλείᾳ, når du kommer i din kongemagt). Den kritiske tekst, som Den Frie Bibel følger, har tiltalen «Jesus», udelader «Herre» og læser «ind i dit rige» (εἰς). Forskellen er lille, men RP lægger vægt på kongen, der kommer i sin magt, den kritiske tekst på riget, han går ind i. Begge læsemåder viser en forbryder, der tror, at den døende er konge.
• v. 23,43 Nogle vil sætte kommaet efter «i dag»: «Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal …», så løftet først gælder ved opstandelsen. Men indledningen «Sandelig siger jeg dig» står overalt i evangelierne uden tidsangivelse, og «i dag» hører naturligt til løftet (jf. Luk 2,11; 4,21; 19,9). Pieper bruger netop dette vers mod en sjælesøvn, der udelukker fællesskab med Gud, og mod skærsilden.
• v. 23,44–45 Mørket fra den sjette til den niende time (ca. kl. 12–15) er et tegn på dom (jf. Am 8,9). RP siger, at solen blev formørket; den kritiske tekst har et udtryk, der kan betyde, at solen svigtede eller formørkedes. En almindelig solformørkelse kan det ikke have været, for påsken lå ved fuldmåne. Lukas nævner forhænget før Jesu død: vejen ind til Gud åbnes, mens han dør (jf. Hebr 10,19–20).
• v. 23,46 Jesu sidste ord er Sl 31,6, som han indleder med «Fader». Hos Matthæus og Markus hører vi råbet fra Sl 22; Lukas lader os høre den tillidsfulde overgivelse. Begge dele er sande: han bærer gudsforladtheden, men dør som Sønnen, der overgiver sig til Faderen. Ἐξέπνευσεν, «han udåndede», viser, at døden var virkelig: sjæl og legeme skilles (Pieper).
• v. 23,47–49 Tre reaktioner afslutter teksten. Officeren, en hedning, priser Gud. Skaren, der kom for at se et skue (θεωρία), slår sig for brystet som tolderen i Luk 18,13, et tegn på sorg og anger, der peger frem mod pinsedagens omvendelse (ApG 2,37). Kvinderne fra Galilæa (jf. Luk 8,2–3) står på afstand og ser det hele; de bliver vidner til graven og opstandelsen (Luk 23,55–24,10).

Lov og evangelium

Loven: Kvinderne græder over Jesus, men han vender det om: Græd over jer selv. Den medlidenhed, der kun ser en uskyldig mand lide, har endnu ikke set sin egen synd. Under korset står alle grupper, og alle siger det samme: Frels dig selv. Rådsherrerne, soldaterne og den ene forbryder vil have en Kristus, der beviser sig ved at undslippe lidelsen. Også vi vil hellere have en Gud, der hjælper os ud af nøden, end en, der dør for vores synd. Ordet om det grønne og det tørre træ er alvorligt: Når den uskyldige rammes så hårdt, hvad venter da den, der står uden ham? Den anden forbryder siger det rette om os alle: Vi får med rette, hvad vi har fortjent.

Evangeliet: Det første, Jesus siger på korset, er en bøn for dem, der korsfæster ham: «Fader, tilgiv dem.» Han ofrer sig og beder på samme tid, og bønnen gælder også os, hvis synd naglede ham fast. Forbryderen har intet at vise frem, kun sin skyld og en bøn: Husk mig. Svaret er mere, end han bad om: I dag, med mig, i Paradis. Den, der dør med Kristus, dør ikke alene. Til sidst lægger Jesus sin ånd i Faderens hænder, og fordi han har gjort det, kan vi bede den samme bøn i vores sidste stund. Græd ikke over mig, siger han: Hans død er ikke et nederlag, men vores frelse.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Lidelseshistorien, 9. prædiken (Luk 23,26–31): Over os selv skal vi græde, men ikke over Kristus. Hans lidelse er hans præstegerning for os, og derfor skal den vække glæde, tak og bekendelse og ikke medlidenhed.
  «Derfor vil Herren ikke have, at vi bruger hans lidelse til at græde over den. Han vil, at vi skal være glade, love Gud, takke for hans nåde» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Lidelseshistorien, 11. prædiken (Luk 23,32–43): Bønnen for dem, der korsfæster ham, viser, at Jesus på korset er i sit præsteembede: han ofrer sig selv og beder for synderne. Begge dele er præstegerninger.
  «Det værk og det offer udfører han her med en sådan alvor, at han endda beder Faderen tilgive dem, der korsfæster ham, ikke straffe synden, men eftergive den.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Lidelseshistorien, 11. prædiken (Luk 23,32–43): Røveren har lært sin tro af Jesu bøn på korset: ordet «Fader» viser ham, at den korsfæstede er Guds Søn, og bønnen for synderne, at han er Messias fra Es 53.
  «Så griber den ene røver fat i det lille ord «Fader». For sådan plejer mennesker ikke at tale med Gud; det er alene Kristus, der kan tale sådan med Gud» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristus som præst: Jacobs skelner mellem Kristi almindelige forbøn for alle mennesker og hans særlige forbøn for de troende. Bønnen på korset er eksemplet på den almindelige.
  «Den almindelige gælder alle mennesker, også mens de er ligeglade med hans nåde, sådan som han bad for dem, der korsfæstede ham (Luk 23,34).» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Ud fra løftet til røveren lærer Pieper, at de troendes sjæle straks efter døden er hos Kristus i en salig tilstand. Verset udelukker både en sjælesøvn uden fællesskab med Gud og skærsilden.
  «Og at være «i Paradis», som Kristus lover den troende røvers sjæl, udtrykker helt og fuldt en salig tilstand.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse: Pieper bruger evangelisternes ord om Jesu død, også Lukas' «han udåndede», som bevis på, at døden var virkelig. Alligevel forblev både sjælen og legemet i forening med Guds Søn.
  «Kristi død var en sand død, for i Kristi død skete det, som dødens væsen består i, nemlig at sjæl og legeme skilles.» Læs teksten

Prædikenspor

Græd ikke over mig

Sporet følger teksten fra vejen ud til Hovedskallen. Første trin: kvinderne græder af medlidenhed, og Jesus afviser det. Langfredag er ikke en sørgelig skæbne, vi skal have ondt af. Andet trin: græd over jer selv. Ordet om det grønne og det tørre træ viser, hvad synden er værd for Gud, når selv den uskyldige rammes sådan. Her hører spotternes «frels dig selv» og den anden forbryders bekendelse med: vi får, hvad vi har fortjent. Tredje trin: Luther siger, at over Kristus skal vi ikke græde, men glæde os, for han lider som præsten, der beder og ofrer for os. Prædikenen ender ved bønnen «Fader, tilgiv dem» og ved skaren, der slår sig for brystet: anger, der får lov at finde nåde.

Husk mig

Et sjælesørgerisk spor om forbryderen ud fra v. 39–43. Første trin: tre mænd på tre kors. Den ene spotter, den anden beder, og midt imellem hænger den, der har sagt: Fader, tilgiv dem. Andet trin: den anden forbryder har intet at komme med. Han kan ikke gøre noget godt igen, han kan kun bekende sin skyld og bede: Husk mig. Luther peger på, at han har lært sin tro af Jesu egen bøn. Tredje trin: svaret er mere, end han bad om: i dag, med mig, i Paradis. Her ses, at frelsen er af nåde alene, og at den, der dør i troen på Kristus, ikke skal i en skærsild, men være hos ham. Det er trøsten ved enhver dødsseng og for den, der tror, det er for sent.

Fader

Et tematisk spor om Jesu to bønner, som kun Lukas har, begge med tiltalen «Fader». Første trin: «Fader, tilgiv dem» (v. 34). Midt i smerten beder Sønnen for dem, der korsfæster ham, og i dem for os, for det er vores synd, der er årsagen (Luther). Han beder om, at synden ikke må tilregnes; det kan han bede, fordi han selv betaler den. Andet trin: forbryderen hører ordet «Fader» og forstår, hvem der hænger ved siden af ham. Tredje trin: «Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd» (v. 46). Han dør ikke forladt af alt, men som Sønnen, der lægger sig i Faderens hænder. Fordi han har gjort det for os, må vi bede den samme bøn, både aften og i dødsstunden.

Lærepunkter i teksten

• Kristi tredobbelte embede – Jesus beder for sine fjender og ofrer sig selv: på korset udfører han sit præsteembede, og indskriften kalder ham konge.
• Retfærdiggørelsen – Forbryderen frelses uden gerninger, alene ved troen på den korsfæstede konge: «I dag skal du være med mig i Paradis.»
• Omvendelsen: anger og tro – Den anden forbryder viser omvendelsens to dele: han bekender sin synd og vender sig i tro til Jesus.
• Døden og sjælens tilstand efter døden – Løftet om Paradis og Jesu sidste bøn viser, at den troendes sjæl straks efter døden er hos Kristus.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 193 O hoved, højt forhånet – Langfredagens klassiske passionssalme om den forhånede Kristus; passer til spotten i v. 35–39.
• 201 Det hellige kors, vor Herre selv bar – Om korset, Kristus selv bar; passer til vejen ud og Simon fra Kyrene.
• 191 Gak under Jesu kors at stå – Kalder os ind under korset som kvinderne og skaren, der så det hele.
• 194 O høje råb, hvis lige aldrig hørtes – Om Jesu sidste råb med høj røst på korset (v. 46).
• 198 Lyksalig endte da min frelser sine dage – Langfredagssalme om Jesu død; passer til hans overgivelse i Faderens hænder.